Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 35:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om evalueringen af reformen af førtidspension og fleksjob?

Af Finn Sørensen (EL), Peder Hvelplund (EL), Henning Hyllested (EL), Christian Juhl (EL), Rasmus Vestergaard Madsen (EL) og Søren Søndergaard (EL).

(Anmeldelse 23.01.2019. Omtryk 24.01.2019. Fremme 25.01.2019).

Det næste punkt kræver en lille ommøblering, så jeg vil bede de herrer og den dame om at finde deres pladser i første række. Så genoptager vi forhandlingerne, når I er på plads – og det gælder også ministeren.

Hvis de, der ønsker at deltage i forespørgselsdebatten, er på plads, vil jeg gerne fortsætte mødet. Jeg vil sige, at det er min umiddelbare fornemmelse, at vi vil kunne klare debatten, sådan at vi ikke behøver at holde en middagspause undervejs. Men det er selvfølgelig ordførerne, der bestemmer, hvor lang eller hvor kort tid vi bruger på debatten. Debatten er fri inden for [lydudfald] ...

Jeg gør opmærksom på at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 9. april 2019.

Først skal vi have en begrundelse fra ordføreren for forslagsstillerne, hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten – de rød-grønne.

Tak, formand. Spørgsmålet lyder: Hvad kan ministeren oplyse om evalueringen af reformen af førtidspension og fleksjob? Det har jeg jo spurgt ministeren om en hel del gange, senest ved en forespørgselsdebat den 9. november sidste år, hvor ministeren erkendte, at der var en række punkter, hvor reformen ikke var i mål. Ved den lejlighed sagde ministeren, at han forventede, at man kunne konkludere på evalueringen i februar måned. Nu skriver vi den 5. april, og vi har stadig væk ikke hørt noget.

I det hele taget har larmende tavshed været kendetegnende for forligspartierne og dermed jo også ministeren, siden evalueringen begyndte for mere end halvandet år siden. Vi har faktisk ikke hørt noget fra de forligspartier siden foråret 2018, hvor de fremsatte et forslag om en lillebitte lovændring, der sagde, at nu skal ressourceforløbene være relevante og rumme et udviklingsperspektiv. Siden da har der været et øget antal tilkendelser af førtidspension. Om det så skyldes, at kommunerne har fanget signalet fra lovændringen i juni sidste år, eller om det er en ketchupeffekt af afsluttede ressourceforløb, eller om det er begge dele, ved vi ikke. Men som ministeren selv sagde, betyder de nye regler ikke, at der er flere, der får førtidspension. Vi hører jo også stadig væk om mennesker med en meget lille arbejdsevne, der sendes i utallige arbejdsprøvninger og så lige et eller flere ressourceforløb oveni, før de kan indstilles til førtidspension eller fleksjob.

Der er mange andre problemer med den reform, som går hårdt ud over mennesker med kroniske lidelser og handicap af forskellig art. Oven i deres lidelse oplever de ofte, at de mødes med mistillid af kommunen, og at de trods lægernes advarsler ofte tvinges ud i forløb, som de ikke kan klare, og som de bliver mere syge af. De er med god grund bange for deres fremtid, frustrerede og vrede.

Det er på høje tid, at forligspartierne kommer med nogle konkrete svar til de mennesker, der er blevet og stadig væk bliver ramt af den her reform: Nogle svar til dem, der ofte, stik imod lægernes advarsler, bliver sendt ud i det ene udsigtsløse forløb efter det andet, som de i mange tilfælde får det værre af; til dem, der bliver nægtet førtidspension, selv om de kun har meget lille eller slet ingen arbejdsevne; til dem, der gerne vil have et fleksjob på deres nuværende arbejdsplads, men ikke kan få det på grund af den måde, loven er indrettet på; til dem, der går ned i løn, fordi de skifter fra det fleksjob, de har haft i mange år, til et nyt, eller som oplever, at de får en lavere timeløn end deres kollegaer; og til dem, der oven i sygdom og handicap oplever, at de bare bliver fattigere og oven i købet oplever mistænkeliggørelse på jobcenteret.

Tiden er jo ved at rinde ud. Lige om lidt er der folketingsvalg. Har forligspartierne virkelig tænkt sig at møde vælgerne uden at have en løsning på de mange problemer, som deres reform har skabt?

Jeg ser meget frem til den her debat og til ministerens og partiernes svar, især ser jeg frem til, at vi får nogle konkrete løsninger på bordet, som vi kan drøfte her. Tak.

Selv tak. Og bare lige for at opridse de nye regler – som jo ikke er så nye, men dog kun så få måneder gamle, at der fortsat er nogle, der bliver overrasket – vil jeg sige, at der sker det, at ministeren nu får mulighed for at give en besvarelse, og derefter går vi over til korte bemærkninger fra ordførerne til ministeren, én kort bemærkning pr. ordfører. Så går vi i gang med forhandlingen, og under forhandlingen har ordføreren for forespørgerne først muligheden for at tale, og derefter er det i partirækkefølge, og så har ministeren afsluttende en mulighed for at tage ordet. Og hvis man ønsker at sige tak for debatten eller på anden måde være med til at afslutte den, så kan man selvfølgelig tage ordet i anden runde, ligesom man plejer. Ofte er det jo forespørgeren, der høfligt vil sige tak til sidst, men det får vi at se til den tid. Det er mere for at sige rækkefølgen, så I er med på den.

Det vil sige, at jeg nu byder hjertelig velkommen til Danmarks beskæftigelsesminister.

Tak for det. Og tak til Enhedslisten og dermed også Finn Sørensen for at sætte fokus på evalueringen af reformen af førtidspension og fleksjob. Jeg husker jo udmærket den debat, vi havde tilbage i november måned 2018, hvor jeg uden at kompromittere nogen, tror jeg, kan sige, at der var Finn Sørensen ikke til stede – ikke fordi Finn Sørensen ikke ville være til stede, men fordi Finn Sørensen var syg på det tidspunkt. Men vi havde faktisk en glimrende debat, og jeg er helt overbevist om, at Finn Sørensen fulgte den hjemmefra, nærmest live, eller også har man i hvert fald nok haft mulighed for at se den bagefter.

Har der så været larmende tavshed om det her spørgsmål? Det håber jeg ikke, for så er der da i hvert fald noget galt med mine ører; det er der selvfølgelig nogle der vil angribe mig for lige om lidt. Men jeg har siddet i et utal af samråd om den her sag, og det er helt i orden, for alle kan jo indkalde til de samråd, man vil. Så det er ikke, fordi vi ikke har diskuteret det her; det er ikke, fordi organisationer ikke har været indbudt til møder; det er ikke, fordi vi ikke vil forholde os til det. Der har faktisk været en rigtig god offentlig debat, og sådan er det også med store reformer, altså at de påkalder sig stor diskussion.

Der er ikke nogen tvivl om at reformen af førtidspension og fleksjob har haft konsekvenser for mange mennesker, og som evalueringen viste, er vi ikke i mål på alle områder, og derfor har vi jo også løbende drøftet forbedringer eller præciseringer her i Folketingssalen. Indholdet i evalueringen og de initiativer, den efter min opfattelse giver anledning til, har imidlertid ikke ændret sig, siden vi drøftede det sidst, nemlig i november måned.

Men inden vi kommer ind på den samlede evaluering, synes jeg lige, man skal minde om et par ting. For det var jo sådan, at vi fremrykkede en del af evalueringen. Det var også det, som Finn Sørensen nævnte; det var en minimal forbedring, tror jeg han sagde. Det er jeg så på ingen måder enig i, for sidste forår håndterede vi jo faktisk et spørgsmål, hvor reglerne for tilkendelse af førtidspension og ressourceforløb blev præciseret – noget, der var stor diskussion om og havde været det igennem flere år. Og evalueringen viste jo også, at der i praksis var forskellige forståelser af, hvilke borgere der kunne tilkendes førtidspension, uden at de først havde været i ressourceforløb. Nogle kommuner havde fortolket reglerne strammere end andre og også fortolket strammere, end det var intentionen med den politiske aftale tilbage fra 2012.

Med den lovændring, der trådte i kraft den 1. juni 2018, fik vi taget hånd om et meget vigtigt område, nemlig snitfladen mellem ressourceforløb og førtidspension, så borgere ikke længere kommer i klemme som følge af uklarheden om de regler, som var. Og der kan efter min opfattelse ikke herske tvivl om, at lovændringen har virket, og at vi har sikret en reel praksisændring. Før lovændringen blev der givet afslag på førtidspension, med henvisning til at det ikke kunne udelukkes, at arbejdsevnen kunne udvikles i et ressourceforløb. Det dannede genstand for adskillige samråd. Med de nye regler er det nu klart, at et ressourceforløb udelukkende er relevant, når det er realistisk, at borgeren kan udvikle sin arbejdsevne i et ressourceforløb. Er det så noget, som kun står i min tale, eller er der også andre, der anerkender det? Der kan jeg i hvert fald sige, at Ankestyrelsen som følge af lovændringen har ophævet to principafgørelser, som netop beskrev den situation, hvor borgerne skulle i ressourceforløb, alene fordi det ikke kunne udelukkes, at arbejdsevnen kunne udvikles.

I december måned 2018, altså for nogle måneder siden, meldte Ankestyrelsen den nye praksis ud i en principafgørelse. Den fastslår netop det, jeg har lige har sagt, nemlig at et ressourceforløb udelukkende er relevant, når der er et udviklingsperspektiv i forhold til arbejdsevnen. I principafgørelsen gennemgår Ankestyrelsen nogle konkrete sager, der illustrerer den nye praksis. Sagerne skal være med til at hjælpe kommunerne i vurderingen af, hvornår der er et udviklingsperspektiv, og ikke mindst af, hvornår der ikke er et udviklingsperspektiv. Det er et helt klart signal til kommunerne om, at der skal anlægges en anden praksis end hidtil. Praksisændringen slår også igennem i Ankestyrelsens seneste afgørelser. Ankestyrelsen har behandlet en række klagesager, hvor en kommune har truffet afgørelse, før lovændringen trådte i kraft, mens Ankestyrelsen har behandlet klagesagerne, efter at loven trådte i kraft. Helt konkret har det betydet, at en større andel af de sager, hvor borgerne ønskede førtidspension, men fik afslag fra kommunen, er blevet omgjort eller hjemvist af Ankestyrelsen.

Derudover har jeg også noteret mig, at f.eks. den kommune, som vi befinder os i nu, Københavns Kommune, er godt i gang med at justere indsatsen på området. I 2018 tildelte København lidt over dobbelt så mange førtidspensioner som i 2017. Der var 420 tilkendelser i 2017 og næsten 988 i 2018. Man skal faktisk helt tilbage til 2010, altså flere år før reformen, for at finde et år, hvor København har tildelt flere førtidspensioner end i 2018. Københavns Kommune giver selv udtryk for, at lovændringen er en del af forklaringen på, at de nu tildeler førtidspension til flere borgere. På landsplan kan man også se, at der er sket en stigning i antal borgere, der nu får tilkendt førtidspension. I 2017 blev ca. 10.000 borgere tildelt førtidspension, i 2018 var det 12.700, og vi forventer, at tallet også kommer til at stige her i 2019.

Der er derfor al mulig grund til at tro, at vi med lovændringen har opnået det, vi ville på det område, nemlig en situation, hvor de borgere, der på ingen måde har udsigt til, at de nogen sinde kan blive en del af arbejdsmarkedet, får tilkendt en førtidspension. Det er også det, der skal kendetegne et velfærdssamfund – ingen tvivl om det – og derfor var det også godt, at vi tog hul på den del af diskussionen så tidligt i forløbet.

Det leder mig videre til den samlede evaluering af reformen. Som jeg også sagde tilbage i november måned 2018, viser den jo helt overordnet, at der er en lang række ting, der fungerer godt – også af de ting, som var blevet besluttet – men at der også er områder, hvor reformen ikke er i mål.

Noget af det, jeg hæfter mig særlig ved, er, at den samlede borgertilfredshed er rigtig høj. Mange borgere er tilfredse med deres forløb, og det gælder, uanset om borgerne er i ressourceforløb, i fleksjob eller på førtidspension. De mest tilfredse borgere er dem, der får tilkendt førtidspension eller bevilget et fleksjob – det gælder også fleksjob med få timer. Næsten ni ud af ti er tilfredse, mens lige knap halvdelen af borgerne i ressourceforløb er tilfredse. Det fortæller mig, at vi skal holde fast i de grundlæggende ting, som vi har sat i gang med reformen.

Jeg hæfter mig også ved, at flere mennesker, som tidligere ville være endt på førtidspension, er blevet en del af arbejdsmarkedet. Det synes jeg faktisk også på mange måder er rigtig, rigtig godt. Det må aldrig nogen sinde være et mål, at man ikke skal være en del af et arbejdende fællesskab. Det kan være nødvendigt, og det kan ende på den måde, at man har brug for en førtidspension, og så skal man have mulighed for at få den, men det med at være en del af et arbejdende fællesskab er, synes jeg, helt afgørende.

De nyeste tal viser, at ca. 29.000 personer arbejder i et fleksjob på op til 10 timer om ugen, og jeg vil gerne minde om, at det før reformen ikke var en reel mulighed. Fleksjob var dengang målrettet mere ressourcestærke borgere, der kunne arbejde i flere timer. Knap 12.000 borgere har, siden reformen trådte i kraft, afsluttet et ressourceforløb, og knap hver tredje er 3 måneder senere i beskæftigelse, fleksjob eller uddannelse eller på ledighedsydelse. Er hver tredje så godt eller skidt? I vurderingen af det bliver man i hvert fald nødt til at huske på, at målgruppen for ressourceforløb primært er personer, der før reformen fik tilkendt førtidspension. Set i det lys mener jeg, at hver tredje er positivt, men jeg tror også, at vi kan gøre det bedre, og derfor bliver vi også nødt til at tage fat i nogle af de udfordringer, som evalueringen viser.

For det første har hver femte borger, der har været mindst 6 måneder i et ressourceforløb, ikke modtaget nogen former for indsats. Det er selvfølgelig ikke godt nok. For det andet har kommunerne store udfordringer med at oprette virksomhedsrettede tilbud i ressourceforløb, som rehabiliteringsteams ellers i otte ud af ti sager har indstillet borgeren til. Og jeg kan ikke understrege nok, at det er helt uacceptabelt, at kommuner ikke formår at give deres borgere en bedre indsats i ressourceforløb. Det er simpelt hen ikke o.k.; det er ikke godt nok, at nogle kommuner lader stå til og lader borgerne vente, lige netop når det kommer til det allermest afgørende: at borgerne kommer i gang med en aktiv indsats og virksomhedsrettede tilbud. Det kommer vi også til at diskutere, og det er også noget, der kræver vores fulde opmærksomhed.

Evalueringen viser også, at der er udfordringer på fleksjobområdet. Der er fortsat en høj ledighed blandt borgere, der er visiteret til fleksjob, selv om det dog er lykkedes at sænke ledigheden fra 24 pct. i 2012 til 17 pct. i 2018, og det er vel at mærke også i en periode, hvor langt flere er visiteret til fleksjob. Så i bund og grund er det sådan set en flot Bedrift. Men det betyder ikke, at vi ikke fortsat skal have fokus på at få nedbragt ledigheden, specielt jo i en tid nu, hvor det går rigtig, rigtig godt i Danmark, og hvor vi har en rekordhøj beskæftigelse.

Det er også en udfordring, at timetallet for mange borgere ikke har ændret sig i løbet af de første par år i fleksjob. Der skal meget gerne være mere progression i timetallet for flere af dem, der arbejder i fleksjob.

Så vi er i gang. Lovændringen kommer ikke til at træde i kraft på den her side af et valg. Vi kommer til at fremsætte et lovforslag med de ting, som forligskredsen måtte blive enig om, og der er det mit håb, at vi, inden der bliver udskrevet folketingsvalg – som jeg ikke ved hvornår er, men som skal være afholdt inden den 17. juni – når frem til en evaluering og får den evaluering afsluttet med henblik på også at lave tilpasninger af reformen.

Jeg har nu indbudt til det, som jeg håber kan blive det sidste afsluttende møde her i slutningen af april måned, hvor vi jo så kommer til at diskutere de mange områder, vi har gennemgået, med henblik på at nå en politisk aftale. Derfor vil jeg sådan set også gerne takke forligskredsen for stor interesse undervejs i den her evaluering, som har kørt i lang tid, og som også har været præget af mange møder, men som er meget omfattende og derfor også fortjener en meget seriøs gennemgang af de forskellige temaer, som reformen berører.

Tak for det. Der er to, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Finn Sørensen.

Tak til ministeren. Jeg anerkender fuldt ud, at ministeren har været flittig i den her debat og stillet op til alle de mange samråd og forespørgsler, som vi og andre ordførere har indkaldt til. Det, jeg mente, og som er min pointe, er, at når det drejer sig om konkrete løsninger fra forligskredsen, har det altdominerende jo været larmende tavshed, bortset fra den lovændring, som jeg også nævnte i min præsentation.

Ministerens svar med hensyn til den her lovændring får mig til at spørge: Betyder ministerens svar her, at der efter ministerens opfattelse ikke er behov for flere lovændringer, når det drejer sig om reglerne for tilkendelse af førtidspension? Det er det første spørgsmål.

Det andet er: Nu siger ministeren, at han vil indkalde til et møde i slutningen af april, og det bliver i så fald sandsynligvis meget kort tid før udskrivelsen af et folketingsvalg – er ministeren optimist, med henblik på om der kan indgås en aftale, og hvad vil efter ministerens opfattelse være det mest afgørende vigtige at få med i et sådant lovforslag?

Ministeren.

Jeg er sådan set helt åben for at drøfte, når vi laver en politisk aftale – og det drøftede vi også med partierne – om der skal ændres i den nuværende lov. Og det kommer der jo til at blive, for vi har allerede haft én diskussion her i Folketingssalen, som har haft en reel betydning, nemlig hele spørgsmålet omkring tilgangen til ressourceforløb.

Hvordan ender den politiske aftale? Det tror jeg måske fortjener, at vi drøfter det med partierne og ikke gør det i fuld åbenhed her i Folketingssalen. Det er jo netop derfor, vi har politiske aftalekredse, altså for at man så dér kan nå frem til en politisk aftale, som alle kan se sig selv i. Så jeg har selvfølgelig mine egne ideer, men dem har jeg tænkt mig at indvie partierne i, når jeg præsenterer dem for mulige løsningsforslag.

Så vil jeg sige, at jeg godt tror, man kan nå at lave en politisk aftale, inden der kommer et valg, for fra den 25. april og så frem til den 17. juni er der jo lang tid.

Hr. Bent Bøgsted.

Tak, og tak til ministeren for redegørelsen. Ministeren siger, at der er godt gang i møderækken og alt det der, men når der bliver stillet spørgsmål om det, er der hele tiden blevet sagt: Jamen der kommer en løsning efter evalueringen af loven, og partierne sætter sig sammen og ser på det. Men det er ikke sådan, at vi har indtryk, at der er kommet noget resultatet ud af det, og derfor er det selvfølgelig også lidt svært at tro på, at der med det tempo, der har været her i løbet af foråret, også kommer et resultat den 25. april. Er ministeren sikker på, at det ikke ender med, at det hele bliver skubbet til efter et valg, og at ministeren slet ikke når at få noget på plads? For jeg synes jo, at det er lidt forkert at stille borgerne i udsigt, at der kommer en løsning på det på den her side af et valg, når det sandsynligvis ikke kommer til at ske.

Ministeren.

Tak for den kritiske bemærkning. Altså, jeg har jo ikke sagt, at vi lander en løsning den 25. april. Jeg har sagt, at der har vi det afsluttende møde. Det kan føre til flere møder. Men hr. Bent Bøgsted ved om nogen, hvor mange møder der finder sted ovre i Beskæftigelsesministeriet. Det eneste tidspunkt, vi efterhånden ikke holder møder, er mellem kl. 24.00 og kl. 06.00 om morgenen. Så jeg er optimist. Jeg tror faktisk godt, at vi kan blive enige partierne imellem.

Jeg har ikke nogen ambitioner om at skyde det her yderligere, for jeg er faktisk enig i det, der ligger i hr. Bent Bøgsted spørgsmål, tror jeg, nemlig en reel bekymring for, at der er nogle borgere, der måske godt kunne få nogle bedre vilkår. Jeg er enig i, at der er brug for nogle præciseringer, og det har sådan set også været min hensigt hele vejen igennem. Det er også derfor, at det lå mig meget på sinde, vi fik lavet den lovændring, der trådte i kraft den 1. juni 2018, og som har haft en helt konkret betydning, for vi kunne se, at de regler, der var, ikke var klare nok, og at der desværre var stor forskel kommunerne imellem.

Tak til ministeren. Vi går nu over til forhandlingerne, og dermed er de almindelige regler for korte bemærkninger gældende igen. Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, nemlig hr. Finn Sørensen.

Tak. Man skal ikke forlange noget af andre, som man ikke selv er parat til. Derfor vil jeg prøve at foregå alle de andre ordførere med et godt eksempel og fremlægge Enhedslistens bud på, hvad der bør ske af ændringer i den her lovgivning.

Generelt kan jeg sige, at vi støtter de krav, som er fremsat af 65 organisationer, hovedsagelig fagforeninger og handicaporganisationer, og samlet under navnet VærdigReform. På nogle af punkterne vil vi arbejde for mere vidtgående løsninger, så her kommer vores punkter.

VærdigReform foreslår, at hvis arbejdsevnen er nedsat til 7 timer eller derunder, skal borgeren have et retskrav på førtidspension og dermed et frit valg mellem ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Vi er helt enige i princippet, og det ville være godt, hvis Folketinget kan samles om det. Men vi vil arbejde for, at grænsen bør være en arbejdsevne på 2 ½ time, hvilket i praksis svarer til den grænse, der lå før reformen.

VærdigReform foreslår, at ressourceforløb maksimalt må have en samlet periode på 5 år. Herefter skal borgeren have et retskrav på at vælge mellem revalidering, fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension. Igen er vi helt enige i det princip, og vi mener, det er nødvendigt at lave en begrænsning. Vi mener så bare, at den samlede sagsbehandlingstid højst må være 2 år.

Herudover har vi foreslået en lang række andre opstramninger og forbedringer af reglerne om ressourceforløb. VærdigReform foreslår, at borgeren selv skal kunne søge om ressourceforløb og dermed kunne klage over et eventuelt afslag. Vi er helt enige i det. VærdigReform foreslår, at adgangen til fastholdelsesfleksjob på samme virksomhed skal lettes, og at 12-månederskarantænen skal fjernes. Vi er helt enige i det.

VærdigReform foreslår, at ressourceforløbsydelsen skal være på niveau med sygedagpenge, og at der ikke skal modregnes for indtægter fra arbejdsmarkedspensioner og andre ordninger, der fungerer som kompensation for mistet arbejdsevne. Vi er helt enige.

VærdigReform foreslår, at fleksjobbernes løn- og arbejdsvilkår skal fastsættes i samarbejde med de faglige organisationer og efter de kollektive overenskomster på området eller tilsvarende. Vi vil gerne gå skridtet videre og have indskrevet en egentlig forhandlingsret til de faglige organisationer i forbindelse med ansættelse af fleksjobberne.

Derudover har Enhedslisten også en række andre forslag. Erklæringer fra praktiserende læger og speciallæger skal have en langt stærkere placering i loven. Kommunerne skal ikke kunne iværksætte arbejdsprøvninger, ressourceforløb eller fleksjob imod lægernes anvisninger. Vi har fremsat forslag om at styrke revalideringsordningen, som er det ubetinget bedste redskab til at hjælpe mennesker tilbage på arbejdsmarkedet. Vi foreslår at omlægge fleksjobordningen til en udligningsordning efter samme princip som i statens fleksjobordning, eller man kunne kigge på elevordningen. Det vil sige, at alle arbejdsgivere skal bidrage med en procentdel af lønomkostningerne til en fond. De arbejdsgivere, der tager et socialt ansvar og ansætter fleksjobbere, skal belønnes med et tilskud. De andre skal opleve glæden ved at bidrage til et godt formål. Det vil samtidig kunne sikre, at vi fjerner den løndiskrimination, der er en konsekvens af den her reform.

Så skal der indføres en afklaringsgaranti for kontanthjælpsmodtagere, som bl.a. vil betyde, at syge kontanthjælpsmodtagere ikke skal sendes i endeløse arbejdsprøvninger i årevis, for derefter at blive sendt ud i et eller flere ressourceforløb oveni. Det skal være sådan, at inden 1 år skal det afklares, om kontanthjælpsmodtagere skal have ressourceforløb eller førtidspension eller revalidering. Det har vi så fremsat et forslag om, som skal behandles i næste uge. Det er sådan nogle ændringer, der skal til, hvis vi skal sikre en værdig behandling af syge borgere og mennesker med handicap.

Om lidt vil jeg læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, og det skal opfattes som et rigtig godt tilbud til alle forligspartier. De har jo helt tydeligt brug for hjælp til at finde nogle gode løsninger. Det skal især opfattes som et godt tilbud til Socialdemokratiet og SF. Mette Frederiksen er jo oprigtig ked af, hvordan det er gået med hendes reform. Især at syge mennesker bliver sendt ud i opslidende og udsigtsløse arbejdsprøvninger. Det var ikke meningen, har hun sagt, og hun har sagt, at hun gerne vil afskaffe sengepraktik. SF har sagt, at de støtter de seks krav fra VærdigReform, og har derudover – det fortjener SF stor ros for – fremsat en række rigtig gode forslag, som vi sikkert også får lov at høre om i dag.

Nu har de to partier jo chancen for at realisere deres ambitioner. For hvis de borgerlige ikke vil være med, kan vi sætte os ned og lave en god aftale inden folketingsvalget, og den kan så træde i kraft umiddelbart efter, hvis vores fem partier stadig har flertal, og det tyder alt jo på at vi har. Det vil være noget, der giver håb til de mange mennesker, der føler sig ladt i stikken og kørt over af den nuværende lovgivning.

Og så vil jeg på vegne af Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet slutte af med at læse et:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at forligskredsen bag reformen af førtidspension/fleksjob trods en meget langvarig evalueringsproces endnu ikke har fremlagt forslag til forbedring af reglerne på dette område, som kan sikre, at mennesker med lille eller slet ingen arbejdsevne hurtigt bliver tilkendt førtidspension og dermed ikke tvinges ud i udsigtsløse arbejdsprøvninger og langvarige ressourceforløb. Folketinget opfordrer derfor regeringen til straks at indkalde alle partier i folketinget til forhandlinger om forbedringer af reformen med henblik på at indgå en aftale inden folketingsvalget, som kan give alvorligt syge og mennesker med alvorlige handicap en øget retssikkerhed. Folketinget opfordrer til, at der i de pågældende forhandlinger bl.a. tages udgangspunkt i de 6 krav fra VærdigReform, som er tilsendt Folketinget, jf. BEU 2017-18, alm. del - bilag 45.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 86).

Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge.

Da vi i maj måned sidste år lavede den her tilretning af loven, husker jeg det meget tydeligt på den måde, at både hr. Finn Sørensen og Enhedslisten var meget mistrøstige på forslagets vegne, ja, nærmest hånende over for det, at det var en lille detalje, og at det sikkert ikke ville få nogen indflydelse. Og i øvrigt var det nærmest til grin, og det var nærmest at gøre grin med folk at lave den lille tilretning, for det ville ikke slå igennem, og hvilke garantier man havde for det.

Hvordan vil hr. Finn Sørensen nu vurdere det, når det så entydigt fra både Ankestyrelsens og flere kommuners side er slået fast, at den tilretning rent faktisk konkret havde og har i dag konkret betydning for mange menneskers liv?

Ordføreren.

Jeg tror, at hr. Karsten Hønge skal genlæse min ordførertale, for så ville han ikke kunne finde de ord, som han står og citerer mig for her. Jeg tror, det bliver svært at finde ord som, at det er til grin osv. Det er fuldstændig rigtigt, at vi helt på linje med ministeren sagde, at det her ikke ændrer noget grundlæggende, og at den her lovændring ikke betyder, at flere bliver tilkendt førtidspension. Men vi afviste ikke, at den lovændring ville få en betydning, og derfor stemte vi for den, for vi ville selvfølgelig give den en chance.

Spørgeren.

Jeg husker da fuldstændig tydeligt ikke bare talen, men også adskillige opslag på Facebook og andre steder, hvor Enhedslisten gjorde grin med den her lille ændring, for det var så lille en ændring, at det stort set ikke ville få nogen betydning. Men vi har hele tiden været enige om, at det kun var en lille ændring, og derfor venter vi jo heller ikke det helt store af den, men det skulle gerne komme i forbindelse med den her mere gennemgribende evaluering.

Kan hr. Finn Sørensen ikke få sig selv til at sige, at den ændring, som man dengang bare mente nærmest ikke ville få nogen betydning, har haft stor betydning, og at det er slået fast af både Ankestyrelsen og af flere kommuner? Så ja, den tilretning, vi lavede i maj, fik konkret betydning for mange menneskers liv og deres mulighed for at få tilkendt førtidspension. Det var et fremskridt, og det var godt. Jeg husker også tydeligt, at Enhedslisten stemte for, men det var med alle mulige falbelader om, at det i øvrigt nærmest var til grin. Det her havde positiv betydning!

Ordføreren.

Jeg må fastholde, at jeg ikke fra den her talerstol har sagt, at det nærmest var til grin. Jeg kan høre på hr. Karsten Hønge, at vi faktisk er enige om, at det var en lille ændring, og at der kræves en grundlæggende ændring af den her reform. For det synspunkt, som jo hele tiden har drevet Enhedslisten i den her diskussion og utallige mennesker uden for Christiansborg og en lang række fagforeninger og andre organisationer, er, at det er et problem, at vi stadig væk mangler den grundlæggende ændring, der kan beskytte mennesker, som har meget lille eller ingen arbejdsevne. Så hvis det er det, vi er enige om, så kæmper vi videre for det.

Om det er den her ændring, der er årsag til, at antallet af tilkendelser af førtidspension stiger, mangler vi jo stadig væk en analyse af – det havde jeg faktisk med i min præsentation af forespørgslen. Det kan skyldes flere ting: Det kan skyldes, at kommunerne har fanget signalet, det kan også skyldes en ketchupeffekt, som ligger i, at en masse ressourceforløb bliver afsluttet, og hvor det går, som det plejer, om man så må sige, nemlig at ca. halvdelen af dem, der afslutter ressourceforløbet, får tilkendt en førtidspension. Det kan også være en kombination af begge dele, men det vil vi meget gerne være med til at undersøge.

Vi glæder os bare over, at der har bredt sig en fornuftigere holdning ude i kommunerne på det her. Og hvis det signal har medvirket til det, svarer det også på, hvorfor vi stemte for det. Tak.

Forslaget fra DF, Alternativet og Enhedslisten indgår selvfølgelig i de videre forhandlinger.

Der er ingen korte bemærkninger. Så siger vi tak til hr. Finn Sørensen og går videre til hr. Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Jeg vil godt starte med at sige tak til Enhedslisten for at tage den her debat endnu en gang. Vi har jo taget den en del gange her i salen, men denne reform er jo også et af de vigtigste emner overhovedet, fordi den har betydet meget for rigtig mange mennesker.

Som ministeren også sagde, har det for mange været en positiv reform, men for rigtig, rigtig mange har reformen ikke været nem, og det må og skal vi ændre. For det var bestemt ikke meningen med reformen. Meningen var bestemt at give mange mennesker et bedre liv og flere chancer. Jeg kan jo ikke nævne meget nyt i dag, da der ikke er sket så meget siden sidst, men grunden til dette må man jo hellere stille spørgsmål om til ministeren. Derfor vil jeg igen nævne det, som betyder meget for os i forhold til reformen, og hvilke ændringer vi vil løfte i forhandlingerne, men som man jo også har hørt mig sige før.

Det er rigtig godt, at den ændring, vi har lavet i reformen, har betydet, at flere har fået et fleksjob, og at de også er meget tilfredse med det. Det glæder mig. Det var ideen med reformen at give mennesker, der har en arbejdsevne i sig, og som stadig væk gerne vil være en del af et arbejdsfællesskab, en mulighed for det. Det undrer mig lidt, at flere med minifleksjob ikke har fået flere timer, og noget af dette skyldes manglende opfølgning fra kommunernes side. Det skal selvfølgelig forbedres, da det jo også er bedst, hvis man har et fleksjob og man gerne vil op i timeantal og man kan, at der bliver en opfølgning på ens arbejdsevne.

Men vi må også bare konstatere, at der er for mange mennesker, der føler sig jagtet, som slet ikke kan arbejde mere og gerne vil have fred, og jeg kan jo ikke sige det tit nok: Hvis man er så syg, at man skal have en førtidspension, skal man selvfølgelig have en førtidspension. Jeg tror heller ikke, man har hørt andre sige det modsatte her fra talerstolen. Samtidig må man også som en person, der er syg i dette land, kunne forlange en ordentlig og anstændig behandling fra kommunernes side med en indsats, der er god og forståelig for den enkelte. Det er bare ikke den oplevelse, alle har, og det skal simpelt hen ændres. Det kan vi ikke acceptere. Derfor må jeg endnu en gang gentage nogle af de ting, som betyder noget for os, og som vi er klar til at forhandle om. Vi er selvfølgelig altid klar til at forhandle om det hele, men min taletid er også begrænset, så jeg nævner så nogle af dem.

For det første: For at sikre, at flere bliver en del af fællesskabet ude på arbejdspladserne, må vi skabe endnu flere muligheder for gode fleksjob, og når jeg siger »gode fleksjob«, må jeg desværre også sige, at vi har hørt nogle historier om folk, der bliver udnyttet, når man skal vurdere deres arbejdsevne og finde ud af, hvor mange timer de skal have penge for, og det går ikke. Det er vi simpelt hen nødt til at diskutere blandt forligsparterne. Alt for mange er ikke tilfredse med deres ressourceforløb, og der går simpelt hen for lang tid, fra de får et forløb, til der faktisk sker noget. Vi skal have ordentlige ressourceforløb, hvor den enkelte føler sig hørt, og hvor man ikke skal vente flere måneder og flere år på en indsats.

Så er det jo især vigtigt, at er man så syg, at man ikke kan arbejde mere, så skal man selvfølgelig ikke. Det virker, som om det er blevet bedre. Vi hørte også ministeren sige, at der efter præciseringen er flere, der har fået førtidspension, og at nogle af de kommuner, der var værst, er også vågnet op, og det er jo godt. Men jeg er dog heller ikke så naiv at tro, at alt er godt, og her må vi jo så finde ud af at forlange mere af kommunerne og sikre, at borgernes sager bliver bedre belyst, og at de bliver lyttet mere til.

Vi er som sagt klar til at forhandle. Vi har gennemgået evalueringen, og vi har nogle tanker og ideer til, hvad problemet er, og hvad der skal til for at gøre det bedre, som jeg jo har løftet sløret for her. Nu venter vi bare på ministeren, da det jo har trukket lidt ud. Det glæder os, at der er sat et møde op, for nu kan vi snart ikke vente længere. Der er rigtig mange, som venter på, at vi skal handle. Der er mange derude, der gerne vil have ændret nogle ting i reformerne, som skal give dem en mere meningsfyldt hverdag. Det kan jeg godt forstå, og det mener jeg også er et rimeligt krav fra deres side.

Så vil jeg lige læse forslaget til vedtagelse op fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Radikale, SF og Socialdemokratiet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at den samlede evaluering af reformen af førtidspension og fleksjob generelt viser en positiv udvikling, hvor flere er kommet i fleksjob, men at der også er negative virkninger, herunder at for mange ressourceforløb har for lidt indhold. Folketinget følger området tæt og konstaterer, at forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob har drøftelser om evalueringen af reformen for at rette op på de negative virkninger og styre de positive virkninger, som evalueringen peger på«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 87).

Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren, også for i sin tale, synes jeg, at adressere nogle af de problemer i reformen, som Enhedslisten også ser. Tak for det. Der var ikke så mange – hvad skal vi sige – helt konkrete forslag til, hvad der skal gøres. Mette Frederiksen har jo, for et par år siden er det vel, sagt, at det skal være slut med sengepraktik. Er det et forslag, som ordføreren vil stille i forhandlingerne, altså at der skal laves nogle lovændringer, som forhindrer kommunerne i at sende folk i arbejdsprøvning i deres medbragte seng? Det kunne jeg godt tænke mig at spørge om. Det tror jeg at jeg vil starte med i første omgang. Tak.

Ordføreren.

En ting er i hvert fald sikker. Arbejdsprøvninger skal altid give mening, og hvis ikke de giver mening, skal man ikke have de arbejdsprøvninger. Det er noget, der ligger helt klart, og den diskussion skal vi også tage i forhandlingerne.

Spørgeren.

Det var vel ikke det, man sådan kunne betegne som et klart ja eller nej-svar på mit spørgsmål. Jeg tror ellers, at der er mange derude, der gerne vil vide, om det er sådan nogle ting, Socialdemokratiet vil slås for. Nu nævnte ordføreren, at det også var nødvendigt at kigge på muligheden for at få førtidspension og på, om det er for svært, sådan som det er i dag. Sådan opfattede jeg det. Når jeg hører det forslag til vedtagelse, der blev fremsat sammen med resten af forligspartierne, så står der ikke noget om det. Så står der kun noget om indholdet i ressourceforløb. Hvis det nu er sådan, at Socialdemokratiet ikke kan komme igennem med det synspunkt eller andre synspunkter, er Socialdemokratiet så klar til at tage imod det tilbud, som Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet kommer med her i dag, om, at vi sætter os sammen og laver en aftale inden folketingsvalget, som tilgodeser vores fælles ønske om at forbedre den her reform på en helt anden måde end det, man kan komme igennem med sammen med forligspartierne?

Ordføreren.

Nogle gange tænker jeg på, om det egentlig kan svare sig at læse sin ordførertale op, eller om man ikke bare kan sende den rundt, for det er, som om der bare ikke bliver lyttet til det, man står heroppe og siger. Så jeg ved ikke, om det næsten er spild af tid at stå og holde ordførertaler. For jeg stod jo sådan set og sagde her fra talerstolen, at vi gerne så langt bedre ressourceforløb og ordentlige arbejdsprøvninger, dvs. på en måde, så de her mennesker føler, at de bliver behandlet ordentligt. Og jeg sagde også, at vi skal sikre, at dem, der skal have førtidspension, også får førtidspension. Så det undrer mig lidt, at hr. Finn Sørensen ikke har lyttet til det, men nu har jeg så gentaget det.

Hr. Bent Bøgsted.

Tak. Nu kender jeg udmærket godt hr. Leif Lahn Jensen og ved, at hr. Leif Lahn Jensen er en mand med stor tålmodighed og står med glæde på talerstolen, uanset hvilke spørgsmål der bliver stillet til ordføreren. Hr. Leif Lahn Jensen er også en mand af stor tålmodighed over for ministeren, for det har godt nok været en langstrakt proces med at få en afklaring efter evalueringen. Nu sagde ministeren før, at det sidste afsluttende møde var den 25. april, og når han svarer på mit spørgsmål, så siger han: Det kan da godt være, at det fører til nogle flere møder. Hvordan kan det så være det afsluttende møde?

Har hr. Leif Lahn Jensen tiltro til, at den 25. april så er det afsluttende møde, og så har man en løsning på det hele? For der er noget af det, som hr. Leif Lahn Jensen siger, som vi i Dansk Folkeparti er enige i: Det skal give mening at lave en indsats. Så er spørgsmålet bare, hvem det er, der synes, at det giver mening, altså, om det er borgeren eller det er jobcenteret, der synes, at det giver mening med den indsats. Det er jo så noget af det, som jeg kan forstå vil blive taget op i en revurdering af lovgivningen. Men tror hr. Leif Lahn Jensen på, at den 25. april er det afsluttende møde?

Ordføreren.

Jamen jeg er jo nødt til altid at tro på det, som ministeren siger. Men jeg må da også sige, at man har læst flere steder, at jeg har sagt, at vi holder temamøder og holder temamøder, og det gør vi ret meget ovre ved ministeren. Det har vi også gjort her. Og ja, det har taget lang tid, og jeg mener også, at det har taget for lang tid. Jeg mener godt, at vi kunne have lavet en forhandling, for det sidste møde havde vi i januar.

Om det er et afsluttende møde den 25. april, har jeg jo svært ved at forholde mig til, for det var jo så sent som i går meget belejligt, at vi blev indkaldt til et møde den 25. april, så nu skal jeg jo lige vænne mig til at få det i kalenderen og så vænne mig til at finde ud af, hvad det er, der skal ske den 25. april. Så hvad der kommer til at ske der, kan jeg jo ikke vide, men jeg møder som altid op med godt humør ovre ved ministeren. Hvis han er klar til at lande en forhandling, er vi også, og det har vi været længe, så det vil jeg da så sandelig glæde mig til.

Spørgeren.

Tak. Jamen vi ser også med spænding frem til, hvad der kommer til at ske – om der kommer noget på den her side af et valg. Vi ved jo, at der kun er et par måneder til, at det skal være afsluttet. Ministeren siger, at der er god tid, men med det tempo, der har været i forhandlingerne og evalueringen af førtids-fleksjobreformen, må jeg sige, at min tiltro til, at der vil blive landet noget den 25. april, måske ikke er så stor som hr. Leif Lahn Jensens. Men hvis der virkelig kan komme nogle resultater i forhold til det, som hr. Leif Lahn Jensen siger han vil have igennem, så ser vi med spænding frem til, at det kommer. Og det vil være til stor glæde for dem, der bliver ramt af lovgivningen, hvis der kommer de forbedringer, som ordføreren lover.

Ordføreren.

Jeg siger ikke, at jeg har stor tiltro til, at der bliver landet noget som helst den 25. april, for vi har stadig væk til gode at høre, hvad ministeren mener, og det må vi så forvente at han kommer med dér eller inden.

Jeg er også fuldstændig enig i, at ministeren har haft rigtig god tid her. Man kunne så spørge, hvad grunden var. Det så ud til, at det bare var noget, der skulle gå hen over et valg – sådan kan det jo være. Jeg synes, det har taget for lang tid – det er jeg helt enig i – men som altid kommer jeg selvfølgelig til en forhandling for at ændre nogle ting, og jeg synes også, vi skal ændre det så hurtigt som muligt her. Man kunne også høre i min tale, at jeg faktisk synes, de mennesker nu fortjener, at vi lander det her, og at vi bliver enige om et eller andet – det synes jeg de gør.

Tak til hr. Leif Lahn Jensen, og hjertelig velkommen til hr. Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Det her er en vigtig debat, for den berører mange, der bliver ramt af den indsats, der bliver gjort i forbindelse med ressourceforløb, i form af manglende afklaring, om de kan få tilkendt førtidspension, komme i fleksjob, eller hvad der nu kan være tale om. Også manglende afklaring kan der være tale om, altså om de i det hele taget kan få lov til at få et ressourceforløb, for den situation er der også nogle der er i.

I Dansk Folkeparti har vi en klar holdning til ressourceforløb. Vi synes sådan set, at ressourceforløb er godt, men godt nok ikke så langvarige, som det mange gange er, for det er urimeligt, at man skal gå og vente og vente på en afklaring. Hvis man er syg og skal have en afklaring og man er kommet dertil, hvor man får tilkendt et ressourceforløb, så kan det ikke passe, at en afklaring skal tage flere år. Det må kunne lade sig gøre rimelig hurtigt – i hvert fald inden for 2 år, men også mange gange inden for 1 år. Det burde kunne lade sig gøre, hvis man gør den indsats, som man skal. Det er også noget af det, som jeg selvfølgelig håber aftalepartierne vil se lidt alvorligt på, altså om indsatsen i forbindelse med afklaring vedrørende førtidspension og fleksjob foregår hurtigt nok.

Der har været snakket om, hvor mange der får førtidspension, og der kan vi se, at noget af den indsats, der er blevet gjort med afklaring af kontanthjælpen, som Dansk Folkeparti sammen med beskæftigelsesministeren har fået igennem, har vist, at der var rigtig mange, der bare fik lov til at gå, som nu har fået tilkendt en førtidspension eller et fleksjob. Det er rigtig godt, og det er nogle af de tiltag, der skal til. Det viser også, at når man sætter tommelskruerne på over for kommunerne – og måske sender lidt penge med, så de har lidt, de kan arbejde med der også – så går de også i gang med at lave en afklaring. Men det er noget af det, man synes skulle ske af sig selv. Det kan godt være, der er noget i lovgivningen, der skal laves om, så man ikke bare kan slippe udenom, men så det bliver lidt mere fast, hvornår man skal gøre hvad.

Vi mener heller ikke, at minifleksjob er den rigtige løsning, medmindre folk selv ønsker det. Om et fleksjob er 5 eller 7 timer, vil jeg ikke hænge mig så meget i, men det er helt vanvittigt, hvis det kommer helt ned under 1 time, mens fleksjobberen er sengeliggende, og det burde være stoppet for lang tid siden, for det hører ingen steder hjemme. Men vi vil selvfølgelig ikke hindre folk, hvis de gerne vil have et fleksjob, i, at de får et fleksjob på ganske få timer, men det skulle være noget, de frivilligt valgte, hvis de skal have en afklaring til en førtidspension.

Jeg kan se, at der er nok at tage fat på for forligskredsen. Jeg har mine tvivl med den sagsgang, der har været, siden der blev sagt, at nu skulle loven evalueres. Nu sagde hr. Leif Lahn Jensen, at det sidste møde var i januar, og så har de et her den 25. april, men at man skulle kunne finde en løsning der, tror jeg ikke rigtig på. Ministeren sagde, at det var det afsluttende møde, men så sagde han også, at det godt kunne være, at det fører til flere møder. Jeg vil sige til beskæftigelsesministeren, at så er det jo ikke et afsluttende møde. Det ved ministeren alt om. Men det bærer jeg over med. Det har noget at gøre med, hvordan man tolker et afsluttende møde. Det kan godt være, det kan føre til flere møder. Ministeren burde selv kunne høre, hvordan det lød, og det tror jeg også godt ministeren selv var klar over. Når der er tale om et afsluttende møde, så kommer der bare ikke flere. Men lad nu det ligge.

Vi håber på, at forligskredsen kan komme frem til et godt resultat, der er til gavn for de borgere, der er berørt af den indsats, der gøres ude i kommunerne. Jeg ved også godt, at ministeren har haft fat i mange kommuner og har sat tommelskruerne på, når der har været noget, og det er ikke sådan, at beskæftigelsesministeren går af vejen for at sige sin mening over for kommunerne, når han ikke synes, de lever op til de krav, der er – heller ikke i forhold til førtids- og fleksjobreformen, og det skal vi tage hatten af for, for det bør indgyde respekt, at vi har en minister, der tør tage fat om nældens rod, og det er jeg glad for vi har. Så det er jo noget, der måske kunne være et tegn på, at der kan komme et resultat. Men jeg har bare mine tvivl, om man kan nå det inden et valg, men så må vi håbe, at den nye regering, der kommer til efter et valg – om det så er med den samme beskæftigelsesminister, eller om det er en anden beskæftigelsesminister, om det er en anden farve regering, eller hvad det er – tager det her alvorligt og siger, at nu skal vi have den her opgave løst hurtigst muligt. Det ser vi selvfølgelig frem til med spænding.

Tak til hr. Bent Bøgsted, og hjertelig velkommen til hr. Hans Andersen, Venstre, Danmarks liberale parti.

Tak for det. Tak til Enhedslisten for endnu en gang at sætte dette emne til debat. Man får måske lidt et deja vu givet det faktum, at vi stod i samme sal, hvor vi talte om samme spørgsmål fra samme spørgsmålsstiller tilbage i november måned, og heldigvis havde vi også en god debat dengang, og jeg håber på det samme i dag.

Af samme grund gik jeg tilbage og så lidt på, hvad vi talte om i november. Jeg så også min egen tale igennem, og hvis jeg skal sige det, var det, jeg sagde dengang, også overordentlig fornuftigt. Bl.a. sagde jeg, at når jeg ser rundt i salen, ser jeg jo ikke et eneste parti eller menneske, der ikke vil vores medborgere det bedste. Vi ønsker alle, at de borgere, der har brug for hjælp, også skal have den. Vi ønsker alle at skabe et samfund, hvor vi holder hånden under dem, der ikke kan selv, og hvor vi giver et kærligt puf til dem, der godt kan, men måske skal hjælpes lidt på vej. Vi ønsker alle et system, hvor dem, der kan, yder, mens dem, der ikke kan, skal nyde godt af fællesskabets hjælp. Sådan bør og skal det være.

Det var i november måned, og det mener vi sådan set stadig væk. De, der kan arbejde, skal arbejde, og de, der ikke kan, skal ikke arbejde – punktum. Længere er den ikke. Men som jeg også sagde til den debat, vi havde i november, er det jo for Venstre afgørende, at kan man bidrage, så har lidt også ret: For os har det stor værdi, at man bidrager i det omfang, man kan. Det tror jeg sådan set også gælder for den enkelte borger, og derfor står vi også ved den reform, vi indgik, dengang beskæftigelsesministeren hed fru Mette Frederiksen, for den var og er et skridt i den rigtige retning.

Vi mener oprigtigt, at det er positivt, hvis folk har et job at stå op til, ikke nødvendigvis et fuldtidsarbejde, men det er jo heller ikke målet. Målet er, at man i videst muligt omfang tilbyder det, man kan, og det tror vi er godt for det enkelte menneske, og det er også godt for samfundet. Derfor er vi jo overordnet set glade for reformen, som også blev stemt igennem af et bredt flertal i Folketinget.

Målet med reformen var jo og er jo, at færre overlades til offentlig forsørgelse og flere skal i beskæftigelse. Helt overordnet set må man jo også sige, at det også er det, der er sket. Men når det så er sagt, er der udfordringer, det er jo ikke til diskussion. Der er fortsat sager, hvor mennesker bliver trukket gennem unødvendige beskæftigelsesindsatser; indsatser, der dybest set ikke har noget formål. Samtidig ser vi også, at antallet af tildelte førtidspensioner jo har varieret meget imellem kommunerne, og det er jo heller ikke i orden, at spørgsmålet nogle gange er, om tildelingen af førtidspension afhænger af ens postnummer. Sådan må det ikke være.

Derfor har vi også tidligere åbnet op for reformen, og vi har også justeret elementer, hvad beskæftigelsesministeren var inde på. Men som vi også diskuterede i november måned, viser evalueringen en række udfordringer, for mange borgere modtager den forkerte indsats, som ikke nødvendigvis hjælper dem tættere på arbejdsmarkedet. Der er jo store udfordringer med at få oprettet de gode virksomhedsrettede tilbud, som vi ved fungerer godt, og der er mange, som er visiteret til et fleksjob, som endnu ikke har fået det. Ja, der er ting, der ikke fungerer, og det kræver, at både kommuner og vi tager et kritisk blik på hele det her område. Vi er allerede godt i gang, og forhåbentlig kan vi finde gode, holdbare løsninger i de kommende forhandlinger. Så Venstre står sådan set ved den reform. Vi mener grundlæggende, at den er rigtig, men vi har også brug for, at den får et eftersyn.

Så med de ord vil jeg sige tak for endnu en gang at bringe debatten op, og så skal jeg hilse fra Det Konservative Folkeparti, som desværre ikke kunne være til stede i dag, og sige, at de også støtter det forslag til vedtagelse, som er blevet forelagt fra en kreds af partier. Tak.

Selv tak. Der er en kort kommentar fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg vil gerne takke ordføreren for en meget klar erkendelse af, at der stadig er mennesker, der sendes i udsigtsløse forløb, og at det ikke burde ske, og at der skal gøres noget ved det. Tak for det.

Så siger ordføreren, at de, der kan arbejde, skal arbejde. Dem, der ikke kan, skal ikke arbejde – underforstået at de skal have en førtidspension. Jeg går ud fra, at det er det, der menes. Længere er den ikke, siger ordføreren. Man kan sige, at længere burde den ikke være, men den er jo længere, fordi det ikke er det, der står i loven. Der står, at hvis kommunen vurderer, at borgeren kan udvikle arbejdsevne på sigt – det er et direkte citat – så skal kommunen ikke give en førtidspension. Så skal kommunen forsøge at udvikle den arbejdsevne, som ikke er til stede i øjeblikket, i form af yderligere arbejdsprøvninger eller ressourceforløb, eller den skal sende borgeren i et minifleksjob, for nu at bruge det ord, altså et fleksjob med meget få timer.

Så der står ikke det i loven, som ordføreren siger. Hvis der gjorde det, tror jeg, at vi havde en lidt anden situation. Det er jo den formulering, der er det grundlæggende problem i den der lovgivning. Det er den, der gør borgeren retsløs. Det eneste konkrete, der nævnes i det forslag til vedtagelse, som forligspartierne har lagt frem – det er muligt, at jeg hørte forkert eller ikke fik det hele med – er, som jeg hørte det, at der kun er én konkret ting, og det er endda ikke særlig konkret, nemlig at der skal være et bedre indhold i ressourceforløbene. Så spørger jeg: Er det den eneste ændring, Venstre vil være med til? Eller vil Venstre være parate til at imødekomme Socialdemokratiets ønske – sådan opfattede jeg det – om, at der også skal være en nemmere adgang til at få førtidspension?

Ordføreren.

Vi er helt åbne over for at drøfte alle forslag til justeringer af den her reform. En lang række organisationer har bl.a. peget på forholdet omkring fleksjob, fastholdelsesfleksjob, som jo også er et element, som vi er nødt til at skulle drøfte. Det er bare for nævne et punkt. Helt konkret er det jo helt tydeligt, at vi er nødt til at kigge på de ressourceforløb, der ikke har noget indhold. Dem skal vi også kigge på. Så skal vi også drøfte det her med, at når man får tildelt et fleksjob, skal det jo også have et perspektiv. Der skal også være noget progression i det, altså at få timer bliver til flere timer. Det vil vi også gerne drøfte. Så vi er sådan set åbne over for at se på, hvordan vi kan forbedre den reform, som vi mener var nødvendig, men som vi jo gerne vil være med til at gøre endnu bedre. Tak.

Spørgeren.

Tak. I den række af eksempler, ordføreren nævnte, indgik ikke det, jeg spurgte om, nemlig for at sige det sådan meget kort: Skal det være nemmere at få førtidspension, end det er efter de regler, der er i loven i dag? Og når det ikke står der, er det så, fordi Venstre ikke ønsker, at det skal være der, eller er det, fordi der er nogle andre partier, der ikke vil være med til det?

Ordføreren.

Jeg synes bestemt, at vi i forligskredsen skal drøfte, hvad balancen skal være, altså hvornår man kan få tildelt en førtidspension. Det synes jeg bestemt vi skal vende. Det har jeg sådan set også forventninger om vi kommer til. Nu har vi gennemgået hele evalueringen, og nu skal vi tage hul på de forslag, der er bragt til bordet af os hver især. Og der er jo også organisationer, der har nævnt det. Vi drøfter gerne, hvad balancen skal være. Og så tror jeg ikke, at vi kommer det meget nærmere i dag, for jeg tror, at det er bedst, at vi tager de forhandlinger i forligskredsen. Tak.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Så jeg vil gerne byde hjertelig velkommen til fru Laura Lindahl fra Liberal Alliance.

Også herfra en tak til Enhedslisten for at lægge op til denne debat en gang til. Jeg kunne sagtens stå her og tale om, hvad Liberal Alliance generelt mener om reformen. Det tror jeg de fleste her i salen godt ved. Vi er tilhængere af den reform, man lavede. Vi synes, det var rigtigt, at man tog et opgør med den måde, der var, hvor man havde sendt især unge mennesker på en passiv offentlig forsørgelse for resten af deres liv.

Men det, jeg synes er interessant, når vi tager de her debatter, er sådan set ikke, at jeg kan stå fra Liberal Alliance og fortælle det, som vi godt ved, men det er egentlig at prøve at blive klogere på hinanden. Det, som jeg synes er interessant ved det, som hr. Finn Sørensen tog op, da hr. Hans Andersen fra Venstre før var på talerstolen, er det her med udviklingen af arbejdsevnen.

For vi er jo nødt til at blive lidt mere konkrete, hvad angår de ting, som vi er uenige om. Vi kan godt stå her og sige, at vi har intentioner om noget, og at vi gerne vil noget, og at det drøfter vi i en forligskreds, men hvor er nerven i det her? Hvor er det, vi rent faktisk er uenige? Og så kan det være, at vi må nå frem til den konklusion, at vi siger, at ja, vi er uenige. Vi bliver ikke enige, men så er vi enige om at være uenige. Men de der floskler om, at vi har til hensigt at gøre alt muligt, er fine nok, men jeg synes faktisk, at det er sjovere i debatten, hvis vi prøver at gå ind i de ting, hvor vi er uenige.

Når det kommer til udviklingen af arbejdsevne og det, der står i loven i dag, så står jeg og Liberal Alliance helt på mål for det, for vi synes, at det grundlæggende er rimeligt. Hvis man har en arbejdsevne, men måske lige nu ikke er arbejdsdygtig, men at der er muligheder for, at man kan udvikle arbejdsevnen, så man kan komme tilbage i arbejde, jamen så synes vi, man skal forsøge sig med det, inden der tildeles en førtidspension, hvor det siges, at du kan ikke arbejde mere.

Det er jeg heller ikke sikker på at der nødvendigvis er store uenigheder om, for jeg tror sådan set heller ikke, at hr. Finn Sørensen og Enhedslisten mener, at hvis der er en udsigt til, at man kan komme til at arbejde, så skal man bare parkeres. Men måske er der uenighed om niveauet for det, altså hvornår mener man det, eller hvem er det, der kan vurdere det. Det, jeg synes er svært ved hele det her område, er, at der er så store individuelle forskelle på mennesker. Så når vi prøver lovgivningsmæssigt at lægge nogle kriterier, så vil vi have svært ved at ramme rigtigt, fordi mennesker er så forskellige. Og to diagnoser, som umiddelbart ser ens ud, kan udvikle sig i meget, meget forskellige retninger. Så det gør den opgave, vi står med her, ekstra svær.

Nu har vi fået gennemgået evalueringen, som har været fremme ovre i ministeriet, i nogle temamøder. Det har jo været fint. Det er kompliceret stof. Og nu skal vi så til at se på, hvor vi politisk mener der skal sættes ind. I Liberal Alliance er vi optaget af, at der ikke sendes flere på førtidspension. Vi har et højt antal i forhold til eksempelvis Sverige. Men vi er selvfølgelig også optaget af, at vi behandler mennesker værdigt og med respekt – og hvor er den balance? Det er ikke nemt, men den må vi jo prøve at finde.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak til ordføreren. Som det tit sker, når Enhedslisten og Liberal Alliance diskuterer, er der klar tale fra begge sider, og det er meget, meget sjældent, at den tale trækker i den samme retning, og det gør den heller ikke i dag. Men tak for et klart svar. Jeg opfatter det på den måde, at Liberal Alliance står der, hvor Liberal Alliance stod den 9. november, da vi diskuterede det her. Da sagde ordføreren, at det ikke skal være nemmere at få førtidspension, men at det tværtimod skal være sværere. Det tror jeg ordføreren måske må erkende kan blive svært at komme igennem med. Men ordføreren sagde i hvert fald meget klart, at man var parat til at bruge sin vetoret, som man jo har som forligsparti, for at forhindre, at det bliver nemmere at få førtidspension. Hvis det er rigtigt forstået, ville det måske være meget rart med en bekræftelse ud over et nik, sådan at man også kan læse det i referatet bagefter.

Værsgo til ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at Liberal Alliance er optaget af at sikre, at mennesker kan arbejde så lang tid som overhovedet muligt, og vi er ikke interesseret i at lempeliggøre den her ordning. Vi er ikke interesseret i, at Danmark skal have flere på førtidspension. Vi er interesseret i at hjælpe flere i fleksjob og i andre ordninger. Så det kan jeg bekræfte: Liberal Alliance ønsker ikke at gøre førtidspensionen mere lempelig, end den er i dag.

Spørgeren.

Jeg er jo oprigtigt ked af svarets indhold, men jeg er glad for, at det er klart, fordi vi da så kan få trukket nogle linjer op i den her debat. Men grunden til, at jeg er rigtig ked af det, er jo, at det er det, der tyder på, at der ikke rigtig kommer noget ud af de forhandlinger om det grundlæggende problem, som ellers både Venstre og Socialdemokratiet anerkender der er, altså at der er en lovgivning, som medfører, at en masse mennesker bliver sendt ud i nogle udsigtsløse forløb. For det er jo lige nøjagtig den kerneproblematik, der er i det.

Så jeg er ked af indholdet, men selvfølgelig glad for, at det er et klart svar. For det er jo vigtigt, at alle, både de andre forligspartier, og vi andre, der ikke er med, plus alle dem, der sidder og lytter med, kan få et klart billede af, hvad der egentlig er mulighederne i den forhandling, som man skal have den 25. april.

Ordføreren.

Der var bare ikke så meget spørgsmål i det, men det er jo rigtigt. Heldigvis er det jo sådan, at de to muligheder, der er, ikke enten er en førtidspension eller ingenting, og der må vi jo i forligskredsen se på: Er der en helt tredje vej, som måske ikke er en af de ordninger, der findes i dag, men hvor vi kan hjælpe de her mennesker? Men isoleret til førtidspensionen er Liberal Alliance ikke interesseret i at lempeliggøre den.

Tak til fru Laura Lindahl, og hjertelig velkommen til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Der er 5 minutters taletid.

Tak. Alternativet har jo været med i kritikken af førtidspensions- og fleksjobreformen hele vejen igennem, samråd og forespørgsler og høringer, og hvad der har været, og vi har også lavet forskellige projekter. F.eks. har vi netop udgivet en bog, der er omdelt til alle Beskæftigelsesudvalgets medlemmer, der synliggør 24 danskeres møde med beskæftigelsessystemet. Jeg vil gerne læse borger nr. 20's beretning op for at vise et konkret eksempel på, hvordan det er for ganske almindelige danskere at møde beskæftigelsessystemet under førtidspensions- og fleksjobreformen.

At jeg var alene med to børn, blev der aldrig taget hensyn til, at jeg trods alt havde arbejdet i 35 år, blev der heller ikke taget hensyn til, jeg var jo nok ude på at malke kommunen uden at yde mit. Jeg er 60 år og har arbejdet som sygehjælper i 35 år, indtil jeg for 8½ år siden blev syg med stress. Da jeg efter 3 måneder endnu ikke kunne klare et fuldtidsjob, blev jeg fyret. I starten gik jeg lange ture i skoven, ca. 1½ time hver dag, men det var ikke godt nok for kommunen, jeg skulle i fitnesscenter, hvor jeg slet ikke kunne holde ud at være. Lige fra starten er jeg blevet presset til at yde mere, end jeg har været i stand til. Første arbejdsprøvning startede med 15 timer om ugen, og timetallet skulle øges, selv om jeg ikke magtede de 15 timer. Da jeg havde været på arbejdsprøvning på samme sted i 9 måneder, opdagede kommunen pludselig, at jeg stadig var det samme sted. Allerede næste dag skulle jeg starte på et kursus. Jeg fik ikke engang mulighed for at sige farvel til praktikstedet. At jeg var alene med to børn, blev der aldrig taget hensyn til. At jeg trods alt havde arbejdet i 35 år, blev der heller ikke taget hensyn til, jeg var jo nok ude på at malke kommunen uden at yde mit.

Nu er der gået 8½ år, og jeg er i ressourceforløb. Jeg har været i praktik syv gange plus en masse kurser. Min arbejdsevne hedder nu 1 time og 20 minutter om ugen. Jeg er hele tiden blevet presset, og økonomien og den uvisse fremtid har stresset mig meget. Jeg bestemmer ikke længere over mit eget liv. Jeg har måttet flytte væk fra mit netværk og ind i en lille lejlighed, hvor jeg ikke trives. Her er der ikke plads til en vaskemaskine, og jeg har ikke længere kræfter til at gå på vaskeri. Her er trapper, som jeg har svært ved at bære mine indkøb op ad. Jeg kan kun handle ind, når jeg låner en bil af min mor på 86. Jeg har svært ved at holde hjemmet og lave mad, og kommunen har også søgt hjemmehjælp til mig. Jeg har søgt pension flere gange uden held. I starten ville jeg rigtig gerne have haft et fleksjob, nu er jeg for dårlig. Jeg er sikker på, at jeg ikke var blevet så syg, hvis ikke jeg var blevet presset igennem hele vejen, men kommunen i stedet for havde lyttet til mig. Pres, dårlig økonomi og uvished gør ikke noget godt for stress, men det allerværste er, at min yngste datter også har fået stress, hvilket min situation sikkert har medvirket til.

På et tidspunkt skulle jeg i praktik. Jeg skulle med bus, tog og bus igen, en rejse på 1 time. På den forrige arbejdsprøvning måtte jeg stoppe før tid, fordi jeg var meget dårlig. Her blev jeg skønnet til at kunne arbejde 6 til 8 timer om ugen. Det nye sted, hvor jeg skulle bruge 2 timer til transport om dagen, mente, at jeg kunne klare 20 timer om ugen. Jeg fik lov til at starte med 12 timer, og allerede anden dag fik jeg at vide, at jeg skulle op i tid, jeg fejlede jo ikke noget. Jeg gik grædende hjem og meldte mig syg i en dag, hvilket resulterede i, at jeg fik at vide, at hvis jeg skulle videre i systemet, måtte jeg ikke melde mig syg igen. Jeg var dårlig 24-7 i de 3 måneder, jeg var i praktikken, og også i den efterfølgende praktik på 3 måneder, som jeg startede lige efter. Nu bliver jeg skønnet til at kunne klare en arbejdsuge på 4 timer. Alligevel fik jeg igen ingen pension, men et ressourceforløb, for som de sagde: Nu havde de prøvet med pisk, så nu ville de prøve at være gode ved mig for at se, om jeg så kunne arbejde mere. Når ressourceforløbet slutter, har jeg været underlagt kommunen i næsten 9 år. Hvordan kan nogen være så længe om at finde ud af folks arbejdsevne? Mit liv er ødelagt, og det er ganske gratis for kommunen at ødelægge det, for de bliver ikke stillet til ansvar. De har jo bare gjort, hvad de kunne, for at spare penge. Jeg håber af hele mit hjerte, at det her vanvid må stoppe, inden endnu flere får ødelagt deres liv.

P.S. Jeg har netop, efter at jeg skrev det, fået tilkendt førtidspension efter 9 år. Men jeg har stadig væk svært ved at klare hverdagen, ligger ned det meste af dagen. Folk med stress bliver kronisk syge i jobcenteret, men det værste er, at min datter på 20 år også har fået stress og derfor ikke er kommet i gang med en uddannelse. Jeg forstår ikke, hvorfor systemet kører så hårdt på enlige, at det skal gå ud over vores børn. Både jeg og min datter kunne have været raske i dag, hvis systemet havde taget hensyn til den enkelte. Selv om min overlæge skrev, at jeg under ingen omstændigheder måtte presses, fortsatte jobcenteret, mens de truede med, at jeg ville forblive på kontanthjælp, hvis jeg ikke gjorde, som de sagde.

Den her bog og de her beretninger er ikke rettet mod sagsbehandlere. I dag diskuterer vi, hvad vi politikere kan gøre, og det er en appel – jeg vil kalde det en bøn – til SF, Venstre, Socialdemokraterne, Radikale, Konservative og LA om at justere den her lov på plads, så mennesker som den her borger ikke får deres liv ødelagt af at være underlagt førtidspensions- og fleksjobreformen. Og jeg håber, at man vil justere den på plads før et valg, især for de reformramtes skyld, som skal ud af den her klemme. Her er 24 historier mere, og vi har læst 90 af dem op fra Alternativets gemakker på Christiansborg. Men jeg vil også håbe, at den her ting kommer på plads før et valg, og at partierne bag førtidspensions- og fleksjobreformen viser mod til at lave en ny aftale, som vælgerne så kan få lov til at bedømme i valglokalet. Tak.

Tak til ordføreren.

Til brug for en anden gang vil jeg lige læse en paragraf op. Det er mere, fordi vi skal huske hinanden på, hvad der står i forretningsordenen. Jeg greb ikke ind, for jeg synes, at citatet var vedkommende, men der står: »Citater må kun anvendes i begrænset omfang.« Det vil sige, at man bruger et par sætninger eller sådan noget. Det er bare til en anden gang. Man skal altså være opmærksom på, at ens egne ord fylder det meste i ens tale. Men tak for oplæsningen og for indlægget.

Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til formanden. Jeg vil bare citere mig selv, og det håber jeg er i orden, og det er fra den seneste debat, vi havde. Tak til Enhedslisten for at rejse den her forespørgselsdebat. Vi har jo desværre haft den her debat før og sidst i november sidste år. Når jeg læser mine egne ord fra dengang, kan jeg se, at jeg sagde, at jeg glædede mig meget til den kommende evaluering, og at vi gerne ville justere på reformen. Det står stadig væk ved magt.

Det er klart, at vi kommer til mødet med ministeren i april. Der vil vi gøre præcis det, som vi har annonceret tidligere, nemlig gå ind i det med åbent sind. Vi vil gerne være med til bedst muligt at rette op på den her reform. Det, vi gerne vil, er jo at sikre os, at det er ressourceforløb, der giver mening, og vi vil sikre os på alle mulige måder, at intentionerne i reformen bliver opfyldt.

Jeg vil også gerne gøre det før et folketingsvalg, men jeg må sige, at vi også gerne gør det efter et folketingsvalg. For mig er det ikke sådan, at det hele forsvinder, hvis det kommer over på den anden side af et valg, men jeg kan bare ikke se nogen grund til, at vi ikke skulle gøre det hurtigt, for det har længe været klarlagt, hvad evalueringen siger, og hvor de politiske partier står.

Så altså, vi vil gerne justere på reformen, sådan at vi hele tiden kommer tættere på at få en reform, der opleves rimelig, og som kan det, den skal, nemlig skaffe borgerne tættere på beskæftigelse. Tak.

Selv tak. Er der en kommentar? Ja, det kom der fra hr. Finn Sørensen.

Undskyld, jeg var lidt sent på den, men tak, fordi ordføreren var så længe om at komme ned fra talerstolen, at jeg alligevel nåede det, og tak for, at formanden var fleksibel.

Kunne ordføreren måske løfte sløret lidt mere for, hvilke konkrete ændringer Radikale Venstre forestiller sig at der skal gennemføres i den her lovgivning om førtidspension og fleksjob?

Ordføreren.

Det vil jeg nødig. Jeg vil helst først over i forhandlingerne og i de egentlig tætte forhandlinger, men intentionen skal være, at de her redskaber, der ligger i reformen, skal bruges mere fleksibelt, så folk i højere grad føler, at det er rimeligt, og at der er et indhold i de ting, de bliver sat til. Jeg er ikke enig i Enhedslistens intention om, at man gør en førtidspension til en rettighed, det er lettere at opnå, for jeg er så ked af det, når jeg møder folk, der har fået førtidspension, men som senere bliver raske og så ligesom føler sig parkeret. Jeg synes kun, at man skal give førtidspension som den sidste mulighed.

Spørgeren.

Tak. Så var det da godt, at jeg spurgte, for det skal altså forstås sådan, at ordføreren egentlig står samme sted som fru Laura Lindahl fra Liberal Alliance, nemlig at det ikke skal være nemmere at få førtidspension, end det fremgår af loven i dag.

Ordføreren.

Jeg vil forfærdelig gerne have, at folk, der skal på førtidspension, får førtidspension, men jeg synes heller ikke, at det er en rettighed, vi skal være hurtige til at tildele folk. Der skylder vi folk det hensyn at hjælpe dem så langt som overhovedet muligt i retning af at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Tak til hr. Rasmus Helveg Petersen, og hjertelig velkommen til hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Det går langsomt med at evaluere loven – alt for langsomt. Og jeg undrer mig faktisk også over forløbet, for ministeren har tidligere givet udtryk for, at han forventede, at dette skulle være klar her i foråret – vel at mærke klar til at blive vedtaget. Det kom også frem i forbindelse med den justering af loven, som vi havde i maj måned sidste år, at det var en delevaluering, og så lagde man op til den store evaluering, som så skulle køre hen over efteråret. Og sådan som det blev lagt ud, var forventningen, at det skulle blive vedtaget her i begyndelsen af i år. Det er jo ret tydeligt, at det ikke kan nås at få det vedtaget inden et valg.

Jeg har læst i Jyllands-Posten, at jeg skulle have rullet mig på gulvet og sat ild til mit eget tøj i ministeriet i frustration over langsommeligheden, og når det står i avisen, må det jo være rigtigt. Jeg synes i hvert fald, at det er skuffende med den langsommelighed, ikke fordi det har noget med Folketinget at gøre, men fordi det har noget at gøre med en hel masse mennesker derude i landet, der berettiget forventer, at vi får justeret loven.

Vi ændrede så heldigvis loven i maj måned sidste år, og det var nødvendigt, for der var mange kommuner, der ikke kunne finde den rigtige linje i, hvordan de skulle behandle deres syge, sårbare og udsatte borgere, og den justering, vi lavede, tvang dem dog til flere steder at gøre det på en mere human og respektfuld måde. Det var vel egentlig heller ikke for meget forlangt.

Jeg er glad for, at jeg kan se, at Ankestyrelsen har ændret to principafgørelser, og vi kan bl.a. høre Københavns Kommune eksplicit sige, at på grund af en ændring har de faktisk også ændret praksis. Det var en lille ændring, vi lavede i maj, men den fik faktisk konkret betydning. Det er også nødvendigt, for vi bliver jo konstant præsenteret for en nærmest endeløs række af tilfælde, hvor borgerne bliver behandlet respektløst og inhumant. Det er nok ikke lige den måde, man skal møde syge borgere på. I stedet for at spænde snubletråde ud, skal kommunerne række borgerne en hjælpende hånd.

SF arbejder for en gennemgribende ændring af loven, og overskriften for SF er at styrke borgeren over for systemet. De syge skal have flere håndfaste rettigheder, de skal stå stærkere over for systemet. Igennem efteråret arrangerede jeg selv en række lyttemøder spredt ud over landet, og de var faktisk utrolig velbesøgte. Mange mennesker kom til de lyttemøder for at fortælle om deres egne konkrete oplevelser i mødet med kommunen, og hvordan de følte sig dårligt behandlet, men der var også borgere, der fortalte, hvordan de faktisk i nogle kommuner blev godt behandlet, og hvordan de blev hjulpet videre. Det var et nuanceret billede. Men konklusionen er alligevel, at det er nødvendigt, at Folketinget griber ind over for det landslotteri, som foregår, for det var det hovedindtryk, jeg også stod tilbage med, at det nemlig i dag er postnummeret, som er helt afgørende for, hvilken behandling borgeren får. Nogle kommuner behandler faktisk deres borgere med respekt, andre kommuner efterlader borgeren til sig selv.

Jeg synes, at vi seriøst skal behandle de seks forslag, som vi har modtaget fra det initiativ, der hedder »VærdigReform «. Det ligger så i øvrigt også i fuldstændig og fin forlængelse af den overskrift, som SF har for en revidering af loven, nemlig at give flere rettigheder til borgerne. De syge, de sårbare og de udsatte har nemlig brug for en klar lov med en række konkrete rettigheder, som kommunerne skal leve op til. Det er nødvendigt, at vi stopper den socialpolitiske blindflyvning og i stedet for udstyrer borgerne med en række retskrav. Mennesker skal stå stærkt over for kommunen. Vi skal fjerne snubletrådene og i stedet for give svagt stillede mennesker et stærkere fundament at stå på.

SF foreslår konkrete ændringer, f.eks. at når arbejdsevnen er på under 7 timer om ugen, skal borgeren kunne vælge mellem ressourceforløb, fleksjob og førtidspension. Og hvis borgeren ikke er afklaret inden for de 5 år, der er afsat, skal borgerne kunne vælge mellem revalidering, fleksjob, ressourceforløb og førtidspension. Vi synes, det er borgeren selv, der skal kunne søge om ressourceforløb og i øvrigt kunne klage over forløbet. Vi mener, at ansættelsesvilkårene i fleksjob altid skal aftales med fagforeningerne. Vi mener, at det igen skal være muligt at få oprettet et fleksjob i den virksomhed, hvor man arbejder, og vi forestiller os en række tidsgarantier lagt ind. I sundhedsvæsen arbejder man jo med begrebet behandlingsgaranti. Jeg tror også, vi i den her sammenhæng kan arbejde på en måde, så borgerne får nogle garantier for, at tingene sker inden for nogle tidsfrister.

Vi bliver nødt til at stille borgere, der står svagt, på det stærkest mulige fundament.

Så vil jeg også i den her tale, som jeg også gjorde, da vi diskuterede det i efteråret, sige, at det var opmuntrende at høre Mette Frederiksens bemærkninger på Socialdemokratiets kongres om, at man nu virkelig skulle tage fat om nældens rod i den her lov.

Så må jeg også i dag, som jeg gjorde i efteråret, sige til Socialdemokraterne, at ord, magiske strygninger og lindrende salver altså ikke er nok. Jeg opfordrer især Socialdemokraterne til at komme med klare meldinger og til at stå fast på de syges rettigheder. Nu skal vi forbedre den her lov, som har så meget på samvittigheden.

Tak, og der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak, og tak til hr. Karsten Hønge for meget klare, konkrete udmeldinger: Både i forhold til overliggeren for de ændringer, der skal være – flere rettigheder til borgerne – og også for støtten til de konkrete forslag fra VærdigReform. Og jeg ved, at SF jo derudover også har glimrende konkrete forslag til forbedringer af den lovgivning. Det vil jeg gerne takke for og også sige, at det er rigtig god stil, for selvfølgelig kan man som forligsparti tillade sig det. Man bør gøre det, så ikke kun forligspartierne, men også alle os andre og især alle vælgerne har en mulighed for at finde ud af, hvad partiernes positioner er.

Hr. Karsten Hønge hæfter sig jo ved den her langsommelighed i processen, hvor hr. Karsten Hønge indtil nu har været tålmodig, men jeg tror, at han har haft tændstikkerne fremme for at tænde ild til sit tøj – jeg tror på det. Så er mit spørgsmål: Har hr. Karsten Hønge en grænse for den tålmodighed? Kan man forestille sig, at hvis det tegner til, at der ikke kan laves en løsning før valget, fordi nogle partier blokerer for sådan nogle forslag, som SF gerne vil stille, så kunne SF finde på at opsige det forlig og sige ja tak til tilbuddet fra Dansk Folkeparti og Alternativet om, at vi sætter os ned og begynder at forhandle, så vi har et langt bedre grundlag?

Ordføreren.

Jeg har jo tilbudt før, bl.a. til Enhedslisten, at hvis I ville være så søde og pege på et eneste sygt menneske ude i landet, et eneste menneske, der er sårbar og udsat, som ville få det bedre af, at SF's trådte ud af forligskredsen, så ville jeg seriøst overveje det. Sagen er bare, at det der begreb med, at man opsiger forlig, jo ikke rigtig findes, for hvis hr. Finn Sørensen forestiller sig, at forliget er opsagt, fordi SF træder ud, så kunne det give mening. Det er bare ikke det, der sker. Forligskredsen vi jo fortsætte fuldstændig uforandret, bare med SF uden for lokalet i stedet for inde i lokalet, så derfor giver det ikke mening for os at træde ud. Hvem skulle få glæde af det? I hvert fald ikke de syge og de sårbare.

Spørgeren.

Det vil jo selvfølgelig ændre den politiske situation fuldstændig, hvis et af forligspartierne træder ud af forliget inden folketingsvalget og går til valg sammen med andre partier på en platform, der meget bedre svarer til de krav, som man selv har, som SF har. For som SF formulerer sig her, tror jeg, at det vil være muligt at lave en god aftale mellem Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten. Mon ikke, det ville gøre et vist indtryk på visse andre forligspartier, f.eks. på Socialdemokratiet, som har en ambition om at beklæde statsministerposten efter næste folketingsvalg, fordi det vil jo også være et tilbud til Socialdemokratiet om, at de kunne få indfriet deres krav. Alternativet er jo, at Liberal Alliance og eventuelle andre partiers vetoret over for forbedringer på det område vil fortsætte efter valget.

Ordføreren.

Jeg er for så vidt helt enig med hr. Finn Sørensen i, at det vil gøre livet lettere for SF og for mig måske, hvis vi trådte ud af forligskredsen, og så kunne vi køre en kampagne på det, og nu er det også snart 1. maj, og det vil passe rigtig godt til talerne. Men SF fører ikke politik først og fremmest fra ølkasser, hvor vi holder de rigtige taler. SF er røde stemmer, der arbejder, og det her arbejde foregår i Folketinget.

Hr. Bent Bøgsted.

Tak. Det, hr. Karsten Hønge siger, er fair nok, for det er fuldstændig rigtigt, at det ikke ændrer ret meget ved det, hvis SF går ud af et forlig. Hvis der så skal snakkes noget på plads efter et valg, kræver det stadig væk, at der også er andre, der opsiger forliget, og så kan det først træde i kraft efter næste valg igen. Og det er en langstrakt proces.

Men det er noget andet, jeg er interesseret i. Hr. Karsten Hønge nævnte lidt forskellige tiltag, som SF ønsker. Jeg skal bare lige høre: Er der lydhørhed over for SF's ønsker i de her forhandlinger? Man har måske ikke indtryk af, at der bliver lyttet så meget til de ønsker. Men vi er da spændte på at se, om der er nogle SF-fodaftryk i evalueringen af reformen af førtidspension- og fleksjob, når der kommer et nyt resultat. Men har hr. Karsten Hønge indtryk af, at der er blevet lyttet til det, der blev sagt, eller blev der bare lyttet, og så sker der ingenting?

Ordføreren.

Hr. Bent Bøgsted har i hvert fald ret i, at det vil blive afklaret i løbet af foråret. Jeg synes ikke, det er nogen nem opgave at overbevise de andre, men det foregår jo i forligskredsen. Og vi lytter til hinanden, alle lytter til hinanden. Hvad er alternativet egentlig også til det? Derfor gør man det selvfølgelig. Men det er da et bjerg, der skal bestiges her.

Spørgeren? Nej, der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Karsten Hønge, og hjertelig velkommen til beskæftigelsesministeren.

Tak for det, og tak til ordføreren for forespørgerne, Finn Sørensen, for lejligheden til at drøfte hele førtidspensionsreformen igen. Det har været en debat, som minder om den, vi havde i november måned. Nu har det så taget karakterer af et spørgsmål om, hvorvidt der er en langsommelighed, og at der ikke bliver holdt møder. Jeg vil holde mig for god til at fortælle om, hvad det er for møder, der er indbudt til, og hvem der har deltaget. Jeg orker slet ikke at gå ned på det niveau, for det ville være mærkeligt. Jeg kan bare sige, at det her er en for alvorlig sag for mig til at diskutere, hvorvidt vi ikke prioriterer det. Vi prioriterer det, og vi arbejder os også seriøst igennem det. Det her handler om mennesker. Det handler om rigtig mange besværlige sager. Derfor fortjener det også, at man går seriøst til værks.

Så noterer jeg mig også, at der er mange, der ligesom siger, at de savner handling. Jeg vil blot minde om, at den her regering har leveret handling, har præciseret loven. Det var noget af det første, jeg gjorde, da jeg blev beskæftigelsesminister. Jeg ved, at der har været forgængere før mig, der har snakket om det og har holdt store fine taler uden at præcisere noget som helst. Der er også nogle, der har lavet den politiske aftale, som ikke var præcis nok. Venstre var jo en del af den politiske aftale, men det var ikke os, der havde beskæftigelsesministerposten. Det var den nuværende socialdemokratiske formand. Men vi har i hvert fald påtaget os det ansvar, at vi skulle præcisere lovgivningen, og det var vi villige til at gøre.

Jeg forventer, at vi kan lave en politisk aftale. Bent Bøgsted spurgte meget rigtigt, om man kunne være sikker på, at det var det afsluttende møde. Det kan man aldrig være sikker på, må jeg sige til Bent Bøgsted. Vi har også mange møder, som burde være afsluttende, som kontinuerligt fortsætter. Altså, det kan man ikke være sikker på, men jeg kan sige, at min ambition er, at vi skal nå frem til en konklusion. Det er jeg sådan set enig med partierne om at den her evaluering fortjener. Derfor er der så også stadig væk mulighed for det, inden folketingsvalget skal være afholdt, og det skal jo være afholdt senest den 17. juni.

Men tak for debatten, tak for kommentarerne, tak for forslagene til vedtagelse.

Tak til ministeren. Og så er det Finn Sørensen, der har ordet. Og hvis andre ønsker ordet, vil jeg gerne vide det.

Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke for debatten, hvilket jeg også har gjort ved de andre lejligheder, hvor vi har diskuteret det her. Jeg synes egentlig, den har været meget god. I mit hoved er der kommet en lille smule mere afklaring af de forskellige positioner, der tegner sig hos forligspartierne, og det er jo under alle omstændigheder nyttigt, og det tror jeg alle har brug for at vide i det videre arbejde om det her alvorlige emne.

Da vi indkaldte til debatten, havde jeg nogle helt andre forhåbninger om, hvad vi skulle have diskuteret. Jeg havde en forhåbning om, at vi skulle diskutere en aftale. Jeg tænkte, at det nok kunne komme til at passe med den tid, det tager at få en forespørgselsdebat placeret, og med ministerens optimistiske forudsigelser om, at man ville være klar i begyndelsen af februar med et resultat af evalueringsprocessen i form af en eller anden aftale. Så kunne det passe rigtig godt, og så havde vi tid til at diskutere indholdet i sådan en aftale. Sådan er det desværre ikke gået. Derfor har det jo på mange måder været en reprise af debatten den 9. november – og så alligevel ikke. Det vender jeg tilbage til.

Men først vil jeg gerne takke Dansk Folkeparti og Alternativet for samarbejdet og for, at vi kunne lave et fælles forslag til vedtagelse. Tak til DF for nogle gode, skarpe spørgsmål undervejs, og tak til Alternativet for trods alt – det gav så kritik fra formanden – at skildre, hvordan lovgivningen virker ude i virkeligheden, på mennesker. Det tror jeg vi hele tiden skal minde os selv om, så det ikke bare går op i christiansborgfnidder. Og også tak til SF for at præsentere sine konkrete forslag, der jo ligger i fuldstændig forlængelse af, hvad SF også sagde den 9. november, ovenikøbet lidt skarpere, så det kan man jo kun være glad for. Og jeg vil igen sige, at den stil kunne de andre forligspartier altså godt lære noget af. Jeg kan slet ikke se problemet i, at man er med i et forlig, og at man, når man så har en evalueringsproces, melder klart ud, også til offentligheden, vælgerne og kollegaerne i Folketinget, hvad ens ambitioner egentlig er.

Og så vil jeg da så alligevel takke for de klare meldinger, der er kommet, selv om nogle af dem er lidt deprimerende. Det er jo Radikale Venstres og Liberal Alliances klare meldinger om, at de ikke ser nogen grund til at gøre det nemmere at få førtidspension. Til gengæld bed jeg så mærke i, at det egentlig er Socialdemokratiets ambition, hvilket jo også svarer til Mette Frederiksens udmeldinger – måske udlægger jeg det for hårdt, det ved jeg ikke, men så må Socialdemokraterne dementere det senere hen – og at Venstre ikke er helt afvisende over for at diskutere det spørgsmål. Så der er da nogle nuancer, som man kun, selv om man er uden for forliget, kan ønske der kommer en god aftale ud af. Så det ønske skal I da have med.

Bortset fra det synes jeg ikke, at der er så mange point til forligspartierne, undtagen SF. For det, der ville være rimeligt i sådan en debat, var jo, at man meget konkret sagde, hvad der var vores svar på de løsninger, vi ser – konkrete svar, vel at mærke. Men sådan er det, og det er jo betingelserne.

Til sidst vil jeg bare sige, at jeg tror, der er rigtig mange uden for Folketinget, der bliver rigtig skuffede, og det vil der også være herinde. Der er måske nogle, der mistænker Enhedslisten for at synes, at det ville være dejligt, hvis de ikke kunne blive enige om en skid – undskyld, formand, det er sagt og kan ikke laves om – og så kan vi stå og pege fingre ad dem. Nej, alle de debatter, Enhedslisten har taget initiativ til, har handlet om at få drevet den her diskussion frem, sådan at vi kan få nogle konkrete forbedringer for de mennesker, det drejer sig om. Og derfor stemte vi også for det, da der endelig kom en lille forbedring i juni måned sidste år. Men jeg tror, mange mennesker vil tænke, at det da er utroligt: Den her reform har virket i 6 år nu, og forligspartierne og Folketinget i fællesskab har alle sammen bidraget til den og brugt mere end halvandet år på at evaluere den. Hvis der så ikke kommer et konkret resultat inden folketingsvalget, vil rigtig, rigtig mange mennesker blive skuffede.

Derfor vil jeg også gentage min opfordring til Socialdemokratiet og SF – som jeg opfatter som dem, der ligger nærmest Enhedslistens og for den sags skyld Alternativets og Dansk Folkepartis synspunkter – om, at hvis det går for trægt med de der andre forligspartier, og hvis de ikke vil gå ind på de udmærkede punkter, som både SF og Socialdemokratiet har ridset op, så er der jo en nærliggende løsning, og det er at indlede forhandlinger med tre andre partier, der kan levere det flertal, der skal til, og så kan vi lave en god aftale inden valget og få den til at træde i kraft efter folketingsvalget. Så god arbejdslyst med det her videre frem til os alle sammen.

Tak til hr. Finn Sørensen. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg vil understrege, at det ikke er formandens lyst at korrekse nogen, men jeg vil bare nævne det, da netop det om citater har været diskuteret i Præsidiet. Så jeg synes, at jeg i hvert fald ville orientere om det.

Afstemning om det her fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted den 9. april 2019.