Tak for det, formand.
Det her forslag er jo netop kommet for at sikre, at der ikke skal være et misbrug af dagpengesystemet fra udlændinge, der er kommet til Danmark og vil arbejde og så kan få dagpenge.
Derfor er der lavet den aftale om, at man skal have været i Danmark i 7 år ud af de seneste 8 år, for at man kan få ret til dagpenge.
Vi erkender, at der er blevet arbejdet godt på at prøve på at sikre, at dem, der arbejder i Danmark, hvis de bliver sendt ud, hvis de har hyre på et skib, så ikke bliver ramt af den her regel.
Hvis de har ophold i udlandet som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed, bliver de heller ikke ramt.
Hvis de har ophold i udlandet i øvrigt som beskæftiget i offentlig dansk interesse, er de heller ikke omfattet af det her.
Og hvis man er ansat i en dansk virksomhed, herunder en filial eller et datterselskab, er man heller ikke ramt af det.
Det betyder også, at ophold i udlandet med henblik på erhvervskompetencegivende uddannelse, når medlemmet har opfyldt kravet om bopæl og ophold, umiddelbart før uddannelsen blev påbegyndt, ikke er omfattet.
Ophold i udlandet som forsker ved et udenlandsk universitet, en forskningsinstitution eller virksomhed, når medlemmet har opfyldt kravet om bopæl, umiddelbart før udlandsopholdet blev påbegyndt, er heller ikke omfattet.
Og det samme gælder ægtefæller, samlevere, registrerede partnere og umyndige børn til en person, der opfylder en af undtagelserne – så bliver man ikke ramt af det.
Så vi er kommet vidt omkring.
Det, vi så lige skal have ministeren til at afklare, er, hvad det betyder med en dansk virksomhed.
Er det en virksomhed, der er etableret i Danmark, eller skal den være danskejet?
Det skal vi lige have en afklaring af, for der kan være forskelle i den forbindelse.
Det synes jeg vil være ret og rimeligt at få afklaret.
Jeg synes, at det som sådan er et udmærket forslag, men i Dansk Folkeparti vil vi være klar til at se på det, som hr.
Leif Lahn Jensen er kommet med, altså hvad det indebærer, hvis man skal ændre det til 7 år ud af 10 år.
Det kan da være fornuftigt at få undersøgt.
Og så har jeg forstået det sådan på hr.
Leif Lahn Jensen, at hvis han fik det igennem, ville Socialdemokratiet stemme for det her forslag – altså, hvis det blev ændret til 7 år ud af 10 år; sådan har jeg forstået det.
Men jeg skal ikke her fra talerstolen kunne sige, om det er noget, der er muligt.
I Dansk Folkeparti vil vi hellere end gerne se på, hvordan vi sikrer, at danske lønmodtagere, danske statsborgere ikke bliver ramt uforvarende på grund af det her forslag.
Så det er vi selvfølgelig klar til at få undersøgt.
Men lad os nu lige få undersøgt det forslag, der er fra hr.
Leif Lahn Jensen, før vi tager endelig stilling til det forslag.
Men jeg synes, det er positivt, at hr.
Leif Lahn Jensen kommer med et konstruktivt forslag og siger:
Vi vil da gerne være med til at se på det, hvis vi kan få vores ønske opfyldt her.
Det skal man også anerkende, og der skal vi være klar til at se på, om der er nogle muligheder der.
Det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, men vi står helt inde for, hvad der er sagt i Dansk Folkeparti, også det, som vores finansordfører har sagt, og som hr.
Leif Lahn Jensen læste op.
Kan vi finde en løsning, der kan sikre, at danske statsborgere ikke bliver ramt uforvarende, er vi også klar til at se på det.
Men Dansk Folkeparti støtter selvfølgelig forslaget, og så har vi de her afklaringer, vi skal have lavet i forbindelse med udvalgsbehandlingen før tredjebehandlingen, og så må vi se, hvad ministeren så kommer frem til, og hvordan det ser ud, hvis vi skal imødekomme ønsket fra Socialdemokratiet.