Beskæftigelsesudvalget 2018-19 (1. samling)
L 13
Offentligt
Beskæftigelsesudvalget 2018-19
L 13 Bilag 6
Offentligt
Til beskæftigelsesudvalget
30. oktober 2018
Jeg hørte, at lovforslaget om opholdskrav for dagpengeret var blevet sendt til udvalgsbehandling
og vil ikke undlade at redegøre for min/vores holdning til dette lovforslag.
Ifølge aftalen mellem regeringen og DF skal udlændinge, der ikke er borgere i EU, og danskere,
der har boet i udlandet, have opholdt sig i Danmark i syv af de seneste otte år, hvis de skal have
krav på dagpenge. Målet er ifølge Dansk Folkepartis René Christensen at ”hindre,
at udlændinge
fra lande uden for EU flytter til Danmark og kan få dagpenge”.
Lad os tage et konkret eksempel
–
vores.
Min mand er amerikansk statsborger, der kom til Danmark i 1978. Han har været dansk gift siden
1977 og har to herboende voksne døtre og tre børnebørn. Han taler flydende dansk og har bl.a.
arbejdet som Vice President, Business Development i Rockwool.
Jeg er dansk statsborger, født i Japan af danske forældre, hjemvendt da jeg var tre. Jeg har gået
på privatskoler i Rungsted og Aalborg og taget eksamen som Cand. Jur. fra Københavns
Universitet
–
uden nogensinde at få en øre i SU, fordi jeg altid arbejdede ved siden af studiet og
ville klare mig selv. Jeg har taget en MBA på INSEAD i Frankrig, finansieret ved legater og lån,
som jeg sidenhen har betalt tilbage med renters rente
–
i Danmark. Og jeg har boet i Danmark i
sammenlagt 36 år, ind imellem udstationeringer i forbindelse med min karriere.
Vi har begge været medlemmer af danske A-kasser i alle de år, vi har boet og arbejdet i Danmark.
Min mand og jeg mødtes, da vi begge arbejdede for Rockwool i 2004, og vi blev gift i 2007. På
vores bryllupsrejse til Indonesien fik vi et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, så året efter, i 2008,
pakkede vi sammen og rejste til Indonesien for at arbejde derude. Vi blev derude sammenlagt 7 år
og vendte så tilbage i februar 2015 af familiemæssige årsager.
Hvad er så vores situation nu? Vi har købt hus og bil og arbejder begge for danske startups. Vi er
glade for vores jobs og håber bestemt, vi kan blive i dem i mange år fremover. MEN det er der
ingen garanti for, for min virksomhed er stadig i røde tal på bundlinjen, og min mands virksomhed
er helt nystartet. Hvad sker der så, hvis en eller begge virksomheder fejler?
Jeg er 55 år gammel, og min mand er 63. Uanset vores store kompetenceniveau og lange erfaring,
hænger jobbene ikke ligefrem på træerne i vores alder, trods vores store erfaring. Hvis det
frygtelige sker, og en af os mister vores job inden 2022, så har vi ifølge de nye regler ingen ret til
dagpenge! Ingen af os! Kontanthjælp kan vi heller ikke få, for vi har ikke været her i ni år. Så det
land, vi betragter som vores hjem, og som vi har bidraget til i mange, mange år, vil nu ikke hjælpe
os, hvis vi står uden job. Resultatet: Vi må gå fra hus og hjem.
Jeg er godt klar over, at vi nok ikke er arketypen på den gruppe mennesker, man har ønsket at
ramme med denne lovgivning, og der er givet nogle, der vil mene, vi ikke burde være taget til
udlandet overhovedet (at blive
ved jorden…). Der er sikkert også nogle, der vil mene, at min mand
for lang tid siden skulle være blevet dansk statsborger. Det valgte han ikke at blive af
arvemæssige grunde
–
muligheden for dobbelt statsborgerskab er ret ny. Han har bestemt tænkt
sig at blive dansk statsborger nu
–
hvis ikke vi opgiver at bo i et land, der så åbenbart ikke ønsker
os tilbage.