Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 134:

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Præcisering af målgruppen til de særlige pladser på psykiatrisk afdeling, indstillingsret for regionsrådet og justering af visitationskriterierne til de særlige pladser på psykiatrisk afdeling).

Af sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby).

(Fremsættelse 20.12.2018).

Forhandlingerne er åbnet. Hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Det er korrekt annonceret, at det her drejer sig om psykiatri, at det drejer sig om behandlingsmuligheder til svært psykisk syge patienter. Lad mig resumere baggrunden for, at vi har lovforslaget her i Folketingssalen i dag: Tilbage i 2016 kunne vi registrere, at der fandt nogle meget voldsomme hændelser sted på bosteder og andre steder, hvor psykiatriske patienter opholder sig. Det var svært psykisk syge patienter, det var udadreagerende patienter, og det var uforudsigelig adfærd, de lagde for dagen.

Det betød, at vi i Folketinget kiggede på, hvad vi kunne gøre for at forbedre behandlingsmulighederne. Kunne man etablere nogle særlige behandlingssteder til den her type af psykiatriske patienter? Og det var det, vi endte med at gøre. 150 socialpsykiatriske sengepladser fordelt på alle fem regioner. Det var ikke let at føde de 150 senge. Der var mange diskussioner om, hvordan kriterierne skulle være: Hvilke patienter skulle ind, hvem skulle administrere, hvem skulle betale, hvordan skulle forholdene være for de patienter, som havde plads på et bosted, altså skulle deres plads på bostedet stadig være der, mens de var indlagt på en af de pladser på de socialpsykiatriske afdelinger?

Nu evaluerer man og kigger på, i hvor høj grad det er lykkedes at få de 150 sengepladser etableret, i hvor høj grad det er lykkedes at få de 150 sengepladser besat med psykiatriske patienter ud fra det kriteriesæt, som var opstillet i loven, der lå bag de 150 sengepladser. Det er årsagen til, at vi mødes her i dag. Det er årsagen til, at vi i ordførerkredsen har drøftet en justering, en ændring af de visitationskriterier, som gør, at man kan komme ind på en af de 150 sengepladser.

Det, der ligger i lovforslaget her i dag, er, at man vil kigge på en lempelse af de seks krav, som er stillet op. Der er også lagt op til, at man frem for at opfylde alle seks krav nu blot skal opfylde fire af visitationskravene. De visitationskrav er eksempelvis et farlighedskriterie – der sker en lempelse af det. Der sker også en lempelse af sværhedsgraden af psykisk sygdom. Der sker nogle justeringer og nogle forandringer af formuleringer, i forhold til at der ikke skal stå, at det skal være af afgørende betydning, men at det kan være det bedst egnede tilbud. Det er alt sammen spørgsmål om at prøve at åbne op, så det bliver lettere at få svært psykisk syge patienter ind på de her pladser.

En anden justering af loven er, at regionsrådene med den faglighed og kompetence, der ligger bag den psykiatriske del af psykiatribehandlingen i Danmark, også får mulighed for fra regionernes side at anmode visitationsforummet, som er dem, der endelig beslutter, hvilke patienter der skal ind på pladserne, om at lave en indstilling, for at en psykisk syg borger/patient kan få en plads.

To andre præciseringer, som også er af meget stor væsentlighed, synes vi fra socialdemokratisk side, er, at børn og unge under 18 år ikke er omfattet af de her sengepladser og den her lovgivning, og at man, fordi det sker frivilligt, kun kan tilbyde 1 af de 150 sengepladser til habile patienter, altså borgere, der kan svare for sig selv og forstår konsekvenserne af at blive tilbudt en form for særlig behandling på de her pladser.

Jeg skal slutte af med at sige, at Socialdemokratiet støtter de her ændringer. Det er nødvendigt, at vi får prøvet af, hvordan vi får de 150 sengepladser bedre i spil, for der er mangel på sengepladser. Derfor er der et paradoks i, at vi har ledige pladser, samtidig med at mange andre psykiatriske patienter mangler sengepladser.

Den politiske intention har været god. Som jeg indledte med at sige, har det været lidt vanskeligt at få strikket modellen fuldstændig fint og godt sammen, og det viser sig nu, at visitationskriterierne i hvert fald har været for stramme – derfor slækker man på dem og laver justeringer. Men det er vigtigt for mig som sundhedsordfører at sige, at psykiatrien har problemer i sin struktur. De her 150 sengepladser løser ikke alle udfordringer og problemer. Der er udfordringer i den regionale behandlingspsykiatri, men der er bestemt også problemer i den kommunale socialpsykiatri, og det skal vi bare have for øje.

Vi håber i Socialdemokratiet, at vi vil få held med det her, og at væsentlig flere svært psykisk syge patienter kommer ind og får en god og kvalificeret og særlig struktureret behandling på de her pladser. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Psykiatrien lider. Psykiatrien har det ikke godt. Der er rigtig mange ting, som vi i Dansk Folkeparti godt kunne tænke os anderledes, men det er også svært på et område, hvor ressourcerne mangler. I de år, jeg har været psykiatriordfører, kan vi jo se, at på nogle områder har der manglet økonomi, og på andre områder har der manglet personale. Der har også manglet, at man var enig om, i hvilken retning man skulle gå for at sikre, at vi havde en psykiatri, der tog vare på alle de mennesker, der fik en psykiatrisk lidelse.

Vi er på vej med små skridt, og jeg vil sige i forhold til det lovforslag, som vi har oppe nu, at vi støtter lovforslaget, som det er, men jeg vil også sige om det første lovforslag, at det ikke var noget, der groede i Dansk Folkepartis have, og vi var meget tæt på ikke at kunne være med til forslaget. Grunden til, at vi i sidste ende gik med til forslaget, var, at vi fik taget den tvang ud, som skulle gælde for mennesker, der hverken havde en psykose, eller som var kriminelle eller på anden måde udsatte, for der måtte vi sætte grænsen – det kunne vi simpelt hen ikke acceptere.

Derfor gik vi med til at få lavet dette lovforslag med at få lavet 150 pladser. Vi havde hellere set, at vi havde opnormeret nogle af de pladser, vi har, sådan at man kunne sikre, at man ikke udskrev patienterne for tidligt, samt at man kunne indlægge patienterne, når der var brug for det, for det var en af de ting, vi kunne se i de overfald, der havde været, nemlig at der var nogle, der ikke var raske nok til at være på det sted, de var, hvad enten det var et forsorgshjem, eller det var en social institution.

Grunden til, at vi så er med i forslaget, er selvfølgelig for at sige, at vi bliver nødt til at gøre noget. Vi bliver nødt til at sætte ind. Vi sad rigtig mange partier og skulle være enige om det her, og så bliver det altså et kludetæppe – det må man sige – i stedet for at vi kan lave en psykiatri, der hænger sammen, lige fra man får en diagnose, får sin behandling, bliver indlagt, og til man bliver udskrevet og der bliver taget hånd om en i socialpsykiatrien.

Vi havde gerne set, at kommunerne havde brugt de specialiserede pladser, der faktisk var derude, men det gjorde kommunerne ikke, så der var faktisk flere steder, der måtte lukke for specialiserede pladser, selv om de var der. Det er så også en af grundene til, at vi i Dansk Folkeparti sammen med regeringen har sat penge af til akutteams, for vi ved, at der er nogle, der går derude, som på grund af afmagt har brug for hjælp. Vi kan se, at politiet bruger rigtig mange ressourcer på at hjælpe til der, hvor der er nogle, der er udadreagerende, og som måske ikke får den hjælp, de har brug for. Det er sørgeligt, men det er en brandslukning, som vi prøver at være i gang med.

Jeg er også rigtig glad for, at der bliver sat penge af til nogle flere pladser, sådan at det sikres, at man får den behandling, man skal have, men vi kunne godt have tænkt os mange flere pladser i psykiatrien, indtil vi får vendt psykiatrien om, så vi kan behandle i nærmiljøet, hvilket er nogle af de ting, som vi arbejder på. De kriterier, vi ændrer nu, er, at vi slækker kravene, som der er nogle der har sagt. Det vil sige, at fire ud af de seks kriterier skal være opfyldt, for at borgeren kan visiteres til en særlig plads, at farlighedskriteriet lempes, at det ikke længere skal være påkrævet, at patienten har fået stillet en psykiatrisk diagnose for at blive visiteret til en særlig plads.

Udredning kan nu også indgå som en del af opholdet. Der sættes fokus på, om borgeren ville have gavn af tilbuddet her og nu frem for et fokus på patientens historik, og om tilbuddet vurderes at være det bedst egnede til at forebygge vold og misbrug. Men vi sikrer også, at patienten giver et informeret samtykke, og det var det, som vi synes var det vigtigste i forhold til de her pladser.

Så vi giver det her en chance mere, og jeg vil sige, at hvis ikke vi får pladserne brugt, er det spild af penge, og så må vi lukke stederne og konvertere det til sengepladser andre steder. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Jane Heitmann, Venstre.

Det har været en svær fødsel, om man så må sige, at få vedtaget lovgivningen om de særlige psykiatriske pladser, der skal hjælpe en helt særlig gruppe borgere. Og frem og tilbage er lige langt, om man så må sige, for det er ikke længere tid siden end i juni 2017, at vi her i Folketinget vedtog en lovgivning, der skal give hjemmel til etablering af en helt ny type psykiatriske pladser, og i den forbindelse også vedtog en række – for at være helt præcis seks – visitationskriterier til at få tilbudt sådan en særlig plads. Nu halvandet år efter må vi sande, at pladserne ikke har været brugt i den udstrækning, vi godt kunne ønske os.

Når Danske Regioner oplyser, at der er åbnet 83 pladser i 2018, men at over halvdelen står tomme, bør det naturligvis give anledning til, at vi spørger os selv og hinanden: Hvad skal der til, for at vi kommer i mål med ambitionen om bedre og mere målrettede tilbud til en særlig sårbar gruppe borgere i det danske samfund, nemlig dem med de sværeste psykiske lidelser og ofte også et misbrug?

KL og Danske Regioner har ytret ønske om, at visitationskriterierne lempes, og det har vi lyttet til. Det betyder helt konkret, at visitationskriterierne, der handler om farlighed og om svær psykisk lidelse og om opholdet, justeres, således at borgeren fremover skal være i risiko for at være til fare for andre, at der skal være en formodning om en svær psykisk lidelse, ligesom opholdet på en af de særlige pladser skal formodes at være det bedst egnede for borgeren. Derudover vil det fremover være tilstrækkeligt, at kriterierne 1-3 er opfyldt og mindst et af kriterierne 4-6. Det lyder måske lidt teknisk, men det giver mening, særlig set i lyset af at regionsrådet fremadrettet også får mulighed for at komme med indstillinger til visitationforum.

Vi er i Venstre fuldt ud klar over, at der er delte meninger om den særlige konstruktion, som pladserne jo er. Og det afspejles i høringssvarene, som jo også var en del af diskussionerne i 2017, men vi må være ærlige og sige, at vi desværre har set flere tragiske hændelser, hvor psykisk syge har overfaldet andre, også med døden til følge. Derfor er der behov for forskellige indsatser, og de særlige psykiatriske pladser er blot en blandt flere indsatser.

Vi håber fra Venstres side, at vi med lovforslaget og de nævnte justeringer har skabt bedre muligheder for at fylde pladserne op, for der er brug for dem, både for at skabe tryghed for personalet derude, men også for at skabe de bedst mulige behandlings- og omsorgstilbud til mennesker med svære psykiske lidelser og måske endog et samtidigt misbrug. Vi må hverken svigte borgere eller personale. Venstre kan støtte lovforslaget som fremsat.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Vi behandler i dag L 134, som lemper på visitationskravene til de særlige pladser på de psykiatriske afdelinger, som blev vedtaget igennem L 207 i juni måned 2017. Hvor der tidligere har været seks visitationskriterier, der alle sammen skulle være opfyldt, ændres det nu til, at kravene om farlig og uforudsigelig adfærd, svær psykisk lidelse og sociale problemer kombineres med et af de øvrige kriterier om gentagen eller langvarig indlæggelse, at det er det bedst mulige tilbud om, at behandlingen støtter rehabilitering, eller at det er det bedste tilbud for at undgå misbrug, vold eller kriminalitet. Samlet set skal der bare være fire af de kriterier, der skal være opfyldt.

Grunden til, at man vil ændre på de her visitationskriterier, er, at man i oktober 2018 kunne konstatere, at kun 40 ud af de indtil nu 83 oprettede pladser bliver benyttet, og det er jo selvfølgelig uholdbart. Det er fuldstændig uholdbart, at der i en i forvejen presset psykiatri er ubrugte pladser, når vi ved, at der er en uhørt mangel på ressourcer og pladser i det hele taget. Men det giver jo også anledning til at spørge om, hvorfor det så forholder sig sådan. For når psykiatrien er så presset, hvorfor har vi så pladser, der står ubenyttede hen? Der tror vi i Enhedslisten, at en del af det svar ligger i, at L 207 ikke var den rigtige løsning på de enorme udfordringer, vi har oplevet i både socialpsykiatrien og hospitalspsykiatrien, og heller ikke i forhold til de borgere med psykisk sygdom, der ikke får den behandling, de er berettiget til.

Som både brugere, pårørende og faglige organisationer har gjort opmærksom på både dengang og nu, er det ikke ny lovgivning, der er brug for, men det er flere midler: Midler til en styrkelse af socialpsykiatrien, midler til en styrkelse af hospitalspsykiatrien, til flere mindre, men til gengæld mere specialiserede tilbud, til efteruddannelse og til indførelse af mere varierede behandlingstilbud. Ikke mindst er der brug for specialiserede tilbud i alle regioner til dobbeltdiagnosticerede, der bygger på de erfaringer, vi kender i forvejen, og som vi ved virker. Derfor er der også flere organisationer, der i høringssvarene betoner, at de støtter det udspil, der ligger fra Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, der gerne vil konvertere pladserne til ordinære pladser i hospitalspsykiatrien.

Men det helt gennemgående og tydelige budskab er, at psykiatrien fortsat er underprioriteret og halter efter i forhold til somatikken, en skævhed, der desværre ikke bliver rettet op på med de alt for få midler, der bliver tilført i Psykiatriplan II og i finansloven. Derfor er det også så forstemmende, at der stadigvæk står ubrugte pladser i en presset psykiatri.

Vi deler den bekymring, der i høringssvarene bliver nævnt, både fra Socialpædagogerne og fra Patientforeningen, om, at det er for tidligt at ændre på visitationskriterierne, når vi reelt ikke ved, hvad årsagen er til den manglende brug. Vi kan også konstatere, at det i nogle regioner faktisk er lykkedes at udnytte kapaciteten. Jeg vil i den forbindelse sige, at vi i Enhedslisten også finder det stærkt beklageligt, at man ikke har udnyttet muligheden for ved revision af visitationskriterierne at fjerne muligheden for, at kommunerne kan forlange, at en borger skal opsige sin lejlighed i et eksisterende botilbud for at blive visiteret til en midlertidig plads på de særlige psykiatriske afdelinger. Det kunne være en meget forståelig grund for en borger til at takke nej. Vi er klar over, at det er noget, der reguleres i serviceloven, men vi mener, at lempelsen af visitationskriterierne havde været en oplagt mulighed for at fjerne den mulighed for kommunerne.

Men de kritiske bemærkninger til trods kan vi konstatere, at forslaget her om at lempe på visitationskriterierne trods alt giver mulighed for, at der bliver lettere adgang til de pladser, der er så hårdt brug for. Derfor kan vi i Enhedslisten støtte forslaget, og vi kan garantere, at vi fortsat vil kæmpe for at sikre bedre vilkår for ansatte, brugere og pårørende i psykiatrien.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og den sidste ordfører før middagspausen er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Desværre så vi nogle meget alvorlige hændelser i 2016 på botilbud, og der var derfor brug for at gøre noget for sikkerheden for både ansatte og beboere. Der blev derfor indgået en bred politisk aftale i 2016 om en plan til forebyggelse af vold på bosteder, herunder 150 nye typer særlige pladser på psykiatriske afdelinger. Ikke alt har været optimalt, og det har været en svær proces, og selvfølgelig må vi nu rette op på de problemer, der er. Det har vist sig, at visitationskriterierne ikke fungerer efter hensigten, og at det begrænser muligheden for at visitere alle patienter i den relevante målgruppe, og der derfor står dyre pladser tomme, og det gavner jo ikke nogen. Derfor justeres visitationskriterierne med dette lovforslag, og det er håbet, at pladserne i højere grad kan bidrage til at hjælpe både personale og beboere til en bedre og mere tryg hverdag. Liberal Alliance støtter forslaget.

Tak for det.

Jeg skal her udsætte mødet til kl. 13.00. Den første ordfører herefter er fru Pernille Schnoor.

Mødet er udsat. (Kl. 11:55).

Vi genoptager førstebehandlingen af lovforslag nr. L 134 fra sundhedsministeren. Og den ordfører, der ifølge den rækkefølge, der står her, skal på talerstolen nu, er fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Vi hørte før pausen flere ordførere skitsere, hvad problemet er, og hvorfor vi står her med L 134. Jeg vil sige, at de forhandlinger, vi havde, og som førte til, at vi vedtog en lov i 2017, var meget, meget vanskelige. De var jo vigtige, fordi vi havde nogle udfordringer, i forhold til at der var en bestemt type af sager med patienter, som faldt mellem to stole i forhold til to lovgivninger, serviceloven og sundhedsloven; der var altså nogle udfordringer i forhold til det, som vi var nødt til at løse. Der var også nogle meget alvorlige voldsepisoder på de socialpsykiatriske bosteder, herunder desværre også drab på fem ansatte. Det var det, der førte til, at vi gik i gang med de forhandlinger, og som jeg netop har sagt, var det nogle meget vanskelige forhandlinger – det er også en af årsagerne til, at vi står her i dag, altså fordi der stadig væk ikke er enighed om, om det var den rigtige løsning, vi valgte dengang.

Jeg og Alternativet så egentlig gerne dengang, at vi brugte penge på flere sengepladser, og at vi brugte penge og satte fokus på de rigtig gode tilbud, der faktisk var. Der var jo enkelte tilbud i Danmark, hvor man havde gode erfaringer med den her gruppe af mennesker. Vi gik med, fordi vi kunne se, at der var rigtig, rigtig meget brug for en løsning. Som jeg sagde, var der tale om en gruppe af patienter, af mennesker, som ikke rigtig fik de rigtige tilbud, og som faldt mellem to stole lovgivningsmæssigt. Så man havde vanskeligt ved at tilbyde dem noget, som passede til deres behov og deres situation.

Efter vedtagelsen af reglerne og loven om de her 150 særlige pladser har der vist sig udfordringer med f.eks. at visitere patienter til de særlige pladser, og vi har også set, at en stor del af pladserne står tomme. Og for at sikre, at visitationskriterierne ikke virker unødigt begrænsende, står vi så her i dag med et forslag om at lempe tre af de seks visitationskriterier.

Jeg vil gøre det kort og sige, at jeg ikke nødvendigvis tror, at det, vi vedtager i dag, løser de udfordringer, der er i psykiatrien – slet ikke generelt, for der har vi nogle meget, meget store udfordringer, der også kræver en anden økonomisk situation end den, vi har nu. Men i Alternativet tilslutter vi os lovforslaget og ideen om, at vi ændrer de særlige sengepladser til ordinære sengepladser, fordi vi jo finder det dybt bekymrende, at vi har tomme sengepladser i psykiatrien, altså i et system, der er stærkt presset. Jeg håber, at loven her kan medvirke til, at vi får den løsning, som vi egentlig gerne ville have, da vi havde de forhandlinger. Vi gik alle sammen ind i det med ønsket om at finde nogle gode løsninger, men det var meget svært for os. Vi gjorde vores bedste, kan man sige, men nu forsøger vi så i dag at ændre på det i forhold til de erfaringer, man har med den lov.

Så vi siger ja til lovforslaget.

Tak til fru Pernille Schnoor. Der er ingen korte bemærkninger. Så går vi videre til fru Anne Marie Geisler Andersen, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Det her lovforslag har primært til formål at justere visitationskriterierne for de særlige pladser på psykiatrisk afdeling, hvilket er meget kærkomment, for de har været meget svære at besætte. Primo oktober 2018 stod 43 af 83 pladser tomme. I Region Syddanmark f.eks. er der netop åbnet 7 pladser i Esbjerg, og der kommer snart 10 mere, selv om man endnu ikke har fået besat de første 15 i Vejle.

I forhold til de særlige pladser kan kommuner og regioner som bekendt ikke regulere antallet af pladser op og ned efter behov. Men når vi nu ved, hvor trængt psykiatrien er, hvad angår ressourcer, så er der næppe tvivl om, at dette ikke er den bedste anvendelse af midlerne, og derfor hilser vi i Radikale Venstre et forslag, som skal sikre en bedre udnyttelse af pladserne, velkommen, også selv om vi er usikre på, om de foreslåede tiltag vil være helt tilstrækkeligt.

Med det her lovforslag blødes der som sagt op på flere af visitationskriterierne, så man eksempelvis ikke længere skal være direkte til fare for andre eller have en psykiatrisk diagnose, men blot skal vurderes i risiko for at være til fare for andre eller formodes at have en svær psykiatrisk lidelse for at komme i betragtning til en plads. Således vil pladserne kunne komme mennesker til gavn, som nok er forpinte, men som ikke nødvendigvis er færdigudredt. Den enkelte borger skal nu også kun leve op til fire ud af seks kriterier for at kunne få en plads – og så langt så godt.

Lovforslaget præciserer også, at målgruppen er voksne, habile mennesker, der har givet samtykke, og ligeledes åbnes der op for, at ikke kun kommunerne, men også regionerne på baggrund af deres ekspertise og deres kendskab til patienterne kan indstille en patient til visitationsforummet. Det bakker vi op om.

Spørgsmålet er, om lovforslagets tiltag vil være tilstrækkeligt til at få besat pladserne. Sådan som jeg læser det, tager lovforslaget ikke fat på udfordringen med den langtrukne administrative proces i forhold til at visitere de her borgere. Mon ikke det ville kunne bidrage yderligere til at få besat pladserne? Man kunne også vælge at justere pladserne efter efterspørgslen eller helt at konvertere dem til almene sengepladser til samme målgruppe, som det også er blevet foreslået af bl.a. KL og Danske Regioner, et forslag, som bakkes op af flere organisationer. Men det gør man ikke. Til gengæld imødekommes flere af høringssvarene, idet man fremskynder lovens ikrafttrædelse, hvilket vi finder positivt. Jo før loven træder i kraft, desto hurtigere vil vi også kunne vurdere effekten.

Radikale Venstre støtter således forslaget, men vi stiller os skeptiske over for, om det vil være tilstrækkeligt. Og lykkes det ikke snarest at få fyldt pladserne op, må i vores øjne andre midler tages i brug. Alt andet ville være spild af ressourcer på et område, der i den grad trænger.

Tak for det. Så er det fru Trine Torp fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det forslag, som vi behandler i dag, er jo en justering af den aftale, som vi lavede i juni 2017, om etablering af en ny type særlige pladser til psykiatriske patienter. Som flere har peget på, er det efter oprettelsen af de særlige pladser blevet kendt, at der er væsentlige problemer med at visitere patienter til pladserne, og forslaget her lemper på tre af de seks visitationskriterier, så der ikke er en unødig barriere for, at særlig udsatte patienter kan visiteres til pladserne i fremtiden.

Man kan jo have rigtig mange forestillinger om, hvad grunden er til, at de ikke bliver brugt. og det er der også en masse bud på i høringssvarene. Det er svært at sige, når lovforslaget har haft så kort tid til at virke, og derfor synes jeg, vi skal følge grundigt med i, hvordan det i øvrigt udvikler sig, og være klar til at justere, hvis der er brug for det.

Det fremgår af høringssvarene, at der er kritiske bemærkninger om forslaget, især fra KL og Danske Regioner. Og de fleste af disse kritiske bemærkninger handler jo ikke primært om dagens konkrete lempelser af visitationskriterierne, men om beslutningen om at etablere sengepladserne i den konstruktion, som det skete i 2017, med henvisning til at det netop har været svært at visitere til de oprettede pladser. I SF anerkender vi fuldt ud, at de gældende visitationskriterier har været alt for begrænsende. Men med de nye visitationskriterier skaber vi netop grundlaget for, at flere borgere kan visiteres til sengepladserne, og så må det være op til en løbende opfølgning og evaluering, hvorvidt og hvordan virkningerne af lempelserne så fungerer i praksis.

Det er i den forbindelse også værd at bemærke, at der jo faktisk er eksempler på regioner, hvor det er lykkedes at visitere borgerne til de nye sengepladser. I Vordingborg i Region Sjælland er samtlige 7 sengepladser blevet besat, og der er venteliste til yderligere 16 sengepladser, som åbnede i december 2018.

Inge Fjordside, som er leder af de særlige pladser i Region Sjælland, har i et interview i socialpædagogernes fagblad den 29. november peget på, at regionens succes med visitationen til sengepladserne både handler om indretningen af de særlige pladser, så der er fokus på rehabilitering og recovery, og så sengepladserne ikke ligner en hospitalsafdeling, men også handler om, at samarbejdet med de 17 visiterende kommuner i regionen har været godt og konstruktivt. Det er netop nogle af de erfaringer, som de andre regioner og kommuner kan trække på fremover, og det håber jeg også kan være det, vi sætter i gang, når nu vi også lemper lidt på kriterierne. Nu kommer de nye visitationskriterier til at virke i praksis, og så må vi selvfølgelig følge op og se, hvordan de virker.

Der er nogle af høringssvarene, som peger på, at man kunne rykke den dato, hvor loven træder i kraft, og der håber jeg da, at vi også kan være enige om, at vi er interesseret i, at de her pladser bliver brugt så hurtigt som muligt. Så på den baggrund bakker SF op om forslaget.

Tak til fru Trine Torp. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti, som åbenbart har et eller andet fint lille jubilæum. Er det 2-årsdagen for den første tale her fra talerstolen?

Det er nemlig rigtigt; det er i dag lige præcis 2 år siden, jeg havde min første arbejdsdag herinde og holdt min allerførste tale herinde. Jeg er ikke lige så nervøs i dag, som jeg var dengang.

Som flere af ordførerne i dag har været inde på, vedtog vi i juni 2017 at oprette de her særlige pladser på psykiatrisk afdeling, og det har så efterfølgende vist sig, at der har været nogle udfordringer med at få visiteret patienter til de her særlige pladser, og en stor del af pladserne står desværre tomme. For at sikre, at visitationskriterierne ikke virker unødigt begrænsende for visitationen til pladserne, stilles der her i lovforslaget forslag om at lempe på visitationskriterierne.

Med lempelserne, som der her lægges op til, håber vi fra konservativ side, at vi kan få pladserne taget i brug, og vi bakker derfor op om justeringerne i lovforslaget. Samtidig vil jeg opfordre til, at regionerne kigger på det gode eksempel fra Region Sjælland, hvor ledelsen har holdt oplæg om de særlige pladser i samtlige kommuner i regionen. Det var for netop at sikre, at kendskabet til de særlige pladser blev udbredt i kommunerne, hvilket kan have været medvirkende til, at alle pladserne i Region Sjælland er fuldt belagt.

Vi siger tak til den konservative ordfører. Så går vi videre til ministeren – hun har været her i mere end 2 år. Værsgo til ministeren.

Tak for bemærkningerne og modtagelsen af lovforslaget. Som mange af ordførerne har sagt, var det jo i høj grad en lang række alvorlige hændelser på botilbud, drab på ansatte og en tilspidset situation, som betød, at vi tilbage i 2016 og med lovforslaget i 2017 i en bred politisk aftale valgte at etablere de særlige pladser på psykiatriske afdelinger.

Formålet med de særlige pladser var og er fortsat at stabilisere særlig udsatte patienters helbred gennem en helhedsorienteret behandlings- og rehabiliteringsindsats. Formålet var og er derudover at nedbringe antallet af voldsepisoder og konflikter og opnå bedre sikkerhed for andre patienter og medarbejdere. Og som mange af ordførerne også har sagt, må man jo sige, at de særlige pladser har haft en svær start, særlig nogle steder i landet. For når man, som også flere ordførere har nævnt, kan se den store variation, der er i brugen af pladserne, kan det måske også godt undre lidt, at man sådan set ikke for længst har lært af den succes, som der har været i Region Sjælland med at få pladserne til at fungere godt.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at besøge de særlige pladser i Region Sjælland – i Vordingborg – og tale med lederen og med medarbejderne og også nogle af de borgere, som har haft rigtig god gavn af de særlige pladser. Og jeg kan da godt ærgre mig over, at man så kan se i andre regioner, at der står pladser tomme, når vi ved, at der er tale om en rigtig sårbar gruppe af borgere – mange ofte med både psykiatriske lidelser, misbrug og gentagne indlæggelser bag sig – som har et behov for stabilitet og nogle længerevarende ikke bare behandlingsforløb, men også rehabiliteringsforløb. Det er ærgerligt, ikke mindst set i lyset af at vi også ved, at vi på mange måder har en presset psykiatri, hvor 150 pladser er nødvendig ekstra kapacitet i forhold til at sikre, at alle de borgere med psykiske lidelser, der har behov for et behandlingstilbud og en rehabiliteringsindsats i form af de særlige pladser, også kan visiteres til dem, og at vi kan gøre gavn med dem.

De første særlige pladser stod jo klar til brug i marts 2018, og i oktober 2018, hvor der så var etableret 83 ud af de 150 særlige pladser, viste tallene, at 43 ud af de 83 særlige pladser stod tomme, og dermed var det kun lidt under halvdelen, der var i brug. Og når vi så allerede nu behandler det her lovforslag, er det jo i erkendelse af, at der ikke er nogen af os, der ønsker en situation, hvor en så vigtig ressource i vores psykiatri står tom.

Derfor handler det for mig også om at handle hurtigt i forhold til de udfordringer, vi har set, særlig omkring visitationskriterierne, selv om vi jo egentlig oprindelig havde lagt op til, at der skulle gå længere tid, inden vi evaluerede lovforslaget. Jeg synes også, det er udtryk for, at vi har en forpligtelse til at sørge for, at de særlige pladser kommer godt i gang, for det er både uholdbart og også utilfredsstillende, at de særlige pladser ikke er blevet anvendt i det omfang, der har været intentionen.

Allerede tilbage i maj/juni måned under økonomiaftaleforhandlingerne havde Sundheds- og Ældreministeriet dialog og drøftelser med Danske Regioner og KL om årsagen til det høje antal tomme pladser. Og allerede på det tidspunkt, altså sidste forår, pegede Danske Regioner og KL på, at visitationskriterierne i psykiatriloven unødigt begrænsede muligheden for at visitere de patienter, som målgruppen til de særlige pladser var tiltænkt.

Når vi kigger på lovforslaget i dag, hvor vi jo så også lægger op til, at regionsrådet i patientens bopælsregion fremover får mulighed for at anmode visitationsforummet om at udfærdige en indstilling til en særlig plads, så undrer det mig egentlig lidt, hvorfor der var så stor modstand mod det, da vi lavede det oprindelige forslag, for det var jo noget af det, der også gav anledning til rigtig stor diskussion og også en meget stor modstand på det tidspunkt fra kommunernes side, at man reelt set også kunne lade den vurdering, der ligger hos medarbejdere i behandlingpsykiatrien og dermed er forankret i vores regionsråd, komme ind i visitationsforummet for at sikre, at de patienter, for hvem tilbuddet om de særlige pladser kunne være relevant, reelt set også fik en vurdering.

Lige inden den offentlige høring af lovforslaget og dermed efter den dialog og den aftale, der var lavet med Danske Regioner og KL, kom Danske Regioner og KL med en ny fælles udmelding om de særlige pladser, som flere af ordførerne også har omtalt, nemlig at de skulle omdannes til ordinære sengepladser reserveret til den oprindelige målgruppe.

Som flere af ordførerne også har sagt, var det jo på mange måder et sympatisk forslag. Jeg synes så bare, at Danske Regioner og KL ligesom manglede at pege på, hvor finansieringsmankoen skulle komme fra, for jeg synes egentlig, at det sådan lidt var et udtryk for, at man først siger noget, og at man umiddelbart efter siger noget andet, og at man så efterlader en årlig regning på 220 mio. kr., hvis man ligesom bare vil omlægge dem til almindelige sengepladser, uden på nogen måde fra kommunernes og regionernes side at anvise, hvordan finansieringen skal tilvejebringes.

Derfor mener jeg sådan set fortsat, at det lovforslag, som vi behandler i dag, er et vigtigt og rigtigt initiativ at tage, i forhold til at se på, om vi ikke kan skynde på, at pladserne nu bliver fyldt og kommer både patienterne og medarbejderne til gavn og ikke mindst forhåbentlig kan gøre en forskel for de borgere, der har behov for et tilbud. Og som sagt er Region Sjælland et rigtig godt eksempel på, at de særlige pladser kan fungere rigtig fint med fuld belægning og tilfredshed hos både personale og beboere, og det har ledelsen jo holdt oplæg om i samtlige kommuner i regionen, hvilket også ser ud til at gøre en forskel. Derfor kan jeg kun opfordre til, at man i de øvrige regioner og på de særlige pladser drager nytte af og bruger de erfaringer, man har fra Sjælland.

Jeg tror fortsat, at det her lovforslag er rigtigt, selv om jeg til fulde anerkender, ligesom flere af ordførerne har sagt, at det her bliver et område, vi kommer til at følge tæt, herunder også at sikre, at pladserne reelt set bliver fyldt, og at de ressourcer, vi har allokeret til at skabe de særlige pladser, dermed også kommer mennesker med psykiske lidelser til gavn, for ellers er vi selvfølgelig nødt til at tage en ny dialog.

Jeg stiller mig selvfølgelig til rådighed for de spørgsmål, som udvalget måtte have, og jeg håber på, at vi kan få en relativt hurtig udvalgsbehandling, så vi også kan få lovforslaget ud at virke, for jeg deler sådan set det ønske, som flere har fremført, nemlig at det handler om – også i forhold til ikrafttrædelsen, som vi har fremrykket én gang i forhold til høringsversionen af forslaget – at sikre, at lovforslaget kommer ud at virke og dermed bliver til gavn for de patienter, som det drejer sig om.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Som det er fremgået af debatten, kan man sige, at vi jo reelt set ikke ved ret meget om, hvorfor de her pladser ikke bliver benyttet. Der har vi jo ikke så meget evidens indtil nu. Og jeg tænker bare, at et af de elementer, der godt kunne have en betydning i forhold til det, jo netop kunne være det der med, at kommunerne stadig væk har muligheden for at forlange, at borgeren skal opsige sin plads i et eksisterende botilbud for at optage en plads i et midlertidigt tilbud, som de særlige psykiatriske pladser er.

Jeg er godt klar over, at det er noget, der bliver reguleret i serviceloven, men jeg vil bare godt høre, om regeringen har overvejelser om at lempe i forhold til den mulighed. For det er min opfattelse, at kommunerne ikke bruger den ofte, men så kan man sige, at for borgerne kunne der være en vis sikkerhed i at vide, at de ikke skulle opgive en eksisterende plads for at optage en plads i et midlertidigt tilbud.

Ministeren.

Jeg deler faktisk ikke opfattelsen af, at vi ingenting ved. Altså, vi har de erfaringer, vi har indhentet i forhold til KL og Danske Regioner, hvor der jo er tilgået aftalekredsen nogle klare anbefalinger, i forhold til hvad det er for nogle observationer, man har gjort, og hvad det er for nogle konkrete udfordringer, man har oplevet, der ligger i visitationsforum i forhold til visitationskriterierne. Og det er sådan set dem, vi handler på baggrund af. Og derudover tager vi så initiativet i forhold til at sikre, at regionsrådet kan indstille. Det har jo tidligere været genstand for en stor diskussion mellem KL og Danske Regioner, altså hvorvidt der også skulle være den mulighed. Der har vi jo så politisk valgt at sige, at det synes vi der skal være – også fordi vi desværre kan se, at der er rigtig mange sengepladser, der optages af færdigbehandlede patienter i psykiatrien, og hvor det kan være rigtig, rigtig relevant at tænke de særlige pladser ind som en mulighed, hvis man netop ikke kan se et tilbud ude i hjemkommunen, der er relevant for den pågældende borger – hvor behandlingsforløbet i psykiatrien egentlig er afsluttet, og hvor man så også kan indstille fra visitationsforum.

Jeg oplever, modsat det, som Enhedslistens ordfører siger, at kommunerne fortsat mener, at lovgivningen på socialområdet er for svag, i forhold til at de i dag står med dobbeltudgifter. Og derfor tror jeg måske, at vi har fundet en balance at starte med på det område.

Hr. Peder Hvelplund.

Det undrer mig bare lidt, når man netop har den mulighed i kommunerne for at kunne sige til en borger: Hvis du flytter til en midlertidig plads, kan det betyde, at du skal opgive en permanent plads et sted, hvor du i øvrigt er glad for at bo, og som du egentlig gerne vil vende tilbage til. Altså, alt andet lige må det da styrke borgerens retsstilling, hvis det er sådan, at man kan bibeholde den permanente plads frem for at skulle opsige den. Og vi ved jo ikke, om det er noget af det, der afholder borgere fra at søge om at komme på en midlertidig plads, at de ved, at de kan risikere at miste deres permanente plads. Og da kommunerne i forvejen ikke i særlig høj grad benytter sig af den bestemmelse, kunne det være en måde at slippe af med noget overflødig lovgivning på ved at sløjfe den bestemmelse.

Ministeren.

Jeg oplever ikke, at det er det, der er problemstillingen. Jeg oplever snarere tværtimod, at kommunerne peger på, at de synes, at lovgivningen er for snæver, i forhold til at man kan risikere at stå med dobbeltudgifter. Det er de tilbagemeldinger, som jeg får, men som Enhedslistens ordfører også siger, vedrører det ikke det her lovforslag – det ligger jo i sociallovgivningen, og derfor må man tage den dialog med børne- og socialministeren.

For så vidt angår de særlige pladser, tror jeg bare, det er vigtigt at sige – og det var jo også en del af den diskussion, vi havde politisk – at vi står fast på, at det skal være rehabiliterende og ikke bare habiliterende. For det var jo noget af det, som KL pegede på, altså at man måske godt kunne se for sig, at det ikke skulle flytte borgeren. Men det, der jo faktisk har været vigtigt at sige, er, at der skal ske en forbedring – der skal ske en recovery. Vi har sådan set et ønske om, at de tilbud til borgere om de særlige pladser, som nu også skal have en længere varighed end det, der oprindelig var tiltænkt, gerne skal bringe borgeren et andet sted hen, så man får et bedre grundlag for at komme videre i livet og måske netop får nogle af de redskaber, der gør, at man kan komme ud at fungere. Og derfor mener jeg sådan set også, det er vigtigt, at man tager det udgangspunkt, at for rigtig mange borgeres vedkommende skal man ikke tilbage til det samme – der skal man sådan set videre i sin tilværelse på baggrund af den hjælp og den behandling og den rehabilitering, man har fået på de særlige pladser.

Tak. Der er sådan et lille ur til hjælp – det er bare som en venlig orientering. Men der er flere spørgsmål, så der er rig lejlighed til at komme med sine synspunkter.

Hr. Flemming Møller Mortensen, værsgo.

Mange tak. Jeg synes, ministeren taler med to tunger. Ministeren siger, at det er vigtigt og rigtigt, at vi tager det initiativ og justerer loven nu – det er nødvendigt. Så siger ministeren, sådan hører jeg det, at regionerne jo bare kunne tage sig sammen. Alle regionerne kunne jo bare gøre ligesom Region Sjælland, og så var problemet væk. Som ministeren altid gør, benytter ministeren enhver lejlighed til at kritisere regionerne for deres kvalitet og deres opgaveløsning, taler imod regionerne. Det synes jeg klinger meget hult i sådan en alvorlig sammenhæng som den her, hvor ministeren også siger, at det er nødvendigt at ændre.

For det, der jo er faktum, er, at indtil nu er det kommunerne, der skal indstille til visitationsforummet, så det er kommunerne, der er årsag til, at patienterne ikke er henvist. Regionerne har oprettet pladserne, og de er faktisk på plads. Set med socialdemokratiske øjne tager regionerne ansvaret hver eneste dag for at prøve at løse problemerne. Region Sjælland har så løst det her problem, men de har godt nok også været uheldige, når det drejer sig om det nye store psykiatriske hospital i Slagelse, hvor de har afdelinger, der står tomme, fordi de ikke kan skaffe personale. Så regionerne kæmper hver eneste dag.

Der vil jeg bare spørge ministeren: Var det her et svar om, at regionerne burde tage sig sammen, eller var det et svar om, at det er rigtigt, at vi laver det her lovforslag og de her ændringer?

Ministeren.

Jamen som jeg sagde, mener jeg, begge dele er relevante. Når vi har valgt og også politisk har drøftet, at det her lovforslag er nødvendigt nu, og at vi ikke har villet lade tiden gå, så er det jo både, fordi det er en vigtig ressource, der lige nu står tom – altså, der er mennesker, der sådan set kunne have gavn af det her tilbud, men som ikke bliver visiteret til det, og det er vi da nødt til at handle på baggrund af – og fordi der er en praktisk virkelighed derude, hvor jeg bare må konstatere, at Region Sjælland på en helt anden måde er lykkedes med at få de særlige pladser til at fungere. Det skal man da lade sig inspirere af. Det har jeg da en klar forventning om. Selv om vi har fem regioner i Danmark, skal man da lade sig inspirere af de steder, hvor det går godt, og det gælder i det her tilfælde Region Sjælland.

I går talte vi om tolkegebyret, hvor det er Region Hovedstaden, der har fået sikret en god opkrævning. Der har jeg da en klar forventning om, at man lærer af de gode erfaringer, man har nogle steder, så man også får tingene til at fungere i dagligdagen. Det handler om arbejdsmiljø, det handler om særlige pladser, det handler om opkrævning af tolkegebyr, det handler om, at man hele vejen rundt selvfølgelig ikke skal sidde og opfinde den dybe tallerken, hvis man kan lære af hinanden og man kan få gavn af gode erfaringer, som i det her tilfælde kunne hjælpe nogle borgere, som i høj grad har behov for det tilbud, der ligger på de særlige pladser, i forhold til netop at få en mere recoverybaseret tilgang til psykiatrien.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Det tolker jeg så som en klar ros om, at vi har fem regioner, som kan prøve lidt forskellige ting af, og så finder man ud af, hvad der fungerer, og så er det det, man får implementeret. Det er jo lige den stik modsatte vej, regeringen pønser på at gå. De vil nedlægge regionerne og placere det hele i et centralt ministerium herovre, som så skal fortælle, hvordan man gør tingene. Her synes jeg virkelig at ministeren taler mod sine egne erfaringer med det, der lige er kommet. Tak.

Ministeren.

Jeg tager rigtig gerne en diskussion, både om regeringens kommende sundhedsreform og de initiativer, vi kommer til at tage for at løfte vores sundhedsvæsen yderligere, ligesom vi har løftet sundhedsvæsenet alle de år, vi har siddet i regering, for det har vi behov for. Patienterne har sådan set krav på, at vi hver dag gør vores sundhedsvæsen bedre. Det har vores medarbejdere i sundhedsvæsenet også. Og medarbejderne har også behov for, at vi sikrer, at der ikke står tomme pladser, så man ikke går på arbejde i Vejle og sådan set ikke har nogen borgere, man kan gøre en forskel for, når man kan lære af nogle af de erfaringer, der er gjort, i det her tilfælde med de særlige pladser på Sjælland. Og der har jeg da en klar forventning om at man udveksler erfaringer og lader de gode eksempler sprede sig.

Så er det fru Anne Marie Geisler Andersen, Radikale Venstre.

Tak. Så vidt jeg har forstået, er et af de problemer, der opleves ude i kommunerne, den langtrukne visitationsproces. Jeg vil bare høre: Hvad tænker ministeren om det? Er det noget, man kan og vil gøre noget ved?

Ministeren.

Det er jo relevant at have fokus på. Det er jo ikke sådan, at der i lovgivningen ligger nogle krav om, at det skal være en vis tid eller andet, så det handler jo også om, hvilke processer og procedurer man iværksætter henholdsvis regionalt og kommunalt i forhold til visitationsforum. Mit indtryk, også af det samarbejde, der kører i Region Sjælland, er, at man har opbygget nogle klare kontaktpunkter, og lederen af de særlige pladser har været rundt i kommunerne og fortalt om, hvilke muligheder der er, og hvilke begrænsninger der er.

De ændringer, vi laver nu med det her lovforslag, er det min klare overbevisning kommer til at betyde noget, fordi jeg ved, at nogle steder har man lidt haft en oplevelse af, at man skulle opfylde en lidt for lang tjekliste, i forhold til at der måske var nogle borgere, der så kun levede op til fire et halvt eller fem af kriterierne, og så stod man egentlig og gerne ville have visiteret dem, men havde ikke muligheden. Det er noget af det, som jeg håber på at det her lovforslag kan være med til at gøre, så processen kan være mere smidig, men også sådan, at nogle af de borgere, der kan have gavn tilbuddet, kan blive visiteret til en plads.

Tak.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.