Det næste punkt på dagsordenen er:

6) Forespørgsel nr. F 4:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren og undervisningsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om konsekvenserne af omprioriteringsbidraget, der årligt pålægger de statslige uddannelsesinstitutioner at spare 2 pct., herunder konsekvenserne for institutionernes mulighed for fortsat at lave god uddannelse, sikre et tilstrækkeligt antal undervisningstimer, udvikle et godt studiemiljø og arbejde med de studerendes trivsel?

Af Jacob Mark (SF) og Pia Olsen Dyhr (SF).

(Anmeldelse 03.10.2018. Fremme 09.10.2018).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 13. november 2018.

Jeg giver lige nogle sekunder til, at vores nye regler også kommer til at gælde jer, der ikke har prøvet det før i en forespørgselsdebat, og I kommer op at sidde i forreste række, har fået jer trykket ud på egen pult og trykket ind på den pult, I sidder på nu. Så jeg skal nok lade være at gå i gang, inden I er klar.

Jeg vil også oplyse, at I jo har den mulighed med at få 1 minuts replik, når ministeren har talt, og da der er to ministre på, tager vi en minister ad gangen og så minutreplikkerne og så den næste minister og minutreplikkerne. Det er bare sådan, at alle ligesom kender forretningsordenen for, hvordan vi vil køre mødestarten her. I er klar. Tak for det.

Vi starter med, at vi skal have en begrundelse for forespørgslen, og det er ordføreren for forespørgerne, hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for det. Forespørgslen hedder: Hvad kan regeringen oplyse om konsekvenserne af omprioriteringsbidraget, der årligt pålægger de statslige uddannelsesinstitutioner at spare 2 pct., herunder konsekvenserne for institutionernes mulighed for fortsat at lave god uddannelse, sikre et tilstrækkeligt antal undervisningstimer, udvikle et godt studiemiljø og arbejde med de studerendes trivsel?

Når vi rejser den her forespørgsel, er det jo selvfølgelig, fordi vi er bekymret. Så sent som i dag er der kommet meldinger fra forskellige gymnasier rundtomkring i landet, der fortæller om, at de må lave massefyringer af deres undervisere. Vi hører om gymnasier og andre uddannelser, der er truet på deres eksistens, især hvis de ligger i yderområderne. Vi hører om videregående uddannelser, hvor der er færre timer, og hvor der er mindre tid til vejledning og mindre tid til feedback.

Meget af det vil jeg komme ind på i min egen tale, men det er bare for ligesom at sige, hvorfor vi skal have den her debat. Nu kunne vi så se, at i tirsdags blev regeringen enig om, at man ville afskaffe omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne, formentlig i erkendelse af at det er en rigtig dum idé at have et omprioriteringsbidrag. Så nu vil vi gerne blive klogere på: Hvorfor skal vi så have et omprioriteringsbidrag på de andre uddannelser? Tak.

Tak for det. Jeg kan se, at den første af ministrene, der skal tale, er undervisningsministeren. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest tak til spørgerne for spørgsmålet. Det er vigtigt for mig at slå fast, at vi med denne regering både sikrer gode skoler og uddannelser og samtidig fører en økonomisk politik, hvor vi bruger skatteborgernes penge på en ansvarlig måde. Vi påtager os med andre ord det, der typisk er en borgerlig pligt, nemlig at være de voksne.

Danmark har et ekstremt højt skattetryk, og vi ligger i den absolutte top af lande i verden, der båndlægger borgernes penge gennem skattebetalinger. Derudover er det et faktum, at SR-regeringen var gået helt til grænsen i den økonomiske politik. Den efterlod en økonomi uden en sikkerhedsmargen til budgetlovens underskudsgrænse. Det var man nødt til at forholde sig til og tage ansvar for. Derfor indførte V-regeringen i 2016 omprioriteringsbidraget på undervisnings-, uddannelses- og kulturområdet, som vi i VLAK-regeringen har videreført. Det var fornuftigt og ansvarligt at indføre omprioriteringsbidraget i den givne situation, da V overtog regeringsansvaret. Omprioriteringsbidraget er én måde at sikre et løbende fokus på at effektivisere og realisere produktivitetsforbedringer. Samtidig frigør de penge, som kan bruges, hvor behovet er allerstørst. Her kan jeg f.eks. nævne oprettelsen af den ny forberedende grunduddannelse, fgu'en, som giver en stor gruppe unge mennesker en bedre vej til uddannelse og job.

Men regeringen anerkender også, at omprioriteringsbidraget kan ramme uforholdsmæssigt hårdt på de områder, hvor der i forvejen er udfordringer med søgningen. Derfor har vi indgået en aftale med Dansk Folkeparti om at annullere omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne fra 2019 og frem. Det kan også godt være, at andre uddannelsesområder kræver andre helt særlige tiltag. Jeg har eksempelvis noteret mig, at der er et ønske om at kigge på forholdene for udkantsgymnasier, der er udfordret af lav søgning, og jeg er i og for sig enig i, at dette kan vise sig relevant på længere sigt. Ministeriet vil derfor følge dette område tæt for at overveje, om der er behov for tiltag.

Vi bruger mange penge på uddannelse, og historisk mange unge tager en uddannelse. I 2019 er der afsat 18,2 mia. kr. til ungdomsuddannelser, 15,7 mia. kr. til videregående uddannelser og 20,8 mia. kr. til SU, heraf 5,1 mia. kr. til SU på ungdomsuddannelserne. Derudover bruger kommunerne omkring 42 mia. kr. på folkeskolerne. Dette beløb har siden 2014 stort set været uændret, og det er stabilt endnu længere tilbage. I samme periode er elevtallet i folkeskolen faldet, bl.a. på grund af mindre årgange. Den samlede udgift for en elev i folkeskolen er således steget fra 2014 til 2017. Det er kommunerne, der fastsætter forbruget til folkeskolen, og det varierer meget, hvordan der prioriteres. I eksempelvis Odense og Fredericia bruger man ca. 69.000 kr. pr. elev. Begge kommuner ligger således pænt under landsgennemsnittet på ca. 75.000 kr. pr. elev, og de er i øvrigt ledet af socialdemokrater. Jeg vil dog straks gribe til at forsvare disse, fordi det er sådan, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem, hvor mange penge der bliver brugt på den lokale folkeskole og det faglige niveau, som skolerne præsterer.

Samlet set bruger vi alt ca. 10 pct. af de samlede offentlige udgifter på uddannelse. Omprioriteringsbidraget er et redskab, der kan bidrage til en mere effektiv offentlig sektor, og det tvinger os til at tænke over, hvordan vi får mere kvalitet for de mange skattekroner, som hårdtarbejdende borgere i dette land lægger i den offentlige kasse. Jeg anerkender, at det ikke er en nem opgave at effektivisere, men det kan lade sig gøre. Alle, som har haft en ledelsesopgave med at effektivisere i det private eller i det offentlige, ved, hvor vanskeligt det er. Men det er også et vilkår i begge sektorer, som ledere må tage på sig. Det kan ikke altid gå i retning af flere penge, for så vælter samfundsøkonomien på et tidspunkt.

Fra 2022 bliver pengene i sektoren, men det bliver politikerne, der prioriterer, hvilke udfordringer der skal løses. Regeringen ønsker, at alle børn og unge får en uddannelse af høj kvalitet. Vi skal derfor holde et vågent øje med udviklingen, og vi skal arbejde vedvarende for, at vores skoler og uddannelsesinstitutioner leverer god undervisning, at eleverne trives, og at der er gode studiemiljøer. Det fokus har vi i høj grad i regeringen.

Vi har gennemført nogle vigtige reformer, bl.a. gymnasiereformen og reformen af det forberedende område. Vi har præsenteret et udspil om at få endnu flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse og gennemføre den. Og senest har vi, som jeg nævnte før, indgået en aftale med DF om at annullere omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne fra 2019 og frem. Regeringen har også præsenteret et udspil på folkeskoleområdet med fokus på faglighed, dannelse og frihed. Begge udspil forhandler regeringen for tiden.

Lad mig slutte af med at gentage, at vi har stærke og sunde skoler og uddannelser i Danmark, og at det er og bliver ved med at være et af regeringens allervigtigste indsatsområder. Tak for ordet.

Tak for det.

Så kører vi en runde med 1 minuts spørgsmål til de ordførere, der ønsker det, og 1 minuts svar, og der er foreløbig tre ordførere, der har ønsket det.

Først er det hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Jeg har taget et par eksempler med fra virkeligheden, for hvad er det lige præcis, regeringens politik betyder? Og for at vi er enige om tallene, har jeg valgt at bruge de tal, som kommer fra ministerens eget ministerium. Det er en tabel, der er blevet udsendt som svar på spørgsmål 182.

Hvis man kigger på den tabel, vil man kunne se, at nogle af de her gymnasier i landdistrikterne, f.eks. Morsø Gymnasium, skal spare 13,4 mio. kr. i perioden 2016-2021. Deler man op pr. elev, betyder det altså, at gymnasiet hvert eneste år skal spare 10.900 kr. pr. elev i 2021.

Så kan vi tage videre til Sydsjælland, nemlig Vordingborg Gymnasium, hvor der skal være en samlet besparelse på 21,5 mio. kr. i perioden. Det svarer til en årlig besparelse på 9.700 kr. pr. elev i 2021.

Her kommer mit spørgsmål: Tror ministeren, som jo er undervisningsminister – ikke nedskæringsminister – at det giver en dårligere eller bedre undervisning på de her gymnasier, at man sparer rundt regnet 10.000 kr. pr. elev om året? Og jeg vil også gerne høre, om ministeren tror det bliver bedre eller lettere at drive gymnasier i landdistrikter.

Ja tak! Så er det ministeren, værsgo.

Jamen det er da altid nemmere at have mange penge; det er dejligt at have gode, store budgetter og mange elever. Sådan er det, hvis man er rektor – så vil man selvfølgelig gerne have et godt budget og mange elever.

Det er svært at effektivisere, det underkender jeg på ingen måde, men alle regeringer – røde som blå – træffer en gang imellem beslutninger om at revidere. Det gjorde S også, da de sad i regering sidste gang.

Så er det hr. Jacob Mark.

Tak for talen. I morges vågnede jeg til, hvad jeg selv mener var en lidt trist nyhed – og det er aldrig rart at vågne til dårlige nyheder. Den her var rigtig dårlig, synes jeg, for det var endnu en konsekvens af de besparelser, som regeringen har påført uddannelsesområdet, men det var på en eller en måde en nyhed, der ligesom ramte lidt hårdere, fordi det blev meget tydeligt, hvad det egentlig har af konsekvenser.

Nyheden var fra Skive, hvor Skive Gymnasium meldte ud, at de bare ville informere om, hvad konsekvenserne var for dem, hvis ikke man fjernede omprioriteringsbidraget på gymnasierne, ligesom man har gjort på erhvervsuddannelserne. Det var sådan meget konkret. De er 67 lærere på det gymnasium, og nu skal man afskedige 15 af dem, altså 15 ud af 67 lærere. Altså, kan man tale om effektiviseringer i en situation, hvor vi snakker om, at 15 ud af 67 lærere skal afskediges, og hvornår har man så nået grænsen? Altså, hvor mange lærere skal Skive Gymnasium ned på, før man ligesom siger, at nu holder man inde med det her?

Ministeren.

Det er svært at effektivisere, men hvis man afskediger 15 ud af 67 lærere, er det altså ikke, fordi man effektiviserer med 2 pct. Så er det, fordi der er andre faktorer inde over også. Jeg kender ikke det pågældende gymnasium, men det kan være, at elevsøgningen er gået ned lokalt; det kan være, at der er flere elever, der har søgt ind på en erhvervsuddannelse; det kan være, at der er flere elever, der har søgt ind mod byen.

Igen, jeg kender ikke det pågældende gymnasium. Men 15 ud af 67 lærere er ikke en 2-procentsbesparelse – det siger sig selv. Så der er andre faktorer i spil, som også kan gøre, at det er svært for den enkelte rektor at spare.

Så er det Rosa Lund.

Tak. Jeg vil også gerne sige tak til ministeren for talen. Jeg bed mærke i, at ministeren sagde, at man bl.a. har det her omprioriteringsbidrag, så man har pengene, når man virkelig skal bruge dem. Og så nævner ministeren en ny uddannelse, som man så kan bruge pengene på.

Kan det virkelig være rigtigt, at noget uddannelse skal betale for noget andet uddannelse? Er der virkelig ikke andre steder, regeringen kan kigge hen for at finde penge til nye initiativer på uddannelsesområdet? Hvorfor er det sektoren selv, der skal betale for regeringens initiativer på området?

Ministeren.

Altså, hvis man er Enhedslisten, ved jeg godt, at man ikke nødvendigvis laver det store budget. Jeg ved ikke, om det måske var en god idé, fordi nu kandiderer I jo selv til statsministerposten. Så er det godt at kunne beskrive hver en krone, der bruges, ikke? Det skal man altså, når man sidder i regering, og der er, kan man sige, hele tiden justeringer inden for alle områder. Og så er der også justeringer inden for eget område. Det er der under den her regering; det var der også under den røde regering, for der foretog man også justeringer og prioriteringer inden for uddannelsesområdet.

Lotte Rod.

Når regeringen sparer på uddannelse, og uddannelsesinstitutionerne derfor er nødt til at fyre lærere, så tror jeg, at det betyder, at der er mindre tid til feedback, når man f.eks. har afleveret en opgave. Hvad tror ministeren det betyder, når man på et gymnasium fyrer lærere?

Ministeren.

Gymnasierne har en i lang årrække fået flere og flere elever; det vil sige, at man har været inde i en lang opgangsperiode. Man har også kunnet prioritere ressourcer til nyt byggeri og nye muligheder, og det vil sige, at der har været en lang periode, hvor det er gået fremad. Nu kommer der en periode, hvor der kommer færre elever, både fordi der kommer mindre årgange, og fordi flere vil søge over imod en eud. Og ja, så har man også et omprioriteringsbidrag. Det kan jeg godt forstå man synes er barsk.

Sidste gang De Radikale sad på uddannelsesministerposten, sparede man på SU. I 2013 traf man det valg at lave en besparelse på SU, som fuldt indfaset i 2020 giver en årlig besparelse på 2,2 mia. kr. Jeg går ud fra, at det, man gjorde dengang, og årsagen til, at man gjorde det, var, fordi man gerne ville bruge pengene på noget andet. Om det så også var på uddannelse, ved jeg af gode grunde ikke. Jeg siger bare, at den til enhver tid siddende regering kigger jo budgetterne efter i sømmene – hvordan skal man bruge pengene, og hvordan rammer de bedst?

Så er det fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Også tak fra mig til ministeren for talen. Vi var jo glade, da vi for nogle dage siden hørte, at man har valgt at afskaffe omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne – det havde vi også ventet på i noget tid – men selvfølgelig er det positivt, set i lyset af hvordan vilkårene var.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren: Hvad er den faglige begrundelse for, at man ikke i samme hug fjerner omprioriteringsbidraget på de øvrige ungdomsuddannelser? Hvorfor er der forskel?

Ministeren.

Jamen regeringen lagde et omprioriteringsbidrag frem, eller vi har videreført omprioriteringsbidraget, som Venstre indførte, fordi der var behov for at holde igen, som sagt, med de offentlige budgetter. Der var en økonomi, som ikke var solid nok i forhold til de regler, som er fastsat af EU. Så det var en prioritering; det var at være voksen, kan man sige. Det var at tage ansvaret for økonomien, og det gælder så også på det her område.

Så har vi forhandlet en aftale med DF, fordi det har været et stærkt ønske hos DF at fjerne omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne. Det mente de var vigtigt, og det har vi anerkendt, og derfor har vi lavet en aftale. Men det var sådan set regeringens politik, at omprioriteringsbidraget skulle videreføres.

Så siger vi foreløbig tak til undervisningsministeren. Så er det uddannelses- og forskningsministeren.

Tak for ordet – og hvor er det hyggeligt, at vi sådan er rykket lidt sammen heroppe. Tak til fru Pia Olsen Dyhr og hr. Jacob Mark for den her forespørgsel.

Lad mig starte med at slå fast, at det er en vigtig prioritet for regeringen og selvfølgelig også for mig som uddannelses- og forskningsminister, at vi har gode og fantastiske videregående uddannelser. Uddannelse er godt for både den enkelte og for samfundet. Regeringen har sat klare og ambitiøse mål for de videregående uddannelser. De skal have høj faglighed og give stort læringsudbytte. Der skal være tæt sammenhæng mellem de videregående uddannelser og det kompetencebehov, der er i samfundet. Danmark skal have en veluddannet befolkning med mange år på arbejdsmarkedet.

Vi bruger også mange penge på de videregående uddannelser. I 2019 forventer vi i alt at bruge 14,2 mia. kr. i direkte tilskud til de videregående uddannelser. Derudover modtager institutionerne tilskud til f.eks. efter- og videreuddannelse og til biblioteker. Samlet set giver det et tilskud på 15,7 mia. kr. i 2019 til de videregående uddannelsesinstitutioner. Det er 2,4 mia. kr. mere, end vi brugte for 10 år siden. Det afspejler bl.a., at vi er lykkedes med at få flere til at tage en videregående uddannelse, og det er godt for samfundet og for den enkelte.

De videregående uddannelsesinstitutioner har siden 2016 været omfattet af et omprioriteringsbidrag. Provenuet fra omprioriteringsbidraget har frigjort et råderum, som bl.a. har gjort det muligt at styrke dansk politi og kræftbehandling på vores sygehuse. Omprioriteringsbidraget tilskynder også institutionerne til at bruge ressourcerne mere effektivt. Institutionernes ledelser har arbejdet konstruktivt og kontinuerligt med at effektivisere opgaveløsningen.

Nogle institutioner har arbejdet med at øge digitaliseringen og med at få mere effektive administrative systemer. Andre er lykkedes med at bruge lokalerne mere effektivt eller investere i energieffektive løsninger. Jeg har fuld tillid til, at institutionerne selv kan vurdere, hvilke tiltag der virker på hvilke områder, og hvor de bedst kan realisere besparelserne. Jeg har også tillid til, at institutionerne fortsat er i stand til at levere god uddannelse og høj kvalitet inden for de rammer.

Men når alt det er sagt, er det jo klart, at de økonomiske rammer også spiller en rolle på de videregående uddannelser. Og jeg anerkender på lige fod med undervisningsministeren, at det er en stor udfordring for institutionerne at tilpasse omkostningerne til de bevillingsmæssige rammer og samtidig fastholde en høj kvalitet i uddannelserne. Derfor har regeringen sat en udløbsdato, så vi fra og med 2022 ikke tager penge ud af det videregående uddannelsesområde.

De videregående uddannelser har høj prioritet, og regeringen arbejder løbende med at gøre vores uddannelser endnu bedre. Sammen med alle Folketingets partier har vi aftalt et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser. Med det nye bevillingssystem har vi bl.a. indført et grundtilskud, som giver institutionerne mere økonomisk stabilitet og bedre muligheder for at prioritere. Vi har indført strategiske rammekontrakter, hvor vi i dialog med institutionerne fastsætter konkrete mål for at forbedre uddannelserne. Og så forhandler vi i øjeblikket med Folketingets partier om at gøre universitetsuddannelserne bedre og mere fleksible.

Vi har i samarbejde med institutionerne og alle Folketingets partier lavet et læringsbarometer, som vil give os et langt bedre billede af læringsmiljøet på den enkelte videregående uddannelsesinstitution. Det vil give os et godt billede og et grundlag for at styrke kvaliteten i samarbejdet med institutionerne. Det er alt sammen med til at understøtte et højt kvalitetsniveau på uddannelserne.

Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at vi har et stærkt uddannelsessystem med fri og lige adgang til videregående uddannelse af høj kvalitet, og det skal vi holde fast i. Institutionerne arbejder effektivt og konstruktivt med at effektivisere deres drift, og jeg har tillid til, at de løfter den opgave fornuftigt. Tak for ordet.

Vi kører en runde med ordførererne igen med 1 minut til spørgsmål og 1 minut til svar.

Først er det hr. Rasmus Horn Langhoff.

Bare et kollegialt og venskabeligt råd: Jeg tror, at regeringen vil gøre sig selv og resten af landet en stor tjeneste, hvis den dropper de her bevidstløse besparelser, som der ligger i omprioriteringsbidraget, ikke mindst hvis det stadig væk er regeringens ambition at sikre gode og ordentlige uddannelsestilbud i hele Danmark. For det er særligt ude i landdistrikterne, at man bliver ramt af det her.

Så mit spørgsmål er: Hvor mange uddannelsesinstitutioner skal bukke under for det her sparekrav og lukke, for at regeringen tager op til overvejelse at ændre politik?

Ministeren.

Min forventning er ikke, at der er nogen som helst uddannelsesinstitutioner, der skal lukke på grund af det her. Det her er et krav til institutionerne om at spare, og hvis vi tager det ind til og med 2021, er det ca. lidt under 12 pct. i forhold til udgangspunktet tilbage i 2015. Jeg har en klar forventning om, at de kan lave de besparelser på en klog måde, og det er også det, vi har set indtil videre.

Hr. Jacob Mark.

Altså, sandheden er jo, at vi indtil videre reelt set har set uddannelseslukninger. Der er uddannelser, hvor videregående uddannelsesinstitutioner har sagt, at dem måtte de lukke. De var i forvejen dyre for institutionerne at have, men de havde dem, enten fordi de ville holde liv i et yderområde, eller fordi det var vigtigt for dem at bevare den type uddannelse, og hvor de har sagt: Det kan vi ikke, det hænger simpelt hen ikke økonomisk sammen. Så jeg ved ikke, hvor ministerens forventning kommer fra, men det, jeg gerne vil spørge om, er, om det her får en reel udløbsdato.

Jeg har tænkt, hvem der kunne overbevise ministeren om, at det er en god idé, for jeg tænker ikke, at ministeren vil lytte til en SF'er. Så tænker jeg: Er det de studerende, der er imod besparelserne, som kan overbevise ministeren? Nej. Er det institutionerne? Det har heller ikke virket. Er det erhvervslivet? Jeg tænker, at med ministerens tilknytning til erhvervslivet, var det måske en mulighed. Men i virkeligheden synes jeg, at det bedste, jeg vil kunne hive frem, er den tidligere uddannelses- og forskningsminister, der jo som sin sidste gerning afleverede et brev til Finansministeriet med anbefalingen: Skrot nu de besparelser fra 2022. Så vil man det i regeringen?

Så er det ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jamen jeg har jo lyttet til både den forhenværende minister og erhvervslivet og institutionerne og de studerende, og så har vi sagt i regeringen, at vi ikke skal blive ved med at tage penge fra området. Derfor har vi sagt, at fra 2022 bliver pengene på området. Med de tidligere finanslove, der blev fremlagt, var der udsigt til, at det ville fortsætte. Nu har vi sagt: Nu bliver pengene på området.

Så svaret på det tidligere spørgsmål er jo, at min forventning er, at der ikke bliver lukket institutioner, men det er da klart, at vi har rigtig mange uddannelser. Når man sidder som nye studerende og skal søge ind på en videregående uddannelse, har man op imod 1.000 valgmuligheder, og det vil sige, at når de enkelte institutioner skal se på, hvordan de kan gennemføre de her besparelser, så kan det da godt være, at de siger: Den bedste måde at gøre det på er måske at lukke en enkelt uddannelse på institutionen.

Svaret på det tidligere spørgsmål var: På institutioner? Nej, der er det ikke min forventning, at der bliver lukket nogen, heller ikke nogen konkrete udbud ude i enkelte byer.

Så er det fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. På Københavns Universitet har man skåret på det videnskabelige personale med næsten 7 pct. fra 2015 til 2017 som en konsekvens af omprioriteringsbidraget. Det vil sige, at der simpelt hen er færre undervisere. Vi havde den her diskussion også med den tidligere uddannelses- og forskningsminister i forhold til kvaliteten i undervisningen, altså hvordan er det egentlig, vi styrker Danmarks undervisningskvaliteter?

Jeg tænker, at med ministerens egen baggrund, er ministeren så ikke enig med mig i, at noget af det, der er det væsentligste og måske også den største udfordring for de danske universiteter, er at styrke undervisningen, det vil sige den tid, der er mellem læreren og den studerende til at give feedback, til at udfordre, til at give sparring? For skrækscenariet bliver jo, at vi får sådan nogle superuniversiteter med en masse studerende – ligesom man ser det i amerikanske film, ikke? – og en forelæser, der står nede og taler til 500 mennesker. Hvor meget får man ud af det? Altså, hvor kreativ og entreprenant et menneske bliver man af at have gået på universitetet på den måde? Det er vores bekymring – deler ministeren ikke den bekymring?

Ministeren.

Jeg deler i hvert fald opfattelsen af, at det er super vigtigt, at vi har fremragende undervisning ude på vores videregående uddannelser, herunder også universiteterne, og det er også derfor, at regeringen med fremsættelse af »Fleksible universitetsuddannelser til fremtiden« jo netop har sagt, at undervisningen skal prioriteres højere. Vi har lidt den opfattelse, og det er især med henblik på universiteterne, at der er lidt en tendens til, at forskning bliver prioriteret meget, meget højt, og det lider undervisningen måske under. Jeg vil gerne have, at de prioriterer undervisning endnu højere – og det har vi en dialog med universiteterne om.

Så handler det også om, hvordan de tilrettelægger deres forløb. Og der vil jeg gerne, som vi har set eksempler på, f.eks. ude på DTU, hvor de siger, at noget af det, der måske netop sker ved en forelæsning med mange mennesker, kunne vi lægge ud online, som vi også kender det fra udenlandske eksempler som f.eks. Khan Academy, så den tid, der så er med de studerende på selve institutionen, blev brugt til mere feedback, til mere vejledning.

Så er det fru Lotte Rod.

Når man hører undervisningsministeren, synes hun, det er sundt, at f.eks. gymnasierne skal effektivisere, man når man så lytter til uddannelses- og forskningsministeren, siger han lidt noget andet, nemlig at man jo må forsøge at lave de her besparelser på en klog måde. Derfor får jeg lyst til at spørge uddannelses- og forskningsministeren: Mener han – mener du, hvis jeg må sige det – at uddannelserne bliver bedre af at skulle spare 2 pct. om året, eller ville uddannelserne blive bedre af, at der ikke var noget omprioriteringsbidrag?

Ministeren.

Jeg tror ikke, at der er en lige sammenhæng imellem, at vi laver nogle effektiviseringer, og at uddannelserne bliver dårligere. Jeg tror, at der er to ting, vi diskuterer. Det ene er effektiviseringer, og der jeg vil altid mene, at det er sundt at effektivisere, for det er også at gøre tingene på en bedre måde. Så har vi en anden diskussion om, hvad der så sker med den besparelse, man måske kan få ved effektiviseringer. Og der har vi sagt med omprioriteringsbidraget, at det vil vi gerne som regering bruge på andre måder. Og der siger vi så, at fra 2022 vil vi gerne bruge det på det samme område.

Så jeg synes altid, det er sundt at tænke nyt, og effektivisering er også et udtryk for, at man tænker nyt.

»Du« er ikke en tiltaleform, vi bruger i Folketingssalen.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak. Jeg skal forsøge at gøre det kort. Der opstod lige noget interessant her. Betyder det så, at regeringen mener, at det nu er et spørgsmål om, at vi skal vælge mellem undervisning i lokalet og feedback? Altså, konsekvensen af de her besparelser, som jeg i den grad mener det er – vi kan kalde det for omprioriteringsbidrag, vi kan kalde det for effektiviseringer, det er en besparelse – er, at man skal have fjernundervisning, hvis man også vil have feedback, ellers skal man have almindelig undervisning, og så kan man ikke få noget feedback.

Ministeren.

Nej, det skal spørgeren ikke se det her som et udtryk for. Spørgeren skal se det som et udtryk for, at der findes mange måder at gøre det her på. Undervisning og undervisningsforløb og læringsforløb kan tilrettelægges på mange forskellige måder.

Så havde jeg et eksempel ude fra DTU om, at de havde valgt at gøre det på den her måde; men det er ikke udtryk for, at vi nu siger, at nu er fjernundervisning meget bedre end undervisning med en underviser i et lokale.

Det glæder mig, når der bliver lyttet til formandens anvisninger, og tak for det. Vi siger foreløbig tak til uddannelses- og forskningsministeren.

Så går vi i gang med forhandlingerne. Først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Jacob Mark.

Tak til ministrene for deres besvarelser. Nu sagde jeg det også ved vores debat om vedvarende besparelser på kultur tidligere i dag, nemlig at jeg synes, det er fedt at sidde på den her måde og diskutere, og det er meget bedre, end hvad vi ellers har gjort i Folketinget.

Nå, jeg vil egentlig starte der, hvor uddannelses- og forskningsministeren sluttede, nemlig om det gør uddannelser dårligere, når man sparer 15 mia. kr. på dem. Det mente uddannelses- og forskningsministeren ikke man kunne sige, men det mener jeg godt man kan sige. Når man sparer 15 mia. kr. på uddannelse, har det en konsekvens for kvaliteten. Så kan man gå ind i en diskussion af, om man også kan effektivisere noget af det væk, om det er godt, at uddannelser udvikler sig. Ja, det tror jeg begge ministre har ret i, men når man sparer 15 mia. kr. på uddannelse, gør det uddannelserne dårligere – punktum. Det er jo også det, der ligesom har været meldingen i dag.

Nu nævnte jeg også eksemplet fra Skive Gymnasium over for undervisningsministeren, at når man skal spare så meget, som tilfældet har været her – det er jo ikke kun 2 pct., det er 2 pct. igen, og så er det 2 pct. igen, og så er det 2 pct. igen hele vejen fra 2016 og frem til indtil videre 2022 – betyder det for Skive Gymnasium f.eks., at man skal spare 15 lærere væk ud af 67. Gør det uddannelsen dårligere eller bedre? Det gør uddannelsen dårligere. Når der kommer færre lærere på vores professionshøjskoler, gør det så uddannelserne dårligere eller bedre? Det gør dem dårligere. Når der kommer mindre vejledning og tid til feedback på både professionshøjskolerne, på universiteterne, på gymnasierne, selv om der står i gymnasieaftalen, at der skal være mere vejledning, men der så kommer mindre, gør det dem dårligere. Når der kommer flere elever i lokalerne, når der er flere gymnasieklasser, hvor klasseloftet bliver brudt, så får vi dårligere undervisning. Når der kommer mindre undervisning, og når vi ser flere professionshøjskoler, hvor man kun har 10-12 timer om ugen, og hvor pilen er nedadgående, hvad angår antallet af undervisningstimer, så er kvaliteten dårligere.

Det er jo i virkeligheden derfor, vi står her, altså fordi vi har en oprigtig bekymring for, at vores uddannelser, vores uddannelser på ungdomsuddannelsesområdet, vores uddannelser på det videregående område bliver dårligere. Det betyder ikke, og det er jeg enig med ministrene i, at vi har et dårligt uddannelsessystem, og det betyder heller ikke, at vi ikke har uddannelser i verdensklasse. Jeg synes, vi er fantastisk heldige at have det uddannelsessystem, vi har i Danmark, men som Dansk Folkeparti altid siger, så har vi så meget, vi skal passe på, og når man lægger op til at spare milliarder og både institutioner undervisere, elever og studerende, erhvervslivet, fagbevægelsen og Venstreministre på skift siger, at det her ikke er godt med de mange besparelser, så er det, fordi det gør uddannelserne dårligere, og det er skidt for Danmark. Det er, både fordi vi har brug for dygtige studerende i fremtiden, men også fordi vi ligesom har givet hinanden den gave at have gode uddannelser, så vi kan blive så dygtige, som vi overhovedet kan, og fordi vi kan blive dannede mennesker. Derfor skal de her besparelser stoppe!

Jeg spurgte uddannelses- og forskningsministeren, om de så kommer til at stoppe, og uddannelses- og forskningsministeren sagde: Ja, vi har lyttet, og de kommer til at stoppe i 2022. Problemet er bare, at det ikke er rigtigt. Man siger, at nu omprioriterer man bare, og så skal det nok blive på området, og så er det op til ministeren at beslutte, hvor pengene så skal gå hen. Men som jeg lærte ovre i Uddannelses- og Forskningsministeriet i den her uge, er uddannelserne nødt til at planlægge mange år frem, så de kan lave stabile budgetter, og når man ikke ved, hvad man har i 2022, så vil udgangspunktet være, at man endnu en gang skal spare. Man aner ikke, om der sidder en minister, som vil give en penge eller tage penge fra en, og så kan man ikke ansætte, så kan man ikke lave nye, store investeringer. Så så længe vi har den her reserve i 2022, er der uddannelsesbesparelser, og det er dem, vi vil af med.

Nu er det sket på erhvervsuddannelserne, og det er jeg rigtig glad for, og jeg er glad for det samarbejde, vi har haft med Dansk Folkeparti om at komme af med dem, og nu er tiden også kommet til, at vi skrotter dem på de andre uddannelsesområder, og gør vi det ikke nu, gør vi det efter et valg. Derfor er jeg også lidt glad for at kunne præsentere en fuldstændig enig opposition, der fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Det Radikale Venstre og SF sammen har lavet et forslag til vedtagelse, hvori det konstateres, at vi vil skrotte besparelserne, og derfor vil jeg nu fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringens omprioriteringsbidrag, der årligt pålægger uddannelsesinstitutionerne at spare 2 pct., forringer institutionernes mulighed for at tilbyde fagligt gode uddannelser i hele landet, udvikle gode og inkluderende studiemiljøer og arbejde med de studerendes trivsel og faglige udvikling. Nedskæringerne går hårdt ud over kvaliteten og studiemiljøet. Samtidig øges presset for centralisering, så der bliver færre uddannelser tæt på, hvor de unge bor. Viden og uddannelse er dét, vi skal leve af i fremtiden i Danmark. Derfor er der brug for fagligt gode uddannelser i hele landet. I stedet har regeringen i denne valgperiode sparet milliarder på uddannelse og vil fortsætte besparelserne i den kommende valgperiode. Folketinget anbefaler derfor en ny politik, hvor regeringens årlige besparelser og omprioriteringsbidrag på de statslige uddannelsesinstitutioner stoppes, så institutionerne kan fokusere på kvalitet frem for nedskæringer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 8).

Jeg er rigtig glad for teksten, for så har folk et valg.

Det indgår nu i den videre debat.

Der er et par korte bemærkninger. Hr. Henrik Dahl.

Tak for det. Jeg læste for nogle år siden Gunnar Viby Mogensens autoritative værk om den danske velfærdstats historie, og det kan jeg anbefale alle her i lokalet at gøre. Hans konklusion er, at den danske velfærdsstat ikke i længden er bæredygtig, og han siger, at det jo for det første skyldes Baumols lov, altså at lønningerne stiger, uden at produktiviteten vokser, kombineret med at man ikke kan sætte skatterne yderligere op. Og hans konklusion bliver så, at derfor er velfærdsstaten nået til et punkt, hvor den ikke er økonomisk bæredygtig. Det vil jeg ikke bede ordføreren om at tage stilling til. Men jeg vil bare spørge som en ramme for den her debat: Mener ordføreren eller mener ordføreren ikke, at det kan lade sig gøre at forbedre produktiviteten inden for uddannelsessektoren?

Ordføreren.

Jo, og jeg mener også, at det har kunnet lade sig gøre, men jeg mener ikke, at det kan lade sig gøre inden for den ramme af besparelser, som regeringen lægger op til. Altså, jeg mener ikke, at man kan vinde 12 pct. på effektiviseringer – så vil det betyde dårligere uddannelser, dårligere kvalitet.

Jeg tror, det kan være sundt hele tiden at være i dialog med institutionerne om, hvordan man kan gøre ting smartere. Men hvis man endelig gjorde det, ville jeg altid sige, at så skulle pengene gå tilbage til uddannelse, og her har regeringen valgt at sige: 15 mia. kr. væk fra uddannelse, 20 mia. kr. til skatte- og afgiftslettelser. Den prioritering havde jeg aldrig lavet for vores land. Og jeg har ikke læst den bog, som hr. Henrik Dahl snakker om, men jeg har læst både Produktivitetskommissionens rapport og en norsk parallel til den, og begge kommer frem til, at noget, der virkelig kan være med til at hæve produktiviteten, er bedre uddannede mennesker. Og det får vi ikke af at spare 15 mia. kr. på dem.

Hr. Henrik Dahl.

Det er jo en politisk diskussion, hvad man skal gøre med de penge, man sparer. Så det vil jeg se bort fra i den her omgang.

Jeg vil bare gerne bede om en uddybende forklaring på, at ordføreren kategorisk mener, at 12 pct. hen over en 6-årig periode er for meget, henset til den rivende teknologiske udvikling, der har fundet sted i samme periode.

Ordføreren.

Så vil jeg sige, at det er, fordi jeg er folkevalgt, og når man er folkevalgt, har man et ansvar for at lytte til dem, der faktisk er ude blandt befolkningen. Og når det så entydigt fra både studerende, institutionsledere, erhvervslivet, fagbevægelsen lyder, at det her ikke går længere, og at det her kan man simpelt hen ikke effektivisere for, så er det, at alle alarmklokker ringer for mig, og derfor er jeg overbevist om, at det her kan man ikke effektivisere for.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Hr. Jacob Mark har fuldstændig ret i, at vi har så meget, vi skal passe på, og det er jo noget, som vi i Dansk Folkeparti kæmper for hver eneste dag at sikre på alle mulige områder.

Det, jeg gerne spørge hr. Jacob Mark om, er: Når hr. Jacob Mark nu siger, at det her omprioriteringsbidrag skal afskaffes, kan vi så også regne med, at der ikke vil forekomme omprioriteringer på hele uddannelsesområdet; at der ikke er nogen, der vil blive frataget penge, for at man kan lave noget på andre områder?

Ordføreren.

Det spørgsmål er jeg glad for. Ja, vores indstilling er, at de generelle grønthøsterbesparelser skal væk, og det er også derfor, at der står i vores forslag til vedtagelse, at der både er besparelser og omprioteringer.

Betyder det, at man ikke kan rykke rundt internt i uddannelsessystemet? Nej, det mener jeg godt man kan. Det har vi gjort flere gange ovre hos undervisningsministeren, og jeg tror også, vi har gjort det ovre hos uddannelses- og forskningsministeren. Der har vi sagt: Her er noget, vi gerne vil spare væk og bruge på noget andet. Men så er det noget konkret. Så er det ikke bare sådan løbende, kontinuerlige udsultende besparelser, som man ikke rigtig ved hvorfor sker, andet end at det skal bruges til noget andet, som vi heller ikke ved hvad er. Jeg kunne allerede komme med ét eksempel på et område, hvor jeg mener man skulle spare penge på de videregående uddannelser. Jeg ville gerne lægge et loft over markedsføring, for der er et enormt stort budget til markedsføringer derude. Det har vi allerede gjort på Undervisningsministeriets område. Der kunne man også finde nogle penge på de videregående uddannelser og bruge på noget andet på uddannelsesområdet, men ikke bare for at give skattelettelser i et væk.

Spørgeren.

Nej, men nu taler vi så også om uddannelsesområdet. Det var, som om der for ordføreren var en entydig sammenhæng, sådan at hvis man fjernede nogle midler, så fjernede man også kvalitet. Jeg er ikke af den overbevisning, at der er en entydig sammenhæng, og derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, om han mener, at vi kan købe os til ekstra kvalitet, sådan at hvis vi har flere midler, så vil vi også entydigt kunne sikre, at vi får en bedre kvalitet.

Ordføreren.

Jeg tror aldrig, man kan sige, at det er en til en, altså at flere penge giver bedre kvalitet alle steder. Men man skal huske, hvad det er, man får for pengene. Det kan jo godt være sådan et abstrakt begreb inde i Folketingssalen. Man får flere undervisere med mere tid, man får mere vejledning, man får bedre studiemiljøer, og lige præcis de ting ved vi jo faktisk betyder noget for kvaliteten i uddannelserne. Så ja, jeg tror faktisk, at penge betyder noget, og at det betyder noget, når man sparer 15 mia. kr.

Så er det fru Anni Matthiesen.

Tak. Jeg vil egentlig gerne prøve at holde lidt fast i det med omprioriteringsbidraget. SF's ordfører sagde, at det skal stoppes, vel at mærke – og det skal man jo så huske – hvis de røde partier får magten efter valget. Samtidig siger ordføreren, at der stadig væk skal kunne flyttes rundt inden for området, men så siger ordføreren jo også, at så omprioriterer man. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Det, jeg siger, er, at den der generelle grønthøsterbesparelse på 2 pct. om året, som først i den her periode har været brugt på besparelser ud af systemet, og som i 2022 vil blive brugt på besparelser og så en omprioritering internt i systemet, er ødelæggende for vores uddannelser. For den gør, at man ikke kan budgettere og planlægge, og det er en langsom udsultning af institutionerne, så det skal stoppe. Men det er jo ikke sådan, at vi ikke, hvis vi sidder på Christiansborg og laver en aftale, har frihed til at sige, at nu vil vi gerne spare lige præcis på en bestemt ting, men så er det jo også en helt anden situation, for så er det ikke en vedvarende besparelse. Men vi siger i stedet: Her vil vi spare nogle penge for at bruge dem på noget andet. Det er ikke løbende besparelser fra år til år.

Fru Anni Matthiesen.

Tak. Men så hører jeg egentlig også, at SF's ordfører siger, at man fortsat godt vil kunne acceptere, at der er et omprioriteringsbidrag, men man vil bare sikre sig, at pengene bliver inden for selve området, f.eks. inden for uddannelsesområdet. Men man vil stadig væk have mulighed for at flytte rundt på pengene. Lad os tage et eksempel: Hvis man mener, at erhvervsuddannelserne har brug for flere penge, fordi de skal tage flere tiltag, så vil man stadig væk måske kunne finde nogle penge hos gymnasierne og flytte dem til erhvervsuddannelserne. Det er vel også at omprioritere inden for rammen?

Ordføreren.

Jeg tror, at den letteste måde, jeg kan vise forskellen på, er at sige, at i SF's finanslovsforslag står der, at der ikke skal være besparelser besparelser på uddannelserne i hverken 2019, 2020, 2021 eller 2022. Bom, færdig, de har, hvad de har, og der skal ikke spares på dem. Hvis vi så et enkelt år bliver enige om f.eks. at lægge et loft over markedsføringen af ungdomsuddannelserne – det har vi gjort – eller af de videregående uddannelser, så kan vi godt gøre det. Det er jo den frihed, man har som politiker, til at lave en besparelse et enkelt år, men den der vedvarende omprioritering på 2 pct., som har udsultet vores sundhedsvæsen og nu vores uddannelses- og kulturinstitutioner, skal væk.

Hr. Hans Andersen.

Jeg skal bare spørge, om partierne bag det her forslag til vedtagelse så har drøftet, hvor de penge i givet fald skal komme fra, hvis man ønsker at undlade at lave omprioriteringsbidraget på uddannelsesområdet. Er det så sundhedsvæsenet? Er det hjemmeplejen, der skal holde for? Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvordan partierne har tænkt sig at finansiere det. Det ville da være folkeoplysende, hvis partierne i dag kunne redegøre for, om det er hjemmeplejen eller det er sundhedsvæsenet, der skal holde for, for at man kan lave den form for vedtagelsestekst.

Ordføreren.

Jeg siger noget nu, der måske kommer helt vildt bag på Venstres ordfører, men jeg siger det alligevel: Det behøver ikke altid at være de mest udsatte i det her land, der skal holde for, når der skal spares.

Jeg ved godt, at det er vildt. Så nej, vi vil hverken tage det fra patienterne eller fra de ældre, vi vil simpelt hen tage de penge, som man har brugt på at give de rigeste virksomhedsarvinger en skattelettelse. Den vil blive rullet tilbage. Vi vil også sige: Den skat, der har været på arbejdstelefonen, som man vil fjerne, ser vi ingen grund til at fjerne. De penge bruger vi hellere på uddannelse. Vi vil også gerne være med til at kigge på, om man skulle lave en formueskat på de største pensionsformuer. Det er jo prioriteringer.

Det er bare for at sige, at det ikke altid behøver at være de mest udsatte, der skal betale, når man skal lave prioriteringer i det her samfund. Jeg er ikke sikker på, at vi i alle de her partier er enige om, hvor man skal tage pengene, men sådan er det. Vi er enige om, at pengene skal findes, og så må vi jo finde ud af, hvordan vi finder dem. Jeg kan kun tale på vegne af SF i den sag.

Hr. Hans Andersen.

Jo, men så blev det her afsløret i dag, at det jo er en gratis omgang. For partierne er jo ikke engang enige om, hvad man har tænkt sig at gøre for at føre den her vedtagelse ud i virkeligheden. Ordføreren nævner en lang række skattestigninger, og så supplerer ordføreren med at sige, at det er man i øvrigt ikke enige om i den kreds af partier, som står bag vedtagelsesteksten. Så det kan også være nogle andre skattelettelser, det kan være besparelser på andre områder. Jeg synes måske, at det til tider er en overordentlig gratis omgang, man giver, for at kunne stå her og hamre løs på regeringen.

Ordføreren.

Det er vel ikke mere gratis, end at jeg lige har hævet skatten for dem, der har mest i det her samfund. Og så må jeg bare sige, at jeg ikke ved, om Venstre normalt har den praksis at stå og tale på både Dansk Folkepartis, Liberal Alliances og Konservatives vegne, når de anviser finansiering til deres forslag. Jeg siger bare, at bag den her vedtagelse er der en samlet opposition, som har forpligtet sig til at finde pengene til at afskaffe uddannelsesbesparelserne. Det er jeg glad for, og jeg føler mig overbevist om, at vi nok skal kunne blive enige om, hvor de penge skal tages.

Tak til hr. Jacob Mark. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet.

Med den her forespørgselsdebat får vi lejlighed til at sætte regeringens besparelser på uddannelse på dagsordenen. Det er der i høj grad brug for, for regeringen har i den her valgperiode stået bag markante nedskæringer på uddannelsesområdet og lægger op til fortsat at gøre det i en kommende valgperiode. Der er brug for en anden vej i Danmark, hvor uddannelser kan fokusere på kvalitet frem for nedskæringer. Derfor først og fremmest tak til SF for at rejse en utrolig vigtig debat.

Viden og uddannelse er noget af det, som Danmark skal leve af i fremtiden, og vi skal have et dygtigere Danmark. Det, vi er gode til i dag, skal vi blive bedre til i morgen. Og hvis det skal lykkes og Danmark også i fremtiden skal være et samfund med høj velstand og god velfærd, er det afgørende, at vi har gode uddannelser, som sikrer dygtige medarbejdere og gode uddannelsesmuligheder for den enkelte, og det skal være i hele landet. Desværre har regeringens uddannelsespolitik langt hen ad vejen været nedskæringspolitik, for siden 2016 har regeringens omprioriteringsbidrag pålagt uddannelsesinstitutioner over en bred kam at spare 2 pct. af deres budget hvert eneste år. Det har indtil videre betydet milliardbesparelser på uddannelser, og regeringen har planlagt at fortsætte besparelserne frem til 2022. Besparelserne omfatter hele uddannelsesområdet, både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Besparelserne rammer det, der er uddannelsernes kerneopgave, nemlig at lave uddannelse af høj kvalitet i hele landet, for der er nemlig også en geografisk slagside i de besparelser, som regeringen står bag. Når man sparer milliarder, betyder det, at der fyres medarbejdere, undervisere, at der bliver færre undervisningstimer, og at der skæres ned på de tilbud, der er rettet mod at matche de stærkeste elever og løfte de svageste elever, ligesom institutioner særlig i landdistrikterne er særlig sårbare over for besparelser og risikerer at lukke, hvis besparelserne fortsætter. De videregående uddannelser kan risikere at lukke, ligesom der allerede er blevet fyret hundredvis af forskere og undervisere rundtom i landet som følge af besparelserne. Der kan med andre ord ikke være tvivl om, at regeringens nedskæringspolitik på uddannelsesområdet har markante konsekvenser og samlet set betyder forringelse af uddannelserne i Danmark.

I mandags blev regeringen og Dansk Folkeparti så enige om endelig at annullere omprioriteringsbidraget på erhvervsskolerne for 2019 og frem. Tak for det – bedre sent end aldrig. Det er godt for erhvervsuddannelserne, og det er godt for Danmark. Men samtidig er det jo også en tilståelsessag, for besparelserne stopper, i erkendelse af at det har ramt kvaliteten alvorligt. Når man sparer så voldsomt, som regeringen har gjort og fortsat lægger op til at gøre, truer det vores uddannelser, og det truer kvaliteten. Ligesom der i høj grad er behov for at stoppe besparelserne på erhvervsskolerne for at sikre gode erhvervsuddannelser, er der også behov for at stoppe besparelser på resten af uddannelsesområdet.

I sidste ende er besparelserne naturligvis en politisk prioritering, og regeringens politik med markante nedskæringer på uddannelsesområdet er i vores optik den helt forkerte vej at gå, hvis vi skal sikre gode uddannelser i hele Danmark, for viden og uddannelse er det, som Danmark skal leve af i fremtiden. Derfor foreslår Socialdemokratiet med andre gode partier, at besparelserne på uddannelsesområdet med omprioriteringsbidraget stopper. Sparekravene skal væk, det skal være slut med besparelser på uddannelser, og vi skal give uddannelserne fred og ro til igen at fokusere på kvalitet frem for blot at fokusere på nedskæringer.

Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen.

Jeg er helt enig i, at der er steder, især i landdistrikterne, hvor det kan være svært at få tingene til at hænge sammen, men det skyldes måske ikke mindst, at ungdomsårgangene jo faktisk er faldende. Det håber jeg egentlig at Socialdemokratiets ordfører også er enig med mig i, altså at man ikke kan sige, at det her udelukkende skyldes omprioriteringsbidraget, men at det jo faktisk også var sådan, at helt tilbage til dengang, hvor en fru Christine Antorini var undervisningsminister, kæmpede jeg en kamp for at få mere ligestilling ind i forhold til landdistriktstilskud og taxametre. Anerkender ordføreren ikke, at det også kan være svært af andre årsager, og at det ikke bare skyldes omprioriteringsbidraget, som man nu i dag diskuterer og altså giver skylden, men at der faktisk også kan være andre årsager?

Ordføreren.

Det anerkender jeg fuldt ud. De uddannelsesinstitutioner, som er i spørgerens valgområde og i mit eget valgområde, er mere sårbare end de uddannelsesinstitutioner, som er i de største byer. Så derfor har omprioriteringsbidraget og den her årlige besparelse på 2 pct., som lægger sig oven på hinanden år efter år, en særlig geografisk slagside. Og hvis jeg var spørgeren, ville jeg banke i bordet og sige: Nu må det her stoppe, for I kværker vores lokale uddannelsesinstitutioner; ikke alene på grund af omprioriteringsbidraget er de presset, men det er det, der i sidste ende kommer til at kværke dem, hvis I ikke kan få stoppet det her nedskæringscirkus.

Fru Anni Matthiesen.

Det er også for at sige, at dengang der var en socialdemokratisk ledet regering her i dette land, kæmpede jeg en kamp med en socialdemokratisk undervisningsminister, som ikke ville anerkende, at f.eks. sådan noget som udkantstaxameteret kunne have en afgørende betydning, i forhold til om man kunne drive uddannelsesinstitution i yderområderne eller ej. Så nogle gange glemmer man også lidt, hvordan man måske også selv havde holdninger til de her områder for ganske få år siden.

Jeg vil egentlig bare kort og godt spørge: Hvordan vil Socialdemokratiet finde finansiering til den fælles vedtagelsestekst, der er læst op?

Ordføreren.

Jamen jeg mener ikke, vi har råd til at lade være. Konsekvensen, hvis vi ikke finder pengene, hvis ikke vi gør det samlet – og jeg vil virkelig appellere til de borgerlige partier om at gøre det her sammen med os – er, at så lukker vi gode uddannelsestilbud, og vi forhindrer nødvendige, påtrængende uddannelsestilbud i at opstå, også ude i landdistrikterne, fordi vi har så store sorte pletter rundtomkring på landkortet, hvor der ikke er ordentlige uddannelsesmuligheder. Og lige nu og her forhindrer vi vores uddannelser i at starte det op. Så jeg mener ikke, vi har råd til at lade være, og jeg appellerer til, at vi løser det her sammen.

Så er det hr. Henrik Dahl, værsgo.

Det er bare et kort, opklarende spørgsmål: Er det Socialdemokratiets tanke efter et valg at rulle omprioriteringsbidraget tilbage for både 2019, 2018, 2017 og 2016? Er det det, man går til valg på?

Ordføreren.

Jeg skal være ærlig og sige, at det ikke er det, vi går til valg på. Vi vil det naturligvis gerne, men vi kan ikke sige det, for det er nogle penge, der er blevet brugt, det er nogle penge, der er blevet trukket ud, så vi kan ikke love noget, i forhold til hvad der skal ske bagudrettet, men vi kan sige, hvad vi gerne vil fremadrettet.

Det, vi vil fremadrettet, er at stoppe de her besparelser, fordi vi kan se, at der ikke bare bliver skåret ind til benet, men også at der bliver skåret i benet, og det dræber vores gode uddannelser rundtomkring i Danmark, også der, hvor ordføreren selv er valgt. Det er noget, der i allerhøjeste grad, og det kan være, at ordføreren bliver mere og mere opmærksom på det, jo tættere vi kommer på en valgdato, truer vores uddannelsesinstitutioner rundtomkring i Danmark, at der kommer den her besparelse på besparelse på besparelse uden nogen argumentation, og uden at man gør sig umage for at forklare, hvorfor man gør det. Den kommer bare bevidstløst år efter år efter år, og det kværker vores uddannelsessystem, og det er særligt farligt i ordførerens egen baghave.

Så jeg ville ønske, at der var flere, der vågnede op og støttede os i den her sag.

Hr. Henrik Dahl.

Det er jo en fascinerende brandtale, ordføreren kommer med. Det lyder bare, som om brandtalen er finansieret med nogle stykker af de milliarder, som Socialdemokratiets tidligere samarbejdspartnere må have efterladt et eller andet sted i nærheden af Socialdemokratiet. Hvor er pengene til alle de her ting? Kan man ikke svare på det, er det, vi hører om, jo luftsteg og vindfrikadeller.

Ordføreren.

Det er jo ikke, fordi Danmark er ved at gå rabundus, på grund af at vi investerer i uddannelse i dag. Spørgsmålet er, om der skal spares i fremtiden, men det mener vi ikke der skal, vi mener, det er det rigtige sted at investere, det rigtige sted at fokusere på. Jeg må simpelt hen være ærlig og sige, at jeg ikke forstår, at det pludselig er blevet borgerlig politik, at vi skal have dårligere uddannelser. Det er altså det, der gør, at Danmark er konkurrencedygtigt, det er det, der gør, at Danmark er et velstillet velfærdssamfund, og det er det, der gør, at vi kan tiltrække virksomheder udefra. Jeg tror ikke, vi har råd til at lade være.

Tak til hr. Rasmus Horn Langhoff. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak. Dagens forespørgsel er naturligvis relevant. Det er altid relevant at drøfte, hvordan man bedst muligt bruger statens og vores alle sammens penge. Omprioriteringsbidraget blev indført i sin nuværende form med finansloven for 2016, og det betyder, at det nu er tredje år, omprioriteringsbidraget eksisterer i denne form. Jeg forsøgte lige at google omprioriteringsbidrag for at se, hvad det har været. Jeg fandt svaret hos den daværende Thorningregering, hvor Bjarne Corydon svarer på et spørgsmål om det daværende omprioriteringsbidrag, og hvor der bliver sagt, at det har været vanlig praksis siden 1980'erne, at der på regeringens finanslovsforslag er indbudgetteret et generelt omprioriteringsbidrag.

Jeg vil sige, at jeg også godt kan huske at have været med til at drøfte, hvad omprioriteringsbidraget på uddannelsesområdet skulle bruges til, herunder om institutionen skulle have lov til at beholde pengene. Det er blot for at sige, at det hverken er nyt eller meget mærkeligt at bruge det her værktøj til at skabe rum for nye og anderledes prioriteringer. Det vil naturligvis altid være sådan, at hvis man ønsker at bruge ekstra penge på et område, så skal de tages fra et andet område, hvis regnestykket skal gå op. Omprioriteringsbidraget har de sidste 3 år været med til at skaffe ressourcer til styrkelse af politiet, til kræftplaner og til andre indsatser på uddannelsesområdet.

Når det er sagt, er der også en grænse for, hvor længe man kan trække ressourcer ud af et område. Jeg har tidligere sagt, at omprioriteringsbidraget bør have en udløbsdato, og derfor roste jeg også regeringen for i finanslovsudspillet at lægge op til at ændre omprioriteringsbidraget for 2022 og ændre det til at have den struktur, som jeg tidligere har nævnt vi også har haft under tidligere socialdemokratiske regeringer. Det er en model, hvor man lader pengene blive på området, og hvor man har mulighed for at sige: Nej, vi har ikke brug for at omprioritere indsatser i år; vi lader pengene blive på den enkelte institution. Jeg anerkender da også, at der af hensyn til budgetlægning, planlægning og udvikling naturligvis er et ønske på institutionerne om at kunne lægge budgetter. Men samtidig bliver jeg også nødt til at sige, at vi grundlæggende lægger budget for 1 år ad gangen i finansloven.

Udfordringen med det nuværende omprioriteringsbidrag har vist sig, når det handler om områder, som vi gerne vil give mulighed for at udvikle sig og løse opgaverne bedre. Et eksempel er som tidligere nævnt netop erhvervsskolerne, hvor Dansk Folkeparti også på de seneste finanslove har sikret en tilbageførsel af dele af omprioriteringsbidraget. Det har vi gjort, fordi det er uddannelser, som vi ønsker skal udvikle sig og tiltrække flere studerende. Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at vi i mandags kunne indgå en aftale med regeringen om at afskaffe omprioriteringsbidraget på erhvervsskolerne fra 2019 og frem. Jeg er også glad for, at vi har en forståelse med regeringen om at se på forholdene for mindre gymnasier i tyndtbefolkede områder, for det er et andet område, hvor man dårligt kan vente til 2022 med, at der sker noget. Hvor langt vi så kan komme med området i finansloven for 2019, må de fortsatte finanslovsforhandlinger vise.

Jeg har et forslag til vedtagelse, som jeg skal læse op på vegne af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der i 2019 er afsat i alt 18,2 mia. kr. til ungdomsuddannelse, 15,7 mia. kr. til videregående uddannelse og 20,8 mia. kr. til SU. Folketinget noterer sig, at regeringen i forslag til finansloven for 2019 lægger op til, at de frigjorte midler fra omprioriteringsbidraget i 2022 fastholdes og tilbageføres til undervisnings-, uddannelses- og kulturområdet. Provenuet fra omprioriteringsbidraget har bidraget til at finansiere bl.a. styrkelsen af dansk politi og kræftplaner og muliggjort målrettede nye indsatser på uddannelsesområdet – herunder puljen til løft af fagligt svage elever.

Folketinget noterer sig, at regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at der er behov for en ekstraordinær indsats for erhvervsuddannelserne. På den baggrund har regeringen og Dansk Folkeparti annulleret omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne fra 2019 og frem. Regeringen og Dansk Folkeparti er endvidere enige om at se på forholdene for mindre gymnasier i de tyndt befolkede områder.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 9).

Også dette forslag til vedtagelse indgår nu i den videre debat.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det, og tak for talen fra Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti må jo være pinligt opmærksom på, at det selvfølgelig er Dansk Folkeparti, der har de afgørende stemmer her – både med hensyn til at vi kunne stoppe omprioriteringsbidraget for erhvervsskolerne, og med hensyn til at det kan få lov til at fortsætte på alle andre uddannelser. F.eks. skal Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg, i Assens Komune, hvor ordføreren selv er valgt, jo spare 19,4 mio. kr., svarende til 9.400 kr. pr. elev. Hvad siger de hjemme i valgkredsen, når du kommer og fortæller dem, at det er dig, der får det her til at ske?

Ordføreren.

Jamen jeg er helt sikker på, at de vil sige til mig, at de er rigtig glade for, at vi nu har afskaffet omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelsen. Så er de selvfølgelig bekymrede, fordi de penge, de skal spare, skal de finde. Det er oplagt, de er det. Derfor siger vi sådan set også, at på gymnasieområdet skal vi se på det. Assens er også udkantsområde; det er jeg fuldstændig med på. Vi kan ikke gøre alting på en gang, men vi er glade for, at vi har den aftale med regeringen om, at vi ser på det her område med henblik på at finde løsninger fremadrettet.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg er sikker på, at ordføreren har bedre styr på de fynske forhold, end jeg har, men hvis det minder nogenlunde om det vestsjællandske område, som jeg kender til – det vil jeg tro det gør; det er nogenlunde samme forhold, man har at arbejde under – så er det her lige præcis noget, der kan risikere at dræbe et gymnasium som Vestfyns Gymnasium. Tror ordføreren, det er godt eller dårligt for Assens Kommune, for området og for uddannelsesniveauet generelt, hvis det her får lov til at fortsætte?

Ordføreren.

Nej. Det er sådan set også derfor, at vi har aftalt med regeringen, at vi skal se på det her område og finde løsninger fremadrettet.

Så er det hr. Jacob Mark.

Tak. Jeg læste i år i pressen, at hr. Jens Henrik Thulesen Dahl lytter til de bekymringer, som fagpersoner rejser – og det, jeg nu sagde, var et citat – og at grænsen for, hvor mange besparelser man kunne lægge ned over dem, var ved at være nået. Det blev jeg jo glad over. Og så tænkte jeg, at så får vi nok en finanslov, hvor man så fjerner de der uddannelsesbesparelser. Det, der virkede på sundhedsområdet, var jo, at oppositionen og DF gik sammen om at sige til regeringen: Nu vil vi have dem væk. Det, der virkede på erhvervsuddannelserne, var, at oppositionen og DF gik sammen om at sige: Nu vil vi have dem væk. Hvorfor egentlig ikke gøre det samme på de sidste af uddannelsesbesparelserne?

Ordføreren.

Jamen hvis jeg vidste, hvor der lige stod pengetræer, så jeg kunne skaffe alle de midler, jeg havde lyst til, så kunne vi gøre rigtig, rigtig mange ting. Men vi har den samme finanslov, som vi også ansvarligt gerne vil være med til at få til at gå op. Derfor prioriterer vi. Og derfor siger vi, at på erhvervsuddannelserne er det rigtig vigtigt, at vi gør det her og nu, og at på udkantsgymnasiernes område er det rigtig vigtigt, at vi tager fat i drøftelserne om det og finder nogle løsninger fremadrettet. Samtidig vil jeg sige, at jeg er rigtig glad for, at man får ændret omprioriteringsbidraget fra 2022, sådan at pengene bliver på områderne. Vi kan så diskutere i forligskredsen, hvordan de midler, som så er på området, skal bruges, og det er jeg ikke så bekymret for, for det skal vi nok finde gode løsninger på.

Hr. Jacob Mark.

Det lyder desværre som en resignation. Man forventer ikke at få fjernet de uddannelsesbesparelser i finansloven; det synes jeg er ærgerligt. Men jeg vil sige, at det er rigtigt, at jeg ikke forventer, at Dansk Folkeparti har et pengetræ, men at man næsten skulle tro det, når de har bidraget til, at der vil blive delt 20 mia. kr. ud til skatte- og afgiftslettelser.

Det, jeg så gerne vil spørge, er: Hvornår er grænsen nået? Nu sagde ordføreren selv, at grænsen var ved at være nået på uddannelserne, men nu fortsætter de altså alligevel, så hvornår er grænsen nået – i 2022? Som ordføreren selv siger, har man været igennem besparelser og risikerer fortsat at skulle igennem det. Så hvornår er grænsen nået, hvornår kan man ikke spare flere procent?

Ordføreren, værsgo.

Man kan sige, at vi har nået grænsen på nogle områder, og derfor har vi også taget konsekvensen og sagt, at på erhvervsuddannelserne fjerner vi omprioriteringsbidraget fra nu. Udkantsgymnasier? Ja, vi tager en dialog, og vi gør noget. Og så har vi den aftale om, at omprioriteringsbidraget bliver lagt om fra 2022, og så må vi se på det. På de videregående uddannelser er der rigtig mange reformer, vi skal til at se på, vi skal til at diskutere basisbevillinger, og vi skal diskutere mange andre ting, hvor der vil være behov for at lave omprioriteringer. Så derfor er jeg ikke så bekymret for at have en ramme, vi kan arbejde inden for der, det tror jeg faktisk vi kan få rigtig meget kvalitet ud af.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak, formand. Først og fremmest tak til SF for at rejse den her forespørgsel i dag i salen. Jeg vil sige, at som Venstres undervisningsordfører glæder jeg mig altid over at få mulighed for at debattere undervisning. Det er nemlig noget af det, som ligger os i Venstre rigtig meget på sinde, fordi man kan sige, at uddannelse og også det med, hvordan vi sikrer, at vi får uddannet vores unge mennesker, er noget af det, som er rigtig vigtigt også i fremtiden.

Da vi kom i regering i 2015, viste det sig jo desværre, at der var færre penge i statskassen, end vi måske havde håbet på, og det betød også, at vi var nødt til at lave nogle politiske prioriteringer. Det betød jo bl.a., at vi dengang også traf en politisk beslutning om at indføre omprioriteringsbidraget, som vi diskuterer her i dag, på både undervisnings-, uddannelses- og kulturområdet.

Med omprioriteringsbidraget bliver der frigjort nogle ressourcer, og det giver jo så nogle muligheder for også at flytte rundt med pengene til der, hvor de giver bedst mening. Uden klare prioriteringer i den økonomiske politik havde der jo f.eks. ikke været råd til at lave en kræftplan, der havde ikke været råd til at finde ekstra penge til vores ældre og for den sags skyld heller ikke til politiet. Så simpelt er det jo egentlig. Man er nødt til at finde nogle penge, for at man kan begynde at bruge dem andre steder.

Vi har selvfølgelig ikke noget som helst ønske om, at der er nogle institutioner, som må lukke, og derfor følger vi jo selvfølgelig også udviklingen helt, helt nøje, fordi det, vi har øje for, jo egentlig er, at vi får effektivitet, men også kvalitet, samtidig. Vi arbejder hårdt for, at vores uddannelsessystem har en høj kvalitet og en høj faglighed, og at der er gode studiemiljøer. Det skal der simpelt hen ikke sås tvivl om, og jeg mener, at det også er passende at huske på, at vi jo har et fantastisk uddannelsessystem. Der bliver puttet rigtig mange milliarder i vores uddannelse, både på undervisningsområdet, men også til de videregående uddannelser, hvert eneste år.

Så synes jeg også, at det er vigtigt med den beslutning, der netop blev truffet i mandags, at understrege, at her prioriterer vi jo sammen med Dansk Folkeparti at fjerne omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne fra 2019, og det gør vi, fordi vi ved, at på tværs af partierne her i Folketingssalen er vi enige om, at vi også helst skal have flere unge mennesker til at vælge en erhvervsuddannelse. Det er jeg rigtig glad for at vi nåede i mål med i mandags.

Så med sløjfningen er omprioriteringsbidraget understøtter vi jo således erhvervsskolernes muligheder for en uddannelse af høj kvalitet, og der må jeg sige, at det mener jeg er et vigtigt skridt til, at vi forhåbentlig inden længe også kan lave en fælles aftale på hele eud-området. Så de ændringer, der så efterfølgende kommer til at ske, er jo bl.a., at vi med vedtagelsesteksten i dag understreger, at vi også tager fat på at kigge på gymnasierne i yderområderne for at sikre, at vi får en mere stabil løsning for dem, og at vi ad den vej også sikrer uddannelse i hele landet.

Så afslutningsvis vil jeg sige, at jeg er rigtig, rigtig stolt af det danske uddannelsessystem. Vores uddannelse er jo kendetegnet med både høj kvalitet og stor faglighed, og det bliver vi ved med at arbejde for i Venstre.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det er sådan af ren nysgerrighed. Hvad siger de hjemme i Vejen, på Vejen Gymnasium og HF, når du kommer ind til dem og med et stort smil forklarer dem, at de altså skal spare 17,2 mio. kr. svarende til 9.700 kr. pr. elev? Jeg spørger af ren nysgerrighed. Er der stående applaus, eller er det sådan lidt mere stille og roligt?

Endnu en gang må jeg understrege, at vi ikke bruger du som tiltaleform.

Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Jeg vil sige, at jeg jo faktisk er et af de folketingsmedlemmer, som er så heldige, at jeg har både Vejen Gymnasium at tage mig kærligt af og også Grindsted Gymnasium. Jeg er så heldig at have to kommuner og heldigvis to Venstreledede kommuner.

Så vil jeg sige, at jeg er i tæt dialog med både de uddannelsesinstitutioner, der ligger i den sydlige ende af min valgkreds og i den nordlige ende af min valgkreds, og jeg ved, at måske især Grindsted Gymnasium har nogle udfordringer, men det skyldes ikke mindst, at der er en nedgang i antallet af unge mennesker. Og det er jo desværre noget af det, som man kan sige boner ud på bundlinjen næsten med det samme, altså at hvis der er færre unge til stede i yderområderne, ja, så har man det også sværere som udkantsgymnasium.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Nu fik ordføreren jo et fantastisk flot valg ved folketingsvalget: 5.573 personlige stemmer alene hjemme i baghaven plus alt det løse rundtomkring. Kan der være et par af de mennesker, som har stemt personligt på ordføreren, som forventer at ordføreren beskytter de lokale gymnasier i stedet for at slagte de lokale gymnasier?

Ordføreren.

Nu er der et udtryk her, altså det der med at slagte hinanden, som jeg vil sige at vi faktisk ikke bruger i vores kreds. Vi taler sammen, og jeg er i tæt, tæt dialog med mit bagland og også de uddannelsesinstitutioner, som ligger i min storkreds. De ved godt, at jeg også kæmper deres kamp, men jeg tror faktisk også, at de har forståelse for, at en gang imellem kan det blive nødvendigt at kigge på: Hvor kan vi finde nogle penge, hvis vi f.eks. gerne vil have en ekstra indsats på kræftområdet, en ekstra indsats for vore ældre eller for den sags skyld på politiområdet?

Hr. Jacob Mark.

Men nu snakker vi jo ikke om engang imellem. Nu snakker vi om kontinuerlige besparelser fra 2016 til 2022, og der må man sige: Der er vi ude over termen engang imellem, mener jeg. Så snakker vi om besparelser, der har ret slemme konsekvenser for kvaliteten. Og jeg ved godt – for det gjorde regeringen også i debatten om kultur tidligere, hvor man jo også laver store besparelser – at man prøver at sige: Det er gået til politi, det er gået til sundhed, det er gået til alle mulige gode ting. Men sandheden er bare, at regeringen hver gang glemmer at fortælle, og man burde egentlig sige det med stolthed: I samme periode er der givet 20 mia. kr. i skatte- og afgiftslettelser. Havde man nu droppet dem, havde man ikke behøvet den her manøvre. Det er bare for at sige, at politik er prioriteringer, og jeg havde ikke lavet den prioritering, og jeg synes, man skal fortælle det.

Nu siger ordføreren jo: Det er engang imellem. Og hvis vi skal blive ved det, vil jeg bare gerne høre: Kommer det her til at stoppe? Altså, er ordførerens partis politik, at den her reserve skal fortsætte i 2023 og 2024? Eller hvad er egentlig Venstres politik på det her område?

Ordføreren.

Altså det, jeg kan sige, er jo, at vi har truffet en beslutning om, at omprioriteringsbidraget på undervisningsområdet kommer til at stoppe fra 2022. Og det er noget af det, som jo er i vores finanslovsudspil; det er der, så det er jo helt tydeligt. Og så vil jeg sige: Jeg ved, at hr. Jacob Mark er ung endnu, men engang imellem tænker jeg lidt på, at det er utroligt, hvordan hukommelsen kan svigte så hurtigt. Altså, det er jo ikke mange år siden, at der sad en rød regering, og den lavede også omprioriteringer, og det synes jeg lidt man glemmer i den her debat. Så pengene skal jo findes på et tidspunkt. Og om mange, mange år, når hr. Jacob Mark måske engang bliver minister, så kan det være, at hr. Jacob Mark selv kommer i den situation, at han også er nødt til at finde pengene, før han bruger dem.

Hr. Jacob Mark.

Hvis jeg blev tvunget derud som minister, ville jeg sige, at det var en dårlig idé, at vi gjorde det, alene fordi der var brug for at finde penge. Det, som jeg er bekymret over, er, at man taler det ind i et sprog, hvor man siger, at vi godt kan effektivisere for 15 mia. kr. Det kan man ikke, i min optik i hvert fald.

Nu er man nået dertil, at man kan se, at det bliver videreført i 2022, og det der med, at man fjerner det i 2022, er altså ikke rigtigt. De vil stadig skulle planlægge med, at der skal indhentes en besparelse, og så kan de risikere, at noget kommer tilbage, men de vil planlægge med besparelsen. Hvor skal f.eks. Skive Gymnasium tage det henne?

Ordføreren.

Der er det så, at jeg kan berolige SF's ordfører med, at Skive Gymnasium jo også er i yderområderne, og det er noget af det, vi kommer til at kigge på. Det er så vigtigt, at vi også sikrer, netop at vi har uddannelse i hele landet, og der kan jeg så til gengæld love ordføreren, at det er noget, jeg nok skal kæmpe for fortsat. For det betyder rigtig meget for Venstre, at unge mennesker faktisk kan få en uddannelse i hele landet.

Vi siger tak til fru Anni Matthiesen og går videre i ordførerrækken til fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak, og tak til SF for at indkalde til den her forespørgselsdebat om det her meget vigtige emne. Man siger jo, at evnen til at lytte er en forudsætning for både at blive en god politiker og en god leder. Derfor har jeg en opfordring til de to ministre, som er i salen i dag, og det er nemlig at lytte til alle de undervisere, alle de elever, alle de studerende og fagfolk, som har et samlet budskab, og det er, at forringelserne er ødelæggende for vores uddannelsessystem.

Jeg synes, det er en meget klar og entydig bøn, som vi får fra uddannelsesverdenen, og den er, at de her forringelser er fuldstændig ødelæggende. Forringelserne smadrer kvaliteten på uddannelserne, de ødelægger studiemiljøet, de ødelægger lærernes mulighed for at forberede sig og hjælpe de enkelte elever og studerende, og så har forringelserne jo også voldsomme konsekvenser for børnenes og de unges trivsel i den pres- og stressepidemi, der lige nu hersker blandt børn og unge. Selv den afgående uddannelsesminister, superliberalisten, kan jeg måske tillade mig at kalde ham, hr. Søren Pind, bad Finansministeriet om at stoppe besparelserne.

Når man sparer eller omprioriterer, som det så fint hedder, er det klart, at kvaliteten falder. Holdene bliver større, undervisere bliver fyret, der er ikke penge til nye materialer, der er ikke tid til feedback.

Forringelserne er ikke den eneste årsag til, at vores uddannelsessystem er under pres. Det er i hvert fald vores analyse i Enhedslisten. De senere år har det nemlig regnet med reformer, som har lagt både vores uddannelsessystem, underviserne, eleverne og de studerende i en spændetrøje. Derfor er det ikke nok for mig og for Enhedslisten, at det er de to ministre, der blot lytter. Det skal vi alle sammen gøre. Stort set alle Folketingets partier bortset fra Enhedslisten og Alternativet står bag aftaler som fremdriftsreformen, der havde til formål at presse de studerende hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet. Der er folkeskolereformen, der førte til verdens længste skoledage og lærere uden forberedelse. Der er erhvervsskolereformen, som indførte en karaktermur på 2. Der er en gymnasiereform, som indførte en karaktermur på 5 for at komme ind i gymnasiet. Og så til sidst uddannelsesloftet, som jo i den grad er en lukket dør i vores uddannelsessystem.

Det overrasker mig ikke, at partier som Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti stemmer for de her reformer, som jo på mange måder fører stress og i hvert fald konkurrencestat direkte ind i klasselokalet. Men det overrasker mig, at SF og Radikale har lagt stemmer til de her reformer. Derfor er jeg glad for at høre, at når man lytter til ordførere for de partier i dag, så er tonen en anden. Der vil man nu være med til at fjerne de her forringelser. Der vil jeg bare sige til Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti: Velkommen hjem, vi har savnet jer.

Når jeg hører ordføreren for Socialdemokratiet i dag, hører jeg også, at man ikke længere går ind for det her omprioriteringsbidrag. Det er også glædeligt. Det er rigtig, rigtig glædeligt, og jeg håber, at det bliver ved med at være sådan her, når flertallet forhåbentlig snart skifter, altså at vi kan stå samlet i vores blok om at sikre god og gratis uddannelse af høj kvalitet. Jeg håber, at vi ikke blot kan afskaffe 2-procentsbesparelsen, men også fremdriftsreformen og uddannelsesloftet.

Så til sidst vil jeg bare sige, at det jo burde være logisk for enhver, at kvalitet koster. Sådan er det jo også, når man står nede i supermarkedet og skal købe ind. Så er det da klart, at det, der er bedst kvalitet, det, der er bedst håndværk, koster lidt mere. Sådan er det jo. Det gælder også i uddannelsesverdenen. Hvis ikke vi prioriterer pengene, kan vi heller ikke forvente, at institutionerne leverer den kvalitet, som vi alle sammen i den grad ønsker os.

Nu har jeg lige et lille minut tilbage til at komme med en replik til undervisningsministeren, som før undrede sig over, hvor Enhedslisten måske ville finde alle pengene. Der vil jeg bare berolige undervisningsministeren og sige, at vi jo har lavet en plan, »100 dage med Enhedslisten«, som handler om, hvad vi vil gøre de første 100 dage, hvis vi fik flertallet. Den plan er fuldt finansieret, og jeg har endda taget et eksemplar med til undervisningsministeren, som undervisningsministeren jo lige kan læse. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Anni Matthiesen.

Tak til fru Rosa Lund for ordførertalen. Jeg kan sådan lidt fornemme, at man ikke er enige i de røde oppositionspartier om, hvordan man egentlig vil finde pengene til det, man jo er blevet enige om i fællesskab at skrive i forslaget til vedtagelse. Så jeg tænker lidt, om fru Rosa Lund kunne løfte sløret for, hvor Enhedslisten vil finde pengene til at stoppe omprioriteringsbidraget.

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald sagtens sige noget om, hvor vi gerne vil finde pengene. De steder, vi i Enhedslisten gerne vil kigge hen, er nogle andre steder end dem, hvor man kigger efter finansiering i dag. Det er nemlig i toppen af samfundet. Vi kunne godt tænke os at rulle nogle af de skattelettelser, der er blevet givet over de sidste mange år til de rigeste mennesker i det her samfund, tilbage.

Så vil jeg da tilføje, at vi i hvert fald i de partier, som har skrevet under på det her forslag til vedtagelse, er fuldstændig enige om at prioritere uddannelse og at sætte det højt på dagsordenen, også økonomisk. Det synes jeg da er et rigtig godt udgangspunkt for at forhandle om, hvor pengene skal komme fra.

Fru Anni Matthiesen.

Super, så nåede vi så langt. Og hvem er så de rigeste i samfundet?

Jamen nogle af de skattelettelser, vi gerne vil rulle tilbage, er de skattelettelser, der er blevet givet til dem, som tjener mere end 500.000 kr. om året.

Tak til fru Rosa Lund. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Som flere allerede har forklaret, er omprioriteringsbidraget jo en konsekvens af, at selv om Socialdemokratiet altid underkaster sig Finansministeriets disciplin, når de er i regeringsposition, kan fristelsen til at gå helt ud til kanten jo godt melde sig, og det var altså nødvendigt at indføre et omprioriteringsbidrag for ikke at komme på kant med budgetloven. Det er altså ikke indført af ond vilje, kan man sige, men af en eller anden form for nødvendighed. Det er ikke had til kultur og folkeskole og uddannelse, der står bag, men det har bragt vores økonomi på fode, både den private økonomi og den offentlige økonomi, og det er rigtig godt. Det skal vi også huske.

Lad mig minde om, at vores investeringer i forskning jo er knyttet til vores bruttonationalprodukt, og det er vokset støt og roligt i den tid, vi har haft en borgerlig regering, altså siden 2015, og derfor har vi også fået mange, mange flere penge at gøre godt med. Det er, fordi vi har ført en fornuftig politik, der skaber økonomisk vækst. Men jeg synes jo også, man er nødt til at gå lidt nærmere ind i hele den her diskussion om, at der kun er én vej til kvalitet, og at det er at bruge flere penge. Det har jo vist sig talrige gange, at der simpelt hen ikke kan dokumenteres en sammenhæng mellem kvaliteten af den undervisning, der bliver leveret i folkeskolen, og hvad det koster at levere den. Så det er altså noget af en misforståelse at sige, at der er et helt simpelt og ligefremt forhold mellem pris og kvalitet, og det vil jeg også sige til fru Rosa Lund, som jo bruger de her eksempler fra dagligdagen. Det er jo ikke altid de dyreste produkter, der viser sig at være de bedste i tests, og det skal man måske også lige huske.

Men jeg synes jo også, at det her er en god anledning til i det hele taget at diskutere de røde partiers holdning til den offentlige sektor og til at drive den kontra den mere fornuftige tilgang, vi har i de blå partier. Det her er jo en god anledning til at slå fast, at det ikke er noget, der giver ret meget mening at forestille sig, at det kun er muligt at drive en ekspansiv offentlig sektor, altså at hvis man ikke ekspanderer, at den offentlige sektor på vej et dårligt sted hen, ligesom jeg jo også, selv om jeg hører, at hr. Jacob Mark anerkender, at produktiviteten kan forbedres i den offentlige sektor, synes, det er en for opgivende holdning, der bliver lagt for dagen.

Så skal man jo også være opmærksom på noget, når det drejer sig om mange af de her grupper, som f.eks. hr. Jacob Mark nævner, som hr. Jacob Mark lytter til, og som han siger, at man skal lytte til – og det er jo ikke, fordi jeg skal lade det gå ud over hr. Jacob Mark, han taler for mange i rød blok. Sagen er jo, at det er de samme grupper, som de røde partier gør sig til talerør for, der er med til at skabe Baumols lov. Det er jo dem, der er med til at skabe et udgiftspres, uden at produktiviteten bliver forbedret, og det er rigtig godt, at vi kan få diskuteret de her ting i dag.

For jeg er helt overbevist om, at man ikke kan sætte skatterne yderligere op. Det siger alle økonomer, man snakker med, og vi har nået et punkt, hvor der ikke kan kræves flere penge ind i skat. Så vil det simpelt hen føre til skattetænkning, som gør, at provenuet ikke vokser, og derfor skal vi også drive den offentlige sektor på en måde, hvor vi indregner produktivitetsstigninger. Det er fint, at vi får den her diskussion, og jeg glæder mig selvfølgelig til at få spørgsmål og kommentarer fra ordførerne på den baggrund. Tak for det.

Jeg kan i hvert fald sige, at der er et par stykker, først er det hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Jeg var i Ribe for nylig. Jeg praler jo ellers af, at jeg har landets smukkeste valgkreds, men det er virkelig en flot nr. 2, der er i Ribe, endda med eget gymnasium og det hele, en katedralskole med en lang og flot historie, og når nu ordføreren kommer hjem til sin katedralskole i Ribe og siger: Prøv at høre en gang, pris og kvalitet hænger altså ikke sammen, kammerater, og derfor skal I spare 20,7 mio. kr., så I kan lave noget mere kvalitet, hvilket svarer til 9.800 kr. pr. elev, som I skal spare pr. år, så I kan lave noget mere kvalitet – hvad siger de så derhjemme?

Ordføreren.

Så siger Ribe Katedralskole: Vi er grundlagt i 1145, vi har overlevet Reformationen og Trediveårskrigen, vi overlever formentlig også VLAK-regeringen, ikke mindst, fordi vi er det gymnasium, der formentlig har leveret flest MF'ere, nemlig hr. Holger K. Nielsen, fru Marie Krarup og Henrik Dahl. Og de vil sige, at de ikke fører sognerådspolitik, men at de tænker på nationens overordnede velfærd. Det vil de sige i Ribe, når det her kommer frem, for det er sådan en god skole, at de godt kan forstå ikke at føre sognerådspolitik.

Spørgeren, værsgo.

Det er klart, at historien jo giver noget selvtillid, og hvis man tilmed har overlevet et par verdenskrige og Schlüter og det ene og det andet, så kan man overleve meget. Men det vil da være noget af en bedrift, hvis det, som 800 år ikke har kunnet slå ihjel, så lykkes for Henrik Dahl og kompagni at slå ihjel. Jeg håber ikke og går ikke ud fra, at det er et mål i sig selv, men det vil da være en meget, meget imponerende bedrift, hvis det lige præcis skulle lykkes på ordførerens vagt at dræbe det her gymnasium. For jeg tror ikke, det er noget, der styrker Ribe Katedralskoles eller andre uddannelser i landdistrikternes overlevelsesmuligheder lige at bede dem om at spare 20,7 mio. kr.

Ordføreren.

Altså, vel har jeg meget høje tanker om VLAK-regeringen, men jeg tror ikke, at den er en social kraft, der kan sammenlignes med trediveårskrigen. Så derfor tager jeg det sådan forholdsvis roligt. Trediveårskrigen betød, at en del af vores bogbestand blev bortført af svenskerne, men ellers kom vi os jo over det, og jeg tror såmænd også, at det nok skal gå i den her regeringsperiode.

Så er det hr. Jacob Mark.

Tak. Først to mytedræbere, eller hvad vi skal kalde dem: 1) det er ikke kun dem, som forårsager et udgiftspres, som vil have det her fjernet, det er også erhvervslivet, og dem plejer LA ikke sige bare er med til at skabe et udgiftspres, og 2) det er ikke sådan, at økonomer siger, at der ikke kan laves skattestigninger i det her land. Tværtimod er der nogle af de økonomer, som LA plejer at læne sig op ad, der f.eks. har været ude at sige, at man burde hæve boligbeskatningen, fordi vi har et løbsk boligmarked. Det er bare til information.

Så har jeg et spørgsmål. Jeg spurgte tidligere hr. Leif Mikkelsen, om det egentlig var LA's politik på kulturområdet, nu hvor man vil have lavere skat og en mindre offentlig sektor, at fortsætte besparelserne, altså ikke omprioritering, men simpelt hen fortsætte med besparelser for at kunne give lavere skat på sigt. Jeg vil ikke stille ministeren det her spørgsmål, for ministeren står jo til ansvar for regeringen. Jeg vil egentlig gerne høre, hvad Liberal Alliances politik er på det her område. Vil man fortsætte besparelserne, så man kan sænke skatten? Det, hr. Leif Mikkelsen sagde, var, at man godt kunne fortsætte besparelserne, og at man kunne lave brugerbetaling på kultur. Jeg ved ikke, om ordføreren er inspireret af det.

Ordføreren.

Jeg tror, man skal have en anden tilgang til undervisningsområdet, end man har til kulturområdet. Det er klart. Altså, vores tilgang er jo sådan set den, at det, der alt i alt er bedst, også for den offentlige sektor, er at have en sund økonomisk vækst. Derfor er vi ikke kritiske over for alle mulige skatter, for vores politik vil jo føre til et skatteniveau, der ligner det, man har i Sverige. Og jeg vil også godt indrømme, at når man ser på graden af fornuft i forskellige skatter, så er f.eks. topskat meget ufornuftigt ligesom selskabsskat, mens ejendomsskat hører til blandt de mere fornuftige skatter, fordi det er med til at bekæmpe boligbobler, og vi ved jo alle sammen, at det ikke er særlig smart med dem. Så man kan ikke sammenligne uddannelsesområdet og kulturområdet. Men jeg tror også, man kan sige logisk i sig selv, at man jo selvfølgelig ikke kan spare noget område ned til nul og så med god samvittighed hævde, at det fortsætter, selv om det er sparet ned til nul. Det er logisk og klart.

Hr. Jacob Mark.

Det logiske efterfølgende spørgsmål fra mig vil jo så være: Man har sparet 12 pct., og ordføreren siger, at man ikke kan spare ned til 0, så hvor mener Liberal Alliance man skal ende?

Ordføreren.

Jeg er skuffet over den måde, institutionerne har grebet udfordringen an på med hensyn til at prøve at forbedre produktiviteten. Jeg har simpelt hen svært ved at tage f.eks. Københavns Universitet helt alvorligt, så længe de har folk siddende til at udarbejde en sombreopolitik. Det synes jeg er helt forkert, og når de har råd til det, så klinger mange af deres beklagelser altså lidt hult i mine ører.

Vi siger tak til hr. Henrik Dahl og går videre i ordførerrækken til fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Jeg synes, at den her debat egentlig lader et ret væsentligt spørgsmål tilbage, eller ikke tilbage, men der er noget, vi måske i mindre grad har diskuteret. Vi laver lidt talgymnastik, og hvor skal pengene tages fra osv., men det, det også handler om, er jo, hvad formålet med uddannelse egentlig er. Hvorfor mener vi egentlig, at vores borgere skal have kvalitetsuddannelse? Det er jo et af verdensmålene. Det er verdensmål nr. 4, nemlig kvalitetsuddannelse til alle.

I mandags var jeg med til sådan en verdensmålskonkurrence i DUF. Vi var otte folketingspolitikere, der skulle pitche et verdensmål hver, og så skulle vi ligesom konkurrere om, hvem der vandt verdensmålene, nej, ikke verdensmålene, men pitchet. Og jeg havde nemlig valgt kvalitetsuddannelse. Jeg vandt ikke. Det var Jan E. Jørgensen, der vandt, og det var han meget glad for. Men i den forbindelse gjorde jeg mig selvfølgelig nogle overvejelser over, hvorfor det er så vigtigt med kvalitetsuddannelse. Selvfølgelig er det vigtigt, at vores børn og unge mennesker lærer at læse og regne og skrive, og de skal have de dybe fagligheder og kundskaberne, men det er jo også vigtigt, at det er igennem uddannelse, at vi skaber den kritiske bevidsthed. Den kritiske bevidsthed er jo hele fundamentet for, at vores unge borgere kan gå ud og tage livtag med det samfund, som venter dem derude, så de på en eller anden måde kan stille sig op og være kritiske over for alt, hvad der hedder fake news og demagogiske præsidenter og brasilianske præsidenter, som går ud og udtaler sig diskriminerende om kvinder og homoseksuelle og sorte, og i det hele taget være kritisk over for de ting i vores samfund, som får lov til at eksistere, selv om de enten er uretfærdige eller illigitime eller decideret, kan man sige, usande. Så det er hele fundament for, at vi uddanner nogle borgere, som forstår, ikke bare at stille spørgsmål, men også at tage de nødvendige skridt til at skabe oprør og mobilisering og forandring. Det et jo det, der er formålet med uddannelse.

I forbindelse med at vi skulle have den her forespørgselsdebat i dag, kiggede jeg tilbage i vores eget partiprogram, som vi lavede, da Alternativet blev stiftet. Vi kom med supermange andre udspil senere. Men da Alternativet blev stiftet, havde vi det her partiprogram, hvori vi også skriver noget om uddannelse. Jeg vil gerne læse lidt op af, hvad vi synes formålet med uddannelse egentlig er. Vi skriver:

Det essentielle formål er at skabe de bedste vilkår for meningsfuld og forandringsorienteret læring. Elever og studerende skal kunne omsætte viden og indsigt, så det skaber værdi for andre. De skal sættes i stand til at tænke kreativt, skabe forandring og løse konflikter.

Længere nede skriver vi:

Med de udfordringer, vi som samfund står over for, har vi brug for al den kreativitet, entreprenante energi, kritiske og empatiske tænkning og handlekraft, som vi individuelt og i fællesskab kan mønstre.

Det er jo bare for at nævne nogle af de ting. Vi står fuldstændig her. Det er jo det, uddannelse handler om. Og så kan man tage det næste skridt og sige, at hvis det er det, det handler om – hvis vi er enige om det, det kan godt være, at vi ikke er enige om det, men hvis vi er – hvad kræver det så? To ting. Det kræver frihed til institutionerne. Den diskussion har vi haft mange gange her i Folketingssalen, både hvad angår de videregående uddannelser og ungdomsuddannelserne og skolen. Det kræver frihed til, at institutionerne selv kan forvalte deres faglighed og deres praksis. Og så kræver det investeringer i uddannelserne.

Det sidste er jo det, vi diskuterer i dag, for det, vi har gjort, det, regeringen har gjort hen over de seneste år, er jo ligefrem at trække penge ud af uddannelserne. Det kan aldrig nogen sinde være det rigtige svar. Hvis vi overhovedet skal flytte på pengene i forhold til uddannelse, så skal de flyttes den anden vej. For vi bliver nødt til at investere i det, der er vores fælles fremtid. Der er ikke noget mere vigtigt i hele verden end det fundament af viden og evne til at skabe forandring, som vi giver vores unge mennesker. Det koster penge, det koster tid. Det koster gode lærere, der har tid til relationen med de unge mennesker.

Så kan jeg bare nævne, at i vores regeringsprogram, som vi kom med i august, leger vi med tallene. Der har vi faktisk finansieret, at vi afskaffer fremdriftsreformen, vi afskaffer uddannelsesloftet, vi giver flere penge til højskolerne, vi giver et højere tilskud til erhvervsuddannelserne – det har de så fået – vi styrker grundforskningen og den frie forskning, og vi tilfører faktisk i hvert fald 6 mia. kr. til bedre skoler og videregående uddannelser. Det er bare for at fortælle, at man jo godt kan tilføre flere penge til det her område og tage dem andre steder fra. Hvis der er nogen, der spørger, skal jeg nok nævne alle de andre steder, hvor vi så har taget dem fra. Men det kommer nok ikke bag på nogen, at det bl.a. handler om arveafgift, formueafgift, boligbeskatning og så selvfølgelig en masse beskatning af det, vi kan kalde de forurenende tiltag, f.eks. NOx-afgift og CO 2 -afgift.

Det er bare for at sige, at vi selvfølgelig godt kan flytte penge til det her område, hvis vi vil. Det handler om, hvad vi prioriterer som det vigtigste i vores samfund. Så det var det, jeg ville sige. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak for ordførertalen, og jeg har egentlig ros til Alternativets ordfører. Ordføreren leverer altid nogle smukke taler, synes jeg. Og der er rigtig mange af de ting og rigtig mange af de ord, som bliver sagt, som jeg faktisk er fuldstændig enig i. Altså, frihed osv. holder vi også af i Venstre. Men jeg savner så et svar. For jeg kan forstå, at det så rent ud sagt er virksomheder osv., der skal betale gildet; de skal betale for de der ekstra investeringer. Der tænker jeg sådan lidt igen, hvis vi skal vende den om: Er der ikke en øvre grænse for, hvor meget Alternativet mener man kan plukke f.eks. private virksomheder i forhold til så at kunne investere i offentlige uddannelser?

Ordføreren.

Der er den grænse, at det vil være en procentbeskatning. Vi ønsker jo ikke at beskatte virksomheder over hele linjen. Det, vi har som forslag, er, at hvis man som virksomhed producerer produkter, som har en høj CO 2 -belastning, altså klimabelastning, så er det det, vi beskatter. Det er jo ikke virksomhederne som sådan, vi ønsker at beskatte. Men vi ønsker på miljøområdet at beskatte al den produktion og produktivitet, som giver en høj CO 2 -belastning.

Så ønsker vi også at beskatte formue. Altså, det vil være noget kapitalbeskatning og beskatning i form af arveafgift i tråd med Socialdemokratiets udspil i forhold til den progressive arveafgift, hvor vi går ud og siger, at dem, der har rigtig mange penge mellem hænderne, skal overlade lidt til statskassen. Så der er selvfølgelig også nogle områder der, hvor vi henter noget. Men det er vigtigt for mig at sige, at vi ikke er imod virksomheder, men vi er imod, at virksomheder forurener, og det skal de betale for.

Spørgeren.

Så er det her, det ville være rigtig sjovt at stille spørgsmålet: Gælder det også, når man flyver, altså at man så skal til at beskattes, hvis man udleder for meget CO 2 ?

Ordføreren.

Nu er det jo meget sjovt, når det er mig, der er på talerstolen. Men med stolthed kan jeg sige, at vi har et punkt her, der hedder klimaafgift på flyrejser. Det er faktisk beregnet til at give os 5 mia. kr. over en 4-årig periode i skatteindtægter. Så det gælder også, når vi flyver.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Alternativets ordfører. Den næste i rækken er fru Lotte Rod som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak for det. Hvert år har regeringen valgt at skære på uddannelse, hvert år. Det har været sådan, at det ikke engang har været specielt spændende, når finansloven ligesom kom, for man har bare vidst, at hvis der var et, der var sikkert, så var det, at regeringen ville skære på uddannelse. Det er et valg, regeringen har truffet.

Vi gjorde noget andet i Radikale Venstre, da vi sad i regering. Vi overtog ellers regeringsmagten i en tid, hvor der havde været økonomisk krise, der var lavvande i kassen, fordi Venstre havde forsømt at lave reformer, og alligevel valgte vi at investere i uddannelse. Det er, fordi vi i Radikale Venstres synes, at uddannelse er det vigtigste. Og hvis Radikale Venstre stadig havde siddet i regering, havde der ikke været et omprioriteringsbidrag på uddannelse. Men det gør vi ikke, og det betaler de unge prisen for.

For når man på den her måde, som regeringen gør, skærer ned år efter år, betyder det, at der bliver færre lærere, der bliver mindre tid til at forberede undervisningen, der bliver mindre tid til vejledning, der bliver mindre tid til at give ordentlige feedback på ens opgaver – og dermed også dårligere kvalitet. Derfor har jeg det i hvert fald sådan, at jeg ikke synes, det er specielt voksent, som undervisningsministeren siger. Tværtimod synes jeg, at det er ret lidt voksent at lave sådan en grønthøsterbesparelse, som man ligesom bare lægger ud på institutionerne og så næsten får det til at lyde, som om det ikke er regeringens skyld, at der nu bliver fyret lærere over det hele.

Regeringen har valgt at spare på erhvervsuddannelserne, på de almene gymnasier, på handelsgymnasierne, på de tekniske gymnasier, på BUC'erne, på sosu-skolerne, på de maritime uddannelser, på åben uddannelse, på Scienceskolen, på arkitektskolerne, på erhvervsakademierne, på professionshøjskolerne og på universiteterne. Og så hørte vi, at man nu sammen med Dansk Folkeparti vil afskaffe omprioriteringsbidraget på erhvervsskolerne. Så blev jeg lige så glad, indtil jeg læste på Finansministeriets hjemmeside, at der jo ikke kommer en eneste ekstra krone, men at elementerne i regeringens erhvervsskoleudspil vil skulle nedjusteres, som der står på Finansministeriets hjemmeside.

Hvor er ambitionerne? Uddannelse koster en bondegård. At spare på uddannelse koster et kongerige.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for talen. Jeg har bare et opklarende spørgsmål, som sikkert er nemt at svare på. Det er: Hvorfor tvang Radikale Venstre i 2011 sine samarbejdspartnere S og SF til at overtage, og jeg citerer »VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«, hvis den var så dårlig, som fru Lotte Rod lige har sagt?

Ordføreren.

Fordi vi overtog en økonomi med et stort faktisk underskud. Der var høj ledighed og lav beskæftigelse. Og hvorfor var der det? Det var der jo, dels fordi der havde været en økonomisk krise, dels fordi man jo også i Venstreregeringen havde brugt så lang tid på at tage sig sammen til at lave de reformer, som man ellers godt vidste var nødvendige.

Spørgeren.

Jamen når nu den førte politik var så ualmindelig ringe, som fru Lotte Rod siger, ville det da være nærliggende at komme med sin egen økonomiske politik. Men i stedet for overtog man VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand. Det er altså meget, meget svært at forstå inden for rammerne af en saglig debat.

Ordføreren.

Venstre, tror jeg, var op igennem regeringstiden jo godt klar over, at det var nødvendigt at lave økonomiske reformer, og alligevel gjorde man intet. Man ventede og ventede indtil sidste øjeblik. Prøv at tænke på, hvilken stærkere økonomi vi kunne have haft, hvis Venstre havde lavet reformer i tide.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til den radikale ordfører. Så er vi kommet til undervisningsministeren.

Mange tak, og tak for en spændende debat.

Vi har i dag debatteret omprioriteringsbidraget og uddannelsessektoren. Omprioriteringsbidraget blev indført af den daværende Venstreregering, fordi SR-regeringen efterlod en økonomi uden en sikkerhedsmargen i forhold til budgetlovens underskudsgrænser. Hvad betyder så det? Det betyder, at det er en til enhver tid siddende blå regerings ansvar at agere de voksne. Det er det, man indskriver sig i, hvis man melder sig ind i et blåt parti, og især hvis man stiller op for et. Så er man den, der skal sørge for, at økonomien balancerer. Man skal også beskytte borgerne mod brandskatning. Man skal sikre, at virksomhederne kan fungere på et globalt marked, sådan at de kan fortsætte med at skabe arbejdspladser og indtægter. Det er de indtægter, vi bl.a. bruger til uddannelse. Det er de vilkår, man har som borgerlig, og det lever man selvfølgelig helt fint med.

Vi kan lige tune ind på mit område, nemlig undervisningsområdet, og kigge på, hvordan det ser ud med det der omprioriteringsbidrag. Lad os kigge på folkeskolen først.

Folkeskolen finansieres af kommunerne og altså ikke af regeringen. Det er ikke regeringen, der sidder og siger, hvor mange penge der skal bruges til en given folkeskole. Udgifterne i kommunerne har ligget rimelig stabilt i en årrække. Der blev på et tidspunkt en længere skoledag. Det var under den daværende S-R-SF-regering. Det betød selvfølgelig noget i forhold til udgifterne, men ellers ligger det altså som sagt forholdsvis stabilt, på trods af at der bliver en lille smule færre elever.

På de frie skoler har vi opjusteret den procentsats, som de frie skoler får. De frie skolers økonomi følges altid med folkeskolens med et efterslæb på 3 år. Det vil sige, at hvis folkeskolen får færre penge, gør de frie skoler det også bare 3 år efter. Men vi har opjusteret procentsatsen, først op til de 75 pct., det er jo der, den har ligget i rigtig mange år, og så en lille procent mere, fordi vi mente, at de frie skoler, som jo ikke har den paraply, der er inde under kommunen i forhold til børn med særlige behov, skulle have lidt ekstra for også at kunne optage nogle flere børn med særlige behov.

På erhvervsuddannelserne har vi sammen med DF fjernet omprioriteringsbidraget. FGU'erne er ikke sat i søen endnu. De har en sund økonomi. Og så har vi gymnasierne, og der er der stadig væk et omprioriteringsbidrag. Det vil sige, at det altså er et relativt afgrænset område, som der er et omprioriteringsbidrag på. Men det er så det, vi diskuterer i dag, og det er helt fair. Og der er fokus på udkantsgymnasierne, det er også helt fair.

Men hvis man ser på gymnasierne, har de jo, som jeg nævnte i min tale, over en årrække fået flere og flere elever, og derfor kan det selvfølgelig godt virke barskt, når det går den anden vej. Men som de jo har oplevet i Ribe: Hvis man driver gymnasier længe nok, så oplever man både det ene og det andet og både medvind og modvind og sol og regn.

Men igen er der det her med at være de voksne. Det kan lyde lidt tørt og kedeligt, men det er faktisk sådan jeg betragter borgerligheden; det er det her med nogle gange at skulle sørge for rammerne. Og igen, det kan være kedeligt. Det her med at bruge penge og slå ud med armene er sjovt, det forstår jeg udmærket, den trang kan jeg også godt selv have. Men det er altså det, man går ind i som borgerlig. Det vil sige, at pengene skal passe. Børnene skal have karakterer i skolen. De skal også komme i skolen. Så vi kigger på fravær. Vi forventer af deres forældre, at de har talt så meget med dem, at når de starter, taler de et rimelig dansk, så de kan gå ind i undervisningen og så fremdeles.

Så det er, kan man sige, over hele linjen, at man som borgerlig træffer beslutninger, som handler om rammerne, som handler om forældreansvar, som handler om, at vi stiller nogle forventninger til, at borgerne også tager det ansvar på sig, som nu engang er deres. Til gengæld vil vi også meget gerne beskytte dem imod en stat, der bliver fristet til at inddrive for mange af deres penge. Vi vil gerne beskytte de mennesker, som har betalt skat hele deres liv eksempelvis. På et tidspunkt afgår de ved døden, og så efterlader de nogle penge, som de jo har betalt skat af. Og der skal der jo også være en rimelighed, i forhold til hvad der så skal betales skat af, og det kan der jo være helt forskellige synspunkter omkring.

Vi vil også gerne beskytte virksomhederne, som jo altså skal ernære os alle sammen ved at stille arbejdspladser til rådighed og også indbetale skat, sådan at vi faktisk har et samfund, der kører rundt. Så det er den her lidt kedelige voksenrolle, men som jo også er ret interessant, for det er præcis den her voksenrolle, der er årsagen til, at vi har så velfungerende et samfund, som vi faktisk har. Vi er et lillebitte land i en kæmpestor verden, som har et relativt velfungerende arbejdsmarked, uddannelsessystem og sikkerhedsnet til mennesker, som bliver syge, og som bliver gamle. Så det er jeg meget tilfreds med.

Til gengæld vil jeg blive bekymret, hvis f.eks. SF, Alternativet og Enhedslisten får magt, som de har agt. Nu har jeg siddet og kigget lidt i »100 dage med Enhedslisten«, og jeg må sige, at der bliver jeg selvfølgelig noget bekymret. Men jeg bliver også meget bekymret, når jeg lytter til de ellers fornuftige ordførere fra Alternativet og SF. For der er ikke nogen tvivl for mig om, at hvis de tre partier får magt, som de har agt, så får vi et fattigere Danmark. Det er altså ikke kun den enkelte, der jo på sigt vil få færre penge til sig selv, når det bliver et fattigere land. Det vil også betyde, at vi får en dårligere uddannelsessektor. Så det er jo det her lidt kortsigtede, den lidt ungdommelige tilgang til tingene, som jo er fristende nok. Men jeg er rigtig glad for, at VLAK-regeringen har så godt et samarbejde med DF på lange stræk, som betyder, at vi faktisk har en sund økonomi og også har råd til at lave nogle gode uddannelser.

Så kan vi godt dykke ned i de enkelte prioriteringer, og vi kan kigge på udkantsgymnasierne osv., det er jeg fuldstændig villig til. Men på den store klinge synes jeg, det er ekstremt vigtigt, at de borgerlige påtager sig ansvaret for, at der er nogle rammer; at vi ikke brandskatter borgerne; at vi sørger for, at ungerne får en karakter, og at de sidder ned i skolen til tiden og alle de her ting. Det er sådan, det er.

Så er der hele udlændingeområdet. Det har vi slet ikke diskuteret i dag, for det er ikke en del af den her debat. Men helt ærligt, når vi ser på vores samfundsøkonomi, så betyder det også noget, hvis Enhedslisten, Alternativet og SF får meget indflydelse. Vi betaler i dag 33 mia. kr. om året til ikkevestlig indvandring. Det er bare nogle penge, der ret hurtigt bliver revet ud bl.a. af vores uddannelsessystem.

Så hvis vi lige skal kigge ned oppefra helikopteren her, diskuterer vi nogle helt konkrete ting, men vi diskuterer også økonomi. Og jeg er faktisk vældig bekymret, hvis det er sådan, at vi skulle være så uheldige at få en meget rød regering støttet af røde partier, fordi vi kan risikere at få et fattigere land og dermed også dårligere vilkår for vores borgere – og dermed også et dårligere uddannelsessystem. Tak.

Tak. Der er korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det lyder rigtig dejligt med alle de mennesker og virksomheder, som Liberal Alliance vil beskytte. Kunne det tænkes, at de mennesker, der betaler skat, rent faktisk vil føle sig bedre behandlet, hvis deres børn kunne få en god uddannelse? Kunne det tænkes, at de virksomheder, som betaler skat, rent faktisk vil synes, at regeringen passede bedre på dem, hvis de fik den kvalificerede arbejdskraft, der var behov for? Jeg er ikke sikker på, at nogen af de skatteydere, vi har i Danmark, synes, det er totalt, komplet urimeligt, at der bliver brugt penge på uddannelse, fordi det jo netop er det, som holder hjulene i gang i Danmark.

Ministeren har jo helt ret i, at nogle gange møder man sol, mens man andre gange møder regn, også på uddannelsesinstitutionerne, men vi må sige, at vi virkelig er ude i en trist og lang vinter, måske næsten istidslignende forhold, under den her regering. Jeg har ikke helt givet op, for tingene kan jo spire igen, og jeg tror, der skal mere til end en enkelt regeringsperiode for at ødelægge vores uddannelsessystem. Men vil ministeren ikke lige uddybe den sidste linje her, der går ud på, at I er enige om at se på forholdene for mindre gymnasier i de tyndtbefolkede områder? Hvad betyder det?

Ministeren.

Tak. Selvfølgelig må man regne med, at der er kvalificeret arbejdskraft, og skal vi lige op i helikopteren igen, så har Socialdemokratiet lige afvist et forslag fra regeringen om også at kigge på, om der kunne komme et dygtigt menneske fra et andet land. Men lad nu det ligge. Så selvfølgelig kan man forvente præcis det. Jeg synes ikke rigtig, det giver mening at diskutere det, når man kigger på, at vi i et par år har haft et omprioriteringsbidrag på det her område, det er nok lidt voldsomt.

I forhold til udkantsgymnasierne vil jeg sige, at vi er villige til at diskutere det, og det, jeg sagde i samrådet forleden dag, var, at det ville være fornuftigt, når nu man på et tidspunkt skal i gang med at lave en taxameterreform, at se på, hvorvidt det udkantstaxameter, som jo findes allerede, og som Venstre har været med til at trække i gang, bestemt, om det vil være en god idé at justere det. Det skal selvfølgelig være på en bæredygtig måde, hvor man eventuelt laver en justering, men som også skal tage hensyn til, hvordan det samlede billede ser ud. Den diskussion bør man tage, når man skal i gang med en taxameterreform.

Hvis der er et opfølgende spørgsmål, skal man trykke sig ind.

Værsgo.

I det vestsjællandske har vi ikke – det er bare for at tage det, som jeg har et stort kendskab til – nogen udkantsgymnasier, men vi har nogle landdistriktsgymnasier, vi har nogle provinsgymnasier. Men hvad betyder det, hvad er et udkantsgymnasium, og hvad kommer det til at betyde, hvis de hvert eneste år skal spare 10.000 kr. pr. elev? For Kalundborg Gymnasiums vedkommende drejer det sig om 13.000 kr., det er 13.600 kr. på Høng Gymnasium, og det er 9.200 kr. for Slagelse Gymnasiums vedkommende. Hvad kan de forvente af den her regering? Tæller de med, når ministeren snakker om udkantsgymnasium, eller hvad kan vi forvente, og hvad kan de forvente i kroner og øre?

Ministeren.

Der ligger jo en definition i dag, men jeg kan ikke huske, hvor mange elever der er tale om, for at man kan snakke om et udkantsgymnasium, men den vil jeg gerne oversende til hr. Rasmus Horn Langhoff. Men jeg kan jo ikke forudsige, hvordan den forhandling i fremtiden eventuelt vil tage sig ud, for det vil være vanskeligt på nuværende tidspunkt.

Den næste spørger er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak. Jeg er meget fascineret af, hvordan helt konkrete spørgsmål om omprioriteringsbidraget lige pludselig kan handle om, at vi kun er voksne, hvis vi fører lige præcis LA's udlændingepolitik, fraværspolitik på gymnasiet, er enig i skolepuljen og i øvrigt hele LA's folkeskolepolitik, og så runder vi også lige selve reformen.

Det, jeg gerne vil vide, er: Hvad skal Skive Gymnasium gøre nu, hvor de har fyret 15 lærere? Der var 67 i alt. Det, jeg gerne vil vide, er: Hvor stiller det egentlig vores ungdomsuddannelser, som ministeren har ansvaret for, at man nu viderefører nogle besparelser, der har stået på siden 2016? Så det, jeg egentlig bare gerne vil spørge om helt konkret i det her spørgsmål, er: Hvor skal der spares nu? Altså nu, når der skal lægges budgetter, og der endnu en gang skal spares ude på gymnasierne, hvor mener ministeren så, at man skal spare henne?

Ministeren.

Det forstår jeg sådan set godt, men det er jo, fordi omprioriteringsbidraget er på den helt store klinge i forhold til økonomien i det her land. Det var en beslutning, som den daværende Venstreregering traf i forhold til den helt overordnede økonomi i landet, og det er også derfor, at vi ikke kan undgå at tale helt overordnet økonomi, når vi er i det her rum i dag.

Hvad skal man så gøre på Skive Gymnasium? Dengang jeg havde et ledelsesansvar i en privat organisation og jeg fik at vide, at nu skulle jeg holde på pengene, var det mit ansvar at finde ud af, hvordan vi kunne gøre det. Det er ikke særlig sjovt at stå i den situation, men det er en situation, som ledere oplever både i den offentlige og i den private sektor, og ligesom der nok ikke ville være nogen udefra, der kunne fortælle mig, præcis hvordan jeg skulle gøre det dengang, vil jeg også afholde mig fra at sige, hvad den konkrete rektor skal gøre i den konkrete situation. Det ville ikke være seriøst.

Spørgeren.

Så lad mig spørge på en anden måde. Hvornår er grænsen så nået for, hvor meget gymnasierne, f.eks. Skive Gymnasium, kan spare – altså, hvornår? For jeg spurgte egentlig også LA's ordfører, hvor grænsen ligger for, hvor meget vi kan blive ved med at pålægge at de skal spare. Og dem, der ikke får noget i 2022, dem, der ikke er tilgodeset af ministeren, når fordelingen kommer, vil jo igen skulle spare, så hvor går grænsen egentlig? Hvor længe kan det her stå på?

Ministeren.

Jeg kan jo ikke se længere frem end det, som finansministeren siger om omprioriteringsbidraget, som er 2022, og der siger finansministeren, at der stopper vi med omprioriteringsbidraget, og så prioriterer vi inden for sektoren, og jeg må regne med, at det er den plan, han har lagt, og det kan jeg jo ikke diskutere, ud over hvad der ligger deri. Man må beslutte sig til i næste regeringsperiode, hvordan man vil arbejde videre.

Den næste spørger er fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre.

Vil ministeren lige gentage for mig, hvad besparelserne betyder for antallet af undervisningstimer og studiemiljøet?

Ministeren.

Jeg ved ikke, om ordføreren forventer, om jeg har nogle tal med herop, hvor jeg kan sige, præcis hvad der er sket i Skive. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår spørgsmålet.

Spørgeren.

Det er sådan set det, forespørgslen handler om, og jeg havde bare lidt svært ved at lytte mig til, at ministeren fortalte noget om det i sin første besvarelse. Så vil jeg bare gerne give ministeren muligheden igen. Altså, hvad mener ministeren at regeringens besparelser betyder for antallet af undervisningstimer og studiemiljøet og de studerendes trivsel?

Ministeren.

Okay, nu forstår jeg – på den overordnede klinge. Jamen det er forskelligt, hvordan man prioriterer på det enkelte gymnasium, men det, der er vigtigt for regeringen, er, at man særligt sætter fokus på kerneopgaven, som er den gode undervisning. Det vil sige, at vi har en forventning om, at man starter med at kigge på opgaver, som ikke er direkte sammenhængende med kerneopgaven, men jeg siger ikke, at det er en nem opgave at prioritere på det enkelte gymnasium. Det er det bestemt ikke.

Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg fik bare lyst til at følge op på hr. Jacob Marks spørgsmål, for jeg synes egentlig ikke, at ministeren svarede på det, nemlig, hvor går grænsen for, hvor meget man kan blive ved med at spare? Hvor mange procent kan vi blive ved med at spare? Hvornår har vi nået til det punkt, hvor det så begynder at gøre så ondt, at selv ikke ministeren synes, at det er sundt mere? Ministeren henviste til finansministeren og sagde, at det ville være finansministerens beslutning, men hvad synes undervisningsministeren, i forhold til hvor langt vi kan gå, inden det gør for ondt?

Ministeren.

Selvfølgelig er der en grænse for, hvor meget man kan spare, også på det enkelte gymnasium, og den grænse har vi jo så sat til 2022. Så der er jo sat en grænse. Det vil jo altid være sådan, at man omprioriterer på det statslige budget, men hvor man omprioriterer vil jo være forskelligt. Jeg tror ikke, at jeg vil driste mig til at kigge ind i næste periode, men selvfølgelig er der også en grænse, og den er blevet sat, så vidt jeg kan se.

Spørgeren.

Men så skal jeg bare lige forstå det rigtigt, for er det ikke rigtigt forstået, at i 2022 vil man fortsætte besparelserne, men man vil omprioritere midlerne, men der vil jo være institutioner, som så ikke får omprioriteret midler til sig, som fortsat skal spare? Så hvor lang tid skal en given institution, som ikke får midler til sig, blive ved med at blive beskåret?

Ministeren.

Det vil afhænge fuldstændig af de beslutninger, man træffer på det tidspunkt, med den regering og det flertal, der vil være på det tidspunkt.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til undervisningsministeren og giver ordet videre til uddannelses- og forskningsministeren.

Tak for en rigtig god debat. Jeg ser egentlig forespørgslen her og også den sådan meget livlige, synes jeg, debat som et udtryk for, at der er et kæmpe engagement i det her, og at vi, der arbejder med det her område, virkelig føler noget for det og virkelig har det sådan, at det er en meget, meget vigtig investering for Danmark, altså uddannelse, undervisning, uanset hvad vi kalder det og hvilken minister der er ansvarlig for det.

Da jeg blev minister den 2. maj, lå der et brev fra min forgænger til Finansministeriet – som der også er blevet refereret til et par gange – som lød: Stop det nu. Det var det, brevet sådan nogenlunde sagde. Og den diskussion tog jeg op, fordi jeg også blev spurgt om det her, som enhver minister på det her område nok ville blive. Men også fordi det her brev lå der, blev jeg spurgt om det og måtte komme med mine refleksioner, og jeg er jo enig i, at besparelser ikke bare kan fortsætte år efter år, for der er en grænse. Jeg forventer, at vi godt kan gøre det og stadig væk levere uddannelse i verdensklasse, og vi siger, at når vi når til 2021, så er det i hele træskolængder 12 pct., altså 6 års besparelser med 2 pct., men de 2 pct. er mindre, så det er lige lidt under 12 pct. Det mener jeg godt vi kan, det tror jeg godt uddannelsesinstitutionerne kan og stadig væk levere rigtig gode uddannelser.

Derefter har vi så sagt, at vi vil lade pengene blive på området. Vi har ikke besluttet endnu, hvordan de så skal komme tilbage; de skal jo tilbage til et eller andet på området, de kan ikke bare ligge der. Og det, der er på området, er jo uddannelsesinstitutionerne. Kommer de ud via taxametertilskud, hvor vi bare fører det tilbage en til en, eller har vi et konkret initiativ, vi gerne vil arbejde med? På det tidspunkt har det nye bevillingssystem, som vi alle sammen er enige om, kørt i 2 år. Så det kan være, at vi ser nogle elementer i det, og at det er der, vi vil sætte ind. Men det var vigtigt for mig og for regeringen at sige klart, at fra 2022 bliver pengene på området.

Så har der været diskuteret lidt om institutionerne og deres planlægningshorisont, og der er jeg enig i, at det også er en prioritet her. Men de har jo deres bevilling, og der er jo masser af ting, de godt kan råde over og træffe beslutninger om. Og mit råd til dem er at sige, at vi ved, at de her besparelser er der de næste 3 år, og jeg vil gerne prøve at arbejde for, at vi ikke skal vente helt til december 2021 for så at finde ud af, hvad vi skal bruge de penge, der skal blive på området, til, så vi kan give dem et bedre varsel om, hvad der kommer til at ske med det.

Det har også været diskuteret her, om det er sådan bevidstløse besparelser. Nej, det synes jeg ikke det er. For princippet her er jo, at vi vælger at lave en besparelse på tværs af hele området, og så siger vi til de enkelte, kloge institutioner med en ansvarlig ledelse, at de så må finde ud af, hvordan de vil lave besparelsen. Og det tror jeg godt de kan finde ud af.

Men jeg anerkender fuldt ud – og det synes jeg lidt at debatten måske ikke helt anerkendte – og både jeg og undervisningsministeren giver udtryk for, at vi godt ved, at det jo ikke er nemt at gøre. Vi ved godt, det ville være nemmere for dem, hvis der ikke var de her besparelser. Men vi har valgt at prioritere, og det er et område, som vi bruger så mange penge på – uddannelsesområdet specifikt med de 15,7 mia. kr. er 8 pct. af samtlige statslige driftsudgifter, der ligger på det område. Så når vi vælger at se på hele regnskabet og sige, at nu skal vi prioritere, kommer vi også til at kigge på det her område. Men det betyder jo ikke, som det lidt er blevet insinueret, at vi så taber et helt kongerige og taber en hel generation, for der er jo stadig væk rigtig, rigtig mange penge, som vi investerer i det. Det er bare lidt færre, end hvis omprioriteringsbidraget ikke var der. Tak for ordet.

Tak, og der er korte bemærkninger. Den første er fra hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg bilder mig jo ikke ind, at vi kan overbevise hverken ordførerne eller ministrene i dag om at droppe omprioriteringsbidraget. Det er jo noget, der selvfølgelig er besluttet meget højere oppe i systemet i regeringens økonomiudvalg, men sådan set også i Dansk Folkepartis øverste ledelse. Så det her er bare en opfordring til jer alle sammen om at prøve at presse på de rigtige steder for at få omgjort den her beslutning, som altså er i gang med at ødelægge vores uddannelsessystem. Jeg mener det virkelig, når jeg siger, at det forhindrer vores uddannelsesinstitutioner i at udvikle sig, udvide, nytænke og være visionære, fordi de hele tiden skal løbe efter sig selv. De skal hele tiden jagte den næste nedskæring, og det er altså ikke en særlig god måde at arbejde på år efter år, så det her er bare en venlig opfordring til ministeren og også til jer andre om at prøve at tage det her op internt og se, om ikke det var på tide at stoppe det her. For det er altså hele Danmarks uddannelsessystem, det drejer sig om, og det er også jeres uddannelsessystem, og vi bliver nødt til at passe på det sammen.

Ministeren.

Tak for det. Med det finanslovsforslag, der er fremsat, har vi jo sagt, at det fortsætter i 2019, 2020 og 2021. Så går jeg ud fra, at de I de svære overvejelser, de har ude på den enkelte institution, også sætter sig ned og kigger på det. Det er jo ikke sådan noget med, at når det sker i 2020, så er det en overraskelse, at det er der. For det, vi har sagt, er: I kan desværre godt regne med, at det er der i de der 3 år. Så til det der med, at de skal jagte det hvert år, vil jeg sige, at de faktisk godt kan træffe strategiske beslutninger om det. Det er derfor, jeg prøver at referere tilbage til, at vi har en samlet besparelse over den her 6 års periode på 12 pct. Det har jeg nemmere ved at forholde mig til, og det tror jeg egentlig også de har på den måde, de tænker på det.

Spørgeren.

Du kan lave det her regnskabsnummer 1 år eller 2 år, men du kan ikke blive ved med at lave det. Du kan ikke blive ved med at lade være med at investere, at lade være med at indkøbe det materiel, der er behov for, og lige presse en eller anden ansættelse om på den anden side af et regnskabsår, eller lade være med at renovere bygninger. Man kan ikke blive ved med at bygge oven på det. Det her kan gå 1 år eller 2, men det kan ikke blive ved. Det kan ikke være sådan i 6 år, og så ved de ikke engang, om de er købt eller solgt, når de her 6 år er gået. Som SF's ordfører også har gjort opmærksom på, fortsætter det jo. Det kan godt være, at det bliver i systemet, men det enkelte uddannelsessted skal forberede sig på, at de stadig væk skal finde de her procenter. Pas nu på, hvad det er, I gør med vores uddannelsessystem.

Ministeren.

Som jeg sagde før, anerkender jeg fuldt ud, at både for bestyrelsen og ledelsen på de enkelte institutioner er det her en udfordring. Det er ikke bare nemt. Men jeg vil bare sige, at vi prøver at give dem noget gennemsigtighed ved at sige, at det her er der de næste år. De må jo gerne lave en besparelse på 6 pct. i 2019 for at have noget luft de næste år. De kan jo selv inden for de enkelte år beslutte, hvordan de vil fase det ind. Så det er bare en kommentar til det.

Næste spørger er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for opsamlingen. Jeg er egentlig rigtig glad for den der erkendelse af, at det kan være svært at planlægge, også for de enkelte institutioner, og også med det, der er lagt ud i 2022, hvor man ikke aner, om man er købt eller solgt. Man risikerer stadig at skulle spare. Finansministeren røbede selv i en debat om de her uddannelsesbesparelser, at man lagde op til i 2022 at tage penge fra undervisningsområdet og føre dem over på erhvervsuddannelser. Altså, så kan der sidde nogle gymnasier, der allerede siger: Okay, vi kommer også til at mangle penge i 2022. Og det er jo en mega usikker situation for uddannelserne. Vi hører egentlig, at ministeren også selv siger, at det kan ministeren godt se, og derfor vil ministeren arbejde for, at man sådan rimelig tidligt bliver enige om, hvad pengene skal bruges til. Og med tidligt sagde ministeren nærmest lidt før december, hørte jeg.

Så det, jeg vil spørge om, er: Hvad skal lederne gøre derude? Skal de planlægge med besparelser i 2022, fordi de ikke ved, om de får pengene? Eller skal de regne med, at der kommer penge? Hvad gør en ansvarlig leder, hvis der kommer en vurdering her fra ministeren?

Ministeren.

Nu er vi ovre i ledelsesrådgivning her. Men jeg har jo en dialog med formændene ude på institutionerne. Her i formiddags havde jeg en diskussion med formanden for professionshøjskolerne, og vi havde faktisk lidt den her diskussion. Og mit råd til dem var at tænke de der 3 år frem. For der har vi sagt, at der lægger vi op til, at besparelserne fortsætter. Og så vil vi gerne prøve at arbejde for, at man kan få en afklaring på: Hvad sker der så i 2022? Men lige nu, når de sidder og laver deres budgetter – og der laver de jo ikke kun nødvendigvis 1-årsbudgetter – så tænk, at de der besparelser, som ligger der, er der også de næste 3 år. For det er det, vi lægger op til. Det er mit råd til dem.

Spørgeren.

Så hører jeg egentlig – det er bare, så jeg har forstået det rigtigt, og ellers kan ministeren vel nå at rette det endnu – at man skal regne med 3 år med besparelser, og så kommer der en tid, hvor man godt kan planlægge med ikke at skulle spare 2 pct. Og så kunne ministeren måske, hvis ministeren havde mod på det, også sige, hvad de så skal gøre med årene derefter.

Ministeren.

Jeg siger, at de har gennemsigtigheden i de næste 3 år. Men jeg kan ikke sige dem noget bestemt. For jeg vil nemlig ikke stikke dem blår i øjnene og så sige: Jamen så kan I godt trygt regne med, at det så stopper. For det er jo det, vi ikke har sagt. Det er den garanti, vi ikke kan give, og det er derfor, vi holder det som en central reserve. For det kan være, at vi i den mellemliggende periode træffer en beslutning om at bruge dem på en anden måde. Det kan være, de skal bruges til et konkret initiativ derude. Så derfor kan jeg ikke sige det til dem. Men jeg kan sige: Besparelserne er der, men pengene skal jo tilbage. Altså, pengene er på området – det var det, der var min pointe før. De er på området, og der er nogle institutioner derude. Så nogle af dem får dem jo til at bruge til nogle ting. Og det kan også godt være, de kommer tilbage til området.

Men altså, jeg vil også gerne have en forståelse for det, som spørgeren også selv i en af runderne her før lagde op til; det var, at det godt kunne være, at man traf en beslutning et enkelt år om f.eks. at sige til institutionerne: Nu kan I ikke bruge så mange penge på markedsføring næste år. Men det er også noget, man fra politisk side siger med et vist varsel til institutionerne. Og det er jo den politiske virkelighed, de også er i. Og det føler jeg faktisk godt at de kan manøvrere i.

Den næste spørger er fru Lotte Rod. Værsgo.

Jeg blev nysgerrig efter: Hvad var så ministerens første tanke til opfordringen fra forgængeren om at droppe besparelserne?

Ministeren.

Lige først var jeg jo ikke klar over det, da jeg ikke forstod institutionernes, hvad skal man sige, sådan økonomi og vilkår ordentligt endnu, men min første tanke var, at jeg synes, det giver god mening at sige, at noget stopper på et tidspunkt. Det siger sig selv, at man ikke kan blive ved med at tage 2 pct. på 2 pct. Så det var min første tanke. Så skulle jeg ind i området og forstå det, og så havde vi diskussionerne om det, og så endte vi med den her løsning, som jeg synes er en god løsning.

Den næste spørger er fru Rosa Lund. Værsgo.

Tak. Jeg synes, ministeren lige sagde noget meget interessant her i opsamlingen, som jeg gerne lige vil høre lidt yderligere til, og det er jo det her med, at institutionerne står over for at skulle tage nogle strategiske beslutninger, når de bliver udsat for sådan en besparelse her. Og det er det jo også rigtigt at de gør. Men det er jo en strategisk beslutning, de skal tage med armen vredet om på ryggen. Jeg er sikker på, at de tager masser af strategiske beslutninger, men at de godt kunne have været den her foruden. Så jeg vil gerne bare høre ministerens kommentar til: Hvad skal de så gøre nu? Skal de fyre? Skal de lave større hold? Skal de lade være med at investere i undervisningsmaterialer? Skal de bare køre videre med det gamle udstyr? Hvad er den strategiske beslutning nu?

Ministeren.

Men det er jo derfor, at jeg ikke sidder i ledelsen på de enkelte institutioner. For jeg har ikke den indsigt, der gør, at jeg præcis kan sige, hvad der er rigtigt for den enkelte institution. Vi har mange forskellige uddannelser, vi har mange forskellige institutioner rundtomkring i hele Danmark, og hvad der er rigtigt for dem under de vilkår, som vi politisk har valgt at give dem, er op til dem at finde det rigtige svar på. Så det kan jeg ikke give. Før kom jeg med et par eksempler på noget, der er sket derude. Men hvad de skal gøre nu, kan jeg ikke give svaret på. Men jeg er sikker på det, som en af formændene fra en af vores store professionshøjskoler sagde: Vi er ikke enige i det, men vi skal nok finde en løsning. Og det er det, de gør.

Spørgeren.

Hvad skal man ellers sige, når man får vredet armen om på den måde, som jeg i den grad synes professionshøjskolerne har fået? Så vil jeg gerne spørge ministeren: Hvad er så de rigtige vilkår, vi skal sætte herindefra? Jeg er til dels enig i, at vi ikke skal blande os i beslutninger, der skal tages. Det, jeg leder efter, er: Hvad er regeringens politik så? Hvad er de rigtige vilkår at give professionsuddannelserne, universiteterne, gymnasierne, erhvervsskolerne osv.? Hvad er de rigtige vilkår?

Ministeren.

Vi synes, at det er det, vi har fremlagt med finanslovsforslaget, og de midler, der er sat af til hver enkelt institution over de næste 3 år. Det synes vi er de rigtige vilkår ud fra den samlede prioritering, vi har lavet.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ministeren. Så giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Jacob Mark, SF.

Tak for debatten. Jeg skal gøre det her kort, for jeg synes allerede, jeg har haft lejlighed til at sige noget, og jeg synes også, at der er sagt mange spændende ting. Dog lige en kort opsamling:

Jeg synes, det er en debat, jeg er blevet klogere af, både i forhold til sådan større uddannelsespolitiske visioner, men også i forhold til, hvad det egentlig er, der skal ske frem til 2022.

Der er dog nogle ting, jeg ikke er blevet klogere på. Jeg er ikke rigtig blevet klogere på: Skal det her fortsætte i en uendelighed? Vil det være sådan, at der fremover, både i 2022 og også efterfølgende, bare vil ligge den her besparelse, som man så, hvis man er heldig, kan få tilbage? Jeg synes heller ikke, jeg er blevet klogere på, hvor ministrene selv forestiller sig at institutionerne skal finde nye besparelser. Jeg synes så, der var en varierende grad af forståelse for, at det kan være svært at finde de her besparelser. Regeringen har slået fast, at den vil fortsætte dem også i 2022. Det synes jeg er rart. Jeg blev lidt pikeret af at læse finansministeren, der var ude på Danmarks Radio, sige, at nu vil man stoppe uddannelsesbesparelserne. Det synes jeg vi har fået slået fast nu at man ikke gør, og det er en politisk prioritering, og det er fair.

Så vil jeg bare sige her til sidst, at undervisningsministeren siger, at vi vil gøre uddannelserne dårligere og Danmark fattigere, og jeg kunne komme med en lang serenade om, hvorfor det er forkert. Jeg tror bare, jeg vil nøjes med at sige, at det ikke er os, der har sparet 15 mia. kr. på uddannelse. Og hvis ministeren mener, at man kun er voksen, hvis man sparer milliarder på uddannelse, ja, så vil jeg aldrig være voksen!

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 13. november 2018.

(Talen er under udarbejdelse)