Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (1. samling)
B 5
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10 til B 5, forslag til folketingsbeslutning om
indførelse af straksforbud mod salg og anvendelse af sprøjtegifte med aktivstofferne pendimethalin,
bromoxynil og fluroxypyr stillet den 22. november 2018 af Ida Auken (RV).
Spørgsmål nr. 10 til B 5
”Vil
ministeren revurdere hele godkendelsessystemet for pesticider og indføre en karantænemulighed i
godkendelsessystemet, hvor man, når der kommer ny faglig viden om stoffer, der giver mistanke,
indfører karantæne for stofferne i et år eller to, eller indtil de er ordentligt undersøgt, sådan at man
reelt lader usikkerhed komme borgerne og sundheden og grundvandet til gode? Er det muligt at bruge
forsigtighedsprincippet til at indføre en sådan karantænemulighed i Danmark”?
Svar
Godkendelsessystemet for pesticider er reguleret i pesticidforordningen. Det indebærer, at aktivstoffer
godkendes på EU niveau, mens midlerne indeholdende de pågældende aktivstoffer godkendes
nationalt efter en konkret vurdering under nationale forhold. Hvis der efter godkendelsen af et pesticid
fremkommer ny viden om risiko, er der mulighed for nationalt at indføre et straksforbud, hvis
betingelserne for dette er opfyldt.
./.
Det fremgår af bilaget om den juridiske hjemmel, at et nationalt straksforbud kun er gældende indtil
denne foranstaltning har været forelagt den stående komité. Kommissionen forelægger sagen for
komitéen senest 30 dage fra medlemsstatens vedtagelse af den midlertidige beskyttelsesforanstaltning.
Det vil sige, at et medlemsland ikke på egen hånd kan opretholde et forbud, hvis dette ikke i sidste
ende vedtages ved EU-procedure af komiteen. Det er således ikke muligt indenfor det gældende
godkendelsessystem at indføre en karantænemulighed i Danmark.
Hvis der kommer færdige resultater, der viser en sammenhæng mellem brugen af pesticider og risiko
for, at børn eller andre bliver syge, så vil jeg ikke tøve med at indføre et straksforbud overfor de
pågældende pesticider.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Lea Frimann Hansen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk