L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19 (1. samling)
L 158 Bilag 10
Offentligt

Undersøgelse 2019:

Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

Indholdsfortegnelse

Undersøgelsen og dens konklusioner .....................................................................................3

Kreditaftaleloven ......................................................................................................................5

Praksis .....................................................................................................................................5

Undersøgelsen ........................................................................................................................7

Hvordan vurderer institutterne kreditværdighed? ................................................................8

Oplysninger om løn, gæld og registrering i RKI ..................................................................8

Rådighedsbeløb ...................................................................................................................9

Vurdering af rådighedsbeløbet ..........................................................................................10

Forhåndsgodkendelse af forbrugere til lån ........................................................................10

Konklusion .............................................................................................................................11

Opfølgning .............................................................................................................................12

L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

Undersøgelsen og dens konklusioner

Finanstilsynet har undersøgt, hvordan udvalgte pengeinstitutter foretager kreditværdigheds-

vurdering af forbrugere ved forbrugslån. De pengeinstitutter, der indgik i undersøgelsen, er,

bortset fra ét institut, specialiserede i at yde forbrugslån og har ikke nødvendigvis helkunde-

forhold.

Forpligtelsen til at foretage en kreditværdighedsvurdering af en forbruger, før der indgås en

kreditaftale, følger af § 7 c i kreditaftaleloven. Finanstilsynet har ikke tidligere undersøgt, om

og hvordan pengeinstitutterne foretager kreditværdighedsvurdering af forbrugere.

Finanstilsynet bad seks pengeinstitutter

om at redegøre for, hvordan de foretager kreditvær-

dighedsvurdering af forbrugere, og om de forhåndsgodkender lånetilbud til forbrugere. I det

omfang det sidste er tilfældet, bad Finanstilsynet institutterne redegøre for, hvordan de fore-

tager kreditværdighedsvurderingen af en forbruger ved forhåndsgodkendte lånetilbud.

Finanstilsynet bad desuden pengeinstitutterne om at sende tre repræsentative eksempler på

kreditværdighedsvurdering foretaget i forbindelse med ansøgning om lån.

På den baggrund konkluderer Finanstilsynet, at der er stor forskel på pengeinstitutternes

praksis i forhold til kreditværdighedsvurdering, dokumentation for oplysninger og forhånds-

godkendelse af forbrugere til lån.

Ved de fleste låneansøgninger indhenter pengeinstitutterne oplysninger om og dokumenta-

tion for forbrugerens indkomst og gæld via eSKAT, ligesom de undersøger, om forbrugeren

er registeret i RKI. Et enkelt institut oplyser, at det i forbindelse med mindre genstandsbe-

stemte lån ikke indhenter dokumentation for forbrugerens indkomst. Et andet institut indhen-

ter ikke forbrugerens årsopgørelse, når det yder billån i en købssituation.

De undersøgte pengeinstitutter vurderer ikke altid forbrugerens rådighedsbeløb. To af insti-

tutterne indhenter eller beregner kun rådighedsbeløbet, når der er tale om lån af en vis stør-

relse, f.eks. over 75.000 kr. I de tilfælde, hvor institutterne vurderer rådighedsbeløbet, beder

tre institutter forbrugerne oplyse dette. Tre andre beregner et rådighedsbeløb, dog overve-

jende på baggrund af estimerede, og ikke faktiske, udgifter.

I forhold til, om forbrugerens rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til at kunne servicere lånet, op-

lyser to af de undersøgte pengeinstitutter, at de vurderer beløbet ud fra et minimumsrådig-

hedsbeløb, som instituttet har fastsat. Det ene af institutterne har oplyst, hvilke beløb det

kræver. Disse beløb må karakteriseres som lave. De øvrige fire institutter har ikke redegjort

for, hvordan de vurderer, om forbrugerens rådighedsbeløb er tilstrækkeligt.

Et enkelt pengeinstitut oplyser, at det forhåndsgodkender udvalgte eksisterende kunder til

lån. Instituttet gør dog, i forbindelse med udsendelse af lånetilbuddet, kunden opmærksom

på, at tilbuddet forudsætter, at kundens økonomi ikke har ændret sig væsentligt i forhold til

det, kunden tidligere har oplyst.

Bank Norwegian, Basisbank, Coop Bank, Ikano Bank, Lån & Spar Bank og Santander Consumer Bank.

Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

Finanstilsynet vurderer, i lighed med Forbrugerombudsmanden, at pengeinstitutterne altid

skal indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en

vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter instituttets skøn indhen-

tes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbu-

reauer.

Kravet om, at pengeinstituttet skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede oplys-

ninger, vil i hvert fald være opfyldt, hvis instituttet er i besiddelse af



forbrugerens seneste lønseddel/meddelelse om offentlige udbetalinger eller evt. op-

lysninger herfra indhentet via eSKAT



tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste løbende udgifter



forbrugerens seneste årsopgørelse, og



kreditinformationer fra relevante debitorregistre.

Ved vurderingen af forbrugerens kreditværdighed indgår også et passende rådighedsbeløb.

Såfremt der er tale om et variabelt forrentet lån, skal der i kreditværdighedsvurderingen indgå

overvejelser om forbrugerens mulighed for at servicere lånet i tilfælde af en rentestigning.

Kendskabet til en kunde vil alt andet lige være større, hvis der er tale om et eksisterende

helkundeforhold. I sagens natur kan en kreditværdighedsvurdering dog ikke alene baseres

på historiske oplysninger og adfærd, men må tillige inddrage fremtidige forhold.

Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 7 c, at en kreditgiver ikke må

indgå en kreditaftale, hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke vil være i

stand til at tilbagebetale de forudsatte ydelser, vil det efter Finanstilsynets opfattelse være i

strid med ”god skik”-forpligtelsen

til at drive virksomhed i overensstemmelse med redelig

forretningsskik og god praksis for virksomhedsområdet, der følger af § 43 i lov om finansiel

virksomhed, at indgå låneaftaler i sådanne situationer.

For så vidt angår lån med ejendomsforbehold, er det Finanstilsynets opfattelse, at ejendoms-

forbehold primært finder anvendelse ved lån af en vis størrelse, f.eks. lån til køb af bil, båd

eller campingvogn. Ved et ejendomsforbehold kan sælger tage den solgte vare tilbage, hvis

køber ikke opfylder købsaftalen, ligesom køberen skal præstere en vis udbetaling. Hvis den

tilbagetagne vare ikke dækker kreditgivers tilgodehavende, kan denne som udgangspunkt

ikke gøre dette krav gældende mod forbrugeren. Da formålet med et ejendomsforbehold er

at sikre kreditgivers interesser, er det Finanstilsynets vurdering, at et ejendomsforbehold ikke

bevirker, at kravene til långivers kreditværdighedsvurdering reduceres, idet hensigten med

kreditværdighedsvurderingen er at undgå, at der ydes lån til forbrugere, der ikke vil kunne

servicere lånet.

Finanstilsynet vurderer, at forhåndsgodkendelse af forbrugere til lån ikke er foreneligt med

kreditaftalelovens § 7 c. Bestemmelsen forpligter kreditgiver til at kreditværdighedsvurdere

forbrugeren forud for indgåelse af en kreditaftale og en forhåndsgodkendelse kan derfor ikke

finde sted, medmindre långiver tager forbehold for ændrede økonomiske forhold hos forbru-

geren.

Forbrugerombudsmanden: Retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 2017. side 12.

Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

Kreditaftaleloven

Kreditaftaleloven finder anvendelse på kreditaftaler, hvor en kreditgiver yder eller giver til-

sagn om at yde kredit til en forbruger. Loven finder ikke anvendelse på kreditaftaler, hvor

kreditten skal betales tilbage inden tre måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige

omkostninger.

Det følger af § 7 c i kreditaftaleloven, at:

”Kreditgiveren skal inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdig-

hed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes

hos forbrugeren og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.

Stk. 2. Hvis kreditgiveren og forbrugeren efter kreditaftalens indgåelse bliver enige om

at ændre det samlede kreditbeløb, skal kreditgiveren ajourføre de finansielle oplysnin-

ger, som kreditgiveren har om forbrugeren. Før enhver væsentlig forhøjelse af det

samlede kreditbeløb skal kreditgiveren atter vurdere forbrugerens kreditværdighed.”

Kreditgiver er dermed forpligtet til at vurdere, om en forbruger må antages at kunne opfylde

en given låneaftale. En kreditværdighedsvurdering adskiller sig fra en vurdering af kreditgi-

verens tabsrisiko, hvor det vurderes, om kreditgiveren må formodes at komme til at tjene

eller tabe penge på at indgå kreditaftalen, mens kreditværdighedsvurderingen skal afdække,

om forbrugeren kan betale renter, afdrag og eventuelle gebyrer henset til forbrugerens ind-

komst, øvrige gæld og udgifter.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af bestemmelsen, at en kreditgiver ikke må indgå en kreditaf-

tale, hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke vil være i stand til at tilba-

gebetale de forudsatte ydelser. Det vil dog være i strid med forpligtelsen til at drive virksom-

hed i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis for virksomhedsområdet

at indgå en låneaftale i denne situation.

§ 7 c blev tilføjet kreditaftaleloven i 2009 som følge af EU’s forbrugerkreditdirektiv

(Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og

ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF).

Praksis

Der foreligger kun sparsom dansk praksis omhandlende kreditaftaleloven § 7 c.

Pengeinstitutankenævnet traf i 2017 afgørelse i en sag

vedrørende krav om nedskrivning af

billån, hvor låntager gjorde indsigelse om uansvarlig långivning og utilstrækkelig vurdering af

kreditværdighed.

Bekendtgørelse af lov om kreditaftaler, LBK nr. 1336 af 26/11/2015, § 7 c, stk. 1 og 2. 0

227/2017 Krav om nedskrivning af billån. Indsigelse om uansvarlig långivning og utilstrækkelig vurdering af kreditvær-

dighed. https://fanke.dk/afgoerelser/afgoerelse/?VerdictId=2e23d453-cc42-4908-a571-0edb7a727f98

Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

Långiver havde forud for lånet modtaget dokumentation for låntagers indtægt samt seneste

årsopgørelse. Låntager havde endvidere oplyst, at

”husstandens månedlige beløb til forbrug

efter de faste udgifter er betalt”

var

”kr. 10.000+”.

Pengeinstitutankenævnet fandt ikke, at klageren (låntager) havde godtgjort omstændigheder

omkring stiftelsen af gælden til banken, der kunne medføre, at klageren ikke hæftede for

gælden.

EU-Domstolen traf i 2014 en præjudiciel afgørelse

, hvor Domstolen tog stilling til fortolknin-

gen af artikel 5 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008

om forbrugerkreditaftaler og ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF.

Artikel 8 i direktivet omhandler forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Af præmis 50 i afgørelsen fremgår:

”Artikel 8, stk. 1, i direktiv

2008/48 skal fortolkes således,

at den på den ene side ikke er til hinder for, at efterprøvelsen af forbrugerens kreditværdighed

alene sker på baggrund af oplysninger, som denne sidstnævnte er fremkommet med, på

betingelse af, at disse oplysninger er fyldestgørende, og at simple erklæringer fra forbruge-

rens side er vedlagt dokumentation, og at den på den anden side ikke pålægger kreditgiveren

at foretage en systematisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren frem-

kommer med.”

Forbrugerombudsmanden offentliggjorde efter forhandling med Forbrugerrådet Tænk, Fi-

nansrådet, Finans og Leasing, Dansk Kredit Råd, Dansk Erhverv og DI Handel i maj 2017

opdaterede retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler. Retningslinjerne

gælder for lån, der er indgået via fjernsalg, og hvor løbetiden ikke overstiger tre måneder.

Vejledningen præciserer blandt andet

”hvilke krav forbrugerkreditdirektivet og kreditaftalelo-

ven stiller til den kreditvurdering, som der er pligt til at foretage efter kreditaftalelovens § 7 c

forud for bevilling af omkostningsbelagte kreditaftaler til forbrugere.”

De pengeinstitutter, der indgik i Finanstilsynets undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters

kreditværdighedsvurdering, yder typisk forbrugslån med en løbetid, der overstiger tre måne-

der. Forbrugerombudsmandens retningslinjer finder derfor ikke direkte anvendelse. Ret-

ningslinjerne omhandler dog § 7 c i kreditaftaleloven, som også pengeinstitutternes forbrugs-

lån skal overholde. Institutterne kan derfor hente inspiration i retningslinjerne.

Det fremgår af retningslinjerne, at:

”Långiver

skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede oplysninger

om den enkelte forbrugers økonomiske situation til at kunne vurdere, om forbru-

geren må forventes at have frie midler til at kunne tilbagebetale lånet på forfalds-

tidspunktet og eventuelle delydelser på forfaldstidspunkterne for disse.

Långiver har et skøn med hensyn til, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger.

Dom af 18. december 2014, C-449/13

Forbrugerombudsmanden: Retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 2017. Side 4.

Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

Simple, udokumenterede erklæringer fra forbrugeren vil ikke i sig selv udgøre

fyldestgørende oplysninger, men långiver har ikke pligt til at foretage en syste-

matisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplysninger, forbrugeren kommer med.

Hvis oplysninger om den enkelte forbrugers økonomiske situation kun indgår

med en procentmæssig vægt, har långiver ikke foretaget en kreditværdigheds-

vurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c.

Kreditaftalelovens § 7 c udelukker ikke, at långiver tillige foretager en vurdering

af det statistiske segment, som forbrugeren tilhører. Statistiske oplysninger kan

dog aldrig udgøre grundlaget for den vurdering af forbrugerens økonomiske si-

tuation, som långivere efter kreditaftalelovens § 7 c har pligt til at foretage.

[…]

Kravet om, at långiver skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede

oplysninger, vil efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i hvert fald være op-

fyldt, hvis långiveren er i besiddelse af



forbrugerens seneste lønseddel/meddelelse om offentlige udbetalinger el-

ler evt. oplysninger herfra indhentet via eSKAT



tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste løbende udgifter



forbrugerens seneste årsopgørelse, og



kreditinformationer fra relevante debitorregistre.”

Retningslinjerne er udtryk for, hvad der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse udgør

tilstrækkelige og dokumenterede oplysninger.

Undersøgelsen

Finanstilsynet bad i undersøgelsen seks pengeinstitutter

redegøre for deres praksis i forbin-

delse med kreditværdighedsvurdering af forbrugere.

De seks pengeinstitutter yder forbrugslån op til 500.000 kr., herunder genstandsbestemte

lån, der ofte formidles af en detailforhandler, i forbindelse med at forbrugeren foretager et

køb. Pengeinstitutterne er, bortset fra ét institut, overvejende specialiserede i at yde forbrugs-

lån og har ikke nødvendigvis helkundeforhold, hvorfor de ikke nødvendigvis kender de for-

brugere, der ansøger om lån. Lån & Spar Bank har efterfølgende oplyst, at banken alene

yder forbrugslån til eksisterende helkunder.

Pengeinstitutterne markedsfører blandt andet lånene med løfter om

”hurtigt svar”

”få pen-

gene med det samme”.

Forbrugerombudsmanden: Retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 2017. Side 11-12.

Bank Norwegian, Basisbank, Coop Bank, Ikano Bank, Lån & Spar Bank og Santander Consumer Bank.

Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

Finanstilsynet bad pengeinstitutterne redegøre for, hvordan de foretager en kreditværdig-

hedsvurdering af en forbruger, og hvilke oplysninger de indhenter til brug for kreditværdig-

hedsvurderingen, herunder hvilke oplysninger de indhenter fra forbrugeren selv, og hvilke

oplysninger de indhenter fra relevante databaser.

Finanstilsynet bad desuden pengeinstitutterne redegøre for, om de forhåndsgodkender lå-

netilbud til forbrugere. I det omfang, institutterne gør dette, bad Finanstilsynet institutterne

redegøre for, hvordan de foretager kreditværdighedsvurderingen ved disse forhåndsgod-

kendte lånetilbud.

Endelig bad Finanstilsynet pengeinstitutterne om at sende eventuelle forretningsgange eller

andre interne instrukser for gennemførelsen af en kreditværdighedsvurdering.

Efter at have modtaget svar fra pengeinstitutterne stillede Finanstilsynet opfølgende spørgs-

mål til institutternes redegørelser og bad institutterne bekræfte, at Finanstilsynets forståelse

af deres praksis var korrekt. Finanstilsynet bad desuden pengeinstitutterne om at sende tre

repræsentative eksempler på en kreditværdighedsvurdering foretaget i forbindelse med en

ansøgning om lån.

Hvordan foretager pengeinstitutterne kreditværdighedsvurderingen?

Pengeinstitutterne har i større eller mindre omfang redegjort for, hvordan de konkret foreta-

ger en kreditværdighedsvurdering.

Nogle af institutterne har automatiseret processen, mens andre foretager en manuel vurde-

ring af forbrugerens kreditværdighed.

I nogle af institutterne sker hele eller dele af kreditværdighedsvurderingen i en scoremodel.

Andre får oplyst et rådighedsbeløb af forbrugeren eller beregner selv rådighedsbeløbet og

sammenholder det med forbrugerens indkomst og gæld.

Oplysninger om løn, gæld og registrering i RKI

Pengeinstitutterne oplyser, at de i forbindelse med langt de fleste lån indhenter oplysninger

om forbrugerens indkomst og gæld samt om, hvorvidt forbrugeren er registreret i RKI.

Institutterne indhenter kun sjældent dokumentation for indkomst og gæld i form af lønsedler

og årsopgørelse direkte fra forbrugeren. I de fleste tilfælde henter institutterne oplysningerne

via eSKAT.

Et enkelt institut oplyser, at det i forbindelse med mindre genstandsbestemte lån ikke ind-

henter dokumentation for forbrugerens indkomst. Et andet institut indhenter ikke forbruge-

rens årsopgørelse ved billån, der ydes i en købssituation.

Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

Rådighedsbeløb

Det er langt fra alle de undersøgte pengeinstitutter, der inddrager forbrugerens rådighedsbe-

løb i kreditværdighedsvurderingen. To af institutterne indhenter eller beregner kun rådigheds-

beløbet, når der er tale om lån af en vis størrelse, f.eks. lån på over 75.000 kr. eller 120.000

kr. Hos ét institut kan en låntager med en udbetaling på 20 pct. låne 500.000 kr. til en båd,

campingvogn eller trailer, uden at instituttet får kendskab til låntagers rådighedsbeløb.

Tre af de undersøgte pengeinstitutter beder forbrugeren om at oplyse et rådighedsbeløb. De

tre øvrige pengeinstitutter beregner selv et rådighedsbeløb, dog overvejende på baggrund

af estimerede, og ikke faktiske, udgifter.

Det er ikke i alle tilfælde, at samtlige faktiske, faste udgifter indgår i beregningen af forbruge-

rens rådighedsbeløb. Boks 1 viser et eksempel på de oplysninger, som et af de undersøgte

institutter indhenter fra forbrugeren som led i sin kreditværdighedsvurdering.

Boks 1: Eksempel på en kreditværdighedsvurdering

Fra eSKAT, IDQ og KreditStatus indhenter pengeinstituttet oplysninger om:



Indkomst



Gæld



Tinglyst pant.

Fra forbrugeren indhenter pengeinstituttet oplysninger om:



Civilstand

Antal hjemmeboende børn

Boligform

Husleje

Evt. medlemskab af a-kasse

Husstandens samlede gæld (boliggæld, SU-gæld, gæld i bil, båd eller motorcykel,

øvrig gæld uden sikkerhed).

På baggrund af ovennævnte oplysninger beregner instituttets budgetmodel, hvor meget

forbrugeren vil kunne låne. I budgetmodellen indgår et estimat for andre omkostninger,

der bl.a. dækker over transport og forsikringer.

Kilde: Finanstilsynets undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

Som det fremgår af boks 1, indhenter pengeinstituttet ikke oplysninger om udgifter til f.eks.

bil/transport, forsikring, tv, internet og telefon fra forbrugeren. I stedet lægger instituttet et

estimat for (nogle af) udgifterne til grund for beregningen af, hvor meget forbrugeren vil kunne

låne.

Et andet institut anslår forbrugerens husleje, forbrugsudgifter, udgifter til bil og øvrige udgifter

og beregner på denne baggrund et rådighedsbeløb. I et af de tre repræsentative eksempler

Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

på en kreditværdighedsvurdering, som instituttet har sendt, har ansøgeren en samlever. In-

stituttet lægger i beregningen af rådighedsbeløbet til grund, at forbrugeren og samleveren

deler husleje og andre udgifter ligeligt.

Instituttet lægger altså en række antagelser til grund for estimeringen af rådighedsbeløbet,

der kan påvirke størrelsen af dette

–

og dermed kreditværdighedsvurderingen

–

betragteligt.

Generelt indhenter de undersøgte institutter ikke et budget fra forbrugeren eller dokumenta-

tion for forbrugerens faste udgifter. Institutterne lægger derimod uprøvede oplysninger om

rådighedsbeløbet eller et estimat for dette, som det enkelte institut har beregnet, til grund for

kreditværdighedsvurderingen.

Vurdering af rådighedsbeløbet

I forhold til at vurdere, om forbrugerens rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til at kunne servicere

lånet, oplyser to af de undersøgte pengeinstitutter, at de vurderer rådighedsbeløbet ud fra et

minimumsrådighedsbeløb, som de pågældende institutter fastsætter.

Det ene institut kræver et rådighedsbeløb på 5.500 kr. pr. måned for et par uden børn, 3.000

kr. pr. måned for en single og 1.500 kr. pr. måned pr. barn. Til sammenligning kan det næv-

nes, at beløbene svarer til de rådighedsbeløb, som Finanstilsynet i

Vejledning til regnskabs-

indberetning for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.

anfører som minimumsrådig-

hedsbeløb

for kunder med ”væsentlige svaghedstegn” (karakteren 2c).

For at et institut skal kunne give karakteren 2a (god bonitet) til en kunde, skal rådighedsbe-

løbet, ifølge Finanstilsynets vejledning, minimum være 8.500 kr. pr. måned for et par uden

børn, 5.000 kr. pr. måned for en single og 2.500 kr. pr. måned pr. barn. I gældssaneringsbe-

kendtgørelsen fastsættes rådighedsbeløbet pr. 1. januar 2019 til 6.420 kr. om måneden for

en single. Dette beløb forhøjes med 4.470 kr. pr. måned, hvis den gældssanerede har en

ægtefælle. Såfremt den gældssanerede har børn, øges rådighedsbeløbet med 1.760-3.230

kr. pr. måned pr. barn afhængig af barnets alder.

De øvrige fire institutter har ikke redegjort for, hvordan de vurderer, om forbrugerens rådig-

hedsbeløb er tilstrækkeligt til at kunne servicere lånet.

Forhåndsgodkendelse af forbrugere til lån

Ét pengeinstitut oplyser i undersøgelsen, at det forhåndsgodkender eksisterende kunder til

lån. Et andet institut oplyser, at det frem til efteråret 2017 forhåndsgodkendte forbrugere til

lån, men er ophørt med dette.

Det pengeinstitut, der forhåndsgodkender eksisterende kunder til lån, oplyser i undersøgel-

sen, at det ikke indhenter ajourførte oplysninger om en given kunde, f.eks. om løn, faste

udgifter og samlet gæld, før instituttet sender et forhåndsgodkendt lånetilbud. Instituttet gør

BEK nr. 1363 af 19/12/2008 og

BEK nr. 1476 af 07/12/2018

Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

dog, i forbindelse med udsendelse af lånetilbuddet, kunden opmærksom på, at tilbuddet for-

udsætter, at kundens økonomi ikke har ændret sig væsentligt i forhold til det, kunden tidligere

har oplyst.

Konklusion

Finanstilsynets undersøgelse af, hvordan udvalgte pengeinstitutter kreditværdighedsvurde-

rer forbrugere viser, at der er stor forskel på pengeinstitutternes praksis. Det gælder f.eks. i

forbindelse med indhentning af dokumentation for oplysninger, indhentning eller beregning

af rådighedsbeløb, vurdering af om rådighedsbeløbet er tilstrækkeligt og forhåndsgodken-

delse af forbrugere til lån.

Finanstilsynet konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at kreditværdighedsvurdering af

forbrugere i flere tilfælde ikke umiddelbart er tilstrækkelig i forhold til bestemmelsen i kredit-

aftaleloven § 7 c om at kreditværdighedsvurdere forbrugere inden indgåelse af en kreditaf-

tale.

Finanstilsynet vurderer, i lighed med Forbrugerombudsmanden, at pengeinstitutterne altid

skal indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en

vurdering af forbrugerens kreditværdighed. Oplysningerne kan efter instituttets skøn indhen-

tes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbu-

reauer.

Instituttet har et skøn med hensyn til, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger. Simple

udokumenterede erklæringer fra forbrugeren vil ikke i sig selv udgøre fyldestgørende oplys-

ninger, men instituttet har ikke pligt til at foretage en systematisk efterprøvelse af rigtigheden

af de oplysninger, forbrugeren kommer med.

Ved instituttets udøvelse af sit skøn har lånebeløbets størrelse, lånets løbetid og lånets om-

kostninger betydning for, hvad der udgør fyldestgørende oplysninger. Da långiver har pligt til

at vurdere, om forbrugeren må forventes at have frie midler til at kunne tilbagebetale lånet i

overensstemmelse med låneaftalen, har långiver ved udøvelsen af skønnet pligt til at lægge

vægt på størrelsen af ydelserne på lånet. Kravet til, hvad der udgør fyldestgørende oplysnin-

ger vil derfor kunne være det samme for lån med forskellige lånebeløb, hvis ydelserne på

lånene har samme størrelse.

Kravet om, at pengeinstituttet skal være i besiddelse af tilstrækkelige dokumenterede oplys-

ninger, vil i hvert fald være opfyldt, hvis instituttet er i besiddelse af



forbrugerens seneste lønseddel/meddelelse om offentlige udbetalinger eller evt. op-

lysninger herfra indhentet via eSKAT



tilstrækkelig dokumentation for forbrugerens faste løbende udgifter



forbrugerens seneste årsopgørelse, og



kreditinformationer fra relevante debitorregistre.

Ved vurderingen af forbrugerens kreditværdighed indgår også et passende rådighedsbeløb.

Forbrugerombudsmanden: Retningslinjer om kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler, 2017. side 12.

Undersøgelse af udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering

L 158 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Finanstilsynets undersøgelse af "Udvalgte pengeinstitutters kreditværdighedsvurdering"

Såfremt der er tale om et variabelt forrentet lån, skal der i kreditværdighedsvurderingen indgå

overvejelser om forbrugerens mulighed for at servicere lånet i tilfælde af en rentestigning.

Kreditaftalelovens § 7 c udelukker ikke, at pengeinstituttet tillige foretager en vurdering af det

statistiske segment, som forbrugeren tilhører. Statistiske oplysninger kan dog aldrig udgøre

det eneste grundlag for den vurdering af forbrugerens økonomiske situation, som långivere

efter kreditaftalelovens § 7 c har pligt til at foretage.

Kendskabet til en kunde vil alt andet lige være større for så vidt der er tale om et eksisterende

helkundeforhold. I sagens natur kan en kreditværdighedsvurdering dog ikke alene baseres

på historiske oplysninger og adfærd, men må tillige inddrage fremtidige forhold.

Selvom det ikke fremgår udtrykkeligt af kreditaftalelovens § 7 c, at en kreditgiver ikke må

indgå en kreditaftale, hvis kreditværdighedsvurderingen viser, at forbrugeren ikke vil være i

stand til at tilbagebetale de forudsatte ydelser, vil det det efter Finanstilsynets opfattelse være

i strid med ”god skik”-forpligtelsen