Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
L 155
Offentligt
Folketingets Social-,
Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2018 - 144
Doknr.
675055
Dato
14-03-2019
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 27. februar 2019 stillet
følgende spørgsmål nr. 1 (L 155) til børne- og socialministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 1:
”Har ministeren undersøgt alternativer til nedbringelse
af sagsbehandlingstiden
i sager om tvangsadoption?”
Svar:
Det er helt afgørende, at der i sager om adoption uden samtykke er en høj grad
af retssikkerhed, idet afgørelsen for både barn, forældre og barnets eventuelle
plejeforældre har en meget indgribende karakter. Ændringer af behandlingen af
sagerne med henblik på en nedbringelse af sagsbehandlingstiden må derfor på
ingen måde svække retssikkerheden.
Ankestyrelsen har den 31. august 2018 offentliggjort en rapport om adoption
uden samtykke, hvor Ankestyrelsen har undersøgt kommunernes brug af og
kendskab til reglerne om adoption uden samtykke og mulighederne for at få råd
og vejledning.
Ankestyrelsen identificerer i undersøgelsen en række barrierer for, at kommu-
nerne anvender muligheden for at rejse en sag om adoption uden samtykke og
dermed grunde til, at kommunerne ikke anvender muligheden, uanset at det
vil være til barnets bedste at blive adopteret. En af barriererne er, at sagsforlø-
bene er ressourcekrævende og lange. Der peges i rapporten også på, at reg-
lerne om beskikkelse af advokater for barnet og sagens øvrige parter er uklare.
Den viden, som er tilvejebragt med undersøgelsen, er balanceret i forhold til
retssikkerheden. Det er herunder vurderet, at den dobbelte behandling af sa-
gen hos både Ankestyrelsen og Statsforvaltningen forlænger sagsbehandlings-
tiden unødigt til skade for barnets biologiske forældre, der venter på en endelig
afklaring, og ikke mindst for barnet, der ligeledes venter på en afklaring og på
at starte tilknytningen til adoptivfamilien. Som det fremgår af lovforslagets afsnit
2.1.2., kan den lange sagsbehandlingstid og dobbelte sagsbehandling hos to
statslige myndigheder som nævnt i Ankestyrelsens rapport være en barriere
for, at kommunen overhovedet rejser en sag om adoption uden samtykke.
På denne måde vurderes det, at der med forslaget er ramt den rigtige og nød-
vendige balance i forhold til retssikkerheden.
1