Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 27:

Forespørgsel til udlændinge- og integrationsministeren:

Vil regeringen redegøre for, om og i givet fald hvordan regeringen vil sikre, at det offentlige værner om dansk madkultur og derfor altid skal udbyde måltider med ikkerituelt slagtet kød som alternativ til måltider med rituelt slagtet kød, f.eks. halal, for at imødekomme borgere, der af f.eks. politiske, religiøse eller etiske årsager ikke ønsker at spise kød, som er rituelt slagtet?

Af Claus Kvist Hansen (DF) og Martin Henriksen (DF).

(Anmeldelse 13.12.2018. Fremme 18.12.2018).

Forespørgeren, hr. Claus Kvist Hansen, ser jeg ikke i salen, og man kan ikke begynde en behandling, hvis en forslagsstiller ikke er til stede, ligesom man ikke kan begynde en behandling, hvis en minister ikke er til stede.

Nu ser jeg, at hr. Claus Kvist Hansen er kommet i salen, og derfor undgår vi en afbrydelse af mødet og kan gå direkte til ordføreren for forespørgerne, hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg beklager tumulten. Nogle gange går det jo lidt hurtigere, end selv en jyde forestiller sig.

Tak for ordførernes og ministerens fremmøde her i dag til den her forespørgsel om dansk madkultur og ikkerituelt slagtet kød i de offentlige institutioner, nogle steder måske med en forventning om, at jeg vil bruge tiden på at tale om forbud mod halalslagtning eller krav om mærkning af halalkød, men der må jeg skuffe, eller hvad man skal kalde det. For spørgsmålet om slagtemetoden og mærkning af slagtemetoden for de dyr, vi producerer, spiser og eksporterer, er fuldstændig EU-reguleret og endda totalt harmoniseret, og derfor vil jeg ikke i dag bruge tid på at problematisere det yderligere – jeg vil starte med at få vejret. (Ordføreren har løbet op til talerstolen) . Det er også sådan, at allerede fordi der er tale om EU-lovgivning, vil debatten her formentlig stoppe med det samme, med henvisning til at Folketinget ikke kan eller må røre ved disse hellige grundsten i EU-retten.

Nej, jeg vil bare nøjes med at konstatere indledningsvis, at der er rigtig mange danskere, som ikke bryder sig om halalkød og derfor ønsker at fravælge det både i butikkerne og i de offentlige køkkener. Hvorfor ønsker mange så at fravælge det? Smagen er jo den samme, som det så begavet ofte siges. Enten – tror jeg – er det, fordi de er modstandere af selve slagtemetoden, det er jo sådan, at halalkød er fra dyr, der slagtes enten under let bedøvelse som i Danmark eller helt uden bedøvelse, som det foregår i udlandet, eller det kan også være, fordi man ikke bryder sig om, at en fremmed religion skal definere, hvordan ens mad skal tilberedes, eller det kan også være, fordi man ikke ønsker økonomisk at understøtte de halalafgifter, som er forbundet med produktionen.

Men det korte af det lange er, at man i dag giver rigtig mange muslimer muligheden for at tilvælge halalkød, men man giver ikke alle andre borgere mulighed for at blive fri for halal, som jeg i øvrigt anser i lodret strid med dansk madkultur. Så jeg håber i dag på at blive lidt klogere på regeringens og ordførernes holdning til dette dilemma. Foreløbig tak.

Vi siger tak for begrundelsen, og så går vi over til besvarelsen og starter med udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak for forespørgslen her. Jeg tror faktisk, jeg vil starte med et børnerim, om end jeg kan blive lidt bekymret, for i de her tider ved man jo aldrig, hvad folk kan blive stødt over. For når man kan blive stødt selv over Højskolesangbogen, ved jeg ikke, om det går. Men jeg forsøger alligevel, for Halfdan Rasmussen skriver i hvert fald:

»Min mave er så tyk og fed/som hele Espergærde./Jeg tænker, mens jeg ligger ned,/hvad grunden dog kan være./Jeg har jo bare spist lidt grød,/en pølse, fire wienerbrød,/fem skiver flæsk, en bøf med løg,/og et glas hindbærsyltetøj!«

Her er det jo så, at der nok er nogle, der vil hive i håndbremsen og fare i flint, nok på Facebook, vil jeg tro, for stakkels, stakkels barn. Barnet har både spist gluten, sukker, kød, sågar flæsk og en kage. Og særlig kage ved jeg jo kan være meget problematisk.

Jeg tror, mange institutioner rundtomkring har mødt forskellige krav – og adskillige krav – til den mad, der serveres, og det kan være svært at håndtere. Det gælder forældre til børn i daginstitutioner, der kræver, at der serveres mad uden sukker, vegetarmad, vegansk mad og sågar mad, der ikke har været opvarmet til over 42 grader. Foruden særlige krav til den mad, der skal serveres, er der også mange, der gerne vil diktere, hvad andre må spise, og hvilke særhensyn der skal tages.

Jeg skal selvfølgelig ikke diktere, hvad nogen skal spise, og i Danmark tager vi hensyn til hinanden. Men at tage hensyn betyder ikke, at vi skal underlægge os særhensyn. Mindretallet skal ikke få lov til at dominere flertallet, og det må også gælde, når det kommer til madkulturen. Vi respekterer, at allergikere, vegetarer og folk, der ikke spiser svinekød, skal kunne få et nærende måltid, og det skal man selvfølgelig også kunne få i daginstitutionen eller på sygehuset, men vi begynder altså ikke at indrette alle andres mad efter, at der er nogle, der skal tages særligt hensyn til.

Vores kultur og historie er også vores madkultur, og hvis vi ikke har en fælles ramme, jamen så mister vi noget af vores identitet. Det danske samfund skal ikke give afkald på sig selv på grund af misforståede hensyn. Derudover handler madkultur også om fællesskab, og hvis vi skal have hver vores specialdesignede kost, kan vi jo aldrig mødes omkring et dækket bord.

Når det så er sagt, synes jeg generelt, at de her debatter om særlige hensyn fylder alt, alt for meget. Hvad er der egentlig blevet af de gode danske ord nå eller pyt? Efter min opfattelse er der tale om ligegyldige krænkelsesdebatter, der skygger for seriøse diskussioner om folk, der reelt bliver chikaneret på grund af f.eks. deres ophav. Det gælder f.eks., når man hører om jøder, der ikke kan færdes med kalot på Nørrebro, og det gælder udlændinge, der udsættes for diskrimination på åben gade. Og jeg er derfor enig med forslagsstillerne i, at vi skal værne om den danske madkultur, og at vi skal passe på, at særhensyn ikke kommer til at slå skår i fællesskabet.

Men forslaget er efter min mening ikke den rigtige løsning på problemet, for forslaget vil jo betyde, at der indføres endnu flere centrale regler for og rettigheder til en bestemt type mad. Det mener jeg faktisk ikke er vejen frem. Den her slags spørgsmål er efter min mening bedst egnet til at blive løst lokalt – der, hvor man kan få madplanen til at gå op, og hvor man skal få den til at gå op, og der, hvor man kender de lokale forhold og behov. Det skal selvfølgelig være helt almindelig dansk skik og brug, som danner udgangspunktet for, hvad det er, der bliver serveret i danske daginstitutioner. Men det har jeg altså også fuld tiltro til at man sørger for i de forskellige kommuner. Vi skal ikke fra Christiansborgs side, efter min mening, gå ind og lave ugens madplan. Så den del af forespørgslen kan regeringen ikke støtte.

Men jeg tror, der er bred enighed om her i Folketinget – og det håber jeg også der er – at vi skal værne om dansk madkultur i øvrigt. F.eks. var det jo sådan, at den tidligere regering gik så langt som til at kåre stegt flæsk som en dansk nationalret. Det er jeg ikke helt sikker på jeg var kommet igennem med, men jeg synes egentlig for en gangs skyld, at det var et godt valg af den nuværende opposition.

Tak til ministeren. Der er nu mulighed for korte bemærkninger, men der er ingen, der har bedt om det, og derfor går vi videre i ordførerrækken og siger tak til ministeren. Så går vi over til forhandlingerne, og dermed er det ordføreren for forespørgerne, hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti, først. Værsgo.

Tak for det. Pulsen og åndedrættet er kommet ned, hvor det hører hjemme, og så kan det være, at stressniveauet også kommer ned for alvor på et tidspunkt.

Tak for ministerens foreløbige besvarelse. Jeg tror, det er vigtigt måske lige at spole lidt tilbage og få sat tingene lidt i relief her. Vi taler grundlæggende om, at der jo har indsneget sig et besynderligt fænomen her over årene, ikke alene i de danske butikker, men også, som jeg var inde på tidligere, i produktionen af madvarer i vores offentlige køkkener, altså de køkkener, der producerer måltider for børnehaver, plejehjem, sygehuse osv. Der er altså over årene kommet den her skik – uskik, kan man sige – at man tilbyder måltider baseret på halalkød til dem, som måtte ønske det. Man efterkommer i udstrakt grad muslimers krav om at få serveret offentlige måltider tilberedt ud fra religiøse principper. Og helt grundlæggende tænker jeg, at man skulle have troet, at man i et oplyst samfund som det danske ville have afvist religiøse særkrav for længe siden, især til madvarer, med henvisning til at man i et offentligt køkken altså ikke beskæftiger sig med overtro og religion og at halalkonceptet som sådan i øvrigt må anses for at være et anslag imod den sekulære verdensorden. Men nej, det gjorde man ikke, og det gør man fortsat ikke.

Så kunne man så have forventet, at man i det mindste begrænsede serveringen af halal til dem, som specifikt forlangte det, så øvrige borgere slap for madvarer, som var behæftede med den her uønskede religion. Men sådan gik det så heller ikke. I adskillige offentlige institutioner har man så valgt at sige, at eftersom få kræver halalkød, skal alle andre også have det. Det hedder sig, at det er nemmere af hensyn til sådan en rationel og ensartet produktion af måltiderne. Eller også pakker man det ind i en søgt forklaring – og jeg forstod, at ministeren også var lidt ovre i den boldgade – om, at det er af hensyn til fællesskabet omkring et måltid, at det er vigtigt, at der ikke omkring middagsbordet er sådan et »dem« og »os«. Det kan man selvfølgelig sige, bortset fra at det så pludselig er – i anførselstegn – dem, der definerer, hvad vi kan spise i f.eks. børnehaven eller på sygehuset, men os, den almindelige dansker, er der ingen, der har spurgt.

Med samme argumentation og på samme måde har vi oplevet episoder, hvor institutioner direkte beslutter, at der ikke må serveres måltider baseret på svinekød, for hvis man måtte det, er forklaringen, at så kunne alle jo ikke deltage i måltidet. Igen er der ikke rigtig nogen, der ønsker at tage hensyn til alle dem, som måske godt kan lide svinekød, og som ikke nødvendigvis anser en frikadelle som satans værk.

Jamen det er jo kommunalbestyrelsen og forældrebestyrelserne, der bestemmer, hvad vores børn skal spise, er der så andre, der siger, og ja, sådan er det ifølge dagtilbudsloven, og på sygehuset er det så regionsrådene, der bestemmer menuen. Det er rigtigt nok, der er en formel frihed til at give børn, patienter og borgere en formel mulighed for at til- og fravælge, men den frihed er i virkelighedens verden kun formel, for i realiteten gives der kun mulighed for at tilvælge halalkød, og tilvælger man ikke det, får man måltider baseret på kød, som måske eller måske ikke er halal, for producenterne skal ikke oplyse om slagtemetoden. Så vælger man ikke halalkød, kan man i høj grad godt risikere at få det alligevel. For fjerkræs vedkommende er kødet næsten med sikkerhed halalslagtet, uanset hvordan det er mærket eller ikke er mærket. Så samlet set kan man konkludere, at friheden omkring religiøse fødevarer udelukkende går i retning af at tilvælge halal.

Så kan man så spørge sig selv, om det ikke lidt er en falsk frihed. Det vil jeg mene, og det er så bare her, at jeg på Dansk Folkepartis vegne simpelt hen stille og roligt ønsker en tilsvarende loyal og ligeværdig mulighed for at give borgerne mulighed for at tilvælge kød, som med sikkerhed ikke er rituelt slagtet. Jeg synes ikke, det er så voldsomt kompliceret videnskab. Tilbyder man en gruppe borgere en mulighed eller en rettighed, som det efterhånden er blevet, for at vælge til, så må præcis den tilsvarende rettighed da også følge med for borgere, som ønsker at vælge fra.

Det ganske land er jo fyldt med politikere, som er meget ivrige efter at tilgodese muslimers ret til halal, og det må de jo stå på mål for, men retten til at fravælge halal tages simpelt hen ikke alvorligt, og den overvejes ikke engang. Man underkaster sig lystigt religiøse krav til madvarer, men man har kun skuldertræk tilovers for almindelige danskere, som simpelt hen bare stille og roligt ønsker at blive fri for mad tilsat religion, og derfor mener jeg, at det er nødvendigt for Folketinget at gribe ind og sikre, at der reelt er frihed for Loke såvel som for Thor, og frihed for Ali såvel som for Anders. Derfor vil jeg gerne på vegne af Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen at udarbejde retningslinjer og nødvendig lovgivning for madtilberedning i offentlige køkkener, således at borgerne i overensstemmelse med dansk madkultur gives mulighed for at tilvælge måltider baseret på ikkerituelt slagtet kød fra lam, okse og fjerkræ.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 70).

Tak for det. Det vil nu indgå i den videre debat.

Og da der ikke er nogen korte bemærkninger, går vi videre i ordførerrækken til hr. Mattias Tesfaye, Socialdemokratiet.

Diskussioner om halalslagtning og svinekød dukker op, efterhånden som Danmark bliver et mere kulturelt og religiøst mangfoldigt samfund, og det mener jeg egentlig er helt naturligt. Indvandring medfører et kulturmøde og nogle gange ligefrem et kultursammenstød, og det bliver hurtigt til folkelige diskussioner og dermed også til politiske diskussioner som nu med den her debat i dag.

I Socialdemokratiet har vi den holdning, at de ansvarlige politikere skal have lov til at fastlægge madpolitikken lokalt og regionalt, hvis de mener, det er nødvendigt. Jeg har godt bemærket, at nogle ønsker at trække alle beslutninger om det her kulturmøde helt ind i Folketingssalen, mens andre ønsker, at forældre og ansatte på de enkelte institutioner altid selv skal beslutte, om der skal gris på gaflen eller ej, uden kommunal politisk indblanding. Socialdemokratiet er uenige i begge standpunkter. Vores holdning er egentlig rimelig simpel. Hvis en kommunalbestyrelse lægger beslutningen ud til de enkelte plejehjem og børnehaver, har de Socialdemokratiets fulde opbakning til det. Men det samme gælder, hvis kommunalbestyrelsen omvendt beslutter sig for at trække beslutningen ind på rådhuset og vedtage en politik, der fastlægger, hvordan og hvornår der tages religiøse og kulturelle hensyn på kommunens institutioner. Det samme gælder for regionerne.

Vi har fuld forståelse for, at nogle lokalpolitikere ønsker at fastlægge sådan nogle overordnede retningslinjer. Det kan være gavnligt for at sikre, at forældremøder handler om legepladser og mobbepolitik og andre relevante emner og ikke bliver en arena for religiøs eller social kontrol. Ved at trække beslutningen ind på rådhuset slipper personalet også for konstant at skulle forklare, hvorfor der serveres svinekød eller købes kød det ene eller det andet sted, og om leverpostejen har været varmet i mikroovnen, før kyllingefileterne har det. Det har jeg også tidligere sagt i offentligheden, og dengang blev jeg mødt af kritik fra mange politikere og meningsdannere. Nogle hævder, at kommunalpolitikere bare skal blande sig langt uden om institutionernes madpolitik og lade pædagogerne om det selv, men jeg tror, at kritikken bygger på nogle manglende konkrete erfaringer fra hverdagen. Diskussionen er ikke ny i Danmark. Der er faktisk ikke grund til, at vi starter forfra med at opfinde den dybe tallerken.

Tag nu nogle eksempler fra den københavnske Vestegn, hvor jeg selv bor. I mine børns tidligere børnehave i Albertslund var cirka halvdelen af børnene muslimer og havde rødder i et andet land, og den sidste halvdel havde så familiemæssige rødder i Danmark. Da diskussionen sidst kørte med baggrund i nogle eksempler fra Randers, satte vores madmor, Jane, et lille, fint skilt op på opslagstavlen ved indgangen til børnehaven, hvor kommunens retningslinjer for servering af mad blev beskrevet for os forældre. På skiltet stod der, at her blev der både serveret mad med svinekød og oksekød og kyllingekød, ligesom der blev serveret fisk, og der var også en ugentlig grøddag. Og på skiltet stod der også, at der blev taget hensyn til allergier og religiøse overbevisninger, og at det var besluttet på rådhuset.

Vi kan også tage et kig på Brøndby Kommune, der i sin mad- og måltidspolitik for børn og unge fra 2017 blandt mange andre ting skriver, at der skal tages hensyn til kultur og religion, når der bliver serveret mad, men også at de kommunale tilbuds madpolitik bygger på danske traditioner. Og derfor får børn, der af religiøse eller kulturelle grunde ikke kan spise en dansk ret, på grund af at der f.eks. er svinekød i, tilbudt et alternativ, ligesom en nøddeallergiker vil få mad uden nødder.

Der tages altså ikke kun hensyn til lægeligt begrundede særkrav, men også kulturelt begrundede, men på en måde, hvor vi holder fast i den danske madkultur. På den måde supplerer udenlandsk kultur den danske i stedet for at erstatte den, og det er lige nøjagtig der, vi skal lande. Det fungerer ganske udmærket og uden de store diskussioner i mange kommuner, og det er typisk i de kommuner, der har haft det her inde på livet i årtier. Lad os lytte lidt til dem i stedet for på den ene side at udskamme de kommunalpolitikere, der træffer de her beslutninger, eller på den anden side at tvinge dem til at følge retningslinjer, der fastlægges herindefra.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Claus Kvist Hansen. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg synes, det var nogle fine beretninger fra Vestegnen, som ordføreren kom med – det skal jeg da ærligt indrømme – men jeg blev ikke klogere på, hvad Socialdemokratiet egentlig mener i den konkrete sag her. Jeg kan forstå, at ordføreren mener, at det er acceptabelt og inden for rammerne, at der tages – hvad skal vi sige – visse hensyn af lægelig karakter, men også kulturelle hensyn, underforstået, at hvis man ikke vil spise svinekød, skal dét være en mulighed, og at man så også kan tilvælge halalkød. Sådan tolker jeg ordførerens ord. Men hvad med dem, som specifikt siger, at de ikke ønsker halalslagtet kød, at de ikke ønsker rituelt slagtet kød af den ene eller anden eller tredje årsag? Hvad med dem? Det synes jeg ikke jeg blev klogere på.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg lyttede også til Dansk Folkepartis ordførers tale og kan forstå, at det ifølge Dansk Folkeparti skal være muligt at tilvælge kød, som ikke er tilsat religion. Jeg har kun besøgt to slagterier, et fjerkræslagteri og et oksekødsslagteri, og begge steder har jeg stillet et spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige, at noget er halalslagtet. Uden at gøre mig til ekspert i det her var mit indtryk begge steder, at det betød, at der stod en mand nede i hjørnet og sagde et par religiøse ord, og at det særlig var af eksporthensyn, at de gjorde det. Det er muligt, at det for en religiøs person betyder, at der dermed er tilsat religion til bøffen, men for mig er der ikke tilsat noget, ved at der er en person, der siger et par religiøse ord i slagtehallen. Det er jeg faktisk rimelig ligeglad med.

Hr. Claus Kvist Hansen.

Jeg er lidt ked af, at ordføreren banaliserer det her spørgsmål ned, for så har han ikke sat sig ordentligt ind i problematikken. Halalslagtet kød er andet end en medarbejder, der står og messer over produktionen. Det er et spørgsmål om det lidt overordnede, at man anfægter det sekulære princip, vi normalt lever efter her i verden, altså anfægter det, ved at religion kommer udefra og går ind og definerer en produktion. Der er også en dyrevelfærdsmæssig vinkel på det, som man godt kan diskutere, måske knap så voldsomt her i Danmark, fordi al halalslagtning herhjemme foregår med bedøvelse. Til sidst er der altså også den problematik, at der afholdes religiøse afgifter, der afholdes en halalafgift, som går til yderst suspekte personer. Så der er rigelig gode årsager til, at man ønsker at fravælge halalslagtet kød af den ene eller anden årsag, og jeg har stadig væk ikke fået et svar på, hvordan ordføreren ser på de mennesker, som ønsker at fravælge det der koncept.

Det får vi nu. Værsgo, ordføreren.

Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke synes, at man skal overføre penge til ganske suspekte personer, men jeg vil også holde fast i, at netop min sekulære tilgang til det her spørgsmål betyder, at jeg ikke anser det for at have værdi, politisk værdi, at der er nogen, der har sagt et par ord hen over bøffen. Det betyder intet, og jeg har ikke noget behov for, at det skal være en ret til at spise en bøf, hvor der ikke er nogen, der har sagt et par religiøse ord nede i hjørnet af slagtehallen. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor det skal være en politisk ret.

Hr. Claus Kvist Hansen har haft sine to spørgsmål, og derfor er den næste, der får spørgsmål, Karina Due, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Så vil jeg fortsætte i samme tråd, for når nu ordføreren mener, at det skal være en ret, at man skal have lov til at tilvælge kød, som der er bedt en bøn over og betalt en afgift for, hvorfor skal jeg så ikke have den samme ret til at sige, at jeg gerne vil have lov til at fravælge det her? Det vil jeg gerne have et svar på.

Ordføreren.

Jamen jeg vil starte med at sige, at de eksempler, jeg læste op, fra Albertslund og Brøndby Kommuner ikke handler om en ret til at tilvælge halalslagtet kød. Det handler om at få mulighed for at få serveret et måltid, som ikke indeholder svinekød, på de dage, hvor institutionen serverer svinekød. Jeg er ikke stødt på nogen kommunale daginstitutionspolitikker, som forholder sig til, at man har en ret til, at det specifikt skal være halalslagtet, men kun til, at man har en ret til at få serveret noget andet nærende den dag, hvor der bliver serveret svinekød. Det synes jeg er en fornuftig politik.

Fru Karina Due.

Så vil jeg gerne stille ordføreren et spørgsmål: Er ordføreren klar over, at halal ikke kun drejer sig om kød? Det drejer sig om drikkevarer, is, chokolade, kage og en masse andre ting, som vi slet ikke er klar over, fordi det her kun er de produkter, hvor vi kan se en mærkning. Og mærkningen er jo i dag ganske frivillig. Hvad siger ordføreren til, at vi som danskere ikke har mulighed for at fravælge noget, vi ikke ønsker at støtte?

Ordføreren.

Jamen jeg kan måske bedst beskrive det ved at fortælle, hvordan jeg selv synes det er at arrangere en børnefødselsdag, hvor jeg ved der kommer børn med behov for mange forskellige hensyn. Så laver vi en pizza med skinke, pepperoni, kød og en anden med oksekød. Og når der er forældre til mine børns legekammerater, der spørger, om der nu er det ene eller det andet i vingummiet, eller hvad det er, så siger jeg bare, at jeg har været i Kvickly, og at de kan spise, hvad vi har købt, og hvis de ikke har lyst til at spise det, kan de jo bare lade være.

Altså, jeg kan ikke rende rundt i 5, 6 eller 7 forskellige butikker og kigge på e-numre bag på poserne for at se, hvad det er, og hvis kommunalbestyrelser træffer lignende beslutninger, vil jeg bakke dem op i det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre i rækken til hr. Mads Fuglede, Venstre.

Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse denne debat. Jeg er sådan set enig i, at vi skal værne om den danske madkultur, og at særhensyn til et mindretal ikke må betyde, at vi skal udviske vores egen madkultur. Den er en del af vores historie, og den er med til at definere vores helt særlige danske identitet.

Som en, der tit har haft lange perioder uden for landet, ved jeg sådan på egen krop, hvor meget det betyder ikke bare at have en sproglig identitet, en historisk identitet eller en geografisk identitet, men også at have en identitet, der er bundet op på madkultur. Det betyder noget. Men for mig handler de danske værdier altså også om et fællesskab, hvor man har lov til at leve med en eller anden grad af frihed, hvor man ikke får indblanding udefra, og slet ikke sådan helt oppe fra toppen af pyramiden, som det er, når vi vedtager love her i Folketinget, og i forhold til fællesskabet tror jeg bestemt, at dansk madkultur kan være med til at skabe en fælles forståelse for, hvordan vi definerer os som danskere.

Vi går jo i mit parti ind for, at frihed og fællesskab skal gå hånd i hånd, og vi mener derfor også, at børn og voksne, der ikke spiser svinekød, stadig væk skal have mulighed for at få et sundt måltid i de institutioner, de eller deres børn er i. Men det er ikke det samme som at sige, at svinekød nu ikke længere skal serveres, fordi der er nogle i fællesskabet, der ikke spiser det. Hensyn er vigtige, men de må ikke virke ekskluderende.

Når det er sagt, mener vi i Venstre ikke, at det er Folketingets opgave at diktere, hvad der serveres i de offentlige institutioner. Jeg er personligt meget optaget af, at der er kommet et voldsomt pres på vores institutioner med ikkevestlig indvandring. Det ser vi jo overalt. Det er et pres på værdier, vi tager for selvfølgelige, på ytringsfriheden og på, hvad vi egentlig forstår ved et demokrati. Der er kræfter derude, der ikke bare benytter vores uddannelsessystemer, vores frihedsrettigheder, men også søger at lave alt om, at efterlade det i en anden form, end de oprindelig fandt dem i, og den debat er for mig en af de allervigtigste, vi har i vores tid. Den udfordrer vores institutioner, og den udfordrer vores værdier. Så langt tror jeg, jeg er helt enig.

Jeg tror bare ikke, at vi løser det ved at lovgive om, hvordan madplanerne skal se ud i kommunen. Den frihed skal ligge lokalt, hvor udbuddet af mad tilpasses de lokale forhold og behov. Men vi skal turde tale åbent om de her udfordringer, der opstår med ikkevestlig indvandring, og gøre det klart, at hvis man ønsker at bosætte sig i Danmark, stiller vi også krav til, at man skal tage Danmark og dansk kultur til sig, at det ikke er noget, der foregår den anden vej. Det er ikke Danmark, der skal tilpasse sig, at der er mennesker, der indvandrer til Danmark. Der er hensyn at vise, men vi skal bevare de institutioner, vi har, og den ånd, de er skabt i. Med de ord skal jeg på vegne af mit eget parti læse følgende forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er bred opbakning i Folketinget til at værne om dansk madkultur, og at særhensyn til et mindretal ikke må betyde, at vi udvisker vores egen madkultur.

Folketinget konstaterer endvidere, at der på den baggrund ikke bør indføres særkrav til madordninger i det offentlige på baggrund af religiøse, filosofiske eller politiske overbevisninger.

Folketinget konstaterer derudover, at kompetencen til at sætte rammerne for et sundt frokostmåltid i daginstitutioner og skoler m.v. ligger hos kommunalbestyrelsen m.v. Kommunalbestyrelsen har således ansvaret for at organisere og tilrettelægge en kostpolitik, der tilgodeser de ønsker og behov, som kommunalbestyrelsen vurderer er til stede«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 71).

Det vil nu indgå i den videre debat.

Men først er der lige et par korte bemærkninger, den første er fra hr. Claus Kvist Hansen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren. Altså, jeg synes, det lyder meget flot, når man siger, at der ikke bør være særkrav til kosten ude i vores institutioner. Men det er der, og de bliver rask væk efterkommet. Derfor tænker jeg lidt, som jeg også var inde på i min egen tale her før, at den der frihed, den højt besungne frihed, man har ude i institutionerne og i kommunalbestyrelserne, til ligesom at finde nogle pragmatiske løsninger jo så kun gælder i én retning. Den gælder kun i den retning, der går: Kræver du halal, får du det.

Synes ordføreren ikke, at det er uliberalt eller illiberalt, eller hvad man nu skal kalde det, at den tilsvarende frihed så ikke gælder sådan nogle som mig, som gerne vil være fri for religion?

Ordføreren.

Jamen jeg håber jo, at den frihed kan opstå, ved at man er bevidst, når man interagerer med sine institutioner og siger, som ordføreren selv sagde i sin tale: Jeg ønsker, at mine børn skal have mulighed for at få et måltid, som der ikke er blandet religion ind i. Jeg tror meget på den politiske forbruger, og jeg er helt med på, at der ikke er nogen sådan certificering derude, der siger, at her er der nogle fødevarer, som man kan købe, og som ikke har været i berøring med en religiøs proces, hvis jeg må kalde det det. Og måske er vi med til at skabe en forståelse for, at der også kan være et marked for det. Der er jo tydeligvis et behov for det hos nogle.

Hr. Claus Kvist Hansen, værsgo.

Jamen jeg da i hvert fald enig i, at der er et behov. Jeg vil lige nævne noget helt kort: På et tidspunkt var der en sag med brødrene Price, som brugte halalkød i en af deres tv-udsendelser, hvilket jeg problematiserede. Det endte så med en Ekstra Bladet-artikel, og på det tidspunkt var det den næstmest kommenterede artikel hos Ekstra Bladet overhovedet. Folk var rasende. Hver eneste gang der har været sådan nogle voxpops eller muligheder for, at folk har kunnet kommentere – altså sådan fra det folkelige grundlag – spørgsmålet om rituelt slagtet kød, så har de været rasende. De vil gerne være fri for det. Der er da en masse mennesker, som ordføreren lader i stikken, fordi han tror, at derude foregår det frie valg, og der foregår tingene pragmatisk. Der er mange, der bliver ladt i stikken. Betyder det ikke noget for ordføreren?

Ordføreren, værsgo.

Jamen jeg ønsker ikke at lade nogen i stikken i den her debat, og jeg synes, det er vigtigt, at man får diskuteret, at man kan vælge mad, der ikke har været i nærheden af religiøse forskrifter, især fordi der er noget, der tyder på – hvilket også blev belyst, da fru Karina Due havde mulighed for at stille spørgsmål – at der er knas med certificeringen, og at vi ikke altid ved, hvor alle de her midler går hen. Så det er jo en meget vigtig debat, og i kølvandet af den debat, uanset hvordan vi så bliver klogere på den, så vil der da opstå et behov hos mange mennesker for at sige: Jeg ønsker ikke at købe fødevarer af den her type, eller at min børn bliver udsat for det. Og det skal vi da understøtte, bare ikke med lovgivning herfra.

Så er det fru Karina Due, værsgo.

Tak for det. Jeg kan godt blive sådan lidt forvirret på et højere plan. For Venstre taler jo meget for gennemsigtighed. Det er ikke så lang tid siden, at vi havde en sag med legetøj, hvor Venstre rent faktisk ønskede at lave en indholdsspecifikation på legetøjet, uanset hvor lille den var, så forbrugeren havde mulighed for at se, nøjagtig hvad det her legetøj indeholder. Når det så gælder fødevarer, er Venstre altså fuldstændig ligeglade med, om vi som forbrugere kan gennemskue, hvad det er, vi køber, om det er halal eller nonhalal. Jeg beder bare om, at jeg som forbruger har muligheden for at vælge til eller fra – ikke andet. Jeg siger ikke, at der ikke skal findes halal, for den kamp har jeg jo set jeg ikke vinder i Danmark. Jeg beder bare om at have en mulighed for at vælge fra.

Ordføreren.

Men den mulighed synes jeg også skal foreligge. Og jeg tror jo meget på, at når politiske forbrugere sådan forsamler sig, så opdager et frit marked, at der er det her ønske, og vil efterkomme det ønske. Og så er der jo ikke nogen grund til, at vi står herfra og laver madplaner eller blander os i andet. Det må være noget, man løfter derude i civilsamfundet. Det tror jeg godt civilsamfundet selv kan.

Fru Karina Due for andet spørgsmål.

Det er jo så ganske svært at gennemskue som forbruger, fordi det ikke er tvunget, at man skal mærke, om noget er halal eller ej. Det er en frivillig ordning. Så mit spørgsmål vil så blive vendt 180 grader nu og lyder: Kunne Venstre forestille sig en mærkning, hvor der står, at det er nonhalal, eller at det ikke er religiøst; at der ikke betales til nogen religiøse samfund? Så der er en mærkning, som vi kan vælge til i stedet for.

Ordføreren.

Den dag jeg kommer til at gå ned i min lokale Brugs og ser, at der på en kylling står, at den garanteret ikke er halalslagtet, så tror jeg, jeg vil vælge den. For jeg er også bekymret for den certificering, som bliver vedtaget ude på de enkelte slagterier mellem nogle religiøse aktører og så kyllingeproducenten, altså om der egentlig er helt styr på, hvor alle de penge går hen. Så det håber jeg da bliver en mulighed en dag; at der er nogle, der ser, at sådan et produkt, der er mærket på den måde, skal ud på markedet.

Så er det hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvorfor Venstre accepterer, at det er muslimer, i hvert fald nogle muslimer, og så politisk korrekte og berøringsangste institutionsledere, som skal bestemme, hvad det er, danske børn får at spise ude i institutionerne. For sådan er det jo i nogle tilfælde. Hvorfor accepterer Venstre det?

Ordføreren.

Jamen det accepterer Venstre heller ikke, for det er heller ikke det, Venstre opfatter foregår ude i institutionerne. Der er nogle hensyn, der bliver taget til muslimske børn, og selvfølgelig skal man tage hensyn til alle børn, også dem, der ikke er muslimer. Hele pointen i min ordførertale var jo netop at sige, at det er vigtigt at vise hensyn, men hensyn skal ikke være udgrænsende over for andre, der også skal tages hensyn til.

Hr. Martin Henriksen.

Det kan vi jo undersøge grundigt. Regeringen kan iværksætte sådan en undersøgelse. Vil Venstre bakke op om det? Hvis det så viser sig efter sådan en undersøgelse, at der er eksempler på, at der er offentlige køkkener og offentlige institutioner, hvor det er sådan, at hvis du vil have noget at spise, bliver du nødt til at acceptere, at du får halal, vil Venstre så gøre noget ved det herindefra?

Ordføreren.

Hvis det viser sig, at der er nogle, der er tvunget til at spise halalcertificeret mad, vil Venstre være meget behjælpelig med at løfte den debat, for det er jo en vigtig debat at få ført helt til dørs.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Lad mig starte med at være ærlig og tilstå, at det altid er med en vis bekymring, når jeg ser Dansk Folkeparti rejse forespørgsler til integrationsministeren. Der kan være mange anledninger, og konsekvenserne kan til tider være overvældende. Så meget desto større var min glæde, da jeg så, at vi denne gang skulle debattere dansk madkultur, selvfølgelig fordi jeg som sundhedsordfører ved, hvor stor betydning en god og alsidig kost har for den generelle folkesundhed, men glæden var dog allerstørst, fordi emnet talte til vestjyden i mig.

For hvem kan tale om dansk madkultur uden at tale om kartoflen? Kartoflen er en rodfrugt, der hører til et natskyggefamilien, og den stammer fra Sydamerika, hvor den har været kendt og dyrket i mere end 3.000 år, specielt i Chile, Colombia og Peru. Det kan være svært at forstå, men helt frem til 1537 levede man faktisk i Europa uden at kende til kartoflens fortræffeligheder. Først efter den europæiske imperialisme havde underlagt sig Sydamerika og Inkariget, kom kartoflen sammen med inkaguldet til Europa.

I starten var kartoflen dog svær at integrere. Selv om der til tider var hungersnød og kartoflen var let at dyrke, var det svært at få folk til at tage kartoflen til sig. Den kunne faktisk ikke rigtig vinde indpas. Myten siger, at det først var den franske militærlæge, Antoine Parmentier, der fik gjort kartoflen populær ved at hegne sin kartoffelmark inde, men lod den stå ubevogtet om natten, for så troede folk, at den var populær og stjal kartoflerne. Kartoflen skulle med andre ord gøres eftertragtelsesværdig og have anerkendelse, så gik integrationen langt bedre.

I Danmark var det dog de franske huguenotter, der bosatte sig omkring Fredericia, der bragte kartoflen med sig, om end det først var, da Frederik V hentede de såkaldte kartoffeltyskere herop for at opdyrke heden, at kartoflen vandt større udbredelse. Men helt frem til 1820 betragtedes kartoflen af almuen som uværdig til menneskeføde, og således skriver pastor Lauritz Minis fra Fyn i sin dagbog i slutningen af 1700-tallet:

»Hvorledes at få Potatos yndet af Bonden er et Spørgsmål af ikke liden Vanskelighed, … og man kunne måske lettere indføre en ny Religion end at indføre Potatos.«

Det er et stærkt budskab, synes jeg. Men det lykkedes faktisk at få den sydamerikanske rodfrugt, der blev ført hertil af franske flygtninge og opdyrket af tyske indvandrere, den fantastiske kartoffel, udbredt i Danmark, og den havde med sit store indhold af C-vitamin faktisk stor betydning for, at skørbug forsvandt, også hos almuen, hen mod slutningen af 1800-tallet.

Nu skal man også huske, at kartoflen ikke bare er en kartoffel, men findes i flere sorter med forskellige karakteristika, fordele og ulemper, men dog er de alle sammen kartofler. Jeg har selv en forkærlighed for bintjekartoflen, der med sin let melede konsistens kan trække meget sovs.

Jeg bliver dog også nødt til at hæve et advarende flag. Jeg læste for nylig, at danske kartofler indeholder større mængder pesticidrester end udenlandske. Det ville da være skændigt, hvis den danske kartoffel skal skamferes af, at der bliver hældt så meget gift ud i vores samfund, at den nærmest bliver usund og farlig at indtage. Det håber jeg vi i fællesskab kan forhindre. Kartoflen smager jo dejligt og har bredt sig ud over det meste af verden, hvor den i de fleste kulturer nydes på lige fod med ris, bulgur, pasta og brød. Jeg synes jo personligt, at kartofler smager dejligt både sammen med kød, grønsager og også rituelt slagtet kød.

Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti har et problem med rituelt slagtet kød. Så jeg vil da blot både som sundhedsordfører og som vestjyde opfordre de medlemmer af Dansk Folkeparti, der har tendens til at synes det, til at prøve retter med kartofler og f.eks. falafel. Falafel, som jo primært består af kikærter, smager fantastisk, og man kan faktisk ligesom med frikadellen sammensætte sin egen foretrukne krydderiblanding og dermed opnå præcis den smagssammensætning, som man foretrækker. Det har den fordel, at man nedbringer kødindtaget, hvilket både fra en sundhedsvinkel og en klimavinkel er positivt, og herudover slipper man for at skulle bekymre sig om, om ens kød er rituelt slagtet eller ej.

Men tak til Dansk Folkeparti for at rejse denne væsentlige forespørgsel, som dermed giver mulighed for at få fremhævet kartoflens indflydelse på dansk madkultur.

Tak for det. Der kom et ønske om en kort bemærkning. Først er det hr. Claus Kvist Hansen. Værsgo.

Tak for et interessant indlæg. Jeg var slet ikke klar over, at der var så mange vinkler på kartoflen, men det ved jeg så nu, og havde emnet alene været kartofler, synes jeg også, det ville have været relevant. Det synes jeg måske så bare ikke, det er helt i den her sammenhæng, hvor det handler om ikkerituelt slagtet kød. Og jeg fornemmer, at ordføreren ikke er synderlig interesseret i at tale om det, der egentlig er dagens tekst. Men så vil jeg bare helt kort på baggrund af, at ordføreren kommer fra et parti, som i hvert fald i gamle dage mente, at religion var opium for folket, spørge:

Hvordan har ordføreren det med, at store dele af de kødvarer, der er i vores offentlige køkkener i dag, er religiøst behæftet?

Ordføreren.

Nu er jeg da ked af, hvis det er sådan, at ordføreren ikke synes, jeg har taget emnet alvorligt. Jeg synes faktisk, jeg bibragte det den alvorlighed, jeg synes det fortjener. Men jeg vil nu sige, at vi jo er af den opfattelse, at religion ikke er noget, man spiser, men at det er noget, der foregår oppe i hovedet, og derfor tænker jeg, at religion primært har noget at gøre med, hvordan man tænker, og ikke så meget med, hvad man spiser.

Hr. Claus Kvist Hansen.

Det er jo netop det, der er problemet. Religionen burde være noget, der var i folks hjerner og hjerter, men det er det jo netop ikke, når det handler om rituelt slagtet kød. Det er jo det, vi står og taler om her. Det er jo sådan – for nu lige at gentage mig selv for tyvende gang i dag – at store mængder af de kødvarer, der er ude i de offentlige køkkener, er tilberedt religiøst, og det må da bekymre en ordfører fra et stærkt venstreorienteret parti. Altså, det burde jo egentlig være Enhedslisten, som var længere fremme i skoene end Dansk Folkeparti omkring det her spørgsmål om at holde religion ude af køkkenerne.

Ordføreren.

Nu er jeg sådan set af den opfattelse, at det, der er afgørende for, hvordan madvarer bliver tilberedt, og hvad man spiser, er, at dem, der spiser det, sætter pris på det, og at de godt kan lide det, og hvordan det skulle have noget med religion at gøre, har jeg lidt svært ved at se. Jeg tror sådan set, det handler mere om god madhygiejne og et godt ernæringsmæssigt indhold, og religion kan folk jo så beskæftige sig med, når de ikke sidder og spiser.

Så er det fru Karina Due.

Ja, det kan man jo mene om, hvad man vil. Jeg synes, det indlæg fra ordføreren var pudsigt. Jeg vil spørge ordføreren om noget helt andet. Vi hører jo tit, at Enhedslisten roser alt, hvad der er økologisk. Hvis nu ordføreren kunne få lov til at bestemme herindefra, hvad der skulle serveres i offentlige institutioner, ville ordføreren så foretrække halal, eller ville ordføreren foretrække økologi?

Ordføreren.

Nu er der jo den forskel på økologi og halal, at økologi faktisk er en konkret dyrkningsmetode, som har betydning for både dyrevelfærd og den måde, som grønsager bliver dyrket på. Men jeg har det jo sådan, at jeg egentlig helst vil have, at man lokalt bestemmer, hvordan kosten skal sammensættes, også på de offentlige institutioner.

Fru Karina Due.

Så synes jeg, det er lidt pudsigt, at en fra Dansk Folkeparti skal fortælle Enhedslisten, at hvis noget kød er økologisk, kan det ikke være halal. Det er et spørgsmål om slagtemetoden inden for økologi. Så spørgsmålet er: Mener ordføreren stadig væk, at man skal fremme økologi og dermed sørge for, at der ikke serveres halal i institutioner?

Ordføreren.

Ja, det har jeg bestemt ikke noget problem med, men så kan jeg da slet ikke forstå, hvorfor Dansk Folkeparti synes, at det her er et problem. For så kunne man da bare købe noget økologisk kød, hvis det var sådan, at det var det, der var vigtigst, medmindre man har et principielt ønske om, at det ikke må være økologisk. Så kan jeg godt se, at man kan have nogle problemer. Men det har man jo tit, når man er ude at købe ind. Der er mange hensyn, man skal tage.

Så er det hr. Holger K. Nielsen.

Jeg synes faktisk, det her var det bedste indlæg indtil nu i dag. Jeg synes, det var overmåde relevant og aktuelt og betydningsfuldt i forhold til den her diskussion. For det var jo netop en beskrivelse af en del af dansk madkultur, som vi fik her fra Enhedslistens ordfører.

Så jeg vil godt lige spørge om noget; altså, ret beset kunne man jo godt gå et skridt videre og også få det religiøse med. Er det ikke korrekt, at man næsten kunne komme med den samme fortælling om skvalderkål, som faktisk blev importeret af munke, fordi de mente, at det var meget sundt at spise, og de derfor godt ville have, at befolkningen spiste det, og nok også for at få dem gjort mere religiøse? Med skvalderkål er det jo endt fuldstændig anderledes; det her er jo ikke altid nogen succeshistorie. Skvalderkål er ukrudt i vores haver nu, og vi har et pokkers hyr med at få det op, men det var faktisk i sin tid en spise, som man fik importeret til Danmark på samme måde som kartoflen. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Jo, det er fuldstændig korrekt, og jeg synes, det er en interessant drejning, debatten tager her i dag. Det synes jeg da er positivt, og hr. Holger K. Nielsen har jo stadig væk muligheden for at holde et indlæg om skvalderkålens udbredelse i Danmark. Jeg synes jo også, det er interessant i den her sammenhæng, at netop kartoflen faktisk både blev bragt herop af franske flygtninge, huguenotterne, og at den så blev opdyrket af tyske indvandrere, nemlig kartoffeltyskerne. Men i forhold til skvalderkålen ved jeg ikke, om jeg er helt enig med hr. Holger K. Nielsen. Jeg vil sige, at jeg selv har haft stor fornøjelse af at lave en skvalderkålspesto, som faktisk har gjort, at vi har fået udryddet det meste af vores skvalderkål hjemme i vores egen have. Så man kan faktisk godt lave en udmærket pesto ud af skvalderkål. Så der er også nogle muligheder dér.

Hr. Holger K. Nielsen.

Det er faktisk fuldstændig korrekt. Jeg er helt enig. Jeg har også selv arbejdet med skvalderkål. Og jeg synes jo virkelig, at debatten her i dag har sådan et formål, i forhold til at vi jo virkelig får højnet informationsniveauet om dansk madkultur, ikke mindst gennem Enhedslistens indlæg her og den debat, der er om det. Tak for det.

Ordføreren.

Selv tak. Jeg synes, det er en glimrende anledning til at vise, hvor mangfoldig den danske madkultur er, og at det jo grundlæggende bare handler om, at vi skal have muligheden for at udvikle den. Og det synes jeg jo at både kartoflen og skvalderkålen er udmærkede eksempler på.

Vi siger tak til ordføreren, også for det historiske, og går videre i rækken til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet, formand. Jeg vil starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her forespørgselsdebat.

Der findes mange debatter, som har en tilbøjelighed til at forhekse dem, der deltager i dem, og det var måske det, vi lige hørte et eksempel på for et øjeblik siden. For hvordan kommer forhekselsen til udtryk? Den kommer til udtryk på den måde, at alle deltagerne i debatten med et trylleslag begynder at sige tåbelige ting, ting, der gør enhver progression i samtalen umulig, og som dermed også gør håbet om en konklusion udsigtsløs. Det kan jo godt være, at jeg selv kan risikere at blive ramt af forhekselsen ved at gå tæt på emnet, men jeg vil prøve at fremlægge noget, der kunne være en byggesten til en rationel samtale om det her emne.

Hvis man underkaster sig selv en eller anden diæt, er det et personligt projekt, og det kan jo have mange årsager. Det kan have medicinske årsager, og det kan have kulinariske årsager, og man kan forestille sig mange ting. Hvis man gør en diæt til en markør for, om man er inde eller ude af det gode selskab, så er det noget andet end et personligt projekt. Så er det en form for identitetspolitik, og identitetspolitik er jo noget, der har mange definitioner. Nogle af de bedste kan man læse hos den spanske sociolog Manuel Castells. Han udgav for mange år siden et trebindsværk om den tidsalder, vi lever i, og hele bind 3 handler om identitetspolitik, så jeg kan ikke gennemgå det her fra talerstolen.

Men jeg vil nøjes med at sige, at identitetspolitik er en form for politik, som repræsenterer et opgør med grundforudsætningerne for et liberalt demokrati. For forudsætningen for et liberalt demokrati er, at vi er bestemt som to ting på en gang. Vi er bestemt som individer, og vi er bestemt som almene væsener. Som individer har vi nogle rettigheder, og som almene væsener har vi nogle helt almene kendetegn. Vi har vores liv og vores værdighed, som er ukrænkelige størrelser, vi har ens rettigheder, og vi har en rationalitet, der er bindende for alle, fordi vi alle sammen er rationelle mennesker. I princippet er al identitetspolitik antiliberalt. Hvad man har af rettigheder i en identitetspolitisk optik, afhænger af, hvem man er; om ens argumenter er gode, afhænger af, hvem man er; om man bør anerkendes som menneske og tildeles værdighed, afhænger af, hvem man er.

Spørgsmålet er, om identitetspolitik er af det onde. Det behøver det ikke at være, for det er som regel altid irriterende, men rent principielt er det ikke af det onde at være irriterende. Det er bare irriterende. Men at opdele verden i halal og haram er en form for identitetspolitik, og dermed er det også sagt, at det pr. definition er antiliberalt. Det er en opdeling, der opløser alle de begreber og distinktioner, vores samfundsorden bygger på, og specielt hvis man forsøger at knæsætte opdelingen med magt. At tvinge borgerne i et liberalt samfund til at anerkende distinktionen mellem halal og haram, er for mig ensbetydende med at tvinge borgerne til at anerkende et ikkeliberalt eller antiliberalt standpunkt. Det er at indrette sig på antiliberale principper, og det er jo sådan set kernen i det, som man nogle gange kalder islamisering: at tvinge ikkemuslimer til at anerkende islams regler. Derfor takker jeg sådan set for debatten, for det er jo lige præcis det, det drejer sig om.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi måske på et mere principielt niveau kunne diskutere, hvordan vi i et liberalt samfund sikrer, at personer, der ikke er muslimer, til enhver tid kan blive fri for at anerkendte islamiske regler, så ikkemuslimer kan tegne profeten lige så meget, de har lyst til, fordi det ikke er deres profet. Det er det, der er kernen i et liberalt samfund: at islamiske regler er fuldstændig uvedkommende for ikkemuslimer, og derfor håber jeg, at vi en dag kan tage en helt principiel debat om det væsentlige spørgsmål, der er blevet rejst her. Men tak for at rejse debatten.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Claus Kvist Hansen. Værsgo.

Tak til ordføreren – og jeg vil faktisk sige mange tak for at føje sig til rækken af ordførere i dag, som faktisk udviser interesse for spørgsmålet og oven i købet en viden om problematikken. Det har jeg savnet hos andre ordførere, men jeg anerkender ordføreren for, at han har sat sig ind i den her problematik.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg tror, vi er enige på lange stræk om, at halal og haram er, kan man sige, en del af islamiseringsdebatten. Derfor bliver jeg selvfølgelig nysgerrig efter at høre: Hvor står ordføreren egentlig i forhold til det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti har fremsat? Altså, er man villig til at tage skridtet fra, kan man sige, filosofiske velbegavede ord og så rent faktisk over til handling og at støtte op om, hvad Dansk Folkeparti har sagt i dag?

Ordføreren.

Jeg er godt tilfreds med det forslag til vedtagelse, vi har, for jeg synes, den på en god måde afspejler det stade, som vi er på i debatten. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde en bredere debat i Folketinget om de her ting, og at vi på et tidspunkt måske kunne have et forslag til vedtagelse, der samler op på den her samlede debat. Men lige her og nu synes jeg egentlig, det er sådan en meget god mellemtid, i forhold til hvor vi er i debatten.

Hr. Claus Kvist Hansen.

Okay – jamen nu er vi i mere trygge rammer igen. Altså, ordføreren fremsætter begavede ord, men når det så kommer til handling, er man lidt mere afventende. Og så står vi stadig væk i den situation, hvor det er ude i institutionerne, at værdikampen skal tages, men tabes. Og i realiteternes verden er det jo sådan, at man stadig væk forfægter tilvalget af halal, men i forhold til den modsatrettede mulighed for at tilvælge ikke rituelt slagtet kød bakker man så, kan jeg høre. Det er jeg selvfølgelig ked af, men jeg håber, at ordføreren så i fremtiden vil deltage i lignende debatter med Dansk Folkeparti, hvis det skulle komme dertil. Tak.

Ordføreren.

Selv om jeg har høje tanker om mig selv, har jeg ikke så høje tanker om mig selv, at jeg tror, jeg kan diktere den samlede regerings politik. Så jeg gør det, at jeg fremlægger en analyse, så godt jeg kan, og så er regeringen nået frem til nogle samlede overvejelser, og så er det der, vi er kommet til i dag.

Tak til ordføreren, der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går videre i ordførerrækken til fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Jeg blev helt inspireret af talen om identitetspolitik, for nogle gange tænker jeg, at det kunne vi jo godt tage en principiel debat om i Folketinget, altså hvad identitetspolitik egentlig er. Jeg tror, at vi ikke altid er enige. Nogle gange tænker jeg: Er al politik ikke identitetspolitik? Socialdemokratiets historiske kamp for arbejderklassens rettigheder er vel også på en eller anden måde identitetspolitik, og Liberal Alliances ønske om at sænke skatten i toppen er vel også identitetspolitik, men det hører en anden debat til. Det var bare en interessant vinkel på det her emne.

Men vi er jo blevet indkaldt for at diskutere kød i det offentlige, og tak til Dansk Folkeparti for det. Jeg vil tillade mig at lægge fokus på det, som er relevant i forhold til at diskutere kød i det offentlige, nemlig det, som udgør en reel samfundsudfordring – nok i modsætning til det, som Dansk Folkeparti mener udgør en samfundsudfordring – nemlig den klimabelastning, som kød faktisk pålægger vores samfund. Vi har i dag efter den her forespørgselsdebat vores eget beslutningsforslag her i salen, som skal førstebehandles, og som handler om et klimabidrag på kød fra drøvtyggere, så tak for, at vi får lov til at sætte fokus på det emne to gange.

Den 8. oktober sidste år udkom en rapport om vor tids måske vigtigste videnskab, nemlig FN's klimapanels rapport om muligheden for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, og konklusionen er sådan set entydig. Faktisk er det fortsat muligt at nå til en begrænsning af den globale opvarmning på 1,5 grader, men det vil kræve, som de skriver, et hidtil uset ambitionsniveau hos klodens beslutningstagere.

Klimakrisen er vor tids største udfordring. Den truer i sig selv vores eksistens på jorden, og den påvirker, udløser og accelererer en masse forandringer eller andre kriser og forandringer, bl.a. klimaflygtninge, som vi jo alle sammen ved der kommer flere og flere af, hvis vi ikke formår at håndtere klimakrisen i tide. Det, vi gør i de kommende år, vil definere udfoldelsesmuligheder og frihedsmuligheder for de kommende generationer. Derfor vil jeg også gerne sige tak til Dansk Folkeparti for at få en mulighed for og en anledning til at tale om dansk madkultur i det offentlige.

For vores forbrug af kød i det offentlige har en betydning for, hvordan og hvor meget vi sætter ind i forhold til klimakrisen. Kød er nemlig den mest klimabelastende fødevare, vi har overhovedet. Faktisk viser et nyt forskningsstudie, at borgerne i de vestlige lande skal reducere deres fødeindtag med 90 pct., hvis vi skal undgå fatale klimaforandringer. Det er et helt nyt studie, der viser det.

Danmark er jo det land i verden, som producerer mest kød pr. indbygger. Faktisk er det 360 kg om året, vi producerer pr. indbygger. Vi spiser ikke det hele selv, vi eksporterer rigtig meget, men vi spiser 95 kg kød om året pr. indbygger i Danmark, og for mig og for Alternativet er det afgørende, at vi både individuelt, men også i fællesskab og politisk-strukturelt tager ansvar for at stoppe klimakrisen. Det handler jo, som jeg sagde indledningsvis, helt grundlæggende om vores egen eksistens på jorden – ikke så meget vores eksistens, men vores børns og børnebørns eksistens på jorden.

Vi mener sådan set, at de klima- og miljømæssige omkostninger ved produktion af fødevarer i højere grad bør afspejles af prisen på de landbrugsprodukter, som forbrugerne køber. Derfor foreslår vi en afgift på kød fra drøvtyggere. Det er okse-, kalve- og lammekød i første omgang, fordi de er de mest klimabelastende. Det handler sådan set om, at vi skal indregne den pris, som vores kødproduktion koster for vores natur, miljø og klima, i prisen på de produkter, som forbrugerne køber. Det er som sagt bare det første skridt, men det er i hvert fald også en debat, vi bør tage, når vi taler om kød i det offentlige.

Nu handler forespørgslen her jo om alternativer til rituelt slagtet kød i det offentlige, men man kunne også spørge sig selv, om vi i højere grad burde tale om alternativer til kød i det offentlige i det hele taget. Da vi blev valgt ind i Folketinget for snart 4 år siden, foreslog vi en ugentlig spis grøn-dag, som vi kaldte det, nemlig en vegetarisk dag, og der blev grinet rigtig højt dengang over, at man kunne komme og foreslå det. Men faktum er, at i dag er der rigtig mange steder, både i det offentlige, men også ude i det private, hvor man faktisk har indført en ugentlig vegetarisk dag, simpelt hen af et reelt klimahensyn.

Så spørgsmålet er, om vi måske snart kommer derhen, hvor vi skal til at foreslå en ugentlig køddag i det offentlige, eller at vi i det hele taget måske kommer ned på færre køddage i det offentlige i forhold til at kunne bidrage til at reducere klimaforandringerne. Det må vi vende tilbage til.

Men tak til Dansk Folkeparti for at stille denne forespørgsel, og jeg beklager, at jeg som hr. Peder Hvelplund også navigerede mig en lille smule væk fra det med det rituelt og det ikke rituelt slagtede kød, for det synes vi sådan set ikke er en særlig relevant dagsorden for Folketinget at forholde sig til. Det er til gengæld den klimakrise, som vi står over for.

Jeg har et forslag til vedtagelse, som jeg gerne vil læse op.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at klimabelastningen fra kvæg og svin alene står for ca. en femtedel af Danmarks samlede klimabelastning, og at den intensive animalske produktion medfører, at et areal i Sydamerika svarende til Sjælland og Falster afskoves til sojaproduktion.

Folketinget konstaterer, at konsekvenserne for klimaet af danskernes høje kødforbrug er uoverstigelige, og at de klimabelastende fødevarer i dag reelt set er for billige i forhold til den klimabelastning og dermed samfundsskade, de forårsager.

Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at lægge en forbrugsafgift på okse-, kalve- og lammekød, således at de negative virkninger ved produktionen af fødevarer på klimaet inddrages i prissætningen. Dermed undgår vi at sende regningen for konsekvenserne af klimaforandringerne videre til de kommende generationer, som vi gør i dag«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 72).

Dette forslag til vedtagelse indgår så også i den videre debat, selv om det var et bredt forslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Claus Kvist Hansen. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg havde en svag mistanke om, at ordføreren muligvis kunne komme ind omkring bekymringer for kødforbruget, men at det fyldte så meget, havde jeg ikke lige set komme. Men lad os nu så forestille os, prøve at lege med tanken om, at vi her i eftermiddag reducerer vores kødforbrug med 95 pct. og i øvrigt udfaser alt muligt andet, diesel og benzin, sådan at engang i næste uge er klimaet på plads. Så er den ligesom hakket af. Så er der styr på det.

Hvis vi nu leger med tanken om den her månedlige køddag, som vi så får i institutionerne, hvad tænker ordføreren så om den hypotetiske situation, hvor vi så igen står med problematikken om rituelt slagtet kød og ikkerituelt slagtet kød, hvem der har krav på det ene, og hvem der har krav på det andet? Vil ordføreren mene, at det skulle være lige så naturligt at have retten til at tilvælge ikkerituelt slagtet kød, som det i dag tilsyneladende er at have retten til at tilvælge rituelt slagtet kød?

Ordføreren.

Jeg har den sådan grundlæggende principielle overbevisning, at i et samfund som det danske skal flertallet tage særligt hensyn til at beskytte mindretallet. Og når jeg siger det, er det sådan set, fordi det er sværere at være et mindretal i et velfærdssamfund, end det er at være et flertal. Så hvad angår den her debat – jeg tænkte også over det tidligere – om det der med at blive tvunget til at spise rituelt slagtet kød, så ved jeg ikke, hvor mange der egentlig synes, det er et problem, altså hvor mange danskere, forstået som kristne danskere, eller hvad man nu er, der synes, det er et problem. Så har man jo ikke noget forhold til, hvordan kød er slagtet, i hvert fald ikke noget, der står i ens, som jeg er orienteret – og det kan selvfølgelig godt være, det er forkert – religiøse skrifter. Så jeg vil egentlig mene, at vi som majoritet har et ansvar for minoriteterne.

Så tror jeg bare, det er en tænkt situation, at man ikke skulle kunne spise noget ganske almindelig slagtet kød. Altså, jeg kender ikke institutioner, hvor det foregår, at der kun bliver serveret rituelt slagtet kød, så jeg synes også, det er en lidt mærkelig diskussion at tage. Jeg er ikke sikker på, at det findes i virkeligheden.

Hr. Claus Kvist Hansen.

Jo, de institutioner findes i virkeligheden, og der findes også institutioner, hvor man dels har rituelt slagtet kød, altså halalkød, dels resten, som man ikke ved hvad er. Det er sådan, det foregår, vil jeg vove at påstå, i 99 pct. af institutionerne. Den store mængde af kødvarer ved man ikke om er den ene eller den anden type kød, eller om det er blandet, fordi man regner med, at danskerne er ligeglade. Ordføreren kerer sig om minoriteterne, og der er en minoritet, som siger:

Vi kan så ikke røre ved, hvad de andre spiser; hvis de vil spise halalkød, så må de det, men vi vil bare gerne være fri. Vi er en minoritet i vores eget land, og vi vil gerne være fri for rituelt slagtet kød.

Hvad tænker ordføreren om dem?

Ordføreren.

Det er jo interessant, nu bliver det lige pludselig den anden vej rundt. Så nu er de etniske danskere minoriteter. I det tilfælde må man jo tage det op i den enkelte institution, på institutionsniveau, og jeg kan simpelt hen ikke forestille mig, at man ikke ville tilgodese sådan nogle hensyn, hvis det blev bragt op. Jeg spørger bare til, hvor stort problemet egentlig er derude. Altså, er det spøgelser, som man ser fra Dansk Folkepartis side, eller er det reelt sådan, at der er forældre, der har det her problem i hverdagen? Jeg kender det i hvert fald ikke selv, og det kan selvfølgelig godt være, at ordføreren kan komme med eksempler på det, men jeg mener bare ikke, det er noget, som vi skal beskæftige os med i Folketinget.

Så er det hr. Henrik Dahl.

Tak for det. Det, der får mig til at bede om ordet, er ordførerens udtalelse om, at i et samfund som det danske skal flertallet underkaste sig mindretallet. Det, jeg gerne vil høre, er, om det også betyder, at det store flertal af mennesker her i landet, som ikke er muslimer, ikke må tegne Muhammed.

Ordføreren.

Det hører sig jo ikke til i Folketinget at lave stråmænd, for det sagde jeg nemlig ikke. »Underkaste« er ordførerens eget ordvalg. Jeg sagde, at jeg mener, at i et samfund som det danske, ikke det danske, men i det hele taget i en retsstat skal flertallet tage særligt hensyn til mindretallet. Ja, jeg sagde »særligt hensyn« til mindretallet, tror jeg. Det vil være min holdning.

Det tror jeg bliver en principiel debat om, hvordan man ser på det her med, at man har en samfundsgruppe, som udgør normalen, og så er der nogle, der lever på andre måder. Det er jo det samme med, at det jødiske mindretal i Danmark er blevet accepteret i Danmark gennem rigtig mange hundrede år og har fået plads til at være her med de, kan man sige, vaner og traditioner, som de har, og det synes jeg vi har favnet rigtig fint i Danmark. Det synes jeg skal gælde for alle de mindretal, der er i Danmark: at vi forstår og tolererer og giver plads til, at man lever på andre måder end flertallets.

Hr. Henrik Dahl.

Betyder de særlige hensyn, som flertallet skal tage til mindretallet, at flertallet ikke må tegne Muhammed?

Ordføreren.

Nej, det gør det ikke. Der er jo ikke nogen lovgivning, der siger, at man ikke må tegne Muhammed. Men bare fordi man ikke må noget, er det ikke nødvendigvis, fordi man skal gøre det.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og den næste ordfører, jeg ser i salen, er hr. Holger K. Nielsen, SF.

Jeg ved ikke helt, hvad man skal sige til den debat, vi har i dag. Den handler om madkultur, og noget af det, som jo er det karakteristiske ved kultur, er, at det forandrer sig hele tiden. Jeg kom til at tænke på min barndom. Jeg er vokset op på en efterskole, og der sad jeg hver dag og spiste sammen med 60 drenge, og det var brun sovs og kartofler og frikadeller – én frikadelle pr. person; det var det, der var plads til der. Og en forret bestod af norsk øllebrød eller sagovælling, eller hvad det nu var. Man skulle spise op – der var ingen kære mor. Min mor gik rundt og sagde: Hvis du ikke spiser op, så tænk på alle de kinesere, der sulter. Og det var moralen dengang, at sådan var det. Dengang skulle man bare spise det, der kom på bordet – der var ingen pardon der.

Det har så ændret sig noget siden hen – folk kom ud at rejse, tog til Gardasøen på charterrejser og med campingvognen, og man fandt ud af, at der var noget, der hed pasta, noget, der hed spaghetti med kødsovs og pizza, og jeg ved ikke hvad. Siden kom der mennesker til landet, der kom med andre former for måltider i form af orientalsk mad, falafel, hummus, og hvad det hedder – interessante ting, som pludselig kom til landet. Det betød jo så, at man ligesom måtte erkende, at det ikke var nok bare at sige: Du har bare at spise de frikadeller, for det skal du gøre – det er det, der er dansk mad. Man fandt ud af, at dansk mad også er andet end det.

I forbindelse med alt det her synes jeg også, det er værd at bemærke, når vi nu taler om, at muslimerne er kommet hertil, at i mange hundrede år har vi jo også haft jødiske madvaner. Altså, kosher mad har jo også været en udfordring, visse steder i hvert fald, og den jødiske slagtemetode er mig bekendt mere dyrevelfærdsuvenlig, end den muslimske halal er. Schæchtning er mig bekendt værre, for der må man ikke bedøve dyret, før man slagter det. Det er så en anden diskussion, men det er bare for at sige, at det her jo ikke kun handler om, at der kom en masse muslimer til landet. Det er faktisk en diskussion, man også har haft før det.

Men det er jo rigtigt nok, som det er blevet sagt, at med det store antal muslimer får man de her diskussioner ude omkring i institutionerne. Jeg synes sådan set, at hr. Mattias Tesfaye – i lighed med Enhedslistens ordfører – kom med et meget, meget begavet indlæg, hvor han forklarede, hvordan man håndterer det udeomkring. Han sagde også, synes jeg, ganske rigtigt, at det måske ikke altid er fornuftigt, at det udelukkende er på den enkelte institution, det besluttes – det kan godt være, at kommunen har nogle retningslinjer for det her for at undgå, at det bliver lederen på den enkelte daginstitution, der skal tage stilling til det her. Men det afgør man bare kommunalt. Det her er et anliggende, som man er nødt til at bestemme kommunalt og lokalt, og det er ikke noget, vi kan sidde og tage stilling til her i Folketinget.

Jeg kom til at tænke på, at vi jo godt nok er et rigt land, i forhold til at vi bruger tid her i Folketinget på at diskutere det her – det må jeg godt nok sige. Altså, der er vel sådan set større problemer – er der ikke det? – hvis vi nu skal være helt ærlige. Og det tror jeg da egentlig vi erkender at der er. Og at vi bruger tid på at diskutere det her, synes jeg er udtryk for, at vi altså har et samfund, der ikke har de meget store og voldsomme konflikter, det må jeg sige. Man finder ud af det på forskellige måder, og det fungerer jo. Tak.

Der er en kort bemærkning til hr. Claus Kvist Hansen. Værsgo.

Tak til ordføreren, og tak for en interessant rejse igennem tiden med sagosuppe, og hvad vi ellers har, frem til nutiden. Og især tak for ikke at tale mere om skvalderkål.

Jeg synes faktisk ikke, at ordføreren går ordentligt ind i den her problematik, vi taler om. Det kan godt være, at ordføreren synes, det er et latterligt problem at tale om, og det kan også være, at det er det for nogle, men vi har stadig væk at gøre med en problemstilling, som jeg godt kunne tænke mig at høre ordføreren om. Det er sådan, at religiøs påvirkning af fødevarer er en realitet i dag, og muligheden for at tilvælge halalkød ude i institutionerne og på sygehusene er en realitet i dag, også selv om ordføreren synes, det er latterligt.

Så spørger jeg bare stille og roligt ordføreren, som kommer fra et venstrefløjsparti, hvor – det nævnte jeg også før – religion er opium for folket; hvor religion er latterligt: Hvordan kan man stå med hænderne i lommen og bare ryste på hovedet af det? Og når man så endelig må acceptere, at det finder sted, hvorfor så ikke give sådan nogle som mig og andre muligheden for at sige: Vi gider ikke religion i vores mad? Vi lyttede faktisk til hr. Holger K. Nielsen, da han for 30 år siden mente, at religion var opium for folket. Vi vil ikke have – om ikke opium – religion i maden. Tak.

Værsgo.

Altså, nu har jeg aldrig sagt, at religion er opium for folket, og jeg mener faktisk, at i det omfang, venstrefløjen har begået fejl, er det et af stederne. Det er så, hvad det er, men hvad betyder det med religiøs påvirkning?

Altså, som jeg sagde før, blev kartofler og skvalderkål bragt op af munke i sin tid, fordi de ville bruge det religiøst, og der er ikke noget mærkeligt i det. Jeg skal så medgive, at jeg ikke er superekspert i det, men jeg har forstået, at man ikke kan købe en kylling i et supermarked, uden at den er halalslagtet. Det gælder måske en økologisk kylling, men så skal man betale tre gange så meget som for en af de andre kyllinger. Det kan man jo så gøre, eller man kan gå til specialforretninger. Jeg har bare forstået, at halalslagtning er så almindeligt på slagterierne, at når man går ud og køber almindeligt kød, så er det det, man får; det har jeg fået igennem mange, mange år, og jeg er ikke blevet dårlig af det. Altså, det er jeg ikke.

Så er det hr. Claus Kvist Hansen. Værsgo.

Nej, vi kan da selvfølgelig ikke have, at ordføreren får det dårligt; det er heller ikke det, jeg siger. Men alene det forhold, at ordføreren selv erkender, at det er vanskeligt at komme uden om religiøst tilberedt kød, halalkød, burde da få en rød klokke til at ringe hos ordføreren. Ordføreren må da et eller andet sted mene, det er okay, at der er en gruppe mennesker, som ikke ønsker religion ind i det offentlige rum, f.eks. i et offentligt køkken. Men det betyder ikke så meget, må jeg forstå, og det er så også okay.

Men der er en gruppe mennesker, som er trætte af religion i køkkenerne, og dem tilgodeser man ikke i dag. Og det er egentlig det, som forespørgslen skulle dreje sig om.

Ordføreren.

Jamen det, man så må tage op, er jo, om religionen skal ud af de private køkkener. For det, jeg sagde før, var jo, at man ikke kan gå ind i et supermarked, hvor det ikke er sådan. Hvis jeg går ind i den lokale Kvickly i Valby og køber en kylling, er den halalslagtet , har jeg forstået, og hvis jeg køber et stykke flæskesteg, er det halalslagtet ... Nej, det er vel ikke halalslagtet, det kan ikke rigtig svare sig. Det var ikke en så velovervejet bemærkning. Jeg mener, at hvis jeg køber et stykke oksekød, er det halalslagtet, har jeg forstået. Jeg ved det ikke, men jeg har bare forstået, at sådan er det altså, og det er sådan set ikke noget, som har generet mig i de mange år, hvor jeg har købt kyllinger, oksekød og kalvekød.

Udløbet af taletiden redder ordføreren nu. Så er det hr. Henrik Dahl for en kort bemærkning. Værsgo.

Bortset fra det sagte om halalslagtning af svin kender jeg jo ordføreren som et umådelig vidende og tænksomt menneske, og derfor vil jeg gerne have en kommentar til hele den her opdeling af verden i halal og haram, som jo er en islamisk opdeling af verden, og som er det, der er på spil, når man udbreder halal til f.eks. en daginstitution. Er islamisering et generelt problem? Er det noget, vi skal være skeptiske over for? Hvad med islamisering af f.eks. forholdet til kvinder? Er der nogen form for god islamisering og nogen form for dårlig islamisering? Hvor står ordføreren og SF i forhold til islamisering af Danmark?

Ordføreren.

Vi er da imod islamisering af Danmark, men jeg har svært ved at se, at Danmark er ved at blive islamiseret. Der bor en masse muslimer i Danmark, det er rigtigt, men så mange bor der jo heller ikke. Et eller andet sted er det jo også en debat, der er kørt meget op i medierne, synes jeg.

Jeg kan huske, at jeg engang, da jeg var partiformand, var til et møde i en jysk by – sådan en mindre, jysk provinsby, en købstad – hvor en mand, sådan en pæn mand, formentlig en tidligere skolelærer eller lignende, rejste sig op og spurgte: Hvad vil SF gøre i forhold til islamiseringen af Danmark? Der boede ikke en muslim i 30 kilometers omkreds af den by der, det gjorde der simpelt hen ikke. Det var sådan en pæn by med parcelhushaver osv. osv. Jeg spurgte så: Der er da ingen i den her by, vel? Jo, jo, han kunne se i medierne, at det var blevet et problem.

Så det er også noget med, at det altså er blevet talt vældig meget op af visse politikere, af visse medier, at vi er tæt på at blive islamiseret, for hvad er det at blive islamiseret? Det er noget med sharialov, det er det, man ser i Saudi-Arabien, og det er jo ikke der, vi er, hverken halvvejs, trekvart, en tiendedel eller promillemæssigt, vel?

Så er det hr. Henrik Dahl. Værsgo.

Flemming Rose siger selv, at de facto er det forbudt at tegne Muhammed. Det er et emne, han ved virkelig meget om, og det forhold, at det de facto er forbudt at tegne Muhammed, er jo en underminering af grundlovens § 77. Altså, det er da en islamisering, at det ved hjælp af trusler er lykkedes at underminere en af paragrafferne i grundloven. Er det ikke et problem?

Ordføreren.

Altså, jeg er godt klar over, at Flemming Rose har sine egne erfaringer på det felt, ikke? Og jeg synes da, det er et problem, men man kan jo ikke sige, at ytringsfriheden er knægtet i det her land, vel? Altså, nu kan jeg ikke tegne, men hvis jeg havde lyst til at tegne Muhammed, ville jeg da gøre det. Der er da ingen, der ligesom fratager nogen muligheden for at gøre det. Altså, at Flemming Rose siger det, er da ikke et bevis på, at Danmark bliver islamiseret; det kan jeg da ikke se.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og jeg ser ikke flere ordførere, der har bedt om ordet, så derfor er det nu udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Jeg vil gerne takke for debatten her i dag. Som jeg startede med at sige, er regeringen jo fuldstændig enig i, at vi skal værne om dansk madkultur. Men jeg er jo til gengæld ikke enig i, og regeringen er ikke enig i, at vi skal indføre endnu mere detailstyring fra Christiansborg. Men vi skal selvfølgelig sørge for, at der er orden i tingene, så hvis man er allergiker, bliver der taget hensyn til det. Men det skal selvfølgelig heller ikke være på en måde, hvor alle vi andre ikke kan få mælk, kød, eller hvad det nu skulle være. Vi skal ikke lade os diktere af et mindretal, og det danske samfund skal ikke give afkald på sig selv på grund af misforståede hensyn. Så enkelt synes jeg egentlig det kan siges.

Så jeg vil gerne takke for debatten. Jeg synes egentlig, at den har været fin, og man kan i hvert fald også sige, at vi har været langt omkring. Men det er jo også det, forespørgselsdebatter nogle gange er til for.

Vi siger tak til ministeren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. For at afslutte forespørgselsdebatten er det ordføreren for forespørgerne, hr. Claus Kvist Hansen. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ministeren og ordførerne for mange begavede kommentarer. Jeg synes, at debatten for nogle ordføreres vedkommende har båret lidt præg af en måske manglende interesse og manglende viden om området. Det er for så vidt en ærlig sag, men jeg synes måske, det er lidt ærgerligt, for principielt er den her diskussion om halal og rituel slagtning faktisk vigtig. Men fred med, at nogle ikke synes, det er spændende at diskutere. Og fred med, at SF's ordfører ikke kan se tegn på islamisering, selv om han 10 sekunder før havde indrømmet, at han ikke kunne finde en kylling nogen steder, som ikke var halalslagtet. Jeg synes, at det var en lille morsom konstatering, for det er jo det, det også handler om.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne se noget håb for sådan en som mig, som synes, at hvis man virkelig vil det frie valg i den ene retning, så skal det frie valg altså også være i den anden retning. Jeg fornemmer, at man fra ministerens og Venstres ordførers side faktisk anerkender, at der er en problematik, og det synes jeg da er et fremskridt; det vil jeg gerne sige. Og jeg tror ikke, at det bliver sidste gang, vi kommer til at tage en debat i Folketinget – måske ikke lige os, men så andre – for debatten og problematikken er stadig aktuel.

Jeg vil gerne sige en særlig tak til Liberal Alliances ordfører for at tage ordet islamisering i sin mund i den her debat, for det er også det, det handler om. Og grunden til, at jeg selv har været tilbageholdende med at bruge ordet i dag, selv om jeg havde alle argumenter for det, er, at så snart en fra Dansk Folkeparti tager ordet islamisering i sin mund, så kommer debatten til at handle om vedkommende og tonen. Den vej har jeg ikke villet gå nedad i dag, men jeg er glad for, at man tager tyren ved hornene fra Liberal Alliances side og kalder tingene ved deres rette navn.

Derfor er jeg måske i virkeligheden – nu, hvor jeg har talt mig lidt varm – sådan lidt mere fortrøstningsfuld, med hensyn til hvad fremtiden bringer. I hvert fald er det helt sikkert, at debatten om retten til halal ikke dør i dag, og det samme gælder diskussionen om det, at ganske mange mennesker bare stille og roligt siger: Det er fint, hvis I vil have det, men vi vil bare gerne have noget andet. Jeg håber jo selvfølgelig på, at den får næring, for det er faktisk en stille og rolig værdikamp, som vi er ved at tabe ude i de offentlige køkkener og ude i supermarkederne.

Med disse ord vil jeg gerne sige tak.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 19. februar 2019.