Den 24.
januar førstebehandlede vi her i Folketinget det her forslag, vi behandler nu, L 140.
Det er et forslag, der blev fremsat inden høringsfristens udløb.
Det skulle tydeligvis gå meget stærkt.
Det skulle gå så stærkt, at regeringen allerede efter førstebehandlingen så sig nødsaget til den 1.
februar at stille en række ændringsforslag til sit eget forslag.
Men dermed var farcen ikke overstået.
Mindre end en uge efter at man havde gjort det, den 7.
februar, modtog vi i Udlændinge- og Integrationsudvalget et brev fra ministeren.
I brevet meddelte ministeren – og jeg citerer:
»at jeg ønsker at trække det af mig den 1.
februar 2019 fremsendte ændringsforslag...«.
Det må vist være noget nær verdensrekord i rygsvømning.
Hvad var så begrundelsen?
Den var såmænd, at ministerens forslag og ændringsforslag var så gennemført fejlbehæftede i lovteknisk forstand, at Folketingets Lovsekretariat måtte gøre indsigelser.
Den 15.
februar, i fredags, modtog vi så et nyt forsøg fra ministeren, et forsøg, hvor ministeren med ikke mindre end 44 ændringsforslag – 44 ændringsforslag til sit eget forslag – uden for betænkningen forsøgte at rette op på sit eget uduelige udspil.
Jeg tror, hvis vi nu skal være helt ærlige i denne snævre kreds, at de færreste medlemmer har haft mulighed for at sætte sig grundigt ind i disse 44 ændringsforslag, som primært er af lovteknisk karakter.
Man må så håbe, at ministeren den her gang rammer nogenlunde plet, for vi skal jo stemme om et øjeblik, eller kan vi, minister, forvente yderligere 44 ændringsforslag uden for betænkningen inden tredjebehandlingen på torsdag?
Det synes jeg ministeren skal komme herop og svare på, bare så vi ligesom har et indtryk af, hvad det er, der foregår.
Nu er det jo ikke første gang i Folketingets historie, at en regering fremlægger et sjusket og ugennemarbejdet lovforslag for det her Ting.
Det er sket før, og det er ikke mindst sket i situationer, hvor pludselige begivenheder i ind- eller udland har gjort en hastelovgivning nødvendig.
Det er jo forståeligt.
Derfor er det jo også interessant at se lidt nærmere på, hvad der er regeringens begrundelse for, at denne lovgivning hastede så meget, at man ikke kunne afvente høringssvarene og åbenbart ikke havde tid til at læse korrektur på sit eget lovforslag.
Helt tilfældigt har jeg så spurgt ministeren om det, og mit spørgsmål [spørgsmål 33] lyder:
»Hvorfor er det nødvendigt at haste lovgivningen igennem og ikke give mulighed for at have ordentlig tid til at arbejde med lovforslaget?«.
Og hvad svarer ministeren så?
Ministeren svarer:
»...
Det skyldes, at vi ønsker at få de foreslåede ændringer igennem og dermed sat i kraft hurtigst muligt ...«
Altså, det er jo et genialt svar.
Det er jo genialt, det dér, som man ville sige det i fjernsynet.
Altså, når regeringen ser stort på alle høringsfrister, når man afleverer en kladde, en lovforslagskladde, ugennemarbejdet til Folketinget, som man så må forsøge at reparere med et hav af ændringsforslag, så er begrundelsen, at det er, fordi man godt vil have forslaget hurtigt igennem.
Altså, det må jo simpelt hen være en gave til den regering, som snart vil afløse den nuværende.
Der vil fremover simpelt hen ikke findes et eneste forslag, hvor man ikke bare kan handle på præcis samme måde.
Og når så den fremtidige fru Inger Støjberg står nede på oppositionsbænkenes bageste rækker og protesterer og kræver en forklaring, kan den fremtidige regering bare sige som i citatet, nemlig at »det skyldes, at vi ønsker at få de foreslåede ændringer igennem og dermed sat i kraft hurtigst muligt«.
Det eneste, vi kan håbe på, er jo, at vi til den tid ikke alene har fået en bedre regering end den, vi har nu, men også at vi har fået et bedre flertal end det, vi har i det her Folketing – et flertal, som ikke vil lade sig nøje med rollen som parlamentarisk gulvklud.
Jeg kan i hvert fald love den nuværende minister og inden længe den fremtidige fru Inger Støjberg, at Enhedslisten aldrig – aldrig nogen sinde – uanset hvem der er i regering, vil godkende en sådan fremgangsmåde.
Når vi ser på indholdet i lovforslaget, bliver det ikke bedre af regeringens 44 ændringsforslag.
Det her forslag handler i bund og grund om, at flygtninge skal føle sig uvelkomne i Danmark.
Der skal simpelt hen sendes et signal ud i den store verden om, at flygtninge er uønskede her i landet, og at vi ikke ønsker at tage et medansvar for at løse den største flygtningekrise siden anden verdenskrig.
Man må jo løfte på hatten og sige, at det faktisk er lykkedes langt hen ad vejen.
Overalt i Europa, overalt i verden har det her forslag afstedkommet centrale artikler og central omtale i medierne, og i en række parlamenter er det blevet diskuteret.
Der er vedtaget kritiske resolutioner.
Jeg tror, at den danske ambassadør i forskellige parlamenter har været indkaldt til samtale.
Så det er jo lykkedes for regeringen at få sit budskab ud.
Men vi bliver jo også nødt til at sige, at det er et budskab, som vi ikke støtter.
Jeg vil nævne fire ting her:
For det første er der det såkaldte paradigmeskifte, hvor der er forberedelse til hjemsendelse i stedet for forberedelse til integration, som fuldstændig ser bort fra den erfaring, at de fleste flygtninge bliver her i mange år.
Hvornår var det nu, der var en islamisk revolution i Iran?
Det er måske ikke noget, man går og husker til daglig, men vi har jo lige markeret, at det er 40 år siden.
For 40 år siden kom der iranske flygtninge til Danmark i protest mod islamisme.
Der er stadig væk et islamistisk styre, som undertrykker befolkningen, og disse mennesker kan ikke sendes hjem.
Det er 40 års midlertidighed.
Undskyld mig, de mennesker skal selvfølgelig ikke forberedes på at blive hjemsendt.
Det skal forberedes på integration, i øvrigt også fordi det at integrere folk, viser alle erfaringer, er den bedste måde at få folk til at vende hjem på, når der bliver fred og frihed i deres land.
Det er den bedste forudsætning for, at de føler, de har det overskud, der skal til.
For det andet er der den nye fattigdomsydelse.
Vi har jo tidligere haft den lave integrationsydelse, og nu skal vi så have en endnu lavere udsendelsesydelse.
Det vil naturligvis føre til dårlig integration, og det vil formentlig også føre til noget kriminalitet, fordi folk ikke kan være aktive i foreningslivet osv.
Men frem for alt handler det her jo om, at der bliver skabt en gruppe af løntrykkere på arbejdsmarkedet, som er så dårligt stillede, at de vil gå ud og gøre hvad som helst for at få arbejde.
Det her er et angreb på den organiserede fagbevægelse.
Det er et angreb på den organiserede arbejder, metalarbejderen, sosu-assistenten – alle dem, der holder hjulene kørende.
Det er et angreb på dem, og derfor er det selvfølgelig et forslag, vi under ingen omstændigheder kan støtte.
For det tredje er der de dårligere boligforhold.
Man afskaffer kommunernes forpligtelse til at sikre flygtninge en permanent bolig.
Den er i øvrigt delvis afskaffet.
De har mulighed for at undslå sig det.
Men det er jo også et tiltag, som vil modvirke integrationen, at folk ikke får en bolig, hvor de kan have et udgangspunkt for deres liv i Danmark.
For det fjerde og som en sidste ting vil jeg nævne spørgsmålet om den mindre demokratiske inddragelse, som ligger i, at man forlænger perioden for at få valgret til kommunale og regionale valg fra 3 til 4 år.
Også det udskyder integrationen, for vi ved, at det at engagere sig i et samfund, det at følge med og finde ud af, hvem man vil stemme på, hvor ens sympatier og det modsatte ligger, selvfølgelig er med til, at man bliver integreret og især integreret i det demokrati, vi ønsker at vedblive med at være.
Så vi må konstatere, at de 44 ændringsforslag fra regeringen ikke har ændret grundlæggende på de her ting.
Det vil til gengæld de ændringsforslag, som vi har stillet især sammen med SF, De Radikale og Alternativet, og jeg skal derfor anbefale de ændringsforslag til Tingets vedtagelse.