L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
L 111 Bilag 1
Offentligt

HØRINGSNOTAT

Sundheds- og Ældremini-

steriet

Enhed: SPOLD

Sagsbeh.: DEPSIST

Koordineret med:

Sagsnr.: 1803701

Dok. nr.: 703864

Dato: 30-10-2018

Kommenteret høringsnotat om udkast til lov om ændring af sundhedsloven (Betaling for

akut og fortsat sygehusbehandling af visse personer uden bopæl i Danmark)

1. Høring over lovforslaget

Et udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven (betaling for akut og anden

sygehusbehandling af visse personer uden bopæl i Danmark) har i perioden 24. august –

21. september 2018 været sendt i offentlig høring hos Advokatrådet, Ankestyrelsen, Bedre

psykiatri – Landsforeningen for Pårørende, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv,

Dansk Handicapforbund, Dansk Industri, Dansk IT – Råd for IT- og persondatasikkerhed,

Dansk Kiropraktor Forening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Patientsikkerhed,

Dansk Psykolog Forening, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for

Retsmedicin, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandlægeforening, Dansk Tandplejerforening,

Danske Bandagister, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, Danske

Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Datatilsynet, De Offentlige

Tandlæger, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Det Sociale Netværk,

Erhvervsstyrelsen, Ergoterapeutforeningen, Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker,

Finanstilsynet, FOA, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af Kliniske

Diætister, Foreningen af Radiografer i Danmark, Foreningen af Speciallæger, Forsikring og

Pension, Færøernes Landsstyre, Grønlands Selvstyre, Institut for Menneskerettigheder,

Jordemoderforeningen, KL, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Kristelig

Arbejdsgiverforening, Kristelig fagbevægelse, Landsforeningen af Kliniske Tandteknikere,

Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter, LAP – Landsforeningen af

nuværende og tidligere Psykiatribrugere, Landsforeningen SIND, Lægeforeningen,

Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Patientforeningen i Danmark,

Patientforeningernes Samvirke, Patienterstatningen, Praktiserende Lægers Organisation,

Praktiserende Tandlægers Organisation, Psykiatrifonden, Psykolognævnet, Radiograf

Rådet, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nordjylland, Region Sjælland,

Region Syddanmark, Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Retspolitisk Forening,

Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsombudsmanden på Grønland, Rigspolitiet, Rådet

for Socialt Udsatte, Statsforvaltningen, Sundhed Danmark, Yngre Læger, 3F og Ældresagen.

L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

2. Høringssvar og ministeriets kommentarer

Sundheds- og Ældreministeriet har modtaget høringssvar fra Danske Regioner, Danske

Fysioterapeuter, Dansk Pædiatrisk Selskab, Datatilsynet, Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Kiropraktorforening, FOA, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk,

Grønlands Selvstyre, Institut for Menneskerettigheder, KL, Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen, Lægeforeningen, Patienterstatningen, Politi, Psykolognævnet, Rådet

for Socialt Udsatte, Statsforvaltningen og Ældre Sagen.

Danske Regioner, Dansk Pædiatrisk Selskab, Institut for Menneskerettigheder,

Lægeforeningen, Patienterstatningen og Rådet for Socialt Udsatte har afgivet

indholdsmæssige bemærkninger til lovforslaget.

I det følgende gennemgås hovedbetragtninger i forhold til lovforslaget og dets

bemærkninger. Ministeriets kommentarer hertil er

kursiverede.

2.1. Generelt

Danske Regioner

giver på vegne af regionerne opbakning til lovforslaget, og oplyser, at

regionerne umiddelbart er indstillede på at påtage sig opgaven med at opkræve de ekstra

udgifter. Danske Regioner vurderer dog, at lovforslaget kræver en omstilling af

sundhedsvæsenet og den måde, patienter fra udlandet modtages på, da der er stor forskel

på at modtage en patient med behov for planlagt behandling med et betalingskrav i

forhold til at modtage en akut patient med et betalingskrav.

Lægeforeningen

kan bakke op om forslaget under forudsætning af, at ingen akut syge

eller tilskadekomne patienter kan afvises behandling i det offentlige sundhedsvæsen med

henvisning til krav om betaling, og at sundhedspersoner ikke pålægges nye opgaver i

forbindelse med administration af ordningen.

Institut for Menneskerettigheder

finder, at der som udgangspunkt ikke er noget til hinder

for, at der opkræves betaling for behandling af personer på midlertidigt ophold, såfremt

de er i stand til at betale herfor. Det bør klargøres, hvilke personer der som udgangspunkt

skal betale, og hvilke personer der generelt skal være undtaget fra betalingskravet.

Rådet for Socialt Udsatte

sætter spørgsmålstegn ved, om lovforslaget ikke også rammer

en meget sårbar gruppe i form af hjemløse med grønlandsk, færøsk eller udenlandsk

baggrund, så de fremover afskæres fra nødvendig sygehusbehandling eller bringes i en

situation, hvor de ikke tør søge hjælp af frygt for en ubetalelig regning.

Dansk Pædiatrisk Selskab

(DPS) finder lovforslaget meget bekymrende og fraråder at

vedtage det. Hvis lovforslaget vedtages, foreslår DPS, at det præciseres, at akut lægehjælp

altid skal ydes og ikke må forsinkes af administrative og økonomiske hensyn, og at børn

under 18 år og gravide undtages. DPS finder, at den bærende tanke om vores

velfærdssamfund anfægtes, når økonomiske og nationale hensyn kan afgøre, om patienter

har mulighed for at få akut og potentielt livsreddende lægehjælp i Danmark. DPS frygter,

at akut syge patienter, som ikke har råd til behandling, afvises eller tilbydes en dårligere

akutbehandling, hvis de kun har råd til dele af behandlingen, og at udsigten til at betale

kan få nogle akut syge til at undlade at søge læge af frygt for økonomiske konsekvenser.

Side 2

L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet takker høringsparterne for deres høringssvar og henviser til

ministeriets bemærkninger til de enkelte elementer nedenfor.

2.2. Persongrupper

2.2.1 Personer med manglende betalingsevne

Institut for Menneskerettigheder

henviser til, at retten til den højest opnåelige standard

af fysisk og mental sundhed er omfattet af en række internationale menneskerettigheds-

konventioner, herunder FN’s Konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettighe-

der, Kvindekonventionen, Børnekonventionen og Handicapkonventionen. Forskelsbehand-

ling kan være tilladt, hvis den er sagligt begrundet. Instituttet henviser til s. 44 i sin rapport

”Uregistrerede migranters sundhedsrettigheder – fokus på gravide kvinder og børn,

2016”, hvoraf bl.a. fremgår, at ”et eventuelt betalingskrav ikke må udelukke nogen fra at

modtage behandling, herunder socialt udsatte grupper. Det vil sige, at hvis der fastsættes

betalingskrav for modtagelse af ydelserne, skal betalingen være økonomisk overkomme-

lig”.

Institut for Menneskerettigheder finder, at det bør klargøres, hvilke grupper, der som

udgangspunkt skal være omfattet af betalingskravet, og hvilke hensyn der skal tages til de

pågældendes (manglende) betalingsevne, herunder via forsikringsdækning m.v. Det bør

endvidere klargøres, hvilke grupper, der generelt skal være undtaget fra betalingskravet,

herunder børn, gravide kvinder, udlændinge uden lovligt ophold og personer uden retlig

handleevne. Instituttet bemærker, at bemærkningerne ikke berører spørgsmålet om

betalingsevnen. Undladelse af betalingsevneproblemet og bemærkningerne om, at

patienter kan undtages efter skøn ud fra en rimelighedsvurdering, kan efter instituttets

opfattelse gøre den foreslåede betalingsordning vanskeligt at overskue og formentlig også

vanskelig at administrere for hospitalerne/regionerne.

Sundheds- og Ældreministeriet præciserer lovforslagets bemærkninger, så ingen akut syge

eller tilskadekomne patienter skal kunne afvises behandling i det offentlige

sundhedsvæsen med henvisning til krav om betaling. Det præciseres endvidere, så det

mere tydeligt fremgår, hvilke persongrupper der som udgangspunkt opkræves betaling fra,

og hvilke persongrupper der generelt ikke kan opkræves betaling fra. Endvidere beskrives

forholdet til de internationale konventioner, som Danmark har ratificeret.

2.2.2 Hjemløse

Rådet for Socialt Udsatte

bemærker, at hjemløse grønlændere og færinger med

lovændringen stilles dårligere på trods af, at det i bemærkningerne til loven bemærkes, at

det ikke er hensigten at ændre disses ret til at modtage vederlagsfri sygehusbehandling,

når de har bopæl i Grønland eller på Færøerne. Rådet finder, at de EU-borgere eller andre

udenlandske borgere, som lovligt opholder sig i Danmark, og som efterfølgende ender i

hjemløshed, med lovforslaget vil blive opkrævet betaling, hvis disse ikke har tilstrækkelige

papirer, eller de ikke kan identificeres af hjemlandet. Mangel på en rejseforsikring eller

lign. må ikke blive en barriere for, at hjemløse opsøger eller kan få den nødvendige

sygehusbehandling. Rådet opfordrer til, at hjemløse (uden bopæl) indskrives som

undtagelsestilfælde i en særlig undtagelsesbestemmelse, eller hvis det ikke er muligt, så i

bemærkningerne til loven.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at opkrævning af betaling skal ske under

hensyntagen til, at ingen akut syge eller tilskadekomne patienter skal kunne afvises

Side 3

L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

behandling i det offentlige sundhedsvæsen med henvisning til krav om betaling. Endvidere

er det ikke hensigten med lovforslaget at ændre sundhedslovens § 81, stk. 2, 2. pkt., om at

regionen undtagelsesvist kan yde behandlingen vederlagsfrit, når regionen under de

foreliggende omstændigheder skønner det rimeligt. Det præciseres i lovbemærkningerne,

at sådanne undtagelsestilfælde kan f.eks. være akut og fortsat sygehusbehandling af bl.a.

hjemløse.

2.2.3 Børn og gravide

Danske Regioner

påpeger behovet for at få præciseret, hvordan der kan opkræves for

akut behandling af børn, herunder uledsagede børn, som ikke selv har mulighed for at

betale samt en præcisering af, at der er taget højde for samspillet med de

børnekonventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Dansk Pædiatrisk Selskab

anfører, at det ikke klart fremgår, at børn undtages fra at

betale. Danmark har ifølge Børnekonventionen pligt til at yde alle børn under 18 år den

samme behandling uanset opholdsstatus og uanset forældrenes evne til at betale. Og at

gravide bør nyde samme beskyttelse som børn.

Sundheds- og Ældreministeriet præciserer lovforslaget således, at børn under 18 år ikke

direkte kan opkræves betaling fra. Det præciseres, at gravide har adgang til vederlagsfri

hjælp til akut fødsel, dvs. fødsel uden for termin. En fødsel betragtes til termin, når den

finder sted fra uge 37 + 0 til uge 41 + 6. I situationer, hvor fødslen sker til termin og således

ikke er akut, opkræver regionen betaling, medmindre det under de foreliggende

omstændigheder skønnes rimeligt at yde behandlingen vederlagsfrit.

2.2.4 Asylansøgere, personer med ulovligt ophold og uregistrerede migranter

Danske Regioner

bemærker, at i dag dækker den behandlende region udgiften til akut be-

handling af asylansøgere, mens udgiften til opfølgende behandling dækkes af Udlændinge-

styrelsen. I og med at regionen fremover skal opkræve betaling for akut behandling, anta-

ges det, at regionen fremover også skal opkræve betaling for den akutte behandling af

asylansøgere hos Udlændingestyrelsen.

Danske Regioner bemærker endvidere, at det kan være problematisk at få afklaret, hvem

der skal afholde udgifterne til planlagt sygehusbehandling af personer med ulovligt op-

hold, da de i sagens natur ikke ønsker, at udlændingemyndigheden kontaktes mhp. kau-

tion til planlagt behandling. Hidtil har man alene ydet disse personer den akutte sygehus-

behandling på regionens regning. Forholdet mellem det nye forslag og reglerne i udlæn-

dingeloven klarificerer ikke, hvem der skal betale for behandlingen af asylansøgere og an-

dre med ulovligt ophold.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at lovforslaget faslægger rammerne for, hvem

betaling kan opkræves fra, mens spørgsmål om selve den praktiske del af afregningen med

Udlændingestyrelsen vil kunne fastlægges i en vejledning.

For så vidt angår asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold, som er under

Udlændingestyrelsens forsørgelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1-2, jf. stk. 3-4, er det

ikke hensigten med lovforslaget at ændre på disse udlændinges rettigheder.

Side 4

L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

For så vidt angår uregistrerede migranter skal ministeriet bemærke, at disse personer kan

være et undtagelsestilfælde, hvor der ikke opkræves betaling, når personerne ikke er i

stand til at betale for den akutte behandling.

2.2.5 Diplomater og ansatte ved internationale organisationer og 3. lands ambassader

Danske Regioner

bemærker, at der formentlig er en del herboende udlændinge fra

tredjelande, der har opholdstilladelse, men som har valgt ikke at være omfattet af

kildeskattelovens § 1. Det er ansatte ved internationale organisationer (fx FN, Unicef mv.)

og ved tredjelandes ambassader. De er i dag dækket af en sundhedsforsikring, der dækker

planlagt behandling, men vil efter lovforslaget skulle ændre deres forsikringer til også at

dække akut sygehusbehandling.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at udenlandske statsborgere, der er beskæftiget

her i landet af en udenlandsk stat eller en international organisation, og som har fået

opholdstilladelse fra Udenrigsministeriet, ikke har ret til ydelser efter sundhedsloven,

bortset fra akut og fortsat sygehusbehandling, medmindre de er omfattet af

kildeskattelovens § 1 (fuldt skattepligtige til Danmark), jf. bekendtgørelse nr. 279 af 20.

marts 2017 om adgang til ydelser efter sundhedsloven for udenlandske statsborgere, der

er beskæftiget her i landet af en udenlandsk stat eller en international organisation.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse, at ansatte hos internationale organisationer vil

være fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, hvis de har

bopæl (i skattemæssig henseende) i Danmark eller opholder sig i Danmark i et

sammenhængende tidsrum på 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på

grund af ferie eller lignende.

Det samme gælder personale ved ambassader i Danmark i det omfang, at de pågældende

ikke er omfattet af kildeskattelovens § 3, hvorefter en række personer er undtaget fra

skattepligten. Det gælder bl.a. personer, der beskattes i overensstemmelse med reglerne i

Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, fx diplomatiske repræsentanter,

repræsentationernes personale mv. Det gælder endvidere personer, der beskattes i

overensstemmelse med reglerne i Wienerkonventionen om konsulære forbindelser, fx.

konsulære repræsentanter, repræsentationernes personale mv. Lokalt ansatte ved

ambassader er ikke omfattet af kildeskattelovens § 3 og dermed ikke undtaget fra

skattepligten efter kildeskattelovens § 1.

I praksis vil skattepligten efter bopælskriteriet, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, være

opfyldt, hvis personen har rådighed over en helårsbolig her i landet. Tilmelding til

Folkeregisteret spiller ikke nogen selvstændig rolle i forhold til det skatteretlige

bopælsbegreb.

De ansatte hos internationale organisationer samt lokalt ansatte ved ambassader i

Danmark kan således være omfattet af fuld dansk skattepligt efter kildeskattelovens § 1

som følge af bopæl eller ophold. De ansatte kan dog være fritaget for at betale

indkomstskat og arbejdsmarkedsbidrag af de lønninger og ydelser m.v., der betales dem af

den internationale organisation eller ambassaden efter en evt. værtskabsaftale. Andre

skattepligtige indkomster, som de ansatte erhverver, er derimod ikke fritaget for dansk

beskatning.

Side 5

L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

2.3. Sundhedslovens § 80

Danske Regioner

ønsker en stillingtagen til, om behandling efter sundhedslovens § 80, stk.

2, forudsætter, at der forinden er udført akut behandling efter § 80, stk. 1. Hvis dette ikke

er forudsat, ønskes det afklaret, om det er tiltænkt, at der skal være hjemmel til at

behandle fx kronikere, som ikke har haft et behov for akut behandling, og selvbetalere,

som ikke har en tilknytning til Danmark eller EU.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at lovforslaget ikke ændrer på den gældende

fortolkning af behandling efter hhv. sundhedslovens § 80, stk. 1 og stk. 2.

Efter sundhedslovens § 80, stk. 2, jf. § 8, samt sygehusbekendtgørelsens § 5, stk. 2, har

personer, som ikke har bopæl i Danmark, ret til behandling ud over akut behandling, når

det efter de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til

behandling i hjemlandet, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i

hjemlandet. Bestemmelsen omfatter efter fast fortolkning fortsat behandling ud over det

akutte stadie.

Ministeriet har på baggrund heraf præciseret lovforslaget således, at ”akut og anden

sygehusbehandling” ændres til ”akut og fortsat sygehusbehandling”.

2.4. Informeret samtykke

Danske Regioner

er ikke enige i, at informeret samtykke indeholder kravet om oplysning

om eventuel egenbetaling. I gældende lovgivning har den enkelte sundhedsperson ansva-

ret for at informere patienterne i forhold til behandlingen, men det er ikke hensigtsmæs-

sigt, at det skal være den enkelte læge, der herudover også skal informere om betalings-

forpligtelsen eller inddrages i vurderingen af, hvorvidt patienten skal betale. Der skal såle-

des tages stilling til, om der fortsat skal være et informationskrav til patienterne i forbin-

delse med opkrævning, og hvordan dette skal håndteres. Hvis dette er tilfældet, skal det

tydeligt fremgå, hvor meget information der er tilstrækkelig for, at opkrævningen kan gen-

nemføres.

Dansk Pædiatrisk Selskab

har anført, at hvis det informerede samtykke skal være reel, må

det indebære, at der udarbejdes prislister for, hvad forskellige dele af en behandling

koster, så patienterne kan tage stilling til, hvad de har råd til. Dette vil medføre en

fundamental ændring af måden, de danske akutmodtagelser arbejder på. Det kan i sidste

ende betyde, at behandlingsniveauet inddeles i forskellige prisklasser afhængigt af, hvad

patienterne kan betale. Dansk Pædiatrisk Selskab frygter, at akutmodtagelserne og

skadestuerne vil skulle bruge tid på at udrede, om akut syge er berettiget til gratis akut

behandling, undersøge om deres forsikring dækker og skrive regninger, og at det er en

stor administrativ byrde et i forvejen presset akutberedskab pålægges. Det er en forkert

prioritering. Derudover kan det i praksis vise sig svært eller umuligt at udrede, om folk kan

betale, hvis de for eksempel indlægges bevidstløse klokken to om natten.

Institut for Menneskerettigheder

finder ordningen, hvorefter patienterne i en

akutsituation skal have mulighed for at give informeret samtykke til en beregnet betaling

for sygehusbehandling, herunder om behandlingen kan vælges til eller fra ud fra en

økonomisk vurdering, vanskelig at overskue og formentlig også vanskelig at administrere

for hospitalerne/regionerne.

Side 6

L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet præciserer i lovforslaget om sundhedslovens § 15, stk. 3,

vedrørende patientens ret til at få information om sin helbredstilstand og om

behandlingsmulighederne således, at begreberne helbredstilstand og

behandlingsmuligheder forstås som omfattende alle de oplysninger om f.eks. helbred,

sygdomsprognoser og risici, der er relevante for patienten. Såfremt der tilbydes

iværksættelse af en behandling, som patienten selv skal betale, skal dette indgå i

informationen om behandlingsmulighederne, således at dette kan indgå i patientens

samlede overvejelser inden afgivelse af informeret samtykke til behandlingen.

Med lovforslaget er det forudsat, at betalingen opkræves efter behandlingen. Ministeriet

bemærker, at ingen akut syge eller tilskadekomne patienter skal kunne afvises behandling i

det offentlige sundhedsvæsen med henvisning til krav om betaling.

2.4. Klage- og erstatningsadgang

Patienterstatningen

bemærker, at personer, der får behandling under midlertidigt ophold

i Danmark, er omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Patienterstatningen er ikke bekendt med, om og i givet fald i hvilket omfang regionernes

opkrævning takstmæssigt omfatter de udgifter, der er forbundet dels med finansieringen

af selve erstatningen, dels med administration af erstatningsordningen.

Patienterstatningen forstår, at fx DRG-taksten omfatter udgifterne til erstatningerne, men

ikke udgifterne til administration af erstatningsordningen, dvs. Patienterstatningen og

Ankenævnet for Patienterstatningen.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at lovforslaget hverken ændrer

erstatningsadgang for patienter eller efterladte til patienter, som påføres skade i

forbindelse med behandling i Danmark, eller patienterstatningsordningens finansiering.

Danske Regioner

har vedr. informeret samtykke tilkendegivet, at det bør præciseres, om

der er en klageadgang, og efter hvilke bestemmelser i klage- og erstatningsloven den

manglende information vil kunne påklages.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det fremgår af lovbemærkningerne, at regio-

nens afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientklager, når de bl.a. vedrører vil-

kår for en persons ret til sygehusbehandling efter sundhedslovens § 81 og regler fastsat

med hjemmel heri, jf. § 6, stk. 1, nr. 3, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sund-

hedsvæsenet.

Ministeriet tilføjer i lovbemærkningerne, at Styrelsen for Patientklager endvidere behand-

ler klager fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold

omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9, herunder om informeret samtykke, med undta-

gelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang, jf. §

1, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

2.5. Administrativ byrde

Danske Regioner

vurderer, at det er en betydelig administrativ byrde, der pålægges

regionerne, idet opkrævningen for akut sygehusbehandling stiller helt andre krav til

systemer og bemanding end opkrævning for planlagt behandling. Omstillingen kræver en

Side 7

L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

ændring af praksis i forhold til opkrævning på hospitalet, og lovforslaget åbner op for en

del spørgsmål, som bør besvares gennem præcisering af lovforslaget, bemærkninger,

sygehusbekendtgørelse og /eller en vejledning til brug for opkrævning.

Sundheds- og Ældreministeriet vurderer, at nogle af spørgsmålene vil kunne besvares

inden for rammerne af en vejledning og ændring af sygehusbekendtgørelsen, mens andre

spørgsmål skal regionerne selv tage stilling til.

2.5.1. Opkrævning af betaling

Danske Regioner

påpeger, at der skal tages stilling til fastsættelse af betalingen. Danske

Regioner bemærker, at afregningen efter DRG-takst baserer sig på, at diagnosen er kendt,

og det er kendt, hvilke procedurer der skal udføres på patienten, inden der kan udregnes

en pris. Det er ikke nødvendigvis muligt at forudse diagnose eller behandlingsbehovet og

dermed den forventede udgift på det tidspunkt, hvor patienten indbringes på hospitalet

og behandlingen påbegyndes, da dette vil afhænge af en række konkrete forhold. Ifølge

Danske Regioner skal der endvidere tages stilling til, om afregningen skal ske direkte med

patienten, eller et forsikringsselskab inddrages. Endvidere skal der ifølge Danske Regioner

tages stilling til, om hvordan opkrævningen skal foregå.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det med lovforslaget forudsættes, at

betalingen opkræves efter behandling, at afregning kan enten ske fra patienten direkte

eller dennes forsikringsselskab, og at ingen akut syge eller tilskadekomne patienter skal

kunne afvises behandling i det offentlige sundhedsvæsen med henvisning til krav om

betaling.

Ministeriet vurderer desuden, at nogle af spørgsmålene vil kunne besvares inden for ram-

merne af en vejledning og ændring af sygehusbekendtgørelsen, mens andre spørgsmål

skal regionerne selv tage stilling til.

2.5.2. Tilfælde, hvor patienten ikke ønsker eller kan betale

Danske Regioner

påpeger behovet for at præcisere, hvordan hospitalet skal forholde sig,

hvis borgeren selv skal betale, men ingen penge har eller nægter at betale.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at det med lovforslaget forudsættes, at

betalingen opkræves efter behandling, og det præciseres i lovforslaget, at ingen akut syge

eller tilskadekomne patienter skal kunne afvises behandling i det offentlige

sundhedsvæsen med henvisning til krav om betaling.

2.5.3. Afregning med Udlændingestyrelsen

Danske Regioner

bemærker, at opkrævning af betaling for akut behandling af asylansø-

gere medfører en praktisk problemstilling i og med, at regionen i dag kun yder (planlagt)

behandling til asylansøgere, når de kan fremvise en kautionserklæring fra Udlændingesty-

relsen. Det vil være vanskeligt at fremvise en kautionserklæring i akutte tilfælde, og det

bør derfor overvejes at tildele asylansøgere en form for sygesikringsbevis, der kan bevise,

at regionerne kan få dækket udgiften til behandling hos Udlændingestyrelsen. Alternativt

bør det overvejes, om sygehusene månedsvis/kvartalsvis kan afregne med Udlændingesty-

relsen for asylansøgere, der har modtaget akut sygebehandling.

Side 8

L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at lovforslaget faslægger rammerne for, hvem

betaling kan opkræves fra, mens spørgsmål om selve den praktiske del af afregningen med

Udlændingestyrelsen vil kunne fastlægges i en vejledning.

For så vidt angår asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold, som er under

Udlændingestyrelsens forsørgelse, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1-2, jf. stk. 3-4, er det

ikke hensigten med lovforslaget at ændre på disse udlændinges rettigheder.

2.5.4. Overflytning af udenlandske patienter under et behandlingsforløb

Danske Regioner

påpeger, at det ikke fremgår af lovforslaget, hvordan opkrævningen skal

foregå i de tilfælde, hvor en person uden bopæl i Danmark starter behandlingen i en

region og overføres under behandlingsforløbet til anden region.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at lovforslaget fastlægger rammerne for, hvem

betaling kan opkræves fra, mens spørgsmål om selve den praktiske del af afregningen vil

kunne fastlægges i en vejledning.

2.5.5. Betaling for præhospital indsats

Danske Regioner

bemærker, at personer bosat i Danmark i dag mødes af betalingskrav i

udlandet for den præhospitale indsats, herunder navnlig transport med ambulance, heli-

kopter eller ”banan” på et skisportssted m.v. Det fremgår ikke af lovforslaget eller af be-

mærkningerne hertil, hvorvidt man ønsker, at der skal opkræves betaling for ambulance-

transport svarende til den faktiske afstand, som patienten er blevet befordret med den

akutte transport.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at den præhospitale indsats ikke er omfattet af

lovændringen.

2.5.6.

Særligt vedrørende EU-sygesikringskort

Danske Regioner

henviser til ministeriets overvejelser i forbindelse med den foreslåede

ordning, hvoraf det fremgår, at regionen bør forsøge at indhente erstatningsattest for EU-

sygesikringskort, når EU- borgeren ikke har et gyldigt EU-sygesikringskort på sig.

Danske Regioner bemærker, at indhentning af en erstatningsattest er forbundet med sær-

deles store udfordringer. En anmodning om erstatningsattest i et andet EU-land bliver of-

test ikke besvaret eller også modtages erstatningsattesten først adskillige måneder se-

nere. Såfremt erstatningsattesten modtages efter den halvårlige indberetningsperiode

(april/oktober), afskæres regionen fra at foretage indberetning i E-125-systemet. Det har

den konsekvens, at regionen ikke modtager refusion for akut såvel som planlagt behand-

ling for alle EU-borgere med et EU-sygesikringskort.

Det er derfor regionernes opfattelse, at betaling for akut og anden behandling bør kunne

opkræves fra patienten, inden patienten udskrives fra sygehuset. Såfremt patienten efter-

følgende kan dokumentere et EU-sygesikringskort, vil sygehusene kunne udstede kredit-

nota eller annullere fakturaen.

Sundheds- og Ældreministeriet præciserer overvejelserne således, at afregning enten kan

ske fra patienten direkte eller fra dennes forsikringsselskab, medmindre den pågældende

Side 9

L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

kan fremvise et gyldigt EU-sygesikringskort. Dette ud fra betragtningen om, at den

pågældende patient kan søge refusion af udgifterne fra sit hjemland, såfremt disse måtte

være refusionsberettigende.

2.5.7.

Administrative og økonomiske hensyn

Danske Regioner

oplyser, at regionerne umiddelbart er indstillede at påtage sig opgaven

med at opkræve de ekstra udgifter, der følger af lovforslaget. Det forventes dog også, at

det vil være en ressourcekrævende opgave, som vil have implikationer for både det klini-

ske og administrative personale.

Ministeriet vurderer, at nogle af spørgsmålene vil kunne besvares inden for rammerne af

en vejledning og ændring af sygehusbekendtgørelsen, mens andre spørgsmål skal regio-

nerne selv tage stilling til.

2.5.7.1 Døgnbemanding

Danske Regioner

bemærker, at der vil skulle kunne opkræves betaling eller betalingstil-

sagn døgnet rundt, mens det juridiske og administrative personale, der kan yde support,

foretage beregningerne og forestå selve opkrævning normalt ikke er tilgængelig uden for

dagtimerne. Skal disse være tilgængelige døgnet rundt, vil dette medføre en administrativ

og sikkerhedsmæssig byrde, der ikke eksisterer i dag, hvor opkrævningen primært vedrø-

rer planlagt behandling, som kan tilrettelægges i dagtimerne.

Sundheds- og Ældreministeriet forudsætter med lovforslaget, at betalingen opkræves efter

behandlingen, og at opkrævning af betaling er en administrativ opgave, som holdes adskilt

fra den sundhedsfaglige behandling.

2.5.7.2 Ingen penge mellem behandling og patient

Det er

Danske Regioners

opfattelse, at den økonomiske opgave ikke bør varetages af

sundhedspersonalet i akutmodtagelsen, men derimod af administrativt personale placeret

i akutmodtagelsen eller i tilknytning hertil. Der påhviler sundhedspersonalet en skærpet

pligt til at sikre, at alle med behov kan få akut sygehusbehandling. Bringes spørgsmålet om

økonomi og betaling op i forbindelse med en akut behandlingssituation, kan der være en

risiko for en forsinkelse i behandlingen, ligesom der kan være risiko for manglende samar-

bejdsvillighed fra patientens side i forhold til at sikre en nødvendig hurtig indsats. Begge

situationer er med uheldige konsekvenser til følge – først og fremmest for patienten, men

også for sundhedspersonalets retssikkerhed.

Sundheds- og Ældreministeriet forudsætter med lovforslaget, at opkrævning af betaling er

en administrativ opgave, som holdes adskilt fra den sundhedsfaglige behandling.

2.5.7.3 Sikkerhed

Såfremt det forudsættes, at betaling for behandling kan ske kontant, bemærker

Danske

Regioner,

at dette vil kunne udgøre en sikkerhedsrisiko, idet opbevaring af kontanter i

akutmodtagelsen vurderes at være forbundet med en vis risiko for personalets sikkerhed.

Sundheds- og Ældreministeriet forudsætter med lovforslaget, at opkrævning af betaling er

en administrativ opgave, som holdes adskilt fra den sundhedsfaglige behandling.

Side 10

L 111 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat, fra sundhedsministeren

2.5.7.4 Indfasning

Danske Regioner

bemærker, at der i det første år efter lovforslagets ikrafttræden må

forventes betydelige udgifter til oplæring af personale, systemtilpasninger og øget

bemanding.

Sundheds- og Ældreministeriet tager Danske Regioners vurdering til efterretning.

2.5.7.5 Systemunderstøttelse

Danske Regioner

opfordrer til, at der igangsættes et arbejde med henblik på udvikling af

bedre systemunderstøttelse med inddragelse af alle relevante parter.

Danske Regioner finder, at lovforslaget ikke løser problemer ift. til at sikre, at personer

med tilsyneladende gyldigt særligt sundhedsbevis eller dansk sygesikringsbevis kan møde

op og med dette som dokumentation modtage vederlagsfri behandling – til trods for, at

de ikke er berettiget til det pga. deres aktuelle bopæls- eller beskæftigelsesstatus, og at

dette bør kunne afhjælpes ved bedre systemunderstøttelse. Desuden kunne det ifølge

Danske Regioner overvejes, om der også skal være systemunderstøttelse fra immigrations-

og udlændingemyndighederne, som har overblik over, hvem der har indrejsetilladelse på

diverse visa.

Danske Regioner vurderer, at det desuden vil være nødvendigt at udvikle et system, der

kan beregne en takst for patientens forløb allerede ved udskrivning, så patienten kan op-

kræves beløbet inden vedkommende forlader hospitalet.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at lovforslaget faslægger rammerne for, hvem

betaling kan opkræves fra. Nogle spørgsmål om selve den praktiske del af afregningen vil

eventuelt kunne fastlægges i en vejledning, mens andre vil regionerne selv skulle løse.

En evt. systemunderstøttelse er efter ministeriets vurdering en regional opgave, men

ministeriet tager Danske Regioners opfordring til efterretning.

Ministeriet bemærker, at problemstillingen vedrørende sundhedskortets sikkerhed ligger

uden for lovforslagets rammer.

2.6. Vejledning og ændring af bekendtgørelser

Danske Regioner

gør opmærksom på, at den foreslåede lovændring også kræver en æn-

dring af sygehusbekendtgørelsen. Danske Regioner ønsker også en klar vejledning, som

kan give personalet et klart overblik over, hvilket regelsæt der er gældende for den en-

kelte patientgruppe og hvilken dokumentation m.v., der er nødvendig i forbindelse med

opkrævning af betaling.

Sundheds- og Ældreministeriet bemærker, at lovændringen naturligvis påkræver en

ændring af sygehusbekendtgørelsen, ligesom ministeriet vil udarbejde en vejledning i

samarbejde med Danske Regioner og regionerne.

Ministeriet bemærker, at lovforslaget faslægger rammerne for, hvem betaling kan

opkræves fra. Spørgsmål om selve den praktiske del af afregningen vil eventuelt kunne

fastlægges i en vejledning. I nogle tilfælde vil regionerne dog skulle foretage en konkret

rimelighedsvurdering i konkrete situationer.

Side 11