Det sidste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 164:

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven og forskellige andre love. (Udarbejdelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, anvendelse af kropsscannere og narkohunde, ambulant behandling af retspsykiatriske patienter på privathospitaler m.v.).

Af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby).

(Fremsættelse 07.02.2019).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Flemming Møller Mortensen.

Forhandlingen er åbnet, og først er det hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Mange tak for det, formand, denne sene time i Folketingssalen om et utrolig væsentligt emne. Det er jo sådan, at sygdom rammer rigtig mange mennesker, og for det enkelte menneske, der bliver ramt af sygdom, er den hyppigste følge af at blive syg, at man ikke kan leve livet på helt samme måde, som man gerne ville, hvis man havde været sygdommen foruden. Man får sværere ved at efterleve sine ønsker og sine mål i livet. Det gælder både fysisk sygdom og psykisk sygdom.

I dag skal vi diskutere psykisk sygdom og de rammer, der ligesom skal sættes op om den del af den danske befolkning, og det er altså flere og flere. Det er både voksne og børn og unge, der bliver ramt af psykisk sygdom. Der skal vi politisk sørge for, at vi får lavet løbende og dynamiske justeringer og udvikling af de rammer, vi sætter op for psykiatrien i Danmark. Og i det lovforslag, vi skal behandle i dag, L 164, er der, om jeg må tillade mig at sige, sådan lidt en samling af lidt af hvert med baggrund i, at regeringen fremlagde et udspil i september måned sidste år, og nu ønsker regeringen at tage aktion på syv konkrete punkter, så vidt jeg kan optælle.

Socialdemokratiet støtter lovforslaget, som det er fremsat her, men der er jo også nogle af punkterne, hvor vi tænker, at her er der behov for, at vi får kigget nøjere på det frem mod en tredje behandling. Lad mig nævne punkterne.

Først skal det gøres til en »skal«-opgave, at der skal laves udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i forhold til psykisk syge indlagte patienter, som har kontakt til den kommunale del af psykiatrien. Det er godt, og det er nødvendigt, at man i højere grad får lavet den her lette overgang og kobling, så man får gjort det bedste for patienterne, uanset om det er den kommunale del eller det er behandlingpsykiatrien i det regionale regi.

Så er der tvungen opfølgning efter udskrivning – ja. Det er en forsøgsordning, som blev lavet i 2013. 126 patienter har været fulgt af den her ordning. Vi synes egentlig fra socialdemokratisk side, at det har været en rigtig god ordning, at overlægen ligesom kunne beslutte og kan beslutte at pålægge patienten at møde op til medicinering i psykiatrien, efter man er blevet udskrevet. Vi er egentlig lidt kede af, at man fjerner det her tilbud, hvilket der er lagt op til, og det er måske et af de punkter, vi fra socialdemokratisk side godt vil have uddybet noget frem mod tredjebehandlingen.

Vi ved, at der har været tilfælde i psykiatrien, hvor voldelige og udadreagerende patienter har været i besiddelse af knive og andet, og derfor bakker vi også op om initiativet med, at der skal være mulighed for at bruge kropsscannere i forbindelse med visitering af patienter og pårørende. Vi er også i Socialdemokratiet meget forstående over for, at vi har et kæmpe problem med, at mange er misbrugere blandt psykiatriske patienter, og at det derfor kan være nødvendigt også at lave kontrol af udearealerne omkring de psykiatriske afdelinger ved at gøre brug af narkohunde.

Et punkt, der også er indbefattet i lovgivningen her, er, at regionerne skal have mulighed for at indgå aftaler med private aktører for retspsykiatriske patienter, der er dømt til ambulant behandling. Det klinger ikke umiddelbart så godt i et socialdemokratisk øre, men vi er også i Socialdemokratiet af den opfattelse – og det har vi sagt mange gange til regionerne – at de må sørge for at bruge alle de muligheder, de har, for at hjælpe patienterne, uanset om det er inden for egen region, i andre regioner, eller om det er private tilbud. Og derfor nikker vi også til det her, det må prøves af, men det, der er utrolig vigtigt for os, og som også er beskrevet i lovforslaget, er, at det er regionerne, der skal opsætte kvalitetskrav og lave økonomiaftalerne med de private aktører på området.

Det, vi naturligvis tænker på og er mest frygtsomme over for, er det, vi så i 00'erne, hvor der jo populært sagt blev åbnet for de gyldne haner til de private aktører, og hvor man så en flugt af væsentlige spidskompetencer fra det regionale hospitalsvæsen, altså det offentlige sygehusvæsen, og ud til det private, hvor de kunne tjene mange flere penge. Den situation ønsker vi aldrig skal opstå i Danmark igen, og slet ikke på det psykiatriske område, hvor vi har så mange flaskehalse i forhold til faglig kapacitet.

Færdigbehandlingstakster, som eksisterer i somatikken, vil også skulle indføres i psykiatrien. Det har vi længe talt for, og vi synes, at rammen, der er sat op her, er fin. Vi vil følge den. Men vi er bange for, at kommuner vil hjemtage patienter til et tilbud, der ikke er godt. Og vi ved godt, at mange kommuner har haft rigtig svært ved at opbygge faglighed og kapacitet, så det er et område, vi vil følge meget nøje.

Det sidste, som jeg så slutter af med, formand, er at sige, at der også ændres i forhold til sygehuslæger, der får mulighed for at give straksbehandling for akutte abstinenser. Når man læser det igennem, tænker man: Hvorfor pokker har man dog ikke fået lavet de justeringer tidligere? For det giver virkelig god mening. Med de kommentarer støtter vi lovforslaget, men stiller nogle spørgsmål frem mod tredjebehandlingen.

Tak til ordføreren. Fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Mange tak. Jeg takker ministeren for, at vi får lejlighed til at tale om psykiatrien i dag. Det er godt nok på baggrund af en psykiatriplan, som regeringen har fremlagt, en psykiatriplan, som vi i Dansk Folkeparti godt kunne tænke os var lidt anderledes og havde fyldt noget mere og sikret, at alle, der har en psykisk lidelse i Danmark, kunne få den hjælp, de har brug for.

Når det så er sagt og vi ser på selve lovforslaget, vil jeg også sige, at jeg er ked af, at man her endnu en gang prøver at vise et billede af mennesker, der har det værst i dagens Danmark, ved at vise – hvad kan man sige – den svære side af det, nemlig der, hvor der bruges tvang i psykiatrien. Jeg ved godt, at et lovforslag skal tage højde for lige præcis det, man skal kunne, men jeg havde gerne set, at lovforslaget var blevet formuleret sådan, at nogle af de værdier, som handler om, at vi gerne vil gøre noget godt for de mennesker, som er i psykiatrien, var lagt ind i det.

Vi ser udskrivningsaftaler og koordinationsplaner som en vigtig del af det at blive udsluset til eget hjem eller til en social institution, men det havde været rart, at der også havde været lidt mere om, hvordan man sikrer, at den enkelte bliver taget med ind i planerne, og hvordan man også taler med folk, inden de får en psykose, sådan at man sammen med deres pårørende kan hjælpe dem, altså at man får flettet de ting sammen, så det ikke kun handler om de hårde facts.

Med hensyn til tvungen opfølgning efter udskrivning er det jo rigtig fint, at vi nu går ud og siger, at man har evalueret loven. Som den var, kom den ikke til sin ret. Det var i forvejen en lov, vi var meget uenig i, men vi fik lagt rigtig mange forskellige ting ind i forslaget for at sikre, at den kom til sin ret. Men jeg mangler så noget om, hvad vi kan gøre for de mennesker, som ikke tager deres medicin og bliver udadreagerende og til fare for sig selv, for deres familie, for deres omgivelser, og som så i stedet bliver tvangsindlagt. Der kunne jeg godt tænke mig, at vi måske også tilføjede noget om, hvordan man sammen med den enkelte kunne sikre, at man hjælper dem, fordi det er dem, der har det sværest.

I forhold til brug af kropsscannere og narkohunde er det endnu en gang et bevis på, at vi ikke har fundet ud af at sikre de mennesker, der har det sværest; vi hjælper ikke de mennesker, som har et stofmisbrug eller andre former for misbrug, til at komme ud af det, og hjælper heller ikke de mennesker, som er nødt til at smugle våben med ind på en sikret afdeling. Det her er noget, vi gør af nød, ikke af lyst. Vi gør det, fordi vi kan se, at der er et problem, men vi mangler jo ressourcer derude. Havde vi kunnet lave en ordentlig psykiatri, ville det ikke have været nødvendigt at skulle lave alle de her ting nu, men vi siger ja til det, fordi vi skal sikre det personale, der er der.

Der er også forslag om at indgå aftaler med private institutioner, og det synes vi også er rigtig godt, for der kan blive set på nogle af de retspsykiatriske patienter med andre øjne, og der er flere, der kan være med til at løfte den del.

Der er også forslag om justering af taksterne for psykiatriske færdigbehandlingsdage. Der ville det også have været rigtig fint, at man havde taget det med ind i lovteksten, at det skulle sikres, at de mennesker, der så kommer ud i kommunerne, bliver visiteret til præcis de institutioner, der passer lige præcis til dem, så vi ikke skal stå endnu en gang og tale om de 150 psykiatriske pladser, som bliver lavet til dem, der ikke er plads til andre steder; eller om at samle nogen, der er stofmisbrugere, med nogen, der ikke er stofmisbrugere; eller om at sikre, at de kommer på nogle institutioner, hvor man har lige præcis de kompetencer, de har brug for.

Den sidste del af forslaget handler om at sikre straksbehandling af akutte abstinenser. Endnu en gang er det et forslag, hvor vi godt kunne have kigget på, hvordan vi sikrer, at man hjælper folk ud af det misbrug, de har. Jeg har talt med psykisk syge, der gerne ville ud af et misbrug og have en misbrugsbehandling, men på det tidspunkt, hvor de sagde det, var der ikke plads til dem, og man skal altså tage dem der, når de har brug for det, så man kan sikre, at de kommer ud på den anden side.

Så ja, vi bakker op om forslaget. Vi har en del spørgsmål, for det skal sikres, at vi med det her netop tænker på den enkelte borger og ikke bare ser dem som nogle voldelige misbrugsborgere, som kræver anvendelse af en masse tvang og andre ekstreme ting for at kunne blive taget vare på. Det er syge mennesker, som vi er sat i verden for at passe på. Det håber jeg vi kan få med ind i en tekst, så vi sikrer, at vi kan hjælpe dem på bedste måde. Tak.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

I alt for mange år har psykisk sygdom og sårbarhed stået i skyggen af fysiske sygdomme. Det ønsker vi i Venstre skal være anderledes. Med regeringens psykiatriplan fra september 2018, »Vi løfter i fællesskab«, tog vi et vigtigt skridt i retning mod at sidestille psykisk og fysisk sygdom, også i økonomisk henseende. Det er jeg både stolt over på mit partis vegne, men i særdeleshed glad for på patienternes vegne, for det er jo dem, det hele handler om.

Stigningen i antallet af personer med psykiske lidelser, 28 pct. i voksenpsykiatrien siden 2010, og ikke mindst vores mange unge, som giver udtryk for, at de mistrives, er forstemmende. 53 pct. flere børn og unge har siden 2010 fundet vej til psykiatrien. Det kræver handling, og nu sætter vi turbo på med konkrete initiativer, der dels skal gøre livet bedre og mere overskueligt under og efter en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, dels skal skærpe sikkerheden på de psykiatriske afdelinger. Alt for ofte har vi hørt historier fra de psykiatriske afdelinger om, at f.eks. stoffer og rusmidler finder vej til de lukkede psykiatriske afdelinger. Og på mine besøg på forskellige lukkede psykiatriske afdelinger har jeg også mødt patienter, som har været kede af det næsten hårde miljø, som der af og til hersker. Det duer ikke, for man skal være tryg som patient i psykiatrien. Stoffer og rusmidler er en farlig cocktail sammen med psykofarmaka. Og det giver god mening, at vi nu strammer op, så man i lovgivningen får hjemmel til at anvende både kropsscannere og narkohunde. Stoffer, rusmidler og farlige genstande hører ikke hjemme på en lukket psykiatrisk afdeling. Sådanne ting skaber utryghed og farlige situationer for både patienter, pårørende og personale.

Det danske sundhedsvæsen mangler sammenhæng, også i psykiatrien. Regeringens forslag til en sundhedsreform vil bringe behandlingen tættere på borgerne og sikre mere smidige overgange for f.eks. kronikere med kol og diabetes. Men der er også brug for bedre overgange i psykiatrien. Ved at sætte fokus på udskrivningsaftaler og koordinationsplaner giver vi kommunerne og sygehusene bedre muligheder for i dialog at finde de bedste løsninger for patienten. Ingen må blive tabt mellem to stole, glemt eller klemt i overgangen fra én institution eller sektor til en anden. Og vi ved, at udskrivningsaftaler og koordinationsplaner kan afværge tvangsindlæggelser og samtidig sikre et mere sammenhængende forløb for patienten. Nogle psykiatriske patienter har kaotiske livsforløb, og vi må og skal holde hånden under dem – det er tryghed for patienten og for de pårørende og en vigtig hjælp til personalet på vores bosteder.

Som jeg nævnte indledningsvis, har vi i Venstre en ambition om at sidestille psykiatri og somatik, og det gælder også færdigbehandlingstakster. Vi kender det allerede fra somatikken. Set i lyset af at der i 2017 var ca. 24.000 færdigbehandlingsdage, hvor en færdigbehandlet borger optog en plads på en psykiatrisk afdeling, er der plads til forbedringer og et nyt incitamentsredskab. Det duer ikke, at man som færdigbehandlet borger optager kapacitet for en syg patient. Det er simpelt hen ikke værdigt for nogen. Man skal hjem i trygge rammer, når man er færdigbehandlet. Derfor giver det mening at opkræve en statslig færdigbehandlingstakst, som ligner den, vi kender fra somatikken.

Vi har brug for mere kapacitet i psykiatrien, og et incitament for kommunerne til at tage færdigbehandlede borgere hjem er én vej at gå. En anden vej at gå er, at vi i højere grad anvender ledig kapacitet i det private. Med lovforslaget her bliver det muligt for regionerne at indgå aftaler med private aktører om ambulant behandling af retspsykiatriske patienter. Sidst, men ikke mindst, giver vi læger i sygehusvæsenet mulighed for at ordinere afhængighedsskabende lægemidler, indtil stofmisbrugs- eller abstinensbehandling kan iværksættes, ligesom vi med lovforslaget afskaffer den såkaldte tvungne opfølgning. Begrundelsen er enkel: Der har ikke været gjort brug af ordningen, og Sundhedsstyrelsen vurderer, at der er retssikkerhedsmæssige udfordringer. Men jeg vil gerne her tilkendegive, at jeg umiddelbart har haft mange overvejelser ved at ophæve ordningen for denne særlige gruppe meget syge patienter. Jeg er umiddelbart tryg ved, at vi iværksætter nye initiativer omkring udskrivnings- og koordinationsplaner, men jeg vil meget gerne drøfte, hvis der er interesse for det, med Folketingets øvrige partier og selvfølgelig sundhedsministeren, om det er den rigtige vej at gå at ophæve tvungen opfølgning.

Venstre kan støtte lovforslaget, som det er fremsat. Og jeg skal på vegne af De Konservative tilkendegive, at man også fra den side kan støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. L 164, som vi behandler her i dag, tager udgangspunkt i regeringens oplæg til en psykiatriplan fra september 2018, »Vi løfter i fællesskab«. Lovforslaget består af flere elementer i henholdsvis sundhedslov og psykiatrilov. Der er krav om udarbejdelse af udskrivningsaftaler, afskaffelse af den tvungne opfølgning samt straksbehandling af akutte abstinenser, som vi som udgangspunkt er positive over for. Men der er også en række elementer, som er fuldstændig uacceptable for Enhedslisten. Det er brug af kropsscannere og narkohunde. Det er ambulant retspsykiatrisk behandling på private institutioner, og det er nye takster for færdigbehandlingsdage.

Først vil jeg godt lige sige et par generelle ord om psykiatrien. Lovforslaget her adresserer slet ikke det afgørende problem i psykiatrien, det være sig både hospitalspsykiatrien og den kommunale socialpsykiatri: manglen på ressourcer. I stedet for ser vi en række symptombehandlingsforslag, nogle, der er sympatiske, andre er forværrende, men det grundlæggende er, at da der ikke følger midler med, er det ikke med til at løse problemstillingen.

Som Lægeforeningen også gør opmærksom på i deres høringssvar, viser en undersøgelse gennemført af Momentum hos KL i 2018, at andelen af akutte genindlæggelser højst 30 dage efter udskrivningen er steget fra 18,6 pct. i 2010 til 22,3 pct. i 2017. Samtidig er den gennemsnitlige indlæggelsestid for psykiatriske patienter på 7 år fra 2010 til 2017 faldet med 21 pct. Det samlede antal af genindlæggelser er i samme periode steget med 31 pct., mens antallet af indlæggelser i psykiatrien er steget med 14 pct. Samtidig er bevillingerne ikke fulgt med, så udgiften pr. patient er reelt faldet.

Det er jo bare et billede af, hvordan virkeligheden er i psykiatrien i dag: patienter, der bliver udskrevet, inden de er færdigbehandlede, og at vi ikke har en socialpsykiatri, der er i stand til at følge op på den gruppe af patienter, der kommer ud. Det er det helt reelle problem i psykiatrien, og den problemstilling forholder lovforslaget sig ikke til.

Kort omkring de enkelte elementer: Vi finder det positivt, at der indføres udskrivningsaftaler. Der mangler dog målrettede midler, som kan sikre, at der kommer handling bag aftalerne, ligesom vi mangler inddragelse af så vel kommuner som praktiserende læger og pårørende. Det er ligeledes positivt, at den tvungne opfølgning afskaffes. Virkningen har været tvivlsom, og det har skabt tvivl om retssikkerheden. Det er også positivt, at der indføres straksbehandling for akutte abstinenser.

Til gengæld finder vi det helt uacceptabelt at indføre narkohunde og kropsscannere. Problemet med ulovlige stoffer, som jo findes på lukkede afdelinger, er reelt nok, men det løses ved flere personaleressourcer og mere specialiserede afdelinger. At indføre et overvågnings- og kontrolregime kan derimod medføre en optrapning af konfliktniveauet til ugunst for både personale og andre patienter.

Regeringen lægger også op til at øge færdigbehandlingstaksten for kommunerne. Igen mener vi, at det er en helt forkert vej at gå. Det drejer sig generelt om en begrænset gruppe af patienter, der er svære at udsluse. Når kommunerne ikke løser opgaven i dag, må vi forvente, at det er, fordi de ikke har pladser, der er tilpasset behovet. En for høj færdigbehandlingstakst øger risikoen for, at kommunen hjemtager, fordi de føler sig økonomisk pressede til det. Det vil gå ud over behandlingen af en gruppe af de mest udsatte borgere. I stedet for er der brug for et løft af den kommunale socialpsykiatri, så der kommer flere mindre og mere specialiserede afdelinger.

Endelig er der forslaget om at åbne op for ambulant behandling på private institutioner. Vi mener ikke, det løser det grundlæggende problem med manglende pladser i både hospitalspsykiatri og retspsykiatri. Der kommer jo ikke flere psykiatere af, at der åbnes op for private aktører. Tværtimod kan det gå ud over det sammenhængende behandlingsforløb, hvis der kommer flere aktører ind over behandlingen.

Det samlede forslag løser ikke problemet med mangel på ressourcer i psykiatrien. Det er udtryk for symptombehandling, og vi frygter, at det på nogle områder ovenikøbet kan forværre tilstanden. Enhedslisten kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliance. Fru May-Britt Kattrup.

Tak for det. Lovforslaget skal medvirke til at bedre forhold for psykiatriske patienter. Vi ser desværre mange patienter med psykiske problemer, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem.

Vi lægger op til, at der skal indgås udskrivningsaftaler og koordinationsplaner for voksne, som overlægen har kendskab til modtager støtte på grund af nedsat fysisk funktionsevne. I dag tabes alt for mange patienter, fordi der ikke er sammenhæng i indsatsen mellem regioner og kommuner. Alt for ofte udskrives patienterne til ingenting, og så er der desværre kun én vej, og det er tilbage til indlæggelse. Derfor er det vigtigt, at der følges op og tages hånd om disse patienter efter udskrivelse fra hospital.

Så skal det være muligt at sætte ind mod misbrug. Mange patienter med psykiske problemer har også problemer med misbrug. Det skal derfor være muligt at tjekke med kropsscannere og narkohunde, om der kommer stoffer ind på hospitalet. Det skal også være muligt for lægerne på hospitalet at tilbyde lægemidler som led i en lægelig behandling af stofmisbrug, selv om disse midler kan skabe afhængighed. Selvfølgelig skal stofmisbrugere med abstinenser have øjeblikkelig hjælp med abstinensbehandling, indtil den egentlige behandling kan iværksættes.

Når en patient er klar til udskrivning fra hospitalet, skal vedkommende udskrives og hjem og fortsætte behandlingen i kommunen så hurtigt som muligt. Man skal ikke opholde sig på et hospital længere end højst nødvendigt, hverken for den enkelte patients skyld, for andre patienters skyld, som måske så ikke kan få en nødvendig plads og behandling, eller for samfundsøkonomiens skyld. Derfor foreslås det også, at kommunerne skal betale en takst for at have psykiatriske patienter liggende på hospital, efter de er udskrivningsparate. Herved er det håbet, at alle patienter kommer ud af hospital og hjem til behandling i kommunerne, lige så snart de er klar til det.

Så er det meget glædeligt, at man endelig vil inddrage kapaciteten i det private og nu giver regionerne mulighed for at indgå aftaler med privathospitaler om at behandle ambulante, retspsykiatriske patienter.

Liberal Alliance støtter lovforslaget.

Tak for det. Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak. Det er et stort problem, at flere og flere danskere i dag døjer med psykiske sygdomme. Antallet af patienter inden for psykiatrien er ifølge Dansk Sygeplejeråd vokset med 44 pct. siden 2008, og andre tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af personer, som bliver indlagt akut mindst fem gange på 1 år, er steget fra 824 i 2009 til 1.198 i 2015.

For Alternativet er det vigtigt at tage problemerne alvorligt og styrke den psykiatriske indsats. Vi skal hjælpe folk med psykiske sygdomme tilbage til et godt, trygt og meningsfuldt liv. Regeringen foreslår i det her lovforslag en række forskellige elementer, og overordnet set finder vi det positivt, at regeringen ønsker at have et øget fokus på psykiatrien og ønsker en styrket og sammenhængende behandling af mennesker med psykiske lidelser. Så det finder vi positivt i Alternativet.

Der er imidlertid en række pointer og punkter ved det her lovforslag, der er af afgørende karakter, som vi ikke umiddelbart kan støtte. Regeringens forslag om udskrivningsaftaler og koordinationsplaner efter afsluttet behandlingsforløb er vi positive over for – for at starte med det positive. Vi oplever desværre, at tilbagefald i psykiatrien er en udbredt problematik, og den rehabiliteringsproces, der foreligger for patienten, er afgørende.

Vi har i Alternativet i den forbindelse et forslag om en politik, der handler om, at man skal have garanteret en opfølgning inden for 1 uge efter behandlingsforløbet. Man kan kalde det en slags genoptræningsplan og sidestille det med, når man bliver udskrevet fra sygehus på det somatiske område. Vores forslag indeholder f.eks., at der skal laves aftaler i samarbejde med patienten og/eller patientens pårørende om, at der skal være sociale tilbud. Vi har nogle forskellige forslag til, hvordan vi mener at man skal gøre det.

Det, der er i det her forslag, er, at man vælger at afskaffe den tvungne opfølgning efter udskrivning. Det er vi bekymrede over, og jeg vil gøre opmærksom på, at vi deler Danske Regioners bekymring for, om vi kunne risikere, at personer, der er omfattet af ordningen, fremadrettet ikke vil have kontakt til psykiatrien efter udskrivelse. Vi er også bekymrede over den del af lovforslaget, der handler om kropsscannere og narkohunde, og vi er bekymrede for, at man bevæger sig i retning af at indrette hospitaler som fængsler. Det er måske groft eller sat meget på spidsen, men vi mener, at det er en uheldig udvikling.

Så umiddelbart er vi positive over for, at der er et fokus på psykiatrien, men vi har nogle punkter, som vi ikke kan støtte op om. Tak.

Tak til ordføreren. Det Radikale Venstre er ikke til stede, så nu er det fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Det lovforslag, som regeringen her har fremsat, rummer nogle meget forskelligartede initiativer, men jo alt sammen noget, som har til hensigt at styrke psykiatrien. Noget af det er vi i SF enige i, og andre dele af det kan vi ikke støtte. Tilsammen betyder det, at jeg ikke klart kan sige, at SF støtter hele forslaget, og jeg ønsker derfor også, at vi i udvalgsbehandlingen kan drøfte, om der kunne være en opdeling af lovforslaget.

Jeg vil starte med det fra SF's synspunkt positive indhold af lovforslaget, f.eks. initiativerne, som kan medvirke til at skabe en bedre sammenhæng og ansvarsfordeling i psykiatrien. Det gælder udskrivningsaftaler, koordinationsplaner for alle voksne patienter og ophøret af tvungen opfølgning efter udskrivning. Det er for SF meget vigtigt at sikre en ordentlig overlevering i et tæt og håndholdt samarbejde med både patient og pårørende. Dette kan man håbe på at initiativerne kan bidrage til, selv om vi godt kunne ønske os mere fokus på, at de pårørende blev inkluderet i overleveringen. Generelt ønsker SF langt mere inddragelse af patienter og pårørende i behandlingen. Muligheden for at udskrive afhængighedsskabende stoffer i misbrugsbehandlingen og sikre straksbehandling til akutte patienter er SF ligeledes positive over for. Det mener vi vil forbedre behandlingen af de rusmiddelafhængige.

Men der er også flere elementer, som vi i SF er betænkelige ved – i visse tilfælde yderst betænkelige ved. Det gælder lovforslagets elementer om kropsscannere og narkohunde, opkrævning af færdigbehandlingstakster og øget brug af privathospitaler. Stoffer og knive findes desværre på psykiatriske afdelinger, og vi vil gerne være med til at fjerne den risiko, det udgør for andre patienter og personale. Men det er dilemmafyldt at indføre flere muligheder for kontrol og tvang. For på den ene side er der brug for at rydde op i den organiserede stofdistribution på afdelingerne, men på den anden side er en hospitalsafdeling ikke et fængsel, og personalet bør derfor heller ikke have den rolle, som også kan være konfliktoptrappende. Kropsvisitering og narkoopsporing med hunde er en politiopgave og bør ikke løses af private vagtværn.

Som det også bliver udtrykt i flere af høringssvarene, kan brug af kropsscannere og narkohunde have en uheldig signalværdi og dermed medføre øget mistillid og mistro mellem personale og patienter. Det mener vi i SF ikke er hensigtsmæssigt. Vi mener i stedet, at de ressourcer kan udnyttes langt bedre, f.eks. på indsatser, der styrker misbrugsbehandlingen på afdelingen, og som dermed er med til at forebygge og hjælpe patienten.

Opkrævning af færdigbehandlingstakster er vi ligeledes lidt lunkne over for. Økonomiske incitamenter kan i og for sig være gode, men vi er dog betænkelige ved den egentlige effekt af det her forslag. Som det også fremgår af flere høringssvar, kan man frygte, at forslaget snarere medfører, at kommunerne i højere grad begynder at hjemtage patienter til mindre egnede tilbud, fordi incitamentet til at gøre det vil være til stede. Forslaget lægger til grund, at det vil øge kapaciteten på psykiatriske afdelinger, men det forudsætter jo, at kommunerne har et andet relevant tilbud. Og der er en risiko for, at flere patienter bliver udskrevet til ingenting, hvis man ikke sætter ind med indsatser, hvor der rent faktisk er et kommunalt tilbud klar. Risikoen for det mener vi bør afdækkes nærmere.

Forslaget om at give regionerne mulighed for at indgå aftale med private institutioner om behandlingen af retspsykiatriske patienter med en ambulant behandlingsdom er SF helt enkelt imod. Det er og bliver et offentligt ansvar, at den psykiatriske behandling varetages forsvarligt. Kapacitetsudfordringen skal ikke løses ved udlicitering til private institutioner, men skal i stedet løses i regionen. Udliciteringen vil bl.a. medføre øget forvirring om behandlingsansvar og en skævvridning af, hvilke patienter der bliver behandlet hvor. For os er det afgørende, at indsatsen for mennesker med psykiske lidelser opprioriteres og styrkes markant. Psykiatrien er hårdt presset, og derfor skal der større tiltag til, for at vi får løst de store udfordringer, som psykiatrien står over for, med et stigende antal patienter, manglende ressourcer og kapacitetsproblemer.

Vi mener, ligesom Lægeforeningen også bemærker i deres høringssvar, at det samlede lovforslag her kun rummer få og små skridt i den rigtige retning. Der mangler simpelt hen ressourcer i behandlingspsykiatrien og for den sags skyld også i socialpsykiatrien. Derfor skal der gøres langt mere end det, der lægges op til med det her lovforslag. Udfordringerne kan ikke bare løses ved at forsøge at skabe bedre sammenhæng og ved at udvikle yderligere økonomiske incitamenter.

På den baggrund kan SF bakke op om dele af forslaget, mens vi dog forholder os mere skeptiske til andre dele af forslaget. Jeg skal hilse fra De Radikale og sige, at de har nogle af de samme overvejelser og vil kigge på det i udvalgsbehandlingen.

Tak til fru Trine Torp, der er ingen korte bemærkninger. Det Konservative Folkeparti er dækket af Venstre, og så er det sundhedsministeren. Værsgo.

Tak for kommentarerne til lovforslaget og opbakningen fra både Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets side til hovedelementerne i lovforslaget.

Når der sådan ligesom bliver sagt fra flere af ordførernes side, at det her lovforslag jo ikke rummer det samlede hele, så er jeg fuldstændig enig, for det er sådan set bare et delelement af den psykiatrihandlingsplan, som regeringen fremlagde i september måned sidste år. Og når der er en efterspørgsel i forhold til de økonomiske ressourcer, kan jeg sige, at det løft på mere end 2,1 mia. kr., som vi også afsatte med psykiatrihandlingsplanen i efteråret, jo i høj grad er et udtryk for, at vi også økonomisk prioriterer at løfte området. Og derfor skal tingene selvfølgelig ses i en sammenhæng og ikke sådan, at det her lovforslag bare kan stå isoleret.

Men det er vigtige initiativer, både hver for sig, men sådan set også samlet i forhold til at sikre, at vi får styrket psykiatrien. Derfor er jeg grundlæggende heller ikke enig med bl.a. SF's og Enhedslistens ordførere, som ligesom siger, at det at indføre en færdigbehandlingstakst er en forkert vej at gå. Altså, undskyld mig, 65 senge i psykiatrien var i 2017 optaget af færdigbehandlede patienter – 65 senge, konstant, hele året rundt. Knap 24.000 færdigbehandlingsdage havde vi. Det er sengepladser, som jeg godt nok langt hellere så brugt på patienter, der har et behandlingsbehov, ikke mindst i en situation, hvor vi godt ved, at der også fra faglig side er et ønske om, at vi får flere senge i psykiatrien.

Derfor er jeg bare dybt uenig i den der tænkning om, at det da er helt okay. Og jeg vil faktisk tillade mig at citere Mikkel Rasmussen, som mange her i salen sikkert kender som formand for Psykiatri-Listen og næstformand i Psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, og som i forbindelse med netop diskussionen om færdigbehandlingsdage og forholdene i Aarhus Kommune – for Aarhus Kommune er en af de kommuner, der ikke er så gode til at hjemtage patienterne – siger, at der er et økonomisk incitament for kommunen i at have patienterne liggende færdigbehandlede på psykiatrisk afdeling, betalt af regionen, i stedet for at betale for et specialtilbud eller et botilbud.

Så siger han videre, at hvis kommunen skal ud og finde et specialtilbud eller et botilbud, kan det koste et sted mellem 4.000 og 14.000 kr. i døgnet alt afhængigt af patientens diagnose.

Det er altså noget, der skal holdes op imod, at deres betaling i forhold til psykiatrien i dag er 2.000 kr.

Derfor må jeg bare sige til dem, der ligesom peger på, at det her ikke spiller en rolle: Jo, det spiller en rolle, om de økonomiske incitamenter vender den rigtige vej. Og det, vi kan se, er, at for en stor andel af de færdigbehandlede patienter er det jo ikke sådan, at de ligger færdigbehandlet i kort tid. For hvis det var tilfældet, kunne jeg sådan set godt forstå det ønske, man har, om at få koordinationsplaner og samarbejde på plads, inden man udskriver, fordi det også er en tid og en periode, hvor man skal finde det rette tilbud, inden man udskriver. Men de patienter, der har haft færdigbehandlingsdage i psykiatrien, er der jo i gennemsnit 37 dage ud over den tid, hvor de sådan set er lægefagligt vurderet til at være færdigbehandlet. En lang række af vores psykiatriske færdigbehandlede patienter er der over 100 dage. Det gælder for mere end hver tiende af vores færdigbehandlede patienter.

Derfor må jeg bare sige, at hvis vi reelt set også ønsker at få de økonomiske incitamenter til at vende den rigtige vej, i forhold til at man som kommune ikke ligesom tænker, at et specialiseret botilbud er dyrere end at have sine borgere liggende på psykiatriske afdelinger, så er vi nødt til at gå ind og kigge på færdigbehandlingstaksterne, ligesom vi i sin tid gjorde det på det somatiske område. Og vi lægger jo sådan set op til en indfasning over 3 år, men også en indfasning, der ser anderledes ud end den, vi havde på det somatiske område. Hvor man der får det økonomiske smæk med det samme så at sige, meget hurtigt, så lægger vi op til her, at der først sker en optrapning efter 7 dage og så efter 15 dage, altså så man netop giver tid til, at kommunen også kan finde det specialiserede tilbud til den borger, der måske netop ikke er klar til at komme helt ud i eget hjem efter udskrivning fra psykiatrien.

Derfor håber jeg også på, at der fra partiernes side så i hvert fald i udvalgsbehandlingen vil komme nogle konkrete og konstruktive forslag til, hvordan vi så skal håndtere den del.

Vi har også på baggrund af høringsrunden lyttet os til, at der var en problemstilling for nogle af de kommuner, der ligesom er hjemstedskommune for nogle af vores psykiatriske sygehuse, for når borgere har været indlagt over en længere periode, overgår de til at være folkeregistreret i den pågældende kommune. Det er sådan set derfor, vi har ændret lovforslaget efter høringsperioden, så vi følger de principper, der gælder på socialområdet i relation til handlekommune og betalingskommune, sådan at det ikke er sådan, at der er nogle kommuner, der så at sige overtager en uforholdsmæssig stor regning efter færdigbehandlingstakster, fordi der er nogle borgere, der er indlagt i længere tid, og sådan at vi netop forpligter den oprindelige kommune i forhold til det ansvar, den har, for at sørge for, at borgeren også kommer godt videre.

Tilsvarende må jeg sige i forhold til de udtalelser om brugen af kropsscannere, der kom fra f.eks. Enhedslistens og SF's side, at jeg sådan set ikke synes, at de reelt set reflekterer de høringssvar, der er givet, eller de problemstillinger, der er. For kigger vi på sikringsafdelingen, altså med nogle af vores mest farlige patienter, så synes jeg da, det er fuldstændig relevant at skabe en lovhjemmel til, at man kan bruge kropsscannere, også regelmæssigt, og sikre, at der er den hjemmel til det, når der har været rejst tvivl om, hvorvidt der egentlig i lovgivningen var hjemmel til, at man kunne kropsscanne i forbindelse med besøg på sikringen eller på vores retspsykiatriske afdelinger, hvor der kan være situationer, hvor der kan være behov for det.

Jeg kan hvert fald også notere mig, at en række høringssvar sådan set anerkender både ønsket om det og behovet for det. Det gælder både nogle af de faglige organisationer, hvis man tager f.eks. Dansk Psykiatrisk Selskab, eller hvis man tager SINDs høringssvar, hvor de jo også anerkender ønsket om og behovet for at mindske risikoen for farlige genstande og rusmidler på de psykiatriske afdelinger.

Derfor synes jeg sådan set, det er vigtigt at sige, at det her jo ikke handler om, at vi skal indføre fængselslignende tilstande. Det handler om, at vi også skal sikre, at de patienter, der er på vores psykiatriske afdelinger, ikke bliver bragt i en situation, hvor deres behandling bliver ødelagt af, at der bliver indsmuglet f.eks. rusmidler på afdelingen, som gør, at man så egentlig ikke kan gennemføre det behandlingsforløb, som kan bringe en videre, fordi der er nogle andre, der indsmugler stoffer, hvilket vi jo desværre har set på adskillige af vores psykiatriske sygehuse. Det har vi behov for, både for patienternes skyld, men også for medarbejdernes skyld, nemlig at kunne sikre, at der lovgivningsmæssigt er nogle rammer, der gør, at man kan gå ind og håndtere det.

Jeg noterer mig også, at der er flere af høringssvarene, der faktisk peger på, at man gerne ville have gjort brug af narkohunde også inde på afdelingerne. Og der har vi jo faktisk valgt at afgrænse det her til, at det handler om udearealerne – bare i relation til nogle af dem, der arbejder der i dagligdagen, og de behov, de ser.

Men som sagt er jeg rigtig glad for opbakningen fra Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis side til, at vi også med lovforslaget, med både koordinationsplaner og udskrivningsaftaler, med styrkelsen af området kan være med til at tage en række initiativer på området, herunder også at sikre, at vi de steder, hvor der kan være behov for at gøre brug af yderligere kapacitet, giver regionerne muligheden for og retten til at kunne lave aftaler med private aktører om den ambulante retspsykiatriske behandling.

Det skal også ses i lyset af en 15-procentsstigning i antallet af retspsykiatriske patienter, og at vi kan se, at der i dag er steder, hvor retspsykiatriske patienter bider sig ind i kapaciteten på vores almene psykiatriske afdelinger, hvilket både skaber nogle situationer i dagligdagen, der kan være udfordrende, men sådan set også gør, at der ikke er den kapacitet på det almenpsykiatriske område, fordi der sker en forskydning mod retspsykiatriske patienter, som pr. dom jo skal have et tilbud. Og derfor synes jeg sådan set, at det er en god, sund fornuft og ikke handler om ideologi.

Det er jo lidt ærgerligt, hvis det er ideologi, der skal stå i vejen for, at man der giver muligheden for, at regionerne kan lave aftaler med private aktører, så vi kan udnytte den fulde kapacitet på psykiatriområdet og dermed også sikre, at vores patienter i psykiatrien får det tilbud, som de har behov for, og som de har krav på.

Så tak for opbakningen. Jeg stiller mig selvfølgelig til rådighed for de spørgsmål, der måtte være i udvalgsbehandlingen.

Der er også et par spørgsmål nu. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Ministeren kom ind på det her med taksten for færdigbehandlingsdage. Jeg tror ikke, der er nogen, der er uenige i, at patienter, der er færdigbehandlet, skal ud i socialpsykiatrien. Jeg stiller mig bare noget undrende over for, at ministeren har den opfattelse, at når de er på en psykiatrisk afdeling, så er det såmænd bare, fordi kommunerne synes, at det er bedst, at de er det, og at den måde, vi får løst det problem på, er at straffe kommunerne økonomisk. Virkeligheden er vel, at socialpsykiatrien er akkurat lige så presset, som hospitalspsykiatrien er, og at det er, fordi der reelt ikke er pladser til de borgere, der bliver på de afdelinger.

Altså, når der er 58 pct. af lægerne på de psykiatriske afdelinger, som siger, at de udskriver patienter, inden de reelt set er færdigbehandlet, og når næsten halvdelen må afvise patienter, som de egentlig synes burde være indlagt, så har vi jo et kapacitetsproblem. Men det er jo ikke alene, fordi kommunerne ikke hjemtager borgere. Det er jo, fordi der mangler ressourcer. Når de bliver ved med at være indlagt, er det, fordi der mangler ressourcer i socialpsykiatrien, og når patienter bliver afvist, er det, fordi der mangler ressourcer i hospitalspsykiatrien. Jeg synes ikke, billedet er så svært at tyde, og jeg har svært ved at se, hvordan det skulle løses ved at straffe kommunerne økonomisk.

Tak! Værsgo.

Jeg må bare sige, at lige præcis når vi taler kapacitet, kan det da undre mig såre, at Enhedslistens ordfører overhovedet ikke forholder sig til, at 65 senge var permanent optaget med færdigbehandlede patienter. Det er da lige præcis senge, der kunne have været brugt til nogle af de patienter, og vi møder vel alle sammen fagpersoner, der siger: Gid vi havde mere kapacitet. Den kapacitet skal vi da have frigjort.

Jeg valgte ikke at tage det synspunkt, at det handlede om, hvordan kommunerne kassetænkte. Jeg valgte faktisk at citere formanden for Psykiatri-listen i Region Midtjylland og hans analyse i relation til det, som jeg sådan set absolut kan følge, og det er jo også en del af argumentationen bag ved, at vi skal have de økonomiske incitamenter til at vende rigtigt. Det handler ikke om at straffe kommunerne. Det handler om at sørge for, at det ikke er billigere at lade borgere ligge færdigbehandlede på psykiatrisk afdeling, når man sådan set har en forpligtelse til at sørge for, at borgerne kommer godt videre. Der er også ledig kapacitet lige nu på de 150 særlige pladser, som jeg også kun kan opfordre til man fra kommunal side begynder at anvende mere.

Peder Hvelplund.

Men der bliver kassetænkt både i regioner og kommuner, fordi de er økonomisk presset, og kapacitetsproblemerne i psykiatrien bliver altså ikke løst af, at der står 65 senge med patienter, som vi kan flytte ud i kommunerne. Pointen er jo, at når kommunerne ikke udnytter det, når de ikke hjemtager de patienter, så er det, fordi der reelt set ikke er et tilbud til dem. Det løser vi jo ikke ved at straffe kommunerne. Der vil stadig væk være nogle borgere, der kommer i klemme, fordi det bedste tilbud, der er til dem lige nu, desværre er at fortsætte med at være indlagt. Hvis kommunerne skal hjemtage dem, må vi sige, at tilbuddet er der ikke, og dermed er det patienterne, der kommer i klemme. Kapacitetsproblemet løses jo, ved at vi tilfører flere ressourcer, både til socialpsykiatrien og til hospitalspsykiatrien, ikke ved at vi begynder at spille de to systemer ud mod hinanden.

Tak, og værsgo.

Ja, og det er jo lige præcis det, regeringen har gjort i efteråret, hvor vi med psykiatrihandlingsplanen tilførte mere end 2,1 mia. kr. ekstra. Jeg ved godt, at det var, før hr. Peder Hvelplund kom ind i Folketinget igen, og derfor vil jeg egentlig bare bruge muligheden for at gentage, at vi jo tilfører flere ressourcer til psykiatrien, og det er der behov for. Der er også ledig kapacitet på de 150 pladser, og desværre kan vi jo se, at der er en række af de regionale psykiatritilbud, Blåkærgård og andet, som gennem de senere år ikke har fået opbakning fra kommunal side, og som måske sådan set er nogle af de tilbud, nogle af de patienter, der ellers er færdigbehandlet i psykiatrien, kunne have haft gavn af.

Fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Det er lige til det her med narkohundene og kropsscannere. Problemet med stoffer og sådan set også med knive på psykiatriske afdelinger er jo reelt nok. Den bekymring deler jeg helt med ministeren. Men jeg har også en anden bekymring. Det er egentlig en, der gælder både inden for psykiatrien, men også inden for det specialiserede socialområde. Det er, at vi altså har en lang række udsatte borgere, og hver gang vi føler os magtesløse over den måde, de viser deres udsathed på, er svaret altid øget magtanvendelse. Det er det, der bekymrer mig, altså at der er det her skred. Hvad er det, der gør, at vi får brug for at anvende mere og mere magt og indføre flere og flere tvangsforanstaltninger i de institutioner, som vi har, for de allermest udsatte borgere? Det synes jeg er en analyse værd.

Så vil ministeren ikke sige noget om, hvad ministeren tænker det er et udtryk for?

Værsgo.

Jamen jeg deler ikke den opfattelse af, at vi griber til mere og mere magtanvendelse. Jeg kan f.eks. kigge på psykiatrien og de målsætninger, vi har om at halvere brugen af tvang. Jeg havde selv fornøjelsen af i går at være på psykiatrisk sygehus i Aabenraa sammen med Knud Kristensen, der jo er landsformand for SIND, og se på de erfaringer, de har gjort sig i forhold til deres bæltefri afdelinger, og hvordan det sådan set er lykkedes dem i modsætning til andre afdelinger ikke bare at få en substitution over for andre former for tvang, men netop at arbejde med deeskalering og andet. Det er da noget af det, vi skal arbejde mere med. Men det står ikke i modsætning til, at man f.eks. på Sikringen, hvor vi har nogle af vores allermest farlige patienter, der er anbragt ved dom, også har behov for at kunne kontrollere, hvad der kommer ind. Vi skal lovgivningsmæssigt sikre, at der er en klar hjemmel til det, og at man på retspsykiatriske afdelinger kan bruge kropsscannere, så vel som man i nogle tilfælde kan bruge dem på almene psykiatriske afdelinger. Det at få narko ind kan sådan set også ødelægge behandlingen for nogle af de patienter, som kan være dybt sårbare over for fristelsen fra narko, der lige pludselig bliver for tilgængeligt på en afdeling, for så kan det sætte et behandlingsforløb tilbage. Dem skal vi sådan set også beskytte.

Fru Trine Torp.

Men sammenligningen, som vi jo også var et par stykker der nævnte, omkring sådan fængselslignende tilstande, handler netop om, at det her er behandlingstilbud. Der er jo grunde til, at de borgere har fået en behandlingsdom og ikke en fængselsdom. Det er, fordi de skal indgå i en behandling. Den relation, der skal være mellem behandlere og borgere, bliver jo svækket af, at personalet får magtbeføjelser af den her kaliber. Er ministeren ikke enig i det?

Værsgo.

Nej, det er jeg ikke enig i, og jeg er også nødt til at sige, at vi taler om retspsykiatri. Og ja, det er patienter, men det er også patienter, som har begået kriminalitet, og som er anbragt der efter dom. Jeg mener sådan set, at når vi taler Sikringen, hvor det så handler om rutinemæssig kontrol og det at sikre en klar hjemmel til det, er det fuldstændig nødvendigt, når vi også kigger på den farlighedsgrad, der er omkring en række af de patienter, der er på Sikringen, tilsvarende på nogle af vores retspsykiatriske afdelinger. Derfor mener jeg sådan set ikke, at det at arbejde med deeskalering og i det hele taget opbygning af relationer og at skabe en mere dialogbaseret behandling – hvilket jeg egentlig også hører ordføreren sige – står i modsætning til at sikre, at der er hjemmelen til, også de gange, hvor det er nødvendigt, at kunne bruge kropsscannere ved risiko for indsmugling af knive eller stoffer eller andet.

Tak. Hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak. Jeg vil gerne støtte hr. Peder Hvelplund i det spørgsmål, Peder Hvelplund stillede til ministeren. For jeg synes, vi har behov for måske mere samlet politisk at erkende, at vi har mangel på kapacitet. I de 98 kommuner er der for stor variation i tilbud eller ikke tilbud i forhold til bosteder. Der er reelt flaskehalse. Vi havde lange politiske diskussioner om det her emne, da vi traf politisk beslutning om de 150 socialpsykiatriske sengepladser, hvor det stod helt tydeligt for ordførerkredsen, at der er en flaskehals i forhold til variationen af bosteder, men at der også er en flaskehals i forhold til det faglige personale, både det socialfaglige og det sundhedsfaglige personale. Der vil jeg gerne spørge ministeren, om ministeren har den samme erkendelse. For den har vi behov for bredt politisk at signalere til kommuner og regioner.

Værsgo.

Jeg oplever ikke, der er en konflikt på det område. Det er vel egentlig også derfor, jeg er optaget – med det lovforslag, vi har behandlet i fællesskab, om at få sikret, at visitationskriterierne justeres i forhold til de 150 pladser – af den kapacitet, der er skabt der. Så kan man tage en stor diskussion om, hvordan de 150 pladser er konstrueret, men nu er de der, og så skal de bruges. For det er nødvendig kapacitet i forhold til vores psykiatri, og det er de 65 senge, der er fyldt med færdigbehandlede patienter, også, lige såvel som det er vigtigt at kigge på kvalitetskravene i socialpsykiatrien.

Det kigger vi på i sundhedsreformen, hvor vi jo har lagt op til, at kvalitetsplanen for det nære bl.a. skal indbefatte bindende faglige standarder for tilbuddene på de socialpsykiatriske bosteder. Og det er jo, fordi vi sådan set har den samme opfattelse af, at variationen er for stor og der er behov for at få løftet den faglige standard. Og det gælder sådan set også på rekrutteringsudfordringen; jeg er fuldstændig enig i, at vi har en stor udfordring med rekruttering i psykiatrien. Det er også et af de punkter, der indgår blandt de 43 punkter i psykiatrihandlingsplanen.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg gav i min ordførertale udtryk for, at det her er et af de punkter, vi vil følge meget nøje. Vi bliver nødt til at se, hvad konsekvenserne bliver. For vi har også erkendt en anden ting i Socialdemokratiet, og det er, at økonomien i kommunerne generelt set er for dårlig til at løfte de mange samfunds- og velfærdsopgaver, vi lægger over til kommunerne. Det samme gør sig gældende for de fem regioner. Det her er jo et politisk rum, og der må vi sige, at her er en af de ideologiske forskelle. Hvem vil bruge flest penge på velfærd på det her område i årene frem til 2025? Har ministeren et indtryk af, om det er den røde fløj eller den blå fløj, der vil det?

Ja tak! Så nærmer vi os vist noget, der er ved siden af forslaget. Værsgo.

Ja, jeg tror, det er lidt ved siden af forslaget, men man kan i hvert fald sige, at hvis vi kigger på, hvad den her regering sammen med Dansk Folkeparti har tilført i forhold til kommunernes økonomi, og i forhold til at vi har løftet sundhedsøkonomien, så står vi noget bedre end den tidligere socialdemokratisk ledede regering, når det kommer til servicevækstramme og andet. Og hvis vi kigger frem mod 2025, er vores råderum mindst lige så stort som det råderum, som Socialdemokratiet turnerer rundt med. Og derfor er det jo et spørgsmål om viljen til at prioritere sundhedsvæsenet. Det har vi vist, mens vi har siddet i regering, altså at vi har viljen til at prioritere sundhedsvæsenet; det gør vi også med psykiatrihandlingsplanen og med de aftaler, vi har lavet med Dansk Folkeparti i finansloven.

Tak til sundhedsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.