Tak for ordet.
Inuit Ataqatigiit tilslutter sig lovforslaget og de mange gode opdateringer, som der er på området.
Vi vil gerne rose Justitsministeriet for at sikre, at reglerne bliver gjort tidssvarende, og at de passer til dagens grønlandske samfund.
Det er noget, vi har været meget optagede af, og vi kan jo kun håbe på, at andre ministerier også lærer af Justitsministeriet i forhold til de øvrige områder, som Danmark varetager på vegne af Grønland.
Retten til egen krop er der skabt en øget bevidsthed omkring i Grønland, heldigvis.
Vi har både undervisningsmateriale, og vi har også en børnetalsmand.
Vi har en handicaptalskvinde, som også taler på vegne af de sårbare grupper i det grønlandske samfund.
Overgreb, vold og voldtægt og ikke mindst seksuelle overgreb på børn er noget, som vi taler rigtig meget om i Grønland i disse år, og vi synes også, det er med rette, at de får den politiske opmærksomhed, som det her område bør have.
Derfor hilser Inuit Ataqatigiit også de her stramninger velkommen.
Det har store konsekvenser for den enkelte, som er offer for det.
Der er en masse senfølger for den enkelte.
Med dette lovforslag får vi styrket retssikkerheden og beskyttelsen af borgerne i Grønland, og stramningerne i lovforslaget sender et meget stærkt politisk signal om, at seksualforbrydelser mod børn og voksne ikke tolereres i det grønlandske samfund.
Så har vi fra Inuit Ataqatigiits side også nogle få bemærkninger, som vi gerne vil komme med.
For det første kan vi se, at det har taget noget tid at behandle det her lovforslag.
Vi ved godt, at det skal igennem forskellige høringer og igennem Inatsisartut, men det undrer os lidt, at de første høringer kom ind for omkring 2 år siden, og at det først er nu, vi behandler det.
For det andet er det også vigtigt at sige, at politiet har en vigtig opgave, men også en meget svær opgave, i forhold til at håndhæve loven, fordi vi ved, at der er en masse mørketal på det her område.
Alt for få overgreb og voldtægter anmeldes i forhold til de overgreb, som der sker.
Det ved vi fra andre statistikker, og derfor er det også yderst vanskeligt at sikre, at loven bliver efterlevet i praksis og i den udstrækning, som der ellers er behov for, og det må vi se på fremadrettet hvordan vi kan gøre noget ved.
At give samtykke eller tage samtykke tilbage er fortsat et område, hvor vi som borgere er sårbare.
Her bliver det ofte påstand mod påstand, altså krænker mod offer, og gang på gang ser vi derfor, at sager om f.eks.
seksuelle overgreb på børn falder til jorden og den mistænkte ikke får en dom på grund af manglende fysiske beviser.
I Danmark taler man om at ændre synet på samtykke og Inuit Ataqatigiit vil opfordre til, at når der sker stramninger i Danmark i forhold til samtykke, bør det også straks gælde i forhold til Grønland, for det er et sårbart område.
I Grønland har vi jo ikke forældelsesfrister, men desværre ser vi, at når der ikke er fysiske beviser i forhold til de her overgreb, gør det det enormt sårbart i forhold til den enkelte, og det gør ofte, at sagerne falder til jorden.
Et andet vigtigt område, som jeg gerne vil fremhæve, er strafudmåling, fordi i dag er det sådan, at der er to mennesker i Grønland, nemlig politimesteren og landsdommeren, som kan sætte sig sammen og beslutte sig for, hvad straffeniveauet eller sanktionsniveauet skal være i forhold til en given lovovertrædelse.
Vi vil gerne opfordre regeringen til at sikre en mere demokratisk diskussion omkring strafferammer eller sanktionsrammer, fordi vores retfærdighedssans bliver krænket, når det er, vi ser, at krænkerne ikke får en tilstrækkelig streng foranstaltning, og vi mener, der er behov for en drøftelse omkring, hvordan vi kan sikre, at retsfølelsen også står mål med de foranstaltninger, som der er.
For i et lille samfund som det grønlandske samfund spreder det sig som ringe i vandet, og personligt tror jeg også, at en af årsagerne til, at mange overgreb sker i det grønlandske samfund, er, at vi ikke er gode nok til at slå hårdt ned på dem, og derfor vil vi gerne opfordre regeringen til at tage et initiativ sammen med Inuit Ataqatigiit om en demokratisk diskussion omkring de her sanktionsrammer.
Til sidst vil vi gerne støtte opfordringen til naalakkersuisut, som jeg ved regeringen også støtter, i forhold til at Grønland ophæver forbeholdet i forhold til Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug.
Så det vil vi gerne opfordre til.
Med disse ord vil vi sige tak for lovforslaget.