Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 173:

Forslag til lov om ændring af straffeloven. (Forbud til dømte seksualforbrydere).

Af justitsministeren (Søren Pape Poulsen).

(Fremsættelse 27.02.2019).

Forhandlingen er åbnet. Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Ja, det er et tungt emne, vi skal til her, nemlig et lovforslag, som handler om seksualforbrydere. Og den første bølge af forargelse og vrede har jo kun lige lagt sig, efter at DR skitserede en af danmarkshistoriens mest omfattende sager om seksualforbrydelser mod børn, og desværre sker det jævnligt, at personer bliver sigtet og dømt for seksuelle overgreb mod børn. Mange af dem har gjort det før, og en del vil forsøge at gøre det igen. Men forhåbentlig vil lovforslaget her være medvirkende til, at færre begår nye overgreb.

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at så få børn som overhovedet muligt udsættes for seksuelle overgreb. Det er en altødelæggende forbrydelse mod nogle af samfundets allermest forsvarsløse og sårbare mennesker, nemlig vores børn, og vi skal kunne efterlade vores børn i landets institutioner og i diverse fritidsklubber uden at skulle frygte for deres sikkerhed. Så derfor skal der være en hård konsekvens og også en samfundsmæssigt hård tilgang til den her type af forbrydelser. Men inden vreden og forargelsen flår rationaliteten helt ud af os, skal vi selvfølgelig overveje, hvordan vi begrænser omfanget. Hvordan sikrer vi, at færrest mulige bliver ofre for en af de mest ødelæggende forbrydelser? Og heller ikke her kan straf stå alene, som jeg siger, hver gang, vi diskuterer straf, for pædofili er en diagnose. Ifølge WHO er det en psykiatrisk diagnose, og derfor skal vi også følge forbuddet, straffen og tilsynet op med behandling. Det er altså helt centralt.

Derudover er der en række forbehold, vi skal tage. Vi skal passe på med at give folk et stempel, et brændemærke. Sådan fungerer det danske retssystem altså ikke, og derfor skal vi sikre det i forhold til – og det er jeg lidt tvivl om om forslaget her ligger inden for rammerne af – hvordan vi normalt praktiserer lovgivning. Det må altså ikke være sådan, at man, når man kommer ud og har fået sin dom, så kan følges resten af livet. Der er retssikkerhed, også for seksualforbrydere. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre det her, og man skal med en dommerkendelse kunne gå ind og følge med i, hvad de tidligere dømte seksualforbrydere har gang i, men vi bliver nødt til at holde fast i, at vi er et retssamfund i Danmark.

Vi mener, at lovforslaget her er et godt redskab, men der er nogle justeringer, som vi godt lige vil have lov til at kigge på under udvalgsbehandlingen, og som vi mener er centrale.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, så derfor er det hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti, som næste ordfører. Værsgo.

Forslaget her skal ramme nogle af de allerværste kriminelle i det her land. Jeg kan ikke forestille mig mange forbrydelser, der kan være værre end at ødelægge livet for børn, og det er det, forslaget her skal være med til at dæmme op for. Men før jeg gennemgår forslaget, er jeg nødt til at sige, at der stort set ikke er nogen grænser for, hvad vi som Folketing skal være villige til at gøre for at dæmme op for det her. Pædofili er ondskab. Børn mærkes for livet af de overgreb, de bliver udsat for, og det skal aldrig accepteres.

Jeg vil starte med at tage fat i høringssvarene, for det var egentlig dem, der rystede mig allermest, da jeg læste det her lovforslag igennem. Den dømtes, altså den pædofiles, bevægelsesfrihed hæmmes i urimelig grad, står der i et af svarene. Det her kan være et indgreb i retten til den dømtes familie- og privatliv. Forslaget om tidsubegrænset forbud vil gøre, at en gruppe mennesker – og det er så i det her tilfælde de pædofile – bliver mærket for livet.

Hvem skriver sådan noget her? Her står vi i en situation, der handler om at dæmme op for forbrydelser over for børn, overgreb mod børn. Det virker, som om der er folk, der er utrolig optaget af, at nu skal vi passe på de her mennesker, og at vi også skal være forsigtige i vores tilgang til pædofile. Og der må jeg bare sige, at sådan har vi det ikke i Dansk Folkeparti. Der tager vi gerne skeen i den anden hånd, for det her er noget, vi vil slå hårdt ned på. Det er også derfor, vi er glade for, at regeringen har fremsat det her forslag – et forslag, der på en lang række punkter grundlæggende trækker det her i den rigtige retning.

Men det er ikke nok. Altså, forslaget om – og nu kan jeg jo gennemgå dem – at udvide opholdsforbuddet fra én svømmehal til flere svømmehaller – det er i hvert fald det, der nævnes i bemærkningerne – er fornuftigt nok. At det ikke er et krav, at der længere er en nærliggende fare for, at der bliver begået ny kriminalitet – fair nok. At man fjerner tidsbegrænsningen, er også fint nok. Og at man fordobler straffen for at bryde et forbud, er også helt rimeligt, ligesom det også er rimeligt, at politiet kan banke på døren hos de her mennesker og finde ud af, om de igen er ved at komme ud på et skråplan. Det er sådan set helt rimeligt, men jeg synes, der skal sættes hårdere ind.

I aftalen for Kriminalforsorgen lagde vi op til et forskningsprojekt, som vi venter os meget af, og som netop går på, at de her mennesker skal kunne medicinsk kastreres i højere grad, end vi kender det i dag, fordi vi ønsker at tage de her tilbøjeligheder fuldstændig fra dem. Det ser vi som en god sikring af børn og unge, og det venter vi os meget af. Men vi støtter selvfølgelig forslaget, fordi det er et skridt i den rigtige retning. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Trine Bramsen, værsgo.

Ja, det er et meget alvorligt tema, vi diskuterer. Jeg tror, at vi alle sammen er enige om det, og jeg tror også, at vi er villige til at gå meget langt i forhold til at få øje på de her gerningsmænd, der begår så frygtelige forbrydelser. Men hvilken forskel gør det, at man kan få en dommerkendelse? Hvis man forestiller sig, at man kunne få en hurtig dommerkendelse, inden man går ind på folks bopæl og ransager deres digitale udstyr – og vi taler jo altså om, at det er nogle personer, der har udstået deres straf – vil det så ikke give det samme i den sidste ende, det med, at man har en dommerkendelse med?

Værsgo.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ser noget problem i, at politiet går ind, heller ikke efter at man har siddet i fængsel, og finder ud af, hvad de her personer måtte have gang i. Jeg ser slet ikke noget behov for en dommerkendelse i den sammenhæng. Jeg er med på, at man i nogle høringssvar går meget op i retssikkerheden for den her gruppe mennesker, og det er selvfølgelig fair nok, det må man gerne mene. Jeg synes ikke, at det er så afgørende for mig. Jeg synes, det er fint, hvad regeringen lægger op til.

Værsgo.

Det, jeg bare prøver at spørge ind til, er: Når man ikke frem til det samme i sidste ende? Hvis man har en alvorlig mistanke, så får man jo en dommerkendelse, og så når man vel frem til det samme resultat, hvis politiet har en alvorlig mistanke og banker på døren en sen aften. Man når vel frem til det samme resultat, og det må vel være det, vi mest af alt er optaget af her.

Værsgo.

Jeg tror ikke helt, at jeg forstår spørgsmålet, men hvis det skal forstås sådan, om den del af forslaget gør en lille forskel – hvis det var det, spørgeren ville vide – så er svaret jo nok ja. Altså, det er en lille forskel i hele forslaget, ja, det tror jeg godt at jeg kan bekræfte.

Tak for det, og tak til ordføreren. Hr. Preben Bang Henriksen, Venstre.

Tak for det. I straffelovens § 236, stk. 1, står der, at når nogen dømmes, kan der ved dommen gives den pågældende forbud mod en hel masse ting, hvis man dømmes efter de her seksualregler. Så har dommeren altså mulighed for i dommen at supplere med et forbud af en eller anden udstrækning. Derfor er det vigtigt at sige, at når vi taler om de regler, vi taler om i dag, drejer det sig om situationer, hvor der allerede har været en dommer inde over. Det kunne være forbud mod at komme i en svømmehal osv., altså situationer, hvor en dommer allerede har vurderet sagen og har fastsat de her regler. Det synes jeg er vigtigt at slå fast.

Lad mig så slå fast, hvad det drejer sig om. Det drejer sig om at udvide geografien for, hvor sådan et opholdsforbud kan gælde. Det er ikke bare én svømmehal, det kan være flere svømmehaller, for nu at tage det som et eksempel, og der kan være tale om at lempe på beviserne, sådan at et opholdsforbud kan gives, allerede når der antages at være fare for, at den dømte vil begå nye forbrydelser. Det lemper på tiden, sådan at et opholdsforbud som udgangspunkt gælder indtil videre. Det ændrer på straffen, så brud på opholdsforbuddet ikke længere straffes med 4 måneders fængsel, men derimod med op til 12 måneders fængsel. Endelig medfører forslaget her, at politiet skal føre et øget tilsyn med overholdelse af opholdsforbuddet gennem uanmeldte tilsyn og har mulighed for at undersøge computer, telefon og lignende uden retskendelse.

Lad mig lige tage det tidligere spørgsmål op, for det er sådan set et godt spørgsmål, altså hvad der ville ske, hvis man fordrede en retskendelse her. Jeg tror ikke, der teknisk set er noget til hinder for det. Det er tit, vi her i Folketinget bruger udtrykket »der skal en dommer ind over«, men så kunne jeg godt en gang imellem ønske, at man så undersøgte, hvad resultatet så bliver af, at der kommer en dommer ind over. Kigger man på editionskendelser om teleoplysninger, hvad ved jeg, så vil man jo i 99 pct. af tilfældene se, at man får den kendelse. Så vi skal nok, når vi bruger udtrykket, at der skal en kendelse til, så også lige slå fast, hvad kriterierne skal være, hvad det er for et mistankegrundlag, der skal til, hvis vi ønsker en kendelse, for at dommeren kan give den. Jeg tror, at i det her tilfælde vil mistankegrundlaget nok basere sig på den domfældtes tidligere adfærd, og derfor vil den nok blive givet af 99 pct. af tilfældene. Jeg tror ikke, det vil give den store ændring.

Der er et enkelt punkt her i forslaget, som er vigtigt for mig at få uddybet nærmere, og det er det allersidste, nemlig at politiet skal kunne videregive oplysninger til virksomheder, institutioner osv. om, hvem der populært sagt er pædofile og bor i nærheden. Det forstår jeg udmærket. Baggrunden herfor er selvfølgelig, at man skal være opmærksom på, hvad der kan ske, det skal den pågældende i svømmehallen eller i idrætsforeningen, eller hvor det nu er henne. Problemet er bare, at vi, som Socialdemokratiets ordfører sagde, skal have en balance herhjemme, og udgangspunktet i Danmark er jo altså, at er straffen afsonet, er tavlen visket ren. Det udgangspunkt kan vi bare ikke direkte overføre i de her sager, for det vil være alt for risikabelt, og derfor er det nødvendigt med reglen om, at politiet skal kunne orientere andre om den risiko, der nu har indfundet sig i kvarteret.

Men jeg har også bemærket lovforslagets side 34, hvor der anføres, at der skal udarbejdes regler i den her forbindelse, herunder regler, håber jeg, der indskærper tavshedspligten over for den, der modtager oplysningen, for vi skal altså ikke derhen, hvor politiet spreder oplysninger til højre og venstre om folks tidligere kriminalitet uden grund. Men det tror jeg også klart Justitsministeriet har indset alvoren af, og det er det, der er anført i bemærkningerne, så jeg håber, at også den kommer på plads. Venstre kan fuldt ud tilslutte sig forslaget. Tak.

Vi har lige en kommentar fra fru Trine Bramsen. Værsgo.

Igen tror jeg, at vi helt enige i hensigten i alt det her, og at der er mange gode redskaber. Men der er en lille del af det, der er grund til at dvæle ved, og det er det her med, at politiet altså kan gå ind på et hvilket som helst tidspunkt på adressen hos nogle, der tidligere er dømte og har udstået deres straf, og her kan politiet komme uanmeldt. Hvilken forskel mener Venstre at det ville gøre, at der skal foreligge en dommerkendelse, som politiet jo får på alle mulige andre områder, når de opsætter telefonaflytning eller alt muligt andet? Hvilken forskel ville det gøre ud over at styrke retssikkerheden, hvis man lige valgte at sørge for, at der først skulle være en dommerkendelse?

Værsgo.

Det er svært at svare på. Som jeg sagde i min tale, opererer vi jo i andre situationer med et begreb om, at der skal en dommer indover, at der skal en dommerkendelse til. Og som jeg sagde, så tror jeg, at man, hvis man analyserer de situationer, vil finde ud af, at i 99 pct. af tilfældene har myndighederne fået den dommerkendelse. Så det kommer alt sammen an på, hvad grundlaget er for dommerkendelsen. Hvad er mistankegrundlaget? Hvor meget skal man have på vedkommende? Og lige nøjagtig i de her situationer tror jeg – alt efter hvordan vi i givet fald formulerer reglen – det vil være sådan, at dommeren vil sige, at alene det, at han tidligere er dømt for pædofili, gør, at der er et kraftigt mistankegrundlag, og så vil man få kendelsen. Så på den baggrund tror jeg ikke, at det vil få den store betydning.

Men altså al respekt for, at fru Trine Bramsen tager problemstillingen op. Vi er, og der kan jeg lige så godt komme den næste taler i forkøbet, flinke til at gøre brug af de her tiltag, hvor myndighederne kan gå ind til folk uden at have en kendelse, og det er ikke noget, Venstre er begejstret for. Det skal være undtagelsen.

Fru Trine Bramsen.

Det kan godt være, at det på papiret ikke ser ud, som om det gør en stor forskel, men det gør det bare principielt, i forhold til at vi er et retssamfund, og fordi det også er vores pligt i den her Folketingssal at værne om, at vi er et retssamfund. Derfor håber jeg, at Venstre vil være med til, at vi i udvalgsbehandlingen ser på, om vi ikke lige skulle lægge den her dommerkendelse ind, så vi ikke slår store skår i retssamfundet, når vi rent faktisk prøver at løse noget, som vi er helt enige om er et problem.

Tak. Hr. Preben Bang Henriksen.

Jeg kan bekræfte, at vi meget gerne vil være med til at se på det, men vi er altså også nødt til at se på, om de regler, vi så indfører, også er regler, der vil få en praktisk virkning i fremtiden. Men jeg anerkender problemstillingen, og vi vil gerne være med til at kigge på det.

Tak til ordføreren. Hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Her behandler vi et lovforslag, som indeholder en række forskellige elementer. Det første element ændrer på rækkevidden af opholdsforbud efter straffelovens § 236. Her er de gældende regler, at en seksualforbryder kan idømmes et opholdsforbud, så vedkommende ikke må opholde sig på eller omkring gerningsstedet. Lovforslaget udvider rækkevidden af det opholdsforbud, så en person, der f.eks. er dømt for blufærdighedskrænkelse i en svømmehal, kan pålægges et forbud mod at opholde sig i samtlige svømmehaller i samme eller andre kommuner m.v.

Det andet element er, at betingelserne for at meddele opholdsforbud bliver ændret. Der behøver ikke længere være en nærliggende fare for en ny lignende lovovertrædelse, men alene fare for en ny lignende lovovertrædelse.

Det tredje element er ændringen af varigheden af forbuddet. Efter gældende regler gives forbud for en periode fra 1-5 år eller indtil videre. Lovforslaget indeholder en bestemmelse om, at forbud fremover gives indtil videre, dvs. uden tidsbegrænsning.

Det fjerde element vedrører en skærpet straf for overtrædelse af forbuddet. Strafferammen for overtrædelse af forbuddet bliver hævet fra 4 måneders til 2 års fængsel, altså en seksdobling af straffen.

Det sidste punkt, som har fyldt en del i debatten om det her lovforslag, handler om tilsynet med overholdelse af forbuddet, hvor der med lovforslaget vil blive indført en regel om uanmeldt tilsyn ved politiet uden en dommerkendelse. Det vil sige, at politiet vil kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokaliteter, den dømte råder over, og det gælder hele den periode, forbuddet gælder, altså potentielt i mange år eller resten af livet.

Specielt i forhold til det sidste punkt synes jeg det er vigtigt at slå fast, som det egentlig også er fremgået af debatten indtil nu, at man faktisk i dag har mulighed for at få adgang til en bolig hos en person, som er dømt for pædofili og har udstået sin straf. Man kan bede om en dommerkendelse, og hvis der er bund i den forespørgsel, man har fra politiets side, så får man adgang til vedkommendes bolig. Vi har jo også den mulighed med dommerkendelser generelt, at hvis momentet forspildes, så kan politiet jo efterfølgende gå ind og bede om en dommerkendelse. Der er altså en kattelem eller en nødklausul. Så i dag har vi allerede værktøjerne, hvis der er mistanke om, at der foregår noget kriminelt, til at gå ind i en bolig hos en person, som er tidligere dømt, men det sker ved dommerkendelse.

Der er flere af elementerne i det her lovforslag, man egentlig godt kunne diskutere det fornuftige i. Vi har f.eks. regler om, at hvis man er dømt for et pædofilt overgreb, så kan man jo ikke bare få arbejde i f.eks. en børneinstitution. Så kan vi sige, at hvis man er dømt for en blufærdighedskrænkelse i en svømmehal, giver det så ikke mening, at vi kigger på, om vi måske kan justere reglerne, så man ikke bare kan hoppe over i nabosvømmehallen så at sige, hvis man udgør en fare eller en nærliggende fare? Så det er ikke, fordi der ikke er ting, som kan diskuteres i det her.

Rækkevidden af lovforslaget er lidt uklar for mig. Nu er jeg også vikar i dag for hr. Søren Søndergaard, som jo er retsordfører for Enhedslisten. Men hvad hvis man f.eks. har begået et blufærdighedsovergreb på en legeplads? Er det så alle legepladser, man ikke må være på, eller i hvilke kommuner er det? Legepladser kan jo være indrettet meget forskelligt. Hvis vi f.eks. ser på Københavnsområdet, er det jo ikke legepladser, der har et hegn omkring, men en legeplads skal indgå som en integreret del af et parkmiljø. Og hvordan styrer man så uden om legepladser? Altså, der kan ligge noget omkring definitionen af afgrænsningerne af det. Men der kan være noget relevant at diskutere her, så det er ikke, fordi alt, hvad der i lovforslaget her, nødvendigvis udspringer af en dum tanke.

Så jeg vil sige – ligesom fru Trine Bramsen har fremhævet det – at i særdeleshed er det femte punkt om tilsyn med overholdelse af forbuddet problematisk, og jeg synes, det er vigtigt lige at læse op af grundlovens § 72 her:

»Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.«

Der står altså »hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse«, og det er jo et forslag til sådan en lov, som vi diskuterer her i dag, altså et lovforslag, som sætter grundlovens vigtige bestemmelse om privatlivets fred og boligens ukrænkelighed ud af kraft for en bestemt gruppe personer – personer, som til gengæld har begået meget alvorlig kriminalitet. Så det er ikke, fordi alt, hvad der står i det her lovforslag, ikke er noget, som Enhedslisten ønsker at diskutere at støtte. Men på den måde, lovforslaget er skruet sammen og specielt i forhold til det femte punkt, som jeg sluttede af med at kommentere her og læse op af grundlovens bestemmelse om, så må jeg sige, at Enhedslisten ikke kan støtte lovforslaget i dets nuværende udformning.

Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste i rækken er fru Christina Egelund som ordfører for Liberal Alliance.

Mange tak. Det er jo altid en fornøjelse at få lov til at tale lige efter Enhedslistens ordfører hr. Rune Lund, og den her gang var det bevægende at høre et forsvar for boligens ukrænkelighed og den private ejendomsret. Sidst, jeg hørte noget fra Enhedslistens side, hvad angår den private ejendomsret, handlede det om noget med en statslig overtagelse af private virksomheder. Så derfor er det jo dejligt i dag at høre Enhedslistens passionerede forsvar for boligens ukrænkelighed.

Nu til det lidt mere alvorlige, for det er et alvorligt emne, vi behandler. Jeg er glad for, at vi med det her lovforslag forsøger at gøre noget i forhold til de seksualforbrydere, som begår overgreb igen og igen, for det er desværre nogle gange virkeligheden. Når de bliver løsladt fra fængslet, sker det desværre en gang imellem, og det er sjældent noget, vi kan gøre noget ved, at der er andre børn, som udsættes for seksualforbrydelser af tidligere dømte for samme seksualforbrydelser.

Jeg har svært ved at forstå, at mennesker, som er dømt for overgreb mod børn, og som endda har fået forbud mod at opholde sig sammen med børn, alligevel kan fortsætte med at begå overgreb, når de kommer ud af fængslet. Det kan vi simpelt hen ikke acceptere. Derfor skal der sættes hårdt ind mod de forbrydere, som er i farezonen for at ville begå nye overgreb, og det er det, vi forsøger at gøre med det her lovforslag.

Vi udvider domstolenes beføjelser til at udstede opholdsforbud, så det i højere grad dækker steder, hvor seksualforbrydere kan begå nye forbrydelser, frem for kun at rette sig imod de steder, hvor den oprindelige forbrydelse blev begået. For det står jo ikke skrevet nogen steder, at hvis den første forbrydelse er begået ét sted, begås den næste nødvendigvis også samme sted. Det kan betyde, at en pædofilidømt ikke skal have lov til at opholde sig i f.eks. en svømmehal, hvor der kommer mange børn, og det kan også være andre steder, som er relevante. Det vil bero på en individuel vurdering. Det drejer sig ikke om, at vi skal vide, hvor tidligere dømte for seksualforbrydelser opholder sig døgnet rundt, men vi skal i hvert fald vide, at de ikke opholder sig steder, hvor de let kan komme i kontakt med børn. Det handler kort sagt om at forhindre nye overgreb mod børn.

Så har Socialdemokratiets ordfører i behandlingen her rejst spørgsmålet omkring en retskendelse, for så vidt angår adgangen til computere. Det synes jeg er et godt spørgsmål at rejse, og det vil vi se positivt på i udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Så er vi kommet til hr. René Gade som ordfører for Alternativet.

Man skal virkelig gøre sig umage for at holde styr på perspektiverne i sådan en sag her, altså når vi taler om pædofili. Det skal derfor siges med det samme, at vi fra Alternativets side er positive over for lovforslaget, men at der er elementer, som vi selvfølgelig skal dykke ned i i udvalgsbehandlingen. Og det kan være det, som Socialdemokraternes ordfører har talt om, altså bl.a. i forhold til en retskendelse, inden man går ind på en dømts ejendom. Lad os se på det ændringsforslag, når vi kommer så langt, hvis det bliver støttet fra netop Socialdemokraterne.

Jeg synes, det er vigtigt at sige, at som jeg forstår det – og jeg er på ingen måde ekspert – så er der noget lidt andet i spil, når vi taler om pædofili, end når vi taler om mange andre former for kriminalitet. For som jeg forstår det, er det en psykisk sygdom. Sådan bliver det betragtet i Danmark, og derfor er der også begrænset succes med den behandling, der faktisk foregår. Og når vi taler om fængselsstraffe, er det meget vigtigt at pointere, at fængselsstraffen i sig selv jo intet gør for at få de pædofiliramte, kan man sige, altså dem, der lider af pædofili eller har de observanser, til at afholde sig fra det, altså, der sker jo ikke noget. Man afholder dem fra at agere i samfundet, og det er meget, meget vigtigt. Det vil jeg gerne sætte en tyk streg under, og derfor er fængsel også en helt valid straf. Men det afgørende politisk må jo være at se på, om vi kan forbedre det, vi gør, i forhold til at ændre adfærden hos dem, der bedriver pædofili eller har de tanker. Og der synes jeg ikke at vores resultater ser så gode ud endnu.

Alternativet er positive over for forslaget her, men vi må jo sammen dykke dybere ned i, hvordan vi kan gøre det endnu nemmere for dem, der registrerer den adfærd hos sig selv og rent faktisk tager kontakt. Jeg tror, at der sidste år var en debat om de personer, der rent faktisk selv har taget kontakt, altså har mærket, at den er gal, og at de har de tanker, som rimer på pædofili. Og så er det sådan, at når de rent faktisk vil kontakte egen læge, så tør de ikke rigtig at gøre det, fordi de er bange for at blive registreret, og det er meget, meget uhensigtsmæssigt.

Så vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe folk, der identificerer den her sygdom hos sig selv. Der skal vi simpelt hen sætte ind og understøtte, for vi kan på ingen måde acceptere, at folk begår kriminalitet på baggrund af pædofili igen og igen. Og derfor synes vi også, at de elementer, der ellers kan virke grænseoverskridende i det her lovforslag – altså det med at begrænse folks færden nærmest på ubestemt tid i nogle af tilfældene – er noget, vi også vil dykke ned i under udvalgsbehandlingen. Det er nemlig noget andet, vi taler om her, for det er jo ikke noget, der bare lige går væk. Og hvis vi så siger, at det ikke er nok at afgrænse det geografisk til dér, hvor de bor, men faktisk i mange andre områder også, vil jeg sige, at det er der meget ret og rimelighed i. Det bliver jo ikke mindre forkert af, at det sker længere væk fra ens egen bopæl.

Det er et område, hvor man næsten får det fysisk dårligt ved bare at tale om det. Men samtidig må vi forsøge at holde nuancerne og også lytte meget til de høringssvar, der kommer, og som prøver at sætte nogle juridiske og menneskeretlige rammer for det. Men jeg vil udtrykke respekt for regeringens forslag og sige, at vi som udgangspunkt er positive over for langt størstedelen.

Tak til ordføreren. Så er turen kommet til fru Lotte Rod, som er ordfører for Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Seksuelle forbrydelser mod børn er noget af det værste, man overhovedet kan forestille sig, og derfor er det vigtigt, at vi gør det, der virker. Men jeg får også lyst til at sige, at det ikke er så sort og hvidt, som Dansk Folkepartis ordfører giver udtryk for, nemlig at vi bare skal gøre alt. Jeg vil gerne give et eksempel, hvor vi har gjort noget, som er fuldstændig misforstået, nemlig at man rundtomkring i daginstitutioner har forbud mod, at mandlige pædagoger må være alene med børn, eller endnu værre: At mænd ikke må tage børn op på skødet og kramme dem. Det er direkte skadeligt for børns udvikling og har i øvrigt også skræmt mange mænd væk fra at blive pædagoger. Så vi skal sætte ind. Vi skal sætte ind hårdt, men vi skal gøre det på en klog måde, hvor det, vi gør, virker, og ikke kommer til at gøre, at der bare bliver skabt andre problemer.

Hvad er det så, der virker? For det første er det en god ting at give tilhold. Som Det Kriminalpræventive Råd skriver, er tilhold et virksomt redskab at have, og derfor støtter vi også den del af lovforslaget fra radikal side. Dog har jeg det sådan, at jeg synes, det er problematisk, at det bare kan være tidsubegrænset. Jeg synes, det er en god idé, som Det Kriminalpræventive Råd foreslår, at man skal kunne komme væk fra tilholdet, hvis man er i sexologisk behandling, sådan at man selv kan gøre noget for det, for det, der må være målet med det, er jo, at vi skal hjælpe folk ud af det, så de ikke begår kriminaliteten igen.

For det andet er der et problem omkring det her med, at det automatisk bare skulle være 5 år, som både Justitia og Retspolitisk Forening peger på. Der mener vi fra radikal side, at det ville være rigtigt at holde fast i det, som det er nu, at man som udgangspunkt går ind og gør det til 1-5 år. Der skal være helt særlige omstændigheder, før det bare er de 5 år.

For det tredje er der et problem i lovforslaget, som andre ordførere før mig også har været inde på, med det her med, at man, i det øjeblik ens straf er udstået, så stadig bare skal kunne få ransaget sin bolig og sine breve uden en dommerkendelse. Det er et brud på helt grundlæggende retsprincipper, så det er også en af de ting, som vi har brug for at kigge på.

Og endelig som det fjerde er der noget problematisk i det her lovforslag omkring det at videregive oplysninger til private. Så de her fire ting vil vi stille forslag om at få ændret under udvalgsbehandlingen. Hvis vi skal kunne støtte lovforslaget, skal det være, fordi der sker nogle præciseringer på de her områder. Og jeg skal hilse fra SF og sige, at de har det på samme måde. De har også brug for, at der sker indskærpelser, for at de kan støtte lovforslaget.

Tak til den radikale ordfører. Så går vi videre til hr. Naser Khader som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Vi skal ikke tolerere seksuelle overgreb mod børn. Det tror jeg godt jeg kan sige er et udsagn, som støttes af alle Folketingets partier. Vi er alle enige om, at vi skal beskytte børnene, og det er vores opgave som voksne og som politikere at sikre dem en god barndom. I Det Konservative Folkeparti mener vi derfor, at hensynet til barnet altid må veje tungest. Det er den rettesnor, vi følger i alle sager, der involverer børn.

Når der så helt konkret er tale om børn, der er blevet udsat for forfærdelige overgreb, mener vi ikke, at det kan være meget klarere, hvilke hensyn der bør veje tungest. Faktum er, at vi skylder børnene at tage alle midler i brug for at forhindre fremtidige overgreb. Vi er ikke i gang med at brændemærke folk, som nogle vil hævde. Ved at stramme op på området hjælper vi de pædofilidømte, der selv har udtalt, at de kun er glade for, at politiet er der for at holde dem i ørerne.

Domstolene skal derfor have mulighed for at kunne idømme opholdsforbud på ubestemt tid, og det skal have mærkbare konsekvenser at bryde dette forbud. Det mener vi i Det Konservative Folkeparti er fornuftig og rimelig retspolitik. Når dommen er afsagt, skal børnene og deres forældre kunne sidde med ro i sjælen og med vished om, at vi som samfund har gjort, hvad vi kan, for at sagen ikke gentager sig.

Vi må og skal tage alle midler i brug i kampen mod overgreb mod børn, og det her forslag er et godt og vigtigt skridt på vejen mod en fremtid uden forfærdelige overgreb. Derfor kan Det Konservative Folkeparti støtte lovforslaget.

Tak til den konservative ordfører. Og så er vi kommet til justitsministeren. Værsgo, minister.

Tak, og tak til ordførerne for indlæggene i dag, som overvejende har været positive. Der er også stillet nogle spørgsmål til opklaring. Dem må vi tage senere.

Seksuelle overgreb mod børn er en meget alvorlig forbrydelse, som kan påvirke offeret resten af livet. Samfundet skal stå klar til at hjælpe et barn, der bliver udsat for seksuelle overgreb, og samtidig sikre, at gerningspersonen bliver straffet og ikke forgriber sig på børn igen. En række konkrete sager med dømte seksualforbrydere, der har begået nye overgreb, efter de har udstået deres straf, har desværre vist, at der er behov for at styrke indsatsen på området. Der har været tale om sager, hvor dømte seksualforbrydere, der er givet et forbud mod at opholde sig sammen med børn og få besøg af børn, igen har begået seksuelle overgreb. Det kan vi ikke leve med som samfund, og derfor fremlagde jeg i december 2018 et udspil med syv nye initiativer, der skal styrke indsatsen mod pædofilidømte, og dette lovforslag gennemfører som bekendt en række af initiativerne.

I dag kan retten i forbindelse med en dom for visse seksualforbrydelser give den dømte et forbud mod at opholde sig eller færdes i et område i nærheden af gerningsstedet. Med lovforslaget udvides rækkevidden af opholdsforbuddet, så retten kan bestemme, at det skal omfatte flere områder, hvor der er fare for, at den dømte begår nye lignende forbrydelser. Det kan f.eks. være samtlige svømmehaller eller idrætshaller i en kommune eller for den sags skyld i hele landet. Formålet med ændringen er at forebygge, at dømte seksualforbrydere begår nye forbrydelser andre steder end der, hvor den oprindelige forbrydelse blev begået. Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at en seksualforbryder altid begår forbrydelser det samme sted. Det udvidede opholdsforbud skal være med til at forebygge, at dømte seksualforbrydere kan tage rundt i landet og krænke nye ofre andre steder.

Derudover foreslås det at udvide adgangen til at meddele forbud. Forbuddet skal kunne gives, allerede når det må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå nye lignende forbrydelser. Dermed vil det ikke længere være et krav, at der er en nærliggende fare for, at den dømte vil begå nye forbrydelser. Barren for at give et forbud bliver altså sat lavere. Ændringen betyder, at der også vil kunne gives forbud i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet. I så fald er det dog et krav, at forbrydelsen er af grovere karakter. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, når forbrydelsen er begået af flere i forening – det kunne være en gruppevoldtægt – er begået over for flere ofre, eller når der er tale om gentagne eller længerevarende seksuelle overgreb mod et offer. Derudover vil retten kunne lægge vægt på, at forbrydelsen er begået over for et eller flere børn, ligesom der vil kunne lægges vægt på barnets alder.

Det foreslås desuden, at forbuddet fremover som udgangspunkt skal gives indtil videre, hvilket vil sige uden tidsbegrænsning. Retten skal dog kunne beslutte at tidsbegrænse forbuddet i 1-5 år. Det vil navnlig være relevant i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet, og hvor forholdet ikke er begået mod et eller flere børn.

Vi kan dog ikke nøjes med at ændre selve forbuddene. De uhyggelige sager, vi har set, viser, at der også er behov for, at forbuddene håndhæves på en mere effektiv og systematisk måde. Det skal ske, ved at politiet fører tilsyn med dømte seksualforbrydere, der har fået et forbud. Tilsynet skal udføres uanmeldt og løbe, helt frem til at forbuddet ophæves eller bortfalder. Politiet skal som led i tilsynet kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre steder f.eks. en have, som den dømte råder over, for at undersøge, om der opholder sig børn. Politiet skal også kunne undersøge papirer og andre genstande, som den dømte råder over, f.eks. it-udstyr, og tage udstyret med for at undersøge det, hvis det er nødvendigt.

Politiet skal også have mulighed for at videregive oplysninger om, hvilke personer der har fået opholdsforbud. Oplysningerne skal kunne videregives til indehavere og bestyrere af virksomheder og institutioner, f.eks. svømmehaller og idrætshaller. Videregivelse må kun ske, hvis det er nødvendigt for at håndhæve opholdsforbuddet, og oplysninger må kun behandles af modtagerne i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til håndhævelsen af forbuddet. Modtagerne har desuden tavshedspligt med hensyn til oplysningerne.

Lovforslaget indebærer derudover en skærpelse af straffen for overtrædelsen af et forbud. Konkret foreslår vi, at strafferammen hæves fra fængsel i 4 måneder til fængsel i 2 år.

Vi skal som samfund stå klar til at hjælpe ofrene, når det forfærdelige sker, at et barn eller en voksen bliver udsat for et seksuelt overgreb. Samtidig skal vi sikre, at gerningspersonen får en hård og konsekvent straf og ikke begår nye overgreb. Vi skal styrke indsatsen mod pædofilidømte, og det her lovforslag er et stort skridt på vejen. Ét overgreb mod ét barn er et for meget. Med de bemærkninger vil jeg endnu en gang takke for indlæggene og se frem til den videre behandling af sagen.

Tak til ministeren.

Da der ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.