Tak for det, formand, og tak for den altovervejende positive modtagelse af lovforslaget.
Lovforslaget udmønter jo, som også en række ordførere har været inde på, de nye og forhøjede bundfradrag og indberetning af deleøkonomiske indtægter, som indgår i den aftale, regeringspartierne har lavet med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre – den aftale, der hedder »Aftale om bedre vilkår for vækst og korrekt skattebetaling i dele- og platformsøkonomien«.
Lovforslaget skal som sagt ses i sammenhæng med to andre lovforslag, der udmønter aftalen.
Det ene handler om kontrol og sanktioner vedrørende bopælspligt og hører under transport-, bygnings- og boligministeren, og det andet er lovforslaget om ændringer af reglerne om korttidsudlejning, hvor man sætter et loft ind for udlejning af sin egen helårsbolig, og som hører under erhvervsministeren.
De skal behandles senere i den her samling i Folketingssalen.
Vi er tvunget til at behandle det her lovforslag nu, fordi vi har besluttet, at reglerne skal træde i kraft hurtigt.
Dele- og platformsøkonomien er et område, som regeringen har stort fokus på.
Det skyldes ikke mindst den hastige udvikling, som området gennemgår i de her år.
Jeg ser som skatteminister deleøkonomien som en mulighed for at gøre os rigere som samfund og give alle danskere flere muligheder og mere frihed.
Som skatteminister er jeg især optaget af at fremme deleøkonomien på en måde, hvor virksomheder og skattemyndigheder kan gå hånd i hånd, og at man på den måde fremmer deleøkonomien, samtidig med at det sikres, at den rigtige skat bliver betalt.
Jeg mener faktisk, vi har fundet en fin løsning på den udfordring i lovforslaget og den aftale, der er lavet.
Med de regler, vi foreslår, gøres det mere attraktivt for den enkelte borger at udleje en fritidsbolig eller en helårsbolig gennem et udlejningsbureau eller en deleøkonomisk platform, samtidig med at vi sørger for, at skatten bliver betalt.
Hvordan gør vi det?
Det gør vi ved at give udlejeren et forhøjet bundfradrag, når der samtidig foretages en indberetning af lejeindtægterne til skatteforvaltningen – det er de såkaldte tredjepartsindberetninger.
Med udformningen af de nye skatteregler for korttidsudlejning af fritids- og helårsboliger mener jeg samtidig at vi er kommet i mål med en ny beskatning af korttidsudlejning, der er mere enkel og mere overskuelig end de gældende regler, som hr.
Dennis Flydtkjær jo redegjorde for, nemlig at noget er personbeskatning, noget er kapitalbeskatning, og at der er forskellige fradragssatser og andet – en helt umulig jungle at finde ud af for en almindelig skatteborger, hvilket heller ikke er rimeligt.
Vi vil også gøre det mere attraktivt for privatpersoner at udleje deres bil, båd – hvis man måtte have sådan en – campingvogn eller lignende i mindre omfang, og derfor foreslår vi et fælles bundfradrag på 10.000 kr.
for indkomst fra udlejning af dem, når der sker indberetning fra tredjepart til skatteforvaltningen.
Hr.
Dennis Flydtkjær var jo inde på de bekymringer, som GoMore har rejst i deres høringssvar, om, at det her faktisk er en voldsom opstramning, der vil gøre, at det nok ikke vil være attraktivt for dem at vælge den her lette skematiske måde at opgøre det på.
Det er jo ikke hensigten med aftalen, og derfor vil jeg, hvis der ellers er flertal for det i aftalekredsen, godt kigge på, hvis det er ønsket, om man kunne gøre det anderledes.
Det er jeg helt indstillet på at drøfte.
Det er også derfor, vi har en høringsproces:
Det er, for at vi kan sidde og forhandle om og diskutere noget i et lukket rum, og så bliver det sendt ud i høring, og så kan man rette lovforslagene til.
Men mit udgangspunkt som skatteminister er, at når vi har en aftale, er det den, vi gennemfører.
Men hvis der er et ønske om det, drøfter jeg gerne, om vi skal gøre noget anderledes.
Så det tilsagn vil jeg gerne give.
Med lovforslaget vil anvendelsesområdet for den gældende indberetning vedrørende fritidsboliger blive udvidet til, at også indberetning vedrørende udlejning af helårsboliger, biler, lystbåde og campingvogne bliver omfattet.
Efter lovforslaget vil udenlandske virksomheder kunne indberette de oplysninger, som vil være omfattet af indberetning, hvis den udenlandske virksomhed havde været indberetningspligtig.
Det sikrer, at den udenlandske virksomhed, der formidler udlejning, får mulighed for at indberette oplysninger til skatteforvaltningen for dermed at sikre ejerne af det udlejede aktiv det samme bundfradrag, som ville kunne sikres gennem udlejning via indberetningspligtige danske virksomheder.
Når vi nu er ved indberetning, så fremgår det som bekendt af den politiske aftale, at skattemyndighederne vil søge at indgå aftaler med deleøkonomiske platforme om indberetning af brugernes indtægter via en digital indberetningsløsning, som skattemyndighederne udvikler.
Den skal sikre nem og korrekt skattebetaling for skatteborgerne.
Den største aktør på markedet i Danmark er jo Airbnb, men det er – modsat af, hvad hr.
Rune Lund siger – ikke en aftale, der kun gælder Airbnb, den gælder alle:
booking.com og de platforme, der i øvrigt måtte være.
Alle kan søge om at indgå sådan en aftale om indberetning med de danske skattemyndigheder, men Airbnb er jo den største spiller på markedet, og derfor er det naturligt at starte med dem i stedet for med en lille en.
Derfor glæder jeg mig også over, at vi i maj måned har lavet en forståelsesaftale med Airbnb som den største spiller i maj måned, og aftalen betyder konkret, at Airbnb vil integrere den digitale indberetningsløsning i deres platform, så alle lejeindtægter automatisk sendes digitalt til skattevæsenet, i 2021 og før, hvis det er muligt.
Det vil være med til at sikre korrekt skattebetaling for de danske Airbnb-brugere, som udgør størstedelen af markedet.
De nye bundfradrag betinges af indberetning fra 2021.
Indtil da vil skattevæsenet søge at indgå aftaler med de deleøkonomiske platforme om at levere data om lejeindtægterne for indkomstårene 2019 og 2020, som kan benyttes til målrettet kontrol.
Altså, hvis man får nogle oplysninger, kan man jo se og tjekke, om det er de rigtige oplysninger, og finde ud af, hvem det egentlig er, der har nogle lejeindtægter her.
Det har vi ikke mulighed for i dag.
Så kan vi også sørge for, at den rigtige skat bliver betalt i 2019 og i 2020.
Hvis skattevæsenet får kontroldata fra tredjepart i 2019 eller 2020 vil det være muligt at efterprøve og sikre, at borgerne har selvangivet og betalt den korrekte skat.
Skatteministeriet og Airbnb har således også været i løbende dialog om muligheden for at indgå aftale om udlevering af data i 2019 og 2020, og der arbejdes som sagt på at få bundet en sløjfe på det, og det har jeg også givet en fortrolig orientering til Skatteudvalget om forud for førstebehandlingen af lovforslaget her i dag.
Men forudsætningen for den aftale, vi har indgået, er jo, at der foreligger et skriftligt tilsagn fra Airbnb om, at hvis vi vedtager de her regler, vil de også lave indberetninger, når der er fundet en løsning, i 2019 og 2020, og det har jeg tillid til at vi kommer i mål med, så den politiske aftale kan overholdes.
Lige som afslutning kan jeg om hr.
Rune Lunds og Enhedslistens bekymringer sige – jeg har været omkring Dansk Folkeparti og GoMore – at der jo gælder nogle regler om databeskyttelse, vi har vedtaget, og som gør, at det ikke er sådan lige til for en virksomhed, som ikke har fast driftssted i et land, at dele oplysninger med de danske skattemyndigheder, selv om de måtte ønske det.
Det er jo en konsekvens af de regler, vi har vedtaget, at man ikke bare må dele alle mulige oplysninger, men at det skal være sagligt og begrundet.
Og hvis man ikke overholder reglerne, risikerer man at få en stor bøde.
Det kunne være bekymrende med nogle deleøkonomiske platforme, hvis de er hjemmehørende i, lad os sige Irland, for der er det jo ikke de danske databeskyttelsesmyndigheder der skal træffe afgørelse i en sag om, hvorvidt man har forbrudt sig mod reglerne og skal have en kæmpestor bøde, det er de irske databeskyttelsesmyndigheder.
Så jeg forstår godt, at der er nogle virksomheder, der siger:
Vi har vedtaget nogle regler for, hvilke oplysninger vi må udveksle om vores brugere, grundlæggende for at give dem en beskyttelse, og der skal vi sørge for at juraen er på plads, inden vi kan dele de her oplysninger.
Så det er ikke så let, som hr.
Rune Lund giver indtryk af.
Så vil jeg bare sige:
Ja, vi kunne godt have brugt alle vores kræfter på at afsøge, om man kunne tvinge den her indberetningspligt ned over nogen, og om man kunne ændre regler og andet, men vi har kigget på det, og det ser meget svært ud.
Jeg tror, at hvis man skal omfavne nye forretningsområder, hvis vi skal udvikle vores land, hvis vi skal blive rigere, så skal vi som politikere lade være med altid at tage de rigide regler, de bureaukratiske regler, vi har vedtaget, og trække dem ned over nye forretningsformer.
En gang imellem må vi sige:
Er det det klogeste at gøre?
I det her tilfælde er svaret nej.
Hvad kan vi så gøre?
Vi kan gøre noget andet.
Det her er jo en aftale, der vil sikre, at der bliver betalt skat, så vi opnår det, som hr.
Rune Lund ønsker, og jeg tror, at vi opnår det i et langt større omfang – også i et omfang, hvor vi får vækst og velstand og arbejdspladser i Danmark – som følge af, at vi ændrer lidt på reglerne af hensyn til nogle af de andre måder at lave forretning på.
Så det er en meget klogere måde at gøre det her på, at sikre, at den rigtige skat bliver betalt, samtidig med at vi åbner op for nye forretningsområder, og så deleøkonomien kan blomstre, end bare at trække de kendte regler ned over nogle nye forretningsformer, som de ikke nødvendigvis passer ind i.
Men der tror jeg bare regeringen har en anden tilgang til de her ting end Enhedslisten, og det er jo rimeligt nok, at vi ikke mener det samme.
I forhold til SF's og fru Lisbeth Bech Poulsens bekymring om Danske Udlejere har jeg lige læst Danske Udlejeres høringssvar, og det, Danske Udlejere peger på, er jo rigtigt nok, når de mener, at der er nogle uoverensstemmelser med boliglejeloven.
Men Danske Udlejere har et ønske i deres høringssvar, som jeg læser det.
De er bekymrede for, at du, hvis du er lejer af en bolig, og du så lejer den ud via Airbnb eller en anden platform, må tage mere i leje, altså simpelt hen tjene på udlejning i forhold til den husleje, du skal betale.
De synes, det er utilfredsstillende, at de ikke får andel i det, deres lejere kan tjene, men det synes jeg egentlig ikke er urimeligt, for at være helt ærlig:
Det synes jeg ikke er urimeligt.
Hvis det står til mig, skal udlejeren da have mulighed for under de regler, der gælder, at leje deres bolig ud, tjene nogle penge, sådan at de kan tage på ferie, få råd til at have et sommerhus eller få en lidt større bil, præcis ligesom folk, der bor i ejerboliger.
Så jeg mener, at den kritik, der i hvert fald bliver fremført af Danske Udlejere, er forkert.
Med disse ord håber jeg, at vi får en god behandling af lovforslaget.