Tak for debatten, og også tak for de pæne ord, som er faldet i forhold til mig. Det er jeg da glad for. Nu har jeg siddet her i mange år, og det er jo ikke så tit, man får så mange pæne ord. Jeg tror næsten, jeg har fået flere pæne ord nu end i de første 34 år, jeg har siddet her! Så det skal man jo ikke kimse af.
Jeg ved ikke, hvornår statsministeren udskriver folketingsvalg – det sidder vi jo alle sammen og venter på og tipper på – men i hvert fald kan jeg sige, at det her er det sidste B-forslag, jeg fremsætter i min tid her i Folketinget. Og det er meget bevidst, at det handler om det her, fordi forsvarspolitik, udenrigspolitik og sikkerhedspolitik har spillet en stor rolle i den måde, jeg har lavet politik på. Og i og med at det her i høj grad er udledt af Irakkrigen, har det jo også den sammenhæng, at deltagelse i Irakkrigen er en af de mest fundamentale beslutninger, der er truffet her i Folketinget i min tid herinde. Som jeg har sagt tidligere, var det en epokegørende beslutning, der blev truffet her i Folketinget, da vi besluttede at føre det, Anders Fogh Rasmussen kaldte aktivistisk udenrigspolitik. Det betød i virkeligheden militaristisk udenrigspolitik, og i de efterfølgende år blev dansk udenrigspolitik enormt militaristisk. Den var aktivistisk før Anders Fogh Rasmussen; den var også aktivistisk i 1990'erne, i 1980'erne, i 1970'erne. Danmark har sådan set altid ført en aktivistisk udenrigspolitik. Udenrigstjenesten har været særdeles aktiv, hr. Nick Hækkerups far, Per Hækkerup, var jo en kolossalt aktivistisk udenrigsminister i sin tid, men på andre områder, inden for udviklingspolitik, diplomati og arbejdet i internationale organisationer.
Den nye dimension er så, at krigsdeltagelsen kommer ind og på en meget, meget markant måde – ikke at vi ikke har deltaget i krige før, for det gjorde vi jo også i 1990'erne under Poul Nyrup Rasmussen, og det er også noget, som bliver behandlet af historikerne på en, synes jeg, ganske udmærket måde. Men det var det enormt snævre flertal i 2003, som jeg tror gjorde stort indtryk på os. Vi havde en lang debat; vi stod her hele dagen under tredjebehandlingen og gjorde gang på gang markant opmærksom på – det var SF, det var Enhedslisten, det var Det Radikale Venstre, og det var Socialdemokraterne – at det var uholdbart, at statsministeren ville bruge det her lille flertal.
Det var helt uholdbart – uholdbart, fordi de danske soldater har krav på at have et bredt flertal bag sig. Vi sendte dem ud, og vi vidste ikke dengang, hvor voldsomt det ville blive. Vi var nogle, der advarede imod det og sagde: Vi er ret sikre på, at der vil komme soldater hjem i ligposer. Det var ikke alle, der var helt opmærksomme på, at det kunne blive konsekvensen af det. Men det blev jo konsekvensen af det. Og det blev jo konsekvensen, at man fik skabt et kaos i Irak og hele Mellemøsten, og at det derfor var aldeles forkert, at man brugte det her meget snævre flertal.
Jeg tror, at alle lande, når de træffer store beslutninger, skal være virkelig opmærksomme på, at man ikke kører ting igennem med snævre flertal. Og jeg har sagt det til forskellige mindretal udeomkring i verden: Hvis I vil løsrive jer, skal I have et bredt flertal bag jer; I skal have en stor legitimitet bag jer. Jeg har sagt det til catalonierne, og jeg har sagt det til færingerne. Jeg har sagt: Det går ikke, at I forsøger at løsrive jer med et lille flertal. Jeg har sagt til briterne, til brexitfolk: Hvis I vil ud, er I nødt til at få et bredt flertal bag den beslutning, som skal træffes, den aftale, der skal laves. Og det er jo så fejlen, at man ikke har gjort det i Storbritannien.
Det var, som jeg sagde tidligere, mit eget udgangspunkt efter folkeafstemningen i 1992, at vi ikke kunne køre en benhård linje igennem med så lille et flertal, som tilfældet var dér – det ville splitte befolkningen fuldstændig mange år fremover. Det går bare ikke, og derfor er man nødt til at tænke i brede flertal.
Jeg ved godt, at man forsøger at få brede flertal, når vi skal have militæroperationer, og al respekt for det – det er godt nok. Men det er jo netop for at forhindre den situation, der var i 2003, hvor Anders Fogh Rasmussen var fuldstændig ligeglad. Det er jo det, som fremgår af krigsundersøgelsen: Anders Fogh Rasmussen ville med USA i krig i Irak for enhver pris. Han var fuldstændig ligeglad med konsekvenserne af det, fuldstændig ligeglad med, om der var et FN-mandat; han ville bare med. Og det ville han på et tidligt tidspunkt – på et tidligt tidspunkt.
Så kan man spørge sig selv: Ville et flertal på totredjedele have forhindret det? Nej, det ville det ikke – det er jeg fuldstændig enig i. Og det ville ikke have forhindret dårlige beslutninger og heller ikke nødvendigvis have givet større åbenhed, men det ville have sikret, at Anders Fogh Rasmussen ville have været nødt til at forhandle med Socialdemokraterne, med De Radikale i hvert fald, som de havde gjort før den endelige beslutning. Der var lange forhandlinger mellem Per Stig Møller og Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen, men de løb så ud i sandet. Og der burde den daværende regering jo ligesom have sagt til sig selv: Hov, så går det her altså ikke; vi kan ikke gå i krig, når de sådan traditionelle udenrigspolitiske partnere ikke er med – det går simpelt hen ikke. Og det ville have sikret en ny overvejelse om hele det her projekt.
Så jeg tror bestemt, det ville have haft en betydning. Men jeg er også enig med alle dem, der siger, at det jo ikke er en sikkerhed imod ubesindige beslutninger. Hr. Henrik Dahl havde nogle meget kloge betragtninger om det, altså at det da ikke giver nogen sikkerhed. Og vi var inde på tidligere, at der i forhold til Libyenbeslutningen var enstemmighed, og det var en dårlig beslutning. Det vidste vi ikke den dag, vi traf den, og vi kunne heller ikke vide, at man ville, om jeg så må sige, manipulere eller vride FN-mandatet efterfølgende. Men det var nok noget, vi skulle have diskuteret lidt grundigere, da vi havde så travlt med at sende de fly af sted den aften. Det tror jeg da bestemt at vi kan være enige om i dag, altså at det burde vi have gjort. Så derfor er det altså rimelig vigtigt, at vi gør det her.
Men jeg er fuldstændig enig med hr. Nick Hækkerup i det, han siger om hensynet til soldaterne. Og jeg er lidt rystet over, at man i Dansk Folkeparti er ligeglad med det. Altså, i alle de diskussioner, jeg har haft med forskellige ministre og forskellige regeringer, har man lagt meget vægt på, at soldaterne bør have en sikker politisk opbakning. Og at man er ligeglad med det, er altså nyt for mig. Det kan godt være, at der er en enkelt eller to, der er det, men generelt har det været den klare holdning i alle regeringer, hos alle forsvarsministre, hos hærens ledelse, som jeg også har diskuteret de her ting meget med, at det er skidt, hvis der er et for snævert flertal; hvis der bliver for meget usikkerhed efterfølgende; hvis der bliver for meget polemik i forhold til det, folk går og laver. Det kan man ikke forhindre – det er jeg med på – men det giver større sikkerhed, hvis der er et bredt flertal bag det. Og det er jo det, som er meningen med det her.
Som sagt er det i høj grad udledt af den dårlige Irakbeslutning i 2003 – det har historikerne jo uddybet i den beretning, de har lavet. Vi mener, at det her vil give en form for bremseklods, hvis der er statsministre eller folketingsflertal, der er i færd med at gøre noget dumt, at trække Danmark med i noget, der er uklogt. Og derfor mener vi, at det her er et godt forslag i forhold til det.
Tak til hr. Nick Hækkerup, fru Ulla Sandbæk og hr. Søren Søndergaard for de positive bemærkninger. Og jeg skal hilse fra hr. Martin Lidegaard og sige, at De Radikale også kan støtte det her forslag. Tak for debatten.