Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
L 147
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 1. marts 2019
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 23 til L 147, forslag til lov om jordbrugets
anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag. Stillet den 27. februar 2019 af Trine Torp
(SF).
Spørgsmål nr. 23 til L 147
"Vil ministeren yde teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag, der indsætter en bestemmelse i
lovforslaget, hvori det præciseres, at ministeren er forpligtet til at standse enhver stigning i udvaskning
og tilførsler af nitrat og kvælstof til grundvand og overfladevand?"
Svar
Som ønsket vedlægger jeg udkast til et ændringsforslag, hvorefter der indsættes en bestemmelse i
lovforslaget, hvori det præciseres, at ministeren er forpligtet til at standse enhver stigning i udvaskning
og tilførsler af nitrat og kvælstof til grundvand og overfladevand.
Jeg skal for god ordens skyld oplyse, at regeringen ikke kan støtte dette ændringsforslag.
Jeg henviser herved til mit svar på spørgsmål nr. 21, hvoraf det bl.a. fremgår, at Danmark efter
nitratdirektivet er forpligtet til at skærpe tiltag i nitrathandlingsprogrammet, så snart det står klart, at
dette er nødvendigt, samt at ministerens hjemler i lovforslaget til at fastsætte eller ændre regler
vedrørende kvælstofreducerende tiltag, der implementerer nitratdirektivet, fastholdes.
Derudover vil det ikke være muligt med dette lovforslag at sikre mod enhver stigning i udvaskning og
tilførsler af nitrat og kvælstof til grundvand og overfladevand. For det første regulerer dette lovforslag
alene landbrugets anvendelse af kvælstof, men der er også andre kilder, som bidrager til
kvælstofudledningen. F.eks. er der bidrag fra spredt bebyggelse i det åbne land, dambrug, spildevand
fra rensningsanlæg, regnbetingede overløb fra byer og kvælstofdeposition fra luften. For det andet vil
der altid forekomme variationer i udvaskningen afhængig af vejret, som nogle år vil bevirke en øget
udvaskning og i andre år en lavere. I tilfælde af øget udvaskning vil oplysningen herom først være
tilgængelig længe efter, at den er sket. For eksempel er udledningstallene for 2017 først blevet
offentliggjort i starten af 2019.
Derfor mener jeg, at indsatsen skal besluttes på baggrund af, hvad der er nødvendigt for at nå de mål,
som følger af vores EU-forpligtelser og ved indsatser, der ikke kun nødvendigvis følger af dette
lovforslag.
Som jeg tidligere har nævnt er der opstillet klare mål om en forbedring af vandmiljøet, og dem skal vi
selvfølgelig nå.
Miljø- og
Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk