Jeg skylder et svar på det her.
Vi har stillet en række spørgsmål, og de sidste svar er først kommet sent i går aftes.
For Radikale Venstre er det vigtigt, at vi arbejder sammen i Europa om det her, men det er også vigtigt for os, at vi sikrer, at der er meget strikse regler for, hvornår man må overvåge.
Derfor har jeg skullet bore mig lidt ned i det her lovforslag for at være helt sikker på, at regeringen ikke ligesom fik sneget et eller andet ekstra ind i forhold til direktivet.
Men jeg har fået Justitsministeriets ord for, at der ikke er lagt noget oveni, altså for den del af lovforslaget, som er reguleret i direktivet, det, der f.eks.
handler om, hvor lang tid man må opbevare oplysningerne, her er det en til en.
Man har ikke fra regeringens side puttet ekstra ind.
For den del af direktivet, hvor det er op til os som land at beslutte os for, hvilken model vi gerne vil have, er det eneste nye, ud over at der nu kommer en ny PNR-enhed, at Forsvarets Efterretningstjeneste får muligheden for at følge danske statsborgere i den helt særlige situation, hvor en dansker rejser med en mistænkt udlænding.
Det er aftalt i forsvarsforligskredsen.
Dermed har vi altså fået regeringens ord for, at der ikke er lagt noget oveni, og det gør mig tryg som radikal.
Derfor kan vi også stemme for det her lovforslag.
Jeg har et enkelt ønske til implementeringen.
Vi har fået en henvendelse fra it-foreningen PROSA, som har en teknisk model til, hvordan man kan sørge for, at politiet alene får adgang til at følge udpegede personer, hvilket rent teknisk kan lade sig gøre ved at lave det, der hedder en privat fællesmængde, forkortet psi, som er en teknik, der gør det muligt for politiet at identificere den del af passagererne, som er på politiets liste over mistænkte, uden at politiet kan identificere de personer, der ikke er på listen, og uden at flyselskabet får adgang til politiets liste over mistænkte.
Dermed vil politiet ikke kunne identificere den enkelte borger, der tager på forretningsrejse eller ferie, men alene kunne følge mistænktes færden, og derved vil der altså ske indgreb i langt færre uskyldige menneskers privatliv.
Jeg har spurgt justitsministeren om det her forslag og har fået et svar om, at politiet jo alene skal have adgang til PNR-oplysningerne i det omfang, oplysningerne er nødvendige.
Dermed tænker jeg, at vi jo egentlig burde kunne finde hinanden i at kunne lave en teknisk løsning, som sørger for, at det bliver så afgrænset som overhovedet muligt, og derfor vil jeg gerne opfordre justitsministeren til, at man inddrager de relevante fagfolk i selve implementeringen af lovforslaget.
De har jo nu engang meget større teknisk viden end os om, hvad der kan lade sig gøre, og når de viser en vej til, hvordan vi kan begrænse overvågning, så bør vi også følge den.