Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2018-19 (1. samling)
L 153 Spørgsmål 44
Offentligt
København d. 14. maj 2014
Principaftale om metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen samt
udbygning af Nordhavnen
Regeringen og Københavns Kommune er enige om at anlægge og finansiere en metro til Ny
Ellebjerg via Sydhavnen. Metroen anlægges af Metroselskabet I/S. I den forbindelse
overdrager staten hovedparten af sin ejerandel af By & Havn I/S til Københavns Kommune
(40 procentpoint) som et bidrag til anlægget. Herved reduceres den statslige ejerandel fra
45 pct. til 5 pct.
Parterne noterer sig, at Københavns Kommune vil træffe beslutning om at anlægge
tilkoblingsanlæg til Nordhavnsvej og en Nordhavnstunnel (under Svanemøllebugten), som
finansieres af By & Havn I/S. Parterne noterer sig endvidere, at Københavns Kommune,
som led i den fremtidige byudvikling i Nordhavnen, vil træffe beslutning om at anlægge et
antal yderligere metrostationer på Nordhavnen som en forlængelse af den allerede
vedtagne Nordhavnsmetro. Dette finansieres ligeledes af By og Havn I/S.
Metro til Ny Ellebjerg via Sydhavnen
En metrolinje via Sydhavnen vil skabe et nyt, stærkt knudepunkt på Ny Ellebjerg Station
med omstigning mellem metro, S-tog og fjern- og regionaltogstrafikken, som vil øge
robustheden i hovedstadens kollektive transportsystem. En metroforbindelse, der kører
døgnet rundt med høj frekvens, vil endvidere have en positiv indvirkning på byudviklingen
i Sydhavnen. Det gælder såvel de nye byudviklingsområder som det gamle
Sydhavnskvarter.
Parterne er enige om, at der anlægges en Sydhavnsmetro med 5 stationer; v. Fisketorvet, v.
Frederiksholmsløbet, v. Slusen, v. Mozarts Plads og v. Ny Ellebjerg Station. Stationen ved
Ny Ellebjerg slutter i terræn, mens de øvrige stationer anlægges som
undergrundsstationer. Sydhavnsmetroen vil være en forlængelse af pendullinjen fra
Nordhavnen til København H, og vil dermed blive en integreret del af trafikken på
Cityringen. Den valgte linjeføring m.v. svarer til variant E i
Udredning af metro til Ny
Ellebjerg via Sydhavnen
fra juni 2013, dog tilpasset således at stationen v. Slusen og v.
Frederiksholmsløbet flyttes, så de anlægges som almindelige undergrundsstationer
svarende til variant N og variant M i udredningen.
De samlede anlægsomkostninger for den valgte linjeføring med afgreningskammeret
skønnes i 2014-priser at være ca. 8,6 mia. kr., inklusiv 30 pct. korrektionsreserve, og med
et indskudsbehov på ca. 5,6 mia. kr.,
jf. nedenstående tabel.