Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
L 155 Bilag 1
Offentligt
Børne- og Socialministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Låsby, den 23. november 2018
Høringssvar, forslag til lov om ændring af adoptionsloven m.fl.
–
sagsnr. 2018 -144
Angående kompetencen til at træffe afgørelse i sager om adoption uden samtykke.
Vi er af den opfattelse, at det giver god mening at flytte afgørelsen til Ankestyrelsen og dermed håbe på at
den samlede sagsbehandlingstid reduceres.
Angående kompetencen til at beskikke advokat.
Dette må ligeledes skønnes at nedsætte sagsbehandlingstiden, og det ses som positivt for alle parter. Det
er en meget usikker periode for alle tre parter, og såfremt man ender med, at barnet skal tilbage til de
biologiske forældre, så er en kort sagsbehandling at foretrække, så barnet ikke bliver for distanceret i
forhold til de biologiske forældre.
Angående midlertidig placering af barnet.
Vi støtter ligeledes forslaget om, at barnet kan anbringes midlertidigt hos den kommende adoptivfamilie
under sagsbehandlingen. Jo færre skift et barn oplever, jo bedre er det. Det er en traumatisk oplevelse for
et barn at miste sine biologiske forældre, og hvis der så skal lægges endnu et tab oven i med et skift fra
midlertidig plejefamilie til adoptivfamilie, så kan det have stor indflydelse på barnets evne til tilknytning.
Vi støtter også op om forslaget om at adoptivfamilien allerede fra den midlertidige placering kan tage orlov
efter samme regler som ved en adoption. Dette sikrer, at barnet, allerede fra starten af, kan få den ro det
kræver at lære sine nye omgivelser og adoptivforældre at kende.
Med venlig hilsen
Michael Paaske
Formand, Adoption & Samfund