Tak for det, formand.
Enhedslisten vil gerne sige tak til Alternativet for at rejse den her vigtige debat om manglende kvalitet i vores nationalparker.
Det er et emne, som gennem tiden har optaget Enhedslisten meget, og vi var også det eneste parti, der i sin tid, da det blev vedtaget, stemte imod forslaget om nationalparkloven, fordi vi mente, at det ville medføre en decideret devaluering af begrebet nationalpark.
Det stod fra starten klart med hele processen omkring nationalparkloven, at hensigten var, at etablering af nationalparker ikke skulle føre til, at man stillede et eneste krav rent natur- og miljømæssigt, som ikke var stillet i forvejen, og at det skulle overlades til en eventuel frivillig indsats at hjælpe naturen, men ellers skulle landbrug og anden produktion i området fortsætte som hidtil.
Enhedslisten stillede derfor allerede dengang, altså allerede tilbage i 2007, i forbindelse med processen omkring nationalparkloven et ændringsforslag om, at man skulle indføre de internationale IUCN-standarder.
I Enhedslisten har vi lige siden løbende givet højlydt udtryk for, at Danmark med den nuværende brug af nationalparkbegrebet undergraver de internationale standarder, som andre lande bruger, når de bruger udtrykket nationalpark, og dermed er Danmark med til at undergrave nationalparkernes rolle globalt set.
Som nationalparkloven er i dag, kræves der ikke nogen yderligere beskyttelse af naturen i nationalparkerne end i andre områder.
Det er jo så det, Folketingets naturpolitiske ambitioner har kunnet række til, og vi må bare konstatere, at der ikke var og ikke er et politisk flertal, der reelt ønsker at gøre noget for biodiversiteten i disse områder.
Det er jo fair nok, men at kalde områderne for nationalparker er simpelt hen falsk varebetegnelse.
Vi synes i Enhedslisten, det er fint, at man slår nogle streger på et kort og kører noget lokal profilering af et område.
Det kan der set ud fra et turismeperspektiv være god rationale i.
Men man skal lade være med at kalde områderne nationalparker og ad den vej lade, som om man gør noget ekstra for naturen i disse områder, når det ikke er tilfældet.
Man kunne måske med rette i stedet for kalde områderne for turistparker.
For vi kan jo, som vi forudsagde og advarede imod igennem hele processen, se, at når man ikke anvender de internationale standarder for vores nationalparker og ikke stiller krav til genoprettelse af naturen i områderne, ender det med at blive falsk varebetegnelse.
Hvis vi f.eks.
tager Nationalpark Thy, lever den måske nok op til, hvad man forstår ved en nationalpark internationalt, men i de øvrige nationalparker er der meget langt til internationale standarder for, hvad man kan kalde en nationalpark.
Så ja, forslaget fra Alternativet ligger helt i tråd med den politik, Enhedslisten har kæmpet hårdt for, siden de første diskussioner om nationalparker i Danmark startede, nemlig at det danske nationalparkkoncept skal løftes op til internationale standarder.
Og som nævnt ligger forslaget således helt i tråd med de tidligere stillede forslag fra Enhedslisten allerede tilbage i 2007.
Enhedslisten kan derfor selvfølgelig støtte forslaget.
Enhedslisten vil gerne supplere forslaget.
For at vi kan leve op til den internationale standard, vil det forudsætte, at vi stiller konkrete krav i lovgivningen til naturgenoprettelse i nationalparkerne, herunder krav om, at naturområderne skal bindes bedre sammen, og at f.eks.
landbrugsproduktionen skal stoppe i områder, og at der f.eks.
skal tænkes i genopretning via rewilding i områderne.
Det betyder, at der f.eks.
skal genudsættes store græssere, der kan være med til at skabe en mere selvbærende og vildere natur.
Vi mener faktisk ikke, at Alternativets forslag i sig selv er tilstrækkeligt.
De nuværende nationalparker er ikke alle placeret og udformet mest hensigtsmæssigt set ud fra et naturperspektiv og giver derfor ikke tilstrækkelig beskyttelse af vores natur.
Et forslag kunne være at arbejde for det begreb, som idéhistoriker, debattør og forfatter Rune Engelbreth Larsen har lanceret, nemlig begrebet naturnationalparker.
Han har rejst riget rundt for at fotografere og afklare, hvor de kunne ligge.
Naturnationalparker tager udgangspunkt i et eller flere større sammenhængende naturarealer, der i udgangspunktet indfrier, eller som efter en kortere årrække bringes i en tilstand, så de kan indfri IUCN's kategori II-kriterier.
Rune Engelbreth Larsen har identificeret 35 områder, som vil egne sig til naturnationalparker, fordi det er større naturarealer, hvor der allerede er et stort naturpotentiale.
Det er store og sammenhængende områder eller områder, som vil kunne bindes sammen, og som ville kunne give en vildere natur på naturligere præmisser.
Her vil vi kunne genudsætte f.eks.
vildheste, elge eller bisoner og genetablere betingelserne for en selvbærende natur, der bliver en vildere og dermed en mere naturlig natur.
Sådanne arealer ville med rette kunne få betegnelsen naturnationalparker og ville markere forskellen fra de eksisterende nationalparker med den falske varebetegnelse.
Men hvad angår dette beslutningsforslag, som handler om at løfte kvaliteten af de eksisterende nationalparker, støtter Enhedslisten selvfølgelig forslaget, men vi mener som sagt, at vi skal løfte barren yderligere og gentænke nationalparkbegrebet for for alvor at få det tilbage på natursporet ved f.eks.
at etablere naturnationalparker.