Beskæftigelsesudvalget 2018-19 (1. samling)
L 13 Bilag 18
Offentligt
Åbent brev til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og Folketingets beskæftigelsesudvalg
Med 30 års erfaring indenfor arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesområdet er der ikke meget, der
kan overraske mig, når det gælder lovændringer der er sket under skiftende regeringer. Jeg blev
imidlertid temmelig rystet, da jeg læste det nyligt fremsatte lovforslag L13 om Opholdskrav for ret
til arbejdsløshedsdagpenge, mv. Lovforslaget indebærer nemlig at der indføres forskelsbehandling
ved at stille nogle danske statsborgere ringere end andre, blot fordi de har arbejdet nogle år i
udlandet.
I 7 år efter hjemkomsten til Danmark vil borgere med forudgående arbejde i udlandet hverken
kunne tillade sig at få børn, blive syge eller blive opsagt, uden at risikere at skulle gå fra hus og
hjem. Argumentet for lovforslaget er at offentlige ydelser kun skal gives til borgere, der har en tæt
tilknytning til det danske arbejdsmarked. Lad mig dog give et helt konkret eksempel på, hvordan
lovforslaget rammer:
Mine egne sønner og deres kærester arbejder i dag i to forskellige lande i store globale
virksomheder. De har gjort alt dét, der indtil for ganske nyligt var helt rigtigt i forhold til de
politiske udmeldinger om at være på forkant i den globale konkurrence. De har haft
deltidsarbejde, mens de har gået i folkeskolen, på gymnasiet og på universitetet. De har taget en
del af deres universitetsuddannelse i udlandet. De blev ansat i faste stillinger i Danmark i
umiddelbar forlængelse af uddannelsen, og derfor har de i efterhånden mange år haft tæt
tilknytning til det danske arbejdsmarkedet og betalt skat her i landet. Lige nu indbetaler de stadig
kontingent til a-kassen. Når de om et par år vender hjem til Danmark med bred international
erfaring, som vil kunne komme virksomheder her i landet til gavn, vil de med det foreliggende
lovforslag reelt set være retsløse.
Jeg kunne pege på andre eksempler af tilsvarende karakter. Rigtig mange danskere har i løbet af
deres karriere valgt til at tilegne sig nye kompetencer gennem ophold i udlandet. Kokke, frisører,
hotelledere, designere, håndværkere, ingeniører, ledelsesrådgivere, farmaceuter og sygeplejersker
repræsenterer blot nogle få af de mange fagområder, som traditionelt set har benyttet
muligheden for at arbejde i udlandet i nogle år, for herefter at berige de danske virksomheder og
alle os andre danskere med ny inspiration og indsigt. Skal de lade være med det i fremtiden, hvis
de ikke vil risikere økonomisk ruin ved ledighed, sygdom og barsel efter hjemkomsten til
Danmark? For hvem i dagens Danmark har råd til at undvære en indtægt, hvis man skulle være så
uheldig at blive opsagt, blive gravid eller blive ramt af alvorlig sygdom? Og hvis de alligevel vælger
at rejse ud til andre lande end EU, skal de så melde sig ud af a-kassen? De vil jo alligevel ikke være
omfattet af det almindelige optjeningskrav på 1924 timers arbejde for ret til dagpenge sådan som
alle vi andre danskere
–
de må vente i 7 år, selvom det strider mod hele grundidéen bag
flexicurity-modellen, som vi danskere elsker at fortælle vidt og bredt om til vores internationale
samarbejdspartnere.