Tak for det, formand.
Lovforslaget her omfordeler penge fra den ordinære byfornyelsesramme og målretter dem til mindre byer, landdistrikter.
Det er en indsats, som vi i Socialdemokratiet har stået bag siden 2014, hvor vi indgik den daværende vækstpakke, og det er en indsats, som nu bliver forlænget med det udspil om levedygtige landsbyer, som regeringen har spillet ud med.
Fra Socialdemokratiets side har vi det på den måde, at vi egentlig synes, at det er ærgerligt, at man tager penge fra den ordinære byfornyelsesramme, men omvendt har vi det også på den måde, at de byer, som har det største behov, er de små byer.
Byer med op til 4.000 indbyggere står til at blive omfattet af det her lovforslag, og det er jo typisk byer, som før har været kommunebyer, og som så siden har mistet meget af den aktivitet, der har været i byen, som følge af at man har haft et rådhus og haft den økonomiske og offentlige aktivitet, som knytter sig til det.
Det kunne være byer som Rejstrup eller Dalmose eller Uldum eller den type byer, hvor der altså er mange af dem, som i øjeblikket kæmper med at få tingene til at hænge sammen, og som mister noget af den aktivitet, der tidligere har været bundet i lokalområdet, og derfor synes vi egentlig, at det er fornuftigt, at man prioriterer at kunne lave byfornyelse i nogle af de hovedgader og kunne nedrive nogle af de her nedslidte huse, som er bl.a.
i landdistrikterne.
Mange af os kender jo Låsby-Svendsen, som kommer ovre fra det midtjyske, men han har jo mange åndsfæller, som bruger de samme metoder, netop at opkøbe nedrivningsmodne huse og så udleje dem til folk med meget ringe indkomst, typisk folk, der er på overførselsindkomst, og så få en forretningsmodel ud af det.
Der ligger det os meget på sinde i Socialdemokratiet, at man stopper den forretningsmodel, sådan at folk, også folk, der har lave indkomster, har en fornuftig bolig at bo i, og samtidig tror vi, at det er vigtigt, at man prioriterer midlerne i de mindre byer rundtomkring i landet.
Så samlet set kan vi støtte det her lovforslag, men vi havde hellere set, at man havde fundet pengene eksempelvis i den skattelettelse, der er sket til privatfly eller andre steder, i stedet for at tage dem fra den ordinære byfornyelsesramme.