Huller i beskyttelsen af medarbejderne med lønkrav i L11 (overdragelse af krav til LG ved tvivl om
virksomhedsoverdragelse forud for konkurs mv.)
En række svar fra beskæftigelsesministeren viser, at der er store huller i den beskyttelse af lønmodtagernes
interesser, som det ellers var formålet med lovforslag L11 at sikre.
Lovforslaget sigter på den situation, hvor fx et hjemmeplejefirma går konkurs, og hvor en offentlig
virksomhed har overtaget opgaverne omkring det tidspunkt, hvor virksomheden gik konkurs. Det sker ofte
for at fx en kommune kan leve op til sin pligt om at stille hjemmehjælp mv. til rådighed for borgerne. Som
eksempel kan nævnes hjemmeplejefirmaet ”Kærkommen”
og redningsvirksomheden Bios’ konkurser.
I den situation vil der ofte ske det, at Lønmodtagernes Garantifond (LG) afviser at betale løntilgodehavender
med den begrundelse, at der er sket en virksomhedsoverdragelse (til kommunen), som derfor skal betale den
skyldige løn. Det betyder, at lønmodtagerne er henvist til at indlede en retssag
–
oftest med bistand fra en
fagforening
–
for at få betalt den skyldige løn. Det vil i sagens natur ofte tage lang tid, før en sådan sag er
afgjort.
Formålet med L11 er af afhjælpe denne situation ved, at LG i sådanne tilfælde hurtigt kan betale
løntilgodehavenderne til lønmodtagerne, hvorefter LG får dækket udgiften af den offentlige virksomhed,
som har overtaget opgaven. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (pkt. 2.2.)
Det kan også nævnes, at beskæftigelsesministeren under første behandlingen af lovforslaget bl.a. udtalte, at
”Den ændring af LG-loven,
som der lægges op til med lovforslaget, giver mulighed for, at
lønmodtagerne hurtigt kan få deres tilgodehavender
–
i bund og grund synes jeg et meget,
meget vigtigt signal, som man hermed sender til lønmodtagerne.”
LG (ved ATP) har dog afgivet et høringssvar til lovforslaget, der bl.a. indebærer, at LG først vil dække
lønmodtagernes
tilgodehavender, når der er foretaget en ”formel prøvelse og afvisning af lønmodtagerens
krav” af arbejdsgiverens konkursbo.
Afvisningen vil i disse situationer netop ske med den begrundelse, at
konkursboets kurator mener, at der er sket en overdragelse af virksomhedens aktiviteter til fx en kommune.
Herudover har LG anført, at loven ikke skal gælde, hvor der slet
ikke foretages en ”formel prøvelse og
afvisning” af kravet,
fordi konkursboet afsluttes uden en egentlig konkursbehandling. Det drejer sig især om
konkursboer, der ikke indeholder aktiver af betydning, og som derfor lukkes efter konkurslovens § 143 eller
konkursboer, hvor der ikke er midler til dækning af lønmodtager-krav, hvorfor der heller ikke sker en
prøvelse af disse krav. Det drejer sig
altså om ”tomme konkursboer” eller hvor der under alle
omstændigheder er så få aktiver, at lønmodtager-krav, ikke dækkes.
Ministeren har i svar på BEU’s spørgsmål nr. 2 og 3 bekræftet, at lovforslaget skal forstås på den måde, som
LG nævner i sit høringssvar.
Det er vurderingen, at disse to forhold betyder, at lovforslaget slet ikke får den praktiske anvendelse, som er
tilsigtet.
Vedrørende kravet om ”formel prøvelse”:
Før det første varer det ofte meget længe,
inden konkursboet har foretaget den ”formelle
prøvelse og
afvisning” af lønmodtagerkrav, som ifølge
LG og ministeren skal foretages, før LG vil udbetale
lønmodtagernes tilgodehavender.