Det næste punkt på dagsordenen er:

26) Forespørgsel nr. F 39:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvad kan udenrigsministeren oplyse om situationen for de politiske fanger i Tyrkiet, og vil ministeren redegøre for, hvilke initiativer regeringen og EU har taget i den forbindelse?

Af Søren Søndergaard (EL), Lars Aslan Rasmussen (S), Rasmus Nordqvist (ALT) og Holger K. Nielsen (SF).

(Anmeldelse 26.02.2019. Fremme 28.02.2019).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 25. april 2019.

Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Den politiske situation i Tyrkiet er under fortsat forværring. Ytringsfriheden er presset i bund, og alle medier af betydning er enten lukket eller overtaget af regeringens tilhængere. Forsamlingsfriheden bliver antastet, det samme gør religionsfriheden, offentlige ansatte bliver fyret i tusindvis for at give udtryk for holdninger, som afviger fra regimet, og enhver kritik af præsident Erdogan slås ned med hård hånd. Det er jo forståeligt, i hvert fald for forespørgerne, at bagmændene bag kuppet i 2016 skulle retsforfølge og straffes. Ingen har ret til at forsøge at gennemføre et kup, så det er en sag helt for sig.

Men virkeligheden er jo, at man er gået langt videre end at straffe kupmagerne i undermineringen af de demokratiske standarder. Et konkret udtryk for det er de tusindvis af politiske fanger, der er i Tyrkiet, herunder mange valgte parlamentarikere, borgmestre og byrådsmedlemmer. Derfor har vi, Socialdemokratiet , SF, Alternativet og Enhedslisten, i dag valgt at sætte fokus på de politiske fanger med denne forespørgselsdebat: Hvad kan udenrigsministeren oplyse om deres situation, og hvilke initiativer har regeringen og EU taget i den forbindelse? Vi ser frem til regeringens besvarelse og til debatten.

Tak for det. Og så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Og tak til forespørgerne for, at vi får en mulighed for at drøfte den aktuelle politiske situation i Tyrkiet. Det er en situation, som også optager regeringen meget.

Tyrkiet er et land, som vi ikke kan ignorere – en allieret i NATO og på mange måder en tæt partner for EU og en helt central spiller i spørgsmål om håndtering af migrationsstrømmene. Tyrkiet ligger geografisk i mødestedet mellem Europa og Mellemøsten og kunne være en rollemodel for, hvordan demokrati, respekten for grundlæggende rettigheder og retsstaten kan indgå i et frugtbart samspil med andre kulturelle og religiøse traditioner. Jeg er så meget desto mere enig med forespørgerne i, at udviklingen i Tyrkiet på menneskerettighedsområdet og i forhold til retsstatsprincipper er meget bekymrende og meget beklagelig.

Det er særlig gået ned ad bakke efter kupforsøget i juli 2016. Kupforsøget var blodigt og traumatiserende for den tyrkiske befolkning. Det sendte rystelser igennem Tyrkiet, og det er forståeligt. Desværre må vi konstatere, at den efterfølgende undtagelsestilstand ikke kun blev brugt til et opgør med kræfterne bag kupforsøget; det blev også brugt til at ramme kritikere af den tyrkiske regering mere bredt, herunder oppositionspolitikere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere. Undtagelsestilstanden udløb i juli 2018 og blev ikke forlænget. Men ny lovgivning og dekreter betyder, at de tyrkiske myndigheder fortsat har mange af de samme beføjelser som under undtagelsestilstanden, så grebet om medierne og oppositionen er ikke blevet løsnet – tværtimod.

Lad mig pege på den seneste rapport fra Amnesty International om Tyrkiet. Den konkluderer klart, at retssystemet ikke er uafhængigt og upartisk i politisk følsomme sager. Amnesty International peger på, at der er sket en styrkelse af den udøvende magts kontrol over retssystemet med udbredte anholdelser, afskedigelse af dommere og anklagere og gentagne angreb på advokater. Det er en udbredt vurdering, at godt 130.000 offentligt ansatte blev fyret i kølvandet på kupforsøget, og af dem har ca. 10.000 fået deres job tilbage – kun 10.000 personer. Det anslås, at mere end 40.000 personer i øjeblikket er fængslet for terrorrelaterede forhold, heriblandt journalister og folkevalgte politikere, især fra det kurdiske oppositionsparti HDP.

Ja, Tyrkiet står over for sikkerhedstrusler fra terrorgrupper som PKK, og ja, Tyrkiet har som ethvert andet land ret til at forsvare sig mod terror. Men svaret skal være proportionalt og respektere borgernes retssikkerhed, og det mener jeg desværre ikke er tilfældet i øjeblikket. Der er alt for mange eksempler på, at personer, der fængsles på baggrund af terroranklager, ikke er terrorister. Listen er for lang til at komme nærmere ind på her, men den omfatter journalister og andre ansatte fra medieverdenen, repræsentanter for civilsamfundet, menneskerettighedsforkæmpere og folkevalgte medlemmer af parlamentet.

Som de fleste her i salen finder jeg fængslingerne foruroligende. I lyset af den negative og uacceptable udvikling i Tyrkiet anlægger regeringen en, synes vi selv, resolut og konsekvent tilgang. Vi rejser konsekvent spørgsmål om fængslingssager, hvor det er relevant, i den bilaterale dialog med repræsentanter for den tyrkiske regering – det gælder både kontakt på politisk niveau og på embedsmandsniveau. Jeg rejste eksempelvis selv spørgsmålet under mit seneste møde med den tyrkiske udenrigsminister i margenen af OSCE-ministerrådsmødet den 6. december 2018 i Milano, og det pres vil jeg fastholde.

I Tyrkiet drøfter Danmarks ambassadør løbende udviklingen med parlamentsmedlemmer, guvernører, myndigheder, journalister og civilsamfundet. Ambassaden følger også i samarbejde med EU-landene og andre ligesindede lande – og i det omfang, ressourcerne er til stede – retssager, der relaterer sig til menneskerettighedssituationen. Det inkluderer retssager mod fængslede politikere, menneskerettighedsforkæmpere og lgbti-personer.

Jeg må samtidig gøre det klart, at det er begrænset, hvad Danmark alene kan gøre for at presse Tyrkiet til at respektere demokrati, grundlæggende rettigheder og retsstatsprincipper. Det er først og fremmest i internationale fora, at Danmark kan medvirke til at fastholde det internationale pres på Tyrkiet. Og jeg kan forsikre om, at vi fra dansk side konsekvent benytter enhver lejlighed til at rejse kritik af og fastholde et pres på den tyrkiske regering med henblik på at sikre overholdelse af menneskerettighederne og internationale forpligtelser.

Som bekendt har regeringen i forhold til EU meldt klart ud, at EU-optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet er udsigtsløse og bør stoppes. Det skyldes netop, at landet under Erdogan bevæger sig den forkerte vej i forhold til demokrati og menneskerettigheder. Der er ikke mange andre EU-lande, der har meldt så klart ud, som Danmark har. Men regeringen mener, at det er rigtigt i den nuværende situation. Vi er af den overbevisning, at det er vigtigt at sende et meget klart og et meget konkret budskab til Tyrkiet.

På andre områder er der enighed i EU. Det var et samlet EU, der i 2018 var enige om at konkludere, at Tyrkiet har bevæget sig yderligere væk fra EU, og at optagelsesforhandlingerne derfor står stille. Det blev også besluttet at reducere og koncentrere EU's førtiltrædelsesbistand til demokrati- og civilsamfundsindsatser, og EU-bistand til Tyrkiet vil nu især gå til kræfter i landet, vi gerne vil støtte. Det synes jeg er positivt. I marts mødtes EU's højtstående repræsentant, Mogherini, og kommissær Hahn med den tyrkiske udenrigsminister. De fremførte ved den lejlighed igen kritikpunkter vedrørende demokrati og menneskerettigheder, og det blev gjort med fasthed.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, i daglig tale OSCE, er et andet centralt forum for samarbejde om europæisk sikkerhed og for at fremme frihedsrettigheder og demokrati. Her har regeringen taget initiativ til og aktivt støttet op om, at EU med én stemme kritiserer det stigende pres på retsstaten, demokratiske principper og fundamentale frihedsrettigheder samt behandlingen af fanger i tyrkiske fængsler. Det gør en forskel. Der er rejst individuelle sager, hvor regeringskritiske journalister og menneskerettighedsforkæmpere fængsles på et tvivlsomt grundlag. OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder, ODIHR, og mediefrihedsrepræsentanten påtaler også udviklingen i Tyrkiet. Journalisters vilkår og det underminerede retssystem har været genstand for hård kritik.

Danmark har også i FN's Menneskerettighedsråd været klar i sin kritik af den negative udvikling i Tyrkiet. Jeg gjorde personligt rådet opmærksom på situationens alvor i sidste måned, da jeg deltog i FN's Menneskerettighedsråds højniveausegment. Vi har fra dansk side konsekvent og løbende arbejdet for, at den problematiske situation i Tyrkiet er blevet påpeget i EU-indlæg i rådets samlinger igennem det seneste år. Under rådets seneste evaluering anbefalede Danmark, at Tyrkiet fokuserer på at forebygge diskrimination af minoriteter og større magtdeling, bl.a. for at sikre øget transparens og for at bekæmpe straffrihed.

Europarådet er et andet centralt forum for sikring af de helt essentielle værdier omkring demokrati, menneskerettigheder og retsstaten i Europa. Danmark har også her som tidligere formandskabsland en vigtig stemme i forhold til at fastholde Tyrkiets respekt for Europarådets værdier og forhindre Tyrkiets krænkelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Tyrkiet er stadig under fuld monitorering i Europarådets Parlamentariske Forsamling, PACE, og der er fortsat et meget stort antal klagesager om Tyrkiet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Sagerne omhandler bl.a. frihedsberøvelse af journalister og politiske aktivister. Danmark bidrager for øjeblikket som hoveddonor til Europarådets projekt om bekæmpelse af mishandling i det tyrkiske retssystem, og regeringen er til stadighed opmærksom på, hvorledes vi bedst kan understøtte en udvikling til det bedre i Tyrkiet.

Jeg vil endnu en gang takke for forespørgslen. Regeringen er enig i, at udviklingen i Tyrkiet på retsstatsområdet og med hensyn til de grundlæggende rettigheder er dybt bekymrende. Det gælder også de mange fængslinger på et tvivlsomt grundlag – det kan vi ikke se stiltiende til. Jeg vil også gerne takke de folketingsmedlemmer, som er personligt aktive i sagen. Det sender et stærkt signal, at danske parlamentarikere også aktivt presser på i Europarådet og også selv er rejst til Tyrkiet for at overvære retssager.

Regeringen er åben for en dialog om, hvordan udviklingen i Tyrkiet bedst kan præges. Det er vigtigt at fastholde presset på den tyrkiske regering, både bilateralt i EU-sammenhæng og i relevante internationale fora, for snarest at få løsladt personer, som er fængslet af politiske årsager. Men det gælder også indsatsen for på den længere bane at få Tyrkiet tilbage i en positiv udvikling i forhold til demokrati, retsstatsområdet og med hensyn til grundlæggende rettigheder. Tak for ordet.

Tak for det. Der er adgang til en kort bemærkning, men det ser ikke umiddelbart ud, som om der er ønske om en kort bemærkning. Jo, det kom der nu. Værsgo, hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Det var jo en rigtig fin tale, hvor mange af de ting, som man allerede har gjort, blev nævnt – både fra dansk side og fra EU's side. Men jeg er lidt nysgerrig på at høre, hvad man i regeringen siger for alvor er næste skridt. For nu har vi stået og set den her situation i Tyrkiet blive forværret trin for trin, og på et tidspunkt må vi jo tage flere redskaber i brug, når man åbenbart er ligeglad, når vi kan se, at fanger skal sultestrejke osv. osv.

Så hvornår mener ministeren mere konkret at vi skal til at gøre yderligere? For det er en allieret i NATO, og man har en stor aftale om flygtninge fra EU's side osv. Der er en masse store ting, som Tyrkiet nyder godt af. Hvornår er det, vi gør noget mere konkret?

Værsgo.

Altså, først og fremmest synes jeg, vi måske er et af de lande, som har sendt det stærkeste signal overhovedet i Europa, ved at vi har sendt et klart signal om, at vi ikke mener, at Tyrkiet skal med i EU. Her er vi trådt uden for det brede midterspor – hvis man skal bruge det udtryk, som er det, vi normalt bruger i udenrigspolitikken – og gået foran med et godt eksempel. Det er et stærkt, stærkt signal.

Ved siden af det tror jeg også vi skal erkende, at vi i det omfang, vi skal påvirke det konkrete, i høj grad skal gøre det i samarbejde med andre lande, for vores stemme alene er for nem at ignorere. Så kombinationen af i de bilaterale samtaler hele tiden at tage det op, både på politisk niveau og på embedsmæssigt niveau, og det klare signal, vi har sendt i forhold til Tyrkiets fremtid i EU, og så samarbejdet med de øvrige lande tror jeg er den rigtige vej frem.

Tak for det. Der er ikke flere bemærkninger, så vi går over til forhandlingen og de almindelige regler for ordførerne. Så er det igen ordføreren for forespørgerne, hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for besvarelsen. Før påske blev der afholdt en konference i Den Interparlamentariske Union, IPU. Det er faktisk noget, som vi alle sammen er medlemmer af. Det består af parlamenter eller parlamentsmedlemmer fra hele verden, undtagen nogle enkelte stater, f.eks. USA, som ikke ønsker at være med, men ellers er der parlamentarikere fra hele verden i Den Interparlamentariske Union.

Under IPU har man en særlig komité, der beskæftiger sig med menneskerettighederne for parlamentarikere, og det er jo meget naturligt, at man har en parlamentarisk organisation, og i den parlamentariske organisation kigger man så på: Er der nogen af vores kollegaer, som bliver udsat for menneskerettighedskrænkelser? Er der nogen af vores kollegaer, som bliver forfulgt i et omfang, hvor vi bliver nødt til at sige fra? Det gør den her komité for menneskerettigheder for parlamentarikere, og i forbindelse med det møde, der blev afholdt, udgav de så en rapport på 32 sider udelukkende om Tyrkiet. Der var en række lande, der blev taget op på mødet, bl.a. Venezuela og en række lande i Afrika osv., hvor der blev kritiseret menneskerettighedskrænkelser, men de havde en speciel rapport om Tyrkiet, hvor de på tætskrevne sider, som man kan se, gennemgik en lang række af de problemer, der var, og det er faktisk relativt uhyggelig læsning.

Konferencen godkendte så også en udtalelse om Tyrkiet, som omhandlede 61 konkrete personer – 61 konkrete personer, 18 nuværende parlamentarikere og 43 tidligere parlamentarikere, altså parlamentarikere, som var blevet udsat for menneskerettighedskrænkelser, anholdelse og fængsling, mens de var valgt til parlamentet – alle sammen medlemmer af oppositionen i Tyrkiet, 34 mænd og 27 kvinder. Den udtalelse, som blev fremlagt, udtrykker en dyb bekymring over de 600 kriminelle anklager, som er rettet mod disse parlamentarikere, fordi disse anklager jo først og fremmest omhandler helt offentlige udtalelser, f.eks. taler i parlamentet, om, at man går ind for fred, eller at man går ind for forhandling. Den type ting bliver brugt som argumenter for at rejse sager, og det drejer sig om organisering af fredelige møder og demonstrationer osv. Det, der er det interessante ved den udtalelse, som kom i den her sammenhæng, var, at den slog fast, at alle disse aktiviteter hører under retten til ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed, som burde være beskyttet af tyrkisk lov, men som altså ikke er det, og på den baggrund opfordrede man alle medlemsparlamenter til at tage konkrete skridt for at udtrykke støtte til denne hasteudtalelse og udtrykke solidaritet med de ramte parlamentarikere. Denne udtalelse blev godkendt med et overvældende flertal af de tilstedeværende. Der var nogle, der ikke stemte for den. Det gjorde den tyrkiske delegation ikke. Den udvandrede i protest mod, at der blev sat et kritisk lys på dem, så de var udvandret og var ikke til stede, men ellers var det en resolution, som fik bred opbakning, og det synes jeg jo er et lidt vigtigt bagtæppe for den diskussion, som vi har i dag:

Vi har en international organisation af parlamentarikere, som har nogle undersøgelsesorganer, som sender rapportører derned, som forsøger at få nogle møder, indkalder oppositionen, indkalder regeringen og kommer med noget input, og det input er ret klart. Det, der sker i Tyrkiet, er dybt bekymrende, og de opfordrer bl.a. det danske parlament og alle andre parlamenter til at udvise parlamentarisk solidaritet. Jeg vil sige, at en række af de ting, som opfordringen gik på, har vi jo også efterfulgt her i det danske Folketing. Vi har jo, som ministeren var inde på, en stående aftale i en række udvalg, hvor vi sender folk til retssager i Tyrkiet – hvilket jo er en rigtig god ting – for at overvåge, at tingene går rigtigt til. Der er bare ét problem ved det initiativ, og det ligger ikke i initiativet selv, men det består i, at vi bortset fra to retssager i Diyarbakir, som hr. Lars Aslan Rasmussen har fået mulighed for at deltage i, er blevet forhindret adgang til alle andre retsmøder. Alle andre retsmøder er vi blevet forhindret adgang til af de tyrkiske myndigheder, på trods af at der i den tyrkiske lovgivning klart står, at der er tale om offentlig adgang.

Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at der sker mere end det. En række af de ting, som ministeren har nævnt, kan vi kun bifalde. Vi synes, det er rigtig strålende, og jeg vil ved en senere udtalelse herfra komme tilbage til andre ting, som jeg kunne foreslå.

Tak for det. Så går vi over til ordførerrækken, og det er hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Først og fremmest tak til udenrigsministeren. Jeg er meget enig i det, der bliver sagt. Det er jo sådan, at antallet af politiske fanger i Tyrkiet aldrig har været større end under Erdogans islamistiske regime.

Enhver kritiker eller modstander af hans regime risikerer ikke kun voldsomme personlige konsekvenser, men også konsekvenser for ens familie og de nærmeste. Tyrkiet er således blevet verdens største fængsel for journalister. De har endda overhalet Kina på det område. Flere journalister har endda fået livstidsfængselsdomme. Det kan være for at bruge forkerte ord eller kritisere Erdogan personligt. Selv satiretegnere bliver sat i fængsel. Det er både politikere i den tyrkiske sekulære opposition og den kurdiske opposition, der bliver jagtet, og demokratisk valgte borgmestre, byrådsmedlemmer, fagforeningsfolk og andre, der blander sig i den politiske debat, risikerer fængsel med absurde anklager. Forleden blev lederen af Tyrkiets opposition, Kiliçdaroglu, overfaldet fysisk i Ankara.

Erdogans forfølgelser gælder ikke kun politiske modstandere, men også Tyrkiets store alevittiske mindretal, hvis rettigheder begrænses, og som oplever en voksende form for chikane og forskellige former for forfølgelse. Men Erdogans fangarme når også til Danmark. Vi ved, at der helt officielt er en stikkerlinje, vi ved, hvordan danske statsborgere bliver udspioneret af Erdogan. Der er folk, der ikke kan komme til Tyrkiet, folk, der bliver stoppet og i visse tilfælde også fængslet, som ikke kan komme ind eller ikke kan komme ud af Tyrkiet. Vi har ligeledes oplevet, hvordan tyske komikere ønskes udleveret til Tyrkiet. Så det er noget, der foregår i hele Europa. Erdogans fangarme er altså ikke kun begrænset til, hvad der foregår i Tyrkiet. Vi skylder derfor vores fængslede kollegaer, demokratisk valgte kollegaer, at sige fra over for Tyrkiet, og vi skylder alle de modige mænd og kvinder, der hver dag prøver at gøre en forskel i Tyrkiet i kampen for frihed og demokrati, ikke at glemme dem.

Jeg skal på vegne af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Det Radikale Venstre og SF oplæse og fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget udtrykker bekymring for det stigende antal politiske fanger i Tyrkiet. Folketinget udtrykker særlig bekymring over alle de fængslede parlamentarikere og borgmestre, som blot i ord har givet udtryk for deres politiske overbevisning. Valgte parlamentarikeres plads er ikke i et fængsel, men i parlamentet. Alle fængslede politikere for de to oppositionspartier HDP og CHP må løslades øjeblikkeligt.

Folketinget udtrykker også bekymring over de forhold og den isolation, som mange fanger afsoner deres domme under i de tyrkiske fængsler. Isolering af fanger og årelange forhindringer fra at få besøg af familie og advokater er i strid med menneskerettighederne og må fjernes.

Folketinget noterer sig de igangværende og omfattende protester mod den manglende retssikkerhed og fangernes dårlige vilkår. Derfor opfordrer Folketinget de tyrkiske myndigheder til hurtigt at finde en løsning, så flere dødsfald kan undgås«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 88).

Det var ordene? Tak for det, og forslaget indgår i de videre drøftelser.

Så er det hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til forespørgselsstillerne for at bringe Tyrkiet på dagsordenen endnu en gang, og tak til udenrigsministeren for nogle glimrende og velvalgte ord. Hvis jeg lige skulle låne en lille sætning fra udenrigsministeren, skulle det være, at Tyrkiet er et land, vi ikke kan ignorere. Det må man jo desværre virkelig sige er sandt, for var Tyrkiet en lille stat på den anden side af jorden, var det måske knap så påtrængende med de problemer, som Tyrkiet påfører os alle sammen.

Alle vi ordførere står jo formentlig her på skift og udtrykker med forskellige ord den samme utilfredshed med Tyrkiet, og med stor respekt for ordføreren Søren Søndergaards glødende interesse for det her område er der jo utrolig mange enkeltsager, der kunne bringes frem og kommenteres her fra talerstolen. Et utal af navne på folk, som er kommet i klemme i det tyrkiske system, kunne bringes i spil, og mange tal på, hvor mange kritikere af den ene og den anden slags, som fængsles og forfølges, og alt sammen dækker det jo selvfølgelig over, at vi har at gøre med et vaskeægte diktatur.

Hvorvidt det er et diktatur sådan i den klassiske forstand, eller om det efterhånden er blevet et islamistisk diktatur, kan man jo godt tage en diskussion om, men i hvert fald er en del af problematikken set med Dansk Folkepartis øjne også, at Tyrkiet bevæger sig i en stadig mere islamistisk retning. Det er jo i sig selv bekymrende, og det er jo selvfølgelig også bekymrende, at vi har Tyrkiet som et fuldgyldigt medlem af NATO, men nogle gange må man jo nok prøve at være venner med regimer, som man måske egentlig helst var foruden.

Tyrkiets position gør sig jo også lidt gældende i forhold til EU, og de her gentagne grove og langvarige forfølgelser af borgmestre, parlamentarikere, akademikere og lærere og i det hele taget folk, som kunne tænke sig at sige sandheden og benytte sig af demokratiets spilleregler – de her utallige angreb – får selvfølgelig også en til at overveje, om ikke det nu omsider er på tide, at verdenssamfundet eller i hvert fald EU definitivt siger stop for alle tanker og planer om Tyrkiet som medlem af EU. Det kan man jo håbe på, og det gør vi da i hvert fald fra Dansk Folkepartis side.

Jeg tror ikke, at jeg vil pinde det mere ud i forhold til enkelte konkrete sager og situationer og personer, der forfølges. Jeg synes egentlig, at vi er kommet meget godt omkring det i forvejen.

Jeg vil tillade mig på vegne af Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti at oplæse og fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget gentager sin kritik af den negative udvikling i Tyrkiet på retsstatsområdet og med hensyn til grundlæggende rettigheder. Folketinget udtaler endvidere sin bekymring over Tyrkiets fortsatte fængsling af personer alene på baggrund af fredelige politiske aktiviteter, herunder udøvelse af ytringsfrihed.

Folketinget opfordrer regeringen til at fastholde presset på Tyrkiet både bilateralt, i EU-sammenhæng og i andre relevante internationale fora med henblik på at sikre overholdelsen af grundlæggende rettigheder og internationale forpligtelser, herunder løsladelse af politikere, journalister og andre kritikere, som alene er fængslet af politiske årsager«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 89).

Tak for det. Også dette forslag til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger.

Der er en kort bemærkning. Hr. Søren Søndergaard, værsgo.

Tak. Dansk Folkepartis ordfører siger, at Tyrkiet bevæger sig i islamistisk retning – det kan man vist roligt sige; det er der jo rigtig mange eksempler på. Et eksempel er jo frigivelsen af den formodede gerningsmand bag mordforsøget på Lars Hedegaard, som jo var tilbageholdt i tyrkisk fængsel, og som Tyrkiet udleverede til Islamisk Stat, hvorefter han så har siddet i Raqqa og hygget sig med at lave bombeopskrifter til nedbringning af australske passagerfly og med at planlægge terroraktioner i Vesten. Vi har jo også set, hvordan man direkte har givet adgang til, at islamistiske terrorister kunne gå ind i Syrien fra Tyrkiet og angribe de kurdiske styrker i Kobane. Så den islamistiske udvikling i Tyrkiet er jo fuldstændig åbenlys.

Men nu nævner hr. Claus Kvist Kjær selv spørgsmålet om EU, og derfor kunne jeg godt tænke mig lige at benytte lejligheden til at høre, om Dansk Folkepartis kritik af Tyrkiet går så vidt, at det også omhandler medlemskabet af NATO, eller om man trods alt ikke er så kritisk over for Tyrkiet, at man mener, at deres NATO-medlemskab skal bringes til ophør.

Værsgo, hr. Claus Kvist Hansen.

Tak for det. Jeg hedder i øvrigt Hansen og ikke Kjær til efternavn.

Som jeg vist også fik flettet ind, da jeg talte om Tyrkiets rolle i NATO, så er det jo sådan, at det ikke er alle venner og samarbejdspartnere, man har i et strategisk fællesskab, som nødvendigvis er gode venner. Nu har Tyrkiet jo den geografiske position og den nøglerolle i forhold til Mellemøsten, som de nu engang har, og i den ideelle verden så Dansk Folkeparti gerne, at Tyrkiet befandt sig et andet sted end i NATO, men i den reelle verden mener vi jo altså at det er bedre at have Tyrkiet med under NATO-paraplyen end udenfor, ingen tvivl om det.

Hr. Søren Søndergaard.

Først skal jeg fuldstændig beklage, at jeg kom til at forveksle hr. Claus Kvist Hansens efternavn med navnet på et tidligere medlem af Folketinget, som hed Klaus Kjær, og som i øvrigt også var fra Dansk Folkeparti. Det skal jeg beklage.

Hvad angår spørgsmålet om NATO, er der så ikke nogen grænser i forhold til det? Altså, vi ser jo nu, hvordan Tyrkiet køber russiske raketter. De afviser at købe det raketsystem, som bruges inden for NATO og vælger i stedet for at købe en russisk raketsystem, hvilket vel oplagt indebærer nogle sikkerhedsrisici, hvis man ser det på den måde. Er der ikke nogen grænse i forhold til det? Eller kan man forestille sig et fuldblods islamistisk diktatur, som er inden for rammerne af det NATO, som hr. Claus Kvist Hansen ønsker at vi skal være en del af?

Værsgo.

Tak for det. Jeg vil prøve at fortrænge navnemikset, men det går nok.

I den praktiske verden ser ting jo nogle gange andre anderledes ud, end vi ville ønske i en ideel verden. Tyrkiet er en del af NATO nu, og hvad angår, om der skal trækkes en streg i sandet på et tidspunkt, så tror jeg måske nok, det kan komme, men det er næppe Dansk Folkeparti, og det er måske endda næppe Folketinget, der kommer til at trække den streg i sandet.

Tak for det. Så går vi videre til den næste ordfører, som er hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Allerførst vil jeg jo også gerne sige tak for ordet, og ikke mindst også sige tak til både forslagsstillerne for en rigtig interessant debat, men også til udenrigsministeren for besvarelsen af redegørelsen, som vi selvfølgelig lægger os helt på linje med.

Jeg er også meget, meget bekymret for udviklingen i Tyrkiet. Jeg har jo selv oplevet at være med på en af de delegationer, som Folketinget har taget initiativ til, hvor jeg bl.a. var sammen med hr. Søren Søndergaard og var nede at opleve, hvordan og hvorledes man ikke kunne observere sådan en retssag, for det var jo sådan, at vi blev forment adgang til overhovedet at komme ind. De syntes jo åbenbart, at hr. Søren Søndergaard og undertegnede var så alvorlig en trussel, at man decideret fik kørt vandkanonerne i stilling. Jeg kan godt forstå, at vi er lidt faretruende, når vi kommer derned, åbenbart! Men det viser jo desværre med tydelighed, at det, der foregår, er dybt, dybt kritisabelt. Derfor skal vi selvfølgelig også gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at adressere det og presse Tyrkiet til forhåbentlig så også at rette ind.

Der er jo en lang række initiativer, vi kan tage. Det ene er jo, at vi kan sige, at det altså har konsekvenser, og derfor er jeg rigtig glad for, at regeringen også har den linje, nemlig at Tyrkiet ikke kan være et EU-kandidatland, så længe det går på den måde, som det går. Det nytter ikke noget, at man bliver ved med sådan at sige til Tyrkiet, at hvis de bare er lidt bedre end det, de er nu, er der den her store gulerod, der hedder et EU-medlemskab. Vi er nødsaget til at sige, at der er en så voldsomt negativ udvikling i Tyrkiet, der gør, at så kan man ikke være et kandidatland.

Hvorfor kan man så stadig væk være medlem af NATO? Nu oplevede vi jo debatten lige før. Jeg mener, at der er en stor, stor forskel mellem et NATO-medlemskab og et EU-medlemskab. Et EU-medlemskab er en politisk union, hvor vi samarbejder på en lang, lang række politiske områder. Et NATO-medlemskab er en militæralliance, hvor vi er sammen om at beskytte vores del af verden. Det mener jeg sagtens at vi kan gøre også med Tyrkiet, og også i fremtiden.

Nogle af de andre ting, som vi kan tage fat på, er via Europarådet. Europarådet har jo sat Tyrkiet under fuld monitorering. Det har gjort Tyrkiet så sur, at de nu har fjernet deres ekstra midler, så de nu kun betaler normalt kontingent, men alligevel er det en af de veje, vi kan gå, hvorpå vi kan sige, at der altså er en lang række ting, som vi skal adressere på en helt anden måde, end man måske har gjort før, ikke mindst i forhold til ytringsfrihed, ikke mindst i forhold til de politiske fængslinger, men egentlig også i forhold til den adgang til presse, som er ekstremt skæv i øjeblikket.

Når det er sagt, er det selvfølgelig vildt positivt at se, at der heldigvis stadig væk er en stor prodemokratisk gruppe mennesker i Tyrkiet, som vælger at stå op imod det. Vi så jo med lokalvalget, at både i Istanbul og i Ankara er der de her prodemokratiske kræfter, som selv om de bliver angrebet på kryds og tværs og på alle mulige måder holdt nede i forhold til pressefrihed osv., eller manglende pressefrihed, er der stadig væk den her grøde, og det er jo dem, at vi på en eller anden mærkelig måde fra den vestlige verden skal prøve at hjælpe til at få endnu mere magt, som de forhåbentlig har agt. Det er noget af det, jeg gerne vil være med på, og derfor synes jeg også, at det er rigtig spændende, at vi via Europarådet forhåbentlig kan få lidt bedre kontakt med nogle af de partier, som heldigvis vil gå den rigtige vej.

Så synes jeg også, at det, som udenrigsministeren talte om i forhold til FN's Menneskerettighedsråd, var rigtig spændende. Vi har jo fået ny magtfuld position der, som vi selvfølgelig skal udnytte, også i forhold til Tyrkiet, og det tror jeg faktisk også er noget af det, som Tyrkiet vil have respekt for, og derfor var det rigtig, rigtig spændende.

Så summen af det hele er, at jeg er lige så nervøs, som jeg tror at resten af Folketinget er, i forhold til hvad fremtiden bringer for Tyrkiet, men at vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at prøve at få bare nogenlunde positive tendenser ind i Tyrkiet, ikke mindst i forhold til samarbejdet med de prodemokratiske kræfter. Så derfor støtter Venstre forslaget til vedtagelse, som blev læst op af hr. Claus Kvist Hansen.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer ... Jo, det er der. Hr. Søren Søndergaard, værsgo.

Det er bare et enkelt spørgsmål. Altså, bortset fra det med NATO er jeg fuldstændig enig i det, der i øvrigt omhandler Tyrkiet, som Venstres ordfører fremlægger. Jeg håber virkelig også, at vi kan fortsætte det samarbejde, der har været i Folketinget, om at være opmærksom på det her med udgangspunkt i de delegationer, der arbejder med det her spørgsmål, bl.a. ved at tage til Tyrkiet og holde fokus på det. Så al respekt for det.

Et enkelt spørgsmål: Der ligger jo to forslag til vedtagelse. Regeringssiden har haft mulighed for at se vores forslag til vedtagelse før. Det har vi sendt. Vi har ikke set regeringssidens forslag til vedtagelse. Det har vi af en eller anden grund ikke fået tilsendt. Men kunne ordføreren måske bare sige to ord om, hvor man opfatter forskellen er på de to udtalelser?

Værsgo.

Jeg synes, det er nuancer, og derfor håber jeg jo også, at når vi kommer til selve afstemningen, at vi så også kan være enige om det, som regeringen har foreslået, for det vil være det, der kommer til afstemning først.

Hr. Søren Søndergaard.

Det kalder jo så på et spørgsmål: Hvis det kun er nuancer, hvorfor laver man så sit eget? Det andet lå der jo. Det kunne man jo forholde sig til, og så kunne man enten sige, at det ville man godt være med på, og så havde det været et enigt Folketing, der havde fremsat det, eller sige, at de der to-tre nuancer virkelig skulle laves om, og så var de sikkert blevet lavet om, og så havde det været et enigt Folketing bag.

Altså, hvad er grunden? Er det sådan en slags magtfuldkommenhed, eller er der nogle mere alvorlige ting end bare nogle nuancer?

Værsgo.

Vi har en regering – ikke bare nu, forhåbentligvis også efter valget – som jo har lagt et konkret forslag frem, og det er jo normen herinde, at det så er det, man forhandler ud fra. Og igen: Jeg håber på, at der vil være et fuldstændig enigt Folketing, som bakker op omkring det her.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Og tak for at indkalde til den her debat og for de spændende ordførertaler, der har været.

I maj 2017 aflagde jeg på vegne af Det Udenrigspolitiske Nævn et besøg i Istanbul i Tyrkiet sammen med hr. Holger K. Nielsen. Jeg vil selvfølgelig ikke lægge hr. Holger K. Nielsen nogen form for ord i munden, men jeg vil dog sige, at mit indtryk fra de samtaler og erfaringsudvekslinger, vi havde undervejs på turen, var, at der er en ret bred enighed i Folketinget om, at situationen i Tyrkiet er rigtig, rigtig alvorlig, og der er også en ret bred enighed om, hvad kritikpunkterne er.

Jeg synes selv, at det på mange måder var nedslående at se den måde, som Tyrkiet udvikler sig væk fra at være et demokratisk land på. Men en af de ting, der gjorde et rigtig stort indtryk på mig, var essensen af, hvad en række af de prodemokratiske organisationer og enkeltpersoner, som vi talte med, sagde. Hvis man skal koge det ned til en essens, sagde de jo til os, der repræsenterede det danske Folketing, at vi jo ikke bare kan lade solen gå ned over Tyrkiet. Og det er jo det, der sådan set afspejler kompleksiteten. Vi har en autokratisk regeringen, som der er al mulig grund til at kritisere, en splittet befolkning og et land, der ikke kan ignoreres. Det gør jo hele situationen meget, meget kompliceret.

Endnu mere kompliceret bliver situationen selvfølgelig af den i virkeligheden helt uhørte idé, som man godt kunne gøre til genstand for en selvstændig debat, nemlig Erdogans idé om, at han på en eller en måde er statsoverhoved for alle etniske tyrkere, uanset hvor de i øvrigt befinder sig – om de så spiller på det tyske fodboldlandshold.

Tyrkiet udvikler sig i forhold til grundlæggende rettigheder rigtig, rigtig uheldigt. Der er fængslinger på mere end tvivlsomt grundlag – det er noget, som er svært at se stiltiende på, og det gør vi heller ikke. Vi fastholder jo et pres bilateralt. Vi gør det i EU-sammenhæng og i de forskellige internationale fora, hvor vi færdes, så vi forhåbentlig kan få løsladt politisk fængslede personer hurtigst muligt.

Men på længere sigt gælder det jo selvfølgelig også om at få Tyrkiet tilbage, forhåbentlig, på en mere fornuftig bane, sådan at netop de her demokratisk sindede mennesker med deres visioner for Tyrkiet også kan blive bevaret og udvikle sig i en bedre retning. Vi er glade for debatten og bakker selvfølgelig op om forslaget til vedtagelse, som blev læst op af hr. Claus Kvist Hansen. Tak for ordet.

Så er det hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Tak. Jeg synes bestemt heller ikke, at vi skal lade solen gå ned over Tyrkiet, primært fordi jeg vil vurdere, at over halvdelen af den tyrkiske befolkning jo har nogle andre ønsker end dem, som Erdogan repræsenterer, og dem skal vi jo ikke lade i stikken. Men vi skal jo hele tiden selvfølgelig diskutere de mest effektive redskaber. Og der kan jeg ikke lade være med at tænke på, at da Erdogan havde taget en politisk fange fra USA, en præst, og holdt ham fængslet – og det var jo en ren politisk aktion – valgte Trump jo at bruge økonomien som våben. Og det var jo et meget, meget effektivt våben, og den pågældende præst blev meget, meget hurtigt løsladt derefter.

Derfor tænker jeg: Kunne det overvejes, kunne man diskutere, om også EU kunne anvende lignende probate midler, der gjorde, at man kunne få sat fokus på de politiske fanger og få en hurtig løsning i forhold til det diplomati, som jeg fuldstændig anerkender, men som jo i hvert fald indtil videre ikke rigtig har vist sig at være en løsning?

Værsgo.

Det er lidt svært for mig at svare på sådan meget detaljeret. Altså, jeg synes, at i forhold til alle sådan nogle politiske konflikter skal man have en lang trappe af eskalation, man kan gå op ad, og trinnene skal ikke være for høje; men hvornår man skal op på det næste trin, tør jeg simpelt ikke gøre mig klog på i dag på Folketingets talerstol. Men passende eskalation og deeskalation skal jo altid være muligt.

Hr. Søren Søndergaard.

Nej, og det er helt okay at hr. Henrik Dahl ikke vil det. Men jeg vil bare spørge, om hr. Henrik Dahl ikke vil bekræfte, at da den amerikanske regering trak det økonomiske kort over for Tyrkiet, kom der gang i sagerne, og der skete der en øjeblikkelig løsladelse af den person, som var på tale.

Værsgo.

Det, jeg siger nu, siger jeg ikke for at være polemisk, men jeg ved ikke, om der er en korrelation eller en kausalitet her. Jeg ved ikke, hvad der eventuelt også kan være blevet sagt uden for journalisters hørevidde ud over de her økonomiske tiltag.

Tak for det. Vi går videre til den næste ordfører, som er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Situationen i Tyrkiet er alvorlig, og jeg synes allerede, at den er ridset godt op, både af hr. Søren Søndergaard, udenrigsministeren og flere andre. Det, der egentlig er så underligt for mig, er, hvornår vi begynder at handle på alt det, vi ser ske. Altså, når vi ser fanger, der sultestrejker, måned efter måned, når vi ser antallet af politiske fanger kun stige og stige, når vi ser brud på menneskerettighederne, ikke bare én gang, ikke to gange, men blive hverdag, blive det normale, hvornår handler vi så? Hvornår er det, vi begynder at tage nogle skridt? Ja, man meldte ud fra dansk side, at man ikke så Tyrkiet som medlem af EU, men samtidig fortsætter man jo gladeligt med at sende milliarder af sted på baggrund af den aftale, man har lavet om håndtering af flygtninge fra medlemslande i EU, og sende milliarder ned til Erdogan og hans styre, mens de bryder menneskerettighederne, mens de bryder demokratiske spilleregler, mens de fængsler journalister, parlamentarikere, politikere osv. osv.

Vi står og siger, at vi ikke kan se dem som medlem, men vi vil med glæde betale dem for at holde flygtninge væk og samtidig bryde menneskerettighederne. Det er meget, meget mystisk for mig at forstå, at vi kan gøre de to ting på en og samme tid. Som Dansk Folkepartis ordfører også sagde, er der forskel i forhold til NATO og EU, det er forskellige situationer. Jeg står egentlig ikke her og snakker, for at man skal vende ryggen totalt til Tyrkiet, lukke døren og slet ikke have nogen samtale, men for at man i det mindste tænker sig om, når man sender milliarder af sted. For det, vi også har gjort, altså medlemslandene i EU, med den aftale, er jo, at vi ikke står med noget reelt valg til at kunne handle i forhold til de her penge over for Tyrkiet, for så åbner de grænserne, og så skal vi se på flygtningene igen, og det er for farligt for os.

Så det handler egentlig om, om vi tør vise ansvar, når vi ser et land som Tyrkiet, med den situation, vi oplever lige nu. Det burde vi. Det burde vi gøre uden at vende ryggen til Tyrkiet, uden at lukke alle døre, men ved at begynde at se på alle de milliarder, vi sender af sted, for det vil være handling, der kan forstås, det er handling, der kan mærkes, også af regimet.

Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, og vi går videre til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Jeg synes, det var en god formulering, udenrigsministeren anvendte, at Tyrkiet er et land, som vi ikke kommer uden om, dels på grund af den placering, det indtager geografisk, dels på grund af at det er en allieret i NATO-regi, og også fordi det jo har haft en historisk rolle gennem årtusinder som brobygger mellem Europa og Mellemøsten og ikke mindst på grund af den meget kedelige politiske udvikling, der har været i Tyrkiet i de senere år – faktisk netop i en periode, hvor vi for vel efterhånden 6-8 år siden troede, at Erdogan kunne bane vejen for en større respekt for det kurdiske mindretal, for en langvarig, fredelig og stabil politisk udvikling i landet. Men det er et håb og en optimisme, der desværre er blevet gjort til skamme, og i stedet for har vi fået det modsatte. Derfor er jeg helt på linje med alle de ordførere, der i dag har udtrykt deres dybe bekymring.

Det er jo sådan med lande, der både er allierede, og som samtidig, må man sige, lader meget tilbage at ønske i forhold til den demokratiske udvikling, beskyttelse af minoriteter og overholdelse af fundamentale retsprincipper, at i det omfang, man kan stå sammen, både i EU, i NATO og i det danske Folketing, om den kritik, man udøver, jo stærkere taler man, jo stærkere er ens udgangspunkt, og jo mere vil der blive lyttet. Og derfor vil jeg sige, at vi synes, man skal gøre meget fra den danske regerings side i forhold til at skabe fælles fodslag i EU her. Det, som EU har at tilbyde Tyrkiet, er jo en bedre økonomi. Vi er Tyrkiets vigtigste samhandelspartner. Tyrkiets økonomi er ingenting uden eksporten til EU. Og det er jo både noget, man kan bruge som pisk og som gulerod i de forhandlinger, man har med Tyrkiet, og kan gøre mere målrettet, end det bliver gjort i dag. Og jeg er helt klart af den opfattelse, at den danske regering bør lægge sig i selen for at skabe en større EU-enighed på det her punkt, hvis det er noget, der skal have virkning på den politiske udvikling i Tyrkiet.

Derfor må jeg også sige ligeud, at det ærgrer mig meget – uden at jeg skal gøre mig til dommer over, hvem der har skyld og ikke skyld i det – at der ikke er nået enighed om et fælles forslag til vedtagelse i dag, for så vidt jeg kan læse de to forslag til vedtagelse, er der ganske få nuancer mellem dem. Jeg kan i hvert fald bekendtgøre, at vi kan stemme for begge to. Nu valgte vi at blive medforslagsstiller til det, som oppositionen har samlet sig om, for det er måske er en anelse skarpere i nuancen, men det er ikke meget, og hvis det ender med, at regeringens kommer op først, stemmer vi så også for det. Det er bare for at sige, at det da ville klæde Folketinget i den her sag, at man var blevet enige, for enighed gør stærk. Tak.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Det er svært for os andre at tilslutte os noget, vi ikke har set eller har fået tilsendt, men det er bare sådan, det er. Jeg vil godt sige, at jeg synes, det var virkelig interessant, at hr. Martin Lidegaard rejste det der spørgsmål om EU, og hvor afhængig Tyrkiet er af EU. Både den gamle aftale og nuværende gældende toldunionsaftale og en eventuel nyrevideret toldunionsaftale om forholdet mellem EU og Tyrkiet gør jo reelt Tyrkiet til et medlemsland i EU. De har ikke stemmeret osv., men de har jo en lang række af de fordele, som man normalt siger er forbundet med EU-medlemskabet. Derfor synes jeg, det er interessant, når hr. Martin Lidegaard rejser spørgsmålet om, hvorvidt det på et tidspunkt kunne være muligt at bruge den position, som EU har over for Tyrkiet, til at presse på for forbedringer og dermed understøtte den store del af den tyrkiske befolkning, som ønsker forandringer. Så det ville jeg bare lige kvittere for.

Værsgo.

Tak. Jeg tror nu nok, at hvis man spørger generelt i Tyrkiet, er det ikke deres opfattelse, at det er det samme at være fuldgyldigt medlem som at have den stilling i EU, man kan sige man har i dag. Der er jo som bekendt, og som hr. Søren Søndergaard ved alt om, et meget stærkt politisk ønske i Tyrkiet om at blive fuldgyldigt medlem af EU. Det er ikke kun, fordi det giver politisk indflydelse på den retning, EU tager, men selvfølgelig også, fordi der er nogle fordele forbundet med et fuldt medlemskab, som der ikke er med det i dag.

Men hele EU-konstruktionen og grunden til, at den er så genial – og det glæder virkelig mit hjerte, at hr. Søren Søndergaard også ser det – er, at man jo trinvis kan opbygge styrken i samarbejdet, også handelspolitisk, i EU, afhængigt af hvordan man synes det går, om jeg så må sige, og afhængigt af hvor langt man på de helt konkrete områder er villige til at gå i Tyrkiet. Og ja, det er et redskab, som jeg synes man med fordel i mange sammenhænge kan anvende og også i denne.

Tak. Der er ikke flere kommentarer. Hr. Holger K. Nielsen, Socialistisk Folkeparti.

Der er sagt mange gode ting af kollegaerne på talerstolen under den her debat, og det er et udtryk for, at der er en bred kritik her i Folketinget af den tyrkiske udvikling. Det synes jeg er vigtigt at få kommunikeret ud til omverdenen, også til de mange mennesker i Tyrkiet, som er i opposition til Erdogan, altså at et enigt Folketing står bag den kritik af Erdogans autokratiske regime, som de mennesker bekæmper. Det er vigtigt. Og jeg kan i den sammenhæng helt dele hr. Henrik Dahls beskrivelse af vores tur til Tyrkiet for et par år siden, er det vist efterhånden, og beskrivelsen af den negative udvikling, der var der dengang, og som jo ikke er forbedret siden hen, for nu at sige det mildt.

Jeg er også enig med udenrigsministeren og de andre, der har sagt, at Tyrkiet er et vigtigt land, som vi selvfølgelig skal forholde os til og have et, hvad jeg vil kalde fornuftsbetonet forhold til. Jeg synes så i den sammenhæng ikke, det er særlig fornuftigt, at den danske regering har sagt, at man vil afbryde alle forhandlinger om EU-medlemskab med Tyrkiet – det synes jeg er ret ufornuftigt. Jeg synes, det er langt mere fornuftigt at sige, som vi har sagt, og som andre også har sagt, at man skal suspendere forhandlingerne midlertidigt, indtil der er kommet demokratiske forbedringer i Tyrkiet.

Det er vigtigt, at vi hele tiden forsøger at få en klemme på den tyrkiske regering, også fordi det er sådan, at selv om Erdogan sidder hårdt på magten, har han jo ikke hele magten. Der er faktisk en demokratisk opposition, som har vist sig ganske stærk i en lang række tilfælde. Ved lokalvalgene her for nylig stod oppositionen til Erdogan og AKP jo langt stærkere, end Erdogan havde regnet med – så meget, at han muligvis kan fastholde borgmesterposten i Istanbul ved ikke sådan helt fine tricks. Vi håber naturligvis, at alt vil gå rigtigt for sig. Men i hvert fald viste der sig jo at være en meget, meget kraftig opposition, en stor styrke i oppositionen ved lokalvalgene.

Med andre ord er det jo ikke et entydigt billede af et land, der er styret af en diktator. Det er et autokratisk regime, og han forsøger at køre så langt som muligt – at ændre grundloven, at bruge sine beføjelser til at sætte politikere ud af spillet, som han er imod. Og derfor er det vigtigt, at vi her i Folketinget lokaliserer de handlinger og ligesom udviser solidaritet med de kollegaer, som er sat i fængsel i Tyrkiet – at vi er solidariske med dem, at de ved, at de i det mindste i det danske Folketing har nogle mennesker, nogle kollegaer, som protesterer imod den situation, som de er sat i.

Derfor er det jo vigtigt, at vi vedtager et forslag til vedtagelse under den her debat. Jeg synes også, det er mærkeligt, at der er kommet to – de er næsten ens. Men som sagt er det centrale jo, at et enigt Folketing udtrykker en kraftig kritik af den måde, Tyrkiet udvikler sig på, en kraftig kritik af Erdogans politiske undertrykkelse af oppositionen og en solidaritet med de parlamentarikere, de kollegaer, som er fængslet i Tyrkiet. Tak for det.

Tak for det. Den sidste ordfører er hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak til forespørgerne for den her vigtige debat. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi indimellem drøfter Danmarks udenrigspolitik, hvordan vi som land stiller os på den internationale scene. Det er i hvert fald et af de områder, hvor bred politisk enighed, som inddrages, er vigtig. Herhjemme står vi snart over for et folketingsvalg, og når man ser på Tyrkiet, bliver man mindet om at sætte pris på det danske demokrati, et demokrati, hvor man ikke fængsler sine politiske modstandere, hvor militæret ikke opererer ud fra egne interesser, men efter den valgte regerings og i den sidste ende folkets, og hvor man ikke fyrer dommere og anklagere eller fængsler oppositionsfolk efter forgodtbefindende. Så der er grund til at sætte pris på det danske demokrati og vores retsprincipper.

Efter det såkaldte kup i 2016 har Erdogan virkelig vist sit sande islamistiske ansigt. Kupforsøget er blevet udnyttet til at bekæmpe kritikere af Erdogans regering, herunder oppositionspolitikere, journalister, menneskerettighedsforkæmpere m.v. Erdogan har også smadret den tyrkiske model, der ellers blev brugt som et godt eksempel på brobygning imellem øst og vest. Landet har været nøglen til at skabe sammenhæng mellem Mellemøsten og Europa og også til at forene moderne idealer som menneskerettigheder og demokrati og retsprincipper med respekten for forskellige kulturer og traditioner. Det er slut nu, så der er al mulig grund til at tage afstand fra den udvikling.

Derfor mener jeg også, at det er vigtigt, at Danmark siger klart og tydeligt fra over for Erdogan. Det skal vi gøre, hvor vi kan komme til det på den internationale scene, først og fremmest bilateralt, når repræsentanter for den tyrkiske og danske regering mødes. Både politisk og på embedsmandsniveau skal vi sige fra. Det er vigtigt, at vi fortsat følger retssagerne mod fængslede politiske modstandere og forkæmpere for menneskerettigheder, både via vores eget diplomati i Tyrkiet og på EU-niveau. Her skal vi benytte hver en lejlighed til at udtrykke kritik og lægge pres.

EU spiller selvfølgelig en vigtig rolle her, for Danmark kan ikke gøre det alene. EU bør ikke forhandle videre med Tyrkiet om optagelse i EU. Det kan de godt glemme i vores levetid. Det er meningsløst og sender et helt forkert signal. Det er glædeligt, at Danmark er en af de mest markante stemmer i EU i den debat. Danmark skal fortsætte med at være initiativrig, når det kommer til kritik af Erdogan, som når regeringen har presset på for, at EU eksempelvis kritiserer behandlingen af fanger i tyrkiske fængsler og fængslinger på et mildt sagt tvivlsomt grundlag. Både i Europarådet og i FN's menneskerettighedsråd er det vigtigt, at Danmark fastholder sin kritiske tilgang til Tyrkiets udvikling. Danmarks udenrigspolitiske tilgang bør være at kæmpe for basale menneskerettigheder, for demokrati og for retsprincipper alle steder, hvor vi kan komme til det. Helt basalt, jo flere demokratier i verden, jo mere fred og fordragelighed.

Når alt det er sagt, vil jeg afslutte med at sige, at vi i Det Konservative Folkeparti støtter regeringens fremragende forslag til vedtagelse.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer. Udenrigsministeren, værsgo.

Jeg vil blot kort sige tak for en god debat – en debat, som jo viser, at der er et meget bredt flertal i Folketinget, som dækker os alle sammen, som er enig i, at der skal være et kritisk syn på det, der foregår i Tyrkiet.

Der er lidt nuancer, i forhold til om det var en god idé eller ikke en god idé at sende det klare signal til Tyrkiet om, at vi ikke ønsker, at de bliver medlem af EU, fordi de er gået for langt i den forkerte retning. Det respekterer jeg selvfølgelig. Der kan argumenteres både den ene og den anden vej. Jeg synes, at det er med til at sende et signal om, at der faktisk er lande, som også er villige til at handle på den bevægelse, som så helt klart er i den forkerte retning, og det kan være rigtig, rigtig vigtigt, i forhold til at vi med den kritik, som vi kommer med, ikke bare bliver ignoreret fra Tyrkiet side.

Men endnu en gang tak for en god debat.

Tak for det. Så er det hr. Søren Søndergaard, ikke med en kommentar, men som ordfører i en afsluttende runde.

Tak. Jeg vil også takke for debatten og for de input, som jo trækker i den samme retning. Det synes jeg er positivt. Der er ikke tvivl om, at den her debat er ekstremt vigtig. Hvis der er nogen, der tror, at den bare handler om forhold i Tyrkiet, og hvordan nogle befolkningsgrupper i Tyrkiet har det, så tror jeg, at de tager fejl.

Vi har set, hvad borgerkrigen i Syrien har afstedkommet af flygtningestrømme og ustabilitet. Hvis man tror, at man kan fortsætte den undertrykkelse af halvdelen eller måske endda over halvdelen af befolkningen i Tyrkiet, uden at der kommer en reaktion, så tager man fejl. En borgerkrig i Tyrkiet vil sende millioner og atter millioner på flugt, og der vil ikke være nogen Erdogan til at betale for at holde dem tilbage. De vil stå i Europa umiddelbart efter. Så enhver, der ikke ser det som en seriøs opgave at sørge for, at folk i Tyrkiet har tålelige forhold i Tyrkiet, inviterer til en flygtningestrøm uden lige. Det vil jeg sige at jeg ikke tror vil være klogt. Jeg tror, det vil være klogere at forebygge frem for febrilsk at forsøge at redde situationen, når den er opstået, og derfor er den her diskussion så vigtig i forhold til at støtte de demokratiske kræfter.

Der har jo været talt lidt om det der med, at der har været fremsat to forslag til vedtagelse, det ene kendt af alle, det andet kun kendt af regeringspartierne og eventuelt et enkelt parti mere. Vi andre har jo ikke fået mulighed for at se det. Jeg kan se, at det hemmelige forslag til vedtagelse nu bliver uddelt, og så kan det være, at det kan afklare det. Nu står jeg jo heroppe og kan ikke læse, hvad der står. Men i den oplæsning, der var af det, kunne jeg umiddelbart fornemme, at der var et afsnit i oppositionens forslag, som ikke var med her, og det var det afsnit, som ikke bare handler om de politiske fanger – for der er jo ingen tvivl om, at de politiske fangers forhold er forfærdelige – men også handler om de almindelige fanger.

Grunden til, at det er taget med, er naturligvis, at den der diskussion om, hvem der er politisk fange, og hvem der ikke er politisk fange, er omdiskuteret. Der synes vi at det er nødvendigt at slå fast, at fordi folk ikke er politiske fanger, betyder det altså ikke, at man i årevis kan forhindre dem adgang til en advokat, til deres forsvarer. Fordi folk ikke er politiske fanger, betyder det ikke, at man i årevis kan fratage dem muligheden for at få besøg af deres familie. Fordi folk ikke bliver karakteriseret som politisk fange, betyder det ikke, at man i årevis kan holde folk isoleret. Det synes jeg er en meget vigtig pointe, og det kan være, at det ligger i det forslag til vedtagelse, der nu er ved at blive uddelt, og så synes jeg, det er strålende. For det tror jeg sådan set også at vi er enige om: Politiske fanger, folk, der er holdt fanget, fordi de fredeligt har givet udtryk for nogle politiske synspunkter, skal slet ikke være fanger, de skal ud af fængslerne, hvorimod folk, der er dømt for at have begået en eller en forbrydelse, selvfølgelig skal sidde i fængsel, hvis det er det, der er reglen eller udgangspunktet, men selv der er der nogle rettigheder.

Når det er et vigtigt spørgsmål, er det jo, fordi der i øjeblikket er en sultestrejke i de tyrkiske fængsler, som stort set ikke beskrives nogen steder, men som omfatter tusinder af politiske – eller hvad man nu vil kalde dem – fanger, og som netop går på spørgsmålet om isoleringen. Den sultestrejke vil desværre formentlig snart føre til, at den første parlamentariker sulter sig selv ihjel i protest mod den isolering. Jeg tror, man skal prøve at overveje, hvad det kommer til at betyde for situationen i Tyrkiet, når det sker. Det vil ikke være et positivt tegn, og derfor ligger der jo også den opfordring, som oppositionen er kommet med, om at rejse det her spørgsmål meget kraftigt over for den tyrkiske regering for at undgå den situation, at der kommer flere dødsfald.

Til sidst endnu en gang tak for debatten. Jeg håber meget, at vi kan fortsætte det samarbejde, vi har haft, om klart at fordømme det, der sker i Tyrkiet, og også det, der består i at tage det op i de forskellige organer, hvor vi arbejder – Europarådet, OSCE, Den Interparlamentariske Union – og at regeringen tager det op over for den tyrkiske modpart i FN's Menneskerettighedsråd. Det er rigtig godt, og det er også godt, at vi som Folketing fortsat kan sende parlamentariske delegationer med en så bred sammensætning, som det overhovedet er muligt, for at overvåge retssagerne og på den måde følge opfordringen fra Den Interparlamentariske Union, nemlig vise parlamentarisk solidaritet med de kollegaer, som er kommet i klemme.

Tak til hr. Søren Søndergaard.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted torsdag den 25. april i 2019.