Tak.
Det afsluttende spørgsmål fra den foregående taler er meget nemt at besvare, for dagpengesystemet er indrettet sådan, at der er et maksimum for, hvor meget man kan få i dagpenge.
Dagpengemaks kalder vi det sådan i daglig tale, og det ligger ikke i nærheden af 9 mio.
kr., skulle jeg bare oplyse ordføreren om.
Til det her forslag vil jeg sige, at det er rigtig godt, at SF har fremsat det.
Der er brug for, at vi jævnligt taler om dagpengenes dækningsgrad, og hvad der kan gøres for at forbedre vilkårene for de dagpengeforsikrede i det her land.
Vi diskuterede det senest, da Enhedslisten havde forslag nr.
B 18 om at forbedre dagpengenes dækningsgrad, og i den forbindelse blev vi ikke modsagt, da vi henviste til LO's tal for, hvor drastisk dagpengenes værdi er blevet forringet.
Det er nemlig med noget, der svarer til 30.000 kr.
om året, siden midten af 1990'erne.
Og hvis vi ikke får vendt den udvikling, vil det tal vokse til 45.000 kr.
Så skal jeg nok spare alle de tilstedeværende for de mange procentregninger og ting og sager.
Men det er, hvis man beregner det, der hedder bruttokompensationsgraden for dagpenge, som jo nu er faldet til 54 pct.
for en LO-arbejder – med kurs nedad.
Så det er rigtig vigtigt.
Jeg vil også gerne takke Dansk Folkepartis ordfører for, at han bekræftede, at den her diskussion om dagpengesatserne ikke er forligsbundet.
Det vil sige, at de partier, der er med i det her dagpengeforlig, uden at blive beskyldt for forligsbrud kan støtte forslag, der handler om at forbedre satserne.
Tak for det, det håber vi så at Socialdemokratiet vil skrive sig bag øret.
Som sagt synes vi, at det her er et sympatisk forslag, og det er jo alt andet lige en forbedring i forhold til gældende regler, så det kan vi støtte.
Jeg vil godt sige, at vi har nogle betænkeligheder ved noget af den tankegang, der lægges op til her.
For egentlig lægges der med det her forslag op til en forskelsbehandling – og vi har jo ellers ikke den form for forskelsbehandling i dagpengesystemet – nemlig at man for det samme kontingent risikerer at få en dårligere dækning, afhængigt af hvor lang tid man er ledig, idet forslaget jo bygger på, at der i de 2 første måneder kommer en ganske pæn forhøjelse af dækningen.
Derefter falder den til det nuværende niveau.
Det tror jeg vil give nogle diskussioner indbyrdes blandt dagpengemodtagerne om, hvorfor man skal have en sådan forskelsbehandling.
Men det vil selvfølgelig være en forbedring for dem, der kun er ledige i 2 måneder, det må man sige, og selvfølgelig også for dem, der er ledige længere, for så har de dog trods alt fået det i de første 2 måneder.
Men en eller anden modsætning er der her, som jeg gerne vil høre ordførerens bemærkninger om.
Det er der jo også, når vi kommer ned til forslaget om, at man vil halvere a-kassekontingentet for dagpengemodtagere under 25 år.
Der lægges op til her, at de skal have halveret deres a-kassekontingent med den begrundelse, at de kun får det halve i dagpengesats.
Der kunne man jo også anlægge det modsatte synspunkt, nemlig hvorfor dagpengemodtagere under 25 år, der betaler det samme i kontingent som dem, der er over 25 år, skal have en dårligere dagpengesats.
Det var vel bedre at vende det den vej rundt.
Så jeg tror faktisk, at Enhedslisten vil stille et ændringsforslag til forslaget, hvad det her punkt angår, og det håber jeg så ordføreren for forslagsstillerne vil se positivt på.
Angående finansieringen kan der kun udtrykkes ros for den.
Jeg synes, det selvfølgelig er rigtigt og fint og nødvendigt, at man kommer med en finansiering af et forslag, der jo ikke er helt gratis.
Det kan jeg godt strække mig til at sige.
Så skal det selvfølgelig finansieres, når det lægges frem i salen, og det er også det, der gør, at jeg ikke forstår alle de vanskeligheder med at tage stilling til det.
Medmindre man selvfølgelig som Dansk Folkeparti er bundet af en bestemt aftale, der gør, at lige nu kan man ikke støtte den finansiering.
Men ellers synes jeg da ikke, der kan være nogen indholdsmæssige argumenter mod det, andet end en politisk holdning om, at man ikke synes, det skal være virksomhedsarvinger, der bidrager til, at arbejdsløse kan få en bedre dagpengedækning.
Det er jo en klar politisk modsætning, og der må jeg da sige at jeg er glad for, at SF og Enhedslisten står på den samme side, hvad det angår.