Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af lovforslag nr. L 155:

Forslag til lov om ændring af adoptionsloven, lov om social service og forskellige andre love. (Kontinuitet og enkle forløb for børn, der adopteres uden samtykke).

Af børne- og socialministeren (Mai Mercado).

(Fremsættelse 06.02.2019).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Orla Hav, Socialdemokratiet. Værsgo.

L 155 handler om adoptionsmuligheder for børn i familier, hvor forældreevnen ikke skønnes at være til stede. Jeg vil gerne have lov at understrege, at det her er noget af det mest sarte, vi har med at gøre i vores velfærdssamfund, nemlig det at pålægge en familie at skulle give et barn fra sig. Når vi alligevel har lavet en aftale om det her, hænger det sammen med, at vi rigtig gerne vil være med til at sikre, at børn får en opvækst i en god og kærlig familie, hvor der er overskud til at tage sig af dem, og hvor de vil have mulighed for en tryg og stabil barndom. Det har været hele formålet med lovændringen i 2015, som var en del af den tidligere regerings grundlag. Det er selvfølgelig også vigtigt at sikre, at loven lever op til sit formål, nemlig at sikre, at børn fra fødslen bliver anbragt i en god og kærlig familie, som kan give omsorg og tryghed – den omsorg og tryghed, de har brug for, når forældrene ikke kan.

Vi noterer os også, at de hørte parter og aktører overvejende er positive over for lovforslagets indhold, og vi er således indstillet på at stemme for lovforslaget, men vi føler anledning til igen at sige, at det her er noget af det mest sarte, noget af det mest følelsesladede inden for det sociale område, og vi skal tænke os rigtig godt om, i forbindelse med hvad vi foretager os i den sammenhæng. Det er en lille gruppe, vi har med at gøre. I den første periode var der 13 bortadopterede uden forældrenes samtykke, og i den seneste periode har der været 17 sager. Så det er ikke de store tal, men derfor er det alligevel en rigtig vigtig sag, at der er tryghed omkring dem, og at Folketinget har gjort sit yderste for at være med til at sikre, at ingen lider uret i det forløb, der kommer til at foregå.

Vi kan godt lide tanken om, at et barn ikke skal opleve det ene brud efter det andet, og derfor hilser vi velkommen, at man kan skride til en anbringelse hos den påtænkte adoptantfamilie som det første sted, barnet får ophold, og derefter falder formalia i orden, således at adoptionen bliver gennemført. Det er bevisligt, at jo flere brud et barn er udsat for, jo større risiko er der for, at det sætter sig i barnets tilværelse, og derfor synes vi også, at forslaget her er udmærket. Så alt i alt er vi positive over for forslaget.

Jeg vil gerne sætte en streg under, at det her ikke må blive en løftestang for, at kommuner forsøger at flytte børn, som er anbragt i familiepleje, over som tvangsadopterede og dermed løfter udgiftsbyrden af sig. Vi har set eksempler på, at den diskussion har været rejst, og det vil være rigtig, rigtig dårligt for området her, for der skal være en høj grad af etik, også i den daglige administration af det her emne. Så vi håber, ministeren også er med på at være med til at sikre, at det sker, når lovforslaget er blevet vedtaget.

Så skulle jeg meddele, at Det Radikale Venstre også støtter forslaget.

Tak for det. Der er et par kommentarer. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg undrer mig sådan set over, at Socialdemokratiet bakker op om lovforslaget, for vi har jo set, at der er rigtig mange fejl i de her sager, ikke alene i forhold til forældrekompetenceundersøgelser, men også i forhold til § 50-undersøgelser. Og vi ved også, at manglende børnesamtaler er en af de fejl, der rigtig ofte sker.

Så mener Socialdemokratiet, at retssikkerheden er i orden på det her område? Mener ordføreren ikke, det er tiltrængt, at der sker en kvalitetssikring på det her område, netop i forhold til de oplysninger? Er ordføreren ikke bekymret for, at det her også kan medføre, at kommunerne tænker økonomi ind i det, altså at det simpelt hen bliver en spareøvelse? Vi så jo bl.a., at Lolland Kommune havde en overskrift i deres sparekatalog, som lød: Turbo på tvangsbortadoptioner. De kunne spare 4 mio. kr., hvis de øgede antallet af tvangsbortadoptioner. Finder ordføreren, det er rigtigt?

Værsgo.

Jamen jeg tror ikke rigtig, at spørgeren hørte efter, hvad jeg sagde, nemlig at det her er noget af det mest sarte, vi har med at gøre, og at vi derfor skal gøre os rigtig stor umage med at sørge for, at det her fungerer godt og med en høj grad af etik. Det gælder også i den kommunale forvaltning på området. Men at stå her og hævde, at der aldrig nogen sinde vil ske fejl, og at der ikke kan ske fejl i indberetninger, er altså ikke noget, jeg har mod til.

Men jeg er fuldstændig på linje med fru Karina Adsbøl, når hun siger, at det her ikke må være en spareøvelse for kommunerne, hvor de ser en mulighed for at profitere af at flytte børn fra familiepleje over til at skulle tvangsbortadopteres. Det ville være dybt ulykkeligt, og vi vil selvfølgelig holde ministeren fast på, at det ikke er det, der skal ske.

Så siger fru Karina Adsbøl, at der bliver begået rigtig mange fejl i det her. Altså, jeg tror, jeg sagde, det er omkring 30-35 sager, vi har med at gøre. Selvfølgelig er enhver fejl ærgerlig. Vi bør undgå fejl, og vi vil selvfølgelig også være med til at holde øje med, at det ikke sker, men så mange er der jo trods alt heller ikke tale om.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Jo, der er rigtig mange fejl på det her område. Det blev også vist af en undersøgelse fra Borgerrådgiveren i Københavns Kommune i forhold til anbringelsesområdet. Der var fejl i 100 pct. af sagerne. Og det er jo sådan nogle oplysninger, man går videre med.

Nå, men lad mig så spørge på en anden måde: Hvornår mener Socialdemokratiet at der skal ske en tvangsbortadoption?

Ordføreren.

Jamen det lovgrundlag, som vi arbejder med her i dag, gælder jo en situation, hvor der ikke er en mulighed for eller en evne til at løfte forældreansvaret på betryggende vis. Og for vores vedkommende tæller det altså, at det er hensynet til barnet, der går først. Og derefter må vi vurdere, hvordan vi som samfund får sikret, at det sker fyldest ved valg af det hjem, som bedst er i stand til at give en god og kærlig opvækst.

Så er det fru Karin Nødgaard. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig godt lige hæfte mig ved noget af det sidste, som ordføreren var inde på, nemlig det her med forældreevnen. For det er jo også sådan, at da der skete en lovændring, gik man fra, at noget skulle godtgøres, til, at det nu kun skal sandsynliggøres. Hvorfor er det ikke nok, som det står nu, i forhold til hvad Socialdemokratiet mener? Hvorfor skal man nu gøre det endnu lettere? For det er sådan set det, som ministeren har svaret på et spørgsmål, jeg har stillet, nemlig at hun gerne ser, at der rejses flere sager om adoption uden samtykke.

Ordføreren sagde indledningsvis, at Socialdemokratiet overvejer at stemme for, men til sidst sagde ordføreren godt nok, at man stemmer for. Men jeg ved jo, at ordføreren også er handicapordfører, og der kunne f.eks. godt være en handicappet mor, som egentlig har en meget ringe forældreevne, men er bare det, at der er en kontakt til barnet hele vejen igennem livet, ikke noget, man skal vægte meget, meget tungt?

Ordføreren.

Jo, det vil jeg rigtig gerne, men når fru Karin Nødgaard spørger, hvad der er årsagen til, at vi støtter det her forslag, så vil jeg sige, at det hænger sammen med, at det først og fremmest er et spørgsmål om, at man vinder tid med det her. Der har med den tidligere praksis været en tendens til, at det har skullet forelægges to instanser, og der har kunnet køre et langt administrativt forløb, hvor barnet har skullet anbringes midlertidigt og har nået at knytte sig til de forældre, der så er omkring barnet. Og derefter, når papirerne falder på plads, skal barnet alligevel bryde op. Der holder vi os altså for øje, at det er barnets tarv, vi går efter, og at barnet skal opleve så få brud som overhovedet muligt i den der tidlige opvækst.

Om det er tilstrækkeligt og tilstrækkelig godt, vil vi altid være villige til at diskutere. Lige så vel som det her er en revision af det, der blev vedtaget i 2015, er vi selvfølgelig indstillet på, hvis der viser sig uhensigtsmæssigheder, at tage spørgsmålet op igen. Vi har selv en model, der hedder, at man kan have et betinget samkvem med den biologiske forælder over tid, hvis det er til barnets bedste. Og det er afgørende, at det er det, der er det styrende, nemlig at det er til barnets bedste.

Fru Karin Nødgaard.

Jeg vil gerne høre ordføreren i forhold til det her med betinget samvær. Nu ved jeg ikke helt, hvordan det præcis skal tolkes, men er vi ikke enige om, at når man taler om en bortadoption ved tvang, er det definitivt? Så er det jo således, at adoptivforældrene sådan set har bestemmelsen over det her barns videre liv, og det vil sige, at det biologiske ophav, inklusive f.eks. bedsteforældre, er afskåret fra enhver kontakt, hvis ikke adoptivforældrene ønsker det. Det er den ene del af det.

Den anden del er, at ordføreren sådan set ikke svarer på mit spørgsmål om det her med, hvis man faktisk står med en handicappet, måske lidt retarderet mor, som egentlig har noget kærlighed i sig, hun gerne vil give videre til det her barn. Er det egentlig ikke nok, at vi er der, hvor vi er nu, i forhold til lovgivningen? Og er det ikke nogle helt andre ting, vi så egentlig skulle gribe fat i, i forhold til hele anbringelsesområdet?

Ordføreren.

Altså, det, jeg forsøgte at referere til, var, at vi selv har gjort os nogle overvejelser om, i hvilken retning vi godt kunne forestille os at det her ville udvikle sig, og at der på sigt kunne opstå en mulighed for at give samkvem, selvfølgelig både med adoptionsfamilien, men også med den biologiske familie, hvis det er til barnets bedste. Det vil vi gerne være åbne over for at diskutere i forbindelse med en fremtidig revision af lovforslaget, og det gælder selvfølgelig også for en handicappet mor, som måtte stå med alle sine følelser i klemme i det her.

Det er det, der lidt ligger i det, når jeg siger, at det her er noget af det fineste, og at det er noget, hvor vi stiller de største krav om, at etikken er på plads i det, det offentlige gør på det her område. Så vi er åbne over for fejl og mangler.

Så er det Pernille Skipper. Værsgo.

Ordføreren siger, at ordføreren ikke kan garantere, at der ikke vil ske fejl, og det har jeg fuld respekt for, for det kan vi jo ikke, og måske skulle vi nogle gange blive bedre til at sige det noget mere, særlig når det handler om så udsatte børn, som vi taler om, når tvangsbortadoption kommer på tale.

Mit spørgsmål er meget simpelt. Når man gør, som regeringen lægger op til i det her lovforslag, nemlig hiver en instans – et ekstra tjek, kan man sige – ud af ligningen, øger man så ikke risikoen for fejl?

Ordføreren.

Det er der sandsynligvis noget om, men man skal bare huske på, at de her systemer kan arbejde ganske længe med at kigge hinanden over skulderen, og jeg hører til dem, der er blevet mere og mere overbevist om, at det der med, hvad der sker for et barn i de allerførste leveår, er helt afgørende for, hvilke muligheder barnet får på den lange bane, så derfor siger vi altså, at hensynet til at få en tryg og god forbindelse, som barnet kan regne med fra starten, er det afgørende.

Så kan det godt være, at vi må leve med en risiko for en lidt større fejlmargen, men det er jo så det, der ligger i, at vi gerne vil holde ministeren fast på, at det her skal have fuld opmærksomhed, også selv om der er blevet en instans mindre til at behandle det.

Fru Pernille Skipper, værsgo.

Jeg har respekt for ønsket om at nedbringe sagsbehandlingstiden – det har jeg – og jeg har sådan set også respekt for ønsket om, at man, når man skal gennemføre en tvangsbortadoption, sikrer barnet en tryg start. Det, der bekymrer mig, er, at hvis man øger risikoen for fejl, så er det jo ikke bare en sagsbehandlingsfejl, der vil være tale om. Det skaber jo en risiko for, at der er nogle børn, som mister kontakten til deres forældre, selv om det ikke var det bedste for dem. Og uanset om ens forældre er nogle kæmpe idioter, uanset hvor store problemer de har, så er der jo altid kærlighed mellem børn og forældre; så det vil altid være et svigt at blive fjernet på sådan en drastisk måde.

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Ja, og jeg gentager endnu en gang, at det jo er derfor, at vi, når vi som det offentlige træder ind i dette meget fintmaskede system, skal træde særdeles varsomt, og vi skal hele tiden have for øje, at det er barnets tarv, der skal være det afgørende. Og barnets tarv er jo så i den tidlige fase at få en stabil tilknytning til de voksne, som holder af det, og som er i stand til kontinuert at give det den kærlighed i det forløb, som barnet skal igennem. Hvordan vi så får indrettet i systemerne efterfølgende, må vi løbende have et vågent øje på.

Det er rigtigt, og når man godt og vel har overskredet taletiden og tager en dyb indånding, så benytter jeg lejligheden til at afbryde. Næste ordfører er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det her lovforslag er lidt en opfølgning på et lovforslag fra 2015. I 2015 var der et flertal her i Folketinget, der lempede reglerne vedrørende adoption uden samtykke, tvangsbortadoption, fordi man syntes, der var for få tvangsbortadoptioner. Formålet med lovforslaget var, at der skulle være flere tvangsbortadoptioner.

Dengang stemte Dansk Folkeparti imod lempelsen. Det er Dansk Folkepartis holdning, at en tvangsbortadoption er et voldsomt indgreb i familiers og ikke mindst børns rettigheder. Retten til ens forældre er helt grundlæggende. Derfor bør sådan et indgreb ikke foretages uden en høj grad af sikkerhed for, at det er absolut det bedste for barnet, eller uden en høj grad af sikkerhed for, at andre og mindre indgreb ikke er tilstrækkelige med hensyn til at sikre barnets trivsel. Barnets tarv er altid det vigtigste.

Ifølge lovforslaget var bemærkningerne, at der havde været for få tvangsbortadoptioner, og med lovforslaget skulle det fremover kunne sandsynliggøres, at forældrene varigt var uden forældreevne. Under udvalgsbehandlingen af lovforslaget dengang var det ikke muligt at få afklaret, hvilke kriterier der skulle benyttes for at afklare, om det er sandsynliggjort.

I Dansk Folkeparti finder vi det vigtigt med forebyggende indsatser, herunder også servicelovens § 11, men også i forhold til familiebehandling og familieanbringelse. I dag er der rigtig mange fejl i sagsbehandlingen generelt på børne- og ungeområde og i forhold til anbringelsessager. Vi har tidligere diskuteret det. I bl.a. Københavns Kommune var der 100 pct. fejl i anbringelsessagerne, og vi kan se på danmarkskortet, som vi har vedtaget i satspuljeregi, at det også viser en høj fejlprocent, herunder på børne- og handicapområdet. Derfor er vi også bekymrede for kvaliteten i de sager på hele anbringelsesområdet. I Dansk Folkeparti mener vi, at det er bydende nødvendigt at forstå, at man ikke blot kan viske et barns biologiske ophav og rødder væk, og at en familie trods problemer ikke blot kan erstattes med en ny.

Det bekymrer Dansk Folkeparti, at grundlaget for så vidtgående indgreb som en tvangsbortadoption, dvs. børnefaglige undersøgelser og forældrekompetenceundersøgelser, er af så vidt forskellig kvalitet og udførelse fra kommune til kommune, og at der tidligere er set rigtig mange fejl i sådanne sagers oplysninger.

Endvidere er vi også bekymrede for, at det ikke nærmere forklares netop i forhold til den sandsynliggørelse af varigt tab af forældreevne, hvilket ifølge loven jo vil være kriteriet for tvangsbortadoption. Dansk Folkeparti frygter, at det usikre grundlag vil kunne føre til, at børn får frataget deres forældre uden et sikkert grundlag for, at det er det bedste for dem, og frygter især, at det vil ramme eksempelvis børn af forældre med et handicap eller børn, hvis forældre eksempelvis har et misbrug, men som i fremtiden muligvis kan lægge dette bag sig og spille en positiv rolle for barnet.

Når Ankestyrelsen skal vurdere sagsakter, der kan være fyldt med fejl og mangler, er der også risiko for, at et barn kan risikere at blive tvangsbortadopteret på et uoplyst grundlag, da der mangler en kvalitetssikring i sagerne. Ministeren skriver så i lovforslaget, at det drejer sig om en lille gruppe – en lille gruppe – af meget udsatte børn i Danmark, der anbringes uden for hjemmet, og som aldrig har udsigt til at flytte hjem til forældrene, fordi forældrene ikke kan og ikke kommer til at kunne drage omsorg for dem. Men hvor lille er den gruppe i bund og grund? For i perioden fra den 1. oktober 2015 til den 25. oktober 2018 var der meddelt bevillinger af adoption uden samtykke for 7 børn efter de nye regler, men Ankestyrelsens undersøgelser viser jo, at kommunerne ville have indstillet 100 børn til tvangsbortadoption. Og så ved jeg ikke, om ministeren mener, at det er en lille gruppe.

Det foreslås, at afgørelseskompetencer i sager om adoption uden samtykke efter § 9 i adoptionsloven flyttes fra Familieretshuset til Ankestyrelsen. Familieretshuset skal herefter ikke behandle sager om adoption uden samtykke, og Ankestyrelsen vil dermed også overtage de til afgørelsen hørende opgaver, herunder afholdelse af børnesamtaler, meddelelse af bevilling til adoption og forelæggelse for Adoptionsnævnet i sager, hvor der er tvivl om barnets adopterbarhed, eller hvor barnet skal matches med en adoptant.

Vi undrer os også over i Dansk Folkeparti, at regeringen vælger Ankestyrelsen til dette frem for Familieretshuset, netop fordi vi lagde vægt på, at Familieretshuset skulle være børnevenligt, i den aftale, vi lavede omkring Familieretshuset. Har Ankestyrelsen overhovedet rammerne til det her?

Derudover er det bekymrende læsning, at der står i lovforslaget, at inden barnet overhovedet er bortadopteret, får den kommende adoptivfamilie forældremyndigheden over barnet. Der er allerede i dag mulighed for at sikre en stabil og kontinuerlig anbringelse, hvis man gjorde sig umage. Og så kunne et barn jo også efterfølgende selv tage stilling til, om det ville adopteres, når det blev 18 år. Vi mener ikke, at det er den rigtige vej at gå. Vi så hellere, at man arbejdede med forebyggende ... og nu har formanden rejst sig ...

I Dansk Folkeparti støtter vi ikke lovforslaget.

Foreløbig tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Orla Hav.

Jeg skal bare indvie fru Karina Adsbøl i, hvad jeg så i fjernsynet i går, nemlig en ung mand, der vandt en sag mod det offentlige system for passivitet – en ung mand, hvis familie var blevet tyranniseret af hans far, som i den grad tog livsmodet fra både moderen og børnene. Er fru Karina Adsbøl så overbevist om, at det offentlige aldrig nogen sinde skal gå ind i forhold til barnets tarv, når der foreligger sådan en sag, som på det seneste er omtalt i dagspressen? Her vandt familien heldigvis, men der var gået 15 år af et ungt menneskes liv, hvor vedkommende havde levet med alle mulige diagnoser med det ene og det andet bogstav på.

Altså, det er ikke så unuanceret, som fru Karina Adsbøl giver udtryk for – undskyld mig.

Ordføreren.

Nu kender jeg ikke sagen, men jeg kan sige, at det heller ikke handler om, om man er for eller imod f.eks. anbringelser. Det handler om, at de børn, der bliver anbragt, bliver anbragt på et fuldstændig oplyst grundlag, og det ser vi så i dag ikke altid sker.

Jeg har et eksempel her fra en anden artikel: Kommunen tog fejl. Kevin og Katrines datter blev tvangsfjernet fra neonatalafdelingen. Forældrene fik et halvt år efter deres barn tilbage, fordi de vandt i byretten.

Det ville jo være et barn, som kunne indgå i en tvangsadoption, og det vil så sige, at når man har lavet en fejl, kan man lige pludselig risikere at få tvangsbortadopteret sit barn. Det her handler om, at der mangler kvalitetssikring i de her sager. Og det handler selvfølgelig om, at vi skal sikre børn en god opvækst.

Så skal man definere, hvad der er barnets tarv. Jamen der er jo mange, der undersøger det, og så kommer de til en konklusion, men det er altså ikke altid lige nemt at definere, hvad der er barnets tarv.

Hr. Orla Hav, værsgo.

Det, jeg bare gerne vil have ordføreren til at filosofere lidt over, er, at det faktisk er et meget nuanceret felt, vi her har med at gøre, og vi er nødt til at sige, at de medarbejdere, der sidder rundtomkring i kommuner, Ankestyrelsen og andre steder og skal løfte den her opgave, jo skal have en oplevelse af, at vi følger nøje med i, hvad der foregår. Jeg har tilkendegivet, at vi har en interesse i at følge området tæt for at se, om der skulle vise sig vildskud, og det holder vi selvfølgelig fast i, men vi holder også fast i, at det er helt afgørende vigtigt, at barnet får en tryg, god og tidlig tilknytning til de voksne, som det skal vokse op hos.

Ordføreren.

Jamen i Dansk Folkeparti er vi jo imod hele baggrunden for og formålet med lovforslaget. For hvis man tænker på, hvad formålet var med lovforslaget fra 2015, som det her så er en opfølgning på, så var formålet, at man ville have flere tvangsadoptioner. Vi synes jo, at man skulle arbejde på at få færre tvangsadoptioner.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til hr. Martin Geertsen, Venstre.

Tak for ordet. Dagens lovforslag lægger op til at skabe noget kontinuitet og nogle enkle forløb for børn, der bortadopteres uden samtykke eller har udsigt til det, så vi kan få gjort op med nogle af de jo ofte komplekse sagsgange og lange processer, der i dag spænder ben og sætter vores udsatte børn i nogle, efter min opfattelse i hvert fald, unødvendigt lange ventepositioner.

For nogle af de mest udsatte børn kan det jo være til deres eget bedste at blive bortadopteret og dermed vokse op i en tryg og stabil adoptivfamilie. For de børn kan adoption uden samtykke være en vej til en stabil og tryg opvækst med mulighed for at bearbejde de traumer, de måske har oplevet i deres barndom, eller i virkeligheden for at undgå at få nogle traumer senere i deres liv. Så det drejer sig altså om at sikre nogle af Danmarks allerallermest udsatte børn de bedst mulige opvækstmuligheder og give dem de bedst mulige muligheder for at starte nogle fornuftige og muligvis nye kapitler i deres liv.

Derfor skal det her område, som flere ordførere også har været inde på allerede, jo tages med den dybeste alvor, og der er nogle balancer i det her kompleks, som man bliver nødt til at tage alvorligt. Her skal vi selvfølgelig sikre, at børnene ikke bliver fanget i nogle langtrukne sagsbehandlinger, og undgå, at børnene bliver fanget i nogle bureaukratiske systemer eller tabes mellem to eller måske endda flere stole.

En rapport fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne fra den 1. oktober 2015 til den 31. marts 2018 kun i meget, meget begrænset omfang har bevilget adoption uden samtykke. I den forbindelse identificerer Ankestyrelsen også en række barrierer for, at kommunerne anvender muligheden for at rejse en sag om adoption uden samtykke. Her har det bl.a. vist sig, at der er noget uklarhed om muligheden for at anbringe et barn med henblik på adoption. Samtidig peger Ankestyrelsen også på, at sagsforløbene er ressourcekrævende og langvarige.

Derfor har dagens lovforslag jo også til formål at forsøge at fjerne nogle af de barrierer, som opleves i kommunerne med de gældende regler, og sikre en enkel og hurtig behandling af sager om adoption uden samtykke.

Derfor tages der i lovforslaget bl.a. initiativ til, at kompetencen til at træffe afgørelser lægges i Ankestyrelsen. Det skulle gerne forenkle sagsbehandlingen og reducere sagsbehandlingstiden. Kompetencen til at beskikke advokater flyttes fra Statsforvaltningen til kommunerne. Det skulle også gerne være med til at reducere sagsbehandlingstiden, fordi kommunerne ikke skal kontakte nogen anden myndighed for at få beskikket advokater. Og så tages der endelig initiativ til, at et barn, der skal adopteres uden samtykke, og som ikke adopteres af sin plejefamilie, flytter ind hos den kommende adoptivfamilie, når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om adoption uden samtykke. Det værner efter min opfattelse om barnets tarv, fordi barnet dermed kan bo hos sin adoptivfamilie under selve sagsbehandlingen.

Det er i hvert fald min grundlæggende opfattelse, at adoptionsprocessen hele vejen igennem skal have barnets tarv for øje som det primære, og det synes jeg altså, at det her lovforslag har, for det er med til, hverken mellem mere eller mindre, at sikre, at vi mindsker de bureaukratiske processer omkring adoption uden samtykke. Det sikres også, at børnene ikke efterlades hos de biologiske forældre eller på en anbringelsesinstitution på ubestemt tid, og det vil igen være med til at sikre, at vi som samfund tager os noget bedre af vores udsatte børn i Danmark i morgen, end vi gjorde i går. Samtidig er jeg så også glad for, at vi kan konstatere, at der altså er en forholdsvis bred opbakning til forslaget fra en række interessenter på området.

Det er sikkert ikke overraskende, at Venstre på den baggrund kan støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge Venstre, om Venstre har overvejet, om man kunne gøre det her anderledes. For det er jo, synes jeg, åbenlyst, at hvis man i dag har to, tre instanser, der vurderer en sag, og man skærer en instans fra, så mister man et ekstra tjek, og det er alvorligt, når vi har at gøre med så ømskindede sager som de her. Omvendt kan jeg jo godt se, at der er lang sagsbehandlingstid, og det er skidt i så ømskindede sager. Kunne man gøre noget anderledes på andre måder? Kunne man give flere ressourcer? Kunne man sætte nogle maksimale sagsbehandlingstider på? Kan man speede det op på andre måder, uden at man rammer retssikkerheden og kvaliteten i afgørelserne?

Ordføreren.

Jamen som i al mulig politik kan man jo forestille sig alle mulige ting. Jeg synes faktisk, at vi her har ramt en udmærket balance, hvor man tager hensyn til det, som jeg er helt enig med spørgeren i at man skal, nemlig de retssikkerhedsmæssige aspekter. Det er ligesom det ene hensyn, man skal tage. Det andet hensyn, man skal tage, er jo hensynet til, at sagsbehandlingstiderne ikke bliver så lange, at det rammer barnets tarv. Jeg har læst det her lovforslag igennem temmelig mange gange, og jeg kan konstatere, at det jo altså er utrolig lange forløb, som nogle af de her stakkels børn går igennem. Det bliver vi simpelt hen nødt til på den ene eller den anden vis at reducere, og det synes jeg egentlig man rammer godt med det her lovforslag.

Fru Pernille Skipper.

Det er fint. Det var bare ikke det, jeg spurgte om. Det, jeg spurgte om, var ikke, om man kunne forestille sig alt muligt andet. Det, jeg spurgte om, var, om Venstre havde tjekket, hvad det er, der gør, at sagsbehandlingstiden er så lang, og om der er andre muligheder for at forkorte den sagsbehandlingstid. Har Venstre tjekket det, eller har man nøjedes med at læse lovforslaget?

Ordføreren.

Det, som det her lovforslag forholder sig til, er jo udelukkende proces. Altså, alt det, der foregår omkring sagsbehandlingen ude i kommunerne, er ligesom en anden snak og en anden diskussion. Det, vi forholder os til her, er, hvordan vi lovgivningsmæssigt kan forenkle sagsprocessen med de redskaber, vi nu har til rådighed fra Folketingets side, med henblik på at se på noget sådant.

Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Lange sagsbehandlingstider er altid skidt, og det er, uanset hvilke områder vi drøfter. Men bortset fra det vil jeg godt høre, om ordføreren mener, at det er rimeligt, at der som udgangspunkt overhovedet ikke skal sættes samvær med biologiske familier efter en adoption. Det er udgangspunktet i lovforslaget, at man ikke skal det. Finder ordføreren, at det er i barnets tarv?

Ordføreren.

Ja, der er jo en grund til, at vi her har at gøre med et relativt – og jeg siger med vilje relativt – begrænset antal sager og et relativt begrænset antal børn. Det er jo heldigvis, fordi der er tale om nogle ekstreme sager. Det er jo der, hvor vi taler om de allermest udsatte børn i vores samfund, hvor tvangsmæssig adoption sådan set er den sidste mulighed. Der har jo gået et langt sagsforløb forud for det, hvor man formentlig har prøvet alle mulige andre muligheder, og i den situation synes jeg sådan set, at det som udgangspunkt er rimeligt, at man starter med ikke at have samvær med sine biologiske forældre. Det kan jo så komme senere hen i processen, hvis og såfremt det er i barnets tarv.

Fru Karina Adsbøl.

Nu siger ordføreren, at det er et begrænset antal sager. Jamen hele formålet med lovgivningen fra 2015 og det her lovforslag er jo, at man kan have flere sager, at man kan have flere tvangsbortadoptioner. Ankestyrelsens undersøgelse viser jo også, kan man sige, at de ville indstille, hvis der var 100 sager. Så hvornår er det et fåtal af sager? Derfor undrer ordførerens svar på det her område mig lidt, altså når man hele tiden bliver ved med at sige, at det er et begrænset antal sager. Jamen hele formålet er jo, at der skal komme flere sager.

Ordføreren.

Jeg synes, at der skal være de sager, der skal være, for jeg tror ikke som Dansk Folkepartis ordfører, at man kan opstille en eller anden form for ligning for det her. Jeg tror ikke, at man kan opstille en eller anden formel for, hvor mange anbringelsessager man i det hele taget skal have, hvor mange tvangsbortadoptioner man skal have i det her samfund. Det tror jeg simpelt hen ikke at man kan opstille en ligning for. Det skal jo alt sammen baseres på et individuelt skøn i forhold til det enkelte barns udgangspunkt, i forhold til hvad det er for en familiesituation, det pågældende barn er i. Betyder det, at det ikke skal være smidigt, når det så er nødvendigt? Nej, det betyder det ikke, for det skal være smidigt og ubureaukratisk.

Tak. Så er det fru Karin Nødgaard.

Det sidste fik mig egentlig lige til at ville stille ordføreren et spørgsmål. Ordføreren siger, at der ikke skal være nogen ligning for antallet, og det er jeg sådan set helt enig i at der ikke skal være. Men der er en minister på området, endda en konservativ minister, som gerne ser, at der rejses flere sager om adoption uden samtykke. Er ordføreren enig i det?

En anden del er, at man hører, at der kan være kommuner i Danmark, som decideret laver et katalog over, hvad de kan spare penge på. De indskriver faktisk, at de, hvis de foretager flere tvangsbortadoptioner, kan spare 4 mio. kr. Hvad mener ordføreren om det?

Ordføreren.

Vi kan lige tage den første del først. Hvis det er sådan, at der ikke er tvangsbortadoptioner nok i kommunerne, forstået på den måde, at man i kommunerne ligesom henviser til og argumenterer med, at man ikke igangsætter den her type af sager, fordi man kan se, at det, man skal igennem fremadrettet, simpelt hen er voldsomt bureaukratisk, og hvis vi så herfra kan eliminere noget af det bureaukrati, der gør det nemmere for kommunerne at agere her, altså at indstille børn til tvangsbortadoption, så synes jeg sådan set, det er rimeligt nok; så kan man godt argumentere for, at der egentlig er for få.

Altså, hvis der i dag er færre, der bliver tvangsbortadopteret, kan man sådan set godt argumentere for, at der er for få, hvis det simpelt hen sker med henvisning til, at det er for bureaukratisk at indstille det fra kommunernes side.

Ønsker fru Karin Nødgaard ordet igen? Værsgo.

Hvis en kommune decideret udtrykker, at man ønsker at sætte turbo på antallet, hvad tænker ordføreren så om det? Nu ved jeg jo, at ordføreren har partifæller, der leder rigtig mange kommuner i Danmark, men er det ikke noget, der kan vække noget bekymring hos ordføreren? For så er det jo den økonomiske tankegang og ikke så meget det, som ordføreren i sin tale også var inde på i forhold til netop at tænke på barnet og barnets tarv osv.

Ordføreren.

Som jeg også var inde på i mit svar til den forrige ordfører fra Dansk Folkeparti, skal der jo tvangsbortadopteres de børn, der skal tvangsbortadopteres. Men det er klart, at hvis der er noget bureaukrati, der stiller sig hindrende i vejen for, at kommunerne indleder nogle sager om tvangsbortadoption, så har vi jo et problem, og det er sådan set det, vi prøver at adressere med det her lovforslag, nemlig at gøre tingene mindre bureaukratiske i morgen, end de er i dag. For det skal ikke være med henvisning til bureaukrati, at kommunerne ikke igangsætter sager om tvangsbortadoption.

Vi siger tak til hr. Martin Geertsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Som det er blevet sagt nogle gange i den her debat, er adoption og ikke mindst tvangsbortadoption, altså adoption mod de biologiske forældres eller forældremyndighedsindehavernes vilje, noget meget, meget voldsomt. Det vil ofte for mange børn opleves som et svigt i sig selv, at man ikke kunne blive hos ens forældre. Og det er, uanset om der var mange gode grunde til det eller ej, for det at blive taget ud af sin families skød for evigt og med et fuldstændigt afbræk er en voldsom ting.

Jeg synes ofte, at debatten – ikke i dag, vil jeg sige – når vi diskuterer adoption, kan komme til at fremstå meget sort-hvid, som om man, hvis der er sociale problemer eller problemer med misbrug eller andet i en familie, bare kan fjerne barnet sådan vupti, og så skal det bare have nogle gode forældre, og så er det barn bare glad for evigt. Men der skal vi huske på, at forældre og børn altid vil have kærlighed til hinanden, uanset hvor mange problemer der er, tror jeg. Den tilknytning til ens forældre kan man ikke bare viske bort.

Når vi er kritiske over for det her lovforslag, er det jo egentlig ikke, fordi vi ikke gerne vil forenkle sagsgangen. Jeg er sådan set også meget enig i det, der er overskriften på lovforslaget, nemlig at hvis man skal tvangsbortadoptere, så er det sådan set rigtig fint, at det ikke bliver trukket i langdrag, fordi det i sig selv er en svær proces for børnene. Spørgsmålet er, om man gør det mest hensigtsmæssigt på den her måde, og om det, vi fjerner med det her lovforslag, reelt er bureaukrati, som Venstres ordfører kaldte det, eller om det er retssikkerheden; om det er et tjek af børnenes retssikkerhed, deres ret til, at der bliver truffet en rigtig beslutning på deres vegne, særlig når det er så indgribende en beslutning.

Hvis man begår fejl i sager om tvangsbortadoption, har det store konsekvenser til både den ene og den anden side. Hvis man ikke tvangsbortadopterer et barn, som burde være blevet tvangsbortadopteret, kan det være, at det bliver til skiftende anbringelsesforløb, og det kan på mange måder blive en usikker barndom. Men man kan også begå fejl til den anden side og foretage en tvangsbortadoption, hvor barnet mister kontakten til dets biologiske forældre, selv om de egentlig godt kunne have spillet en rolle i barnets liv. Derfor må der bare ikke ske fejl i de her sager. Derfor bliver jeg nervøs, når man kalder det forenkling, for der bliver en myndighed mindre til at tjekke, om det nu er det rigtige, der bliver gjort. For det, der sker her, er, at der er en myndighed mindre, der tjekker det.

Der står også i lovforslaget, som Dansk Folkepartis ordfører har været inde på, at formålet er, at man vil have flere tvangsbortadoptioner. Det bekymrer også mig, særlig i lyset af de liberaliseringer – kan man måske kalde det – der er sket af lovgivningen inden for de seneste år. Jeg synes også, at vi har oplevet nogle sager, som har været rigtig skræmmende, nemlig når en kommune har budgetteret eller har forsøgt at budgettere med besparelser, ud fra at man vurderer, at der må være nogle tvangsbortadoptioner at hente et sted, og så kan man spare nogle penge på nogle plejefamilier. Det er en ret uhyggelig tilgang. Det vidner nok også om, at man har en presset økonomi i den kommune. Men det er en ret uhyggelig tilgang.

Jeg er også bekymret for, at den lovgivning, som stadig væk er forholdsvis ny, kan betyde, at der er børn, som måske kunne have fordel af at blive i en velfungerende plejefamilie, men hvor den velfungerende plejefamilie af den ene eller den anden grund, f.eks. fordi de ikke kan være det uden at få penge for det – det kan f.eks. være, at de ikke kan have det barn uden supervision, hjælp og støtte – siger nej til en adoption, og at man så laver et unødvendigt og et dårligt skifte for barnet ved at gennemføre en adoption.

Så jeg er i forvejen rigelig bekymret på det her område, og jeg er derfor også forholdsvis kritisk over for, om det er en god idé at gennemføre det her lovforslag. Vi har en række spørgsmål til ministeren, som vi vil stille skriftligt, om de sådan mere tekniske dele af lovforslaget. Det er også for at finde ud af, om det rent faktisk også lever op til intentionen. De spørgsmål får ministeren skriftligt. Og så skal jeg hilse fra SF og sige, at de også er forholdsvis skeptiske over for forslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Laura Lindahl.

Tak for det. Og tak til Enhedslisten for talen. Jeg har bare et enkelt spørgsmål, for er Enhedslisten modstander af den del af lovforslaget, der handler om at placere barnet i adoptivfamilien fra starten af, hvilket jo vil betyde mere stabilitet for barnet? Ordføreren har jo også med sine spørgsmål lagt vægt på barnets tarv, og hvor vigtige de første år er for det her barn, så hvad er Enhedslistens holdning til den del af lovforslaget?

Ordføreren.

Det er en af de dele, som vi rigtig gerne vil have boret en lille smule ud. Og ærlig talt, vi er i tvivl om, om det er en god idé eller ej. Man kan også tænke sig, hvis en beslutning rent faktisk bliver omgjort ved domstolene, at man så har lavet et unødvendigt skift væk fra en velfungerende plejefamilie. Vi skal have det boret ud – vi er ærlig talt i tvivl om det spørgsmål.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak for det. I Liberal Alliance synes vi, at det her er et godt lovforslag. Vi synes, det er godt, at man får set på processerne i de her sager. Og det er jo lige præcis det, man tager fat om, altså processerne. I dag kan det tage op til 2 år, og det er bare lang tid for et lillebitte barn at være i en usikker situation.

Det, man jo konkret vil, er, at man vil skære et enkelt led fra. Der er i dag potentielt fem instanser, man kan komme igennem: børn- og ungeudvalget, Statsforvaltningen, Ankestyrelsen, byretten og landsretten. Det er jo så det ene led, der bliver pillet ud, altså Statsforvaltningen, og vurderingen er, at Statsforvaltningen og Ankestyrelsen foretager den nøjagtig samme vurdering om adoption uden samtykke. Så der er altså rent dobbeltarbejde på spil her, og det er jo lige præcis det, man vil forenkle.

Jeg synes også, det er positivt, at man med det her forslag lægger op til at placere barnet i adoptivfamilien med det samme, fordi lige præcis de her skift, som børn er udsat for, er problematiske.

Jeg synes, det er fuldstændig fair i forhold til de ordførere, som har problematiseret retsstillingen, retssikkerheden. Den tror jeg vi alle sammen er bekymret for. Min egen vurdering er på baggrund af det, jeg har læst om sagen, at det her ikke svækker retsstillingen, fordi det netop er den samme vurdering, der bliver foretaget i Ankestyrelsen og Statsforvaltningen. Så der er ikke en øget retssikkerhed ved at have det led – det har sådan set kun en forlængende faktor over sig, som skader barnet.

Så jeg synes, at det her lovforslag grundlæggende er godt. Jeg synes, det er en større problemstilling, når man taler om tvangsadoptioner mere generelt – så er der udfordringer derude. Vi har set fejl, og det er nogle, vi skal håndtere. I forhold til det her lovforslag helt konkret løser det ikke alle de problemer, men det løser nogle udfordringer, der er, og derfor støtter vi det i Liberal Alliance.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og vi går videre til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Mange tak. Som den socialdemokratiske ordfører, Orla Hav, startede med at sige, er det her jo et utrolig sårbart emne for rigtig mange børn, der står i en utrolig svær situation – sandsynligvis den værste i deres liv. Så det er i fuldstændig bogstaveligste forstand menneskeskæbner, vi afgør her. Vi har selvfølgelig drøftet i Alternativet, hvad vi skal mene om forslaget, og vi har da også en holdning, men vi er også blevet enige om at lytte til debatten i dag, og på baggrund af den vil jeg komme med en endelig indstilling til gruppen om, hvad vi gør.

Forslaget handler om, at vi skal gøre det lettere at adoptere børn uden samtykke, og om vi skal lade børn anbringe hos en kommende adoptivfamilie, mens barnets sag forhandles? Jeg synes egentlig, at de forslag rejser nogle nye spørgsmål, som meget gerne skal kunne besvares til barnets bedste. Det er også nogle spørgsmål, vi har diskuteret, nemlig om det her kan føre til kassetænkning. Sidder kommuner måske med deres stramme økonomi og planlægger tvangsadoption af økonomiske årsager? Et andet spørgsmål er, om det går ud over barnets retssikkerhed, når man skærer en af de instanser fra, der skal vurdere sagen. Et tredje spørgsmål er, om vi afskærer børn fra ikke alene deres forældre, men også fra deres søskende og deres bedsteforældre og andre, som kunne have skabt tryghed og et netværk omkring børnene.

De tre spørgsmål har jeg ikke hørt besvaret til barnets udelte fordel i den her debat, og da vi i Alternativet er mere interesseret i at sikre barnets kontakt med deres biologiske forældre, når det overhovedet er muligt, i stedet for at tvangsbortadoptere, så er vi egentlig også imod den retning, som det her lovforslag går i. På baggrund af vores diskussioner i Alternativet og på baggrund af debatten i dag vil jeg anbefale vores gruppe at stemme nej til det her forslag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er fru Brigitte Klintskov Jerkel, Det Konservative Folkeparti.

Ja, alle børn fortjener en god start på livet, og det her lovforslag vedrører den lille gruppe børn, hvis forældre ingen eller næsten ingen forældreevne har, og hvor det vurderes, at den ikke rigtig kan opnås, og det vurderes, at barnets udvikling og trivsel bedst varetages ved en adoption uden samtykke, som kan sikre en stabil og tryg opvækst for barnet, som ellers ville være blevet anbragt uden for hjemmet.

Med lovforslaget her forenkler vi processen for behandling af sager om adoption uden samtykke i det administrative system ved at samle opgaverne og afgørelseskompetencen hos Ankestyrelsen, idet systemet i dag er præget af sagsbehandlingstider på op til 2 år, hvilket ikke er i barnets tarv. Samtidig foreslås det, at børn, der ikke skal adopteres af deres plejefamilie, kan placeres midlertidigt hos den kommende adoptivfamilie, når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om adoption uden samtykke.

Lovforslaget vil betyde, at perioden, hvor barnet er i en uafklaret venteposition, reduceres betragteligt, og at barnets tilknytning til adoptivfamilien kan starte væsentlig tidligere i barnets liv – den nære tilknytning, som netop er så vigtig i de tidlige år.

Konservative kan støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

For De Konservative troede jeg egentlig også, at det handlede meget om at værne om familien. Men jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om vederlaget. Vi ser i øjeblikket, at børn havner som gidsler i forhold til vederlagsproblematikken. Vi har en plejefamilie, hvor kommunen siger, at de skal gå ned i vederlag, og kunne man så forestille sig, at kommunen vil sige: Nå, men hvis I ikke går ned i vederlag, så finder vi en familie, der vil adoptere det her barn? Er det nogle af den slags sager, vi vil se fremadrettet som følge af det her lovforslag?

Ordføreren.

Nu har jeg jo ikke en krystalkugle, jeg kan kigge i og så svare på, hvad vi vil komme til at se fremadrettet. Jeg tror på, at det her er den rigtige løsning for den lille gruppe af børn, hvor det vurderes, at deres forældre ingen eller næsten ingen forældreevne har, og at de børn på den måde sikres en god opvækst hos en adoptivfamilie, som kan varetage forældrefunktionen over for dem.

Fru Karina Adsbøl.

Så ordføreren ved heller ikke, om der vil ske færre eller flere anbringelsesskift. En 5-årig, som hele sit liv har været anbragt hos en plejefamilie, som måske ikke vil adoptere barnet, kan nu risikere at skulle tvangsbortadopteres. Er det ikke det, man risikerer med det her lovforslag?

Ordføreren.

Jamen det vil jo være sådan, at der vil ske en faglig vurdering. Sådan er det jo med de her børnesager: at der i hver børnesag bliver truffet en individuel, konkret vurdering i forhold til barnets tarv. Og det vil selvfølgelig også ske i sådan en sag, som du omtaler her.

Jeg siger tak til ordføreren. Og så er det børne- og socialministeren.

Tak for det, formand. Og tak for den meget konstruktive debat om et emne, som er blevet betegnet som værende meget sart, delikat og også vanskeligt, og jeg synes i virkeligheden, det har været en rigtig god debat.

I dag er der jo børn, som bliver født ind i en verden og en barndom som anbragt uden nogen form for chance for, at deres forældre nogen sinde bliver i stand til at kunne tage sig af dem. Det er børn, som oplever at få en hel barndom og også en hel ungdom med risiko for skift af anbringelsessted, risiko for dårligere trivsel og risiko for at få dårligere skoleresultater end deres jævnaldrende, og de her meget, meget sårbare børn har jo også ret til en god, tryg, kærlig og stabil barndom, og adoption kan lige præcis være det, som sikrer dem den kærlighed og den tryghed.

Jeg er af kommuner blevet gjort opmærksom på, at når de ser ind i, hvad der er bedst for barnet, fravælger de et potentielt adoptionsforløb, fordi det tager op til 2 år, og fordi man først kan anbringe barnet hos adoptivfamilien, når det er, at der er blevet truffet en beslutning, og det er baggrunden for, at jeg i dag bærer det her lovforslag frem. For det skal jo lige præcis være hensynet til barnets bedste, når det er, at man laver en adoption uden samtykke, der skal være det absolut afgørende. Det skal være til barnets bedste. Det skal ikke være hensynet til, at det er lange processer, eller at man får lavet et skift ved først at kunne anbringe barnet senere.

Lige præcis derfor må jeg bare sige, at det gør en reel forskel for et barn, om den stabile barndom hos en adoptivfamilie begynder, når barnet er 3 måneder, eller når barnet er 2 år. Og så ved vi altså, at der er børn, som ikke får muligheden for en tryg barndom hos en adoptivfamilie, og at det er, lige præcis fordi den her lange proces altså gør, at kommunen ikke ser adoption som en reel mulighed, uagtet at det faktisk ville være det bedste.

Så med lovforslaget forenkler vi processen, vi skaber grundlaget for en tidligere tilknytning imellem barn og adoptivfamilie, og det gør vi uden at gå op kompromis med retssikkerheden. I dag er der potentielt fem instanser, som skal træffe beslutning om, at et barn kan adopteres uden samtykke. Med det her lovforslag vil det fremover være fire instanser, som altså hver især skal træffe beslutning om det her. Så jeg mener i høj grad, at vi fortsat sikrer retssikkerheden. Og jeg vil selvfølgelig også stå til rådighed for de spørgsmål, som udvalget måtte have under udvalgsbehandlingen.

Der er lige foreløbig en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

I Dansk Folkeparti er vi uenige i formålet med lovforslaget, netop fordi man, som jeg tidligere har nævnt, vil øge antallet af tvangsbortadoptioner. Vi har fået kendskab til området igennem flere samråd, og ministeren har også været i samråd på det her område vedrørende plejefamilier og trusler i forbindelse med obligatoriske familier. Det handler om, at hvis der er tale om et barn med handicap, truer man med et tvangsanbringe dem. Der er rigtig mange ting i det her kompleks.

Jeg står f.eks. med en sag her, hvor Sara og Kasper er gode forældre i Esbjerg, mens de i Aarhus er uegnede. Så er det bare, at jeg i forbindelse med de her afgørelser godt kunne tænke mig at høre om noget i forbindelse med retssikkerheden. I nogle sager går man ud fra, at det er et barns ret til sit biologiske ophav, men hvordan er det nu i forhold til det her? Nu vil man fratage barnet retten til dets biologiske ophav, dvs. forældre, bedsteforældre og søskende. Og har vi noget evidens for, om der vil ske flere eller færre anbringelsesskift?

Ministeren.

Det er i hvert fald helt evident, at man, hvis barnet først kan placeres i adoptivfamilien, når den endelige afgørelse foreligger og den endelige afgørelse først er efter 2 år, så i hvert fald får et skift – et skift, som på mange måder kan betegnes som unødvendigt, og jeg tror jo på den lange, stabile relation. Vi må også bare sige, at det jo er en lov og et lovforslag, som ikke vedrører tvangsanbringelser eller den sagsbehandling, der er i kommunerne. Det er vigtigt at sige, at det her er afgørelser, hvor man først og fremmest indstiller til en adoption uden samtykke til børn og unge-udvalget, og så bliver der efterfølgende, også på baggrund af at man får belyst sagen og får truffet beslutning i Ankestyrelsen, truffet en beslutning om præcis det samme i Statsforvaltningen. Dernæst bliver det byretten, og til syvende og sidst bliver det landsretten.

Det er bare for at sige, at det her er de helt få tilfælde, hvor der ikke er udsigt til, at der kan tilvejebringes en forældreevne. Det her handler ikke om tvangsadoptioner eller anbringelsesområdet generelt; det handler om adoptioner af børn, som ikke kan være hos deres biologiske forældre.

Fru Karina Adsbøl.

Jo, men vi har jo i dag en række børn, der er anbragt i plejefamilier. Som jeg sagde til ministerens ordførerkollega, har vi en 5-årig, der er anbragt og har været anbragt hos en plejefamilie i 5 år, men nu mener kommunen så, at den plejefamilie skal gå ned i plejevederlag eller andet, eller at de skal adoptere det her barn, men hvis de så ikke har mulighed for det, risikerer vi jo, at der sker et anbringelsesskift af barnet i den sidste ende, og så sikrer man jo ikke den kontinuitet i barnets liv gennem den langvarige anbringelse, som man gerne vil, men som var mulig i dag, hvis man gjorde sig meget umage i kommunerne.

Ministeren.

Det her gælder kun de sager, hvor der ikke er nogen udsigt til, at der på nogen måde kan tilvejebringes en forældreevne. Der har været syv afgørelser om adoptioner siden 2015 – de fire af dem har været for spædbarn, og de tre af dem har været for lidt ældre børn – og det er jo alle sammen afgørelser, som i dag skal igennem fem instanser. Derfor anser jeg det ikke for realistisk eller relevant for debatten at begynde at tale om vederlagsnedsættelse, for det er ikke det, der er på spil, når man taler om en adoption. Det er et spørgmål om, at man har biologiske forældre, som ikke har en forældreevne og heller ikke kan få det.

Fru Pernille Skipper.

Der må jeg lige komme Dansk Folkepartis ordfører en lille smule til undsætning – ja, ikke til undsætning, det er der jo ikke brug for. Men pointen er faktisk her, at jeg i hvert fald har oplevet at få henvendelser fra plejefamilier, som har stået over for en kommune, der har sagt, at hvis de ikke vil adoptere barnet, så adopterer kommunen barnet andetsteds hen, for det kan man jo. Og så står der en plejefamilie, som har brug for de penge, de får fra kommunen, fordi man har at gøre med et vanskeligt barn, der gør, at begge forældre ikke kan gå på arbejde, så længe de har det barn. Og de står med det problem, at de har brug for supervision og hjælp – noget, man ikke får, hvis man adopterer barnet. De står klemt mellem det, og at barnet bliver fjernet fra dem og netop får et anbringelsesskift ekstra, fordi kommunen presser, hvis de ikke siger ja til en adoption.

Det er jo altså en problematik, som er reel nok, og som det her handler om, når man gerne vil gøre det nemmere at tvangsbortadoptere og gerne vil tvangsbortadoptere flere. Så må man jo forholde sig til, at det også kan risikere at øge antallet af skift i børnenes liv.

Ministeren.

Jeg tror, det er meget vigtigt lige at få fastslået, at det her ikke handler om at lempe reglerne. Det er præcis de samme kriterier, som man altså adopterer uden samtykke med; fra den lovændring i 2015 til det, vi lægger frem nu her, er der ikke nogen ændringer i de kriterier. Det er alene et spørgsmål om at se på processen.

Det, som jeg er blevet betrygget i, er, at man stadig væk har en meget, meget stærk retssikkerhed. De sager om tvungen adoption eller adoption uden samtykke, som det jo rettelig hedder, bliver i dag potentielt vurderet af fem instanser, hvis man altså som biologisk familie ønsker at følge sagen hele vejen. Vi foreslår, at det fremover bliver fire instanser.

Men det er bare vigtigt at sige, at selve kriterierne for, hvornår man kan adoptere uden samtykke, ændrer vi ikke på.

Fru Pernille Skipper.

For det første vil jeg sige, at de mennesker, hvis børn bliver fjernet ved en tvangsbortadoption, ofte har meget få ressourcer til at gå til domstolene. Det må vi jo også anerkende.

For det andet vil jeg sige, at problemet jo er, at når man afbureaukratiserer i det her tilfælde, tager man også et lille stykke retssikkerhed væk. Altså, man tager en lille ekstra vurdering væk, som er med til at sørge for, at det her er det rigtige at gøre. Det må ministeren da give mig ret i – for det første. For det andet: Vil ministeren ikke være sød at svare på, om ministeren overhovedet har overvejet ekstra ressourcer til sagsbehandlere, andre måder at nedbringe sagsbehandlingstiden på end ved at fjerne et retssikkerhedsled?

Ministeren.

Det er ikke, fordi der er lange ventetider på at få behandlet sagerne. Det tager bare tid, når det er, at det skal igennem fem instanser. Det er det, der kan tage op til 2 år. Hvis man piller den instans ud, der hedder Statsforvaltningen, og den vurdering, som jo er enslydende med den vurdering, der bliver lavet i Ankestyrelsen, kan man altså reducere sagsbehandlingstiden med 5½ måned.

Det allervigtigste for mig er, at vi med det her lovforslag ikke svækker retssikkerheden, men forbedrer mulighederne for at kunne prioritere og hjælpe barnet til, hvad der er barnets bedste. Det er det, som er allervigtigst for mig, når vi har at gøre med adoptioner uden samtykke.

Vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.