Det er rart, at man som jyde er velkommen herovre.
Jeg synes da, at det er helt forståeligt, at De Radikale kommer med et beslutningsforslag, som kan justere på en lov, som er relativt ny.
Det er her i debatten ligesom blevet problematiseret lidt.
Jeg synes, at det er fuldt ud rimeligt, at partier i Folketinget forsøger at ændre de love, som man ikke synes om.
Det her beslutningsforslag går så ud på, at man for at forhindre, at man kom frem til at nedrive nogle almene boliger, i stedet for skulle give de boligområder 2 år til at komme frem til en situation, hvor de så officielt ville være uden for de statistikker, der kunne gøre, at de kom på den hårde ghettoliste.
Det beslutningsforslag har vi meget sympati for, og vi vil sådan set gerne støtte det.
Når man ser på, hvad det er for nogle boligsociale indsatser, der er blevet lavet over årene i Danmark, så må man sige, at de boligsociale indsatser jo giver inspiration til, at man hele tiden laver endnu bedre planer.
Det, at man er kommet frem til det virkemiddel med at give unge et fritidsjob, hjælpe dem til at få et fritidsjob, er sådan set noget, som kan være med til at sikre, at de unge går den gode vej i retning af uddannelse og arbejde og får et godt liv, frem for hvis man ikke hjælper dem.
Så der foregår hele tiden sådan en vekselvirkning, hvor boligforeninger kigger på, hvad det egentlig er, der har effekt, og jeg tror altså ikke, at det har positiv effekt, at man river boliger ned i de her områder.
Det har i debatten været oppe at vende, at vi ikke ender i en situation, hvor der bliver nedrevet så mange boliger, som der samlet set kunne, men vi ender jo i en situation, hvor man føler sig tvunget til at sælge nogle almene boliger i stedet for.
Når man bliver skrevet op til en almen bolig, er det altså for at opnå en bolig, og når man bor i en almen bolig og gerne vil bo der, er det sådan set negativt, hvis man kan komme i den situation, hvor den bolig, man bor i, kunne risikere at blive solgt eller blive nedrevet.
Vi er altså ude i en lovgivning her, som skaber en utryghed i mange boligforeninger, og der vil være en utryghed op til det tidspunkt, hvor man laver den årlige ghettoliste – for hvad nu, hvis man kommer på de her lister?
Hvad vil der ske i de her byer, hvor der så er nogle bestemte boligforeninger, som mennesker uden arbejde ikke kan flytte ind i?
Ja, det er jo så, at de flytter ind i en anden boligforening.
Og så kan den boligforening komme på de her lister og ende med at skulle ud i at lave en afviklingsplan – en udviklingsplan, som der er nogle der kalder det.
Så den lovgivning, der er blevet vedtaget, er sådan set et angreb på hele den almene sektor.
Jeg synes, at fokus i stedet skulle have været på at hjælpe de mennesker, der har behov for hjælp, altså de mennesker, der også bor i den almene sektor.
Jeg synes, at det er dybt bekymrende, at der sådan set kan være nogle problemer, som går under radaren, fordi man nu har de her ghettolister, som gælder for boligområder med over 1.000 beboere.
I Aarhus Kommune er der en opmærksomhed på almene boligområder ned til 500 beboere, og hvor man sådan set holder øje med, hvor mange børn der i de områder har brug for støtte.
Der er det egentlig dybt bekymrende, at der er noget der, der går under radaren, selv om man fra kommunens side er meget opmærksom på, at man også skal hjælpe beboere i boligområder med under 1.000 beboere.
Jeg synes, at der med det lovforslag, som tidligere blev vedtaget, er sat et helt forkert fokus.
Jeg synes, at fokus i stedet for skulle være på at hjælpe de mennesker, der har behov for hjælp.
Der synes jeg, at De Radikales forslag om at parkere bulldozeren lidt og forsøge at tage udgangspunkt i, at der er nogle mennesker, som skal hjælpes, er et godt udgangspunkt.
Der er flere ordførere, der har besøgt nogle af de her boligforeninger, og det er jo rigtig godt, hvis der er kommet en større opmærksomhed om og kendskab til de boligområder, hvor der bor 1 million danskere.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis man tager et område som Sundparken i Horsens, som jeg har besøgt, hvor der er 54 pct.
uden for arbejdsmarkedet, at man bør gøre en ihærdig indsats der.
Kommunen har kørt en eller anden mobil arbejdsformidling ud i området og er gået i gang, men de er jo bare i den situation, at uanset hvad de gør, står de med et krav om, at de skal lave den der udviklingsplan.
Der er blevet søgt om at få en dispensation, og det ender jo med, at der bliver færre almene familieboliger det sted, med den lovgivning, der findes.
Det synes jeg ikke er en god løsning, og det er jo derfor, at Enhedslisten støtter intentionerne i De Radikales beslutningsforslag.