Det næste punkt på dagsordenen er:

21) 1. behandling af lovforslag nr. L 194:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. (Styrket indsats på høreapparatområdet).

Af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby).

(Fremsættelse 28.02.2019).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver indledningsvis ordet til hr. Flemming Møller Mortensen som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak, formand. Lovforslaget her drejer sig om en styrkelse af rammesætningen for høreapparatsområdet. Jeg vil blot lige sådan som indledning slå fast, at rigtig mange danskere har et hørehandicap af større eller mindre omfang. Et sted mellem en halv million og 800.000 danskere har et hørehandicap, og det skønnes, at ca. 300.000 danskere har et høreapparat for at imødegå nogle af udfordringerne med det hørehandicap, de har.

Vi har flere gange politisk haft det her emne oppe. Det har ikke altid været lige let at få skabt den nødvendige klarhed på området. Nu har vi det oppe igen, og det hilser vi meget velkomment fra socialdemokratisk side. Vi har i ordførerkredsen haft det til debat under skiftende sundhedsministre, og det er en del af indholdet her. Ligeledes er en del af indholdet i lovforslaget en aftale, som er indgået i forbindelse med det her års finanslov. Når jeg siger, at vi har haft det oppe flere gange, så har vi primært kigget på nogle uklarheder, der har været omkring lovgivningen og rammesætningen. Vi har kigget på udfordringer omkring uvildighed fra øre-næse-hals-lægernes side, og vi har kigget på udfordringer omkring kapaciteten på det her område bredt set rundtomkring i Danmark.

Det, vi jo skal forholde os til, er, at de her mange hundrede tusinde danskere, der har problemet, jo helst skal have den rigtige, den kvalificerede hjælp. De skal gerne have en tryghed og en sikkerhed i forbindelse med, at uanset om de går til en offentlig eller privat del af det sundhedstilbud, der er på høreapparatsområdet, så får de den rigtige vejledning og behandling, og at de, hvis de skal have et høreapparat, så også får det absolut bedste høreapparat udleveret.

Der er overordnet seks elementer i lovforslaget, og jeg vil blot lige prøve at nævne nogle af dem i det mindste. Jeg kan se, om jeg kan nå dem alle sammen. Der bliver opstillet nye nationale kvalitetskrav for høreapparatsbehandling, uanset om det er offentligt eller privat. Der er et behov for, at patienten har vished om, at det er den rigtige kvalitet, man bliver tilbudt. Der bliver stillet krav til brug af en faglig vejledning i forbindelse med visitation af høreapparatsområdet. Det er sådan, at alle patienter skal have den udleveret, så man har indtrykket af, at vurderingen af ens hørehandicap sker med de samme faglige kriterier.

Det, der har været en kæmpestor udfordring, og som må opleves som en meget, meget stor udfordring og også en urimelig udfordring for rigtig mange hørehandicappede, er, at vi har utrolig lange ventetider. Der er meget stor variation hen over landet. Regionerne har gjort meget og oprettet nye klinikker rundtomkring, men hvorom alting er, har vi en kæmpe udfordring. Det er her, hvor man med indgåelsen af finansloven og de parter, der stod bag den, har afsat 25 mio. kr. til en ekstraordinær puljeafvikling. Det har vi talt for også i Socialdemokratiet, så det hilser vi utrolig velkomment, for det ville jo være dejligt, hvis vi kunne se på den anden side af puklen og så komme meget mere ind i smult vande og kunne få tingene til at glide.

Et yderligere element er, at man skal have udarbejdet en national informationspjece, som det forpligtes, at alle øre-næse-hals-læger udleverer til patienterne, og det er patienter med ukomplicerede høretab. Det er vigtigt at prøve at skelne mellem dem, der har de virkelig komplicerede hørelidelser, og dem, der har de ukomplicerede høretab. Og det er sådan i dag, at rigtig mange af dem, der har de ukomplicerede, står i kø og venter på at komme ind på de offentlige klinikker, og her er der i lovforslaget lagt op til, at det kan være hensigtsmæssigt, at de i højere grad konsulterer de private audiologiske klinikker, som man har mange steder i landet. Det hilser vi også velkommen fra socialdemokratisk side. Vi synes, at man skal bruge al den kapacitet, der er, til at få høvlet puklen væk.

Så er der et meget vigtigt punkt, og det er omkring uvildighed. Der har været mange dobbeltinteresser på det her område, og vi har politisk diskuteret det meget. Nu bliver der en forpligtelse til, at man skal sikre patienterne og skilte med, hvilke klinikker der tilbyder høreapparater, der kan erhverves inden for den økonomiske ramme, som det offentlige tilskud også dækker. Her kunne vi måske godt ønske os fra socialdemokratisk side, at der bliver en pligt til, at man kan udlevere det på alle klinikker, men det tager vi i behandlingen frem mod tredje behandling.

Jeg nåede ikke at komme det hele igennem, men jeg vil alligevel lige dvæle ved det sidste punkt, og det er, at der nu bliver etableret et forbud mod, at man kan have ejerskab i en virksomhed, der har detailsalg af høreapparater, samtidig med at man praktiserer som øre-næse-hals-læge og dermed kan henvise til egen detailbutik. Der er en skæringsdato, som hedder den 1. juli 2019, det vil sige, at man ikke går tilbage. Det kan man ikke, for så kommer man til at tale om ekspropriation, og det er sådan, vilkårene er. Det her er et godt skel at få sat.

Fra socialdemokratisk side synes vi, at der er rigtig mange gode elementer i det her. Der kan sagtens være noget, vi skal diskutere frem mod tredjebehandlingen, og det er jeg sikker på at vi nok skal få en god drøftelse af. Og så er jeg meget glad for, at formanden gav mig lidt ekstra tid, til gengæld kan jeg sige, at vi sparer lidt tid, for jeg skal sige, at både Det Radikale Venstre og Alternativet har samme holdning, som jeg her har givet udtryk for at Socialdemokratiet har. Tak.

Tak til ordføreren. Og så er turen kommet til fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

Mange tak. Den forrige ordfører har jo præsenteret hele lovforslaget så godt, at jeg ikke behøver at gennemgå alle tingene. Jeg kan i stedet for dvæle ved, at når man har været sundhedsordfører i rigtig mange år, har man talt høreapparater rigtig mange gange. Der har været rigtig mange samråd, der har været rigtig mange spørgsmål til ministeren, og der har også undervejs været lovforslag.

Vi har jo i Danmark stået i en ret speciel situation i forhold til så mange andre lande, for vi lavede det jo sådan, at hvis man havde et høretab, kunne man få tilskud, ja, man kunne faktisk få høreapparater for ingen penge. Det gjorde, at vi faktisk fik nogle fantastisk fremsynede og innovative producenter i landet, og det gjorde, at vi kunne give de mennesker, som led af et høretab, nogle høreapparater, som de kunne bruge, netop når de skulle ud i sociale sammenhænge og mange andre steder, hvor det er en kæmpestor gene, hvis man ikke kan høre, hvad der bliver sagt. Vi ved, at det giver social isolation og det giver problemer på arbejdet; jeg tror ikke, man kan forestille sig, hvor slemt det er, hvis ikke man selv har prøvet det – eller har en pårørende, som man finder ud af overhovedet ikke hører, hvad man siger. Det er godt nok irriterende. Man ender faktisk med en gang imellem at tænke: Jeg lader være med at sige det, jeg ville sige, for så skal jeg til at forklare det rigtig mange gange.

Vi synes jo, det har været en rigtig god udvikling, men for nogle år tilbage kom der nogle sager om, at nogle ventede lang tid, og at nogle tjente massevis af penge på, at staten gav det her tilskud. Og det gjorde, at vi tog det op herinde. Desværre betød det så, at den tidligere regering faktisk fjernede en del penge fra området, og det gjorde, at Dansk Folkeparti indkaldte til en forespørgselsdebat, som har resulteret i, at vi står her i dag med det her lovforslag.

Vi har forhandlet en del med regeringen og med sundhedsministeren, og vi blev derfor også enige om, at nu skulle der ske noget på området. Nogle af alle de ting, som vi også gjorde gældende dengang, var det med dobbeltroller, og hvordan nogle tjente flere penge end andre, fordi de kunne henvise til egen butik og sælge egne høreapparater, samt hvordan man fik lavet et system, der tilgodeså patienten noget mere. Det føler vi at vi har fået med det her lovforslag. Og samtidig har vi fået sat nogle penge af, sådan at vi sikrer, at vi kigger på hele området på en helt ny måde.

I Dansk Folkeparti mente vi også, at vi skulle kigge på pukkelafviklingen, for der er altså nogle steder, der har 90 ugers ventetid. Og vi ved jo, at der er rigtig mange, der venter med at henvende sig, indtil de har sagt »hva'« rigtig mange gange og fundet ud af, at der faktisk er rigtig meget, de er gået glip af. Det håber jeg og vi at vi nu kan gøre noget ved, i forhold til at det her lovforslag kommer igennem. Det er ikke løst med det her, men det er i hvert fald et skub i den rigtige retning. Der er også sat rigtig mange penge af til pukkelafviklingen, og så håber vi, at det kommer dem til gode, som har gået i rigtig lang tid og ventet, så de kan komme i gang med at være sociale igen, kunne høre, hvad deres børn og børnebørn siger, og for nogles vedkommende også kunne fastholde deres arbejde – noget, de har haft svært ved, fordi de går og venter på, at de kan få justeret deres høreapparat.

Så vi tilslutter os aftalen og ser frem til, at det kommer til at virke. Tak.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er turen kommet til fru Jane Heitmann som ordfører for Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak, formand. Kan du høre, hvad jeg siger? (Hvisker) . Langt de fleste af os vil svare ja, men omkring 900.000 danskere vil enten ikke svare, fordi de ikke har hørt spørgsmålet, eller også vil de sige: Hvadbehager? Af de 900.000, der som anslået har udfordringer med hørelsen, vil hovedparten være mænd, og ca. 50 pct. af alle danskere over 75 år vil have nedsat hørelse. Hvis vi ser lidt i krystalkuglen, vil vi i 2030 have 230.000 flere ældre, og en stor del af disse vil have udfordringer med hørelsen.

Vi lever i dag i en frygtelig larm med høj musik og gadestøj og lyd fra radio-tv og støj fra arbejdspladsen og meget mere, og det udfordrer vores hørelse. En ting er, at nedsat hørelse udfordrer den enkeltes hverdag og sociale liv, en anden ting er, at der er umådelig lange ventetider på høreapparatbehandling. I november 2018 var ventetiden mellem 15 og 115 uger på offentlig hørebehandling. 115 uger – det er altså mere end 2 år. Og det er en helt igennem uacceptabelt lang ventetid, og derfor er der brug for handling nu.

Vi er i Venstre utrolig glade for den finanslovsaftale, som vi har indgået med Dansk Folkeparti. Med 25 mio. kr. årligt fra 2019 tager vi nu et stort og vigtigt skridt for sammen at give danske hørepatienter bedre muligheder for at få hjælp til deres høretab. I Venstre ønsker vi, at alle disse mennesker får deres sociale liv tilbage, så de med et høreapparat på eller i øret igen kan deltage i sociale sammenkomster hos familie og venner uden at skulle sætte sig selv udenfor eller blive sat udenfor, simpelt hen fordi man med et hørehandicap ikke kan følge med i samtalen.

I dag er det næsten umuligt for patienterne at navigere mellem de offentlige og private tilbud. Samtidig er det ikke muligt for patienterne at vide, hvilke private økonomiske interesser en læge har på området. Lovgivning om lægers økonomiske forbindelser til producenter af høreapparater er nærmest ikkeeksisterende. Og det går simpelt hen ikke, at man som patient i det danske sundhedsvæsen ikke kan være sikker på, at det udelukkende er en sundhedsfaglig vurdering, der afgør lægens anvisninger.

Med lovforslaget tager vi nu livtag med udfordringerne på høreapparatområdet, og i alt seks områder tager vi fat på: Patientrettighederne skal styrkes, så private klinikker forpligtes til at informere patienten om, hvorvidt klinikken kan tilbyde et høreapparat inden for prisen af det offentlige tilskud.

Der vil blive indført nye nationale kvalitetskrav, som gælder for både offentlig og privat høreapparatbehandling. Og der bliver indført krav om brug af faglig vejledning ved visitationen, og det betyder ens kriterier for vurdering af høretab, uanset om man som patient har valgt et offentligt eller privat tilskud.

Med en ny informationspjece, som øre-næse-hals-lægerne skal udlevere, sikrer vi, at alle patienter med et ikkekompliceret høretab får en reel mulighed for at vælge mellem de forskellige tilbud på et oplyst grundlag.

Så skal vi have mere viden om området, og det får vi, fordi øre-næse-hals-læger på offentlige og private klinikker i fremtiden skal indberette patientdata om f.eks. ventetid og kvalitet.

Endelig strammer vi reglerne for lægernes tilknytning til detailsalg af medicinsk udstyr, og det gør vi for at sikre, at det er en lægefaglig vurdering og ikke økonomiske interesser, som styrer lægens afgørelse. Det duer simpelt hen ikke, at danske patienter skal leve med den risiko, at det er økonomiske interesser frem for en lægefaglig vurdering, der ligger til grund for valget af medicinsk udstyr eller i det her tilfælde et høreapparat. Med skærpet oplysningspligt for læger, der både arbejder i klinikken og samtidig har en tilknytning til detailbranchen, og med et fremtidigt forbud mod at øre-næse-hals-læger samtidig kan have medejerskab af en virksomhed med detailsalg, styrker vi nu habiliteten.

Sidst, men ikke mindst, giver det mening, at vi på sigt får et mere ensartet tilsyn. Der bør, ligesom på alle andre områder af vores sundhedsvæsen, tilstræbes mere ensartethed i behandlingen. Det må ikke være det rene postnummerlotteri, når et høretab skal behandles. Venstre kan støtte lovforslaget som fremsat, og jeg skal hilse fra De Konservative og sige, at de også kan støtte lovforslaget.

Tak til Venstres ordfører. Så går vi videre til hr. Peder Hvelplund som ordfører for Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. I dag skal vi behandle det her lovforslag om en styrket indsats på høreområdet. Det er et område, der i den grad trænger til en oprydning. Der er alt for lange ventetider, og det har der været længe. Det påvirker de mennesker, der lider af høretab, mange risikerer social isolation og at blive udelukket fra fællesskabet, fordi man ikke kan føre samtaler med andre mennesker, og at man ikke kan være der for de vigtige mennesker i ens liv, fordi man ikke kan høre, hvad ens ægtefælle eller børnebørn siger. Man risikerer at miste sit job og sit netværk. Et høretab er stærkt invaliderende. Lovforslaget adresserer også den vigtige problematik, at høreområdet lidt er det vilde vesten. I dag kan private audiologer henvise til egen butik, hvor de kan sælge høreapparater i dyre domme, selv om det er muligt at få høreapparater med offentligt tilskud, så der ikke behøver at være egenbetaling.

Vi støtter derfor op om den del af lovforslaget, der vil sikre en bedre gennemsigtighed i forhold til behandlingstilbud, så private klinikker skal informere klarere om gratis behandling og ejerforhold. Vi mener, at der alligevel er plads til forbedringer, hvad også Høreforeningen gør opmærksom på. De skriver:

»Men lovforslaget er ikke tilstrækkeligt. Som det står nu, er det op til den enkelte forhandler, om man ønsker at tilbyde høreapparater uden egenbetaling. Vi mener det bør være et krav, at alle private forhandlere, der sælger høreapparater med offentligt tilskud, skal tilbyde høreapparatbehandling uden egenbetaling som en del af sortimentet.«

Vi er opmærksomme på, at der står i bemærkningerne, at det er hensigten, men det bør skærpes i lovteksten. Desuden mener vi ikke, at der bliver taget et reelt opgør med det faktum, at det reelt er en sælger, der skal rådgive. Der står, at fra den 1. juli 2019 må speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme, der arbejder eller bistår med høreapparatbehandling til patienter, ikke erhverve ejerskab i virksomheder med detailsalg af høreapparater. Men det løser jo ikke det problem, at mange allerede har en virksomhed, som de sælger høreapparater fra.

Det er positivt, at lovforslaget indeholder en mulighed for, at også patienter, der får høreapparater gennem en privat udbyder, bedre kan få erstattet mistede høreapparater. Men det er lidt uforståeligt, hvorfor 4-årsfristen skal udvides til også at gælde for det offentlige, hvor også mennesker med komplicerede høretab bliver behandlet. Dels er definitionen om, at der skal være indtruffet en markant helbredsbetinget forværring af hørelsen upræcis, dels kan der være andre årsager end forværring af hørelsen, der motiveret et behov for at udskifte apparatet. Vi mener, at det bør være et lægefagligt skøn, der er det afgørende for, om der er behov for et nyt høreapparat.

Vi støtter også, at der indsamles mere data og viden på høreområdet, så området løbende kan forbedres, for der ligger alt for mange høreapparater i skuffer rundtomkring i landet. Vi må finde ud af, om der udleveres høreapparater til mennesker, der reelt ikke har gavn af dem, eller hvad der er galt.

Vi anerkender til fulde problematikken. Der er alt for lange ventetider på specialafdelingerne, der er et demografisk pres, der gør, at det er uhensigtsmæssigt at basere den langsigtede strategi for høreapparatbehandling af borgere med ukomplicerede høretab på sygehusbehandling. Derfor er det positivt, at der med finansloven for 2019 blev afsat midler til en ekstraordinær pukkelafvikling, så ventetiderne nedbringes.

Lovforslaget motiveres med, at det vil forhindre lignende pukler i fremtiden. Men der mener vi, at forslaget grundlæggende ikke løser det bagvedliggende problem, nemlig at sygehusene er så økonomisk udsultede, at ansatte hellere vil arbejde i det private, hvor man kan tage sig af de ukomplicerede behandlinger og gå hjem til tiden, og at der ikke er uddannet nok personale til at tage sig af de mange flere ældre, der har behov for vores sundhedsvæsen, herunder høreapparater. Det er problemer, der skaber ventetid for patienterne, både for dem med komplicerede og ukomplicerede høretab.

Vi finder, det er en forkert løsning at forhindre ventetider ved at flytte de ukomplicerede ud af den offentlige behandling og over i private tilbud. Allerede i sommer skrev Danske Regioner, at en del af problemet med ventetider skyldes, at audiologerne siger op i det offentlige og tager job i det private. Med lovforslaget vil den bevægelse jo bare forstærkes og svække vores fælles sundhedsvæsen, også fordi vi med lovforslaget pålægger de offentligt ansatte mere administration og bøvl. I stedet for at behandle skal de bruge tid på visitationsprocesser, information om privatklinikker m.m.

Vi finder, at man i stedet for kunne gøre en indsats for at skabe gode offentlige tilbud i primærsektoren tættere på borgerne. Rundtomkring i landet bygges der sundhedshuse, og der bruges offentlige kroner på at uddanne dygtige og engagerede mennesker inden for en række nye faggrupper, som f.eks. universitetsuddannede audiologer og audiologopæder.

Lad os bruge de investeringer til at skabe gode offentlige tilbud, hvor mennesker med ukomplicerede høretab kan få behandling tæt på, hvor de bor. Så undgår vi også de habilitetsproblemer, som lovforslaget i dag prøver at komme til livs, nemlig de problemer, der opstår, når læger kan tjene penge på at sælge det udstyr, de selv ordinerer. Så selv om der er en række positive tiltag i lovforslaget, mener vi grundlæggende, at det trækker i den forkerte retning. Og derfor kan vi ikke støtte lovforslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er vi kommet til fru May-Britt Kattrup som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. På høreapparatområdet kan der i det offentlige være fra 15 og helt op til 115 ugers ventetid, og det er et kæmpeproblem for de patienter, som det vedrører. Det betyder noget både arbejdsmæssigt og socialt. Man bliver ofte opfattet som asocial, når man sidder i et selskab, fordi man ikke rigtig deltager i samtalen, og så tror folk, at det er, fordi man ikke interesserer sig for det og ikke gider at følge med. Man kan også blive opfattet som dum, fordi det, de andre lige har siddet og talt om, kan man pludselig finde på at spørge ind til. Det betyder, at mange undlader at deltage i sociale arrangementer, og det er jo ikke særlig hensigtsmæssigt eller rart for nogen – og da slet ikke, når man rent faktisk kunne komme til at blive behandlet uden ventetid eller efter en meget kort ventetid, hvis man bare henvendte sig til en privat, fordi kapaciteten her er til stede.

Hvordan kan det så være, at man står på venteliste i så mange uger, når der er ledig kapacitet i det private? Det er simpelt hen, fordi patienterne ikke kan gennemskue deres muligheder og rettigheder, for på det her område er der rent faktisk frit valg – altså rigtig frit valg fra dag et af. Det er ikke betinget af, at det offentlige har førsteret. Det er ikke betinget af nogle behandlings- eller udredningsgarantier på 30 dage. I princippet kan du, dagen efter du har fået din diagnose, gå hen til en privat og få dit høreapparat. Men det gør man ikke, og det er, fordi man ikke har fået ordentlig information om den mulighed. Det er så det, vi vil ændre på nu, ved at øre-næse-hals-læger forpligtes til obligatorisk information.

Samtidig skal der være mere klarhed om habilitet og økonomiske egeninteresser. Det vil fremover være sådan med det her lovforslag, at det vil være forbudt for øre-næse-hals-læger at etablere ejerskab i en virksomhed med detailsalg af høreapparater. Det er en ting, som forhåbentlig vil kunne medvirke til, at man også i virkeligheden og i realiteten får et mere frit valg, og at det på den måde kan være med til at afvikle de her lange ventelister.

Det er et rigtig godt lovforslag, som jeg selv har brugt meget tid på, og jeg er ret tilfreds med resultatet. Liberal Alliance støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Vi går videre til fru Kirsten Normann Andersen som ordfører for SF.

Tak for det. Lovforslaget her handler om at sikre patienter med høretab adgang til effektiv behandling af høj kvalitet og at forkorte de lange ventetider på høreapparater. Det er to gode formål.

Mellem 500.000 og 800.000 danskere anslås at have nedsat hørelse i større eller mindre omfang. Det problem skal vi selvfølgelig tage seriøst, især fordi et ubehandlet høretab kan medføre alvorlige udfordringer i patientens liv. Det er vigtigt for SF, at vi på bedst mulig måde sikrer patienter med nedsat hørelse en så normal hverdag som overhovedet muligt. Vi ved jo, at konsekvenserne af hørenedsættelse kan være vanskeligheder med at kommunikere, ensomhedsfølelse, isolation og frustration, og det skal vi selvfølgelig gøre alt for at bekæmpe; måske da især, hvis det er sådan, at der også viser sig at være en sammenhæng mellem høretab og f.eks. udvikling af demens.

Derfor bakker vi også op om et forslag, som kan kvalificere behandlingen af høretab. Ret til behandling i tide er vigtigt, vel at mærke uden egenbetaling, og ret til, at der bliver taget individuelle hensyn, for patienter er nemlig ikke ens, og derfor skal standarder heller ikke være det. Vi har allerede arbejdet med lægedækning, og der er en sammenhæng mellem lægedækning og ventetid.

I SF sympatiserer vi med pukkelafviklingen, men vi så gerne, at der også i forslaget var mulighed for at kigge på en mere langsigtet strategi, hvor vi også får lejlighed til at overveje muligheden for eksempelvis forskning. Og skal man kunne det, bliver man også nødt til at se på, at et ikkekompliceret høretab jo kan være forløberen til et kompliceret høretab, og forslaget skal give ørelægerne mulighed for også at kigge på den del.

Vi synes, at der stadig væk er nogle overvejelser, som vi gerne vil tage med, i forhold til den del, som vi gerne vil drøfte i udvalgsbehandlingen, ligesom jeg også lytter mig til, at Enhedslisten har stillet en række spørgsmål, som det kan give mening at prøve at tage med i udvalgsbehandlingen efterfølgende. Det vil vi gerne have mulighed for, før vi tager endelig stilling til forslaget.

Tak til SF's ordfører. Så er vi kommet til sundhedsministeren.

Tak for bemærkningerne til lovforslaget. Der er ingen tvivl om, at et ubehandlet høretab kan have alvorlige konsekvenser. Høretab kan føre til vanskeligheder med at kommunikere, det kan føre til ensomhed, isolation, tab af job, relationer og andre ting. Det, vi har drøftet også i forhold til høreapparatområdet, er jo, at det desværre i dag ikke fungerer optimalt for den enkelte patient. Det er svært for patienterne at navigere mellem de forskellige behandlingsmuligheder, og der eksisterer ikke en fælles kvalitetskontrol af behandlingen i det offentlige og private regi. Der mangler også gennemsigtighed, bl.a. også gennemsigtighed omkring sammenfaldende interesser. Derudover må man bare sige, at ventetiderne til offentlig høreapparatbehandling har været uacceptabelt lange i alt, alt for lang tid.

Med det lovforslag, som vi førstebehandler i dag, ønsker regeringen som en opfølgning på den finanslovsaftale, vi har indgået med Dansk Folkeparti, og det udspil, som vi kom med i efteråret, at rydde op på området og skabe forudsætningerne for fremtidens høreapparatbehandling. Derfor indeholder lovforslaget også en lang række elementer, som har til formål at sikre, at borgere med høretab fremover kan modtage en effektiv og en uvildig behandling af høj kvalitet. Det er, som jeg også har hørt flere af ordførerne sige, på tide, at vi rydder op, også i de strukturelle udfordringer, der er på området.

Ud over lovforslaget, som sikrer bedre rammer for området, har regeringen også sammen med Dansk Folkeparti med finanslovsaftalen for 2019 prioriteret 25 mio. kr. årligt de næste 4 år til at nedbringe ventetiderne på offentlig høreapparatbehandling, altså på at afvikle den pukkel, der har ophobet sig alt for mange steder.

For det første indeholder lovforslaget jo en forpligtelse til, at øre-næse-hals-læger fremover udleverer en national informationspjece, så alle borgere med høretab får information om, hvilke behandlingsmulighederne de har, og at det vel at mærke er de samme informationer, man får, uafhængigt af hvilken afdeling man behandles på, men også en information, som viser, hvilken behandlingsmuligheder man ikke kun har i det offentlige, men også, hvad man har af muligheder for frit valg på høreområdet, hvor man jo fra dag et har mulighed for, hvis man er borger med ukompliceret høretab, at bruge sit frie valg til at få behandlingen f.eks. i en høreklinik eller andre steder, hvor man også kan tilbydes behandling.

For det andet forpligtes de private høreklinikker til at skilte med en række oplysninger, og det er vigtigt at tage med, fordi der i dag er mange, der oplever, at de sådan set ikke har den fulde information. Det handler bl.a. om at sikre, at høreklinikken også skilter med, om de har et høreapparat i sortimentet, der prismæssigt ligger inden for den offentlige tilskudsgrænse til privat behandling.

Jeg tror egentlig, at vi alle sammen har talt med patienter, som er gået ind på en høreklinik med tanken om at skulle have et høreapparat og så finder ud af, når de har været der i en halv times tid, at der ikke er et høreapparat inden for den tilskudsgrænse, der er, og at det sådan set både er spildt tid for dem, men også for høreklinikken. Der er vi nødt til at gøre det nemmere for borgeren, patienten, at navigere mellem de forskellige behandlingsmuligheder og også vælge den løsning, der passer til den enkeltes behov.

For det tredje foreslår vi at indføre nationale kvalitetskrav på høreapparatbehandlingen i Danmark, og det skal gælde både i offentligt og privat regi. Man skal være tryg ved den behandling, man får, og at den er af høj kvalitet, uanset hvor den foregår.

For det fjerde foreslår vi krav om brug af faglig vejledning i forbindelse med visitation til høreapparatbehandling, så det sikres, at alle patienter får vurderet deres høretab ud fra de samme kriterier, uanset hvor i systemet patienten får foretaget høreprøven, altså en systematik, som vi mangler i dag.

For det femte iværksætter vi en national systematisk og ensartet indsamling af data om høreapparatbehandlingen i Danmark. For i dag ved vi desværre alt for lidt om, både hvem der modtager høreapparatbehandling, og hvilken behandling de har fået, eller hvilken opfølgning de har modtaget. Vi ved heller ikke, om den enkelte patient egentlig opnår den ønskede effekt som følge af behandlingen, og som flere af ordførerne også har sagt, leder det også nogle gange til de skuffeapparater, som der bliver talt om. Altså, vi risikerer egentlig at bruge ressourcerne forkert. Det er vi nødt til at få et samlet overblik over.

Endelig foreslår vi øgede habilitetskrav, og der er jeg glad for den gode dialog, vi har haft ordførerne imellem i relation til de problemer, som borgere med høretab har oplevet. Der må ikke være tvivl om lægernes habilitet. Læger skal ikke kun sørge for, at deres patienter får den bedste behandling, de skal også gøre det uden at tage hensyn til egne økonomiske interesser. Det er vigtigt, og det bliver understreget med lovforslaget, hvor vi dermed også sikrer rammerne og forudsætningerne for fremtidens høreapparatbehandling. Der kan man sige, at det er noget, der ligger ud over lovforslaget, men som også indgår i den aftale, som regeringen har lavet med Dansk Folkeparti, nemlig at kigge på teknologien og mulighederne på høreapparatområdet, kigge på, hvordan det udvikler sig løbende, og med afsæt i lovforslaget får vi også skabt muligheden for at udvikle området yderligere.

Ud over initiativerne i lovforslaget ønsker regeringen også sammen med Dansk Folkeparti og den aftale, vi har lavet om finansloven, at introducere en ny model for visitation til høreapparatbehandling i Danmark, hvor vi gør bedre brug af både ny teknologi og viden, men også kigger på, hvad det egentlig er for nogle veluddannede fagpersoner, vi har på området i dag, som vi kan drage bedre nytte af. Med den nye model vil vi gøre det muligt at standardisere og digitalisere dele af behandlingsforløbet og også flytte dele af behandlingsforløbet tættere på borgeren, samtidig med at vi bevarer et stærkt sundhedsfagligt hensyn.

Jeg er glad for den positive modtagelse, som lovforslaget allerede har fået og stiller mig selvfølgelig til rådighed for de spørgsmål, der måtte være under lovbehandlingen.

Tusind tak til Danmarks sundhedsminister.

Der er ikke flere, der har ønsket ordet, og derfor er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget, og hvis ikke der er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.