Tak for det.
Sidste år mistede syv personer livet i forbindelse med brand på landets plejehjem, og det kan vi nok alle sammen godt blive enige om er syv personer for mange.
Fra 2014 til 2017 var 27 ud af 264 dødsofre ved ildebrand bosiddende på plejehjem, og det er svarende til 10 pct.
Sammenlignet hermed er det kun 4 pct.
af ældre over 65 år, der bor på et plejehjem.
Så statistikken viser med sit tydelige sprog, at der er alt for mange dødsbrande på vores plejehjem i forhold til landsgennemsnittet, og det er fuldstændig uacceptabelt.
I Dansk Folkeparti vil vi for det første have undersøgt forholdene helt til bunds, og der er tre ting, som Dansk Folkeparti mener er kritisable ud fra de tilbagemeldinger, ministeren har fået fra kommunerne.
75 pct.
af de indberettede plejehjem havde ikke sprinkleranlæg, selv om de efter lovgivningen skulle have haft det, og de skulle så som minimum i hvert fald have haft en dispensation, der anviser, hvorfor de ikke har det.
Det er jo helt uhørt.
Det stiller jo spørgsmålet, om kommunerne har taget for let på godkendelse af egne bygninger, hvad jeg ikke håber er tilfældet.
Det andet er jo de manglende dispensationer – dispensationer, der gives tidsubegrænset.
En dispensation burde jo altid skulle fornys inden for en overskuelig årrække.
Baggrunden for dispensationen kan jo have ændret sig mange gange.
For det tredje kan disse manglende dispensationer ikke påpeges ved de årlige brandsyn.
Det stiller så også spørgsmålet, om de årlige brandsyn har det rette fokus eller de rette værktøjer, da der i dag ikke er hjemmel i lovgivningen til andet end at påtale indretningen af bygningen eller brug af samme.
Men alligevel er det jo glædeligt, at alle landets plejehjem og bosteder nu gennemgås et for et, og kommunerne bliver bedt om at indsætte en handleplan for at få bragt tingene i orden.
Og så vil jeg hermed bede ministeren om at følge op på, om plejehjemmene lever op til brandkravene i overensstemmelse med deres egne indberetninger, og at de følger de tidsplaner, de nu skal anvise.
Det er godt, at der nu er blevet sat en ekstern aktør på.
Man kan så spørge, om det er det rette system.
Vi i Dansk Folkeparti havde også gerne set, at beredskaberne havde fået en større rolle her, men det er godt, at der nu ligesom er en tredjemand, der skal give kommunerne de her godkendelser.
Men som jeg læser den her nye aftale, der er lavet, om, at der skal være en ekstern godkendelse, læser jeg det, som om det kun er nybygninger, vi taler om, altså at man skal ud og godkende nybygninger.
Jeg håber jo også på, at det er ved ombygninger, og jeg vil gerne have ministeren til at tage initiativ til, om det også gælder for ombygninger, at vi skal en tredjemandsvurdering af, hvordan en plejebolig kan se ud.
For det fjerde skal der være meget større fokus på de årlige brandsyn.
Fremover skal vi undgå en situation, hvor en bygning ikke lever op til brandkravene eller har en dispensation, uden at det bliver påtalt ved et årligt brandsyn.
Derfor ønsker Dansk Folkeparti, at et årligt brandsyn får udvidede beføjelser og retningslinjer, sådan at det årlige brandsyn også omhandler bygningens konstruktion, i et tæt samarbejde med de kommunale beredskaber.
Jeg vil gerne bede forsvarsministeren om at komme med en redegørelse på, hvor mange påbud der er givet i forbindelse med brandsyn på plejehjem og bosteder siden 2014, og om disse påbud er efterlevet, og hvilke sanktionsmuligheder der har været anvendt over for de kommuner, der eventuelt ikke har efterlevet påbuddene.
Vi taler her om ældre mennesker, meget svage ældre mennesker, der flytter på vores plejehjem.
Vi skal alle i Danmark kunne sende vores ældre trygt på plejehjem.
Det er vores pligt at passe på dem.
Det er beboere, der ikke selv kan redde sig ud af en brændende bygning, og om natten at der ofte kun en eller to nattevagter til 35-40 beboere.
Vi skal sørge for at gøre alt, hvad der er muligt, både med teknologi og med økonomi for at forebygge endnu en tragedie som den, vi så sidste sommer på Djursland.
Jeg vil slutte af med at sige, at jeg går ud fra, at transport-, bygnings- og boligministeren og forsvarsministeren vil følge op på alle disse sager, der nu er dukket op og følge dem helt til dørs, så vi er sikre på, at de leverer brandkravene fremadrettet, for i Dansk Folkeparti tager vi det her meget alvorligt.
Kommunerne skal simpelt hen bare sørge for, at brandkravene er i orden, og vi vil følge det tæt også i de kommende år.
Så skal jeg læse et forslag til vedtagelse op på vegne af regeringen, Det Radikale Venstre, Alternativet og Dansk Folkeparti:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget tager brandsikkerhedsproblemerne i plejeboliger meget alvorligt, og regeringen forpligtes til at iværksætte tiltag til styrkelse af sikringen mod brand.
Dispensationer fra bygningsreglementets brandkrav skal tidsbegrænses, og det lovpligtige brandsyn i plejeboliger udvides.
Med iværksættelsen af certificeringsordningen sikres det, at teknisk byggesagsbehandling vedrørende brandforhold fremover varetages af godkendte virksomheder.«
(Forslag til vedtagelse nr.
V 75).