Tak for bemærkningerne til lovforslaget.
Der er ingen tvivl om, at et ubehandlet høretab kan have alvorlige konsekvenser.
Høretab kan føre til vanskeligheder med at kommunikere, det kan føre til ensomhed, isolation, tab af job, relationer og andre ting.
Det, vi har drøftet også i forhold til høreapparatområdet, er jo, at det desværre i dag ikke fungerer optimalt for den enkelte patient.
Det er svært for patienterne at navigere mellem de forskellige behandlingsmuligheder, og der eksisterer ikke en fælles kvalitetskontrol af behandlingen i det offentlige og private regi.
Der mangler også gennemsigtighed, bl.a.
også gennemsigtighed omkring sammenfaldende interesser.
Derudover må man bare sige, at ventetiderne til offentlig høreapparatbehandling har været uacceptabelt lange i alt, alt for lang tid.
Med det lovforslag, som vi førstebehandler i dag, ønsker regeringen som en opfølgning på den finanslovsaftale, vi har indgået med Dansk Folkeparti, og det udspil, som vi kom med i efteråret, at rydde op på området og skabe forudsætningerne for fremtidens høreapparatbehandling.
Derfor indeholder lovforslaget også en lang række elementer, som har til formål at sikre, at borgere med høretab fremover kan modtage en effektiv og en uvildig behandling af høj kvalitet.
Det er, som jeg også har hørt flere af ordførerne sige, på tide, at vi rydder op, også i de strukturelle udfordringer, der er på området.
Ud over lovforslaget, som sikrer bedre rammer for området, har regeringen også sammen med Dansk Folkeparti med finanslovsaftalen for 2019 prioriteret 25 mio.
kr.
årligt de næste 4 år til at nedbringe ventetiderne på offentlig høreapparatbehandling, altså på at afvikle den pukkel, der har ophobet sig alt for mange steder.
For det første indeholder lovforslaget jo en forpligtelse til, at øre-næse-hals-læger fremover udleverer en national informationspjece, så alle borgere med høretab får information om, hvilke behandlingsmulighederne de har, og at det vel at mærke er de samme informationer, man får, uafhængigt af hvilken afdeling man behandles på, men også en information, som viser, hvilken behandlingsmuligheder man ikke kun har i det offentlige, men også, hvad man har af muligheder for frit valg på høreområdet, hvor man jo fra dag et har mulighed for, hvis man er borger med ukompliceret høretab, at bruge sit frie valg til at få behandlingen f.eks.
i en høreklinik eller andre steder, hvor man også kan tilbydes behandling.
For det andet forpligtes de private høreklinikker til at skilte med en række oplysninger, og det er vigtigt at tage med, fordi der i dag er mange, der oplever, at de sådan set ikke har den fulde information.
Det handler bl.a.
om at sikre, at høreklinikken også skilter med, om de har et høreapparat i sortimentet, der prismæssigt ligger inden for den offentlige tilskudsgrænse til privat behandling.
Jeg tror egentlig, at vi alle sammen har talt med patienter, som er gået ind på en høreklinik med tanken om at skulle have et høreapparat og så finder ud af, når de har været der i en halv times tid, at der ikke er et høreapparat inden for den tilskudsgrænse, der er, og at det sådan set både er spildt tid for dem, men også for høreklinikken.
Der er vi nødt til at gøre det nemmere for borgeren, patienten, at navigere mellem de forskellige behandlingsmuligheder og også vælge den løsning, der passer til den enkeltes behov.
For det tredje foreslår vi at indføre nationale kvalitetskrav på høreapparatbehandlingen i Danmark, og det skal gælde både i offentligt og privat regi.
Man skal være tryg ved den behandling, man får, og at den er af høj kvalitet, uanset hvor den foregår.
For det fjerde foreslår vi krav om brug af faglig vejledning i forbindelse med visitation til høreapparatbehandling, så det sikres, at alle patienter får vurderet deres høretab ud fra de samme kriterier, uanset hvor i systemet patienten får foretaget høreprøven, altså en systematik, som vi mangler i dag.
For det femte iværksætter vi en national systematisk og ensartet indsamling af data om høreapparatbehandlingen i Danmark.
For i dag ved vi desværre alt for lidt om, både hvem der modtager høreapparatbehandling, og hvilken behandling de har fået, eller hvilken opfølgning de har modtaget.
Vi ved heller ikke, om den enkelte patient egentlig opnår den ønskede effekt som følge af behandlingen, og som flere af ordførerne også har sagt, leder det også nogle gange til de skuffeapparater, som der bliver talt om.
Altså, vi risikerer egentlig at bruge ressourcerne forkert.
Det er vi nødt til at få et samlet overblik over.
Endelig foreslår vi øgede habilitetskrav, og der er jeg glad for den gode dialog, vi har haft ordførerne imellem i relation til de problemer, som borgere med høretab har oplevet.
Der må ikke være tvivl om lægernes habilitet.
Læger skal ikke kun sørge for, at deres patienter får den bedste behandling, de skal også gøre det uden at tage hensyn til egne økonomiske interesser.
Det er vigtigt, og det bliver understreget med lovforslaget, hvor vi dermed også sikrer rammerne og forudsætningerne for fremtidens høreapparatbehandling.
Der kan man sige, at det er noget, der ligger ud over lovforslaget, men som også indgår i den aftale, som regeringen har lavet med Dansk Folkeparti, nemlig at kigge på teknologien og mulighederne på høreapparatområdet, kigge på, hvordan det udvikler sig løbende, og med afsæt i lovforslaget får vi også skabt muligheden for at udvikle området yderligere.
Ud over initiativerne i lovforslaget ønsker regeringen også sammen med Dansk Folkeparti og den aftale, vi har lavet om finansloven, at introducere en ny model for visitation til høreapparatbehandling i Danmark, hvor vi gør bedre brug af både ny teknologi og viden, men også kigger på, hvad det egentlig er for nogle veluddannede fagpersoner, vi har på området i dag, som vi kan drage bedre nytte af.
Med den nye model vil vi gøre det muligt at standardisere og digitalisere dele af behandlingsforløbet og også flytte dele af behandlingsforløbet tættere på borgeren, samtidig med at vi bevarer et stærkt sundhedsfagligt hensyn.
Jeg er glad for den positive modtagelse, som lovforslaget allerede har fået og stiller mig selvfølgelig til rådighed for de spørgsmål, der måtte være under lovbehandlingen.