Det næste punkt på dagsordenen er:

35) Forespørgsel nr. F 16:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om sin holdning til ekspertudvalget om udredning af arbejdsmiljøindsatsens anbefalinger i rapporten »Et nyt og forbedret arbejdsmiljø – Overvejelser og anbefalinger«, som blev offentliggjort den 27. september 2018, og hvad vil ministeren konkret gøre for at styrke det forebyggende arbejde og nedbringe antallet af mennesker, der arbejder under belastende arbejdsmiljøforhold?

Af Christian Juhl (EL) og Karsten Hønge (SF).

(Anmeldelse 01.11.2018. Fremme 06.11.2018).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 18. december 2018.

Så er det ordføreren for forespørgerne hr. Christian Juhl, Enhedslisten, for en begrundelse af forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. Det, vi skal snakke om i dag, startede jo egentlig for mange, mange år siden, men hvis vi skal nøjes med den kortere historie, så satte en række partier nogle mål i 2011, nærmere betegnet den 22. marts, for arbejdsmiljøstrategien, der hed »En strategi for arbejdsmiljøindsatsen frem til 2020«.

Partierne sagde, at der skulle være 25 pct. færre af de alvorlige arbejdsulykker; der skulle være 20 pct. færre mennesker med psykiske arbejdsbelastninger; der skulle være 20 pct. færre mennesker med muskel- og skeletbelastninger. Det har vi så løbende diskuteret indtil i 2017, hvor NFA lavede en status. Den status fortalte, at der var et lille fald i de alvorlige ulykker, dog ikke inden for byggeriet på det tidspunkt; der var en stigning i antallet af mennesker med muskel- og skeletbesvær på 14 pct.; og der var en stigning i antallet af mennesker med psykiske arbejdsmiljøbelastninger på 17 pct.

Det var altså gået den direkte modsatte vej af, hvad hensigten var. Og der begyndte vi at komme tæt på 2020, og nu nærmer vi os jo endnu mere. Derfor sagde ministeren jo også den 30. marts 2017, og det var en meget markant udtalelse af en minister, der har ansvaret for området:

»Som beskæftigelsesminister er jeg bekymret over udviklingen. Med de tal, vi ser i dag, kan jeg konstatere, at arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl« – har slået fejl – »at indsatsen simpelthen ikke virker efter hensigten« – ikke virker efter hensigten.

Derfor nedsatte han så et udvalg, og han sagde godt nok, heldigvis, at vi da kunne arbejde lidt undervejs, hvis vi kunne komme til det. Det udvalg er så her i september i år fremkommet med et digert værk, hvor det centrale er 18 anbefalinger til at forbedre arbejdsmiljøet. Det skete den 27. september 2018.

Da der så var gået et stykke tid, og vi troede, at ministeren ville handle, så snakkede Karsten Hønge og jeg om, om vi ikke snart skulle have en debat om det her, og derfor indkaldte vi den 1. november til den her forespørgsel. Ministeren har så i mellemtiden inviteret til forhandlinger – endda alle partier, ikke kun den gamle forligskreds – og det ser vi meget frem til. Men vi synes, det er rigtig god idé, at vi så kan starte og i hvert fald få diskuteret os ind på livet af, hvad der er de mest centrale emner, som sådan nogle forhandlinger kunne komme i gang med. Og det er årsagen til, at vi både har fastholdt forespørgslen, men også forberedt et forslag til vedtagelse.

Tak til hr. Christian Juhl. Så er det for besvarelse beskæftigelsesministeren.

Tak for anledningen til at diskutere arbejdsmiljø her i Folketingssalen, hvilket vi jo har haft lejlighed til en del gange, mens jeg har haft fornøjelsen af at være beskæftigelsesminister.

Hr. Christian Juhl starter med at sige, hvad det var, jeg, om man så må sige, læste højt i min ordførertale – det var så ikke en ordførertale, for det var en ministerredegørelse – den 30. marts 2017. Jeg husker den tale ret nøje af mange årsager, men primært fordi den 30. marts jo er en mærkedag i Danmark, for det er nemlig min fødselsdag, så derfor kan jeg meget tydeligt huske, hvad der skete under den debat. At det var min fødselsdag, var ikke det, der var det vigtige, men det var, at vi havde en diskussion omkring de tal, som jo lå til grund for den forespørgsel, som vi havde på det tidspunkt.

Det har jo så ført til mange forskellige ting, som jeg også gerne vil komme ind på, men hvis man starter sådan overordnet, har jeg gentagne gange slået fast, at der er behov for, at vi gentænker vores arbejdsmiljøindsats. Det er et vigtigt emne, som berører samtlige de over 2,7 millioner danske lønmodtagere, der hver dag står op og passer deres arbejde, og derfor kræver det jo også politisk opmærksomhed. Det skal være sundt og sikkert at gå på arbejde. Det har jeg slået fast i et utal af samråd, og det har jeg også slået fast her i Folketingssalen.

Hvorfor er det så vigtigt? Ja, det er det jo først og fremmest, fordi det nu engang er et fundament for et velfungerende arbejdsmarked, at man trygt og sikkert kan gå på arbejde uden at blive syg. Det har vi jo som politikere så også et ansvar for at sikre. Det har virksomhederne et ansvar for at sikre, og det er jo også vigtigt, at den enkelte lønmodtager gør, hvad vedkommende kan, for også at have et godt og sikkert arbejdsmiljø. Det er til gavn for os alle, og derfor glæder jeg mig faktisk også til debatten her i dag.

Som hr. Christian Juhl nævnte, blev der jo nedsat et ekspertudvalg på arbejdsmiljøområdet, som blev nedsat den 30. marts 2017, ikke nedsat som sådan, men det blev bebudet, og udvalget har så arbejdet, og det har jo arbejdet med formand Pia Gjellerup i spidsen med den ambition at prøve at gentænke arbejdsmiljøindsatsen i Danmark. Jeg synes, at det er vigtigt, at man også tør tænke nyt, at man også prøver at se, om man kan gøre tingene anderledes, end de er blevet gjort tidligere, og derfor vil jeg så også gerne i dag kvittere for de anbefalinger, som er kommet fra udvalget, som jeg synes på mange punkter er rigtig gode, og som også kan være med til at sætte en ny kurs.

Jeg er faktisk også glad for, at vi nu begynder at tage hul på de forhandlinger, som skal danne baggrunden for en ny politisk aftale. Hele processen har jo været kendetegnet ved, at ekspertudvalget i slutningen af september måned kom med sine anbefalinger. Det førte jo så til muligheden for en teknisk gennemgang for Folketingets Beskæftigelsesudvalg. Arbejdsmiljørådet har været inviteret til en teknisk gennemgang, og derudover har der jo så også været et sættemøde, hvor alle Folketingets partier har været indbudt, og hvor vi nu i den her uge, men også i næste uge, har mulighed for på en mere en til en-måde at tale med de forskellige partier om, hvordan de ser på den videre proces.

Det er jo en bunden opgave. Vi har et ansvar for at sikre, at reglerne og indsatsen er skruet rigtigt sammen. Tilsynet skal være målrettet og kunne tage højde for de forskellige arbejdsmiljøproblemer, der er i forskellige brancher og på forskellige virksomheder. Der er også behov for at se, om prioriteringerne på området er rigtige. Der er ikke nogen tvivl om, at et af de områder, som kræver mere politisk opmærksomhed, som vi jo også diskuterede i arbejdsmiljøforligskredsen, er hele spørgsmålet omkring det kemiske område. Det har vi jo senest set i forbindelse med det forløb, der har været om det kemiske stof krom-6. Derudover er det også, synes jeg, vigtigt, at vi i højere grad sikrer en stærk videnskæde mellem den forskning, der produceres, tilsynsindsatsen, tilsynsmyndigheden og den forebyggende indsats, der skal ske og sker ude på den enkelte arbejdsplads. Det er noget af det, som jeg tror kan forbedres.

Men det er også vigtigt at pointere, at det jo ikke er sådan, at vi siden foråret 2017 ikke har foretaget os politiske initiativer eller taget initiativer. F.eks. er der jo indgået en lang række brede aftaler, bl.a. om forebyggelse i forhold til asbest på baggrund af anbefalinger fra en arbejdsgruppe med arbejdsmarkedets parter, som jo faktisk var sat i gang under min forgænger, Jørgen Neergaard, på opfordring af hr. Christian Juhl og hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokratiet.

Vi har jo også i arbejdsmiljøforligskredsen indgået en politisk aftale, der skal sikre en bedre beskyttelse af brandmænd mod at blive udsat for partikler og sod, og vi har med et bredt flertal givet Arbejdstilsynet bedre redskaber til at tale med de ansatte, når de er på tilsyn, og flere muligheder for at reagere, ikke mindst over for krænkende handlinger.

Derudover er der også sat gang i en særlig indsats i forhold til landbruget og en ny tilsynsmetode i byggeriet, og vi må jo desværre også konstatere – eller desværre, man skal passe på, hvordan man formulerer sig – altså, vi må jo konstatere, at med den nye tilsynsmetode finder Arbejdstilsynet materielle arbejdsmiljøproblemer på knap halvdelen af de besøgte bygge- og anlægsvirksomheder. Det er langt flere end tidligere. Når jeg siger desværre, er det jo, fordi det er et udtryk for, at tilsynsindsatsen ikke har været fornuftigt skruet sammen tidligere. Det skal man jo ikke være bange for at sige højt. Det er også et udtryk for, at midlerne ikke er blevet brugt fornuftigt, og derfor tror jeg også, at tilsynsindsatsen kan gøres mere intelligent. Jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at vi bliver nødt til at blive mere brancheorienterede, vi bliver nødt til at have en mere skræddersyet model for vores tilsyn for blot at nævne nogle af de elementer.

Jeg er også helt åben over for, at arbejdsmarkedets parter skal have en mere aktiv rolle, som ekspertudvalget lægger op til i sin anbefaling. Så noterer jeg mig jo også, at jeg gentagne gange har nævnt for de politiske partier, at jeg synes, at der er brug for en 4-årig aftale omkring vores arbejdsmiljøindsats, både for at sikre en stabilitet og kontinuitet i, hvordan midlerne prioriteres, men selvfølgelig også for at tage en politisk diskussion af, hvad det er for et økonomisk niveau, som der skal være for Arbejdstilsynet fra 2020 og 4 år ud i fremtiden, hvis det er en 4-årig aftale, vi bliver enige om.

Det er min forventning og mit håb, at vi i løbet af de kommende måneder, altså i løbet af februar måned, måske ind i marts måned, kan blive enige om en bred politisk aftale omkring en ny arbejdsmiljøindsats til gavn for det danske samfund. Der skylder man jo også at sige, at det at have visheden for at sikre et stærkt og sundt arbejdsmiljø sådan set på mange måder er en rigtig, rigtig god idé, både for den enkelte, men jo også for samfundets økonomi. Det, at folk ikke bliver syge af at gå på arbejde eller bliver udsat for arbejdsulykker, er altså noget, som kun kan forbedres, forstået på den måde, at det jo er noget, der gør, at vores udgifter på tværs af velfærdssamfundet kommer til at blive mindre.

Så med det vil jeg glæde mig til de politiske forhandlinger og ser også frem til nogle gode drøftelser her i Folketingssalen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Vi var jo til et større møde ovre i Nyborg, og en af workshoppene derovre gik ud på en fremlæggelse af en undersøgelse af, hvad der hjælper i arbejdsmiljøsammenhæng. Johan Hviid Andersen, som er professor i arbejdsmedicin i Herning, fortalte, at de havde undersøgt mere end 1.000 videnskabelige undersøgelser, og at langt over de 90 fortalte, at en skærpet lovgivning og et effektivt tilsyn har entydigt forbedrende indflydelse på arbejdsmiljøet på arbejdspladserne. Han sagde, at det behøver vi ikke diskutere længere, for det er så entydigt i alle undersøgelserne, og der er mange undersøgelser af det. Hvad mener ministeren at sådan en undersøgelse skal bruges til, når vi skal diskutere, hvordan vi griber de her ting an?

Ministeren.

Først og fremmest må jeg sige, at jeg ikke har læst den pågældende undersøgelse. Men i bund og grund er meget forskning jo sådan set bare noget, der dokumenterer sund fornuft. Altså, det der er jo ikke raketvidenskab. I min verden vil det jo også være sådan, at hvis man fører et fornuftigt tilsyn, har det en effekt. Nu nævnte jeg byggeriet. Det er et område, hvor man må sige, at det ikke er, fordi man opnår et godt tilsyn ved at komme ud på et tomt byggepladskontor. Det er jo ikke det, der hjælper den enkelte bygningsarbejder eller den enkelte jord- og betonarbejder. Det er jo derfor, vi har lavet den tilsynsindsats om, og det er vel sådan set i bund og grund det bedste eksempel på, hvordan man bruger ressourcerne mere effektivt.

Det er sådan, at Præsidiet har besluttet, at der ved forespørgselsdebatter kun er ét spørgsmål pr. ordfører. Derfor er det hr. Karsten Hønge.

Lad mig allerførst starte med at sige, at jeg synes, det er en rigtig god vision, ministeren lægger frem ved at sige, at vi skal have nogle 4-årige aftaler med Arbejdstilsynet. Den der stop and go-politik over for dem er helt uholdbar. Så det er i hvert fald ubetinget et godt signal. Men hvad med det andet signal? Hvordan er ministerens generelle holdning til mulighederne for at bidrage til en økonomisk genopretning af Arbejdstilsynet?

Ministeren.

Jeg glæder mig over SF's tilgang, altså at man synes, at det er klogt at lave en 4-årig aftale, og det vil jeg sådan set også gerne kvittere for, for skiftende regeringer har jo ført stop and go-politik, og det skal vi væk fra. Det er ikke, fordi vi skal have en lang diskussion om det – det er jo forhistorisk viden.

Jeg er helt åben over for også at diskutere, hvordan vi kan styrke Arbejdstilsynet ud fra to ting: først og fremmest om vi kan bruge ressourcerne i Arbejdstilsynet mere fornuftigt, og det tror jeg godt vi kan – det vil sige, at man kan få mere Arbejdstilsyn for pengene. Men jeg er af den klare opfattelse, at vi også bliver nødt til at diskutere Arbejdstilsynets økonomi, og der har jeg trods alt endnu ikke hørt nogen partier, der har foreslået, at man skal skære på Arbejdstilsynet. Så det er jo en diskussion om, hvordan Arbejdstilsynets bevillinger skal være, og der må siges at være presserende spørgsmål, der melder sig i den forbindelse. Det er jo ikke mere end nogle få uger siden, at ikke mindst Dansk Folkeparti med den aftale, der blev indgået om finansloven, var årsagen til, at indsatsen for ordnede forhold internt i Arbejdstilsynet nu er blevet løftet, og det er jo bl.a. på baggrund af nogle triste og alvorlige eksempler.

Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Tak. Allerførst vil jeg gerne kvittere for ministerens udtalelser og sige, at jeg sådan set er meget enig i den tilgang, som ministeren har, i forhold til tilpasning af arbejdsmiljøindsatsen. Men det, jeg godt kunne tænke mig at spørge om, er: Nu ligger der jo også 18 forslag fra ekspertudvalget – hvilken værdi tillægger ministeren de 18 forslag, og hvilken værdi tillægger ministeren de 2 forslag, som også er blevet stillet fra arbejdsmarkedets parter, i forhold til de fremadrettede forhandlinger?

Ministeren.

Jeg tror, man vel kan konstatere, at arbejdsmarkedets parter jo ligesom har ladet forstå, at de har opnået en enighed om de anbefalinger, der nu er givet, og derfor er deres signal til det politiske system her på Christiansborg vel: Tænk nu meget grundigt over, hvordan I kommer til at påvirke de anbefalinger, der er givet, for vi har ligesom diskuteret det meget indgående. Det synes jeg på mange måder er godt, og det gør jeg ikke, fordi man skal udlicitere den politiske beslutningskraft til arbejdsmarkedets parter – det er jeg sådan set lodret imod – men fordi det, at arbejdsmarkedets parter faktisk nu er gået ind i et rum, som man vel må sige at de har haft svært ved at gå ind i tidligere, er positivt.

Så noterer jeg mig selvfølgelig også, at arbejdsmarkedets parter jo ikke skal lave finanslov. De har jo masser af ønsker, og det er vel også svært ikke at have ønsker, hvis man er en interesseorganisation; det ville jeg da også have, hvis det var mig, men jeg er ikke en interesseorganisation – jeg er jo noget andet – og jeg er jo heller ikke på vej til at blive en interesseorganisation.

Så siger vi tak til ministeren. Så går vi i gang med forhandlingen, og det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Der foregår rigtig meget forebyggende arbejde på de danske arbejdspladser. Der er tusindvis af arbejdsmiljørepræsentanter, der gør en god indsats hver dag. De er ikke altid lige godt uddannet, og de får heller ikke altid lige god opbakning af deres arbejdsgivere. Der er en professionel, men meget dyr rådgivning, som kan hjælpe virksomhederne, og Arbejdstilsynet er på vej til at blive trimmet. Jeg tror, der både skal ressourcer og andre arbejdsmetoder og uddannelse af medarbejderne til. Men alt for mange af os bliver stadig væk syge i kroppen eller i sindet af at gå på arbejde, og det gælder alle brancher. Dårlig sikkerhed koster liv og førlighed, et alt for højt tempo nedslider kroppen, og for lidt tid til for mange opgaver giver stress.

Hør lige tallene her: 500.000 mennesker er stressede i Danmark, 300.000 får ondt i kroppen af at arbejde, en tiendedel af dem må tage smertestillende medicin hver eneste dag for at kunne slæbe sig af sted. Hele 42.000 gange hvert år går det galt, og en af os kommer til skade på jobbet. 30 familier får hvert år besked om, at en af deres kære aldrig mere kommer hjem fra arbejde. 2.000 andre dør af en lidelse, de har fået af at arbejde – hvert eneste år. Det er et spild af gode menneskelige ressourcer og en ophobning af ufattelig stor smerte for rigtig, rigtig mange. Jeg synes, det er helt uacceptabelt, at det er blevet normalt at risikere ulykker, stress og nedslidning af at gå på arbejde. De private arbejdsgivere kan kynisk suge mere og mere effektivitet og større indtjening ud af deres ansatte, som betaler prisen for det. Heldigvis er det ikke alle arbejdsgivere, der gør det, for de har indset, at der også er penge for dem at tjene på et godt arbejdsmiljø.

Det offentlige skærer ned, mens de skruer tempoet op. Jeg har spurgt ministeren mange gange efterhånden, og nu ser det ud til, at vi er kommet i en situation, hvor vi kan begynde at lægge nogle planer for en ny stil og en ny retning. Prøv at forestille jer, at de her tal, jeg nævnte før, var fra trafikken, ville vi så i så mange år have accepteret, at det bare skete? Nej, selvfølgelig ville vi ikke det, og det skal vi heller ikke på arbejdsmiljøområdet. Der findes ikke noget vigtigere end menneskers liv og helbred, og derfor skal vi sætte kraftfuldt ind for at forbedre arbejdsmiljøet i Danmark. Det er ikke den enkeltes ansvar, som det ofte bliver gjort til, især når vi snakker om det psykiske arbejdsmiljø, som med fuld ret i stedet burde hedde det organisatoriske og sociale arbejdsmiljø for at forklare, hvad det egentlig handler om.

Der bliver ofte sagt, at det nok er din egen skyld, og der bliver skrevet i annoncerne: Vi søger kun robust arbejdskraft. Underforstået er der en hel masse ikkerobust arbejdskraft. Hvad pokker tænker de på? Jeg er rigtig glad ved, at også arbejdsmarkedets parter, især LO og FTF, nu igangsætter en kæmpestor kampagne næste år og kalder 2019 for arbejdsmiljørepræsentanternes år, hvor de på konferencer, kurser og i debatter og aktiviteter vil sætte fokus på den person, som er den vigtigste, nemlig arbejdsmiljørepræsentanten og den organisation, han eller hun indgår i på arbejdspladsen.

Det er dyrt at have et dårligt arbejdsmiljø. Beskæftigelsesministeren skriver i indledningen til ekspertudvalgets kommissorium, at det ligger på omkring 80 mia. kr. om året for samfundet i behandlinger, i førtidspensioner og i tabt produktion. Det er et stort tal. Jeg husker ikke, at Enhedslisten nogen sinde i en enkelt finanslov har fået lov til at ændre for 80 mia. kr. i budgettet. Det kommer nok engang, men det er et vildt tal. Tænk, hvad der kunne laves af gode ting for de 80 mia. kr. i forhold til det, som kun medfører smerte, lidelse, død og manglende produktioneffektivitet. Men det gør jo ikke så meget, for vi har jo penge til at gå i gang med at lave noget forebyggende. Vi har en fond til forebyggelse og fastholdelse, hvor der ligger mere end 1,2 mia. kr. Vi har i 3 år forgæves spurgt ministeren, hvornår vi skal omsætte de her penge i aktivitet, sådan at vi kan få nogle resultater, og svaret har hver gang været: Ikke nu. Jeg håber, den her debat kan medføre, at vi får en retning i tingene, og at den bliver så fælles for alle partier som muligt, for jeg synes, det er virkelig, virkelig nødvendigt.

På vegne af Enhedslisten, SF og Alternativet vil jeg gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Alle har ret til et sikkert og sundt arbejdsmiljø uden risiko for skader på helbredet. Arbejdsgiverne har hovedansvaret for, at arbejdspladserne er sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. NFA's undersøgelse fra 2017 viste med beskæftigelsesministerens egne ord, »...at arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl. At indsatsen simpelt hen ikke virker efter hensigten«. Folketinget noterer med tilfredshed, at beskæftigelsesministeren inviterer alle Folketingets partier til forhandling om ekspertudvalgets anbefalinger. Folketinget opfordrer til at prioritere disse indsatsområder:

- En væsentlig og målbar forbedring af indsatsen mod alvorlige ulykker, belastende psykisk arbejdsmiljø og sundhedsskadelige muskel- og skeletpåvirkninger.

- Et sikkert og sundt kemisk arbejdsmiljø.

- Stærke arbejdsmiljøorganisationer på arbejdspladserne og rådgivning, der understøtter arbejdet.

- En solid arbejdsmiljøuddannelse for ledere og arbejdsmiljørepræsentanter.

- Et styrket Arbejdstilsyn.

- Sanktioner, der står mål med overtrædelser af arbejdsmiljøloven.

- En aktiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter i arbejdsmiljøarbejdet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 49).

Tak for det. Det vil så indgå i de videre forhandlinger.

Vi siger tak til hr. Christian Juhl. Og den næste ordfører er hr. Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Allerførst vil jeg sige tak til Enhedslisten og til SF for at rejse debatten i dag. Der er jo ikke nogen af os, der er til stede her, der er i tvivl om, at arbejdsmiljø er et vigtigt emne. Og netop nu, hvor ekspertudvalget har afleveret deres forslag og vi står lige foran at skulle starte de politiske forhandlinger, kan det jo være udmærket at få afdækket partiernes positioner.

Baggrunden for vores debat er dybt alvorlig. På trods af at der gennem årtier har været fokus på at skabe et bedre arbejdsmiljø, i takt med den viden og de erfaringer, vi som samfund har skaffet os, kan vi jo se, at der stadig væk er plads til forbedring. Indsatsen for et bedre arbejdsmiljø virker ikke godt nok – eller efter hensigten. Vi kan jo kalde det, hvad vi vil. I hvert fald har vi endnu til gode at se, at der sker et fald i antallet af ulykker, i antallet af personer, der bliver nedslidt eller får en erhvervssygdom, og et fald i antallet af personer, der oplever dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Det koster samfundet i omegnen af 80 mia. kr. hvert eneste år i tabt arbejde, udgifter til forsørgelse, sygdomsbehandling og ikke mindst et utal af forspildte gode leveår, der ikke kan gøres op i penge. I Socialdemokratiet mener vi derfor, at det giver rigtig god mening, at vi har haft et ekspertudvalg i gang med at se på nye og bedre veje at gå for at styrke indsatsen for et godt arbejdsmiljø og for at få vendt tendensen og få kurverne til at pege i den rigtige retning, nemlig nedad.

Ekspertudvalget er barslet med 18 forslag til, hvad en fremtidig politik som minimum skal indeholde. Det er 18 gode forslag, hvor udvalget også har valgt at vove pelsen og gå ind på områder, hvor det ikke tidligere har været muligt. Her ser jeg det som en styrke, at arbejdsmarkedets parter har siddet med i udvalget og på den måde forpligtet sig selv og hinanden. Det betyder til gengæld for os i Socialdemokratiet, at vi i de kommende forhandlinger vil lægge meget stor vægt på ekspertudvalgets samlede indstilling – inklusive de to forslag, som i et appendiks er tilføjet som særligt bidrag fra LO og fra DA.

Vi anerkender det store arbejde, der er gjort, og vi kan også godt se, at der kan være områder, hvor det er nødvendigt at lægge til og bygge på for at komme helt i mål. Og uden at foregribe de kommende forhandlinger kan jeg godt afsløre, at vi ønsker at diskutere rolle- og opgavefordelingen mellem Arbejdstilsynet, branchefællesskaberne og de professionelle arbejdsmiljørådgivere. Vi ønsker at diskutere, hvordan vi sikrer, at den halvdel af arbejdsmarkedet, som ikke er omfattet af reglerne for arbejdsmarkedsorganisation, bliver inddraget. Og vi ønsker at diskutere, hvordan vi sikrer, at kemi får en større opmærksomhed i det fremtidige arbejde.

Når alt det er på plads, bliver det en selvstændig diskussion om den økonomi, der skal være for at finansiere den indsats, som vi får aftalt. Men alt i alt ser vi i Socialdemokratiet frem til de kommende forhandlinger, og vi ser frem til, at vi i en bred kreds af partier kan få skabt et grundlag for en fremtidig arbejdsmiljøindsats.

Så vil jeg gerne slutte af med at oplæse et forslag til vedtagelse fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Man skal ikke blive syg eller komme til skade af at gå på arbejde. Arbejdsmiljøindsatsen skal understøtte, at det er sikkert og sundt at gå på arbejde i Danmark. Det er først og fremmest til gavn for den enkelte, men også for arbejdspladserne og samfundet som helhed.

Folketinget noterer, at der løbende er igangsat initiativer for at understøtte et bedre arbejdsmiljø, herunder at

- der er igangsat særlige brancherettede indsatser i bygge- og anlægssektoren og landbruget,

- der er indgået en politisk aftale om forebyggelse af brandfolks udsættelse for sod og skadelige partikler,

- der er indgået en politisk aftale om anbefalinger om asbest,

- der er lavet en politisk løsning om indsats i forhold til psykisk arbejdsmiljø som opfølgning på drøftelser af Metodeudvalgets anbefalinger.

Folketinget konstaterer samtidig, at der er indledt forhandlinger om anbefalingerne fra ekspertudvalget på arbejdsmiljøområdet, der blev offentliggjort den 27. september.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 50).

Tak for det. Det vil så indgå i den videre debat.

Der er et spørgsmål fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det. Til de undrende lyttere må jeg sige, at det jo ingen skam er ikke at være med i et forslag til vedtagelse, når man ikke er blevet inviteret med til det. Vi har ventet forgæves på, at nogen ville inddrage os, og derfor har vi selvfølgelig lavet vores eget. Det er jo det, der er situationen – jeg troede, at vi skulle være fælles om tingene nu, og det er derfor, jeg skrev til jer i går om, at vi kunne lave et fælles forslag til vedtagelse.

Tidligere havde parterne stor indflydelse på målsætningen for arbejdsmiljøet, før 2011. De krav, der blev vedtaget hvert og hvert andet år, var meget, meget forsigtige, og det er vel baggrunden for, at politikere i marts 2011 sagde, at det vist var tid til, at man strammede lidt op og stillede krav på de tre områder med de henholdsvis 20 pct.s og 25 pct.s forbedring inden 2020. Når nu der er lagt op til i de 18 anbefalinger, at parterne igen skal til at have en indflydelse, hvordan mener Socialdemokratiets ordfører så at vi sikrer, at det ikke bliver nogle små, forsigtige vedtagelser, som ender, som det var før 2011, og sådan, at vi reelt får nogle forandringer?

Ordføreren, værsgo.

Jeg har faktisk meget stor tiltro til arbejdsmarkedets parter. Nu tænker jeg også, at der er gået så mange år siden 2011 og den tid, der ligger før, at den erkendelse, der må være alle steder, også hos arbejdsmarkedets parter, må være, at det ikke kan hjælpe noget med, hvis jeg må bruge udtrykket, fedtspil i det her. Hvis vi virkelig ønsker, at der skal ske en forandring, er det også nødvendigt at have nogle målsætninger, der passer. Og det, som der er lagt op til i det her, er jo netop, at de målsætninger, der skal laves, ikke er nogle, der bare skal besluttes herinde, og som kan stå som sådan en overskrift, men nogle, som skal ud og bruges direkte, både i brancherne og på virksomhederne. Og derfor giver det forslag, der er, om, at man skal have en større nærhed til dem, der skal bruge de målsætninger, rigtig god mening for mig. Og som sagt har jeg tiltro til, at arbejdsmarkedets parter vil have en anden tilgang nu, end de havde dengang.

Hr. Christian Juhl.

Jamen jeg har 30 års erfaring med, at når parterne skal sidde og forhandle, kan det godt blive lidt for forsigtigt og lidt for små krav, der bliver stillet. Det så vi jo før 2011, og det var vel derfor, Socialdemokratiet selv var med til at stille de nye krav. Og vi skal vel ikke gentage de dumheder; vi er vel nødt til at sige, at der skal være en kombination af nærhed og så en politisk styring af, hvor vi skal hen, hvis vi skal nå nogle resultater, og ikke glemme, at vi faktisk ikke når 2020-målene, fordi det er gået i stå. Vi så det også i forbindelse med asbest – der var det også parterne, der gik i stå, og vi var nødt til at hjælpe dem i gang.

Ordføreren.

Jamen jeg har meget stor tiltro til, at parterne – også med lidt pædagogisk hjælp fra politikerne – kan nå til nogle rigtig gode resultater. Jeg synes netop, at det resultat, der er kommet af ekspertudvalgets arbejde, viser, at parterne, når de bliver sat sammen og får lov til at blive inde i rummet, indtil der kommer hvid røg op, også er i stand til at komme med løsninger, som peger mere fremad end det, som ordføreren for Enhedslisten her skitserer.

Så er det hr. Karsten Hønge. Værsgo.

Jeg lagde mærke til, at hr. Lennart Damsbo-Andersen startede med at udtrykke sin glæde ved, at vi nu skulle diskutere arbejdsmiljø. Jeg har egentlig et spørgsmål – det er en detalje, men alligevel interessant at få opklaret: Hvad skyldes det egentlig, at man ikke har haft lyst til at inddrage alle partierne i forslaget til vedtagelse, altså, hvis man nu synes, at det med arbejdsmiljøet er meget vigtigt? Vi står lige foran et forhandlingsforløb. Hvad er det for et behov, Socialdemokratiet har haft, for at slå hegn omkring en forligskreds og ikke benytte lejligheden til at gøre os fælles om det?

Ordføreren.

I Socialdemokratiet har vi ikke noget behov for at slå hegn omkring os.

Hr. Karsten Hønge.

Så vil jeg da gerne bede ordføreren om at svare på den anden halvdel af spørgsmålet: Hvorfor har man så ikke benyttet lejligheden til at invitere Folketingets partier til et fælles forslag til vedtagelse?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at sådan et forslag til vedtagelse kommer fra ministeriet og ministeren. Og vi synes, det er helt naturligt, at det er på den måde.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg synes, det er godt at få en debat om arbejdsmiljø. Det er et emne, som vi kommer til at arbejde med et stykke tid fremover i hvert fald, før der er en aftale på plads. Det er jo ikke sådan, at man bare sætter sig ned, og så er der en ny aftale om arbejdsmiljøet.

Når man kigger på det arbejdsmiljø, vi har, og den aftale, der ligger i dag, så er det jo sådan lidt bemærkelsesværdigt, at når man så har møde med BAT-kartellet, Bygge & Anlæg, sidder de og siger: Vi synes sådan set, at arbejdsmiljølovgivningen stort set er god nok. Men den bliver ikke brugt, som den skal. Så må vi må sige: Hvad er det så, vi som lovgivere har af problemer? For vi kan lovgive og lovgive, men hvis det ikke bliver brugt, som det skal, så hjælper det ikke, at vi bare putter mere og mere ovenpå.

Derfor var det også, at det her ekspertudvalg blev nedsat, så vi kunne se, hvad det er, der er galt med det hele. Det skal vi have fundet ud af, for vi skal jo have en arbejdsmiljølovgivning, der virker og bliver efterlevet. Og det er så det, vi skal til at se på, når vi skal lave et nyt arbejdsmiljøforlig på det her område, en ny indsats.

Der har udvalget selvfølgelig set på rigtig mange ting inden for arbejdsmiljø, og de er kommet med mange gode forslag. Om de er lige gode alle sammen, skal jeg ikke gøre mig klog på her. Det kan godt være, at der er nogle, man synes bedre om end andre. Men det, det drejer sig om, er i hvert fald, at vi skal have fundet frem til en ny arbejdsmiljøaftale, hvor vi sikrer, at de redskaber, der bliver givet, også vil blive efterlevet, og at vi får forbedret arbejdsmiljøet.

For det er jo sådan, som det også er blevet sagt flere gange under tidligere debatter, at arbejdsmiljøet er afgørende for, hvordan nedslidningen bliver ude på arbejdspladserne. Så derfor er det jo vigtigt, at vi får nogle redskaber, som både arbejdsgivere og lønmodtagere kan bruge, og som de kan leve op til, og at de er tilfredsstillende, så det hindrer for meget nedslidning og for stor påvirkning fra forskellige stoffer. Der har jo, som det er blevet nævnt, været indsatser på forskellige områder, hvor vi har kunnet se, at der er nogle ting, der har påvirket lønmodtagerne. Og vi ved også, at når vi kigger ud på arbejdspladserne, er der jo spørgsmålet om, om man så har den uddannelse, der er god nok til, at man kan kontrollere arbejdsmiljøet. Og det gælder jo arbejdsmiljørepræsentanter, og det gælder også ledelsesrepræsentanter, altså at de har den viden, der skal til, for at de lever op til det, som vi stiller krav om.

Men vi skal selvfølgelig sikre os, at der er visse emner, der får topprioritet. Det er bl.a. det psykiske, som vil være vores topprioritet i det, vi skal til at tale om, i hvert fald fra Dansk Folkepartis side. Men vi har stadig væk en hel del med nedslidning, som ikke er godt nok. Og derfor bliver arbejdet for at bekæmpe nedslidning selvfølgelig også et af de områder, hvor vi kommer til at skulle se meget på, hvordan vi så kan forbedre det hele.

Men i Dansk Folkeparti vil vi se frem til, at vi kommer i gang med forhandlingerne om en ny arbejdsmiljøindsats til gavn for både lønmodtagere og arbejdsgivere og det danske samfund, så vi ad den vej kan gøre, hvad vi kan, for at forbedre forholdene ude på arbejdspladserne. Men et af hovedemnerne bliver som sagt, at vi kan få lavet en aftale, hvor vi er sikre på, at både lønmodtagere og arbejdsgivere vil efterleve den. Det er ikke nok, at vi tror, at vi har lavet en lovgivning, der er god nok, hvis det så er sådan, at vi får at vide, at der ikke er nogen, der efterlever den ude på arbejdspladserne. Så er det ligesom at smide vand på en gås; så hjælper det ikke noget som helst.

Så vi får en stor opgave her med at sikre, at vi får strikket en aftale sammen, der kan virke på den måde, som det altid har været hensigten, altså netop at forbedre arbejdsmiljøet og formindske skaderne og også forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Så det er en stor opgave, som ligger forude.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Jeg er lidt nysgerrig, og jeg kan jo se, at vi nu her i næste uge skal tage stilling til nogle forslag til finanslovsændringer, og der har Dansk Folkeparti tilsyneladende været med til at sikre, at der kommer ekstra 13 mio. kr. til Arbejdstilsynet. Det synes jeg da er prisværdigt.

Men som hr. Bent Bøgsted tidligere har sagt, skal vi i hvert fald sørge for, at der ikke sker forringelser næste år, for der skal man jo op på et noget større tal for at sikre, at Arbejdstilsynet kan køre uændret videre – der slår 13 mio. kr. jo ikke til? Og hvad er grunden til, at det ikke lykkedes?

Ordføreren.

Det, det drejer sig om, er grundbevillingen. Der er, hvis jeg husker rigtigt, en pulje, der er udløbet, og det er nok den, hr. Christian Juhl hentyder til. Men de 13 mio. kr. plus de 2 mio. kr. mere er det, der var i grundbevillingen, der lå til at blive beskåret, men som vi har sikret ikke bliver skåret væk. At der så måske er en pulje, der udløber, og at der dermed er nogle penge, der forsvinder, er så en anden sag. Men det, der ligger i det, er jo også, at når vi har indgået en aftale om arbejdsmiljø – jeg tror, at hr. Lennart Damsbo-Andersen også var inde på det – så skal vi finde et niveau, som Arbejdstilsynets bevillinger skal ligge på, og det skal vi så også have aftalt i den kreds, der indgår aftalen om arbejdsmiljø.

Hr. Christian Juhl.

Nu nægter jeg at tro på, at det er hr. Lennart Damsbo-Andersen, der har sagt, at der søreme ikke må komme mere end 13 mio. kr. i kassen næste år. Det tror jeg ikke på. Men det kan vi jo få opklaret.

Jeg synes jo, at det er lidt vigtigt, for hvis man skal køre uændret i forhold til 2018, skal der i hvert fald lægges 25 mio. kr. i Arbejdstilsynet til næste år, og dem er vi nødt til at prøve at hjælpe med at finde. Jeg ved ikke, hvornår vi skal finde dem, men vi skal vel også have fundet et passende niveau, og der synes jeg da, at vi skal tage udgangspunkt i de organisationer, der har forstand på det, nemlig LO, FTF og alle de andre, der har udtalt sig. De siger jo, at der er brug for en ordentlig opskrivning på ca. 100 mio. kr.

Ordføreren.

Jamen man skal jo passe på ikke at låse sig fast på et tal, og jeg mener ikke, at jeg sagde, at hr. Lennart Damsbo-Andersen havde sagt, at 13 mio. kr. var nok. Det tror jeg ikke jeg har sagt på noget tidspunkt. Jeg sagde, at hr. Lennart Damsbo-Andersen talte om, at vi skal finde et fast i niveau for grundbevillingen til Arbejdstilsynet, og det har jo ikke noget med de her 13 mio. kr. at gøre.

Når man så ser på, hvilke tal der sværmer rundt, skal man også passe på ikke at give et tal og sige: Det her skal vi give Arbejdstilsynet. Hvis det så bliver et lavere tal og man ikke får det, man gerne vil, så står man jo egentlig som en, der ikke har fået det, som man har lovet udadtil. Man skal passe på, hvad man siger i den forbindelse. Men vi går til forhandlingerne for at finde et fast niveau.

Tak for det. Så er det hr. Karsten Hønge.

Vi kan diskutere, om det så er de 13 mio. kr. eller de 13+2, eller om det er 25 mio. kr., der mangler. Men hvad er Dansk Folkepartis ambitioner egentlig? Er det bare status quo? Er Arbejdstilsynets virke ikke så alvorligt, at status quo langtfra er godt nok? Uanset om man så har status quo eller ej – hvad jeg nu heller ikke rigtig kan forstå man har med det beløb, men der er vi nede i en detalje – er status quo på Arbejdstilsynet så godt nok for Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Jeg tror, at man kan finde flere steder, hvor jeg har udtalt, at niveauet skal være højere end i dag, uden at nogen skal begynde at sætte et fast beløb på det. Men jeg har ikke sagt, at vi går ind i forhandlingerne, for at der skal være status quo i grundbevillingen. Jeg har talt om, at det skal være højere, end det er i dag, men uden at jeg vil låse mig fast på, hvor stort beløbet skal være.

Hr. Karsten Hønge.

Kan vi ikke komme det lidt nærmere, hvis vi er enige om, at status quo er ud fra et udgangspunkt, som er langt lavere, end det var for 18 år siden? Man har i gennemsnit beskåret Arbejdstilsynet – det er jo gået op og ned – med 6 mio. kr. om året igennem alle årene, altså hvert år, så kunne hr. Bent Bøgsted ikke komme med en antydning om, hvad bevillingen bør ligge på? Nu har LO og andre spillet ud med, at de synes, at det nok er 100 mio. kr., der er brug for. Men hvor ligger Dansk Folkeparti sådan cirka henne – i hele træskolængder?

Ordføreren.

Hr. Karsten Hønge har været så lang tid i Folketinget, at han burde vide, at hvis man slynger et tal ud fra talerstolen og det ikke holder, vil hr. Karsten Hønge stå her om et år eller sådan noget og sige til mig, når jeg står her på talerstolen: Hr. Bent Bøgsted lovede, at der skulle 75 eller 100 mio. kr. oveni; I i Dansk Folkeparti har ikke fået det, I ville have.

Den situation kommer vi ikke til at stå i. Man skal passe på med at sætte et fast beløb på. Jeg har bare sagt, at niveauet skal være højere, end det er i dag, men hvor det skal ligge henne, kommer jo an på, hvad aftalen kommer til at lyde på, og hvad der er brug for.

Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Nu ved jeg godt, at det her ikke handler om det fremtidige, men jeg synes jo, at den her diskussion siger noget om, hvad det er for noget, der er foregået i lokalet omkring finansloven. Og jeg kunne jo godt lige tænke mig at spørge hr. Bent Bøgsted, om han er tilfreds med det resultat, som Dansk Folkeparti har opnået med de 13 mio. kr., og om ikke hr. Bent Bøgsted havde et større ambitionsniveau, i forhold til hvad Arbejdstilsynet skulle have haft af midler.

Ordføreren.

Jamen som jeg har forstået det hele og de beregninger, jeg har fået, så vil de beløb, der er kommet, sikre, at grundbevillingen ikke bliver beskåret i forhold til 2018, og det vil sige, at vi dermed så også bygger bro til de forhandlinger, der skal være i 2019, om, hvor grundbevillingen skal ligge henne. Der har været nogle højere beløb, og der har været puljer, der er udløbet, men det er jo ikke dem, vi snakker om, det er selve grundbeløbet. Det er det, vi snakker om.

Så siger vi tak til hr. Bent Bøgsted. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Hans Andersen, Venstre.

Tak for det. Venstre mener, at arbejdsmiljø og ikke mindst et sundt og trygt arbejdsmiljø er en utrolig vigtig dagsorden. Tak til Enhedslisten og SF for at sætte det til debat i dag her i Folketingssalen, for vi skal jo passe på de ca. 2,7 millioner mennesker, der hver dag snører skoene og tager af sted på arbejde. Dem skylder vi, at vi sikrer et sundt og sikkert arbejdsmiljø, først og fremmest fordi man ikke skal blive syg af at gå på arbejde, og fordi et godt arbejdsmiljø skaber glæde og velfungerende medarbejdere. Det er sundt. Det er sund fornuft set i et menneskeligt perspektiv, og det er sund fornuft set i et økonomisk perspektiv.

Desværre må vi jo bekende, at det går den forkerte vej med arbejdsmiljøindsatsen. Det er bekymrende. Særlig går det jo den helt forkerte vej, hvad angår det psykiske arbejdsmiljø. For Venstre er det helt afgørende, at vi får vendt udviklingen, det vil jeg gerne understrege. Derfor tog regeringen initiativ til at nedsætte et ekspertudvalg, der havde til opgave at komme med anbefalinger, så vi i fremtiden kan sammensætte en bedre arbejdsmiljøindsats. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til ekspertudvalget for et godt stykke arbejde. Udvalget har haft til opgave at nytænke hele indsatsen, og det skal vi tage med os til de kommende politiske forhandlinger.

Nu handler det om at følge op på anbefalingerne. Det er Venstres ambition. Vi synes, at udvalget er kommet meget godt rundt. Der er en række anbefalinger, der handler om, hvordan vi fastlægger målene for arbejdsmiljøindsatsen; hvordan vi arbejder med en skærpet myndighedsindsats, så Arbejdstilsynet i højere grad kommer på besøg der, hvor der er problemer; det handler om større fokus på vejledninger og dialog, når Arbejdstilsynet kommer på besøg, samt en fokuseret produktion af både forskning og formidling på området.

Så er der jo sideløbende med ekspertudvalgets arbejde taget en lang række initiativer, som også ministeren har været inde på: en styrket indsats i landbruget, en ny tilsynsmetode i byggeriet, og en aftale om brandfolks arbejdsmiljø. Nu handler det om at få omsat de her anbefalinger til konkret politik, og derfor ser jeg meget frem til de kommende forhandlinger. Jeg støtter op om det forslag til vedtagelse, som er læst op af Socialdemokratiets ordfører, og jeg skal hilse fra De Konservative og sige, at de også støtter forslaget til vedtagelse fremsat i dag af Socialdemokratiets ordfører. Tak.

Der er nogle korte bemærkninger. Det er først hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Her midt på sommeren, da vi ventede spændt på de 18 anbefalinger, eller hvor mange det nu kunne blive, hvad vi jo ikke vidste på det tidspunkt, afleverede NFA resultatet af en undersøgelse, hvori de havde spurgt arbejdsgiverne om, hvordan de arbejdede med de grundlæggende ting – Har I en arbejdsmiljøorganisation? Bliver de uddannet? Har I en APV, altså en arbejdspladsvurdering? Holder I de årlige møder? Og de var næsten vaneforbrydere, hvis jeg kan bruge det udtryk, for der var helt op til 50 pct. af arbejdsgiverne, der ikke på deres arbejdspladser fulgte de grundlæggende ting i arbejdsmiljøloven, nemlig det, der er basis for, at man kan lave det forebyggende arbejde. Det er det, vi siger der er det vigtigste, nemlig det, der sker på arbejdspladsen.

Hvad mener hr. Hans Andersen om, at arbejdsgiverne, da det er dem, der har svaret på spørgsmålene, selv melder ind – og det er sandsynligvis de bedste af arbejdsgiverne, der har svaret, vil jeg tro – om, at svarene ligger så grotesk dårligt for både små, mellemstore og store arbejdspladser?

Ordføreren.

Jeg mener bestemt, at der er en opgave her, der skal løses, og jeg ser også frem til drøftelsen af den i de kommende forhandlinger om en bedre arbejdsmiljøindsats. Jeg tror, at en del af løsningen på at få et bedre arbejdsmiljø er, at man ude på den lokale arbejdsplads tager ansvaret, og det handler også om, at arbejdsgiverne skal tage ansvaret på sig, sætte arbejdsmiljøet på dagsordenen og selvfølgelig leve op til den til enhver tid gældende lovgivning.

Hr. Christian Juhl vil alligevel gerne nå en kommentar til. Værsgo.

Det vil han rigtig gerne. Nu siger hr. Hans Andersen, at det er arbejdsgiverne, der skal sørge for det, og det er jeg fuldstændig enig i, men en arbejdsmiljørepræsentant kan jo ikke klare det alene. Jeg mener, at enhver arbejdsplads, der laver et godt forebyggende arbejde, gør det, fordi de har valgt et antal arbejdsmiljørepræsentanter og sørget for at uddanne dem.

Derfor vil jeg spørge hr. Hans Andersen, om han mener, at det er nok med 1,5 dages årlig uddannelse for en arbejdsmiljørepræsentant, selv om personen er en rigtig dygtig 3F'er eller en smed, hvis denne person som arbejdsmiljørepræsentant sættes til at have overblik over ulykkesrisici, over kemi, over ergonomi, over psykisk arbejdsmiljø, over al den nye teknologi, der kommer ind på arbejdspladserne, med alt, hvad det medfører af påvirkninger.

Hr. Hans Andersen.

Det er da bestemt et godt emne, som jeg synes vi skal drøfte i de kommende forhandlinger, altså hvordan vi forbedrer arbejdsmiljøindsatsen. Det er da et godt emne. Det vil jo ikke være seriøst, hvis jeg skal stå her i dag og i detaljen kommentere det og sige, om jeg præcis synes, at en komma og så et andet tal er præcis det, der skal til, for at vi får løst opgaven med det arbejdsmiljø, som vi alle sammen gerne vil forbedre. Men det er da bestemt et emne, som vi skal rundt om i de kommende forhandlinger, og det ser jeg frem til.

Tak. Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om det samme, som jeg spurgte ministeren om i forhold til ekspertudvalgets rapport og de 18 forslag, som de er kommet med. Hvilken vægt tillægger ordføreren de anbefalinger, som ekspertudvalget og arbejdsmarkedets parter ved siden af er kommet med, altså de 18 plus de 2? Hvilken vægt tillægger ordføreren dem i de kommende forhandlinger?

Ordføreren.

Jeg synes, at de anbefalinger, der er kommet fra ekspertudvalget, er et rigtig godt grundlag for at tage en politisk forhandling. For jeg er helt overbevist om, at arbejdsmarkedets parter skal være en del af løsningen her, og når arbejdsmarkedets parter har været involveret i et arbejde over længere tid, har de også committet sig til at sige, at det her bestemt kan være en del af løsningen. Så har jeg også noteret mig, at der er yderligere ønsker fra arbejdsmarkedets parter, og der er det jo noget, som jeg mener vi skal drøfte i forhandlingerne, hvor langt vi skal gå, bl.a. når det handler om økonomi.

Så er det hr. Karsten Hønge.

Hr. Hans Andersen nævnte i sin ordførertale udfordringerne omkring det psykiske arbejdsmiljø. Kunne vi få antydningerne af, i hvilken retning det er Venstre så ser løsningerne?

Ordføreren.

Der er jo blandt anbefalingerne en anbefaling 11. Der står:

»Reglerne for det psykiske arbejdsmiljø skal skrives ind i en bekendtgørelse, så det bliver tydeligere, hvad der er gældende regler for forebyggelse af risici i det psykiske arbejdsmiljø.«

Det kan da, synes jeg, være et godt grundlag for at tage en drøftelse. Jeg synes, det lyder fornuftigt, blot for at skitsere en retning fra vores side, i forhold til hvordan vi håndterer det her. Men det kan ikke stå alene, det er jeg med på. Men det er en retning.

Med det siger vi tak til hr. Hans Andersen. Den næste i rækken er fru Christina Egelund fra Liberal Alliance. Værsgo.

Som er ekspert i arbejdsmiljø og Arbejdstilsynets opgaver – jeg skal gøre mit bedste.

Jeg ved dog, at der er bred enighed i Folketinget om, at vi skal have et godt arbejdsmiljø i Danmark. Derfor er det vigtigt hele tiden at gentænke indsatsen, så den følger med den udvikling, der er på arbejdsmarkedet, og det er jo baggrunden for, at vi ser frem til de politiske forhandlinger på baggrund af ekspertudvalgets anbefalinger. For der er helt sikkert ting, som kan gøres bedre. Men man skal bemærke, at vi i undersøgelser er blandt de lande med det allerbedste selvvurderede arbejdsmiljø.

Jeg tror, der er god grund til at se den indsats, der foregår i dag, efter i sømmene. For vores indtryk er, at der bruges en del ressourcer på områder, hvor problemerne ikke er størst, f.eks. på kontorarbejdspladser, og det er altså ikke her, man finder de alvorligste arbejdsskader. Det er derfor godt, at man har startet en udvikling hen imod, at indsatsen skal gøres mere risikobaseret. Stod det til Liberal Alliance, skulle man fokusere en meget stor del af indsatsen der, hvor de værste skader forekommer.

I debatten er der til stadighed et øget fokus på det psykiske arbejdsmiljø, og det er selvfølgelig også vigtigt. Men jeg tror, der er grund til at tænke over, om der er sådan en sammenhæng mellem et godt arbejdsmiljø, hvor alle er glade, og at det nødvendigvis betyder, at travlhed ikke hører hjemme på en arbejdsplads, eller at konflikter ikke hører hjemme på en arbejdsplads.

Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke blander de begreber sammen. For travlhed kan jo godt være naturligt på en arbejdsplads, og konflikter kan også være naturlige på en arbejdsplads. Det er et grundvilkår til tider på nogle arbejdspladser, og det kan man ikke afskaffe. Men man skal selvfølgelig sørge for at være opmærksom på medarbejdere, som f.eks. udviser tegn på stress eller depression, eller at andre konsekvenser af travlhed eller konflikter opstår. Det er både i virksomhedernes og i medarbejdernes interesse, at vi får et bedre arbejdsmiljø. Tak.

Tak til fru Christina Egelund. Der kom alligevel lige et ønske om en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl på falderebet.

Ja, med så kort en ordførertale må man jo være hurtig.

Kort og præcis, hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det. Liberal Alliances ordfører peger på nogle væsentlige ting omkring psykisk arbejdsmiljø, og det er også derfor, der er flere og flere, der er enige i, at vi skal lade være med at kalde det psykisk arbejdsmiljø. For så er det, som om det sker inde i hovedet på den enkelte. Det var meget bedre at kalde det det organisatoriske og det sociale arbejdsmiljø, ligesom man har gjort i bekendtgørelsen i Sverige, hvor man har haft meget, meget succes med at komme foran problemerne: Det organisatoriske, fordi den måde, man organiserer sin arbejdsplads på som arbejdsgiver, er meget afgørende for, om folk trives, og om man kan give den en ekstra skalle uden at blive udbrændt, men bare blive almindelig træt, og det sociale, fordi det er hamrende vigtigt, hvordan vi er over for hinanden på en travl arbejdsplads. Jo mere travlt man har, jo vigtigere er det, at man tager hensyn til hinanden, taler ordentligt til hinanden, hjælper hinanden og får det til at køre. Derfor er det to gode begreber, som jeg håber at vi kan få ind i den nye bekendtgørelse, og også en opstramning af Arbejdstilsynets mulighed for at blande sig. Jeg vil høre, om Liberal Alliance er enig i det.

Fru Christina Egelund.

Vi er jo i udgangspunktet ikke så optaget af, hvad tingene bliver kaldt, men mere, hvad man gør ved dem de steder, hvor man identificerer et problem. Men det er jo fuldstændig umuligt at være uenig i den substantielle betragtning, som spørgeren har, nemlig at selv om man har travlt – eller måske især når der er travlt – og selv om der er konflikter på en arbejdsplads, er der grund til, at man som god kollega og sådan set også som god leder er opmærksom på, om alle trives i den travlhed, der er, og er opmærksom på, om alle egentlig grundlæggende har det godt. Så i substansen er jeg enig. Jeg har ikke nogen holdning til, om man kalder tingene det ene eller det andet.

Hr. Christian Juhl.

Men det er vel vigtigt, at vi finder nogle begreber, som man kan bruge operativt på en arbejdsplads, og forstå, hvad det handler om, når man ser, hvor mange der har stigende problemer på arbejdspladsen. Og der er 25.000 om dagen, som bliver sygemeldt på arbejdspladsen. Det er rigtig mange ressourcer, der bliver spildt, så jeg synes, vi skal gøre noget på det område.

Der vil jeg gerne høre: Hvad mener Liberal Alliance om, at vi opgraderer mulighederne for arbejdsmiljørepræsentanten og den leder, der har ansvaret for arbejdsmiljøet, for – eller efter min mening også pligten til – at tage noget mere uddannelse? For jeg tror, at uddannelse er en genvej til et kvalitativt bedre forebyggende arbejde end i dag.

Tak. Så er det ordføreren.

Hvis det skal forstås som sådan en generel ret eller en generel pligt, som man spreder ud over alle arbejdspladser, er jeg ikke nødvendigvis enig. En af pointerne i min tale – og det er rigtigt, at den var lidt kort – var, at jeg godt kan lide, at man har en tilgang, hvor man er mere konkret, altså hvor man har en risikobaseret tilgang til en forbedring af arbejdsmiljøet. Så kan hr. Christian Juhl jo godt insistere på, at det er vigtigt, hvad man kalder ting. Jeg er mere optaget af, hvad man gør ved de problemer, der er.

Med det siger vi tak til fru Christina Egelund, og så er det fru Ulla Sandbæk, Alternativet. Værsgo.

Mange tak, formand. Indledningsvis vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg taler på vegne af hr. Torsten Gejl.

Nok er arbejdsmiljøforholdene i Danmark sammenlignet med mange andre lande nogle af de bedste i verden. Vi har gennem tiden formået at sikre en høj arbejdsmiljøstandard til gavn for menneskers ve og vel. Men vi har ingen grund til at hvile på laurbærrene. Vi hører næsten dagligt om medarbejdere, som melder sig syge på grund af stress, angst og depression for ikke at nævne andre former for psykisk og fysisk overlast. Det er uholdbart og vidner om, at vi ikke er nået i mål. Derfor har vi i Alternativet ventet på ekspertudvalgets udredning af miljøindsatsen på det danske arbejdsmarked med en vis spænding. Og lad mig sige det klart: Rapportens konklusioner om arbejdsmiljøindsatsen kommer ikke som den store overraskelse for os. Tværtimod bekræfter den opfattelsen hos mange af os. Hele baggrunden for ekspertudvalgets udredning skyldes jo, at arbejdsmiljøindsatsen efter mange års fremgang er støt på grund. Faktisk er der i de senere år sket en tilbagegang i arbejdsmiljøindsatsen på nogle områder.

Jeg vil til illustration af tilbagegangen for arbejdsmiljøet fremhæve andelen af medarbejdere, der rapporterer, at de i arbejdet er udsat for psykiske belastninger såsom tidspres, mobning eller vold, og som samtidig oplever symptomer på stress eller depression. Denne andel er som allerede nævnt ifølge rapporten steget med ca. 17 pct. fra 2012 til 2016. Det er en bekymrende tilbagegang, men desværre ikke den eneste. I samme periode var der en stigning på ca. 15 pct. i andelen af lønmodtagere, der rapporterer, at de i deres arbejde er udsat for fysiske belastninger, og som samtidig oplever smerter og træthed efter arbejdet.

En af de brancher, som er særlig udsatte, er byggeriet, hvor ansatte har over dobbelt så høj en risiko for at komme alvorligt til skade sammenlignet med andre på arbejdsmarkedet. Denne bekymrende udvikling for arbejdsmiljøindsatsen kalder på handling. Vi er derfor glade for, at ekspertudvalget er kommet med en række anbefalinger. For vi må og skal vende udviklingen. Det skylder vi de knap 2,8 millioner mennesker, som går på arbejde hver dag.

Arbejdsgiverne skal i højere grad end i dag fokusere på mere end blot sorte tal på bundlinjen. Miljøet og medarbejderne skal i lige så høj grad i fokus. Der er ingen tvivl om, at langt hovedparten af arbejdspladserne ønsker gode forhold for deres medarbejdere. Vi skal derfor som lovgivere sikre de bedste rammer for arbejdspladserne til at udvikle arbejdsmiljøindsatsen. Derfor tilslutter vi os helt og fuldt ekspertudvalgets overordnede betragtninger om, at arbejdsmiljøet skal tættere på arbejdspladserne, og at regeringen og arbejdsmarkedets parter i fællesskab aftaler prioriterede nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen.

Hos Alternativet mener vi, at et af indsatsområderne i arbejdsmiljøindsatsen er gennem en årrække at nedbringe arbejdstiden til 30 timer om ugen. På den måde sikrer vi en bedre balance mellem arbejds-, familie- og fritidsliv. Vi påstår ikke, at en kortere arbejdsuge løser alle problemer, og da slet ikke den fysiske overlast, som mange medarbejdere lider, men det er et skridt i den rigtige retning.

Et andet forslag, som jeg gerne vil fremhæve her, og som ligger i tråd med ekspertgruppens anbefalinger, er om at styrke Arbejdstilsynet markant. Arbejdstilsynet skal vejlede og gå i dialog med den enkelte arbejdsplads om at løse problemer med arbejdsmiljøindsatsen, men naturligvis skal de også være kontrolmyndighed. Det kræver ressourcer, som vi gerne vil være med til at finde.

Afslutningsvis skal jeg bemærke, at vi i Alternativet vil følge det her område tæt. Vi har længe uden held forsøgt at komme ind i et arbejdsmiljøforliget, da vi gerne vil forhandle konstruktivt om det danske arbejdsmiljø. Derfor vil vi gerne her i dag kvittere for, at ministeren har valgt at åbne forhandlingerne for os alle sammen. Tak for det.

Vi støtter naturligvis det forslag til vedtagelse, som vi selv er med til at fremsætte, og vi vil se frem til ministerens initiativer på området. Mange tak.

Tak til fru Ulla Sandbæk. Så er vi nået til hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Det er et perfekt tidspunkt til en debat om arbejdsmiljøet. Den kommer, lige efter at ministeren har åbnet op for forhandlinger, og vores forespørgsel var så annonceret før de forhandlinger. Men jeg vil også benytte lejligheden til at sige, at jeg synes, det er god stil, at man har åbnet op, og SF tager med glæde imod muligheden for at indgå i forhandlinger om fremtidens arbejdsmiljø.

Men baggrunden for debatten er desværre nedslående. Undersøgelsen fra Det Nationale Forskningscenter For Arbejdsmiljø slår fast, at antallet af personer, der får fysiske eller psykiske skader gennem stress, vokser kraftigt, og at indsatsen for et bedre arbejdsmiljø ikke virker. For den fysiske overbelastnings vedkommende kan det konstateres, at den er steget med 15 pct., og for de psykiske skader er det 17 pct. Det går kort sagt den forkerte vej, nemlig tilbage, og det er lige modsat målet, som ellers er, at der skal ske en forbedring på 20 pct. inden 2020. Hver niende får fysiske skader, og hver sjette får psykiske skader.

Nu har vi så fået ekspertudvalgets anbefalinger, og der er nok at gå i gang med. De 18 plus 2 forslag fra ekspertudvalget vil være et skridt henimod et sikkert og sundt arbejdsmiljø. I dag betyder det dårlige arbejdsmiljø både usikkerhed og utryghed blandt tusinde af lønarbejdere. Ekspertudvalgets arbejde kan så ikke stå alene, selv om det samfundsmæssigt set ellers er en god forretning at investere i et bedre arbejdsmiljø. Vi skal vise vilje til at tage nogle nye beslutninger, vi skal kunne sige til alle lønarbejdere ude i landet: Ja, vi har set jer, og vi vil ikke finde os i, at mennesker bliver kværnet i stykker på landets arbejdspladser. Så er der oven i købet udsigt til mange flere år på arbejdsmarkedet. En 18-årig skal jo i dag forvente at arbejde, til han er ca. 74 år. Et dårligt arbejdsmiljø og en sen pensionsalder er et forsøg på at blande olie med vand. En indsats for et bedre arbejdsmiljø er jo faktisk godt givet ud, og uanset hvordan man kan beregne det – om det så er de 50 mia. kr., eller om det er de 80 mia. kr. – så er pointen i hvert fald, at når vi investerer i et bedre arbejdsmiljø, kan man på alle områder sige, at det er 1 kr. ud og 2 kr. hjem igen på længere sigt.

Det, der er brug for her og nu, er også flere penge til Arbejdstilsynet, og der er brug for en helt konkret handlingsplan, så vi dels kan få rejst arbejdsmiljøarbejdet på arbejdspladserne, dels give arbejdsgiverne nogle flere pålæg. Faste, stabile, høje bevillinger til Arbejdstilsynet er en af forudsætningerne.

Det offentlige burde jo egentlig gå foran, men sådan er det ikke. Enhver, der kender en sosu-assistent, der arbejder på et plejehjem, en sygeplejerske på en hospitalsgang, en pædagog i en daginstitution, ved, at det handler om, at der er for få medarbejdere til at løse for mange arbejdsopgaver. Man kan altså ikke på en og samme tid skære ned på ressourcerne og samtidig tro, at man kan forbedre arbejdsmiljøet. Krav og ressourcer skal følges ad, hvis vi vil have et bedre arbejdsmiljø. Det handler om at lette de tunge byrder for de ansatte på byggepladserne og i industrien, men det handler også om, at det offentlige selv er en maskine, der producerer skader.

Man kan forestille sig en ansat alene på en sen nattevagt, der er i gang med at hjælpe en dement borger med at skifte ble, samtidig med at alarmen viser, at der er en anden borger, der er ved at forlade huset, og så er det altså ualmindelig svært at udvise den tålmodighed, der skal sikre, at den demente fortsat er med på, hvad der foregår. Men det er også nogenlunde sikkert, at hvis man bliver lidt for håndfast i sådan en situation, så risikerer man, at borgeren reagerer voldeligt. Så på den måde har vi indrettet en række af vores offentlige arbejdspladser, så det er med til både at producere fysiske skader og psykiske skader gennem stress.

Rigtig mange mennesker starter morgenen med ud over morgenmaden at spise smertestillende piller. Det er uretfærdigt, det er ydmygende, og det hører ikke hjemme i et velfærdssamfund.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning. Hr. Lennart Damsbo-Andersen. Værsgo.

Tak for det. Altså, når man lige skærer alle superlativerne væk, er der nok ikke mange, der kan være uenige i det, som ordføreren for Socialistisk Folkeparti her siger. Det, som jeg godt kunne tænke mig at høre, i forhold til den debat, der er rejst bl.a. af Socialistisk Folkepartis ordfører her i dag, er jo, hvordan han forholder sig til ekspertudvalget og de udtalelser og anbefalinger, som de kommer med.

Jeg kan jo forstå, at ordføreren for Enhedslisten ikke har nogen særlig tiltro til arbejdsmarkedets parter i den her sammenhæng og heller ikke har det, i forhold til om arbejdsmarkedets parter vil være i stand til at være en del af det her, når det skal udmøntes til sin tid. Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad ordføreren tænker om det.

For det første vil jeg spørge, hvilken værdi ordføreren tillægger det, at arbejdsmarkedets parter er med i anbefalingerne, og for det andet, om han har den samme mistro, i forhold til at arbejdsmarkedets parter kunne være en del af løsningen med hensyn til at få gennemført en bedre arbejdsmiljøindsats.

Ordføreren.

Altså, jeg hørte faktisk ikke Enhedslistens ordfører give udtryk for den åbenbart meget voldsomme skepsis, som hr. Lennart Damsbo-Andersen har hørt. Så når jeg nu svarer, skal det ikke være i modsætning til Enhedslisten, for sådan hørte jeg det faktisk ikke.

Så jeg vil give SF's svar her, nemlig at vi synes, at ekspertudvalget her – netop ved at bruge arbejdsmarkedets parter – er kommet med nogle meget konstruktive indspark. Min pointe i min ordførertale var bare, at de ikke kan stå alene. For det er nogle gode indspark, men de kan ikke stå alene, og vi kan ikke undvære de her faste høje bevillinger til Arbejdstilsynet. Og i udførelsen af det mener jeg at arbejdsmarkedets parter bliver helt afgørende for, at det her kan fungere.

Spørgeren.

Jamen så tror jeg nok, jeg skal være mere specifik. For det, som Enhedslistens ordfører nævnte, skal jo ses i forhold til at fastlægge målsætninger for, hvad indsatsen skal være – altså bestemme, hvad for nogle mål der skal være på de enkelte områder. Og da jeg stod på talerstolen, lagde Enhedslistens ordfører jo tydeligvis op til ligesom at sige: Jamen vi kan jo ikke stole på, at parterne – i hvert fald ikke den ene part – vil være i stand til at komme med nogle mål, der reelt flytter noget som helst. Hvordan ser SF's ordfører på den sag?

Ordføreren.

Altså, det er jo rigtigt, at arbejdsgiverne i de fleste diskussioner, der handler om arbejdsmiljø – eller i øvrigt forbedring af forhold på arbejdspladserne – for det meste er et drivanker, vi sejler med. De kigger jo ofte på højre baglomme, før de kigger på, hvad der er godt for samfundet. Men det ændrer ikke på, at min konklusion er, at vi ikke får forbedret arbejdsmiljøet, uden at vi får et godt, konstruktivt samarbejde med arbejdsgiverne og fagforeningerne.

Så kommer der lige en kort bemærkning fra hr. Hans Andersen. Værsgo.

Jeg synes, at ekspertudvalgets anbefalinger er et rigtig godt udgangspunkt for de kommende forhandlinger, men jeg bliver egentlig lidt bedrøvet, når jeg hører ordføreren sige, at arbejdsgivernes tilgang til det her i princippet handler om, hvor mange penge man kan beholde i kassen, og så er man sådan set fuldstændig ligeglad med medarbejderne. Det tror jeg faktisk ikke er det, der er udgangspunktet for arbejdsgiverne i Danmark. De ved jo godt, at et godt arbejdsmiljø faktisk også er godt for bundlinjen, det er godt for den enkelte, det er godt for samfundet. Jeg synes måske, at den tilgang, der sådan er fra Socialistisk Folkepartis side til det her, vel er lidt for meget betonagtig, altså at det hele er arbejdsgivernes skyld.

Ordføreren.

Nu synes jeg også, at hr. Hans Andersen lavede det, vi herinde måske kan kalde en journalistisk stramning på det, jeg sagde. Jeg sagde ikke, at arbejdsgiverne kun tænkte på økonomien, det sagde jeg faktisk ikke. Jeg sagde bare, at de har en tendens til i højere grad at kigge på deres højre baglomme end på den samlede samfundsøkonomi, og det er jo rigtigt nok, mener jeg. Vi kan da konstatere hver dag, at der er arbejdsgivere, der ofte springer over, hvor gærdet er lavest. Man skal simpelt hen have en meget håndfast lovgivning og udsigt til håndfaste konsekvenser, hvis man ikke overholder det. Men det ændrer da ikke på, at arbejdsgiverorganisationerne især i mange sammenhænge spiller progressivt med, helt afgjort.

Det kan være, at hr. Hans Andersen gerne vil høre mere om det.

Tak for det. Der er kommet en række anbefalinger fra ekspertudvalget, og en af anbefalingerne er jo også, at arbejdsmarkedets parter skal inddrages noget mere i forhold til at sætte nogle mål. Der synes jeg da det måske er vigtigt, at man ligesom i tilgangen til det har en opfattelse af, at arbejdsmarkedets parter faktisk kan være med til at flytte og forbedre arbejdsmiljøet. Og den ene part repræsenterer altså arbejdsgivere og virksomhedsejere. Jeg synes bare, det var lidt kedeligt, hvis det er tilgangen fra Socialistisk Folkepartis side, at arbejdsmiljøet kun kan forbedres på trods af virksomhederne og virksomhedsejernes indsats. Det synes jeg er en lidt kedelig tilgang til det her, for det er altså begge parter, der skal løfte det her sammen med os, men det er altså ude på arbejdspladsen, det kan løftes allermest.

Ordføreren.

Jo, jo, men jeg tror egentlig ikke, at vi – efter det, hr. Hans Andersen siger nu – er så frygtelig uenige. Det her kan kun løftes, hvis vi har et samarbejde mellem både fagforbundene og arbejdsgiverne. Men det ændrer ikke på min oplevelse af, at skal arbejdsmiljøet flyttes, betyder det også, dels at der skal være stærke fagforeninger, der kræver det, dels at vi har et politisk flertal herinde, der faktisk også presser arbejdsgiverne til det. For jeg synes, at det sådan lige er et nummer for naivt at tro, at fordi man sådan bare kan appellere til det store indre sociale væsen hos arbejdsgiverne om, at det er godt for samfundet og godt for de ansatte, så gør de det. Det er ikke vores erfaring. Den er, at de skal presses og skubbes og trækkes til det.

Tak til hr. Karsten Hønge. Så er det faktisk beskæftigelsesministeren, der er den næste her på listen. Værsgo til ministeren.

Tak for det, og tak for debatten, som vel meget fint illustrerer, at vi nu er på vej ind i de forhandlinger, der gerne skulle føre til en bred politisk aftale omkring det fremtidige arbejdsmiljø i Danmark. Tak for de mange bemærkninger, der har været i forhold til den proces, der nu forhåbentlig kommer til at danne baggrund for en god og ikke mindst også langsigtet politisk aftale.

I debatten her har der jo været mange spændende ting, også noget økonomi, som ikke rigtig helt holder vand. Lad mig bare sige det sådan, at det i hvert fald ikke kan misforstås: Arbejdstilsynets samlede bevilling på 433,4 mio. kr. i 2018 er, hvis finansloven vedtages i næste uge, også på 433,4 mio. kr. i 2019. Og så nede i maven på den gemmer der sig en opprioritering i forhold til indsatsen for at sikre ordnede forhold. En forstærket indsats betyder så, at der i 2019 med den finanslovsaftale, der ligger, vil være tale om en stigning på ca. 7 mio. kr. Det følger jo sådan set også meget godt op på den brede vedtagelse, der var for nogle uger siden, det er måske snart en måned siden, da vi diskuterede Padborgsagen, hvor et enigt Folketing faktisk sagde, at man opfordrede regeringen til at sikre en forstærket indsats.

Jeg vælger at være optimist. Jeg tror, der er mulighed for, at vi kan lave en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats i Danmark til gavn for både medarbejdere, men også virksomheder. Jeg synes faktisk også, at hr. Hans Andersen havde en god pointe før, da han var i en vel nærmest større intellektuel debat med hr. Karsten Hønge. Altså, det er sådan, at virksomhederne jo ikke er interesserede i, at deres medarbejdere skal have det dårligt. Det er jeg jo enig med hr. Hans Andersen i. Det er jo også sund fornuft, at man investerer i at sikre et godt arbejdsmiljø, både i forhold til noget, som virksomhederne forstår, nemlig produktivitet, men sådan set også i forhold til, at man jo er afhængig af, at ens medarbejdere faktisk har lyst til at være på ens virksomhed.

Så med det vender vi jo i forstærket form tilbage til de politiske drøftelser, som gerne skulle betyde en politisk aftale, inden vi møder vælgerne. Mit håb er, at vi kan nå at lave en politisk aftale, inden der kommer et folketingsvalg, men det er af gode grunde ikke mig, der udskriver et folketingsvalg, så det er jo ikke til at vide, om det måtte ske.

Den dato kommer vi så ikke nærmere her i dag, heller ikke fra beskæftigelsesministerens side. Men der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren. Den sidste, der får ordet i denne sag, er hr. Christian Juhl, som er ordfører for forslagsstillerne. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak for debatten. Den har da udviklet sig mere positivt, end jeg havde forventet. Jeg synes også, der ligger nogle ansatser til, at vi kan finde væsentlige forbedringer – eller, som ministeren sagde, da vi skulle diskutere ekspertudvalget: Vi må nok grundlæggende ændre på nogle af tingene i den måde, arbejdsmiljøarbejdet fungerer på.

Det er jo næsten helt revolutionært at sige grundlæggende forandringer, men vi ved jo godt, hvad det drejer sig om. Det drejer sig om, at det system, vi har, skal fungere. Det drejer sig først og fremmest om en organisation, og det er arbejdsmiljøorganisationen på arbejdspladsen. Den bakkes heldigvis op, vil jeg sige til hr. Lennart Damsbo-Andersen, af fagforeningerne, og fagforeningerne gør en stor og nødvendig indsats og har besluttet at opruste næste år med at støtte deres arbejdsmiljørepræsentanter endnu mere. Jeg er nu af den opfattelse, at der også skal være en vis politisk styring på især arbejdsmiljøområdet. Det skal ikke nøjes med at være til forhandling mellem to parter.

Jeg synes, vi er enige om, at forholdene er utilfredsstillende. Det ser ud til, at vi er enige om, at noget skal gøres, og at det skal være mere end bare at justere på et par kommaer. Og så vil jeg gerne gentage, hvad ministeren stort set har sagt under ethvert samråd – vi har da haft to-tre stykker i løbet af året. Jeg kan huske, at vi i begyndelsen var nogle, der nævnte det for ham, og så sagde han, at det kunne han lige så godt overtage, fordi det jo er det grundlæggende i arbejdsmiljøarbejdet, nemlig at det skal være muligt at gå på arbejde uden at få skader på helbredet. Det synes jeg er et godt udgangspunkt for enhver forhandling. Og den anden ting, jeg har hørt utallige gange, er, – og det er nok mere til den debat, der var mellem hr. Hans Andersen og hr. Karsten Hønge – at der i arbejdsmiljøloven står, at arbejdsgiveren har hovedansvaret for, at arbejdsmiljøet er sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er en sætning, der har stået der siden 1976, og det er en sætning, som jo er vigtig. Og arbejdsgiverne hæger om den sætning, for hvis vi skulle deles om ansvaret, skal vi også deles om ledelsesretten, og det er ikke så interessant for arbejdsgiverne på nuværende tidspunkt. Derfor har de fået den særlige pligt, og derfor er arbejdsmiljøloven en arbejderbeskyttelseslov, som den oprindelig hed, altså en beskyttelse af arbejderne på arbejdspladsen, når de tilbyder deres arbejdskraft til en arbejdsgiver, for at sikre at man kan komme hel hjem.

Jeg drømmer selv om, at man engang får arbejdspladser, hvor man faktisk er i en bedre fysisk og psykisk tilstand om eftermiddagen, når man fløjtende går hjem, end man er i, når man om morgenen starter på arbejde. Det må være det, der må være idealet for vores indsats, sådan at vi både er veloplagte, kan yde det optimale, men også kan leve, mens vi er på arbejde.

Jeg tror, vi kommer til at berøre alle de punkter, som Alternativet, SF og vi har påpeget i vores forslag til vedtagelse, og jeg vil da bestemt opfordre de andre partier til at overveje, om ikke de skulle tage at støtte det, for det er jo den vej, som ministeren reelt selv på sættemødet antydede at vi måtte af sted imod. Og så vil jeg opfordre til, at vi – som vi siger i Sønderjylland – møder op til forhandlinger med godt humør og rent halm i æ treesk. Så skal vi nok få et ordentligt skridt fremad for arbejdsmiljøet i Danmark. Derfor vil jeg også godt sige tak for debatten i dag.

Tak til hr. Christian Juhl.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg skal igen gøre opmærksom på, at afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil finde sted tirsdag den 18. december 2018.

Det næste punkt på dagsordenen er:

10) Fortsættelse af forespørgsel nr. F 16 [afstemning]:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren om arbejdsmiljøindsatsen.

Af Christian Juhl (EL) og Karsten Hønge (SF).

(Anmeldelse 01.11.2018. Fremme 06.11.2018. Forhandling 13.12.2018. Forslag til vedtagelse nr. V 49 af Christian Juhl (EL), Ulla Sandbæk (ALT) og Karsten Hønge (SF). Forslag til vedtagelse nr. V 50 af Lennart Damsbo-Andersen (S), Bent Bøgsted (DF), Hans Andersen (V), Christina Egelund (LA), Rasmus Helveg Petersen (RV) og Erik Lund (KF)).

Forhandlingen er sluttet, og vi går til afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse. Der foreligger to forslag.

Der stemmes først om forslag til vedtagelse nr. V 50 af Lennart Damsbo-Andersen (S), Bent Bøgsted (DF), Hans Andersen (V), Christina Egelund (LA), Rasmus Helveg Petersen (RV), og Erik Lund (KF).

Afstemningen er slut.

For stemte 87 (S, DF, V, LA, RV og KF), imod stemte 18 (EL, ALT og SF), hverken for eller imod stemte 0.

Forslag til vedtagelse nr. V 50 er vedtaget.

Herefter forslag til vedtagelse nr. V 49 af Christian Juhl (EL), Ulla Sandbæk (ALT) og Karsten Hønge (SF) bortfaldet.

Hermed er forespørgslen afsluttet.