Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 8:

Forespørgsel til kulturministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om konsekvenserne af omprioriteringsbidraget, der pålægger kulturinstitutionerne årligt at spare 2 pct., herunder konsekvenserne for kvalitetsniveauet på kulturinstitutionerne, og hvordan det påvirker kulturlivet og udviklingen heraf på kort og lang sigt?

Af Jacob Mark (SF) og Pia Olsen Dyhr (SF).

(Anmeldelse 03.10.2018. Fremme 09.10.2018).

Forhandlingen er åbnet, og jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 13. november 2018.

Efter de nye arbejdsformer skal vi lige have ordførerne frem her på forreste række. Det tager lidt tid, så ro på. Man skal også logges ind, så vi venter lige lidt.

Er vi ved at være på plads? Selv om man har byttet pladser, kunne det være, man skulle lade skufferne være i fred – det er jo andres.

Jeg håber, at alle ordførere nu også er logget ind. Har man en fornemmelse af, at det er på plads og det hele passer? Vi går ikke i gang, før alt er på plads. Jeg tror, vi er ved at være der, er vi ikke?

Ja, vi kan godt gå i gang. Det er forespørgsel F 8 – det har jeg vist gjort opmærksom på – og så er det ordfører for forespørgerne, hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti, værsgo.

Er I ikke logget ind endnu? Det skal være i orden, inden vi begynder. Vi har hele dagen for os – og vi skal først stemme på tirsdag kl. 13.00. Er vi klar? Er det i orden? Godt.

Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti, der er ordfører for forespørgerne.

Tak for det, og godt at se, at vi nu har alle med.

I SF er vi bekymrede over de vedvarende besparelser på kunst og kultur, men vi kan også se, at der er andre, der er bekymrede. Ministeren har modtaget en fælles appel fra kulturinstitutionerne om at afskaffe eller som minimum påbegynde en aftrapning af omprioriteringsbidraget med reel afskaffelse i 2022. Og kulturinstitutionerne føler sig nødsaget til med fælles stemme at advare mod de alvorlige konsekvenser, de fortsatte besparelser vil have for kulturinstitutionerne og ikke mindst for udbuddet og udviklingen af de kunst- og kulturtilbud, vi har i Danmark.

Det er derfor, at vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat. Vi vil gerne have afskaffet besparelserne, og som minimum vil vi rigtig gerne have en debat om, hvornår vi kan få afskaffet besparelserne. Og derfor har vi stillet følgende spørgsmål til regeringen:

Hvad kan regeringen oplyse om konsekvenserne af omprioriteringsbidraget, herunder kvalitetsniveauet på kulturinstitutionerne, og hvordan det påvirker kulturlivet på kort og på langt sigt?

Så håber jeg, vi får en rigtig god og spændende debat om kunst og kultur i Danmark og hvordan vi hurtigst muligt kan komme af med grønthøsterbesparelserne på den danske kultur.

Tak til ordføreren. Og så er det en besvarelse fra kulturministeren. Værsgo.

Tak for det. Jeg glæder mig også rigtig meget til debatten, for kulturen er det fundament, vi står på.

Først vil jeg lige knytte et par ord til, hvorfor vi overhovedet har et omprioriteringsbidrag, for det er der sådan set gode grunde til. Staten har generelt begrænsede midler til rådighed, i forhold til hvor mange ønsker der er til, hvad staten skal investere i. Sådan er det på sundhedsområdet, på uddannelsesområdet, sådan er det i undervisningssektoren, og sådan er det også på kulturområdet. Det er et grundvilkår. Vi kan ikke finde penge til alt, og derfor mener jeg og regeringen, at vi skal have modet til at prioritere, så vi bruger pengene rigtigt.

Vi skal også have modet til at prioritere, så de statslige institutioner konstant har et blik for, hvordan man kan gøre tingene på nye og mere effektive måder – alt sammen for at skabe et råderum til ny udvikling. Vi er ganske enkelt nødt til at skabe et økonomisk råderum, hvis vi vil have fokus på udvikling og prioritering, ikke mindst af nye initiativer. Det har i mange år gjort sig gældende, især på kulturområdet.

Det indebærer, at vi nogle gange er nødt til at skære på udgifterne ét sted, så vi kan investere et andet sted. Og derfor besluttede regeringen i 2015, at kulturområdet ligesom andre driftsområder i staten skal bidrage med et omprioriteringsbidrag. Omprioriteringsbidraget har bl.a. givet mulighed for, at vi nu kan prioritere områder, hvor der har været brug for et løft, f.eks. i sundhedssektoren, i politiet m.v. Og det har også muliggjort, at vi i år kan afsætte over 400 mio. kr. over de næste 4 år på finanslovsforslaget til særlige indsatser på kulturområdet. Midlerne vil blive brugt til at sætte ind på nogle strategiske områder, hvor der er et konkret udviklingsbehov, f.eks. til at sikre, at Det Kongelige Teater kommer ud til et bredere publikum i hele landet, og til at sikre midler til de statsanerkendte museer i hele landet, til landsdelsorkestrene osv. Vi sikrer også midler til nye indsatser som f.eks. »Kend dit land«, hvor vi sender 4.-klassebørn rundt i hele landet for at styrke deres kendskab til Danmark, dansk kultur, natur og historie.

Så selvfølgelig er der konsekvenser af et omprioriteringsbidrag. Det gælder både for de enkelte institutioner, som skal tilpasse sig en ny virkelighed, og det gælder for det samlede kulturliv. Med omprioriteringsbidraget har vores kulturinstitutioner været nødt til at tænke nyt, og de har været nødt til at overveje spørgsmål som f.eks.: Hvordan kan vi gøre tingene mere enkelt? Hvordan kan vi tiltrække nye brugere og indgå i nye partnerskaber med andre som f.eks. fonde og erhvervsliv og kommuner? Hvordan kan vi gøre vores organisationer mere fleksible og mindre sårbare? Og ja, der har institutionerne været tvunget til at foretage nogle meget vanskelige prioriteringer. De har måttet omlægge arbejdsgange og foretage en nøje prioritering af opgaver. De har skullet overveje, hvor de ville fokusere kræfterne, og de har måttet finde nye finansieringskilder, som kan supplere de statslige bidrag.

Jeg anerkender fuldt ud, at det er en vanskelig opgave, og at det er en svær overgang, når man skal skrue økonomien sammen på en anden måde end den, man plejer at gøre det på; når man skal omlægge sin organisation til uvante måder at arbejde på. Men jeg tror også på, at udfordringer skaber grobund for nye løsninger, som man måske ellers ikke var nået frem til. Det tror jeg er en god ting på lang sigt – at man ikke bare bliver ved med at gøre, som man altid har gjort, men finder nye veje og tilpasser sig den tid, man lever i. Man skal også have modet til at sige: Det her gør vi lidt mere af, og det her gør vi mindre af.

Jeg vil også gerne påpege, at omprioriteringsbidraget kan medføre, men ikke nødvendigvis altid medfører, et kvalitetsfald. Der har været et potentiale for mere effektive arbejdsgange på vores museer og biblioteker, på de kunstneriske uddannelser og på mange andre kulturinstitutioner. F.eks. har digitalisering gjort det muligt at levere bedre og billigere service til borgerne. Vi har på en række områder fået demokratiseret vores kulturarv. Det ser vi f.eks. på Rigsarkivet, som har digitaliseret de mest anvendte dele af vores fælles arkivalier. Det har konkret betydet, at selv om åbningstiderne på arkivet er blevet kortere, anvender flere borgere arkivets materialer, som nu er digitalt tilgængelige for alle. Det gælder f.eks. de mange danskere, som har en interesse for slægtsforskning.

Men omprioriteringsbidraget giver også mulighed for at prioritere midler til kulturinitiativer. Det gælder for de over 400 mio. kr. i alt i perioden 2019-2022, som er blevet prioriteret til kulturområdet, ligesom regeringen allerede nu har meldt ud, at omprioriteringsbidraget i 2022 bliver tilbageført til kulturen. Hvordan det så skal prioriteres, udestår der selvfølgelig en diskussion om. Og allerede fra 2019 tilføres der flere midler end i 2018.

Vi fører ikke nødvendigvis pengene tilbage en til en til samme modtager. Der er altså ikke tale om grønthøster eller det modsatte – stråforlænger må det vel hedde – man overvejer i hvert fald i hvert enkelt tilfælde, hvordan de tilbageførte midler skal prioriteres inden for kulturområdet. Det gør vi som et led i prioriteringen i stedet for bare at lade midlerne fordeles, som det altid er blevet fordelt, selv om det ikke altid er populært at foretage prioriteringer.

Afslutningsvis vil jeg gerne bemærke, at den danske stat fortsat investerer mange penge i kultur. Ja, der er fortsat et omprioriteringsbidrag i de kommende år, men samtidig er der på finansloven afsat over 8 mia. kr. til kulturen i 2019. Det er ikke et uvæsentligt beløb. Jeg vil også meget gerne bemærke, at den statslige investering kun udgør en del af den samlede kulturøkonomi; også kommunerne, private fonde, lokale yder meget væsentlige bidrag til kulturen.

Så ser man på kulturens almentilstand, ser det faktisk ikke så ringe ud endda. Det ser rigtig godt ud. Der har f.eks. aldrig været flere besøgende på museerne end i dag, der har aldrig været flere læseklubber end i dag, og der har aldrig været flere kunstforeninger. Vi kan som mennesker – og politikere er jo også en slags mennesker – have en tendens til at fokusere på det negative, det, som bekymrer, alt det, der ikke er i morgen, som det var i går. Men det går godt med dansk kultur, og kulturen udvikler sig konstant. Danskerne forbruger kultur som aldrig før, både den kultur, som staten investerer i, og den, som lever i civilsamfundet og drives af engagerede ildsjæle. Det synes jeg er væsentligt at huske på, når vi taler om omprioritering og kulturlivets udvikling. Jeg ser frem til en god forhandling.

Tak for det. Der er nogle kommentarer og spørgsmål. Hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet.

Tak, og tak for besvarelsen til kulturministeren. Jeg vil gerne høre, om kulturministeren anerkender, at det har haft alvorlige konsekvenser for danskernes kulturtilbud og selvfølgelig kulturinstitutionerne, at regeringen og Dansk Folkeparti har påført dem de her nedskæringer, som jo løber op i 539 mio. kr., akkumuleret i den her regerings periode, hvoraf de over 210 mio. kr. jo er taget ud af provinsens kulturinstitutioner, altså ude i hele landet, Jylland, Fyn, Sjælland, Bornholm, steder, hvor regeringen rent faktisk har sagt, at man vil styrke kulturtilbuddene. Har det ikke konsekvenser for befolkningens adgang til kulturtilbud og kvaliteten af kulturtilbuddene, eller er det helt ligegyldigt, at man har skåret 539 mio. kr.?

Værsgo.

Selvfølgelig har det konsekvenser, og vi står fuldstændig inde for, at det har konsekvenser. Det er ikke behageligt at skulle spare, det er ikke behageligt at få færre penge, end man har haft hidtil, så naturligvis har det konsekvenser, men det er altså et omprioriteringsbidrag, og det betyder, at man kan vælge at prioritere anderledes, og det er det, vi har gjort med forslaget til det kommende års finanslov, hvor vi tilbagefører 400 mio. kr. til kulturområdet for netop at kunne foretage valg og prioriteringer.

Til det med kvaliteten vil jeg gerne sige: Jo, nogle steder har det sikkert haft en konsekvens i forhold til kvalitet, andre steder vælger man faktisk at bruge dette også som en anledning til at gøre ting på nye måder, som måske kan betyde en bedre kvalitet og ikke nødvendigvis dårligere tilbud til befolkningen. Men selvfølgelig har det konsekvenser, og det vil hverken jeg eller regeringen tale os uden om.

Hr. Mogens Jensen.

Så det vil sige, at ministeren og jeg er helt enige om, at når f.eks. Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, Det Kongelige Bibliotek, som jo er nogle af vores nationalkulturinstitutioner, skal indskrænke åbningstiderne ikke alene for voksne, men også for børnene, så de ikke kan komme ind og opleve kunsten i deres skoletid, og at man må lukke afdelinger og udstillingssteder, så er det til skade for kulturlivet og borgerne.

Værsgo.

Jeg har oplevet mange gange, at hr. Mogens Jensen har en tendens til at lægge mig ord i munden, som jeg faktisk ikke har sagt. Så lad mig nu selv forklare, hvad det er, jeg mener. Det, at man nogle steder ændrer på åbningstiderne og indskrænker åbningstiderne, er ikke nødvendigvis dårligt, hvis man samtidig sørger for en demokratisering af kulturarven i den forstand, at man får digitaliseret, så borgerne har meget nemmere adgang til de arkivalier, eller hvad det nu ellers måtte være, de har brug for. Hvis man indskrænker åbningstider på museer og andet, kan det være, at det betyder, at man i stedet prioriterer at lave nye initiativer, som rækker ud til borgerne uden for selve institutionen.

Tak. Hr. Mogens Jensen benyttede sig af, at jeg tog fejl, og det kan jeg godt forstå, men der er kun én omgang til ordførerne.

Værsgo til hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Der er kun én kort bemærkning.

Så skal jeg jo være skarp. ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja).

Det, som bekymrer mig, er, at regeringen ikke lægger op til at droppe besparelserne på kunst og kultur. Der har været rigtig store besparelser, der har haft store konsekvenser, men selv ude i 2022 er det, regeringen foreslår, jo ikke at droppe besparelserne, men stadig at bede institutionerne om at spare, og så skal den siddende regering derefter fordele midler, efter hvad regeringen synes er vigtigt. Og det vil jo betyde, at det der pres for konstant at effektivisere, konstant at spare på det, man kan levere, vil fortsætte.

Så det, jeg egentlig bare vil spørge ministeren om: Anerkender ministeren, at selv med den reserve i 2022 vil man skulle spare alle steder? Og så vil jeg spørge: Har det en ende? Altså, kan man egentlig blive ved med det?

Værsgo, ministeren.

Først vil jeg svare på det sidste, altså om det har en ende: Det har formentlig en ende på et eller andet tidspunkt. Vi kigger her mange år ud i fremtiden.

Dernæst vil jeg til det med, at man bliver tvunget til at effektivisere og se på, hvordan man organiserer sig og tilrettelægger arbejdet, sige, at det sådan set er en helt naturlig øvelse for enhver institution eller virksomhed, uanset hvor i samfundet det er.

Jeg bemærker, at hr. Jacob Mark konsekvent taler om besparelser. Jeg vil lige så konsekvent tale om omprioriteringer. Vi ved jo, at hvis der ikke er et råderum til at omprioritere, kan det f.eks. betyde, at man ikke kan gennemføre sådan noget som en museumsreform – det har man forsøgt rigtig mange gange. Og når der ikke er et råderum til også at sikre en overgang til ny økonomi for museerne, jamen så bliver det næsten en politisk umulighed at gøre det.

Tak for det. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Hvis jeg tog 539 kr. fra mine børns lommepenge og gav dem 400 kr. tilbage og sagde, at det bare var en slags omprioritering, så tror jeg, jeg ville møde en vis protest. Så man kan godt bruge ordet besparelse. Men spørgsmålet lyder:

Når ministeren siger, at man ikke skal blive ved med at gøre det, man plejer at gøre, og at vi er nødt til at lade politikerne blande sig lidt ved at tage nogle penge og dele dem ud på en anden måde – jeg tror ikke, det er en hård tolkning – så vil jeg gerne spørge: Hvilke institutioner gør, som de plejer at gøre? Jeg kender ikke én kulturinstitution, der ikke hele tiden tænker på, hvordan man kan nytænke, hvordan man kan tilpasse sig tiden, hvordan man kan tilpasse sig det behov, der er, for at blive bedre til tingene, ikke én.

Men jeg vil gerne høre ministeren fortælle, hvem det er ude i kulturlandskabet, der siger: Vi gør, som vi plejer, og vi laver ikke om på noget som helst.

Værsgo.

Det kender jeg heller ingen der gør. Man arbejder med udvikling, og man arbejder rigtig godt med udvikling. Men der er noget, som vi bliver nødt til politisk at tage stilling til. Hvis vi f.eks. kigger på museerne, så er det ikke museerne selv, som beslutter, om et kunstmuseum i Nordjylland skal have et markant mindre statstilskud end et kunstmuseum på Sjælland. Det er på baggrund af en politisk beslutning, som er blevet truffet engang, og det er ikke noget, museerne selv bare kan lave om på ved at udvikle sig. Det kræver, at vi politisk tager stilling til, hvordan museumsstøtten i Danmark skal folde sig ud. Så det kræver politiske beslutninger.

Museerne kan gøre meget, men de kan ikke gøre alt. Vi har som politikere en forpligtelse til at afsætte rammer og foretage prioriteringer, og vi skal have modet til at gøre det, uanset om det vækker modstand eller glæde.

Tak for det. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Det, der er vigtigt, når vi har den her diskussion, er jo også at se på, hvad vi kan blive enige om er fakta. Hvor mange penge er der, som ministeren siger, blevet omprioriteret fra kulturen, og hvor mange penge vil man nu begynde at give tilbage? Det er jo en nedprioritering af kulturen generelt set, og så synes jeg, det er kunstigt at snakke om en omprioritering. Mener ministeren stadig væk, det er en omprioritering, eller er det en nedprioritering af kultur i den her regerings politik?

Værsgo.

Der er tale om en omprioritering, men det er også indlysende, at der er blevet færre penge. Det er fuldstændig lysende klart. Altså, det kan enhver jo gå ind og forvisse sig om. Så det er meget enkelt at svare på.

Tak. Så er det fru Marianne Jelved, Radikale Venstre.

Tak. Tak for ministerens besvarelse. Jeg var lige ved at sige besparelse, men det var ikke det, jeg mente.

Jeg forstår sådan set godt regeringens og dermed også kulturministerens ræsonnement, nemlig at nogle gange må man presse institutioner eller områder til at tænke nyt, og det kan man så gøre bl.a. ved at tage nogle penge fra dem. Men vi lever jo i et Danmark, som har forvandlet en meget, meget dårlig økonomisk situation, som den var i begyndelsen af 1980'erne, til en situation, hvor landet faktisk klarer sig rigtig, rigtig godt økonomisk og i konkurrence med andre lande. Det vil sige, at vi jo har været igennem mange, mange økonomiske omvæltninger, vil jeg kalde det, som har ført til, at vi har løst en lang række udfordringer og fået det bedre. Og så har man jo lov til at tro, at når vi har fået en mere stabil og ordentlig, god økonomi i Danmark, kan vi også have en mere sikker tilgang til både uddannelses- og kulturområdet – for at nævne to centrale områder.

Så vil jeg godt lige sige om kultur: Det er umuligt at effektivisere Napoli ved at tage 3. akt ud eller bede nogen om at spille Beethovens 5. symfoni hurtigere for at effektivisere. Så derfor kan man ikke sammenligne kultur med andre områder i forbindelse med effektiviseringer. Det vil jeg gerne bede om ministerens kommentar til.

Værsgo, minister.

Først til det første om, hvordan den økonomiske tilstand er. Det er rigtigt, at Danmark er blevet rigere samfund, men vi har været igennem en finanskrise. Venstreregeringen, som tog over i 2015, overtog en udfordret økonomi.

Så vil jeg sige – og det tror jeg fru Marianne Jelved med de mange, mange års ministererfaring, som Marianne Jelved har, jo udmærket er klar over – at som regeringsmedlem sidder man med forskellige ministre, men man har sådan set et samlet ansvar for den samlede portefølje. Og det betyder, at hvis man gerne vil investere i kræftplaner, i bedre sundhed, i uddannelse, eller hvad det nu måtte være – nu ved jeg godt, at uddannelse skal vi diskutere senere i dag – og hvis man gerne vil investere, uden at man skal øge og øge et skattetryk, som gør, at Danmarks konkurrenceevne i forhold til udlandet bliver svækket, jamen så bliver man nødt til at foretage de her prioriteringer.

Det siger sig selv, at jeg også har hørt argumentationen om, at man ikke kan tage en akt ud af en opera eller bede et symfoniorkester om at spille hurtigere. Det ved jeg udmærket godt, og derfor bliver man nødt til at foretage nogle andre valg end den slags absurde valg.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer og spørgsmål, og så er det igen hr. Jacob Mark som ordfører for forespørgerne.

Tak. Jeg synes, det er fedt at sidde på den her måde; man kommer ligesom hinanden mere ved. Det er så i øvrigt også det, kunst og kultur kan bidrage til, nemlig at man kommer hinanden mere ved, at man mødes på tværs, og at man mødes om oplevelser, man ikke lige havde forudset man ville finde vildt begejstrende eller udfordrende, eller oplevelser, som fører til en hård diskussion bagefter om, hvorvidt der overhovedet var mening i de kunstværker, man lige så. Det er det, jeg synes er fantastisk ved kunst og kultur. Det skaber værdi for vores land, benhård økonomisk værdi, ved at det trækker turister til og gør, at folk synes, at Danmark er et spændende sted at besøge, sådan at vi lige pludselig har en hovedstad, der er nummer et på Lonely Planets liste over byer, man skal besøge i den her verden. Men det skaber også værdi på en måde, som vi glemmer at tale lidt om en gang imellem. Det skaber nemlig helt basal livskvalitet og glæde og følelsen af at have noget sammen med andre. Jeg tror måske i virkeligheden, at vi skal begynde at tale lidt mere om den værdi, kultur skaber, og som ikke kun er den, man regner på ovre i Finansministeriet.

Derudover er kunst og kultur med til at binde vores land sammen, både fordi det giver os en bedre forståelse for hinanden, men i virkeligheden også på grund af noget andet, som jeg synes især venstrefløjen nogle gange har en tendens til at glemme – altså den fløj, jeg selv tilhører – nemlig at vi står på skuldrene af noget i et land, at vi har nogle traditioner, at vi kommer ud af noget, og at vi godt kan være ret stolte af det. Og for at forstå, hvad det er, vi skal bevæge os hen imod – noget bedre, noget mere progressivt, noget håbefuldt – skal vi også forstå, hvor vi kommer fra, og den forståelse er vores danske kulturarv jo med til at give os.

Alt det her oplever jeg enten smuldrer en smule eller eroderer, når man konstant sparer på det. Men er det så besparelser eller omprioriteringer? Det kan jo godt lyde lidt som sådan en politikerdebat. For man har haft omprioriteringer i Danmark – det har vi selv været med til at vedtage i SF – hvor man har sagt: Nu har vi et område, hvor vi kaster en del af pengene op i luften, og så bruger vi pengene på det samme område igen, men måske på nogle andre ting. Men hvis man kigger på det samlede regnestykke, er det, der er sket i den her periode, både på kultur-, men også på uddannelsesområdet, at man har kastet pengene op og ikke ladet pengene falde ned på kunst og kultur igen, i hvert fald ikke alle sammen. Man har brugt dem på andre ting, som f.eks. var vigtige for Liberal Alliance.

Jeg ved godt, at det vil være en sejr for Liberal Alliance, men når formanden for Liberal Alliance går og blærer sig med, at nu har man givet 1 mia. kr. i skattelettelser om måneden i et år, så synes jeg, det lyder lidt hult, når man samtidig ved, at det bl.a. kommer fra vores uddannelser og fra, at vi ikke kan passe på vores danske kulturarv på samme måde, som vi kunne, når vi ikke kan udvikle kulturen på samme måde, som vi kunne. Så ja, der er tale om besparelser, også selv om man nu giver lidt tilbage her frem mod valget.

Så er der så den tid, der kommer. Efter en masse besparelser er der jo sat en reserve af i 2022. Problemet er, tror jeg, at når man først har bedt alle institutionerne om at spare og så også ude i fremtiden vil bede dem om at lægge så stor en andel, altså 2 pct., i reserve, så vil de jo hvert år fremover igen skulle budgettere med, at de ikke har de penge, som de troede de havde. De skal spare 2 pct., og det skaber usikkerhed om økonomien. Det vil betyde, at de ikke kan planlægge budgetterne, som de ellers ville kunne, og det vil også betyde, at hvis man vil fordele det rundtomkring, er der nogle, der vil miste midler hvert år. Så jeg mener også stadig, at man kan tale om besparelser ude i fremtiden, og jeg tror, at hvis vi skal styrke det danske kunst- og kulturliv, så skal det stoppe. Det vil SF gerne, og kan det ikke blive nu, så i hvert fald i starten af næste valgperiode, hvor der forhåbentlig er et nyt flertal – men jeg synes egentlig, at jeg hører mange sige, at det vil de gerne.

Det leder mig til det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Det Radikale Venstre og SF står bag, og som lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringens og Dansk Folkepartis omprioriteringsbidrag, der årligt pålægger danske kulturinstitutioner at spare 2 pct., de seneste år har medført nedskæringer på kunst og kultur i hele landet for 539 mio. kr. og dermed væsentlig svækket dansk sprog og kultur og forringet kunst- og kulturtilbuddene til borgerne.

Kunst og kultur er et vigtigt fundament for vores velfærdssamfund – som stærk bidragyder til menneskers almene dannelse og den enkeltes livsglæde, som former af vores historiske identitet og stærk bidragyder til det danske fællesskab gennem deltagelse og fælles oplevelser.

Derfor skal vi værne om og understøtte det danske kulturliv, så det har gode betingelser for at udvikle sig i hele landet.

Folketinget opfordrer derfor til, at besparelserne på kunst- og kulturlivet udfases, og at man investerer i kunst og kultur, sådan at kulturinstitutionerne igen kan fokusere på kvalitet og udvikling og skabe gode kunst- og kulturtilbud til borgerne i hele Danmark.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 6).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre debat.

Så går vi i gang med ordførerne, og det er hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Med den her forespørgselsdebat får vi jo lejlighed til at sætte fokus på de store nedskæringer, som regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført på kulturinstitutionerne og også på danskernes kulturtilbud i den her regeringsperiode som følge af det her omprioriteringsbidrag på 2 pct., som regeringen jo altså også agter at fortsætte med, så langt øjet rækker. Derfor vil jeg gerne takke SF for muligheden for at få den her debat i dag.

De negative konsekvenser af omprioriteringsbidraget er jo klare. Der er skåret 539 mio. kr. på danskernes kulturtilbud i denne regeringsperiode, heraf er over 210 mio. kr. skåret på kulturtilbud og kulturinstitutioner i Jylland, på Fyn, Bornholm og Sjælland uden for hovedstadsområdet. Det resterende beløb er skåret på de nationale kulturinstitutioner inden for hovedstadsområdet. Regeringen og DF har sagt, at det er vigtigt for dem at styrke kulturen i hele landet, men man har altså gjort det absolut modsatte, nemlig drænet provinsens kulturinstitutioner og trukket Danmark yderligere kulturelt skævt. Det er en forkert kulturpolitisk retning for Danmark, og grundlæggende kan man sige, at det er historisk store nedskæringer, regeringen og DF har gennemført.

Sammenholdt med de store nedskæringer på 900 mio. kr. på DR og de medfølgende forringelser af danskernes radio- og tv-tilbud er det en markant svækkelse af dansk sprog og dansk kultur, som regeringen og Dansk Folkeparti står bag. Og konsekvenserne for kulturlivet og for danskerne har vi set klart udfoldet gennem det seneste år. Jeg tager et par enkelte klip fra medierne, der illustrerer, hvad besparelserne har betydet.

Her er det først Det Kongelige Bibliotek, hvor den daværende direktør, da besparelserne blev udmeldt, sagde: Nu må vi også til at skære i selve kerneydelserne. Og så står der:

Som en del af sparerunden vil Det Kongelige Bibliotek nu nedlægge fem ud af bibliotekets seks betjente læsesal, reducere indkøbet af nye materialer med 10-15 pct., forlænge ekspeditionstiden, forringe servicen til bl.a. Københavns Universitet og skære i bibliotekets åbningstider.

Herudover skal 43 årsværk prioriteres her over til Rigsarkivet. Konsekvenserne er, som det er nævnt i Altinget, at åbningstiderne på Rigsarkivets fire læsesale i København, Odense, Viborg og Aabenraa bliver reduceret. Det betyder bl.a., at der i Aabenraa og Odense nu kun er åbent to gange om ugen i 5 timer ad gangen.

Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet har måttet genindføre entre, hvor det jo indtil da har været gratis for publikum at komme ind på muserne, hvilket mest er til gavn for dem, der ikke har så mange penge. Endelig har Nationalmuseet i forbindelse med det her måttet fyre 38 medarbejdere, dels på deres udviklingsafdeling, dels på besøgstederne uden for selve Nationalmuseet, og man har måttet nedlægge det udstillingssted, der hedder Brede Værk, der fortæller om industrihistorien. Man har i det hele taget nedlagt industrihistorien som arbejdsområde. Og man indskrænker også åbningstiderne. Det er bare et par eksempler.

For Socialdemokratiet er kunst og kultur vigtigt, og det er, som hr. Jacob Mark også sagde, et grundfundament i vores velfærdssamfund. Det bidrager ved siden af det formelle uddannelsessystem til vores almene dannelse, det bidrager til vores livsglæde, underholdning og fornøjelse, det former vores historiske identitet, og det styrker vores danske fællesskab gennem deltagelse og fælles oplevelser. Og så er det jo altså også en motor for kreativ innovation og udvikling i samfundet og dermed også for vores økonomi.

Vi ønsker derfor at sikre et yderligere løft i forhold til regeringens oplæg til finanslov for 2019 af kulturen. Vi kan ikke råde bod på alle de besparelser, som regeringen allerede har gennemført, men der er behov for at prioritere området højere. Derfor foreslår vi, at omprioriteringerne fra 2022 bliver som under den tidligere regering, nemlig at institutionerne afleverer 0,5 pct., der føres tilbage til kulturområdet og bruges på nye initiativer. Vi vil samtidig afsætte 100 mio. kr. over en 2-årig periode i de kommende 4 år, der skal bryde den negative sociale arv i adgangen til kultur. Det er et skridt i den rigtige retning og et løft – i hvert fald i forhold til det, der er regeringens dårlige kurs på området.

Tak. Så er der en kommentar fra hr. Bertel Haarder, Venstre.

Jeg vil bare spørge Socialdemokraternes ordfører, om han kan bekræfte, at Socialdemokraterne på trods af de forståelige beklagelser og klagesange, som ordføreren her viderebringer til Folketinget, ikke vil rette op på det, der er sket i fortiden. Kan ordføreren bekræfte det?

Værsgo, ordføreren.

Altså, man kan jo sige, at generelt har den her regering jo gennemført rigtig mange dårlige prioriteringer – det gælder jo sundhed og uddannelse og forskning – som har kostet mange milliarder, som bl.a. er blevet brugt på skattelettelser. Og det er ikke muligt for os i en kommende regeringsperiode at rette op på alle de dårligdomme, men vi vil gøre, hvad vi kan for fremadrettet at styrke bl.a. kunst- og kulturområdet.

Det er derfor, jeg har fremlagt de her initiativer, som vi vil tage, og som altså indebærer, hvilket jeg synes er vigtigt, at kulturinstitutionerne i 2022 kan se frem til, at 1½ pct. af omprioriteringsbidraget stopper, så vi vender tilbage til de forhold, der var, før den her regering trådte til, altså at man afleverer ½ pct., og den halve procent bliver brugt til omprioriteringer, der sådan set også kan gå tilbage til institutionerne selv.

Der er ikke flere kommentarer. Desværre nej, der er kun én kort bemærkning. Jeg tog fejl i første omgang. Nå, her er der to korte bemærkninger! Jamen du godeste, jeg skal også lige have styr på alt det her.

Værsgo, hr. Bertel Haarder.

Man diskuterer jo ikke med formanden. Så jeg var lydig. ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Jeg beklager).

Vi ser jo på mange felter, at Socialdemokratiet er vældig meget imod det, regeringen gør, når det handler om at konsolidere dansk økonomi. Men alligevel vil man, hvis man selv får magten, leve højt på det, som regeringen har gjort, ved ikke at lave om på det. Det var blot det, jeg syntes jeg ville sætte lidt fokus på her.

Værsgo.

Vi vil meget gerne lave om fremadrettet på regeringens prioriteter. Det er jo derfor, vi netop har foreslået og sagt klart til kulturinstitutionerne, at fra 2022 kommer de ikke til at betale 2 pct. i omprioriteringsbidrag; der kommer de til at betale ½ pct., og den halve procent bliver brugt til kultur, dvs. ting, der faktisk også kan komme institutionerne til gode. Det synes vi er et vigtigt signal at sende, så man ikke bare skal fortsætte den her ørkesløse vandring med nedskæringer og kvalitetsforringelser af borgernes kulturtilbud.

Tak. Så er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Tak. For at konkludere: Under en eventuel socialdemokratisk ledet regering fortsætter omprioriteringsbidraget, men i et mindre omfang, altså 0,5 pct. i stedet for 2 pct. Samtidig vil Socialdemokraterne så også afsætte 100 mio. kr. til at styrke kulturen, så vidt jeg har forstået. Hvor skal de penge, de 100 mio. kr., komme fra?

Værsgo.

De 100 mio. kr. vil vi afsætte frem til 2022, hvor vi i 2022 jo så siger, at vi nedsætter omprioriteringsbidraget til den halve procent. De 100 mio. kr. skal ses sammen med de 504 mio. kr., som regeringen har tilført – og det anerkender vi også at regeringen gør – i hvert fald i forhold til det, som ellers var planen, over de næste 4 år. Det ønsker vi jo selvfølgelig at bakke op om at man gør, men hertil vil vi tilføje de 100 mio. kr., som kommer fra det økonomiske råderum, der er i Socialdemokratiets 2025-plan.

Værsgo, hr. Alex Ahrendtsen.

Så omprioriteringsbidraget på 2 pct. fortsætter til 2022, hvorefter det nedsættes til 0,5 pct. Samtidig vil man så finde 100 mio. kr. ved et eventuelt råderum, så vidt jeg har forstået. Men det er jo penge på taget. Altså, råderummet kender vi jo, og det kan gå meget hurtigt. Vi har jo set, hvad der skete i 2008. Der kan komme en finanskrise meget hurtigt. Så er det ikke lidt vidtløftige løfter fra Socialdemokraternes ordfører i denne forbindelse? Kan man ikke være lidt mere konkret? Hvor vil man anvise pengene, hvis det ikke skal være råderummet?

Værsgo.

Jeg tror, alle erkender, at der er et råderum. Så vores holdning fra Socialdemokratiets side er, at man også godt kan bruge en lille del af det her råderum på at nedbringe besparelser, nedskæringer, på kulturområdet. Og jeg synes, at Alex Ahrendtsen, når han nu på Dansk Folkepartis vegne vil repræsentere kunst og kultur i Danmark, også skulle prøve at komme med nogle bud på, hvordan du kan styrke investeringerne i kunst og kultur frem for at fortsætte de nedskæringer, som Dansk Folkeparti jo har været med til at lave, ikke mindst i forhold til kultur i provinsen. Så jeg glæder mig til at høre i Dansk Folkepartis ordførers indlæg her, hvordan man vil være med til at styrke kunst og kultur i Danmark.

Tak. Så er der ikke flere kommentarer. Så er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Så er det jo så heldigt, at man får lejlighed til at svare på hr. Mogens Jensens spørgsmål. Men først en tak til hr. Jacob Mark og Socialistisk Folkeparti for at indkalde til denne forespørgselsdebat. Jeg synes, det er glimrende, at vi får lejlighed til at diskutere det.

Indledningsvis vil jeg sige, at Dansk Folkeparti har været bekymret for de her omprioriteringsbidrag, som der jo har været over en bred kam, og vi foreslår ganske konkret på finansloven 2019 at afskaffe omprioriteringsbidraget helt – ikke 0,5 pct., ikke 1 pct., ikke 1,5 pct., men alle 2 pct. fra 2019 og fremover, og det vil vi gøre ved at finde pengene inden for Kulturministeriets område. Vi finder dem ved at skære ned på internationale kulturpuljer. I 2014 – det er baseret på 2008-tal – udgjorde det samlet set 0,25 mia. kr. fordelt på forskellige ministerier og for Kulturministeriets vedkommende cirka et par hundrede millioner kroner. Jeg har desværre ikke fået de seneste tal fra 2017 endnu. Jeg håber, at Kulturministeriet snart leverer dem. Hvis vi skærer ned, vil der stadig væk være i hvert fald 100-120 mio. kr. til internationale kulturpuljer. Det er vores prioritering, det er det, vi har sendt over til regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Hvis regeringen imødekommer os på det område, vil omprioriteringsbidraget være fjernet på kulturområdet.

Så vil jeg også sige, at omprioriteringsbidraget jo er noget, som har eksisteret siden 1980'erne, og alle regeringer har jo stået på mål for dem. Det nye er selvfølgelig, at det blev rullet ud over alle områder, og det nye er også, at Kulturministeriet så har skullet aflevere de her penge. Så er de gået over i en anden kasse, hvor man har brugt dem til at styrke politiet og til at styrke sundhedsområdet.

Det andet, jeg vil sige, er, at Dansk Folkeparti jo er sat i verden for at hjælpe, og vi har jo hjulpet regeringen til at fjerne omprioriteringsbidraget på sundhedsområdet. Det blev vi heldigvis enige om, og her for et par dage siden – eller var det i går? – fjernede vi det jo fuldstændig på erhvervsuddannelserne. Fremadrettet er der ikke noget omprioriteringsbidrag længere på erhvervsuddannelserne.

Jeg vil også sige, at omprioriteringsbidraget er svært for kulturinstitutionerne. Det er især svært for de små kulturinstitutioner, og det rammer skævt, og det rammer på den dårlige måde. Det er en grønthøster, og lad mig bare give et eksempel. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, i daglig tale KongeKons, har udgifter for ca. 100 mio. kr. Meget af det er bundet i drift på grund af en fredet bygning, og hvor kan man så skære? På uddannelserne, og det er ca. en tredjedel. Så de 2 pct. rammer forholdsvist hårdere, og det er derfor, vi foreslår at finde pengene ved at skære ned på de internationale kulturpuljer.

Regeringen har så foreslået på finansloven 2019, at omprioriteringsbidraget fortsætter, men i stedet for at putte dem uden for kassen, putter de dem ind i en kulturkasse, og så tager de pengene op og giver dem til vennerne, fortrinsvis i de store byer. Det er ikke en specielt god måde at gøre det på. Det betyder strengt taget, at Skagen og Ribe og museerne på Ærø f.eks. kommer til at betale for, at Det Kongelige Teater skal have nogle flere penge. Det er skævt. Vi kan kalde det Christian Juhl-doktrinen. Vi kan forestille os, at vi har 100 børn. Så tager vi de 100 børns penge og samler dem i en kasse, 2 pct. af de penge, de får, og giver dem kun til nogle af dem. Det er jo selvfølgelig ikke en god måde at gøre det på.

Jeg vil også sige, at når alle skal spare, skal kulturen selvfølgelig også holde for, men lad os dog gøre det på en klog måde, og det er derfor, vi foreslår at skære ned på de internationale kulturpuljer. Det er vores mening, at det er bedre at bruge pengene i Danmark, i hvert fald nogle af dem. Så det er ikke et enten-eller; vi tager nogle af dem og bruger dem i Danmark.

Så vil jeg også til sidst sige, hvilket er vigtigt, og jeg har tidligere spurgt ministeriet om det og har fået et svar, at når vi sammenligner Danmark med lande som Frankrig, Sverige og Norge, som jo er kendt for at bruge virkelig mange penge på kultur, idræt og fritid, så ligger vi på næsten samme niveau, nemlig omkring de 2 pct. Skærer vi idræt og fritid fra, ligger vi der på 1,2-1,3 pct. Så Danmark ligger på et højt niveau. Jeg skal så lige sige, at det selvfølgelig ikke kun er statens udgifter, der er også indregnet kommunernes og regionernes. Men vi ligger fortsat på et højt niveau.

Det skulle være mine kommentarer til denne dejlige forespørgselsdebat, forhåbentlig, og jeg står til rådighed for yderligere.

Der er også en hel del. Værsgo, hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet.

Tak, og tak til Dansk Folkepartis ordfører for talen. Ordføreren siger, at Dansk Folkeparti har hjulpet regeringen. Ja, og i den her konkrete sammenhæng har man jo hjulpet regeringen med at skære 539 mio. kr. væk på kulturens institutioner og kulturtilbuddene her de sidste år. Og modsat hvad hr. Alex Ahrendtsen jo ellers har for vane at sige, nemlig at Dansk Folkeparti går ind for at styrke kunst og kultur uden for hovedstadsområdet, så har Dansk Folkeparti medvirket til, at der er blevet skåret 212 mio. kr. på kulturinstitutionerne uden for hovedstadsområdet. Det synes jeg jo er trist, men det skal bemærkes.

Så har Dansk Folkeparti jo tit sådan en snuptagsløsning: Vi gør lige det og skaffer pengene dér. Og nu har man så kastet sig over de internationale kulturpuljer, og dem har jeg kigget lidt på.

Det, der ligger der, er jo bl.a. hele vores musikeksport, altså eksportmidlerne til at sikre, at vi får bedre indtjening på dansk musik, det er vores filmeksport, det er Det Dansk Kulturinstitut, som laver en rigtig god indsats for små penge i rigtig mange lande, og det er at drive Det Danske Hus ved Kunstbiennalen i Venedig, for nu at nævne nogle få eksempler. Hvad er det for nogle af de her ting, som hr. Alex Ahrendtsen mener er dårlige, og som skal skæres væk?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Altså, det er jo fuldstændig rigtigt, at institutioner uden for hovedstadsområdet har mistet nogle penge og også institutioner inden for hovedstadsområdet. Og det er også derfor, at vi foreslår, at man fjerner omprioriteringsbidraget.

Vi har også haft nogle drøftelser med tidligere kulturminister hr. Bertel Haarder, som også var meget ked af den måde, det foregik på. Det lykkedes os ikke at få ændret på de betingelser. Og så er der snuptagspuljerne. Jeg synes egentlig, jeg gjorde meget klart rede for, at vi ikke ville fjerne alle de internationale midler. Vi vil tage nogle af dem, så der vil stadig væk være plads til f.eks. kulturinstitutterne eller til eksporten, altså Music Export Denmark er 4 mio. kr., og kulturinstitutterne er, så vidt jeg husker, 16 mio. kr. Og da der stadig væk er 120 mio. kr. tilbage – forudsat at tallene stadig væk holder – så er der også penge til hr. Mogens Jensens kæpheste.

Værsgo, hr. Mogens Jensen.

Jeg har nu ikke nogen specielle kæpheste, hvad det her angår. Men når ordføreren nævner de internationale kulturpuljer, lyder det så nemt. Og jeg siger bare, at nedenunder gemmer der sig en række initiativer, som faktisk er vigtige for Danmark og for at præsentere dansk sprog og dansk kultur i udlandet. Og det kan jeg jo forstå at DF bare er klar til at skære væk. For det er jo ikke kun musikeksporten. Det er også filmeksporten, der indeholdes her. Og ud over det, jeg nævnte, kan jeg også tage Det Danske Institut i Rom, Athen og Damaskus, som faktisk har spillet gode roller i forhold til at promovere dansk kunst og kultur, danske værdier, i de her lande.

Altså, nu har jeg nævnt otte ting, der tilsammen tager rigtig mange penge ud af de her kulturpuljer. Kan hr. Alex Ahrendtsen bare nævne en eller to af de her ting, der kan skæres væk? For herudover kommer jo også pengene til, at danske kunstnere kan præsentere dansk kunst og dansk sprog uden for Danmarks grænser.

Værsgo.

Tak. Jeg skal ikke forhandle finanslov med hr. Mogens Jensen, men med regeringen. Så hvad der kommer til at ske der vil jeg ikke forudskikke. Og så vil jeg også bare minde om, at Socialdemokraterne jo fortsætter omprioriteringsbidraget på de 2 pct. indtil 2022, hvorefter det så fortsætter med 0,5 pct. Vi vil helt fjerne det fra 2019. Vi har så peget på en prioritering, og det er en prioritering: Vi vil hellere bruge pengene i Danmark – nogle af dem – i stedet for at de går til udlandet.

Tak. Hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Lynhurtigt kan det her jo blive en meget stor diskussion sådan om ord og lidt det, man vist på dansk i dag kalder for newspeak: hvordan vi kan omtale noget som det, det ikke er. Hr. Alex Ahrendtsen snakker om, at omprioriteringen skal væk, men så vil man alligevel prioritere lidt inden for kulturen. Er det der regnestykke i Dansk Folkepartis forslag samlet set – jeg sad nemlig og prøvede at sige plus, minus, plus, minus – en nedprioritering af kulturområdet, der vil ske i kroner og øre fra 2019? For jeg kunne simpelt hen ikke følge med i alle de her plusser og minusser.

Værsgo.

Det er et præcist spørgsmål, som jeg vil svare præcist på. Selvfølgelig sparer vi stadig væk ca. 80 mio. kr. på Kulturministeriets samlede område, når vi fjerner 80 mio. kr. fra den internationale kulturpulje. Det er fuldstændig rigtigt. Det, der bare er det gode ved det her, er, at alle de hjemlige kulturinstitutioner i hele Danmark, også i hovedstaden, fremover ikke vil miste 2 pct. Det er derfor, vi synes, det er en god ordning.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jamen jeg er helt med på Dansk Folkepartis ønske om, hvor det er, man bruger pengene. Det er helt validt, og der kan vi så have en politisk uenighed. Men jeg synes, det ville klæde os, hvis vi turde tage diskussionen for det, den er: Ønsker man at nedprioritere kultur, eller gør man ikke? Så kan vi altid diskutere, hvor det er rigtigt at bruge pengene, men jeg synes bare, den her diskussion efterhånden er kommet lidt hen i sådan noget med, hvor mange ord vi kan bruge på, at vi fjerner nogle penge.

Værsgo.

Altså, i min tale sagde jeg jo også, at når vi sammenligner os med lande, der bruger virkelig mange penge på kultur – Frankrig, Norge, Sverige – så ligger vi godt. Jeg svarede også ja på spørgsmålet, nemlig at vi kommer til at skære ned med 80 mio. kr., men vi friholder så fremover alle kulturinstitutioner i Danmark. Det er vores måde at løse det på, og det synes jeg egentlig også er meget ansvarligt.

Tak. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Nu kender jeg jo hr. Alex Ahrendtsen fra mange forhandlingsforløb og ved også, at hr. Alex Ahrendtsen kan være stædig på den positive og gode måde og meget handlekraftig og plejer egentlig også under den her regering at få meget af sin vilje igennem, og derfor undrer det her mig, for der er noget galt, når hr. Alex Ahrendtsen så har accepteret, at man har sparet 539 mio. kr. på kultur. Med mit kendskab til hr. Alex Ahrendtsen tænker jeg, at hr. Alex Ahrendtsen altså ikke har gjort sig umage, eller også har det ikke været vigtigt nok. For det er virkelig mange penge, man har sparet på kunst og kultur på hr. Alex Ahrendtsens vagt, og det undrer mig.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge om noget. Jeg glæder mig over, at hr. Alex Ahrendtsen siger, at man vil væk fra den her grønthøstermetode, og så nævner hr. Alex Ahrendtsen nogle internationale puljer, som jeg personligt ikke kender særlig meget til. Hr. Alex Ahrendtsen svarede ikke rigtig på, hvad det konkret er for nogle dele af de her internationale puljer, som vil bringe os i nærheden af de her 80 mio. kr. Kan hr. Alex Ahrendtsen bare nævne to ting? Jeg er sikker på, at havde vi diskuteret besparelser på andre områder, havde hr. Alex Ahrendtsen bare slynget dem ud sådan her.

Værsgo.

Tak for spørgsmålene. Nu er jeg jo ikke større, end jeg er. Når det ikke engang lykkedes den ærværdige nestor, hr. Bertel Haarder, som var kulturminister i Venstreregeringen, at få ændret grønthøstermetoden til en smart måde at gøre det på, så synes jeg, man stiller lidt store krav til Alex Ahrendtsen, som bare var ordfører. Og når vi ikke engang i samlet flok kunne få ændret det, var det jo, fordi der var en massiv modstand i regeringen mod at kigge på det.

Så synes jeg egentlig også, at jeg er meget konkret, og at jeg har været konkret hele vejen igennem. Vi peger på et område, som vi vil skære ned på, så vi kan redde alle kulturinstitutionerne fra omprioriteringsbidraget. Jeg skal jo ikke her på talerstolen gå ind i finanslovsforhandlinger med hverken hr. Mogens Jensen eller hr. Jacob Mark om enkelte dele af de internationale kulturpuljer, for det skal ske i et forhandlingsrum. Men vi siger, at der er det her hjørne af Kulturministeriet, som vi gerne vil skære ned på, og det synes jeg egentlig er meget konkret.

Hr. Jacob Mark.

Jeg synes egentlig ikke kun, det hører til finanslovsforhandlingerne at sige, hvor man gerne vil spare. Hvis hr. Alex Ahrendtsen havde sagt, at man gerne vil spare på en del af undervisningsområdet, havde mit naturlige næste spørgsmål været: hvilket? Det virker bare lidt, som om hr. Alex Ahrendtsen gemmer sig under den her overskrift. Jeg erkender, at hr. Alex Ahrendtsen ikke er minister, og hr. Alex Ahrendtsen har sikkert gjort, hvad han kunne, men hvad er så næste skridt, hvis ikke det lykkes i finansloven? Vil hr. Alex Ahrendtsen så forsøge at kalde de partier ind og over til ministeren for at prøve at se, om man kan finde pengene andre steder, ligesom vi har gjort på f.eks. erhvervsuddannelsesområdet?

Værsgo.

Skal vi ikke tage en ting ad gangen? Jeg er sikker på, at regeringen har hørt, hvad Dansk Folkeparti har sagt til os, og jeg er sikker på, at de har læst vores finanslovsudspil på kulturområdet, og jeg tror på de gode viljer. Hvis det viser sig ikke at holde stik, må vi så eventuelt tale sammen bagefter.

Tak. Hr. Christian Juhl, Enhedslisten, som den sidste.

Jeg vil gerne høre Alex Ahrendtsen, om det er Dansk Folkepartis politik først at tage 539 mio. kr. de sidste 4 år, og når vi så nærmer os valget, begynder man glad at dele 400 mio. kr. ud. Det er det, ministeren lægger op til og sandsynligvis vil have DF med på. DF har i hvert fald været med på at grønthøste de 539 mio. kr. og lægge dem i en kasse. Det interessante er, at de 210 mio. kr. er taget ude i provinsen, og hr. Ahrendtsen gør tit det, at han siger, at vi skal have pengene ud fra København, men her har ordføreren været med til at tage penge fra provinsen, et ret stort beløb, 210 mio. kr., og så deler han en gang imellem 1 mio. kr. ud her og 1 mio. kr. ud der. Er det ikke sådan lidt at snyde folk og så sige, at nu skal jeg komme og hjælpe jer med nogle penge, men jeg har faktisk taget 10 gange så mange penge, som I får tilbage?

Værsgo.

Jeg synes ikke, det er at snyde folk, men det er selvfølgelig et plaster på såret. Det vil jeg gerne sige. Jeg er heller ikke nogen stor tilhænger af den måde, som regeringen gør det på. De lader omprioriteringsbidraget fortsætte, de samler pengene ind, og tidligere gik de så til nogle andre kasser, men nu putter de dem så i en kulturkasse, og så tager de så og kigger på venner for at se, hvor de godt kunne tænke sig at bruge pengene, og så tager de dem op og deler dem ud, bl.a. et H.C. Andersen-center på et gods i Kalundborg, og det drejer sig om 2 mio. kr. og 3 mio. kr. over 2 år, selv om H.C. Andersen kun har været på besøg en enkelt gang der.

Det er ikke en særlig saglig måde at gøre det på, og det er også derfor, vi foreslår at spare 80 mio. kr. på internationale kulturpuljer, og så friholder vi alle kulturinstitutioner for det her besparelsesbidrag, og så retter vi op på fortidens skader. Det synes jeg er en god, saglig og meget konkret måde at føre politik på.

Værsgo til hr. Christian Juhl.

Nu siger Ahrendtsen, at det gør regeringen. Men regeringen kan ikke gøre det uden Dansk Folkeparti, og det er det, der er sket de sidste 4 år. Det er ikke DF-politik, men DF har accepteret det, siger ordføreren. Ordføreren siger så, at så deler de ud til vennerne. Skal man ikke lige passe på med at kaste med sten, hvis man bor i eget glashus? Jeg mener, jeg husker da Fregatten Jylland, og jeg husker da en stribe af Ahrendtsens venner, som har fået lidt ved den ene, den anden og den tredje finanslov. Er det anderledes end det, regeringen gør, eller er det noget af det samme bare i mindre format?

Værsgo til hr. Alex Ahrendtsen.

Man skal aldrig kaste med sten, hvad enten det er i eget glashus, eller om det er i andres glashuse. Regeringens finanslovsforslag har vi jo ikke været med til, og der foreslår de jo at tage de 400 mio. kr. over 4 år og så putte dem i en kasse og så fordele, og der siger jeg bare på vegne af Dansk Folkeparti, at det ikke er en særlig smart måde at gøre det på, for vi vil hellere fjerne omprioriteringsbidraget, fordi det er sagligt, og fordi det er alle, der så får gavn af det, og så finder vi det på et enkelt område.

Tak. Så er der ikke flere kommentarer, og så er det hr. Bertel Haarder, Venstre.

Tak, formand. Selv om provenuet ved omprioriteringsbidraget er gået til gode formål i sundhedssektoren, til politiet osv., kan enhver sige sig selv, at 2 pct. ned hvert år ikke kunne køre til evig tid. Det er vi også mange der har sagt i længere tid, og det er det, som regeringen nu har besluttet, og som regeringspartierne er glade for. Pengene tilbageføres fra 2022, og så fordeles de nævnte 400 mio. kr. på finansloven i år.

Det betyder ikke blot, at der er lys for enden af tunnellen, det betyder også, tror jeg, at hvis vi ser på dansk kulturliv under et, er kulturlivet alt i alt bedre forsynet med penge nu end tidligere, hvis man vel at mærke inddrager det, som kommunerne giver, det, som fondene giver, og også det, som et stadig voksende publikum giver, hvad enten det er til festivaler eller museumsbesøg. Der er jo flere og flere mennesker, der benytter sig af kulturtilbuddene i disse år, så samlet set vil jeg mene – uden at kunne dokumentere det – at det samlede kulturforbrug i Danmark er stigende. Det vil jeg ønske kulturministeren held og lykke med, og jeg vil også ønske hende held og lykke med at prøve at få større frihed, end jeg havde som kulturminister, til at flytte rundt på pengene inden for budgettet

Så vil jeg viderebringe nogle gratis ønsker, som jeg hører på vandrørene, nemlig for det første mulighed for i det mindste at kunne flytte overskud frem til det kommende år fremfor at være tvunget til skulle brænde pengene af før nytår. Det kunne der måske ses på, det kunne være en gratis gave. Når nu pengene fra omprioriteringsbidraget skal føres tilbage fra 2022, så ved jeg, at der er mange institutioner, som helst ikke vil have det sådan år for år, for det er bedre, hvis det, de skal have, gives på 4 års basis, for så kan de godt leve med, at der på ene side er omprioriteringsbidrag, mens pengene på den anden side overføres. Det er blot nogle af de ønsker, som jeg har sporet, og som jo er fuldstændig gratis at opfylde, så vidt jeg kan se.

Så vil jeg gerne på vegne af Dansk Folkeparti og regeringspartierne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der i 2019 er afsat i alt 8,3 mia. kr. til kulturområdet. Folketinget noterer sig, at regeringen på forslag til finansloven for 2019 lægger op til, at de frigjorte midler fra omprioriteringsbidraget i 2022 tilbageføres til undervisnings-, uddannelses- og kulturområdet. Folketinget noterer sig endelig, at statens bidrag kun udgør en andel af den samlede kulturøkonomi.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 7).

Så skal jeg til allersidst hilse fra den konservative ordfører, fru Merete Scheelsbeck, og sige, at hun føler sig dækket ind af, hvad jeg her har sagt.

Tak for det. Er det her forslag til vedtagelse afleveret?

Det er fint. Tak. Der er nogle korte bemærkninger. Hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet.

Tak til hr. Bertel Haarder for talen, også tak for de gratis forslag. Dem kan der jo godt være grund til at overveje at kigge på. Det, jeg vil spørge ordføreren om, er Dansk Folkepartis forslag, altså det her med at fjerne omprioriteringsbidraget og tage pengene fra en anden del af kulturbudgettet, nemlig fra det internationale kultursamarbejde. Synes hr. Bertel Haarder, at det er en god idé at fjerne pengene til det danske hus, der står nede ved kunstbiennalen i Venedig, eller til de danske kulturinstitutter eller til vores musikeksport og vores filmeksport? Synes hr. Bertel Haarder, at det er en god måde at finansiere en fjernelse af omprioriteringsbidraget på, eller foretrækker hr. Bertel Haarder en anden måde?

Ordføreren.

Man skal altid lytte til, hvad andre partier har af forslag, specielt når man skal få de økonomiske ender til at nå sammen. Derfor skal man ikke på forhånd afvise noget som helst. Men hr. Alex Ahrendtsen ved godt, at jeg ikke synes, at den snuptagsløsning kan bruges i videre omfang, bl.a. fordi de formål, som hr. Mogens Jensen læste op, jo er ret så gode. Det er bl.a. det danske kulturinstitut, som for relativt små penge gør rigtig meget for at præsentere dansk kultur i udlandet. Man kunne endda sige, når det gælder det internationale, at vi somme tider går i lidt små sko, hvad vi måske skulle overveje. Men det er jo ikke det alt sammen, der er helligt. Man skal altid lytte, når nogen har forslag til besparelser, for den, der kan spare, kan også skaffe penge, og det er jo det, hr. Alex Ahrendtsen her praktiserer.

Hr. Mogens Jensen.

Tak. Jeg synes bare, at jeg vil kvittere for et klart svar fra hr. Bertel Haarder om, at det forslag, som jeg nævnte her, ser hr. Bertel Haarder heller ikke som en farbar vej, fordi det faktisk er vigtige indsatsområder – også til at præsentere dansk sprog, danske værdier og dansk kultur i udlandet. Så jeg takker for svaret.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Jeg vil gerne høre, om hr. Bertel Haarder mener, at omprioriteringsbidraget skal fortsætte, og om han mener, at det er forkert at kalde en øvelse, hvor man tager 539 mio. kr. og kun leverer 400 mio. kr. tilbage, en nedskæring.

Hr. Bertel Haarder.

Hvis der er færre penge alt i alt, kan man godt kalde det en nedskæring. Jeg har jo selv haft ansvaret for, at det statslige kulturbudget er blevet lidt lavere, hvilket jeg selvfølgelig ikke syntes var morsomt. Man skal bare lige huske, at det altså ikke er sådan, at Kulturministeriets budget har været skåret ned med 2 pct.; det er driftsbevillingerne , der har været skåret ned. Hvis man ser på det samlede kulturbudget, statens, så er begrænsningen 1 pct. om året. Dertil kommer altså alt det, som kommunerne og fondene giver, og som folk selv tager op af lommen, og der har jeg jo den påstand, at kulturlivet ikke er på skrump, men at det faktisk er i vækst, alt i alt, i Danmark.

Hr. Christian Juhl.

Jamen det påstod jeg heller ikke. Jeg sagde, at der er opkrævet, i omprioriteringsbidrag, 539 mio. kr., og at man nu vil uddele 400 mio. kr. Det er de to tal, som ikke er blevet modsagt, og som jeg holder op imod hinanden, og det, jeg siger, er: Det er vel ikke forkert at kalde det en besparelse. Og så spurgte jeg i øvrigt om, om hr. Bertel Haarder er tilhænger af, at omprioriteringsøvelserne skal fortsætte fremover.

Værsgo.

Jeg har ikke benægtet, at der bliver færre penge ved den øvelse, som hr. Christian Juhl her nævner. Jeg er til gengæld med på, at man også i fremtiden har et omprioriteringsbidrag. For det, der er så fortvivlende for en kulturminister og også for kulturordførere som os, er de tilfælde, hvor alle penge er låst fast i de eksisterende bevillinger. Og der bliver omprioriteringsbidraget en mulighed for, at man kan flytte lidt rundt på tingene og føre kulturpolitik, og det burde vi egentlig være tilhængere af. Så var det, jeg føjede til, at når pengene tilbageføres, skal det helst ikke være sådan år for år; så vil institutionerne forfærdelig gerne have et længere sigt i den måde, de tilbageføres på.

Tak. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Altså, det råd, som var gratis, om, at man skulle kunne planlægge mere langsigtet, er også et råd, jeg har hørt. Institutionerne synes, at det er frustrerende, at man ikke ved, hvad man har at gøre godt med ude i fremtiden. Det er egentlig også derfor, jeg vil høre, hvad hr. Bertel Haarder mener om den model, man har valgt, med en reserve, hvor man helt ude i 2022 ved, at dér vil der så være en eller anden form for besparelse, som vil blive delt ud igen. Altså, er det holdbart i længden at lave kulturpolitik på den måde, at så har man midler for et år ad gangen, og at den til enhver tid siddende regering kan sidde og fordele midler til vennerne eller til, hvad den synes er vigtigt? Er det en holdbar måde at lave kulturpolitik på?

Værsgo.

Hvis man ikke får ekstra penge, tror jeg, at man til evig tid bliver nødt til have nogle generelle besparelser eller omprioriteringsbidrag, som så tilbageføres på en måde, hvor der er et element af kulturpolitik, et element af politisk prioritering mellem områderne, frem for at det hele er frosset fast som ænder på en isbelagt sø. For sådan oplevede jeg det som kulturminister, og det tror jeg også at den nuværende kulturminister har oplevet.

Hr. Jacob Mark.

Det gør det i hvert fald ikke lettere. Når man bliver bedt om at aflevere penge fra kulturområdet, så bliver det endnu sværere. Det er også noget af det, vi prøver ligesom at italesætte. Måske er det også på tide at sige: Nu stopper vi udhulingen af kulturbudgetterne i Danmark.

Men det, jeg så bare gerne vil høre, handler om, at vi jo ved, hvis man skal have et omprioriteringsbidrag, at Socialdemokratiet så har sagt ½ pct. i 2022. Det er sådan, jeg har forstået politikken. Hvad er så i hr. Bertel Haarders øjne et niveau, der er holdbart for kulturpolitikken, hvis man både skal udvikle og have noget at omfordele med? Er 2 pct. så det rigtige? For det hører jeg fra institutionerne er højt.

Værsgo.

Jeg synes, kulturministeren gav et meget godt eksempel på, hvorfor det kan være en god idé med et omprioriteringsbidrag, som giver et provenu, som man kan skabe forandring med, nemlig de 30 mio. kr. til en museumsreform. Hvis ikke hun kunne skaffe de penge, tror jeg, det var næsten håbløst at lave en reform af tilskudsmodellen til museerne. Og hvis man bruger 30 mio. kr., er der ikke meget tilbage af et omprioriteringsbidrag på ½ pct.

Så er det hr. Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne følge lidt op i forhold til hr. Mogens Jensen, som jo stillede et par drilske spørgsmål til hr. Bertel Haarder. hr. Mogens Jensen greb jo fat i kulturinstitutterne i Rom, Damaskus og Athen og spurgte, om hr. Bertel Haarder ville fjerne dem, hvis vi kiggede på de internationale kulturmidler. Og det er jo meget drilsk, for nu har jeg lige tjekket tallene, og de tre institutter, i Rom, Damaskus og Athen, er 12,2 mio. kr. i alt om året. Og de øvrige kulturinstitutter er 15,8 mio. kr., så samlet set 28 mio. kr. Vi ved også, at i 2014 beløb de internationale kulturmidler sig til 247 mio. kr., og jeg er sikker på, at det beløb ikke er der i dag, så lad os bare skære det ned til 200 mio. kr., altså at der er 200 mio. kr. tilbage.

Anerkender ordføreren så ikke, at det stadig væk er muligt at bevare disse institutter, som hr. Mogens Jensen nævnte? Selv om vi finder 80 mio. kr. til omprioriteringsbidraget, vil der være 120 mio. kr. Og da de her institutter koster 28. mio. kr., vil der så ikke stadig væk være midler tilbage, så de kan fortsætte?

Værsgo.

Jeg lytter med interesse til, hvad hr. Alex Ahrendtsen siger, og jeg tror også, jeg understregede, at man ikke skal afvise noget på forhånd. Men hvis jeg bliver spurgt, om jeg synes, det er overflødigt, hvad Det Danske Kulturinstitut foretager sig ude omkring i verden, så vil jeg sige, at jeg synes, vi har en rigtig god model i det danske kulturinstitut, som er et supplement til vores ambassader med den uafhængighed, som instituttet har med sin egen bestyrelse og sin egen formand og direktør. Det vil jeg nødig røre ved, for jeg har fulgt Det Danske Kulturinstitut igennem rigtig mange år og synes, at vi får meget for de penge. Så den uenighed har hr. Alex Ahrendtsen og jeg, og den tror jeg også vi lever med.

Hr. Alex Ahrendtsen.

Der er såmænd ikke nogen uenighed. Vi kan sagtens sige: De skal fortsætte, for der er penge til det, selv når vi finder pengene, der skal gå til at afskaffe omprioriteringsbidraget. Der vil stadig væk være penge; lad os bare sætte det ned til 100 mio. kr. Så vil der stadig væk være penge til de institutter, for de koster 28 mio. kr. sammenlagt. Så er der 72 mio. kr. tilbage til andre internationale kulturpuljer – og nu har vi virkelig barberet det ned.

Så set i det lys: Er det ikke en god idé, at vi så snakker om det under finanslovsforhandlingerne, når vi nu har reddet de her institutter, som slet ikke kommer i spil?

Værsgo.

Som sagt skal man ikke afvise noget på forhånd, og det er især dumt at afvise noget fra et støtteparti, der arbejder så loyalt og godt, som Dansk Folkeparti gør. Men vi har jo i regeringen lov at have vores opfattelse, og på det her punkt, når det gælder det internationale, så er vi ikke enige med Dansk Folkeparti. Og den uenighed tror jeg bare vi skal prøve at leve med og så være lige gode venner for det.

Hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Nu kender jeg jo hr. Bertel Haarder som en, der taler lige ud af posen og ikke er bange for at sige tingene, som de er. Og jeg er altså bare optaget af, at vi har den her debat på det rigtige grundlag. For vi kan jo hele tiden stå og diskutere alt muligt andet. Men det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at spørge hr. Bertel Haarder om, er: Har der været en nedprioritering af kulturen fra regeringens side indtil nu, og vil der være det fremadrettet, selv med den måde, man flytter rundt på pengene på? Altså, er der en nedprioritering af det her område?

Værsgo.

Når man har et omprioriteringsbidrag, som bl.a. flytter penge fra kulturinstitutioner til sundhedssektoren og til politi, så er det jo svært at bestride, at der set i forhold til sundhedssektoren og i forhold til Justitsministeriet er tale om en lavere prioritering, når man benytter sig af den metode.

Men jeg konstaterer også, at skulle vi gå hen og få en ny regering, kan det godt være, at der fremadrettet vil blive gennemført noget andet, skønt jeg tror, at Socialdemokratiet vil opdage, hvor lidt ½ pct. er, og hvor lidt de kan gøre godt med med ½ pct. Men Socialdemokratiet vil jo ikke rulle noget tilbage. Altså, det er jo det fremadrettede, vi hører om her, på trods af at Socialdemokratiet hele vejen igennem har jamret ganske kraftigt. Det, de jamrede over, vil de ikke lappe på – kun fremadrettet. Og det synes jeg er godt bliver klart for dagen.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Nu er Alternativet ikke så optaget af, nødvendigvis, hvad en socialdemokratisk regering vil eller ikke vil. Vi er optaget af at arbejde for den politik, vi tror på, og det er, at man prioriterer kulturen, specielt i den tid, vi står i nu, hvor vi faktisk ser et behov for flere steder at samles, for mere historie, for flere ting, der også kan hjælpe os til at rykke vores samfund videre. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om ordføreren, som det vise medlem af Folketinget han er, ikke er enig i, at det netop er nu – i den tid, vi lever i, med de omvæltninger, der sker, med de udfordringer, vi står med – at vi har brug kunsten og kulturen i vores samfund.

Værsgo.

Jeg beklager, at jeg i skyndingen ikke huskede, at Alternativet har en statsministerkandidat, og derfor naturligvis ikke kan være afhængig af, hvad en eventuel socialdemokratisk statsminister vil gøre. Det beklager jeg, og det skal jeg nok huske for fremtiden.

Men jeg elsker altså kultur lige så meget, som hr. Rasmus Nordqvist, og jeg fryder mig over, at der er andre kilder til kulturlivet her i Danmark; de kommunale, der er fondene, og folk selv, der møder op til festivaler og folkemøder osv. i stigende omfang og betaler i dyre domme for det. Det er også kultur.

Tak for det. Og der er ikke flere kommentarer eller spørgsmål. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten, som den næste ordfører.

»Kultur er ikke teater, og sange, danse og spil. Kultur er hele den samlede sum af det, vi erfarer os til«. Det sagde Carl Scharnberg i et godt digt, der netop hedder »Kultur«, hvor han overvejer: Hvad er kultur egentlig? Og kultur er jo mange ting, som vi ikke kan sætte på en lille formel. Han slutter så digtet med at sige: »Kultur er også teater, og sange og danse og spil«. For ligesom at understrege det.

Det er jo det, der forundrer os, det er det, der begejstrer os, og det er det, der giver bevidsthed om vores egne rødder – men også bevidsthed om andres rødder. Og derfor er jeg jo ked af, når nogle skærer på arbejderbevægelsens kulturhistorie, især i en tid, hvor vi netop har brug at få et sted at stå. Det er også kultur, der harmer, det er kultur, der skaber debat, det er kultur, der skaber glæde og en tåre på kinden en gang imellem. Sådan skal det være, og derfor synes jeg, at det er godt at få den her diskussion. Tak til SF for det.

Omprioritering er en sport for dovne politikere, der ikke tør at prioritere i den del af processen, der hedder: Der skal skæres. Der vil man hellere have en kniv og en grønthøster. Man siger: Så lader vi den gøre det for os, og så kan vi sige, at det jo går ud over alle. Og så kan vi som glade julemænd dele ud lige op til et valg bagefter. Jeg synes, det er uartigt at opkræve 539 mio. kr. over 4 år, og når man så kan se ude i horisonten, at nu er der valg, så uddeler man som glade julemænd 400 mio. kr. Det er millioner, jeg snakker om, og hvis jeg siger milliarder, er det, fordi det er mig, der ikke er god til at udtrykke mig.

Kulturinstitutionerne bør kende deres budgetter – og der synes jeg, at hr. Bertel Haarder havde fat i noget ganske rigtigt – så de kan eksperimentere, så de kan prøve nyt, og så de tør at gøre andet end bare at køre den daglige drift. Det er jo det, der er ideen med det. Dem, der laver omprioriteringer, er dem, der har manglende tillid til kulturinstitutionernes evne til at være visionære, til at være innovative. Og det synes jeg ikke klæder hverken kulturministeren eller for den sags skyld andre, der er tilhængere af den sport.

Enhedslisten er modstandere af grønthøstere, og vi er tilhængere af, at vi tør prioritere politisk, også når vi skal finde pengene; ikke bare lade en grønthøster gøre arbejdet for os. Vi er tilhængere af større frihed til kulturinstitutionerne inden for de rammer, de kan få tildelt, og jeg synes, det er mærkeligt, at vi skal have den her debat om omprioritering. For når vi sidder og diskuterer museumsreformen, hvis det bliver til noget, så kan vi jo tage det politiske ansvar dér og omfordele og så sige: Det står vi ved, vi vil hellere prioritere sådan, og den slags museer skal have pengene, og hvis der ikke er nye penge, så er vi jo nødt til at tage dem et andet sted fra. Så står vi ved, hvor vi henter pengene, og tager en politisk prioritering i stedet for den der blinde, neutrale, distancerende og fremmedgørende grønthøster. De skal have mulighed for at planlægge, de skal have mulighed at kunne eksperimentere, og derfor: Begge hr. Bertel Haarders forslag er gode.

Jeg troede faktisk, det var sådan, at man nu kunne overføre overskud fra år til år, for det er netop med til inspirere institutionerne til selv at finde nye penge. Og hvis man ikke lige har et projekt i år, men gerne vil arbejde et år mere med det, så er det da klart, at man skal have lov til at lade pengene ligge i kassen. Vi kunne da aldrig drømme om at tage penge fra private virksomheder, hvis de f.eks. havde et lille overskud.

Kultursociologen Peter Duelund siger meget, meget barsk, at det her en slags kulturstalinisme med øget politisk styring, der sniger sig ind. Man tager institutionernes dispositionsfrihed og tilsidesætter armslængdeprincippet og den frihedstradition, der har været i dansk kulturpolitik.

Det er ret voldsomme ord, og dem ville jeg ikke have valgt, hvis jeg skulle skrive en artikel om den slags ting. Men holdningen er jo rigtig. Politikerne begynder at ville blande sig i små detaljer, og det bliver en Alex Ahrendtsen-kulturpolitik, vi får, hvor man så deler lidt ud til vennerne, som hr. Alex Ahrendtsen siger, når vi nu nærmer os den tid, hvor vi skal genvælges.

Jeg synes, det er fattigt, visionsløst, og at vi skal prøve at få stoppet det her og sige: Fra næste år har vi ikke noget omprioriteringsbidrag. Og dermed siger jeg også direkte: Jeg er ikke enig med Socialdemokratiet i, at man skal have ½ pct. Vi skal turde at prioritere politisk inden for kulturpolitikken, og det skal vi både gøre, når vi skal finde besparelserne, og når vi skal bruge pengene et andet sted.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen kommentarer. Så skal vi have den næste ordfører, som er hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance.

Tak for det. Kultur er det, mennesker gør for at berige tilværelsen for sig selv og for andre. Man kunne godt tro, at det var en dansker, der havde sagt det med den tradition, vi har, men det er faktisk en fransk filosof, der har sagt det. Når jeg siger det, er det for at understrege, at kultur er utrolig mange ting, og det er dermed også det, mennesker gør for at berige tilværelsen for sig selv og for andre. Og ikke kun det, som en stat eller andre bestemmer er godt og yder penge til. Der foregår heldigvis utrolig meget, som ikke er afhængig af statslige bevillinger, men som er andre bevillinger, eller som er brugerbetaling osv.

Vi har et rigt kulturliv i Danmark, og det har vi, fordi vi er det foreningsland, vi er. Det skal der værnes om. Det er vi fuldstændig enige i. Det er værd at passe på, og jeg plejer gerne at sige, at pengene til vores kulturliv er givet rigtig godt ud. Man får meget for pengene, fordi der også i alle hjørner af kulturlivet ydes meget frivilligt arbejde – deltagelse, engagement, brugerbetaling osv. Så det er sådan set indgangen, nemlig at det er rigtig godt.

Nu har hele det kulturliv, som er støttet af staten, jo også en tendens til at stivne, hvis man bare får sine bevillinger uændret år efter år. Man kan godt vælge at betragte omprioriteringsbidraget som noget negativt, men man kunne også vælge at betragte det som noget positivt, nemlig at det giver anledning til at få set tingene efter i sømmene, altså om man kunne gøre det på en anden måde, en bedre måde, en mere effektiv måde. Der har vi i hvert fald en grundholdning i Liberal Alliance om, at en så effektiv offentlig sektor og dermed også et så effektivt kulturliv som muligt faktisk er værd at gå efter.

Så er der også den detalje, som man måske tit ser bort fra, nemlig at der jo ikke er ubegrænsede midler i den offentlige sektor. Det er der ikke. Og hvis vi kigger bare lidt tilbage, er virkeligheden rent faktisk den, at da omprioriteringsbidraget blev indført, var det sådan set på grund af en vanskelig økonomisk situation, som jo var skabt af en tidligere regering, som havde kørt det helt ud på kanten. Så er det nødvendigt at prioritere, og det glemmer man jo lidt. Derfor kan man jo frygte, at hvis den ulykke skulle ske igen, at vi ender derude igen, så er det nødvendigt med omprioritering, og så skal kulturlivet jo huske at sende takkekortene til de rigtige, når det sker. For vi er nødt til at prioritere. Det er muligt, at der er nogle, der har lyst til bare at kræve skatter op og kræve skatter op og dele ud, men det er så også uansvarligt. Så jeg mener sådan set, det har været ansvarlig politik at gøre det.

Så er det store spørgsmål med det samme: Kan det her fortsætte uændret til evig tid? Det kan det selvfølgelig ikke. Man kan ikke omprioritere på den måde til evig tid, og jeg tror, at næsten alle har sagt efterhånden, at det skal der flyttes rundt på. Men det har været en god, ansvarlig og fornuftig måde at gøre det på nu, og derfor er der også ændrede signaler om at bruge pengene på området osv. Så kan man diskutere størrelsen af omprioriteringen, altså hvad det nu bliver og skal være. Jeg kan høre, der er ting i gang omkring finansloven, så der foregår også ting i andre lokaler end det her på det her område. Vi vil så se, hvad der kommer ud af det.

Men vi står fuldt og helt bag regeringens ansvarlige politik både af økonomiske hensyn, men også af hensyn til at holde omstillingsparathed og udvikling i gang i de her institutioner, som formidler, varetager og passer på vores kultur. Så vi opfatter det ikke kun som noget dårligt, at der har været et omprioriteringsbidrag. Vi ser det faktisk som noget udmærket. Og hvis ikke det skal fjernes, skal det måske erstattes af noget andet, så man holder dynamik og ansvarlighed i kulturlivet.

Tak for ordførertalen. Der er korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Præsidiet, hvor også ordføreren sidder, blev spurgt af Finansministeriet, om man ønskede at indføre omprioriteringsbidrag i Præsidiets måde at drive Folketinget på. Der var svaret entydigt fra alle fem præsidiemedlemmer – Venstre, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Enhedslisten, har jeg glemt nogen? – at vi sagde: Nej, det behøver vi ikke. Vi kan sagtens politisk tage stilling til, hvordan prioriteterne skal være inden for den økonomiske ramme, vi har fået lov til at arbejde med.

Så er spørgsmålet til hr. Leif Mikkelsen: Hvad er forskellen på en større kulturinstitution og så Præsidiet? Når man skal drive en biks, er det vel rart nok selv at kunne prioritere og have friheden til at prioritere inden for den budgetramme, man nu har fået lov til at arbejde med, i stedet for at andre skal komme som smagsdommere og fortælle, hvordan man skal prioritere. Og hvad er forskellen på det? Hvorfor er det okay, at Præsidiet kan bestemme selv, men ikke okay, at et større museum kan bestemme selv?

Ordføreren.

Det kan sikkert sagtens diskuteres. Nu erindrer jeg slet ikke det spørgsmål til Præsidiet. Jeg er meget usikker på, om det er i den tid, jeg har siddet i Præsidiet, at der er blevet spurgt om det. Det er jeg nødt til at sige. Jeg erindrer ikke, at jeg har afgivet det svar. Men jeg skal ikke kunne sige, at det ikke er sket. Det er muligt, at hr. Christian Juhl kan huske det.

Det er rigtigt, at det er godt selv at kunne prioritere. Det er det. Nu er Præsidiet vel i en lidt anden situation, fordi det har et lidt overordnet ansvar, så jeg ville nok også have svaret, som der er blevet svaret, nemlig at det bør Præsidiet til enhver tid selv kunne gøre. Så det er rigtigt.

Spørgeren.

Jeg spurgte, hvorfor et veldrevet og stort museum eller en anden kulturinstitution ikke kan gøre det samme. Hvad er grunden til, at smagsdommerne, politikerne, ministeren skal bestemme, hvordan der skal prioriteres?

Så et andet spørgsmål: Hvorfor skal man bruge grønthøster til at få pengene skaffet ind, og bagefter deler man som politiker milde gaver ud op til et valg? Altså, jeg forstår ikke helt logikken i det. Det er jo sådan en formynderisk holdning til kulturinstitutionerne, som regeringen her præsenterer.

Ordføreren.

Hr. Christian Juhl ved også godt, at hvis ikke der er flere penge at gøre godt med, så ligger muligheden for at prioritere noget bestemt jo i at flytte rundt med tingene. Ellers skal man jo have den der holdning om, at det offentlige aldrig kan blive stort nok, som måske ligger i underbevidstheden hos hr. Christian Juhl; at man så bare skal finde flere penge. Det er ikke ansvarligt. Forudsætningen for at kunne prioritere, hvis ikke man vil øge de offentlige udgifter, og det ligger ikke lige i vores optik, fører til nødvendigheden af at omprioritere. Jeg tror faktisk, at det har skabt dynamik mange steder ude i kulturlivet, at man har været nødt til at se på sin egen virksomhed, altså om man kunne gøre det smartere og bedre. Og nogle af de eksempler, der er nævnt i dag, peger jo ind mod den digitalisering, der finder sted. Altså, læsesalen er blevet nævnt. Der er jo mange andre adgange til vores kulturliv nu, end der var, da man fysisk skulle bevæge sig efter det. Det er vel ikke gået helt hen over hovedet på alle os herinde, at der faktisk sker en udvikling derude, som giver andre muligheder.

Næste spørger er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Jeg blev lidt nysgerrig på Liberal Alliances kulturpolitik, da jeg hørte talen. For SF's kulturpolitik er, at vi – set i lyset af de store besparelser der har været – skal investere mere i kultur, end vi gør i dag. Jeg synes, det er glimrende, hvis man kunne have fokus på at bryde med uligheden i kultur, for der er en helt tydelig tendens til, at nogle af dem, der har mindst, ikke benytter sig af kulturtilbuddene på samme måde som andre.

Men hvad er egentlig Liberal Alliances politik? Og hvad er LA's forslag til økonomi i fremtiden, fordi Liberal Alliance vil jo gerne have lavere skat og vel egentlig også en mindre offentlig sektor? Så er Liberal Alliances politik – ikke regeringens, men LA's politik – at der skal være et omprioriteringsbidrag, altså at man effektiviserer og så bruger pengene på noget andet kultur? Eller er det, at der skal være færre penge til kultur i fremtiden?

Ordføreren.

Altså, nu står vi fuldstændig ved den kulturpolitik, der føres. Vi har kulturministerposten, og vi er en del af regeringen, og dermed står vi fuldstændig bag den politik, der er ført og bliver ført fremadrettet, som det er muligt med det flertal, der nu kan findes, og som vil bidrage til det på en økonomisk ansvarlig måde; så man ikke kommer ud i den situation, som de, der sidder på forreste række herovre, skabte for et par år tilbage, nemlig en så dårlig økonomisk situation, at man blev nødt til at gøre noget. Det er jo virkelighedens verden. Det er meget godt se bort fra det, når det ikke lige passer ind i tingene, men det er jo virkelighedens verden.

Der vil vi føre en ansvarlig økonomisk politik, sådan at vi har en effektiv og gerne slankere offentlig sektor, som ellers kan have en tendens til blot at forbruge. Altså, det private erhvervsliv omstiller sig, effektiviserer, lige så snart der er behov for det. Det kan også være nødvendigt i dele af den offentlige sektor, og det er vores politik generelt set.

Så er det, som jeg har sagt, at så synes vi, det er rigtig godt, at der bliver givet støtte til kulturpolitik, til kulturen i Danmark. Vi har mange værdier, der skal værnes om, og det bliver der, og det ligger på et højt niveau, vil jeg tillade mig at sige. Vi har god støtte til kulturlivet, og vi har ikke nogen planer om, at den skal være markant lavere, men gerne med omprioritering.

Spørgeren.

Vi havde sådan set efterladt en ganske sund økonomi. Men, nej, vi havde ikke taget højde for, at der skulle gives 20 mia. kr. i skattelettelser – det må jeg sige. Det havde vi ikke budgetteret med, for det synes vi er en fejlprioritering.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig svar på mit spørgsmål: Hvis Liberal Alliance ikke er i regering efter næste valg og der så står en kulturordfører for Liberal Alliance på talerstolen, som skal fortælle, hvad Liberal Alliances politik er på det her område, er det så, at der skal spares på kulturen for at få en mindre offentlig sektor, så man kan sænke skatten?

Ordføreren

Nu skal det jo ses i sammenhæng med vores generelle politik. Når vi peger på skattelettelser, bliver der flere penge til den enkelte. Så får hr. Jacob Mark bedre råd til også eventuelt at deltage i brugerbetaling på kulturområdet. Man skal jo se det i sammenhæng. Man kan ikke både sige, at man finder penge til skattelettelser, som jo altså også er velfærd, og som øger muligheden for den enkelte, og at man øger kulturstøtten – det skal hænge sammen. Hvis man gør, som røde partier har tendens til, nemlig at kræve mest muligt op i skat, så er det klart, at så har den enkelte mindre at gøre med, og så er det måske nødvendigt med en større offentlig sektor – tingene hænger sammen. Derfor skal det ses i sammenhæng med vores generelle politik. Så vi ser fint, at tilskuddene til kulturlivet måske kan mindskes, sådan at man har en større brugerbetaling.

Den næste spørger er hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet.

Tak, og tak til Liberal Alliances ordfører. Det kommer jo ikke bag på mig, at Liberal Alliance som sådan forsvarer, at der skæres ned på kunst og kultur for at give plads til skattelettelser til direktører og de højstlønnede. Det synes jeg er helt forventeligt.

Det, jeg ville spørge om, er lidt i forlængelse af det, hr. Jacob Mark sagde, og drejer sig også om, hvad borgerne har udsigt til der skal ske. For når jeg går ind og ser I Liberal Alliances kulturprogram, står der, at der skal være en vis brugerbetaling på alle kulturelle institutioner. Og så tænker jeg: Hvad er det for kulturinstitutioner, der i dag ikke er brugerbetaling på? Og der har vi jo bibliotekerne, som indtil nu har været et sted, hvor folk uden at skulle have penge op af lommen, har kunnet gå ind og tilegne sig information, læse aviser, låne bøger. Jeg skal bare høre: Når der står »alle kulturinstitutioner« her, betyder det så for Liberal Alliance, at man kan se frem imod, at der, hvis Liberal Alliance kommer i regering næste gang, også skal indføres brugerbetaling på bibliotekerne?

Ordføreren.

Ja, og i sammenhæng med den politik, jeg lige har nævnt. Jeg er meget glad for, at hr. Mogens Jensen næsten highlightede Liberal Alliances politik med skattelettelser, men der er dog en detaljefejl i hr. Mogens Jensens beskrivelse. Hvis hr. Mogens Jensen ser på de skatteforslag, vi er kommet med, så er der nemlig ikke skattelettelser til de rige. Så er det sådan set skattelettelser til almindelige mennesker, sådan at de har bedre råd til at deltage i hele kulturlivet, sådan at det ikke er sådan, at det er os herinde, der ved, hvad der er godt for nogen og dermed bestemmer, at pengene går bestemte steder hen.

Det andet er personlig frihed, og det giver øgede muligheder. Det er muligt, at det ligger meget fjernt fra hr. Mogens Jensens tankegang, men det er sådan set en god, sund liberal tankegang, som vi vil forfølge, og selvfølgelig på alle områder. Man kan ikke både sige, at der skal være skattelettelser og gives flere penge til hver enkelt og samtidig sige, at vi skal øge de offentlige udgifter. Sådan er det jo, og derfor er det, Liberal Alliance foreslår, rigtig god og sund politik.

Spørgeren.

Nu tror jeg, vi alle husker en vis partileder, der kravlede vældig højt op i et træ med krav om at få topskattelettelser, og topskattelettelser er jo altså til direktøren og de højstlønnede. Men jeg er glad for, at kulturordføreren har svaret klart, nemlig at hvis Liberal Alliance kommer i regering også næste gang, så er målet at indføre brugerbetaling også på bibliotekerne. Det tror jeg er godt for folk at have in mente, også når de skal sætte deres kryds ved næste valg.

Ordføreren.

Ja, og så får de skattelettelser, så de har råd til at betale for det, hr. Mogens Jensen, modsat hvad Socialdemokratiets politik er. Det er fuldstændig korrekt, og det er vi helt enige om.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste taler i rækken er fru Marianne Jelved som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak. Hver gang jeg kommer herop, står jeg og kigger efter, hvor jeg kan sætte den her ned. Jeg skal have en skammel. ( Anden næstformand (Kristian Pihl Lorentzen): Der er en knap.) Nåh. Tak, hr. formand, det var hjælpsomt.

Jeg vil indlede med et lille vers, der hedder »Bondens Sang«, og det lyder således: Slid og stræb, fra dagen gryr til solnedgang og nattetid. Jeg pløjer min ager, jeg harver min jord, lad så blot kejserens magt være aldrig så stor.

Jeg holder rigtig meget af det vers. Det er 4.300 år gammelt, og det er skrevet af en bonde i Kina. Og det er jo et godt udtryk for, hvad kunst er for noget. Kunst er grænseoverskridende, det er tidsoverskridende, og det skaber en kultur, fordi man bliver en del af et større fællesskab. Kunsten skal være synlig, for at kulturen kan vokse og udvikle sig, og nu har vi så diskussionen om konsekvenserne og erfaringerne med omprioriteringsbidraget. Kunst- og kulturinstitutioner må jo afskedige medarbejdere i de her tider, nedsættelse af funktionerne bliver en følge af det, for man kan ikke effektivisere kunst. Kunst kan ikke begrænses af et omprioriteringsbidrag eller andre indskrænkninger. Der er en amerikansk arkitekt, der levede i 1900-tallet, Louis Kahn, som har sagt noget i retning af det, jeg citerer nu: Kunst skaber ikke et behov, kunst udfylder et behov. Vi vidste ikke, at vi manglede Beethovens Femte Symfoni, før Beethoven skrev den Femte Symfoni. Nu kan vi ikke leve uden.

Det er kunstens væsen, det er det, der skaber et fællesskab omkring en lang række kulturoplevelser, som vi ikke kan undvære. Men vi kan begrænse formidlingen af kunsten ved at reducere på kulturinstitutionerne. Institutionerne indskrænker alle de aktiviteter, som de har mulighed for, og det gør de, fordi de har fået omprioriteringsbidraget, som gør, at de ikke bare kan fortsætte deres aktiviteter, og kulturinstitutionerne kan faktisk regne ud, hvornår det ikke giver mening at holde åbent længere. Det må da også give lidt stof til eftertanke for os alle sammen. Vi ved, at museerne har nogle ganske bestemte opgaver, og nu tager jeg dem som eksempel: De skal indsamle ting til museet, de skal registrere det, de skal bevare det, de skal konservere det, de skal formidle det, og de skal bedrive forskning. Alle fem elementer er vigtige og centrale, hvis det skal give mening at have museer, som vi kender dem i dag, og det kræver medarbejdere. Og man kan ikke bare lukke museernes indhold ned, for det skal jo stadig væk bevares og registreres og indsamles. Det kan godt være, vi ikke kan få tid til eller råd til at formidle det, men under alle omstændigheder skal det jo ikke gå til.

Så hidtil har besparelserne på kulturområdet været af en anden størrelsesorden, for der har også været besparelser, før den siddende regering kom til. Men man havde den opfattelse omkring Kulturministeriets muligheder for at spare, at man måtte se på det, der var administration, og ikke det, der var kunstskabelse, for det gav ikke mening. Derfor sagde man, at Kulturministeriet skulle spare 0,5 pct., for det svarede nemlig til 2 pct. af deres administration. Og det var jo til at forstå for de fleste mennesker i det danske samfund. Derfor appellerer jeg sådan set til regeringen måske at tage den til sig til, for jeg er fuldstændig på det rene med, at man også skal omprioritere, man skal flytte rundt på tingene på mange forskellige måder, men man skal jo helst gøre det på en måde, som ikke spolerer det, man gerne vil fremme.

Så derfor vil jeg bare sige til ministeren og dermed til regeringen, at Det Radikale Venstre faktisk arbejder med et forslag til finanslov for næste år, og det kommer til debat her i Folketingssalen på et tidspunkt her i efteråret, og der har vi faktisk finansieret et stop for omprioriteringsbidraget på Kulturministeriets område. 400 mio. kr., når man har sparet 539 mio. kr., over 4 år, er godt, for det er bedre end ingenting, men det er jo ikke det, der kan kompensere for en besparelse på 539 mio. kr.

Vi ved også, og det har flere ordførere gjort opmærksom på, at det jo ikke kun er staten, der finansierer kultur. For et par år siden fik jeg lavet en analyse af, hvordan udgifterne fordelte sig, eller hvordan bidragene fordelte sig, og staten gav dengang i størrelsesordenen 10 mia. kr., kommunerne i størrelsesordenen 13 mia. kr. og fondene i størrelsesordenen 1½ mia. kr., og det tror jeg nok passer nogenlunde også i dag, bortset fra staten, hvis bidrag er faldet lidt.

Derfor kan jeg ikke lade være med at stille det ene enkle spørgsmål til ministeren eller regeringen, som jeg ikke forventer svar på nu, men som bare kan bruges til eftertanke så. Hvornår er omprioritering nok? Det bør regeringen faktisk oplyse, for det giver mulighed for en bedre planlægning i institutioner, og det viser også en større respekt for kultur- og kunstinstitutionerne. Så det er en appel, for det giver mere mening, at man kan se, hvornår det slutter. Det betyder ikke, at man ikke kan indføre det igen på et senere tidspunkt, men det er bare for at appellere til at få bedre vilkår for dem, der skal formidle kunsten og kulturen under besparelsesforslagene.

Der er ingen korte bemærkninger, så jeg siger tak til den radikale ordfører. Og vi går videre til den næste i rækken, som er hr. Rasmus Nordqvist som ordfører for Alternativet.

Lad os nu kalde en spade for en spade. Jeg synes simpelt hen, det er utroligt, at det, vi står her og diskuterer, egentlig bliver til en leg om ord. Det, man gør lige nu, det, vi har set ske, er en nedprioritering af kulturområdet. Det er et politisk valg, og det er jo helt fair at træffe politiske valg, men der er jo ikke tale om en omprioritering. Det er en omprioritering på det samlede finanslovsbudget, men det er en nedprioritering af kulturen, og det synes jeg altså at vi skal være ærlige omkring i stedet for at få det til at lyde, som om det er alt muligt andet.

Ministeren sagde i sin besvarelse, at det var, for at der også skulle tænkes nyt på institutionerne. Vi må bare se på realiteterne i dag, og de er ikke, at der bliver tænkt nyt, men at der bliver tænkt mindre: færre udstillinger på Nationalmuseet, mindre forskning. Er det det, vi ønsker? Altså, hvad er det for en diskussion, vi skal stå her og have? I stedet for at stå og hoppe lidt frem og tilbage mellem nogle ord må vi spørge: Hvad er det for en rolle, kunsten og kulturen skal spille i vores samfund? Det må da være det, vi skal se på, og så må vi finde ud af, hvordan vi så kan prioritere det, og ikke lege med ord om omprioriteringer, henprioriteringer osv.

Jeg synes lidt, at den politiske prioritering, man har set fra regeringen og Dansk Folkepartis side – og det er regeringen i forskellige konstellationer siden 2015 – har været sådan en dagsorden om, hvor lidt er nok?, i stedet for at se på, hvad det er for en tid, vi lever i lige nu. Vi lever i en tid med store udfordringer, med store omvæltninger – lidt i en mellemtid, hvor vi alle sammen er presset, med hensyn til hvordan tingene plejer at være, og hvordan vi plejer at se på tingene. Og der har vi brug for kunsten og kulturen.

Vi har brug for kunsten og kulturen til at skabe fællesskaber, vi kan mødes i. Vi har også brug for kunsten til at forestille os noget andet, til at skubbe til os. Og det er jo det, vi bliver nødt til at diskutere hvordan vi prioriterer. Man har valgt at nedprioritere det, og det er det, jeg synes vi skal være helt fair om. For der er jo en udløbsdato på omprioriteringerne. Vi har set et debatindlæg, hvor Nationalmuseets direktør, mener jeg det var, ligesom kunne se, hvornår lukningsdatoen er, hvis man bliver ved og ved med at skulle prioritere, altså sende penge ud af institutionerne.

For vi er nu inde at skære ned på kerneopgaver i institutionerne, og det er det, som jeg synes at de partier, der bestemmer over pengene, også bliver nødt til at tage ansvaret for. Det er kerneopgaverne, vi er inde at pille ved, og ikke længere noget med, om det er den ene kaffemaskine eller den anden, eller hvor mange sider der bliver printet. Nej, det er kerneopgaver som eksempelvis forskning og formidling på museerne. Og jeg synes faktisk, det er utroligt, at det ikke er det, vi kommer til at stå og diskutere i forbindelse med den her udmærkede forespørgsel, altså hvad det egentlig er, det her betyder. I stedet for bliver det en kamp om plus med minus, med minus på plus. Essensen i det er jo det, vi bliver nødt til at tage stilling til.

Fra Alternativets side mener vi jo, at man skal prioritere kunsten og kulturen. Det har vi gjort i de finanslovsudspil, vi er kommet med; der har vi faktisk ikke blot prioriteret, at man ruller det her nedprioriteringsbidrag tilbage, men at man også lægger penge i det, fordi vi mener, at der er nogle ting, som kunsten og kulturen kan.

Så kommer spørgsmålet altid: Hvor skal pengene tages fra? De bliver jo ikke taget fra en hospitalsseng og over til et museum. Nej, når man laver et finanslovsudspil, kommer pengene fra finansloven – det er lige for at komme nogle af de spørgsmål, der plejer at komme, i forkøbet – og der må man jo lave de her prioriteringer. Ønsker man mere kultur eller mindre kultur, kan man skrue på indtægter, og man kan skrue på udgifter, og det er jo det, man bliver nødt til at tage stilling til. Så jeg synes egentlig, det er synd, at den her debat lidt er blevet sådan en plus-minus-debat og en kamp om nogle ord i stedet for om essensen: Hvad vil vi med kunsten og kulturen i samfundet, og kan man det for de midler, altså kan man kræve det for de midler, man giver? Eller er vi inde at pille ved noget, når vi ser på den måde, vi eksempelvis skærer ned i de bærende kulturinstitutioner? Jeg tror, det skulle være ordene.

Tak til Alternativets ordfører. Så er vi kommet til kulturministeren.

Tak for det, og tak for en god debat. Det gode ved alle kulturordførere er, at de er meget dedikerede og passionerede, og det er jo også det, det handler om, når vi taler om kunst og kultur. Jeg vil lige samle op på nogle få punkter.

Jeg vil sige, at jeg synes, det er rigtig godt, at vi nu har fået frem, at Socialdemokratiet vil blive ved med at have et omprioriteringsbidrag. Det skal blive mindre, men man fastholder det, og man tilbagefører ikke de ressourcer, som omprioriteringsbidraget har ført ud af kulturområdet i de senere år. Så ved vælgerne, hvad det er, der er at gøre godt med.

Til hr. Alex Ahrendtsen vil jeg i forhold til nogle af de udfordringer, der er på nogle af de kunstneriske uddannelser, sige, at det sådan set ligger i regeringens finanslovsforslag her for 2019, at vi skal tilbageføre ressourcer til de kunstneriske uddannelser, der svarer til rundt regnet to nye professorstillinger på hver institution. Dem kan man selvfølgelig bruge, som man vil, men jeg vil bare sige, at der jo i hvert fald er tænkt på, at der også er nogle udfordringer på de kunstneriske uddannelser.

Hr. Alex Ahrendtsen siger også, at hr. Alex Ahrendtsen og Dansk Folkeparti ikke bryder sig om det her med, at man uddeler til vennerne. Jeg vil bare sige, at f.eks. ligger der i regeringens finanslovsudspil, at vi faktisk skal bruge ret mange ressourcer på projektet »Kend dit land«, hvor alle danske 4. klasser skal på en dannelsesrejse rundt i deres eget land. Det tror jeg sådan set er vores alle sammens venner, så det er jo ikke et spørgsmål om, om der er nogle, man ikke kan lide, og nogle, man kan lide. Det her handler jo også om at se på det i sin helhed.

Bertel Haarder efterlyser større fleksibilitet, også i den måde, budgetterne kan bruges på, og der vil jeg bare sige helt ærligt, at det synes jeg også er en rigtig god idé. Jeg synes, det er mærkeligt, at man ligesom skal brænde benzinen af i slutningen af året, før man er færdig, så det kan jeg godt sige her, selv om jeg selvfølgelig er loyal over for regeringens politik. Men de her ting skal vi selvfølgelig også kunne drøfte i en regering.

Så vil jeg sige til hr. Christian Juhl: Altså, man kan ikke både sige, at vi må have modet til at prioritere politisk, og sige, at vi nærmer os en kulturstalinisme. Det kan man simpelt hen ikke. Og det der med, at der er blevet meget mindre armslængde, og hvad ved jeg, er notorisk noget vrøvl. Lad os bare kigge på medierne, som vi har diskuteret rigtig meget. Dem, der kan huske tilbage – og det kan hr. Christian Juhl, for han er på samme alder som mig – kan huske, at man havde et radioråd, som sad og prioriterede, hvilke radioprogrammer der skulle laves. Det var et programråd, hvor rød og blå blok på skift simpelt hen sad og besluttede, hvem der nu skulle være nye ledere i DR. Der er kommet mere armslængde, ikke mindre armslængde. Og hvis man skal have det mod til at prioritere, som hr. Christian Juhl efterlyser, så er det dér jo i hvert fald ikke ensbetydende med mere armslængde.

Personligt går jeg ind for, at man skal have modet til at flytte rundt med tingene, men jeg har sandelig også oplevet, at de gange, jeg selv har initieret at flytte rundt på nogle ting, har der i den grad lydt højrøstede protester fra de partier, som mener, at man ikke må røre ved noget som helst, og at verden bare skal fortsætte i morgen, sådan som den er i dag.

Fru Marianne Jelved siger, at vi begrænser formidlingen på grund af omprioriteringsbidraget. Nu er hun gået, men jeg vil alligevel sige: Vi har bedre formidling, end vi nogen sinde har haft, og det har vi altså også, selv om vi har haft et omprioriteringsbidrag.

Til hr. Rasmus Nordqvist vil jeg sige: Det er da rigtigt, at det er irriterende, at vi altid kun taler om penge. Det er jeg hundrede procent enig med hr. Rasmus Nordqvist i, men jeg må bare spørge: Hvad er det, der er sket på kulturområdet i Københavns Kommune, efter at Alternativet har fået kulturborgmesterposten? Jeg spørger bare. Det er jo et udtryk for, at sådan er et demokrati. Der skal et flertal bag, for at man kan gøre nogle ting. Det skal der i Københavns Kommune, det skal der i Folketinget, det skal der ethvert sted i et demokrati, og derfor må man jo arbejde for, hvordan vi skal prioritere, uanset hvor man er. Den prioriteringsdiskussion synes jeg bestemt vi skal have.

Det, der er mine sigtepunkter for, hvordan vi skal tilrettelægge tingene på kulturområdet, er, at jeg går ind for grundlæggende reformer i stedet for det der pjatteri med, at vi hopper fra sten til sten. Det gælder museumsområdet, det gælder medieområdet, og det gælder scenekunsten. Vi skal have grundlæggende reformer, men det kræver, at vi alle sammen har et mod. Jeg ønsker en forudsigelig drift på kulturinstitutionerne, og det tror jeg også at der er mange andre der har nævnt i dag. Det er rigtig godt, men samtidig må vi jo også i et demokrati stå fast på, at hvis vi laver 5-årsbudgetter, som man har gjort i visse dele af verden, så låser vi eventuelt kommende regeringer, og derfor skal man finde niveauet for, hvilken forudsigelighed vi skal have, uden at vi kommer til at binde fremtidens politikere alt for meget.

Endelig vil jeg sige, at jeg oprigtigt og af hele mit hjerte ønsker, at der bliver skabt udviklingsmuligheder. Det kræver, at der er luft til at kunne investere. Jeg har refereret til museumsområdet flere gange. De ressourcer, vi bruger på museumsområdet på de statsanerkendte museer i dag, er så totalt fastlåst, at rigtig gode nye initiativer simpelt hen ikke kan få luft under vingerne. Så man skal have modet til at prioritere, men samtidig kan vi ikke, når vi lever i et demokrati, låse situationen så langt ud i fremtiden, at kommende regeringer ikke har et råderum til at ændre på tingene.

Det her er en spændende debat, og når vi tager rundt i landet – jeg kører jo selv 90.000 km om året – og ser, hvordan tilstanden er derude, så har vi simpelt hen rigtig, rigtig meget at være stolte af, også når vi sammenligner med andre lande. Det er et højt, højt niveau, som er skabt i et samarbejde mellem statslige investeringer, kommunale investeringer, fonde, erhvervsliv og ikke mindst et civilsamfund, som i den grad bakker op om kulturlivet – ikke kun fordi man føler det som en pligt, men fordi vi ved, at kultur er det, der beriger vores liv, binder os sammen og skaber fundamentet for alt andet, der foregår i vores samfund.

Tak til ministeren. Der er planlagt pause fra kl. 12.00, men jeg har besluttet, at vi kører igennem med de korte bemærkninger, så vi afslutter punktet.

Den første spørger er hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet.

Tak til kulturministeren. Det er jo rigtigt, at det er godt, at vi her har fået klarlagt, hvordan positionerne er – regeringen agter at fortsætte med 2-procentsomprioriteringsbidraget på kulturinstitutionerne, så langt øjet rækker. Så ved institutionerne jo det, altså at de skal blive ved med hvert år at tage 2 pct. ud af deres drift og sende ind til ministeren, som ministeren så kan bruge. Det er så det nye, altså at fra 2022 bliver pengene brugt på kulturområdet. Det er selvfølgelig positivt. Men den socialdemokratiske position er klart, at det skal vi have droslet ned og tilbage til den halve procent, man havde, før regeringen kom til.

Det, jeg gerne lige vil spørge ministeren om, for det har også noget at gøre med, hvad udsigten er, også efter et kommende valg, er, om hun kan bekræfte det, som hr. Leif Mikkelsen bekræftede som Liberal Alliances ordfører, nemlig at det er Liberal Alliances politik – som ministeren jo tilhører – at hvis man kommer i regering næste gang, vil man indføre brugerbetaling på bibliotekerne.

Ministeren.

Det er helt i forlængelse af, hvad hr. Leif Mikkelsen sagde, her at sige, at det må vi jo tage stilling til. Brugerbetaling er et rigtig godt princip, for der er mange mennesker i det her land, som tror, at ting er gratis – det er de ikke, det koster, og det koster også at drive de biblioteker, som kommunerne jo ejer, det skal vi lige huske. Hvis vi kan lave de markante skattelettelser, som vi ønsker i Liberal Alliance, skal vi selvfølgelig også ind og kigge på brugerbetaling. Men det er tæt knyttet sammen, præcis som hr. Leif Mikkelsen sagde i sit oplæg.

Så vil jeg sige om Socialdemokratiets position: Det er rigtig godt, at vi nu får at vide, at 2-procentsomprioriteringsbidraget skal fortsætte i de kommende 4 år; man lukker ikke det hul, som man har kritiseret og kritiseret – det er en fin viden at have.

Spørgeren.

Jamen det er simpelt hen umuligt at finde alle de milliarder, som regeringen har bekostet i skattelettelser, og genoprette dansk kulturliv inden for de kommende år. Det er en umulig opgave for en hvilken som helst regering, der måtte komme, sådan som vi ser det. Men jeg synes, det er godt, i hvert fald her som afslutning, at få konstateret, at med Liberal Alliance i regering kan almindelige ældre, småbørnsfamilier og andre, også lavindkomstgrupper, altså folk, der ikke har så mange penge, se frem til, at nu skal de så også betale for at besøge biblioteket. Det synes jeg er en trist udvikling, men det er godt at få det konstateret.

Ministeren.

Det er fuldstændig rigtigt. Men samtidig, hvis det her skal ske, vil de samme borgere kunne se frem til markante skattelettelser.

Den næste spørger er hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg nyder, når jeg kommer til at træde kulturministeren på hendes to ømme tæer, for så bliver der lidt gang i debatten, og det er jo da noget sjovere end bare at sidde og læse tal op. Det er blodfattigt at tro, at kun politikere kan skabe udvikling og forandring. De er faktisk bedre til det ude i kulturhusene, ude på musikstederne, ude på museerne, end politikere er, når det kommer til stykket.

Det, jeg kritiserer, er, at hvis man vil lave om på det som politiker – det har man jo ret til – så skal man også have modet til at prioritere, hvor man tager pengene fra og ikke blindt lade en grønthøster gøre arbejdet for en, fordi man synes, det er ubehageligt at lave den prioritering. Og så skal man ikke bare nøjes med at prioritere uddelingen af de glade gaver. Det er det, jeg kritiserer. Det er det, jeg kalder dovne politikere, altså når man ikke prioriterer, hvor man henter pengene fra. Hvis man ikke kan hente dem ude fra et andet område, må man jo tage stilling til, hvor de skal komme fra, i stedet for at lade grønthøsteren skaffe de penge. Det er ganske blodfattigt og visionsløst at arbejde på den måde. Jeg kan godt forstå, at en minister godt kan lide at dele ud, men så skal ministeren også turde pege på, hvor pengene skal hentes, i stedet for at lade grønthøsteren gøre det.

Ministeren.

Jeg tror ikke, der er nogen her blandt de ordførere, der har været til stede i dag, som har påstået, at det kun er politikere, der kan skabe forandring. Der sker heldigvis masser af forandring og udvikling alle steder i vores samfund, inklusive på vores kulturinstitutioner. Og helt ærligt, vil jeg sige til hr. Christian Juhl, Enhedslisten, som siger, at det er blodfattigt ikke at turde prioritere: Vi har lige lavet en medieaftale, som i den grad prioriterer. Jeg husker sidste år, da vi foretog en marginal prioritering ved at sige, at et landsdelsorkester skulle finansiere, at de øvrige landsdelsorkestre kom til at stå stærkere. Jeg husker tydeligt, hvilken massiv kritik det udløste, at vi faktisk turde foretage de prioriteringer. Jeg tror ikke, at hr. Christian Juhl kan sige, at regeringen eller Liberal Alliance ikke tør prioritere. Det gør vi, og vi gør det med åbne øjne, og vi vil gerne forsvare de prioriteringer. Intet er lettere end det, som hr. Christian Juhl og Enhedslisten siger, nemlig at der bare skal flere penge, flere penge, flere penge til. Den går altså ikke.

Spørgeren.

Nu er vi ikke i en situation, hvor der skal flere penge til. Vi er i en situation, hvor vi slås for at bevare de penge. Det er ministeren og regeringen, der fjerner pengene fra kulturområdet. Der er forskel på at tage 539 mio. kr. og kun uddele 400 mio. kr. Det er ikke en omprioritering, det er en nedprioritering. Der mangler 139 mio. kr. i det regnestykke, og det kommer ministeren til at stå til ansvar for.

Det, jeg protesterer imod, er, at ministeren siger, at vi, der ikke vil forandring, bare vil holde fast i det. Næh, det er forkert. Vi har tillid til, at kulturinstitutionerne kan forandre. Vi tør godt sige: Behold I bare de 2 pct. og lav forandring for pengene. For det giver meget mere, end hvis du og jeg gør det.

Ministeren.

Så må man jo spørge, hvor der skal komme ressourcer fra, så vi kan lave en scenekunstreform? Hvor er det, der kan blive ressourcer til, at nye spændende museeumsideer kan finde luft og få fodfæste overhovedet? Det bliver man jo nødt til at spørge om. Det kan jeg så kun se skal komme et sted fra, nemlig at der skal bruges flere penge.

Det er rigtigt, at der er blevet prioriteret bort fra kulturområdet. Nu har vi så sørget for, at der i de kommende 4 år bliver ført nogle af de penge tilbage, 400 mio. kr., plus at der kommer ekstra ind i forhold til 2019, hvilket gør, at det bliver et plus på bundlinjen. Det er prioriteringen. Vi står på mål for det, vi forsvarer det. Vi ved, at det er hårdt de steder, det rammer. Men hvis man gerne vil sikre, at der kan tages nye initiativer, så må man altså også have modet til at træffe de beslutninger. Det efterlyser hr. Christian Juhl på den ene side, og på den anden side siger han, at vi skal holde fingrene hundrede procent væk. Det holder ikke, vil jeg sige til hr. Christian Juhl.

Den næste spørger er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Jeg kan sige en ting, der er sket i Københavns Kommune, efter at Alternativet har fået kulturborgmesterposten, og det er jo, at man faktisk er begyndt at diskutere, hvad det er, vi skal med kunsten og kulturen i byen. Det er sket. Så kunne jeg komme tilbage og være lige så småpolemisk og snakke om budgetforlig, og hvem der skærer ned eller giver penge, men det gider jeg ikke. For jeg synes faktisk, det er langt mere vigtigt at diskutere det her emne, vi snakker om her, nemlig en nedprioritering af kulturen, eller hvad vi vil med den. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre noget. For nu nævner ministeren selv eksempelvis det, der skete sidste år, hvor man tog en masse penge fra et orkester for at dele ud til de andre orkestre, og jeg hørte, at argumentet var, at det er for at skabe balance. Jeg hørte ikke nogen kulturpolitiske, kunstpolitiske argumenter, i forhold til hvad det er, man vil have ud af det i forhold til musikken i hele Danmark.

Ministeren.

Så er det, fordi hr. Rasmus Nordqvist ikke har hørt efter. Jamen det bliver jeg nødt til at sige. Altså, det er jo bare at gå tilbage og se, hvad argumentationen var for det. Argumentationen var, at det landsdelsorkester, som er her på Sjælland, fra den hjemmehørende kommune modtager 200.000 kr. om året i støtte. Flere af de landsdelsorkestre, som nu fik tilført penge, modtager mellem 20 og 30 mio. kr. om året i støtte. Det er en ubalance, som jeg tror alle vil kunne se er der. Og det, der var det kulturpolitiske argument for at gøre det – det andet var et økonomisk argument – er, at alle i dette land skal have adgang til symfonisk musik.

Spørgeren.

Men det, man jo ikke diskuterede, var: Hvordan er det, musikken skal komme ud? Hvordan kommer musikken til Lolland-Falster osv.? Det er den argumentation. Man kan også høre, når ministeren svarer nu, at det første, der bliver lagt ud, så igen er sådan noget kommunalpolitisk med, hvor det er, pengene kommer fra, i stedet for – og det er det, jeg egentlig efterspørger fra ministeren – hvad det er, vi vil med kunsten og kulturen i dag. For jeg ser ikke argumenterne som andet, end at lidt er nok, og hvordan det er, man skaber en kommunaløkonomisk balance i samfundet, og det synes jeg bare er fattigt. Det er jo helt fair, hvis det er den politik, som regeringen vil stå for.

Ministeren.

Man kan jo altså ikke både kræve armslængde og så sige, at vi inde på Christiansborg skal beslutte, hvordan kulturen kommer til Lolland-Falster. Det er en absurditet; man kan ikke påstå begge dele på en gang. Kulturen skal binde os sammen som folk og som land, og der skal være adgang over hele landet. Vi har et kulturinstitutionslandskab i landet, som er rigtig, rigtig fint, men det, der gør kulturen levende, er ikke de nøgne institutioner. Det er, at mennesker bruger dem, det er, at der er et civilsamfund. Jeg har ikke besøgt, tror jeg, en eneste kulturinstitution, hvor der ikke på en eller anden måde er frivillige engageret. Så kultur handler ikke kun om penge, kultur handler om levet liv og engagement.

Den næste spørger er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak. Ministeren spurgte sådan lidt retorisk: Hvordan skal vi få penge til en scenekunstreform, og hvordan skal vi ændre på museumsområdet? Og ministeren kunne nok godt være fortsat med: Hvordan skal vi finde penge til at lave nogen forskellige former for ændringer på kulturområdet? Så siger ministeren ganske rigtigt, at det er en prioritering, og jeg får bare lyst til at sige, at ja, det er det. Der må jeg bare sige, at jeg i hvert fald ikke synes, det skal være den sandhed, alle skal høre på derude, at den eneste måde, man kan gøre det her på, er ved altid at lave besparelser andre steder på kulturområdet. Der er også det, at man faktisk i finansloven prioriterer at putte penge tilbage til kulturområdet. Det, jeg gerne vil spørge om, er, at både ministeren og også hr. Bertel Haarder har snakket om det her med forudsigelighed for institutionerne. Det siger ministeren er vigtigt. Nu tror jeg, jeg vil starte med at spørge om:

Mener ministeren, at den her reservemodel med, at der skal sættes reserver af i 2022, hvor der er et omprioriteringsbidrag, skal fortsætte i 2023, i 2024? Jeg ved godt, at det kan man jo ikke sige på vegne af regeringen, men er det Liberal Alliances politik? Altså, vil det være godt at fortsætte med sådan en reservemodel?

Ministeren.

Det er meget, meget svært for mig at stå og sige, hvad der skal være politikken i 2023 og frem. Det kan jeg simpelt hen ikke. Det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil. Men grundprincippet om, at man skal foretage omprioriteringer, og at vi skal have en offentlig sektor, som kører så langt som overhovedet muligt på literen – for nu at bruge en floskel, som jeg ellers ikke bryder mig om – går jeg ind for. Jeg synes, det er et sundt princip, jeg synes, det er et vigtigt princip. Men hvordan det kommer til at se ud i de år, der kommer efter 2023, kan jeg simpelt hen ikke sige på nuværende tidspunkt. Men jeg vil fastholde, at kulturen er fundamentet for vores land, og derfor skal vi selvfølgelig finde ud af, hvordan vi skaber rammer om kulturlivet, som gør, at det fortsat kan blomstre.

Spørgeren.

Men så vil jeg gerne spørge: Hvordan kan man så bidrage til, at der kommer mere forudsigelighed? Hvordan kan ministeren bidrage til det? For nu så jeg, at en række kulturinstitutioner har sendt en appel om netop at skabe rum til også at udvikle kulturen i fremtiden. Når ministeren ligesom erkender, at det er et problem med den manglende forudsigelighed, hvad kan ministeren så gøre for at give det?

Ministeren.

Jeg erkender fuldstændig, at det er et dilemma. Vi har inden for de seneste måneder indgået en 5-årig medieaftale, som låser økonomien fast der. Vi har lige i sidste uge indgået en 5-årig filmaftale, som låser økonomien fast der. Og det er klart, at der ligger et dilemma i, hvor lang tid ud i fremtiden man kan tillade sig at låse økonomien. Næste år skal vi udbyde en ny radiokanal og en ny tv-kanal. Spørgsmålet er, hvor mange år det skal være for. Radio 24-syv, som fik FM 4 sidste gang, fik en 8-årsperiode. For det tager også tid at få ting i gang. Så det er et fuldstændig reelt dilemma, hr. Jacob Mark rejser der, og der må vi jo prøve at finde balancen. Der kan komme en finanskrise, som pludselig gør, at man skal gøre ting anderledes. Så jeg tror, det er et dilemma, som vi aldrig kommer ud over som politikere, og det er sådan set ligegyldigt, hvilken farve regeringen har.

Jeg siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 13. november 2018.

Nu holder vi pause. Mødet genoptages kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:13).