Tak for det.
Tak til ordførerne for en meget positiv indstilling og for de indlæg, vi har hørt her i dag.
Jeg er rigtig glad for, at det ser ud til, at vi samler Folketinget om den her lovgivning.
Formålet er, som flere har været inde på, jo at styrke reguleringen af advokaters adfærd og af tilsynet med dem.
Dermed udmøntes en stor del af initiativerne i det udspil fra juli i år, der hedder »Øget kontrol og skærpet tilsynet med advokater«.
Udspillet udsprang oprindelig af en række alvorlige historier i medierne i foråret 2017 om bl.a.
visse forsvarsadvokaters uddeling af gaver og merchandise til deres indsatte klienter og klienters pårørende.
Historierne skabte tvivl om, hvorvidt den eksisterende regulering af advokaters adfærd og af tilsynet med dem er tilstrækkelig klar og robust til at sikre, at advokaterne lever op til det særlige ansvar, som følger med hvervet.
Det har stor betydning for tilliden til vores retssystem, at vi kan regne med, at advokaterne overholder de spilleregler, der gælder for dem.
Derfor varslede jeg et forbud mod, at forsvarsadvokater giver gaver til deres klienter og klienters pårørende.
Jeg iværksatte også en intern undersøgelse for at få overblik over problemerne på området.
Undersøgelsen konkluderede bl.a., at Advokatrådets redskaber til udførelse af tilsynet på flere punkter er utilstrækkelige, og at rådets tilsyn kan styrkes ved at gøre det mere struktureret og ved at stille større krav til dokumentationen for tilsynet.
Med afsæt i bl.a.
anbefalingerne fra undersøgelsen og en lang række konkrete forslag modtaget fra domstolene og Advokatrådet præsenterede jeg i juli i år det samlede udspil, som jeg indledningsvis nævnte.
Lovforslaget, som førstebehandles i dag, udmønter de initiativer i udspillet, som kræver lovgivning.
Det første element i lovforslaget, som jeg vil fremhæve, er forslaget om helt at forbyde forsvarsadvokater at uddele gaver til deres klienter i en straffesag eller til klienternes nærtstående.
Som supplement til gaveforbuddet foreslås det at skabe grundlag for at forbyde tøj og andre genstande, der reklamerer for forsvarsadvokater i kriminalforsorgens institutioner.
Gave- og reklameforbuddet er bredt defineret i lovforslaget, og det skyldes, at vi vil have en klar retsstilling på området.
Den her praksis med at uddele gaver og reklamegenstande skal simpelt hen høre op.
Men klare regler for advokaternes virke gør det jo ikke alene.
Vi er også nødt til at sikre, at der føres et effektivt tilsyn med overholdelse af reglerne.
Derfor stilles der med lovforslaget en række detaljerede krav til Advokatrådets tilsyn for at sikre, at det er systematisk og effektivt.
Det foreslås bl.a., at tilsynet i højere grad skal være risikobaseret, så de advokater, der vurderes at udgøre en større trussel, hyppigere bliver udsat for tilsyn.
Det foreslås også, at Advokatrådet skal lave en årlig plan for tilsynet, og at rådet en gang om året skal aflægge rapport om det udførte tilsyn.
Det siger jo sig selv, at et effektivt tilsyn med advokaterne kræver, at tilsynet har adgang til de relevante oplysninger, og derfor foreslås det at skabe en udtrykkelig hjemmel til, at Advokatrådet kan kræve, at en advokat udleverer alle oplysninger, der er nødvendige for rådets tilsyn.
Desuden foreslås det, at Advokatrådet får en række nye muligheder for at modtage oplysninger til brug for tilsynet fra offentlige myndigheder.
Og det foreslås at oprette en whistleblowerordning ved rådet, så alle anonymt kan sende oplysninger til rådet om advokaterne.
Oplysningerne, som Advokatrådet med de nye redskaber får adgang til, skal bl.a.
medvirke til, at tilsynet kan rykke hurtigt ud, når det er nødvendigt.
Rådet skal også bruge oplysningerne til at risikoklassificere advokaterne.
Med de nye rammer for advokattilsynet, som forslaget lægger op til, er jeg overbevist om, at vi kommer langt i forhold til at få et mere effektivt tilsyn, der kan opdage og håndtere problemsagerne på et tidligere stadie end i dag.
Det gælder også i tilfælde som den såkaldte Johan Schlüter-sag, som jo også er blevet nævnt af ordførere her i dag.
Schlütersagen er heldigvis en ekstraordinær sag.
Det er jo ikke hver dag, at man ser advokater involveret i den slags konstruktioner, som også involverer erhvervsvirksomheder uden for advokatvirksomheden.
Så skal jeg selvfølgelig sige, at sagen stadig er verserende, for to af de tidligere advokater, der blev dømt i byretten, har anket sagen til landsretten.
For den tredje advokat er byrettens dom endelig.
Men selv om der er tale om en ekstraordinær sag, betyder det jo ikke, at vi ikke skal lære af den.
Vi kan aldrig helt undgå, at der bliver begået kriminelle handlinger i Danmark.
Det gælder desværre også fra advokaters side.
Men vi skal gøre, hvad vi kan, for at gøre det så svært som overhovedet muligt.
Jeg mener, at den særlige lære, der kan udledes af Schlütersagen, er, at der skal være gennemsigtighed om det, når en advokat driver erhvervsvirksomhed uden for sit advokathverv.
Derfor vil jeg komme med et ændringsforslag til lovforslaget her.
Jeg vil foreslå, at advokater forpligtes til at sikre, at deres kunder er tydeligt informeret om, at de handler med en virksomhed, der ligger uden for advokatvirksomheden, og som derfor ikke er dækket af de retlige rammer, der gælder for advokater.
Desuden vil jeg foreslå, at der indføres et forbud i retsplejeloven mod, at en advokat medvirker til handlinger eller undladelser, som lægger hindringer i vejen for Advokatrådets tilsyn, eller hvis hovedformål er at unddrage sig tilsynet.
Det skal jo ikke være sådan, at en advokat kan flytte sin virksomhed ud af advokatfirmaet med det formål at unddrage sig Advokatrådets tilsyn.
Derudover vil jeg foreslå, at en advokat fremover i forbindelse med den årlige klientkontoerklæring, der afgives til Advokatrådet, skal angive, hvis advokaten ejer andel i anden virksomhed end advokatvirksomhed.
Det skal styrke grundlaget for Advokatrådets tilsyn med overholdelse af reglerne.
Vi har også set på mulighederne for at styrke Advokatnævnets sanktionsmuligheder.
Nævnet får med lovforslaget her bl.a.
mulighed for som et supplement til bøde betinget at frakende en advokat beskikkelsen, hvis advokaten har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagne overtrædelser af sine pligter.
Det foreslås også at give nævnet mulighed for at fratage en advokat beskikkelsen midlertidigt under sagens behandling for at afværge en overhængende fare.
I særlig grove tilfælde foreslås det desuden at fordoble bødemaksimum i nævnet til 600.000 kr.
Samlet set er det min vurdering, at en vedtagelse af lovforslaget med det ændringsforslag, som jeg vil stille, vil bidrage væsentligt til at sikre, at advokater lever op til den tillid og det ansvar, der knytter sig til deres erhverv.
Med de bemærkninger vil jeg endnu en gang takke ordførerne for indlæggene og se frem til den videre behandling.