Det sidste punkt på dagsordenen er:

13) Forespørgsel nr. F 11:

Forespørgsel til børne- og socialministeren:

Vil ministeren redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform, og hvad ministeren vil stille op over for kommuner, der ikke lever op til reformen?

Af Karina Adsbøl (DF), Pernille Bendixen (DF), Susanne Eilersen (DF), Jeppe Jakobsen (DF) og Karin Nødgaard (DF).

(Anmeldelse 11.10.2018. Fremme 23.10.2018).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 11. december 2018.

Så giver jeg indledningsvis ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti, for begrundelse. Værsgo.

Tak for det. Dansk Folkeparti har valgt at indkalde til denne forespørgselsdebat med ordlyden: Vil ministeren redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform, og hvad ministeren vil stille op over for kommuner, der ikke lever op til reformen?

Baggrunden for, at vi endnu en gang har valgt at indkalde til den her forespørgselsdebat omkring Barnets Reform, kommunernes implementering af denne samt forvaltningen af serviceloven, er, at Dansk Folkeparti finder det yderst vigtigt fortsat at have et øget fokus på det her område.

De overordnede formål med Barnets Reform var, da den i sin tid blev vedtaget, at sikre kontinuitet i anbringelsen, at sikre stabil og nær voksenkontakt for udsatte børn, at styrke hensynet til barnets tarv, at sikre udsatte børns rettigheder, at sikre en tidligere indsats, at sikre mere kvalitet både i sagsbehandlingen og i indsatsen.

Dansk Folkeparti er bekymret for behandlingen af udsatte børn og deres familier, deres netværk samt plejefamilier i hele vores system. Vi er bekymret for systemsvigt. Og selv om vi har taget rigtig mange politiske initiativer efter Barnets Reform, som skulle gøre tingene bedre i arbejdet med udsatte børn, deres familie, deres netværk, ja, så halter det gevaldigt.

I Dansk Folkeparti oplever vi desværre ofte sager, hvor søskende ikke bliver anbragt sammen, hvad der ellers er hensigten med loven. Vi oplever ofte samværet mellem børn og deres familier eller netværk eller andre tilknytningspersoner, f.eks. også en tidligere plejefamilie, blive skåret ned til minimum eller blive skåret helt væk med den begrundelse, at det er af hensyn til barnets sundhed og trivsel ikke at have kontakt.

Vi oplever også, at de unge og børnene ofte ikke bliver hørt i forhold til deres ønsker eller deres behov. Det har undersøgelser også vist. Vi oplever, at en tidlig indsats ikke bliver iværksat hurtigt nok, eller slet ikke, i forhold til servicelovens forebyggelsesparagraf.

Vi oplever mangel på kvalitetssikring i § 50-undersøgelser, i forældrekompetenceundersøgelser, i børnesamtalerne, som ikke blot skal være et flueben. Vi hører også ofte om trusler omkring tvangsanbringelse, og det har vi lige i dag haft et samråd om.

Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, der skal ske en hel kulturændring på det her område, og vi ser frem til debatten i dag. Vi håber også på, at vi i fællesskab kan finde nogle gode løsninger på området.

Tak til ordføreren. Så går vi over til besvarelsen, og den leverer børne- og socialministeren. Værsgo, minister.

Tak for ordet. Jeg er blevet bedt om at redegøre for, om kommunerne lever op til intentionerne og lovgivningen i Barnets Reform og også for, hvad jeg vil stille op over for kommuner, som altså ikke lever op til reformen. For lige knap 2 år siden var jeg indkaldt til en forespørgselsdebat omhandlende det samme emne, og på den relativt korte tid er der ikke sket grundlæggende ændringer i mit syn på området. Jeg mener stadig overordnet set, at vi er rigtig godt på vej med at få udbredt tankesættet fra bl.a. Barnets Reform til kommunerne. Det er vigtigt, for det er min overbevisning, at opgaverne på det sociale område varetages bedst af kommunerne. Kommunerne er tættest på borgerne og har derfor også de bedste forudsætninger for at lave indsatser, som imødekommer det enkelte barns og den enkelte families behov.

Når det er sagt, er der desværre fortsat også kommuner, der har problemer med at overholde reglerne på området, og det er naturligvis helt uacceptabelt. Kommunerne skal overholde lovgivningen. Det er simpelt hen hævet over enhver diskussion og enhver tvivl, og det gælder selvfølgelig også de ændringer, som blev indført med Barnets Reform. Jeg mener dog, at vi i fællesskab på tværs hen over midten har sat en række fornuftige initiativer i værk, som det er mit klare indtryk har medvirket til at løfte indsatsen for de udsatte børn og unge.

Her kan jeg naturligvis nævne Barnets Reform fra 2010, som havde det altoverskyggende formål at sætte en tyk streg under, at barnets bedste altid skal være i centrum for den hjælp og støtte, som kommunerne sætter i værk. Derudover satte vi med overgrebspakken fra 2013 massivt ind for at styrke forebyggelse og håndtering af overgreb mod børn. Med forebyggelsespakken fra 2014 indgik vi en aftale om at understøtte det tidlige forebyggende arbejde i kommunerne, og med tilsynsreformen fra 2014 oprettede vi fem tilsynsenheder på det sociale område, altså socialtilsynet.

Som børne- og socialminister har bedre inddragelse af barnet i egen sag stået højt på min dagsorden og også på dagsordenen hos andre politiske partier, og det var også vigtigt for mig, at vi i satspuljen for 2018 satte fokus på bedre børneinddragelse i kommunernes sagsbehandling med en børnerettighedspakke. For kommunerne skal tale med børnene for at få indblik i, hvilke problemer de tumler med, og hvilken hjælp der er behov for. De skal inddrages i beslutninger, der kan have store konsekvenser for deres liv.

Det udpluk af tiltag, jeg har nævnt her, har netop sat fokus på kvaliteten i sagsbehandlingen og på at sætte ind tidligere og mere systematisk. Men det er også tiltag, som skal have tid til at virke. Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at det ikke klares med et snuptag at omsætte lovregler til gennemgribende ændringer helt ude i yderste led ude i kommunerne. Men skal vi i endnu højere grad løfte kvaliteten og indsatsen på børneområdet, er det min overbevisning, at vi fortsat skal have fokus på at styrke effekterne af indsatserne med en tæt opfølgning ude i familierne. Det er for mig et helt centralt element i at løse de udfordringer, der er på området i dag.

Vi er allerede i gang med arbejdet. Bl.a. blev det med satspuljen for 2017 aftalt at investere massivt i udviklingen og udbredelsen af virksomme metoder og praksisser til kommunerne. Derudover har vi i satspuljen for 2019 for nylig besluttet at investere massivt med 249 mio. kr. i årene 2019-2022 samt 71 mio. kr. årligt herefter til et udviklings- og investeringsprogram på børne- og ungeområdet. Programmet skal både indeholde screening, modning og afprøvning af sociale indsatser samt udbredelse af de indsatser, der viser sig effektfulde. Udviklings- og investeringsprogrammet er jo et skridt i den helt rigtige retning for en mere vidensbaseret og effektfuld socialpolitik med afsæt i metoder og indsatser, som efterspørges i kommunerne, og som virker. I den sidste ende skal det være med til at sikre, at sociale indsatser kommer til at gøre en reel forskel for de børn og unge, således at de bliver mindre udsatte, og således at børn og unge med handicap får styrkede muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv.

Endelig er læren fra bl.a. Barnets Reform for mig at se, at vi skal følge langt bedre op på implementeringen af store reformer. Derfor har jeg også sat mig i spidsen for at følge kommunernes indsats tættere. Bl.a. derfor offentliggør jeg hvert år et danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen på baggrund af klagesager om kommunens afgørelser på det samlede socialområde. Det skal jo synliggøre kommunernes generelle ansvar for sagsbehandlingskvaliteten og skabe gennemsigtighed samt sætte fokus på, at der bliver truffet korrekte afgørelser.

Nuvel, vil nogle så sige, det kan jo godt være, at der kan være forskel på, om man sender en sag tilbage til fornyet behandling, fordi man har begået grove indholdsmæssige fejl, eller det er procesfejl i det, man vil kalde den lidt mere lette ende, hvor man måske ikke har fået overleveret nogle dokumenter. Prøv at høre en gang: Det er vigtigt uanset hvad. Uanset hvad handler det til syvende og sidst om, at der er familier, som venter på at få den rette afgørelse, og det er jo lige præcis her, vi gerne vil synliggøre kommunernes generelle ansvar. Derfor har vi også sammen i satspuljen for 2019 besluttet at følge kvaliteten af kommunernes sagsbehandling årligt via et nyt undersøgelseskoncept. Undersøgelsen skal give et overblik over den aktuelle udvikling i kvaliteten af sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet og skal bl.a. sikre, at alle 98 kommuner oplever at blive kontrolleret så hyppigt, at incitamentet for kommunerne til at overholde gældende lovgivning øges.

Samtidig er det i satspuljen for 2019 blevet obligatorisk for kommunerne at indberette § 11-indsatser i serviceloven, så der tilvejebringes et mere retvisende billede af, hvilke og hvor mange indsatser kommunerne iværksætter. § 11-indsatserne er jo de her forebyggende indsatser, og vi har lige fået Danmarks Statistik her i går, som viser, at der faktisk er tale om en forøgelse af antallet af § 11-indsatser. Det skal man faktisk ikke være så bekymret for. Jeg vælger egentlig at tolke det som værende positivt, at vi ser en stigning i antallet af § 11-indsatser, fordi det jo er udtryk for en omlægning, således at man rent faktisk kommer ind på et tidligere tidspunkt og understøtter familierne og hjælper familierne. Så man skal ikke være i tvivl om, at det har en stor betydning at få lavet den omlægning.

Endelig har vi også for satspuljen for 2019 aftalt at igangsætte tre initiativer, som skal forbedre afgørelsesgrundlaget i sager om anbringelse uden samtykke. For der er jo ikke nogen tvivl om, at hvis forældrene kan varetage barnets udvikling og trivsel, er det den bedste løsning for barnet at blive i familien, eventuelt med en særlig støtte til barnet eller familien. Det kunne være en § 11-indsats, som jeg lige nævnte.

Derfor bliver det for det første et lovkrav, at indstillingen om anbringelse uden samtykke til børn og unge-udvalget skal indeholde en særskilt vurdering af forældrenes kompetencer i forhold til at håndtere barnet og barnets eventuelle udfordringer.

For det andet kommer der et krav om, at når der foretages psykologiske undersøgelser af forældrene i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse, skal det ske med brug af en autoriseret psykolog. Det skal sikre en vis kvalitet i de undersøgelser, der foretages af forældrenes kompetencer.

For det tredje bliver de nuværende retningslinjer for udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelser fra 2011 nu opdateret, så de er tidssvarende og indeholder den nyeste viden om emnet.

Desuden vil jeg igangsætte en ny undersøgelse, som altså skal afdække årsagerne til stigningen i antallet af anbringelser uden samtykke, herunder i forhold til anbringelser af børn og unge med funktionsnedsættelse. Det fremgår jo klart af lovgivningen, at kommunen altid skal forsøge at få forældrenes eller den unges samtykke til en anbringelse, og derfor skal undersøgelsen altså gøre os klogere på, hvorfor der i stigende grad anbringes uden samtykke.

Her til sidst er det vigtigt at huske på, at der i forhold til de kommuner, der ikke lever op til deres forpligtelser, er et helt særligt system til at gribe ind og sikre barnets tarv. Alle, der oplever, at en kommune ikke giver et barn den støtte, som det har behov for, kan rette henvendelse til Ankestyrelsen, som af egen drift kan gå ind i en sag og træffe afgørelse om støtte til et barn. Derudover er landets kommuner også underlagt det kommunale tilsyn, som varetages af Ankestyrelsen, og tilsynet kan om nødvendigt foretage sanktioner i forhold til ulovlige kommunale beslutninger, herunder pålægge de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer tvangsbøder.

Med regeringens beslutning om at ophæve forældelsesfristerne i sager om seksuelle overgreb mod børn bliver det desuden tydeliggjort, at de offentlige myndigheder har et ansvar for at gribe ind. Og sker det ikke, kan ofre for overgreb altså nu rejse krav om erstatning mod offentlige myndigheder, også selv om de først får modet til at tage kampen op, når de er blevet voksne. Så jeg mener ikke, at vi er i mål med indsatsen på børneområdet endnu, men jeg tror på, at hvis vi holder fast i de spor, vi har lagt i fællesskab, fastholder fokus på virkningen af indsatserne, er vi også på vej i den rigtige retning. Tak.

Tak til ministeren for besvarelsen.

Det er jo således, at i denne runde er der mulighed for ét spørgsmål fra hver af ordførerne, der sidder heroppe på forreste række, og det er der allerede et par stykker der gerne vil benytte sig af.

Den første er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ministerens tale. Alle de ting, ministeren opridser, i forhold til hvad vi har gjort, er jo noget, Dansk Folkeparti har været med til og haft stor indflydelse på. Vi er helt med på, at der er sket tiltag – udfordringen er jo at få dem implementeret, og udfordringen er også, at i forhold til mange af de ting, ministeren har opridset i dag, går der jo lang tid, inden de bliver vedtaget og bliver til lovgivning.

Når ministeren i dag nævner det kommunale tilsyn, og at man kan klage, vil jeg spørge: Hvor mange sanktioner har der været givet over for kommuner, der ikke følger loven på det her område? Vi har jo set kommuner, som har lukket sager ned, vi har set kommuner, som har svigtet på det her område. Er der egentlig givet nogen sanktioner? Jeg tror godt, ministeren kender svaret. Det gør jeg i hvert fald. Men jeg vil godt høre ministerens svar fra talerstolen.

Ministeren.

Ja, og det gør jeg også. Det er jo vigtigt at sige, at der er sat et system op til at kunne lave sanktioner – så systemet findes jo. Men det er jo rigtigt nok, at det ikke er det samme, som at et system så bliver brugt. Og derfor er jeg heller ikke bekendt med, at der har været afgørelser, hvor man altså har pålagt bøder til kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Men det er vigtigt at sige, at i hele arbejdet med at sikre børnene, at få implementeret Barnets Reform har vi jo truffet en lang række beslutninger. Når jeg sidder og kigger ned over listen af store beslutninger, er det jo både i 2014, i 2016, i 2017, i 2018, og lur mig, om ikke også vi til næste år kommer til at træffe en række beslutninger, som igen skal styrke sagsbehandlingen, som skal understøtte forældrenes retssikkerhed, børnenes retssikkerhed, børnenes ret til at blive hørt.

Så vi arbejder jo med de muligheder, som vi har, for lige præcis at sikre, at der bliver en bedre sagsbehandling, og at der ikke er så høje omgørelsesprocenter, således at vi får holdt hånden under de børn og unge, som altså har udfordringer i dag.

Næste spørger er fru Malou Lunderød, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Og jeg vil også takke ministeren for en grundig gennemgang. Jeg er meget enig i gennemgangen af de mange tiltag, der har været, og også i, at de jo har bidraget langt hen ad vejen til at sætte barnet i fokus i det her.

Jeg tror desværre bare, at vi har rigtig lang vej igen, og som ministeren også siger, er vi ikke i bund med at implementere. Og for nylig kom Borgerrådgiveren i Københavns Kommune faktisk med en redegørelse, hvor man havde taget udgangspunkt i 77 sager, og ikke i én eneste sag var det lavet fuldstændig efter bogen; der var fejl i dem alle sammen – forskellige fejl, jovist, men fejl i dem alle sammen. Det synes jeg er rigtig bekymrende, for det er jo alligevel nogle år siden, at Barnets Reform blev besluttet.

Kunne ministeren knytte et par kommentarer til, hvad den rapport viser, og måske også sige, hvad ministeren tror er den største barriere for, at vi kommer i mål med at få implementeret helt i bund, og hvor det virker ude i kommunerne?

Ministeren.

Man må jo sige, at det er beskæmmende, og at det simpelt hen bare er Københavns Kommune, som skulle skamme sig – skamme sig over at lave fejl i så mange sager. Og Københavns Kommune er slet ikke i tvivl om, hvad min holdning er til den sag, for det har jeg meget tydeligt givet udtryk for.

Men jeg tror også bare, vi må være ærlige og sige, at svarene fra os, som er i Folketingssalen, bredt set er meget forskellige. For noget af det, som jeg er opmærksom på at Socialdemokratiet gerne vil, er jo eksempelvis, at når man skal anbringe, er det ikke nok, at man anbringer ét barn, så skal man anbringe en hel søskendeflok. Og det er vi jo nogle som har lidt vanskeligheder med, fordi vi synes, man må tage udgangspunkt i det enkelte barns trivsel, det enkelte barns udfordringer, det enkelte barns situation, og der kan altså være en rigtig god anledning til, at man anbringer ét barn, men uden at anbringe en hel søskendeflok.

Så for nuværende har vi jo forsøgt sådan at balancere det, og nogle vil sige, at det er en udfordring for det system, vi har – jeg synes faktisk, det er en styrke, at vi på tværs af politiske skel har formået at balancere det, så alle egentlig kan se sig selv i de systemer, som vi har sat op, hvor vi hører barnet, styrker forældrenes retssikkerhed og samtidig sikrer, at vi altså får stillet krav til den sagsbehandling, som foregår ude i kommunerne.

Næste spørger er fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det, og også tak til ministeren for grundig besvarelse. Og ja, vi har jo faktisk alle sammen været med i en del af de ting, som er blevet lavet, eller stort set dem alle sammen.

Jeg hæftede mig ved én ting, og jeg er meget enig med ministeren i, at det er vigtigt at undersøge, hvad der ligger forud for de anbringelser, hvor det sker uden samtykke. Men jeg kunne måske godt tænke mig, at vi prøvede at udvide det lidt. For det er selvfølgelig altid vigtigt at søge at få samtykke fra forældrene, og de anbringelsesforløb, som sker med et reelt samtykke fra forældrene, er typisk også de anbringelsesforløb, som fungerer bedst. Men der er en midtergruppe af dem her, hvor forældrene egentlig har givet samtykke, men hvor det er lidt med armen om på ryggen. Der vil jeg gerne høre, om ministeren også er interesseret i at prøve at undersøge, om de sager, hvor der er givet samtykke, også er ordentligt belyst, om der har været en ordentlig inddragelse og en ordentlig partshøring.

Ministeren.

Jeg tror i hvert fald, det kan være vanskeligt at få et validt grundlag at undersøge ud fra. For det vil jo i hvert fald kræve, at man går ned i nogle sager, hvor man i udgangspunktet har en formodning om, at der ikke har været en tilstrækkelig støtte, eller at forældrene har følt sig presset. Og så vil man jo i de sager, hvor man har en formodning om det, finde, at resultatet vil være, at så har der været sådan en formodning. Så umiddelbart har jeg svært ved at se for mig et undersøgelsesdesign, som faktisk vil kunne gøre os klogere og vil kunne bibringe mere viden.

Men når det er sagt, synes jeg jo i virkeligheden, at det er en god pointe, som SF og fru Trine Torp rejser – altså det her med hele tiden at sikre, at vi bliver klogere på årsagerne til, at der anbringes; sikre, at den støtte, som vi giver forud for anbringelse, er kvalitetsmæssigt er i orden; at man får hjulpet og får strakt hånden frem til de forældre, som har brug for støtte; at man har et tillidsfuldt samarbejde, så forældrene ikke oplever kommunen som en modspiller, men oplever den som en medspiller. Så der er en række forskellige håndtag, som vi har drejet på indtil nu, og som vi også godt kan komme til at dreje på fremadrettet.

Tak. Den næste spørger er hr. Rasmus Vestergaard Madsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det er rigtigt, at vi hører mange historier ude fra det virkelige liv, som med ministerens ord desværre er beskæmmende, til trods for at Barnets Reform jo har mange gode intentioner i sig. Vi hører desværre også om sagsbehandlere, som har rigtig mange børnesager på deres bord. Nogle har op til 60 sager liggende. Det betyder højst sandsynligt noget for kvaliteten, og det betyder højst sandsynligt også noget for antallet af fejl, der bliver begået, fordi der ikke er tid til at behandle sagerne ordentligt. Men det betyder højst sandsynligt også, at den tidlige indsats, altså at vi griber ind, inden problemerne bliver for store, også er meget, meget svær at gøre for den enkelte sagsbehandler i den enkelte familie.

Jeg vil blot høre, om ministeren mener, at de danske sagsbehandlere, som sidder med børnesager, samlet set har for mange sager på deres bord.

Ministeren.

Det, jeg har et meget skarpt fokus på, er at sikre, at der er den fornødne kvalitet i den sagsbehandling, og jeg synes, det ville være utidigt af mig, hvis jeg begyndte at gå ind og ville regulere, hvor mange sager man har, eller hvilket uddannelsesniveau man eksempelvis skal have som sagsbehandler. Så jeg er optaget af, at selve kvaliteten af sagsbehandlingen er i orden, og det er jo også derfor, at hvis man ikke som familie, borger eller pårørende oplever, at det er i orden, så har man jo en mulighed for at klage. Og Ankestyrelsen har altså også mulighed for af egen drift så at kunne gå ind i en række af de sager.

Så vil jeg bare tilføje et enkelt faktum, nemlig at antallet af anbringelser sådan set er faldet. Det er ikke, fordi vi har set en stigning i antallet af anbringelser. Til gengæld har vi set en stigning i antallet af § 11-foranstaltninger, og det kunne jo godt tyde på, at der i hvert fald er nogle kommuner, som er ved at omlægge indsatsen fra at have mange sager på bordet, når problemerne har vokset sig store, til rent faktisk at give den rette støtte, forud for at de problemer bliver så store, at de til syvende og sidst ender med en anbringelse.

Der er ikke flere korte bemærkninger i denne omgang, så jeg siger tak til ministeren. Vi går videre til selve forhandlingen, og den første på talerstolen her er ordføreren for forespørgerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ministerens tale, som jeg lige vil knytte et par ord til. For når vi snakker om kvalitetssikring i de her undersøgelser, som ministeren også nævner, så er der jo ikke nogen, kan man sige, regel om, hvordan man vil sikre det, altså hvordan sikres den kvalitet i de undersøgelser? Jeg snakker både om § 50-undersøgelser og forældrekompetenceundersøgelser, men også i forhold til børnesamtaler.

Noget andet, ministeren nævnte, var, at hun ikke ville vurdere i forhold til uddannelseskrav, men der må jeg bare sige fra Dansk Folkepartis side, at når man sidder med så vigtige sager om familier og børn – det er jo det, det handler om – så er det da også vigtigt, at man har en uddannelse og en viden for at kunne varetage det. Det, vi hører, må jeg bare sige, er, at det mangler der. Vi hører jo også, at det kan være en uuddannet socialrådgiver, der kan foretage det her, og det er jo i hvert fald et problem, synes jeg, som jeg lige vil nævne for at knytte nogle kommentarer, inden jeg går i gang med min egen tale – og det gør jeg så nu.

Når vi nu i dag har den her debat, er det vigtigt for mig at sige, at det her ikke handler om, om man er for eller imod anbringelse. Det handler om, at det er de rigtige børn, der bliver anbragt på et veldokumenteret og oplyst grundlag.

Tvangsmæssig adskillelse af børn fra deres forældre må anses for at være den mest indgribende afgørelse, som man kan opleve som borger i Danmark. For på den ene side står hensynet til parternes ret til familieliv og respekten for det nære bånd mellem barn og forældre, og på den anden side står hensynet til barnets sundhed, barnets trivsel og barnets udvikling. Samtidig befinder både børn og forældre sig i en yderst sårbar og udsat situation, mens de gennemgår en kompliceret proces, som skal danne grundlag for en afgørelse om tvangsanbringelse. Det er derfor også fuldstændig afgørende, at processen er omgivet af den højest tænkelige grad af retssikkerhed, og at der ydes den fornødne støtte til forældre og børn.

Der mangler kvalitetssikring af sagsbehandlingen, når en forvaltning skal træffe afgørelse om forskellige foranstaltninger til børn og unge. En stor del af kommunernes afgørelser bliver omgjort i Ankestyrelsen. I 2017 blev 54 pct. af de påklagede afgørelser omgjort. Fejl og mangler under det indledende forløb, inden tvangsanbringelse kommer på tale, kan jo have kæmpe betydning for, om sagen overhovedet udvikler sig til en tvangsanbringelsessag. Hvis familien havde fået den fornødne hjælp og støtte, kunne det måske have været undgået. Samtidig kan fejl og mangler i denne fase betyde, at alvorlige sager, hvor børn burde være anbragt, eventuelt tvangsanbragt, ikke bliver det hurtigt nok, fordi problemernes fulde omfang ikke bliver afdækket.

Justitia har i deres rapport beskrevet, at undersøgelser på anbringelsesområdet generelt, både de frivillige og de tvangsmæssige anbringelser, både af Ankestyrelsen, men også af Rigsrevisionen og som tidligere nævnt Københavns Kommunes borgerrådgiver også har påvist problemer med overholdelse af krav til sagens oplysning, herunder indhentning af centrale undersøgelser og tilvejebringelse af barnets holdning til anbringelsen. F.eks. udtaler netop borgerrådgiveren i København, at ikke en eneste af børnene sager lever op til alle de sagsbehandlingskrav, som er inddraget i borgerrådgiverens undersøgelse. Der er således fejl i 100 pct. af sagerne. Det er jo stærkt bekymrende.

Jeg vil også gerne i den her debat have oplyst og belyst, hvilke kriterier der bliver defineret i forhold til barnets eller den unges sundhed, når man anvender servicelovens § 71, stk. 3, fordi den paragraf bliver nemlig ofte anvendt for at skære samværet ned eller helt væk for barnets tilknytningspersoner. Jeg læser det lige op:

»Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan der træffes afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene eller netværket.«

Grunden til, at jeg læser det op, er, at jeg synes vi skal kigge lidt nærmere på det her, for der skal selvfølgelig være mulighed for at kunne skærme barnet, men må jo ikke være en paragraf, man bare hiver op af skuffen for at sætte samværet ned. Jeg har mødt børn, der har fået det værre af at være anbragt, og så må man jo konkludere, at anbringelsen jo bestemt ikke lever op til formålet.

Jeg har mødt forældre, bedsteforældre, der bliver overladt og efterladt på perronen efter en anbringelse og ikke får den hjælp og støtte, de har behov for, efterfølgende. Jeg har talt med plejeforældre, som pludselig får frataget deres plejebarn på grund af uoverensstemmelser med en kommune vedrørende vederlag – en problematik, hvor barnet bliver gidsel i systemet ... ( Anden næstformand (Kristian Pihl Lorenzen): Tiden er gået, ja.).

Er tiden gået? Jamen jeg har så meget på hjerte, men så jeg jo følge op senere.

Vi har f.eks. også foreslået fra Dansk Folkepartis side, at det skulle være sådan, at man ved store konflikter mellem kommune, plejefamilie m.m. kunne indhente en uvildig konfliktmægler. Og så må jeg jo komme tilbage med alle de andre ting, jeg har, for det er bare så vigtigt et område. Tak, formand.

Er der et forslag til vedtagelse?

Ja, det er der, nu skal jeg lige se her i alle mine papirer. Nu er det jo lige forsvundet, hvor søren har jeg det henne? Tak, minister! Super!

Det er så på vegne af regeringen og Dansk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Udsatte børn og unge og deres familier skal hjælpes. Folketinget har de sidste 10 år vedtaget store reformer og lovændringer, der skal understøtte indsatsen. Folketinget konstaterer, at der fortsat er udfordringer med kommunernes implementering af lovgivningen, herunder Barnets Reform.

Kommunerne skal overholde lovgivningen. Folketinget forventer derfor, at regeringen følger bedre op på kommunernes implementering af nye reformer, herunder benytter relevante redskaber og sanktionsmuligheder over for kommuner, der ikke overholder lovgivningen. I 2012 blev der lavet en opfølgning på implementeringen af Barnets Reform. Folketinget opfordrer regeringen til fortsat at følge overholdelsen af lovgivningen tæt og undersøge årsager til stigningen i anbringelser uden samtykke, herunder omfanget af anbringelser af børn og unge med funktionsnedsættelser.

Folketinget forventer endvidere, at regeringen fortsat arbejder for, at kommunerne i højere grad baserer deres arbejde på viden om effekt, samt sikrer, at familierne bliver partshørt, så indsatsen over for udsatte børn, unge og deres familier forbedres.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 30).

Tak for det. Og det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Ordføreren slipper ikke helt, for der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Malou Lunderød, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg deler bekymringen over de rapporter, der kommer ude fra kommunerne, om, hvordan det står til. Og jeg vil faktisk stille ordføreren det samme spørgsmål, som jeg stillede ministeren. For jeg er oprigtigt optaget af og nysgerrig på det her med, hvad det egentlig er, der er kernen, altså essensen af, at det ser ud, som det gør? Hvorfor er det så svært at få implementeret det her?

Skyldes det, at der simpelt hen er for mange sager på sagsbehandlernes bord? Skyldes det simpelt hen sjusk? Skyldes det nogle strukturelle forhold, som gør det svært at håndtere de her sager? Så vil ordføreren dele sine perspektiver på, hvad ordføreren tror er tilfældet?

Ordføreren.

Det kan ordføreren tro jeg vil. For jeg tænker, at det handler om mange af de perspektiver, ordføreren opremser. Jeg tænker også, det handler om kultur. Det handler også om synlig ledelse. Jeg tænker også, det selvfølgelig handler om, at socialrådgiverne bliver presset fra oven.

Det handler om, at det kan være svært at følge loven præcist, fordi der selvfølgelig også sker lovændringer. Det handler om at sikre, at vi også fra Folketingets side sender gode vejledninger ud, netop så man hele tiden kan følge med i forhold til, hvad der sker af lovændringer.

Så det handler om rigtig mange ting. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi fra Folketingets side hele tiden har et øget fokus på det her område.

Spørgeren.

Tak. Jeg deler og er meget enig i overvejelsen om, at der er mange faktorer i spil. Og jeg vil blot hejse lille flag for det forslag til vedtagelse, vi selv kommer til at fremsætte lige om lidt, som jo netop forsøger at adressere de her mange forskellige ting, bl.a. også det, som ordføreren nævner med ledelse osv. Så jeg vil bare kvittere for de perspektiver.

Ordføreren.

Tak. (Hoster) . Jeg har noget i halsen her, og jeg drikker noget gammelt vand, som nogle andre har drukket af.

Nå, men forskellen på jeres vedtagelse og vores vedtagelse er jo, at jeres vedtagelse handler meget om Socialtilsynet og socialtilsynsreformen, som vi netop havde siddet og forhandlet, men som netop Socialdemokratiet ikke rigtig, kan man sige, ville give sig på. Og derfor blev den jo ikke forhandlet på plads. I Dansk Folkeparti var vi villig til at sætte os ved forhandlingsbordet, men det var jo ikke ønsket fra Socialdemokratiets side.

Tak, minister. (Børne- og socialminister Mai Mercado bringer et glas vand) .

Tak for det. Næste spørger er hr. Julius Graakjær Grantzau, Alternativet. Værsgo.

Jeg ville egentlig bare spørge, om ordføreren lige ville fortsætte der, hvor hun blev afbrudt, så jeg lige kunne høre det færdigt.

Ordføreren fortsætter.

Ja, jeg har ti sider. Der, hvor jeg kom til, er, at jeg har oplevet, at der bliver set stort på det, der hedder barnets tilknytning, dvs. tilknytningen til deres omsorgspersoner, som er utrolig vigtig.

Så vil jeg også sige her fra talerstolen, at vi jo netop har haft adskillige foretræder i Socialudvalget: Vi har haft advokater inde, vi har haft pårørende inde, vi har haft plejefamilier inde, vi har haft bedsteforældre inde for at råbe os op, og så har vi set adskillige dokumentarprogrammer om svigt af familier, børn og deres netværk.

Er der et opfølgende spørgsmål?

Det er der ikke, så siger jeg tak til ordføreren, der kan hvile halsen en lille smule. Vi går videre i ordførerrækken, og nu skal vi til noget så festligt som en jomfrutale, der bliver holdt af fru Malou Lunderød fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Da jeg var barn og gik på Magleblikskolen i Frederiksværk, holdt vi faktisk en julekoncert, og jeg kom sådan til at tænke på det, fordi det jo nu er jul. Jeg var simpelt hen så optaget af den sang, vi skulle synge, fordi det var den her sang af Kim Larsen, der hedder »Alle børn har ret«. Noget af det, man jo synger i den sang, er:

»Alle børn har ret/til at vokse op i fred/Alle børn har ret/til et liv i kærlighed/Kunne bo hos sin familie/et sted der er trygt og rart/Alle børn har ret/til at få den bedste start«.

Jeg synes faktisk, at det er en sang, som på mange måder er god at have in mente, når vi nu diskuterer i dag, fordi det, vi jo lige præcis skal drøfte sådan en dag som i dag, er de børn, som ikke vokser op i fred og kærlighed, og som ikke bor trygt og rart og dermed måske heller ikke får den bedste start. Jeg vil gerne sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgsel om sådan et vigtigt emne, så vi kan få debatteret det i dag.

Ulige vilkår og betingelser i opvæksten er noget af det mest uretfærdige, der findes i vores samfund, og det er desværre ulidelig tydeligt, at svigt, der sker tidligt, sætter sig spor resten af livet. Hver eneste af de her børn har mærker fra svigtet fra de voksne, som burde have været garant for tryghed, nærhed og kærlighed. Derfor er det så vigtigt, at de ikke også oplever et handlingslammet og ukoordineret system, som ikke tager dem alvorligt.

Barnets Reform var jo oprindelig en politisk aftale, der blev indgået med satspuljeaftalen fra 2010. Den handler om de børn, som har behov for særlig støtte fra resten af samfundet og måske endda en anbringelse uden for hjemmet. Det var et rigtig godt skridt på vejen i forhold til at stå på barnets side, når det kommer til måske en af de sværeste socialpolitiske opgaver. Reformen er så senere blevet fulgt op af en række tiltag, som yderligere har skullet styrke indsatsen for udsatte børn. Det var bl.a. overgrebspakken i 2013 og så en tilsynsreform, der skulle sikre et bedre tilsyn med opholdsstederne for bl.a. børn og unge.

Som vi jo også allerede har hørt, er der desværre, når man så kigger ud i virkeligheden, stadig væk meget, der tyder på, at de gode intentioner ikke rigtig holder vand derude. Det er helt tydeligt for os i Socialdemokratiet, at der ligger både en opgave inden en eventuel anbringelse, men så sandelig også en opgave efterfølgende, som lige nu ikke bliver løftet godt nok.

Der er simpelt hen brug for at kigge på lovgrundlaget strukturelt set og bredere socialpolitisk, og vi skal som lovgivere sikre, at de børn, der en gang er blevet svigtet af nogle, de stolede på, til gengæld kan stole på, at fællesskabet ikke svigter dem. De skal kunne have tillid, både til systemet og til de mennesker, der skal hjælpe dem videre.

Når man så snakker med voksne, som har været anbragt som børn, siger de typisk to ting. De siger for det første: Jeg ville ønske, at jeg havde været anbragt tidligere. Og de siger for det andet: Jeg ville ønske, at det sted, hvor jeg blev anbragt første gang, var så godt, at jeg ikke behøvede at blive flyttet mange gange. Derfor er det vigtigt, at en god socialpolitik også rummer stabilitet og tryghed for de her børn, der bliver anbragt.

Derfor har vi brug for at stille en række krav, også til de anbringelsessteder, sådan at det er de dygtigste medarbejdere, der arbejder med dem, der har mest brug for det. Der er behov for en tydelig placering af et myndighedsansvar for den kommune, der skal føre tilsyn, og der er behov for, at de plejefamilier, som påtager sig et enormt ansvar, også får den hjælp og støtte, de har brug for for at lykkes.

Derfor skal jeg på vegne af følgende partier: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet oplæse følgende forslag til vedtagelse.

Forslag til vedtagelse

»Reformer og lovændringer de sidste 10 år har grundlæggende forbedret forholdene for udsatte børn.

Folketinget konstaterer dog, at der fortsat er udfordringer med implementeringen af Barnets Reform og et behov for styrket lovgivning, så der sikres faglig kvalitet, tryghed og den rette indsats for anbragte børn i tide.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for en lovgivning med uddannelseskrav til personale, krav om en fast hjemkommune, krav om, at anbringelsessteder ikke må trække overskud ud af institutionen, samt specialplanlægning på området, så den rette faglighed og specialiserede tilbud til målgruppen sikres.

Folketinget opfordrer regeringen til at forpligte kommunerne til at indgå overenskomst for plejefamilier, herunder minimumsstandarder for supervision og efteruddannelse.

Regeringen opfordres til at understøtte kommunerne i at forbedre ledelsen, mindske bureaukrati, sikre de personrettede tilsyn foretages og sænke antallet af børnesager pr. sagsbehandler.

Folketinget opfordrer regeringen til at genoptage forhandlinger om en styrkelse af socialtilsynet i sammenhæng med ovenstående.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 31).

Tak for det, og det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i de videre forhandlinger.

Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tillykke med den fine tale. Jeg synes jo i forhold til vedtagelsesteksten, at den bare er lidt hyklerisk i forhold til at genoptage forhandlinger omkring socialtilsynsreformen, for der var et stort ønske om, at vi fortsatte de forhandlinger. Nu var ordføreren ikke med, men det er bare for at sige, at det faktisk var ordførerens eget parti, der ligesom skabte det rum, at der ikke blev forhandlet færdigt.

Det andet, jeg vil sige, er med hensyn til at høre ind til Socialdemokratiets holdning i forhold til øget brug af tvangsbortadoptioner og øget brug af anbringelser, for det er jo noget, som Socialdemokratiet har været ude med, så derfor må ordføreren gerne lige knytte et par ord til det.

Ordføreren.

Tak. Til det første er det jo korrekt, at jeg ikke var med, men vores hovedpointe er jo, at det ikke kan stå alene at snakke om socialtilsynet. Der er grundlæggende behov for, at vi strukturelt kigger på lovgrundlaget her, og det har jeg forstået også var årsagen til, at vi ikke kunne fortsætte de her forhandlinger, og det er fortsat vores opfattelse, og derfor, som der også står i vedtagelsesteksten, skal opfordringen omkring at genoptage forhandlingerne ses i sammenhæng med alt det ovenstående, jeg læste op, altså alle de andre kommentarer, vi havde.

I forhold til øget brug af tvangsadoption og øget brug af anbringelse er det korrekt, at vi har den holdning, at vi grundlæggende egentlig anbringer meget lidt i Danmark. Der er mange indsatser, som man klarer på andre måder end ved en decideret anbringelse, men hvor en anbringelse måske i virkeligheden havde været at foretrække. Der er en del, der viser, at hvis man laver de der små gradvis justerende indsatser, risikerer man i virkeligheden bare at trække det i langdrag og gøre det værre for børnene. Så i mange tilfælde har vi brug for at være lidt hurtigere på aftrækkeren, og det er baggrunden for vores forslag.

Spørgeren.

Når ordføreren siger, at vi anbringer for lidt, har ordføreren så noget evidens for det? I Dansk Folkeparti handler det ikke om antallet, det handler om, at det er de rigtige børn, der bliver anbragt på et veldokumenteret og oplyst grundlag. Den anden ting, jeg lige vil sige til ordføreren, er: Jeg synes da, at ordførerens parti så skulle være blevet ved forhandlingsbordet. Vi havde afsat penge til, at vi kunne lave, kan man sige, en aftale på det her område, så der må ordføreren tilbage til sit eget parti og få en forklaring på det. Som jeg har forstået det, så var der i hvert fald bred opbakning til, at vi fortsatte de forhandlinger.

Ordføreren.

Lige i forhold til det sidste, så er der jo sådan set også opbakning fra vores side til at give bedre forhold for Socialtilsynet, men det kan bare ikke stå alene. Altså, hvis vi giver gode vilkår for Socialtilsynet, så kan de godt gå ud og lave et bedre tilsyn, men hvis det, de grundlæggende kigger på, ikke er godt nok, altså hvis lovgrundlaget for det, de skal kigge på, ikke er godt nok – og det er vores opfattelse at det ikke er det – så er det jo ligegyldigt med et endnu bedre socialtilsyn. Så vi synes ikke, at det kan stå alene, vi er nødt til at kigge på den fulde pakke. Men jeg tager gerne bemærkningerne med tilbage til min hovedordfører. Ja, nu blinker den, skal jeg så stoppe?

Den næste spørger er fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tillykke til ordføreren. Ordføreren siger, at generelt anbringer vi for lidt, og den sætning kan jo tolkes på flere måder. I Dansk Folkeparti har vi den holdning, at i den bedste af alle verdener anbragte vi slet ikke nogen børn, og det er jo, fordi det forebyggende arbejde gerne skulle gøre, at vi helt slipper for at anbringe børn. Og derfor bekymrer det mig lidt, at Socialdemokratiet melder ud, at vi anbringer for lidt, for så lyder det, som om det bliver målet i sig selv at anbringe flere børn. Vil ordføreren lige knytte nogle flere ord til det?

Ordføreren.

Ja, det vil jeg gerne. I forhold til hvor mange børn der har udfordringer, og som vi ser have psykisk mistrivsel, er det jo selvfølgelig sådan, at anbringelse er et af de sidste greb, man tyer til. Og det er jo også prisværdigt nok, for det er et meget stort indgreb i en families liv og i et barns liv. Men ikke desto mindre er det nogle gange det rigtige at gøre for at sikre de børns fremtid.

Flere organisationer, bl.a. Landsorganisationen for sociale tilbud, har været ude at sige, at vi skal passe meget på, at vi ikke falder i den der fælde med, at vi går efter den svenske model, hvor man langsomt optrapper indsatsen og prøver at stræbe efter at holde børn i et normalt liv, for i forhold til nogle af de her børn er det simpelt hen en absurditet. Og der er vi nogle gange for langsomme til at gribe til det, som vil være det rigtige indgreb, simpelt hen fordi vi har en lille smule berøringsangst. Og det er det, vi gerne vil adressere.

Spørgeren.

Så fik vi opklaret det.

I forhold til den vedtagelsestekst, som Socialdemokratiet har læst op, lyder det bare for mig, som om det bliver meget, meget dyrt. Og i forhold til antallet af sager hos socialrådgiverne – lad os bare pinde det ud – så er det jo bare nogle gange sådan, at når vi fra Folketingets side sender en pose penge ud til kommunerne, f.eks. til at nedbringe antallet af sager pr. socialrådgiver, så siger kommunen: Det er jo rigtig dejligt, at vi nu har fået det antal kroner ekstra, og dem bruger vi selvfølgelig på det, vi skal, men så tager vi bare den samme pose penge et andet sted på samme område. Og på den måde bliver det jo status quo i forhold til midlerne. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Jamen der er jo mange delelementer i, hvordan en kommunal økonomi er skruet sammen, og der er ingen tvivl om, at den kommunale økonomi, set fra vores stol, har været meget under pres – ikke mindst fordi den også i høj grad er blevet udhulet af de elementer, der har ligget i finanslovene de sidste mange år. Og det sætter den nære velfærd under pres på bl.a. det her område. Så der er ingen tvivl om, at økonomien er presset, og at det går ud over det her.

Når det så er sagt, har vi konkret foreslået simpelt hen at tage nogle penge til det her fra satspuljemidlerne, og det vil kunne finansiere meget af det et langt stykke hen ad vejen, bl.a. uddannelseskrav osv., som er noget af det, vi foreslår i vedtagelsesteksten.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi fortsætter i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, og også tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her vigtige debat i salen i dag. Som Venstres børne- og undervisningsordfører kan jeg sige, at der er rigtig meget af mit arbejde, der går med også at have med børneområdet at gøre. Derfor glæder det mig også rigtig meget, at vi nu får muligheden for at diskutere bl.a. Barnets Reform, og om den rent faktisk virker efter hensigten, og hvad vi eventuelt kan gøre bedre.

Barnets Reform mener jeg er vigtig, men den hviler jo bl.a. også på det med at gøre en tidlig indsats, altså en tidlig indsats i anbringelsen – og jo også barnets rettigheder. Barnets Reform er med til at sikre, at udsatte børn og unge får de bedst mulige muligheder for at udvikle sig både personligt, men også fagligt. Det er noget af det, som jeg og dermed også Venstre faktisk mener er rigtig, rigtig vigtigt. For vi ønsker nemlig at give alle børn den bedst mulige start på livet, og vi mener, at alle børn også har ret til at have en lys fremtid. Vi synes, det er rigtig, rigtig vigtigt og også nødvendigt, at vi prioriterer. Og måske især de første dage af et barns liv har en kæmpe betydning. Derfor stemte vi også for det lovforslag omkring Barnets Reform helt tilbage i 2010. Jeg må være ærlig og sige, at det selvfølgelig også er skuffende, når jeg hører, at der fortsat er store udfordringer i en del kommuner i forhold til at implementere den lovgivning, som vi vedtog tilbage i 2010. Her synes jeg egentlig, at vi alle har en eller anden form for ansvar, altså et ansvar for at sikre, at lovgivningen bliver implementeret bedre. Jeg mener også, at der er opgaver, som man bør følge nærmere, og at vi for den sags skyld har en forpligtelse til at følge tingene til dørs.

Jeg må sige, at uanset om vi møder børn, som mistrives, eller som for den sags skyld får en rigtig dårlig og nedværdigende behandling eller lever under forhold, som måske skader deres sundhed eller deres udvikling, så er jeg sikker på, at ingen her i Folketingssalen er interesseret i at vende det blinde øje til, men jo tværtimod vil prøve at få fat i, hvad vi så, måske også herfra, kan gøre endnu bedre.

Heldigvis, kan man sige, er der også de seneste år siden 2010 skabt flere vigtige tiltag. Og hvis jeg bare lige skal tage et enkelt frem her i min ordførertale, vil jeg sige, at jeg rigtig meget håber, at jo bl.a. også den aftale, vi har indgået sammen med Dansk Folkeparti i finanslovsaftalen omkring de første 1.000 dage i et barns liv, forhåbentlig i løbet af nogle år positivt kommer til at hjælpe mange af de her børn. Så det der med at blive ved med at have fokus på også at styrke samspillet mellem dagtilbud, mellem familie og for den sags skyld også sundhedsplejen, som indgår i den aftale, er noget af det, som jeg tror på på den lange bane forhåbentlig giver nogle positive afsmitninger.

Jeg har selv arbejdet 19 år i en kommune, inden jeg blev folketingsmedlem, og jeg har også der arbejdet med børn og unge. Jeg ved godt, at når man står her i Folketingssalen og stemmer ja til et lovforslag, er vi måske mange, der ligesom tænker, at jamen så er der jo styr på det, og at så ved de jo nok allerede det i morgen ude i kommunerne. Men der skal jeg også være ærlig og sige, i hvert fald ud fra den erfaring, jeg selv har på det område, at der altså godt kan gå et stykke tid, inden lovgivningen, som bliver vedtaget her på Christiansborg, reelt kommer til at fungere og virke i virkeligheden. Det synes jeg vi skal huske at have med i baghovedet, nemlig at vi selvfølgelig skal støtte og følge op og holde øje, men vi skal også acceptere, at der er en hverdagen derude, hvor man jo skal implementere ting og for den sags skyld også en gang imellem ændre kultur for at få de lovforslag, som vi vedtager her i salen, til at fungere derude.

Vi bakker i Venstre op om vedtagelsesteksten, som blev læst op af Dansk Folkeparti, og jeg har lovet at hilse fra De Konservative og sige, at de også bakker op om vedtagelsesteksten. Tak for ordet.

Selv tak. Der er et par korte kommentarer. Den første er fra fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren for en god tale. Nu har vi i dag snakket lidt om uddannelse, og det er også noget, ordføreren har erfaring med, tænker jeg, så jeg vil tillade mig at spørge, om ordføreren mener, det er rimeligt, hvis der sidder uuddannede, ikkekompetente medarbejdere til at foretage noget så indgribende, som det kan være, i forhold til en § 50-undersøgelse eller en forældrekompetenceundersøgelse. Eller mener ordføreren, at man som udgangspunkt selvfølgelig skal være uddannet i det, man sidder og arbejder med, herunder også lovgivningen? Det er noget, der ofte har været oppe. Der har faktisk været fremsat et borgerforslag om det, men det er så faldet væk, fordi der ikke blev opnået underskrifter nok. Det er i forhold til autorisation på området, altså i forhold til socialrådgiveres autorisation. Så vil Venstres ordfører måske sige lidt om det?

Ordføreren.

Tak. Det vil jeg rigtig gerne, for jeg tror netop, at hvis man er klædt godt på som socialrådgiver, er der ingen tvivl om, at så laver man også det bedste arbejde. Det kan så være forskellige ting, der gør, at man føler sig godt klædt på. Jeg vil sige, at alene måske nogle års erfaring inden for området også gør, at man bliver dygtigere til sit arbejde. Så også tiden, man har været i et arbejde, kan være med til at styrke ens kompetencer. Men jeg er helt enig i, at det er utrolig vigtigt, at også de socialrådgivere, vi har til at sidde til jo især at varetage de her områder, er uddannede. For den sags skyld mener jeg, at det er kommunens opgave og en ledelsesopgave de forskellige steder at forsøge at sikre sig, at det er nogle af de dygtige, vi har til at sidde og varetage de her områder som f.eks. § 50-foranstaltningerne osv. Det er altafgørende, at der også er nogle dygtige folk, der sidder med det.

Spørgeren.

Det er jeg utrolig glad for at høre. Nu hørte vi den socialdemokratiske ordfører være oppe på talerstolen for lidt siden og tale om, at man simpelt hen anbringer for lidt, og at vi skal anbringe noget mere. Det kunne jeg egentlig også godt tænke mig at høre Venstres ordfører knytte en kommentar til, for som fru Pernille Bendixen sagde, så forebyggede man i den ideelle verden, og så havde man ikke, kan man sige, nogen anbringelser, men så var familierne samlede. Så måske ordføreren vil knytte nogle kommentarer til det.

Ordføreren.

Der må jeg sige, at jeg egentlig gerne vil knytte det sammen med det, jeg også sagde i min ordførertale, for jeg tror jo netop, at med aftalen, vi nu har indgået i forbindelse med finanslovsaftalen for 2019, altså det med de første 1.000 dage i et barns liv, er det allerede der, man skal sætte ind, og give en håndsrækning jo bl.a. via sundhedsplejen, altså give en håndsrækning og være tæt på familien og vejlede og i sidste ende forhåbentlig undgå, at det bliver nødvendigt at anbringe.

Jeg må sige, at det der med at påstå, at der anbringes for få, synes jeg er svært. Jeg vil sige, at i den ideelle verden vil det være sådan for mig, at vi, simpelt hen fordi vi løser tingene tidligere og bedre, jo faktisk får færre anbringelser.

Fru Malou Lunderød.

Jamen jeg kunne egentlig godt lige tænke mig at dvæle lidt ved det her med vigtigheden omkring uddannelse, i forhold til når man sidder og er sagsbehandler for de her børn. Jeg er sådan set enig med ordføreren i, at det er rigtig vigtigt, at man er velkvalificeret. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, om det ikke er mindst lige så vigtigt, at man har en rigtig god og relevant og opdateret uddannelse på de anbringelsessteder, hvor vi så sender de børn hen. Er det ikke mindst lige så vigtigt efterfølgende?

Ordføreren.

Jo, det synes jeg det er, og jeg må sige, at jeg har været på besøg forskellige steder, det har været sådan i det sydjyske. Jeg vil sige, at jeg såmænd også har været med fru Karina Adsbøl i en valgkamp, hvor vi besøgte netop plejefamilier, anbringelsessteder osv. Så jeg synes, det er vigtigt, at også dem, der tager imod de her børn, er klædt godt og grundigt på til det.

Spørgeren.

Mener ordføreren så, at det, vi gør for dem, er tilstrækkeligt i dag, eller kunne vi gøre yderligere i form af f.eks. efteruddannelse til bl.a. plejefamilier, eller supervision, altså sikre, at lovgivningen på det område i virkeligheden stillede dem lidt bedre? Hvad mener ordføreren om det?

Værsgo.

Jeg har den holdning, at der selvfølgelig altid er ting, vi kan gøre bedre. Jeg har altid mod på at kigge på, om der er ting, der kan højnes i kvalitet. Men det, vi jo så samtidig også hele tiden skal huske på, er, at der også er ting, der koster penge. Så vi skal jo også på en eller anden måde finde finansieringen til det, hvis vi herfra ville gøre nogle ekstra tiltag. Men jeg er åben over for, at vi også drøfter de her ting, for jeg mener faktisk, det er vigtigt, at dem, der modtager de her børn, er klædt godt og grundigt på til det. Jeg vil sige, at vi også kunne tage en lang snak om den inklusionssituation, vi har med børn med særlige behov, og der er jo også nogle af dem, der bliver anbragt, og det kræver måske en endda ekstra indsats. Jeg synes, det er vigtigt, at vi hele tiden har øje for også sådan nogle ting.

Fru Pernille Bendixen på bageste række, fra Dansk Folkeparti.

Man er blevet sat hernede bagved, det kan man så tage til efterretning. Jeg vil gerne stille Venstres ordfører et spørgsmål. Hun siger, at socialrådgiverne jo bare skal være godt klædt på, og at de så kan træffe den rigtige afgørelse. Det kan jo i udgangspunktet være rigtigt. Problemet er bare, når de ikke lytter til de fagligheder, der er derude. Det synes jeg vi oplever gentagne gange. Vi har lige haft et samråd omkring autismesager, hvor der sidder en fuldstændig specialiseret psykolog og siger det stik modsatte af det, kommunen og socialrådgiverne påstår. Og så er det jo et problem. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Jamen det er jeg enig i, og jeg må sige, at jeg ærgerligt nok ikke selv havde mulighed for at være til stede under det samråd, der lige har været afholdt omkring netop det med børn med autisme. Men jeg må også stadig væk sige, at vi jo er nødt til at følge det her. Det var egentlig også det, ministeren sagde i talen. Vi er nødt til at holde øje med de ting, og det er også noget af det, der er blevet afsat midler til i bl.a. satspuljedelen osv. Så jeg må være ærlig og sige, at jeg aldrig nogen sinde tror, at vi når totalt i mål og kan sige, at nu behøver vi ikke holde øje med det mere. Jeg tror, det bliver en opgave, som vi herfra bliver ved med at være nødt til at holde øje med – for den sags skyld måske også lave nye tiltag.

Spørgeren.

Det tror jeg så ordføreren har ret i, altså at det bliver vi nok aldrig færdige med. Det er jo egentlig i virkeligheden lidt trist. Men vi kan se tilbage på Barnets Reform i 2010, og der er gået næsten 10 år. Ministeren har jo remset ting op. Og alt det, der er blevet lavet, var jo glædeligt at høre om. Jeg forestiller mig, at der har stået ministre før den her minister og remset op og været glade for det. Men man kan sige, at det stadig væk halter, f.eks. med ting som partshøringer. Vi kan spørge: Hvor meget skal vi dog lave, inden man bare begynder at få lavet de rigtige partshøringer? Og så har fru Karina Adsbøl jo remset op, hvad der ellers halter. Man bliver altså lidt bekymret, også selv om vi gerne vil følge området og lave nye tiltag.

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå, at også Dansk Folkepartis ordfører er bekymret. Jeg vil ærligt indrømme, at jeg også kan være det. Jeg synes helt klart, at det er kritisabelt, at man ikke er nået længere. Men modsat synes jeg, det er vigtigt at holde fast i, som jeg også sagde før, at nogle af de tiltag og nogle af de beslutninger, vi har truffet her på det seneste, forhåbentlig kan være med til, at også Barnets Reform kommer til at virke bedre derude i kommunerne.

Så må jeg sige, at det måske også er et spørgsmål om, at vi – måske også nogle af os, der sidder her i salen i dag – en gang imellem tager fat i nogle af vores byrådsmedlemmer, som sidder endnu tættere på det, og italesætter, hvad det er for et ansvar, de faktisk har.

Tak til fru Anni Matthiesen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor går vi over til hr. Rasmus Vestergaard Madsen fra Enhedslisten, de rød-grønne.

Vi kører lige talerstolen lidt op. Det er alle de lave ordførere, der er på i dag. Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at have indkaldt til den her forespørgselsdebat om et ret vigtigt emne, som vi bør have fokus på konstant. Udsatte og anbragte børn skal altid have vores fokus, da vi ved, at det er nogle af dem, som er dårligst stillede, hvis ikke vi som samfund hjælper dem. Vi har altså en pligt til at give dem bedst mulige betingelser.

Barnets Reform har til formål at sikre, at flest mulige børn vokser op i trygge og gode rammer, ved at man har styrket plejefamilieområdet, styrket børns rettigheder og samtidig sikret kvaliteten heraf. Intentionerne i det er sådan set gode nok, men der er desværre bare stadig en lang række udfordringer, som bestemt ikke er løst med Barnets Reform. Først og fremmest vil jeg sige, at det er stærkt problematisk, at der ifølge den seneste opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd nu er 64.500 børn, som vokser op i fattigdom på grund af regeringens kontanthjælpsloft og andre fattigdomsydelser – 64.500 børn, som ikke har de samme muligheder som deres klassekammerater og legekammerater, og hvis udsathed i den grad øges på grund af fattigdom.

I Enhedslisten frygter vi, at nogle af de familier, som tidligere har kunnet klare sig, bliver udsat for et pres, der desværre kan resultere i, at flere børn bliver anbragt uden for hjemmet. Det virker jo også mildest talt absurd, når et flertal i Folketinget med den ene hånd gør børn og deres familier fattigere og dermed øger risikoen for udsathed og anbringelser potentielt set, og med den anden hånd, som der står i første linje i aftaleteksten om Barnets Reform, vil sikre, at flest mulige børn vokser op i trygge og gode rammer. Det er i den grad en absurditet.

Vi ser samtidig, hvordan kommunernes økonomi er hårdt presset af besparelser, og det betyder, som jeg også tidligere sagde, at der er sagsbehandlere, som sidder med op til 60 børnesager på deres bord. Det er selvfølgelig klart, at så bliver kvaliteten også derefter. Derfor oplever vi også fortsat en stor grad af fejl i de børnesager, som bliver indklaget for Ankestyrelsen. En del af de fejl kunne sandsynligvis være undgået, hvis der havde været tid nok til den enkelte sag og det enkelte barn. Tid er nok desværre et ret gennemgående ord, når det handler om anbringelser. Der er i en del kommuner fortsat problemer med, at der ikke bliver afholdt de obligatoriske børnesamtaler, og at børn ikke bliver tildelt en bisidder, som kan tale barnets sag og kun barnets sag, til trods for at det er en af hjørnestenene i Barnets Reform netop at sætte barnets tarv først.

De kommunale besparelser og de enorme sagsbunker hos sagsbehandlerne kommer også til udtryk i det personrettede tilsyn, som det med Barnets Reform blev besluttet at udvide fra én gang årligt til to gange årligt. Fra både institutioner og forældre hører jeg, at der til trods for kommunernes tilsynspligt ikke alle steder bliver foretaget de nødvendige personrettede tilsyn, og at der samtidig ikke udarbejdes de lovpligtige handlingsplaner for de enkelte børn. Jeg har forsøgt at få børne- og socialministeren til at skaffe et overblik over, hvad det er for nogle kommuner, som ikke lever op til deres forpligtelser, men det har endnu ikke været muligt.

Er svaret så, at kommunerne skal straffes økonomisk? Nej, det tror jeg sådan set ikke. Svaret er at sikre bedre tid – bedre tid til, at den enkelte sagsbehandler kan træde til tidligere og fange problemerne i familierne, før de vokser sig for store og en anbringelse kan blive nødvendig. Anbringelser er for os i Enhedslisten den sidste udvej og skal altid være med udgangspunkt i barnets tarv. Vi har derfor også længe foreslået, at der skulle sættes en øvre grænse på maks. 25 børnesager pr. sagsbehandler, hvis vi for alvor mener, at de kommunale sagsbehandlere skal kunne reagere i tide og sikre den nødvendige understøttelse af familierne og samtidig leve op til kommunernes og lovens forpligtelser.

Vi har også foreslået, at man i højere grad gør brug af familieanbringelser og sikrer forældrene de nødvendige redskaber, der skal til, inden en anbringelse uden for hjemmet kan blive nødvendig. Når det personrettede tilsyn i mange tilfælde desværre ikke sker, gør det også vigtigheden af socialtilsynene større. Socialtilsynene er dermed flere steder lige nu det eneste reelle tilsyn, der er med børns ophold på opholdssteder. Derfor håber vi også på, at forhandlingerne om en styrkelse af socialtilsynet inden længe genoptages – forhandlinger, der kan sikre den nødvendige faglige kvalitet og tryghed for anbragte børn og unge.

Vi så også gerne, at der blev startet en specialeplanlægning, så man kan få kortlagt de nødvendige kompetencer, der er brug for på de enkelte institutioner til anbragte børn og unge ud fra deres forudsætninger. Det vil være et vigtigt modtræk til den tendens, som vi lige nu ser ude på opholdsstederne, hvor institutionerne generelt bliver større og der sker en afspecialisering af afdelingerne. Derudover ser vi selvfølgelig gerne, at muligheden for, at der kan trækkes profit ud fra opholdsstederne forbydes. Det skal simpelt hen ikke være lovligt at kunne skovle penge ind på udsatte børn. Som en del af Barnets Reform var det samtidig ønsket, at flere børn skulle i familiepleje og færre på institution. Det kan der være meget fornuft i, men det er samtidig også afgørende, at vi sikrer, at plejefamilierne har de nødvendige kompetencer, og derfor bør der også indføres minimumsstandarder for supervision og efteruddannelse for plejefamilierne.

Til slut vil jeg sige, at der altså stadig er en lang række områder, hvor vi skal have strammet op. Vi skal sikre, at barnets tarv altid kommer først, sikre den nødvendige tid til sagsbehandlerne, inden problemerne vokser sig for store, og sikre, at opholdssteder og plejefamilier har de nødvendige kompetencer til at passe på anbragte børn og unge.

Tak for en lang og grundig tale. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Man kunne fristes til at spørge: Hvad koster kærlighed, og hvad koster omsorg? Men jeg vil faktisk spørge om noget helt andet, og det er netop i forhold til alle de tiltag, som et flertal i Folketinget har aftalt at tage for netop at få forbedringer på det her område – det er også i forhold til supervision af plejefamilier og alle de gode tiltag, som vi har vedtaget. De er jo aftalt i satspuljekredsen, kan man sige, så når vi nu skal til at lovbehandle det i forbindelse med større retssikkerhed til forældre og det, at det skal være autoriserede psykologer, vil Enhedslisten så stemme imod de forslag, der kommer i Folketingssalen – altså til de forbedringer, der også kommer, når vi nu skal lovbehandle det enten i 2020 eller 2021?

Ordføreren.

Det er selvfølgelig rigtig glædeligt, at man nu har stoppet for tilførslen af midlerne til den asociale satspulje. Det har vi kæmpet for, siden før jeg blev født i 1990. Og jeg vil da glæde mig til, at vi skal til at finansiere politik på en mere fair måde, så der ikke tages fra dem, der har allermindst i det her samfund.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig glad for Enhedslisten er tilfreds med. Men grunden til, at jeg spørger, er jo, at Enhedslisten ofte har stået og brokket sig rigtig meget, men samtidig stemmer for hernede i Folketingssalen at bruge de midler, vi andre har fået sat af til rigtig gode tiltag. Det synes jeg bare somme tider bliver lidt for nemt, hvis man kan sige det på den måde. Jeg tænker også, hvis ordføreren tænker sig lidt om, at det måske er lige let nok, at man først skal stå og revse alle os andre, som virkelig laver noget godt, og bagefter kan man stå og stemme ja nede i Folketingssalen.

Ordføreren.

Vi siger det selvfølgelig altid, når andre partier foreslår en fornuftig politik. Vi siger det også, når vi synes, at finansieringen er hamrende asocial. Det gør vi i alle sammenhænge. Jeg har da savnet i de sidste 25 år, at satspuljepartierne har villet fortælle, hvor man tog pengene henne, nemlig at man tog de penge, som man bl.a. har brugt til sociale indsatser, fra dem, der har allermindst i det her samfund, fra nogle af dem, der er allermest presset. Det er dejligt, at vi nu får ændret den model – i hvert fald i forhold til folkepensionisterne. Men der skal da ikke herske nogen tvivl om, at jeg selvfølgelig gerne vil rose det, når der bliver besluttet en fornuftig politik, men jeg vil også have lov til at kritisere det, når de andre partier i Folketinget finder en tåbelig og asocial finansiering.

Tak til hr. Rasmus Vestergaard Madsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og velkommen til fru Laura Lindahl..., næ, det er det ikke ( Munterhed ), det kan jeg da i hvert fald se. Velkommen til Liberal Alliances ærede ordfører.

Så må jeg hellere sige, at på vegne af vores ordfører på området har jeg lyst til at sige, at det nærmest er et vilkår, at vi her i Folketinget møder en række sager, der fortæller os, at kommunerne ikke er gode nok til at implementere den lovgivning, vi laver herinde. På det her område har det bare ekstremt alvorlige konsekvenser, og det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Det siger jeg, selv om jeg udmærket godt ved, at det er lettere at lovgive, end det er at implementere, fordi det er komplicerede sager, vi har med at gøre.

Jeg mener også, at det er vigtigt, at vi herinde i Folketinget ikke løber rundt med den vildfarelse, at vi kan løse alle problemer med lovgivning. Hvis vi vedtager en ny lovgivning, hver eneste gang vi støder på et problem, så ender vi let med at forværre situationen. Som oftest er det jo sådan, at det tager længere tid at implementere ny lovgivning, end man umiddelbart forestiller sig. Ministeren har allerede været inde på det. Skifter man konstant de lovgivningsmæssige rammer ud, ja, så ender det let med en konstant halvimplementeret dysfunktionel lov. Jeg tror, at man på det her område må sige, at vi har skabt et forholdsvis godt lovgivningsmæssigt grundlag, der kan afbalancere hensynet til det lokale selvstyre.

Det betyder ikke, at man skal sidde med hænderne i skødet. Det er til stadighed en stor opgave at sikre et fornødent tilsyn og en fornyet vejledning, som vi også har hørt her fra talerstolen. Vi er i den forbindelse særlig glade for, at der på finansloven er afsat penge til at nedbringe sagsbehandlingstiden i Ankestyrelsen, som er et af de centrale instrumenter, når der skal holdes øje med det, der sker i kommunerne, også i forhold til at overholde procedurer, som kan være med til at opfange problemerne i tide.

Det er også mit indtryk, at der lokalt er en betydelig opmærksomhed på det her område, alene fordi det er meget omkostningstunge sager rent økonomisk, men selvfølgelig også fordi de menneskelige konsekvenser er store. Jeg kommer selv fra den kommune, som havde med de her Skælskørpiger at gøre, og jeg skal da lige love for, at det var noget, der rystede byrådet, og som gav omtale. Jeg mener grundlæggende, som jeg har antydet her, at vi har en lovgivning, som burde kunne være tilstrækkelig, og det må være indlysende, at det i så komplicerede tilfælde, som vi har med at gøre, tager tid at vende en stor organisation til at følge de spilleregler, der er på området. Så vi skal nok have lidt is i maven her. Jeg synes også, at de ting, som ministeren fremlagde, og som ligger i pipelinen, gør, at det bliver en sag, som formentlig kan se bedre ud om et år eller to. Så derfor tilslutter vi os den tekst, som Dansk Folkeparti og regeringen har foreslået.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Malou Lunderød.

Tak til ordføreren. Jeg vil bare spørge om det, ordføreren nævner, om, at det tager lang tid for lovgivning at blive implementeret. Der er en stor organisation, der skal vænne sig til det osv. Jeg kommer selv fra det kommunale system, så det forstår jeg sådan set godt. Spørgsmålet er jo, hvor længe vi skal vente, hvor lang tid vi skal have is i maven. Hvornår skal vi måske konstatere, at der er nogle ting, vi skal lave om lovgivningsmæssigt, fordi det ikke virker efter intentionen. Det skal man vel også have mod til her fra Folketingets side.

Ordføreren.

Det er jo svært at sætte et tidspunkt for, hvor længe man skal vente. Men jeg tror, at man ude i kommunerne har den opfattelse, at der kommer rigtig mange love herindefra, og at man hele tiden retter ind. Og det gælder jo ikke bare på det her område, det gælder på mange andre områder.

Så tror jeg måske også, at vi en gang imellem skal passe på med at tro, som jeg også lige var inde på, at nye regler løser alt. Altså, hvis vi hele tiden laver nye regler, kan det jo være, at det bliver så komplekst, at man næsten ikke kan undgå, at en sag går i Ankestyrelsen og kommer tilbage med, at der er en procedure, man ikke har gjort rigtigt. Og det er jo ikke til glæde for nogen. Det skal jo også være sådan, at man kan bruge den sunde fornuft ude i kommunerne, altså at man ikke er fuldstændig overdækket af procedureregler.

Spørgeren.

Jeg vil bare lige spørge en gang til for opklaringens skyld: Mener ordføreren, at den største udfordring i forhold til at få implementeret Barnets Reform ude i kommunerne simpelt hen bare er tid, eller er der andre faktorer, der spiller ind?

Ordføreren.

Der er rigtig mange faktorer, der spiller ind. Tid er en af dem. Jeg tror ikke, vi skal remse dem alle sammen op her; der er ufattelig mange faktorer, der spiller ind. Det afgørende er nok også, at vi ikke tror, at der kun er nogle ganske få faktorer, og slår med den samme hammer. For jeg tror faktisk, det er ret individuelt, hvad man skal gøre i de enkelte tilfælde, og det er meget forskelligt fra kommune til kommune. Vi har lige set, at der bliver tvangsfjernet ti gange så mange på Lolland som i Gladsaxe, og det har måske noget at gøre med, at der er flere, der er på overførselsindkomst, i Lolland Kommune, end der er i Gladsaxe. Det kan være en væsentlig faktor, men der er også mange andre.

Fru Trine Torp fra SF.

Tak for det. Noget af det, der betyder noget for kvaliteten i sagsbehandlingen, er jo også, at der er en vis kontinuitet blandt de medarbejdere, som skal behandle de her sager, og noget af det, vi kan se, er, at der er stor udskiftning, og at børnene og familierne oplever, at der faktisk tit er skift i sagsbehandlerstaben. Mig bekendt er det faktisk ellers et område, som i udgangspunktet er ret attraktivt for socialrådgiverne at være i, men de holder sjældent længe i det. Hvad er Liberal Alliances og ordførerens analyse af, hvad det skyldes?

Ordføreren.

Jeg tror, at der er et stort arbejdspres på det her område. Der mangler arbejdskraft rigtig mange steder. Der mangler også sygeplejersker. Stort set alle sektorer i dag skriger jo på arbejdskraft, og har man mulighed for at hoppe ud af en sektor, hvis man synes det er meget besværligt at være i den og mulighederne er der, fordi det er nemmere, som arbejdsmarkedet er i dag, så tror jeg, at man hopper hurtigere ud. Man bliver der ikke bare for at blive der, og så bliver der stor udskiftning.

Spørgeren.

Man kunne så prøve at løse det her problem, for det er jo faktisk et problem for de her familier. Altså, hvis man som barn skal have sagsbehandlerskift sådan en gang om året, er det jo svært også at få tillid til, at de myndigheder, der træffer afgørende beslutninger, faktisk også gør det på et godt grundlag. Hvis man skulle ændre det, hvad tænker ordføreren så kunne gøre det mere attraktivt at være familiesagsbehandler?

Ordføreren.

Jeg tror, man skal passe på at tage den her diskussion meget specifikt. Jeg synes generelt, at vi skal gøre rigtig meget for at få et større arbejdskraftudbud, altså i form af de reformer, som Liberal Alliance står for. Vi skal have en større arbejdsstyrke. Altså, er der konkurrence om jobbene, er det lettere at hoppe over i en anden sektor, som jeg sagde før. Det samlede arbejdskraftudbud skal vi gøre mere for. Det er sådan det generelle svar. Jeg tror ikke, man kan komme med et specifikt svar på det der.

Hr. Rasmus Vestergaard Madsen.

Ordføreren nævner, at der på Lolland er flere anbringelser, end der er i Gladsaxe, og at det måske kunne skyldes fattigdom. Det tror jeg da sådan set nok der kan være en sammenhæng i. Jeg vil bare gerne have ordføreren til at bekræfte, at der er en sammenhæng, sådan som ordføreren ser det, mellem fattigdom, udsathed og dårligere børnelivskvalitet.

Ordføreren.

Nu sagde jeg ikke, at det skyldes fattigdom. Jeg sagde, at der var en statistisk sammenhæng, hvis der er et stort antal mennesker, der får indkomstoverførsler frem for at være i arbejde. Så en god socialpolitisk indsats kunne jo også være, at man gjorde mere for, at folk kom i arbejde. Og det har jo også noget at gøre med størrelsen af indkomstoverførslerne – det er jo ret velbeskrevet, at hvis man har meget høje indkomstoverførsler, er der mulighed for, at man i højere grad fastholder folk i det sociale system, frem for at de kommer i arbejde.

Spørgeren.

Jeg ved ikke lige, hvor ordføreren har hentet den statistik fra – den kender jeg ikke noget til. Men for at være helt sikker, skal jeg bare lige stille et spørgsmål: Så ministeren, undskyld, ikke ministeren, men ordføreren – han er ikke minister endnu, måske en dag – mener altså ikke, at der er nogen sammenhængen mellem fattigdom, om man så er på overførselsindkomst eller ej, udsathed og derved også dårligere børnelivskvalitet, altså at der er en direkte sammenhæng mellem, at man er barn i en familie med få penge, og så dårligere børnelivskvalitet og dermed også en højere grad af udsathed?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, man kan afvise, at der er en sammenhæng mellem de elementer, som bliver nævnt her.

Så må jeg sige tusind tak til hr. Villum Christensen for dagens indsats, og velkommen til hr. Julius Graakjær Grantzau fra Alternativet.

Først tak til Dansk Folkeparti for at bringe det her vigtige emne op, og tak til Malou Lunderød fra Socialdemokratiet for den fine indledning i din tale. Jeg vil så også lige bringe det op – det skal man jo gøre, når man er enig med nogen, som man ikke altid er enig med – at jeg egentlig er meget enig i det, som Dansk Folkeparti påpeger. Jeg har det ikke godt med, at vi anbringer for få børn. Jeg forstår udmærket, at det er en meget svær balance, men den italesættelse er jeg ikke glad for at bruge i den her sammenhæng.

Så synes jeg også, at Rasmus Vestergaard Madsen fra Enhedslisten påpeger noget vigtigt, nemlig det her med flere fattige børn. Det er også en undren, som jeg modsat Dansk Folkeparti deler. Det er i forhold til Dansk Folkepartis førte politik. Der kunne jeg også forestille mig, at der er en eller anden form for sammenhæng, som heller ikke bliver afvist af Liberal Alliance, når det gælder, hvilke økonomiske kår man lever under, at man socialt er udsat, og hvilke problemer der kan opstå i en familie, som følge af de samlede vilkår, som familierne har – også på det økonomiske område.

Nu er jeg både ny her i Folketinget og på det her område, og det er jo sådan et meget komplekst lovområde. Det er også et meget følsomt lovområde. Jeg er selv vokset op med plejebørn i mit hjem. Jeg har selv været heldig at bo hjemme ved mine forældre, men vi havde skiftende plejebørn i vores hjem.

Med hensyn til kompleksiteten vil jeg også lige komme ind på noget af det, som Liberal Alliances ordfører også påpegede, nemlig at der også er sådan en eller anden balance i forhold til bare at lave mere og mere lovgivning. Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager det op. Men der synes jeg, at den formulering, vi har i forslaget til vedtagelse, om en styrket lovgivning frem for mere lovgivning og om en afbureaukratisering netop er noget, vi skal have for øje. Skal man også lave noget tilsyn med det, nytter det heller ikke noget, at det bliver mere og mere komplekst.

Så til selve området om udsatte børn og anbringelser: Noget af det, som jeg lige vil påpege, som vi synes er vigtigt i Alternativet, er for det første det personlige ansvar for indberetning, som jeg synes vi skal fokusere på, og vi skal finde ud af, hvordan vi kan styrke det område. For det andet er der så det kommunale ansvar, når det bliver indberettet, og hvordan vi handler på det, for det, jeg er bekendt med, er, at det faktisk er et problem, at mennesker går rundt med en viden, som ikke bliver indberettet, og kan gå rundt med den i lang tid. Det er enormt bekymrende og enormt problematisk for de børn, som man går med en viden om, og hvor problemerne bare bliver værre og værre.

Der tænker jeg, at vi må finde ud af, hvordan vi kan sikre socialrådgivere og andre fagpersoner, det nu kunne være, som sidder inde med den her viden, nogle tryggere og bedre rammer for at indberette, at man altså ikke går rundt med en viden og er bange for, hvad der kan ske. For det er sådan et følsomt område, så der kan være alle mulige grunde til, at man ikke indberetter det. Så frem for kun at komme efter de her mennesker, skal vi også bakke op om mulighederne for at indberette: Hvor kan man gå hen med de her oplysninger? Og så skal vi også sikre, at det i det næste skridt bliver taget alvorligt, at der er et sted, hvor man bliver mødt.

Det er også det næste punkt. Når man så indberetter, hvordan sikrer vi så, at kommunerne rent faktisk følger op på det? For der er også mange eksempler på, at det, hvis man endelig gør det, eller når det bliver indberettet, faktisk kan lande mellem to stole eller får lov til at sejle i længere tid. Det er jo rigtig uheldigt for de her børn og meget problematisk, for som ministeren også siger, giver det mening at sætte ind tidligt. Det er egentlig også det, jeg hører de fleste partier her påpege, nemlig at det, der selvfølgelig giver mest mening, er at sætte ind så tidligt som muligt, så vi f.eks. undgår anbringelse. Men det kræver også, at vi får det indberettet og får handlet på det. Ved at vi kommer ind og laver nogle tidligere indsatser, kan vi jo hjælpe f.eks. forældre ud af et misbrug. Det handler også om at tage hånd om de problemer, der er rundt om barnet, så man giver nogle gode vilkår for barnet, som sikrer, at den her familie faktisk kan holde sammen. Så at et misbrug kan blive overset, og at der ikke gives hjælp, er der altså også eksempler på; at man altså ikke bliver hjulpet som forældre.

Til slut – for nu kan jeg se, at det blinker rødt her – vil jeg lige sige, at vi også tilslutter os det her med at kigge på, hvordan sagsbehandlerne arbejder og deres antal af sager. Og så vil jeg se frem til en videre debat, og jeg håber, at vi også på det her område ligesom på familieretsområdet, hvor jeg oplevede en enorm velvilje blandt partierne, kan samarbejde om børnenes tarv. Tak for ordet.

Tak til hr. Julius Graakjær Grantzau, og velkommen til fru Trine Torp fra Socialistisk Folkeparti.

Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for endnu en gang at rejse en forespørgsel vedrørende implementeringen af Barnets Reform. Det er jo ved at blive en hyggelig tradition og også en meget vigtig tradition og ovenikøbet nu under de nye rammer for forespørgselsdebatten, hvor vi jo nærmest sidder i rundkreds. Så mon ikke det vil føre noget godt med sig.

Det her er jo et område, vi i alle partier har en interesse i at følge tæt, for det handler om den hjælp, som gives til børn og unge og deres familier, når der er behov for at sikre deres trivsel og udvikling. Udsatte børn og unge og familier skal have den hjælp, de er berettiget til og har brug for. De skal kende deres rettigheder, de skal høres, og de skal inddrages, og de skal have en hjælp, der reelt dækker behovet, og som der også kommer noget positivt ud af i forhold til barnets udvikling og trivsel.

Men det sker desværre ikke altid. Det er bestemt ikke et område, som har manglet politisk fokus, og siden anbringelsesreformen i 2006 har der da også været flere reformer på området, som først og fremmest skulle styrke kvaliteten af sagsbehandlingen og indsatserne og sikre, at der blev taget udgangspunkt i barnets bedste. Fokus har bl.a. været på en forebyggende og tværfaglig tidlig indsats, hurtig vurdering af underretning om overgreb og omsorgssvigt, grundige børnefaglige undersøgelser, inddragelse af barnet og forældrene, handleplaner og opfølgning på dem, kvalitet og kontinuitet i anbringelserne osv.

Men selv om der er sket forbedringer på børne- og familieområdet, er vi endnu ikke i mål. Der er f.eks. stadig forældre, der oplever, at kommunerne ikke prioriterer at give dem den støtte og de tilbud, der er brug for for at styrke deres relation til deres børn og deres mulighed for at drage omsorg for dem. Der er fortsat børn og unge, der ikke føler sig hørt, inddraget og ordentlig i kontakt med de myndighedspersoner, som træffer store beslutninger for deres liv. Fra sagsbehandlerne kan man høre, at området er overreguleret, at der ikke er tid nok til kontakten med børn og forældre – den kontakt, som skal være med til at gøre en forskel og give dem grundlag for at træffe afgørelser om hjælp.

Fra flere fagpersoner lyder det, at der er brug for, at vi bliver langt bedre til at forebygge frem for at slukke ildebrande, og fra anbringelsessteder kan man f.eks. høre, at børn og unge ikke altid anbringes på de steder, der kan dække deres behov, hvilket medfører skift og nederlag. Og de fortæller, at en del unge alt for hurtigt skal klare sig selv uden hjælp til overgangen til voksenlivet. Der er ikke brug for rygmarvsreaktioner og forsimplede udmeldinger for at imødekomme de her udfordringer, f.eks. om at gennemføre flere anbringelser eller sætte et mål om flere tvangsadoptioner. Det er området simpelt hen for komplekst til, og det er børnenes behov og familiernes problemer for forskellige til.

Men der er derimod brug for at styrke de rum, hvor arbejdet med de udsatte børn og unge foregår. Rammerne for og organiseringen af arbejdet er utrolig vigtigt. Der skal være en passende sagsmængde, og der skal være en faglig kultur, som fremmer helhedstænkning og reel inddragelse af børn og forældre for at skabe den indsats, der gavner det enkelte barns sundhed, trivsel og udvikling. Det kræver, at der er de rette kompetencer, og at rammerne for kompetenceudvikling er til stede, og det kræver alt sammen god ledelse, uanset om det er i socialforvaltningens familieafdeling, i de tilbud, som gives i familierne, eller på anbringelsesstederne.

Vi bør også være opmærksomme på, om alle kommuner har de nødvendige rammer og mulighed for at hjælpe udsatte børn og unge. Nogle kommuner har en relativt større andel af sårbare og udsatte børn og et svagere skattegrundlag end andre. Det må ikke få betydning for børn og unges adgang til hjælp, men det skal heller ikke slå bunden ud af de kommuners økonomi, så man f.eks. er nødt til at spare på daginstitutioner, skoler osv. Den økonomiske byrde bør fra vores side fordeles mere solidarisk. Der er brug for bedre inddragelse og reel retssikkerhed for børn og forældre. De gode løsninger udvikles sammen med børn, forældre og netværk, og den bedste kompetenceudvikling sker, hvis den er praksisnær, og hvis der er en stærk faglig ledelse på området.

Det værste, vi kan gøre, er at forsøge at kontrollere området med endnu flere proceskrav, for kvalitet i børnesager er ikke det samme som at kunne sætte flueben i et skema. En børnefaglig undersøgelse kan godt være afsluttet rettidigt, handleplanen kan være udfyldt og børnesamtalen afholdt, uden at barnet eller den unge får den hjælp, der er brug for, og uden at barnet eller den unge reelt føler sig inddraget. Reel inddragelse af børn er, når man faktisk lytter til børnene og lader deres perspektiv få vægt.

Det løses ikke bare med flere regelændringer, men med overholdelse af den lov, vi har. Der er brug for et løft af den kommunale sagsbehandling, for reglerne i serviceloven er det juridiske grundlag for at sikre, at udsatte børn får den hjælp, de har brug for. Og der er brug for, at vi stiller krav om de rette kvalifikationer til det fagpersonale, som arbejder på området. For at sikre, at de børn, som anbringes, også får det rette tilbud, og at de ressourcer, som bruges på området, kommer børnene til gode, skal vi samtidig sikre ordentlige forhold for plejefamilier og et ordentligt tilsyn med stederne.

Tak til fru Trine Torp. Der er ingen korte bemærkninger, så jeg vil gå videre til børne- og socialministeren, som nu har ordet. Velkommen.

Tak, formand. Og tak for en rigtig god og konstruktiv debat, som jo både har afspejlet, at der er en række forskelle sådan på tværs af partierne, men altså også, at der til trods for, at der er en række forskelle, igennem mange år har været en solid tradition for, at vi har samarbejdet i fællesskab om anbringelsesområdet. Derfor synes jeg også, det er vigtigt at sige, at folkestyret altså er langt bedre end sit rygte, og det er lige præcis det her område sådan set et udtryk for – i al fald indtil nu.

For jeg kan jo ikke lade være med at bemærke den lidt friske bemærkning, der er til sidst i vedtagelsesteksten til V 31, hvor der står, at man gerne ser, at forhandlingerne om socialtilsynet bliver genoptaget. Og der kan jeg ikke lade være med at tage fru Karina Adsbøls ord og gøre dem til mine egne, nemlig at det altså synes en lille smule hyklerisk, hvis man bare lige husker tilbage på, hvorfor forhandlingerne om socialtilsynet kuldsejlede.

Men lad mig først lige minde om, hvorfor det var en god ting med de 38 mio. kr., der lå på bordet. Det handlede jo både om at sikre et stærkere økonomisk tilsyn og sikre flere muskler, således at man bedre kunne føre kontrol med økonomien ude i de tilbud, hvor bl.a. anbragte børn og unge altså er, men det var også et spørgsmål om at give bedre mulighed for at kunne sanktionere i forhold til at kunne komme med påbud. Og så er det jo klart, at der undervejs i løbet af de forhandlinger kom en lang række af indrømmelser, bl.a. det, vi har kaldt det kloge uddannelseskrav.

Alt det endte med at blive afvist, og jeg forstår stadig ikke hvorfor. Jeg kan forstå, det var, fordi man gerne ville noget mere i en retning, jeg er dybt uenig i, som vil gå ud over fagligheden, som vil betyde en afspecialisering ude på anbringelsesstederne. Det er noget, jeg i hvert fald ikke fagligt kan stå på mål for.

Så sandheden er jo, når vi kigger ned i, hvordan forhandlingerne om socialtilsynet kuldsejlede, at det var, fordi der ikke var enighed om at bruge de 38 mio. kr., som lå på bordet, til de gode, solide indsatser, som jeg i al fald havde en oplevelse af der grundlæggende var en stor opbakning til og enighed om. Og så er det bare ærgerligt, og det er beskæmmende, at ét parti fik lov til at blokere det.

Jeg håber ikke, at det sådan bliver den nye norm, at det er den måde, vi fremover skal arbejde socialpolitisk på, for jeg synes, det har været en styrke, at vi har samarbejdet. Vi har haft et rigtig tæt samarbejde om familieret. Grundlæggende i satspuljen har vi altid fået enderne til at mødes – vi har fundet hinanden, fundet gode løsninger. Alle har kunnet se sig selv i det. Derfor er det en ny tilstand, og jeg tilskriver det, at vi er ved at komme ind i en valgkamp. Jeg håber, det er det, og jeg håber ikke, det er det, vi ellers vil komme til at se nu, nemlig en fragmenteret politisk kampplads, hvor alle kæmper mod alle, og hvor der ikke længere er enighed om i fællesskab at holde hånden under anbringelsesområdet.

Afslutningsvis vil jeg bare sige, at regeringen jo fortsat vil følge kommunernes indsats tæt og også fortsat have fokus på at understøtte implementeringen af de store lovændringer, som er sket på området de senere år, sådan at de altså kommer ud at virke i yderste led. Og desuden vil regeringen også fortsat arbejde for, at kommunerne i højere grad kan basere deres arbejde på viden om effekt, således at indsatser over for udsatte børn og unge og deres familier forbedres.

Så tak for debatten, og tak til Dansk Folkeparti for at sætte fokus på et vigtigt, vigtigt område. Og tak for alle ordførernes engagerede indlæg. Og så et pip til sidst om, at de forhandlinger om socialtilsynet kunne vi godt have landet i fællesskab, hvis der havde været vilje til det, men det var der ikke.

Tak for det. Men når man byder folk op til dans, så kan det være, de siger ja tak, og det er der nogen der gør, nemlig fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Ja, jeg har jo set, at ministeren er god til at danse, bl.a. med formanden for Danske Handicaporganisationer, men det, jeg godt kunne tænke mig at høre ministeren om, er, at nu har vi haft den her debat i dag, og vi får jo ofte henvendelser vedrørende det her område, så er der noget, ministeren tænker vi skal gøre? Er der nogle lovgivningsmæssige tiltag? Jeg tænker netop på, hvordan vi sikrer partshøring, hvordan vi sikrer kvaliteten fremadrettet, hvordan vi sikrer, at børnene bliver hørt, alle de her ting. Er der også nogle nye, kan man sige, initiativer, ministeren tænker på ville være særlig gode på det her område netop for at sikre, at børn og deres familier får den rette indsats og den rette hjælp? Her tænker jeg selvfølgelig på noget ud over det, vi har aftalt, og også ud over de aftaler, vi lige har indgået, men ud over det, er der så noget, vi mangler? Tænker ministeren det?

Ministeren.

Jamen der kan godt være flere ting, man kan dykke ned i. Noget af det, jeg selv er optaget af, er, at vi lige nu har en børnerettighedspakke på 24 mio. kr., som jo er ude og arbejde. Pengene er ved at blive afsat og udmøntet. Derfor ligger det ikke lige for at lave sådan en opfølgning her og nu, for der er nok brug for lige lidt mere tid til, at de kan komme ud og virke. Men noget af det, jeg synes vi bør have fokus på, når vi diskuterer Barnets Reform, er kvaliteten i sagsbehandlingen. Og noget af det, man kan se som en indikator for kvalitet i sagsbehandlingen, er jo bl.a. omgørelsesprocenterne. Derfor vil jeg altså have et meget, meget stærkt fokus på, at næste gang, vi får data, hvor vi altså kan opgøre omgørelsesprocenterne, så skal vi se et fald, for at det er tilfredsstillende. Når man bare tager børneområdet, så har det på børnehandicapområdet været sådan, at vi har set en stigning igennem de senere år, og vi er faktisk kommet op på, at det nu er mere end halvdelen af de afgørelser, som bliver indklaget til Ankestyrelsen, som altså bliver omgjort og skal tilbage til fornyet behandling i kommunerne. Og hvis man ser, at det tal altså fortsat stiger, så skal det da være min tilkendegivelse at have en drøftelse med partierne om, hvordan vi så sikrer fortsat at få forbedret sagsbehandlingskvaliteten ude i kommunerne.

Spørgeren.

Ja, det er meget frustrerende og bekymrende at se stigningerne. Jeg nævnte i min ordførertale servicelovens § 71, stk. 3. Der står jo, at hvis det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn- og ungeudvalget for en bestemt periode eller fremadrettet bestemme, at man ikke skal have samvær med sit netværk, og derfor kunne jeg godt tænke mig at få uddybet de kriterier, der ligger bag, i forhold til sundhed og udvikling. Det er jo godt, at der er den paragraf, for man skal selvfølgelig være sikker på, at det er i barnets tarv, men jeg oplever altså også, at anvendelsen af den paragraf udelukker netværket og tilknytningspersonerne og andre fra at se barnet. Så noget balance i den og noget baggrund må man ligesom gerne komme med.

Ministeren.

Jeg tror, det bliver rigtig svært at balancere den paragraf på en mere hensigtsmæssig måde. Det, den jo er udtryk for i dag, er jo lige præcis, at der tages udgangspunkt i barnets bedste, idet det er ud fra en individuel eller konkret vurdering, at man altså træffer en afgørelse. Der kan være sager, hvor man, når man som udenforstående læser om dem, tænker, at det virker mærkværdigt, det virker forkert, at et samvær er blevet afbrudt. Men der kan altså også være sager, hvor der er ganske god fornuft i, at et samvær bliver stoppet. Derfor skal reglerne jo være så tilpas skarpe og så tilpas præcise, at man lige præcis formår at tage udgangspunkt i den enkeltes situation, således at man altså ikke risikerer, at det bliver sådan, at nogle børn kommer i klemme, fordi reglerne er blevet strammet for meget enten til den ene side eller til den anden side.

Fru Malou Lunderød.

Tak. Jeg synes bare lige, at jeg ville vende tilbage til ministeren omkring forhandlingerne om socialtilsynet og bare for god ordens skyld sige, at grunden til, at vi ikke kunne være med i de forhandlinger, var, at det, man drøftede, simpelt hen var for smalt. Det er vores klare opfattelse, at vi er nødt til at kigge bredere på det her lovgivningsområde end bare at give flere penge til et socialtilsyn, som kan gå ud og potentielt set konstatere, at der er problemer, men hvor man så faktisk ikke kan gøre noget ved det bagefter, fordi lovgrundlaget ikke er godt nok, som det er i dag. Og faktisk har Børns Vilkår jo også været ude at sige, at de også kunne være bekymret for, at en løsning på det her kunne være en lappeløsning, der faktisk kunne blokere for en bedre og mere helhedsorienteret løsning.

Men hvis ministeren er villig til at kigge bredere på lovgrundlaget i forbindelse med det her og noget af det, som vi har opremset i vores vedtagelsestekst, så stiller vi os meget gerne til rådighed ved forhandlingsbordet igen.

Ministeren.

Det tror jeg ikke bliver nødvendigt, for noget af det, som Børns Vilkår jo fremhæver, er sådan set vigtigheden af, at der også er private, som lige præcis formår at komme ind med den ekspertise til at kunne håndtere de meget forskelligartede behov, som de børn og unge måtte have. Og hvis man forestiller sig, at man pålægger kommunerne, at de skal lave driftsoverenskomster med forskellige institutioner, vil det være meget svært at se for sig, at man rent faktisk vil gå derhen, hvor man så vælger, ud fra hvad der er behovet. Tværtimod er der en meget stor risiko for, at man i stedet for vil sidde i en kommune og sige: Nå ja, men vi har jo en driftsoverenskomst med lige præcis den her institution, og der skal vi jo fylde op og bruge vores pladser. Og således træffer de altså ikke en beslutning til barnets bedste, og det er jo lige præcis det, som Børns Vilkår er bekymret for.

Så jeg må bare sige: 38 mio. kr. – det var en rigtig, rigtig god aftale, der lå, og der var rigtig mange fornuftige ting, som kom med. Og jeg havde indtryk af, at alle de øvrige partier, som sad omkring forhandlingsbordet, var klar til at sige ja til at lave en aftale – bare ikke Socialdemokratiet, og det er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig over. Jeg kan håbe på, at det kun handler om valgkamp, og at vi efter et valg så kan tage tråden op igen og sikre, at vi får lavet nogle gode og fornuftige aftaler til gavn for de børn, som det handler om. For lige præcis de børn, som er anbragt her, har brug for, at vi får skærpet og styrket de rammer, som jo lige præcis lå i den aftale om socialtilsynet.

Spørgeren.

Jamen jeg tror ikke nødvendigvis, jeg har så meget mere at tilføje andet end blot at gentage, at hvis ministeren er villig til at kigge på det bredere, synes jeg da, vi skal gøre det. For vi er jo sådan set enige i, at der skal være bedre vilkår, og vi er også enige i, at der skal være et bedre socialtilsyn. Vi tænker bare ikke, at det er tilstrækkeligt, hvis vi giver dem nogle gode vilkår og de så kan gå ud og sige: Det var ikke godt nok, men hvad kan vi gøre?

Vi er simpelt hen nødt til at kigge bredere på det her, og det synes jeg sådan set også at debatten i dag viser, altså at der stadig væk er rigtig meget at komme efter i forhold til at gøre det godt nok. Så vi kan ikke kigge på enkelte dele af det, vi er nødt til at kigge bredere socialpolitisk på det samlede grundlag.

Ministeren.

Der ville jeg ønske, at ordføreren havde været med til forhandlingerne, for så ville man jo vide, at vi sådan set bredte det ud og bl.a. sagde, at når vi har den rapport, som giver os et indblik i, hvordan det ser ud omkring takststrukturer, så vil vi rigtig gerne drøfte det.

Men jeg må bare konstatere, at hvis det eneste, man ville, var at gå ind og forbyde private opholdssteder, så bliver det ikke med den her regering. For de private tilfører noget helt særligt, således at man altså får taget hånd om de målgrupper og man som kommune kan vælge det sted, hvor man bedst muligt kan understøtte barnets behov. Det ligger både i socialtilsynet og også i det personlige tilsyn, og dermed skal kommunerne jo altså vælge det sted, hvor man sikrer den unge bedst muligt.

Fru Pernille Bendixen.

Tak, og tak til ministeren. Det har været en god debat. Men jeg vil igen lige prøve at ridse op, hvad jeg synes der er problematisk. For alt det, ministeren siger der er blevet gjort siden 2010 med Barnets Reform, er jo rigtigt, og de fleste partier har været med til det, så det er jo ikke en kritik. Men man må have den undren med alt det, vi har lavet i de 10 år, at vi så stadig væk står her og har så store problemer. Så et eller andet sted må der jo være nogle ting, der ikke virker. Det virker i hvert fald ikke for mig at se, hvis det er, at man har kommuner, der stadig væk ikke lever op til en lovgivning, der faktisk er 10 år gammel. Hvad siger ministeren til det?

Ministeren.

Det er jo rigtigt, at vi lige præcis igennem en hel årrække har arbejdet på at styrke rammerne, som kommunerne skal udfylde, når de har at gøre med børn og unge, som eksempelvis er anbragt – anbragt af forskellige årsager. Jeg tror ligesom Venstres ordfører, fru Anni Matthiesen, at det her er et område, som er så komplekst, at det kan være vanskeligt nogen sinde at nå i mål, og det er jo også derfor, jeg egentlig ret åbent tilkendegiver, at vi ikke er i mål endnu. For hvis vi var i mål, ville vi jo ikke få de henvendelser, som vi sådan set får. Hvis jeg skal trække sådan en enkelt tråd tilbage til det samråd, vi havde tidligere i dag, hvor vi jo havde drøftelsen om kommuner, som har en truende tilgang over for deres borgere, så er der bare et enkelt ønske, som er gratis her og nu for kommunerne at tage op, og det er at have en god kommunikation med de borgere, vise dem, at de holder hånden under dem, række hånden ud, hjælpe, støtte, sætte de foranstaltninger i værk, som er nødvendige for at kunne få den bedst mulige udvikling, både for familien og samtidig for barnet. Det kunne jeg ønske mig som et nytårsønske her for 2019.

Spørgeren.

Det er så et ønske, vi deler. Men der må jo også være et eller andet i kulturen, tænker jeg, for det er trods alt meget simpelt at lave en partshøring. Altså, så svært er det heller ikke, og det halter stadig væk derude. Det er heller ikke særlig svært at lytte til andre fagfolk, og det kan man godt inddrage for at højne kvaliteten i sagsbehandlingen, men alligevel halter det. Så måske er der også lidt en dårlig kultur, i forhold til at man som kommune bliver konfliktoptrappende og ikke en mægler eller en medspiller eller det serviceorgan, man egentlig burde være, uanset hvad vi så laver af lovgivning og tiltag herinde.

Ministeren.

Der er i hvert fald en rigtig vigtig pointe i forhold til at sikre den gode kommunikation, sikre, at man understøtter og hjælper familien. For det skal jo ikke være sådan, at man som familie, hvis man har et barn med autisme, er bekymret for, om man kan tillade sig at spørge om hjælp hos kommunen, fordi man er bange for, at ens barn til syvende og sidst bliver tvangsfjernet. Derfor har kommunerne jo en særlig forpligtelse til at sikre, at der er den gode kommunikation, og det har jeg en forventning om de gør. Jeg har en forventning om, at de støtter og hjælper familierne, når det er, at de har et behov for det.

Hjertelig tak til ministeren for dagens indsats. Og vi er nu på anden runde, og dermed giver vi ordet til fru Karina Adsbøl. Det er også ofte betragtet som en afslutning eller et forsøg på konklusion. Værsgo.

Ja, det var da en pæn hentydning, formand, tak for det. Det skal jeg gøre. Men jeg vil bare lige læse det sidste af min tale op, det nåede jeg ikke, og jeg kom nemlig netop til, at vi også har haft adskillige foretræder inde for at gøre opmærksom på de store udfordringer, der er på det her område.

Så vil jeg sige, at Foreningen Retssikkerhed i Familiers Trivsel har lavet en caseopsamling om børnefaglige undersøgelser med fokus på retssikkerhed og kvalitet, og den vil jeg anbefale at I læser. Jeg ved, at fru Trine Torp har læst den, eller vi har i hvert fald været i debat omkring det, kan man sige, men det vil jeg opfordre til.

Så vil jeg sige, at hvis man læser »Svigt af Børn i Danmark« fra Børns Vilkår og TrygFonden, er det jo også bekymrende læsning. F.eks. udtaler hvert andet barn i alderen fra 11 til 17 år, at de ikke tages med på råd i forhold til deres anbringelsessted, og noget af det, som jeg ikke fik nævnt i min tale, og som også er utrolig vigtigt, er jo netop i forhold til forældre, der har børn med funktionsnedsættelse, eller forældre, der har et handicap, og som jo også har henvendt sig til os omkring udfordringer. F.eks. oplever forældre med handicap at stå i den situation, at de ikke kan få den hjælp, som de har behov for, for at varetage forældrerollen. Vi ser f.eks. på det område, der hedder bpa-området – borgerstyret personlig assistance – at de enten ikke kan få tilkendt ordningen, eller at man sætter timeantallet for hjælp ned, og det skaber jo en masse udfordringer og bekymringer for familierne, som ikke kan få den hjælp i hverdagen, som de har behov for for netop at fungere. Det gør det også meget svært, hvis man ikke får den hjælp og støtte, fordi det jo risikerer at gå ud over børnene, og det kan jo til sidst ende med netop underretninger og opstart af diverse undersøgelser, og det er jo ikke rimeligt. Forældre, der har et barn med handicap, oplever jo også store bekymringer. Der var der flere, der deltog på samrådet, men netop i forhold til Autismeforeningen oplever de jo virkelig, at de, kan man sige, får trusler om anbringelse. Det er deres oplevelse, og den problemstilling er utrolig vigtig.

Men når det så er sagt – og nu fik jeg sådan nogenlunde afsluttet min tale – vil jeg sige tusind tak for debatten. Det er utrolig vigtigt, at vi har et stort fokus på det her område hele tiden, og når vi ser og vi får henvendelser, skal vi også reagere. For det er jo henvendelser om, hvad det er, der sker i forhold til den kommunale virkelighed, men også hvad det er, der rører sig bl.a. for de borgere, som vi arbejder for, dem, som også har valgt os til at varetage deres interesser. Men jeg blev også så glad for at høre fru Trine Torps tale, som jeg syntes var meget god, netop også i forhold til at det ikke handler om, at vi skal have øget brug af tvangsbortadoptioner, og det handler jo heller ikke om, at vi skal have øget brug af tvangsanbringelser. Det handler om, at vi sikrer, at familierne får en hurtig og effektiv indsats.

Så er jeg jo helt enig med Enhedslisten i at have fokus på familien i forhold til familieophold. Der har jeg selv besøgt Vibygård, og jeg synes, at det, der foregår, med hensyn til at man arbejder med familierne, er fremragende. Det er utrolig vigtigt. Jeg synes godt, der er nogle justeringer, vi kan komme ind på. Socialdemokratiet var inde på, om der skulle laves en stor lovgivning på det her område. Men der er nogle justeringer, vi kan kigge på, og der tænker jeg også på, at vi skal sikre obligatoriske partshøringer i forhold til familier, der ikke føler, at de bliver hørt. Selvfølgelig skal de indgå i sagen. Som Pernille Bendixen, vores børneordfører, sagde, handler det også om at lytte til eksperterne. Netop når der er lægefaglige eller psykologfaglige redegørelser, som viser noget, handler det jo også om at lytte og respektere hinandens faglighed.

Men i hvert fald vil Dansk Folkeparti sige tusind tak for debatten. Den kommer vi til at fortsætte, for jeg er desværre ikke sikker på, at de udfordringer, der er på det område, er løst i morgen.

Selv tak.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 11. december 2018.