Grønlandsudvalget 2018-19 (1. samling)
L 19 Bilag 2
Offentligt
14-08-2017
EM 2017/22
Forslag til Inatsisartutbeslutning om at Grønlands Selvstyre tilslutter sig udkast til
forslag til Lov om ændring af kriminallov for Grønland og retsplejelov for Grønland
(Anbringelse af forvaringsdømte m.v.)
Forelæggelsesnotat
(Medlem af Naalakkersuisut for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen)
1. behandling
Det er med stor glæde, Naalakkersuisut fremsætter dette beslutningsforslag, der omhandler en
ændring af kriminallovens regler om forvaringsdømte.
Der har i årtier været stor politisk fokus på problematikken om at lade forvaringsdømte afsone
i Danmark. Ligeledes har det nærmest sammenstemmende lydt fra eksperter, at denne praksis
er på kant med menneskerettighederne. Særligt vurderes det forhold, at man afskærer de
forvarede fra at opretholde et reelt forhold til familierne at udgøre en overtrædelse af den
europæiske menneskeretskonventions artikel otte om retten til familieliv.
Som tilstanden er i dag, er anstalterne ikke indrettet til anbringelse af forvaringsdømte.
Konsekvensen er, at de forvaringsdømte sendes til afsoning i Herstedvester Fængsel. For de
der sendes til Danmark, medfører fraværet af egnede anstaltsfaciliteter alvorlige
konsekvenser. En anbringelse i lukket anstalt så langt hjemmefra opleves som en betydelig
ekstraforanstaltning. Udover at være idømt lovens alvorligste foranstaltning tvinges den
forvaringsdømte til at give afkald på både sit hjemland og sin familie. Dertil kommer, at flere
er svært begrænsede af ikke at kunne tale dansk.
I øjeblikket opføres en helt ny anstalt i Nuuk, der forventes klar til at blive taget i brug i 2018.
Et af de vigtigste formål med anstalten er, at vi bryder med en praksis, der krænker
forvaringsdømtes grundlæggende menneskerettigheder, ved at sende dem flere tusinde
kilometer væk fra deres familier.
Beslutningsforslaget kommer først og fremmest til at betyde, at det vil blive muligt for
forvaringsdømte at afsone i Grønland i stedet for i Danmark. Derudover giver forslaget
forvarede grønlændere, som allerede afsoner i Herstedvester Fængsel, mulighed for at blive
overført til den nye anstalt i Nuuk. Endelig vil forslaget gøre det muligt at overføre
forvaringsdømte mellem de åbne anstalter her i landet og forvaringsafdelingen i den nye
anstalt.
Dette beslutningsforslag baner vejen for et opgør med en retstilstand, der i årevis har udsat
forvaringsdømte og deres pårørende for en vidtgående ekstraforanstaltning.
Med disse bemærkninger vil Naalakkersuisut overlade punktet til velvillig behandling i
Inatsisartut.
______________________
EM 2017/22
IINIAN
–
Sags nr.: 2017 - 389
1