Mange tak.
Det er på mange måder en trist dag og en trist begivenhed, som vi står over for her.
Det er det af flere årsager.
Det er en trist dag for vores folkestyre, fordi den her lovbehandling og den måde, den har været gennemført på, er en skændsel, i forhold til hvordan vi herinde bør tage lovgivningen alvorligt.
Det har været fremført under førstebehandlingen og også under andenbehandlingen, at den måde, det her lovforslag har været behandlet på, har været i strid med det, vi bør have af respekt for den her institution.
Man fremlægger et lovforslag og har en høringsfrist hen over juleferien, og så er man oven i købet så fræk at fremsætte forslaget, inden udløbet af høringsfristen.
Og svaret fra ministeren er, at regeringen bare havde brug for, at det her skulle gå hurtigt.
Det handler ikke om at få en lov, der virker; det handler ikke om at tage hensyn til de ansatte, der skal forvalte loven, eller de menneskeskæbner, som bliver ramt af den her lov.
Nej, det skulle bare gå hurtigt, fordi man skulle tilfredsstille sit parlamentariske grundlag; fordi man skulle have noget i hus før et folketingsvalg; fordi man måske skulle have mulighed for at fejre endnu en rund kagedag, når man har fået gjort livet surt for folk et nyt antal gange.
Det er uværdigt for regeringen og for det folketingsflertal, som i dag stemmer for at godkende det her forløb, særlig når man tænker på de vidtgående konsekvenser, som det her lovforslag har for rigtige mennesker derude og for vores samfund.
Vi håber, at når vi får et nyt flertal og en anden regering efter et valg, vil vi se en anden ordentlighed i lovgivningsarbejdet.
Vi har i hvert fald ikke tænkt os som støtteparti at acceptere lovbehandlinger af den her karakter.
Det er også en trist dag på grund af indholdet af forslaget.
Hvis man skal skære ind til benet, handler det jo om at gøre livet sværere, mindre behageligt for de mennesker, der er kommet hertil på flugt fra Assads tøndebomber eller fra Islamisk Stats sexslaveri og halshugninger.
De skal føle sig mindre velkommen i Danmark fremover.
De skal leve for færre midler, man sætter integrationsydelsen ned.
Med åbne øjne ved man, at det her vil øge fattigdommen i Danmark.
Allerede den nuværende integrationsydelse betyder, at folk lever i fattigdom.
Med åbne øjne ved man også, at det vil gøre integrationen sværere.
Der er færre penge til at sende ungerne til fodbold, til at invitere klassekammeraterne hjem, til at blive en del af det sociale liv, som kan give en en fremtid i Danmark.
Man indskrænker retten til familiesammenføring yderligere, flere splittede familier, flere historier som dem, vi har set med børn og unge, som er danskere, har danske venner, er fuldstændig ligesom deres kammerat ovre i skolen, men alligevel skal sendes ud og væk fra deres hjem og fra deres familie.
Man vælger den her symbolske ø ude i Stege Bugt og vælger at bruge 0,75 mia.
kr.
på at flytte folk derud.
Forestil jer, hvordan de penge kunne have været brugt ude i vores ældrepleje til et par besøg mere af hjemmehjælpen, til et lidt bedre køkken på plejehjemmet.
Men nej, det er vigtigere at føre symbolpolitik for det flertal, der vedtager det her lovforslag.
Og så beslutter man, at det fremover ikke skal gøre nogen forskel, at man gør en indsats, at man gør sig umage med at blive en del af det samfund, man er kommet til, at man får et job, at man lærer dansk, at man tager en uddannelse – det skal ikke længere vægte i samme grad, når man skal vurdere, om folk skal have lov at blive i Danmark.
Det
vil
skade integrationen, det ved vi.
For det første siger arbejdsgiverne jo meget klart, at det vil nedbringe deres motivation for at give ansættelse til de her mennesker, fordi de ikke aner, om de har deres arbejdskraft dagen efter, men det vil også skade integrationen, fordi det skaber en usikkerhed hos de her familier og børn om fremtiden.
De ved ikke, hvad fremtiden vil bringe, og det er klart, at det gør det sværere at blive en del af det samfund, man lever i; det gør det sværere at blive vores nabo, at blive vores kollega og at blive dem, vi møder nede i sportsklubben.
I stedet for at sørge for, at de bliver det, skubber vi dem væk fra os med det her lovforslag.
Det bliver ligesom anført, at formålet med det her forslag er, at folk skal hjem igen, når der er roligt i deres land.
Ja, selvfølgelig er det udgangspunktet for en flygtning.
Selvfølgelig er det sådan, at man kommer hertil, søger beskyttelse, men hvis der bliver fred og ro i ens land, har man ikke længere et beskyttelsesbehov, og så skal man hjem igen.
Men man lukker bare øjnene for den virkelighed, at mange af de konflikter, som mennesker flygter fra, varer i rigtig mange år – i 5 år, i 10 år, i 15 år – og det betyder altså, at der er familier, der har fået børn, der er vokset op her.
Der er mennesker, som har levet her i størstedelen af deres liv.
Det er den balance, som man risikerer at miste med det her forslag, altså hensynet til, at mennesker har fået en meget, meget stærk tilknytning til det her samfund.
Det vil være at rive dem op med rode, ikke mindst børnene, der er født her, når man efter så lang tid skal udvise dem – og i mange tilfælde kan man ikke udvise dem.
Så det er alene en usikkerhed, man skaber.
Til hr.
Mattias Tesfaye:
Det er ikke Enhedslisten, der skaber usikkerhed hos de mennesker, som ordføreren og jeg og mange andre modtager mails og henvendelser fra i den her tid.
Det er den her lovgivning, der skaber den usikkerhed.
Det er ønsket om at gøre det sværere for folk at få lov til at blive her ved at skabe den usikkerhed.
Det er jo formålet med det her lovforslag, altså at skabe en større usikkerhed for mennesker i forhold til at kunne få lov til at blive her.
Hvis jeg skal sige noget pænt om Socialdemokratiet i det her forløb, er det jo, at de trods alt stemte for nogle af de ændringsforslag, som Enhedslisten sammen med Alternativet, De Radikale og SF i forskellige konstellationer stillede, f.eks.
om integrationsydelsen, f.eks.
om valgret.
Det er positivt, og det giver måske et praj om, at vi dog kan få ændret nogle ting efter et valg, som vi forhåbentlig får inden for nogle få måneder, hvis der opstår et nyt flertal.
Men det er samtidig også bekymrende, at Socialdemokratiet ender med at stemme for det samlede lovforslag, ikke mindst fordi spørgsmålet om integrationsydelsen – som så heller ikke må hedde »integrationsydelse« mere – er så væsentlig en del af forslaget, som man er imod, men alligevel vælger at stemme for.
De her lovændringer vil gøre Danmark til et dårligere sted at leve for os alle sammen.
Det vil gøre Danmark til et mere splittet samfund, hvor vi vil få et voksende B-hold af mennesker, som er her, men ikke rigtig er en del af samfundet sammen med os andre.
For sagen er jo, at det her forslag jo ikke gør det lettere at sende flygtninge hjem, men det bliver lettere at få dem og ikke mindst deres børn til at føle, at de ikke hører til her i alle de år, de skal være her – og for nogles vedkommende er det jo resten af livet.
Det er ikke vejen til at skabe en god integration, det er ikke vejen til at skabe et sammenhængende samfund.
Det er et skridt i den forkerte retning.
I Enhedslisten går vi til valg på en anden retning ved netop at lægge vægt på, at mennesker skal blive en del af vores samfund i en balance, der tager højde for, at der er konflikter, der varer så længe, at mennesker har fået en tilknytning hertil, der gør, at det er et voldsomt overgreb at rive dem ud af det.
Det er ikke, fordi det er hensigten, når folk kommer hertil, at de skal blive; vi håber da alle sammen, at folk kan vende hjem igen, ligesom mange også gør, hvis vi ser på chilenere, bosniere og andre grupper, der er kommet hertil, når der reelt er blevet roligt i deres land.
Men når vi f.eks.
ser på Syrien, hvad er det, der er ved at ske der?
Assad, giftgasmorderen, torturbødlen er ved at vinde krigen.
Er det den ro, som et flertal i Folketinget vil sende flygtninge hjem til igen?
Det er det, som er problemet med det her forslag.
Man lukker øjnene for den reelle situation, vi har.
Det er trist, fordi det kommer til gå ud over rigtig levende mennesker.
Tak.