Med det her lovforslag lægges der op til, at det, der hedder DSB Ejendomme, får bedre muligheder for at sælge ud af deres jord og deres ejendomme, så man kan skabe udvikling, nytænkning og fornyelse rundtomkring.
Alt i alt er det kolossalt positivt, og det er noget, der kan skabe dynamik, forandring og udvikling rundtomkring, samtidig med at det kan sikre, at DSB får nogle penge i kassen, som de jo så vil kunne bruge til noget fornuftigt.
Nu er der det ved det, at det her forslag jo er en udmøntning af den vækstaftale, som regeringen har lavet sammen med nogle enkelte andre partier tilbage i 2017, hvor der er lagt an til, at man skal spare på DSB.
Så det er jo ikke sådan, at man uden videre med det her forslag kan se for sig, at DSB kan bruge det her som et redskab til at styrke DSB, og det er vi socialdemokrater ærgerlige over.
Men selve det, at man kan give DSB Ejendomme mulighed for at sælge fra, gå ind i et partnerskab, udvikle osv., er vi kolossalt positive over for fra Socialdemokratiets side.
For at komme med et eksempel, hvor man har gjort noget lignende, kan man jo tage det godsbaneareal, der er ved Aalborg.
Jeg tror, de fleste har prøvet at ankomme til Aalborg Banegård, og lige i umiddelbar nærhed er der jo det tidligere godsbaneareal, og man har så sammen med nogle developere og Aalborg Kommune sikret en kolossalt spændende byfornyelse på det her område.
Hvor der tidligere var rangerspor og andet, er der nu uddannelsesinstitutioner, der er billige boliger, der er ungdomsboliger og andet, og der er en hel masse vækst, udvikling og nytænkning.
Det er jo sådan set politik, når det er allerbedst, altså at man kan skabe forandring og udvikling.
Så det er vi socialdemokrater meget, meget positive over for at man gør andre steder.
Det, vi er lidt undrende over for, er, at man i en situation, hvor vi taler rigtig meget om, at vi skal bekæmpe trængsel, at vi skal have en grøn omstilling, at vi skal have færre biler, som udleder CO
2
og partikler og andet, så vil prøve at angribe DSB og tage penge fra dem.
Vi oplever generelt, at kunderne synes, at DSB trænger til en vitaminindsprøjtning, til forbedringer, og det, der så er regeringen og blå bloks svar, er, at vi lige tager nogle hundrede millioner kroner fra DSB, og så skal det nok hjælpe noget.
Det er vi ærlig talt skeptiske over for fra Socialdemokratiets side; vi synes, det er den forkerte vej at gå, og vi mener, at DSB skal udvikles, så det bliver mere attraktivt at køre kollektiv trafik frem for mindre attraktivt.
Nu når vi er i gang med at tale om udvikling, forbedring osv., er det jo nærliggende at tænke sig, at DSB vil bruge den her lejlighed til også at sikre mere liv, engagement og service på f.eks.
DSB's stationer og banegårde.
Det er trist at se, at de borgere, der vælger at tage toget, kommer ned på en station, som er lukket af; der er ikke længere adgang til et toilet; der, hvor der tidligere var en kiosk, er der nu et stort klistermærke for vinduet, der viser, at der er lukket af; der er ikke mulighed for at købe sig en kop kaffe med osv.; der er ikke varme på; og man kan ikke sidde og slappe af, inden man skal med toget.
Det er en dårlig service.
Der vil vi socialdemokrater gerne opfordre til, at man benytter den her lejlighed til at få noget liv ind på banegårdene igen, så det bliver trygt, det bliver rart og det bliver godt at være på stationen.
Man kan måske gå i en kiosk eller på en café og købe sig en kop kaffe med.
På Hobro Banegård har man sammen med kommunen valgt at lave et samarbejde, så der er en socialøkonomisk café, hvor unge mennesker med særlige udfordringer og problemer får lov at stå i den her café og smøre en sandwich og en bolle og lave en kop kaffe.
Det er så til gavn for dem – de får lov at prøve kræfter med arbejdsmarkedet – men det er så sandelig også til gavn for de mange passagerer, der gerne vil stige på toget og have noget at stille sulten med eller en kop kaffe at drikke på vej i toget.
Så den form for nytænkning skal vi også have meget mere af.
Så det her lovforslag rummer nogle gode ting; der er positive elementer i det, men vi socialdemokrater er godt nok kede af det element, der handler om at spare på DSB, når det, vi egentlig har brug for, er at gøre DSB stærkere, at gøre DSB bedre og at gøre DSB mere attraktiv.
Så det tager vi afstand fra, og samlet set stemmer vi ikke for forslaget, som det ligger her.
Men selve muligheden for at sælge ud og lave samarbejde og andet er vi meget positive over for, så vi kommer til at spørge ind, og vi kommer måske til at stille ændringsforslag til det her forslag.