Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 93:

Forslag til folketingsbeslutning om at give en officiel undskyldning til de 22 grønlandske børn, der var en del af grønlandseksperimentet i 1951.

Af Aaja Chemnitz Larsen (IA).

(Fremsættelse 08.02.2019).

Forhandlingen er åbnet. Og det er først børne- og socialministeren. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Vi skal nu drøfte et beslutningsforslag, som vil pålægge regeringen at give en officiel undskyldning på vegne af staten til de personer, der i 1951 blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark. Og det fremgår bl.a. af beslutningsforslaget, at undskyldningen skal gives, da de pågældende personer som følge af eksperimentet har oplevet alvorlige konsekvenser i forhold til identitet, familierelationer, sprog og kultur.

Lad mig starte med at sige sådan helt overordnet, at det her jo er rigtig, rigtig vanskeligt, og at det er et vanskeligt beslutningsforslag. De grønlandske børns ophold i Danmark i starten af 1950'erne og den efterfølgende anbringelse på børnehjemmet i Nuuk er en meget ulykkelig del af Danmarks historie og Grønlands historie og faktisk også vores fælles historie, og det var et forløb, der havde meget store negative konsekvenser for en række af børnene. Historien er blevet skildret i både bøger og på film, og særlig de personlige beretninger gør jo et uudsletteligt indtryk.

Når vi ser tilbage, fremgår det, at børnenes ophold blev sat i gang med gode intentioner. Det gør sig gældende både for det danske Grønlandsdepartement og Grønlands Landsråd såvel som for de involverede organisationer Red Barnet og Røde Kors. Og denne ulykkelige historie vidner jo om en tid, hvor tankegangen i både Danmark og Grønland var en anden end den, vi har i dag. Synet på børn og børns rettigheder har udviklet sig til det bedre, og vi lever i dag i en helt anden tid. Det forekommer helt utænkeligt i dag, og det er udtryk for en gennemgribende og positiv udvikling i samfundet og i synet på børn og betydningen af nærhed til sin familie. Kolonitiden er et for længst afsluttet kapitel. Grønland har selvstyre, og forholdet mellem Grønland og Danmark er i dag kendetegnet ved ligeværdighed, respekt og samarbejde, og sådan skal det også være.

Jeg besøgte Grønland for første gang tilbage i september måned, og jeg må bare sige, at man ikke kan opleve Grønland uden at få en meget stor kærlighed til landet og blive meget imponeret over det store land.

For regeringen er spørgsmålet om en undskyldning principielt, og det gælder også i den her sag, og regeringen mener ikke, at det kan lade sig gøre at dømme fortidens beslutninger ud fra den viden og ud fra de værdier, vi har i dag. Det kan i øvrigt bemærkes, at skiftende regeringer har været enige i denne holdning, uagtet hvilken farve de regeringer har haft. Det er samtidig også vigtigt for mig at sige, at jeg både forstår og virkelig også beklager de ulykkelige konsekvenser, som beslutninger i fortiden har haft for de berørte personer, og det er derfor, jeg siger, at beslutningsforslaget på ingen måde er let.

Historien står ikke til at ændre. Det, vi kan gøre, er at blive klogere på den og se vores fælles fortid i øjnene. Og derfor er jeg jo glad for, at regeringen og naalakkersuisut har igangsat et arbejde med en historisk udredning af sagen. Udredningen handler ikke om at placere skyld, den handler om at få belyst den historiske kontekst, nuancerne i de beslutninger, der blev truffet, og ikke mindst de menneskelige konsekvenser. Det er vigtigt for det dansk-grønlandske forhold, det er vigtigt for regeringen, og det er naturligvis også vigtigt for de mennesker og de familier, der har været en del af eller har været berørt af den her sag.

Men regeringen kan altså ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en bemærkning fra hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg bemærker jo, at vi i Danmark mener, at vi er nødt til at adressere en stor del af de udfordringer, vi har med menneskerettigheder, i fællesskab med resten af verden. Flere andre nationer har anerkendt, at kolonitiden ikke er et overstået kapitel, forstået på den måde, at man har et efterslæb med racisme, udfordringer med strukturel diskrimination og med at anerkende, hvad man har foretaget sig i et historisk perspektiv. Derfor har Canada og derfor har Australien sagt undskyld til deres oprindelige befolkninger for de overgreb, som de har lidt, og som på mange måder ligner det, som Danmark har gjort, altså den måde, man har opført sig over for Grønland og grønlandske børn.

Så hvordan vil ministeren forholde sig til, at andre nationer fuldt ud er i stand til at beklage, sige undskyld og se tilbage og sige, at det ikke er et afsluttet kapitel – og slet ikke, før der er givet en undskyldning, altså handlet?

Værsgo.

Jeg synes ikke, det tilkommer mig at skulle bedømme, hvad andre nationer har truffet af beslutninger i forhold til interne affærer i deres lande. Jeg anerkender egentlig fuldstændig, hvad vi har foretaget os, og jeg har jo beklaget og sagt, at jeg er rigtig ked af, at de grønlandske børn kom til Danmark på den måde. Det var en beslutning, som blev truffet i enighed mellem Grønlandsdepartementet og Danmark og også med Red Barnet og Røde Kors. Når man kigger tilbage, er det jo for os i dag uforståeligt. Og det er også vigtigt at sige, at det vil aldrig – aldrig! – igen kunne forekomme.

Hr. Roger Courage Matthisen.

Så når ministeren nu i dag faktisk kan stå og sige, at ministeren beklager, og at ministeren er ked af det, og kan anerkende, at vi menneskeligt har behov for netop at give den anerkendelse, hvorfor er det så, at staten ikke kan gøre det samme? Hvad er skillelinjen i forhold til andre stater, der kan gøre det? Jeg har ikke forstået ministerens og regeringens argumentation for, at det ikke er relevant og nødvendigt at give en undskyldning.

Værsgo, ministeren.

En undskyldning kommer ikke til at gøre det godt igen. En undskyldning kommer ikke til at kunne læge sårene. Og det er jo ganske svært for os med det samfund, vi har i dag, at forholde os til de beslutninger, som blev truffet for mange år siden. Grønlandseksperimentet fandt jo sted for rigtig mange år siden, og det er også derfor, jeg siger, at det er rigtig, rigtig beklageligt, og at det da gør en både ked af det og umådelig trist, at der har været sådan et grønlandseksperiment, og at det aldrig – aldrig! – skal forekomme igen.

Tak for det. Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak, og tak til ministeren for svaret. Der er nedslag i vores fælles historie, som ministeren også var inde på, som vi er nødt til at tale om, og som vi også er nødt til at forholde os mere aktivt til. Jeg mener, at der er meget mere på spil end et eksperiment, der fandt sted for mange, mange år siden. Det er vigtigt for Inuit Ataqatigiit at sige, at vi ikke ser os som ofre i forhold til det, som staten skulle have gjort. Vi mener, at Grønland i lige så høj grad skal være med til at tage et medansvar for de beslutninger, der er taget. Men vi mener også, at det her spreder sig som ringe i vandet, og det er ikke kun for de børn, som var en del af eksperimentet – og der er tre af dem, som stadig lever, og som er her i dag i salen – men også til deres familie, samfundet og relationen mellem Grønland og Danmark. Det er sådan set det budskab, som er vigtigt for os også at få med i den her debat.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren forholde sig til den kritik, for jeg synes, at det sætter tingene i et lidt andet perspektiv. Mange tak.

Værsgo.

Jeg er sådan set meget enig i, at det selvfølgelig har betydning for langt flere. Det har haft betydning for børnene, og det har selvfølgelig haft betydning for de pårørende. Men det har også haft betydning for hele den måde, som man dengang samarbejdede på – ingen tvivl om det. Det er jo også derfor, at vi er gået ind i det her og har sagt, at vi vil have den her historiske udredning. Det er lige præcis for at få belyst nuancerne i de beslutninger, der blev truffet, men det er også, for at man fremadrettet kan få det gode og solide forhold, der skal være mellem Danmark og Grønland. Det er også for meget tydeligt at sige, at det aldrig nogen sinde igen må være sådan, at der kan blive et eksperiment, hvor man først sender børn til Danmark og bagefter sender dem tilbage til et børnehjem i Nuuk. Det kan vi jo kun tage afstand fra.

Vi kan kun tage afstand fra de gerninger, der blev begået i fortiden, og så kan vi forsøge fremadrettet at sikre, at vi aldrig igen står i sådan en situation. Derfor er jeg sådan set enig i, at det handler om at stoppe de ringe i vandet.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. For os handler det sådan set om retten til et værdigt liv, og vi mener, at alle har ret til et værdigt liv. Og i og med at der også er nogle, der stadig lever i dag, mener jeg også, at det har rigtig stor betydning for deres liv den dag i dag. Jeg tænker meget på de ar, som de har fået som en del af eksperimentet, og som mange i det grønlandske samfund i virkeligheden også oplever bare i en anden grad, som vi kan være med til at hele. På min vagt vil jeg i hvert fald rigtig gerne være med til at sikre, at vi forsoner os og heler nogle af de ar, som der er, med henblik på at vi kan se fremad. Så jeg er ikke enig med ministeren i, at vi ikke kan gøre en forskel den dag i dag. Det tror jeg faktisk at vi kan og ikke kun for de børn, der var en del af eksperimentet, men i høj grad også i forholdet mellem Grønland og Danmark. Mange tak.

Ministeren.

Jeg mener godt, at det kan lade sig gøre både at forsone sig og hele både de sår, der har været, og arrene. Det kan også gøres uden at give den undskyldning, som jo er meget principielt. Det gælder ikke kun i forhold til grønlandseksperimentet. Det gælder jo også i forhold til andre typer af sager, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved, om Danmark burde undskylde. Der var f.eks. dengang, hvor man gav de hvide snit, og der er drengene fra Godhavn. Det har været sådan, at skiftende regeringer ikke har ment sig at være i stand til at påtage sig det her at give en undskyldning, men jeg er fuldstændig enig i, at vi selvfølgelig skal forsones og vi selvfølgelig skal sikre, at de ar bliver helet. Det er jo også en del af det, som den historiske udredning skal kigge på.

Så er det fru Aleqa Hammond.

I sin tid var eksperimentet jo en beslutning fra det danske Folketing. Det vil sige, det var herinde i salen, at den beslutning blev truffet. Og jeg synes, det ville være helt på sin plads, at det også var herinde i salen, at man erkendte, at det ikke var den rette beslutning, man havde truffet, og at man undskyldte.

Red Barnet var jo også en del af det og fuldførte også eksperimentet på vegne af beslutningstagerne. I 2015 undskyldte Red Barnet officielt og sagde, at det var en krænkelse og i strid med børnenes grundlæggende rettigheder.

Lever man i et samfund, hvor man respekterer børnenes grundlæggende rettigheder, og har man handlet forkert, ville jeg synes, det var helt naturligt, at man sagde undskyld. Hvad er det, der gør, at man ikke vil udføre den samme handling, som Red Barnet gjorde, på trods af at man var sammen om eksperimentet?

Værsgo.

Skiftende regeringer har principielt besluttet sig for, at man ikke kan undskylde, og jeg erkender fuldstændig, at det ikke var den rigtige beslutning, som fru Aleqa Hammond jo også siger. Det var ikke den rigtige beslutning at sende de grønlandske børn til Danmark, og det var heller ikke den rigtige beslutning at sende dem tilbage til børnehjemmet i Nuuk. Det har haft rigtig stor betydning, og jeg er også enig i, at det ikke kun gælder for de børn og for de pårørende, som der måtte have været. Det er også et spørgsmål om ringene i vandet.

Men skiftende regeringer af forskellig farve – både røde og blå regeringer – har altså sagt meget tydeligt, at det er rigtig vanskeligt at måle fortidens gerninger op imod nutiden. Og derfor står vi jo et helt andet sted, når det handler om børns rettigheder og menneskerettigheder.

Fru Aleqa Hammond for en bemærkning til. Værsgo.

Ministeren sagde, at en undskyldning ikke kan gøre det godt igen. Men de børn, der har været udsat for eksperimentet, altså de børn, der stadig væk lever i dag, siger alle sammen, at en undskyldning vil være altafgørende for den erkendelse, at der har været handlet ukorrekt. Og når de børn siger, at en undskyldning vil være altafgørende for, at de kan få et godt liv i den resterende tid, de har, hvordan kan det så være, at ministeren synes, at en undskyldning ikke kan gøre det godt igen? På hvilket grundlag siger ministeren det?

Værsgo.

Det forstår jeg fuldt ud, og det er også derfor, jeg indledte med at sige, at det her er et rigtig vanskeligt beslutningsforslag. Det er jo ikke nemt at gå herop og sige, at man ikke vil give en undskyldning. Men det er bare sådan, at skiftende regeringer jo har besluttet sig for, at man principielt ikke kan undskylde for handlinger begået i en fortid, som ligger så langt tilbage. Og som jeg nævnte før, gælder det jo både for det hvide snit – dengang man udførte de operationer – og også for andre sager. Det dansk-vestindiske forhold er et andet eksempel. Så det er bestemt ikke let at stå her i dag, men vi følger altså den kurs, som skiftende regeringer har sat.

Tak til ministeren. Så går vi videre til ordførerrækken, og det er fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. I 1951 blev 22 grønlandske børn i alderen 5-8 år fjernet fra deres familier i Grønland. Planen var, at de skulle sendes på et kortvarigt ophold i Danmark for under bedre sociale forhold at lære den danske kultur og det danske sprog og derefter vende hjem som rollemodeller. Det skulle være et led i moderniseringen af Grønland. Beslutningen blev truffet af Folketinget med tilslutning fra det grønlandske landsråd, og den blev bistået af Red Barnet og Røde Kors.

I realiteten slog eksperimentet fejl, og flere af børnene vendte aldrig hjem eller blev senere bortadopteret. I 2015 gav Red Barnet en officiel undskyldning til de 22 børn. Året efter, i januar 2016, fremsatte Socialdemokratiet selv et beslutningsforslag, hvor vi pålagde »regeringen at give en ... undskyldning ... til personer, der inden for social- og åndssvageforsorgens område er blevet vanrøgtet, og hvor staten ikke har levet op til sit ansvar i forhold til at varetage deres tarv« .

I bemærkningerne til beslutningsforslaget nævner vi Godhavnsdrengene, men også de 22 grønlandske børn. Beslutningsforslaget nævner ikke andre konkrete grupper, der skal undskyldes over for, men pålægger regeringen at gennemføre et udredningsarbejde, der skal afgrænse de personer, det drejer sig om. SF, Enhedslisten og Alternativet bakkede op om beslutningsforslaget, men samlet var der ikke flertal. De grønlandske partier deltog dengang ikke i debatten.

Siden 2016 har Socialdemokratiet i det parlamentariske arbejde gået efter helt at få ophævet forældelsesfristen for misbrugte børns civilretlige krav mod offentlige myndigheder, så børn, der har været udsat for overgreb på statens institutioner, kunne få oprejsning ved at anlægge erstatningssag mod den offentlige myndighed, der havde ansvaret for overgrebene.

I februar 2018, altså sidste år, gav arbejdet gevinst, for med lov nr. 140 af 28. februar 2018 blev forældelsesfristerne helt ophævet for erstatnings- og godtgørelseskrav mod forvaltningsmyndigheder for svigt i sager om overgreb mod børn. I praksis betyder det bl.a., at Godhavnsdrengene nu har fået procesbevilling til at føre deres erstatningssag i Højesteret. Landsretten havde inden lovændringen fundet, at Godhavnserstatningssagen var forældet.

Det bemærkes, at de 22 grønlandske børn ikke befinder sig i en sammenlignelig situation, da det er selve beslutningen om at tvangsfjerne dem og altså ikke deres ophold i danske familier og på danske institutioner, der betragtes som et overgreb. Det er uafklaret, om beslutningen om tvangsfjernelse kan udløse et erstatningskrav.

Tiden er nu inde til at give de 22 grønlandske børn en undskyldning for det svigt, som de var udsat for, også selv om det er mange år siden. Alle børnene har lidt under denne tvangsflytning til Danmark. Jeg ved, at mange er døde, men der er stadig børn fra dengang, som lever, og det er dem, men også de afdøde, som vi nu bør give en undskyldning for det, de var udsat for. Der er ingen tvivl om, at man dengang, tilbage i 1951, gjorde det i den bedste mening, men det viste sig, at der slet ikke var nogen som helst god mening i eksperimentet, og vi bør undskylde for den smerte og det afsavn, som de har lidt og stadig lider af.

Socialdemokratiet stemmer derfor for beslutningsforslaget fra IA, der udelukkende handler om en officiel undskyldning.

Tak for det. Så er det fru Aleqa Hammond.

Før Socialdemokratiet kom i regering, lovede de faktisk at komme med en officiel undskyldning, men da de kom i regering, udeblev i den undskyldning, og nu har Socialdemokratiet en anden holdning. Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvad er det, der gør, at Socialdemokratiet i dag støtter op om en officiel undskyldning og ikke gjorde det tidligere?

Værsgo.

Nu er det svært for mig at vide, hvad der er sket i fortiden, men man har jo i politik heldigvis lov til at ændre mening, fordi man bliver klogere. Og vi er blevet klogere på den her sag og har derfor besluttet, og det gjorde vi allerede tilbage i 2016, da vi fremsatte beslutningsforslaget, at vi bør give en undskyldning til de 22 grønlandske børn.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Jeg synes, at det er positivt, at man har mulighed for at blive klogere. Nu står vi over for et valg, og hvis det nu er Socialdemokratiet, der kommer til at sidde i spidsen for en regering efter et valg, vil man så give en officiel undskyldning til de børn, der var en del af eksperimentet?

Værsgo, ordføreren.

Det tror jeg faktisk godt at jeg kan stå og love her. For dengang vi kom med beslutningsforslaget i 2016, var det bl.a. fru Mette Frederiksen, der stod bag beslutningsforslaget, og det er jeg helt sikker på at fru Mette Frederiksen ikke har glemt. Så jeg er sikker på, at der kommer en officiel undskyldning.

Tak for det, og tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for det. Der er ikke noget godt at sige om grønlandseksperimentet, og derfor er det også godt, at vi får debatten, og det er også vigtigt, at vi har debatten, både om fortiden, men sandelig også om nutiden, og hvad der sker nu. Vi skal altid lære af fortiden, så vi ikke kommer til at gentage de dårlige beslutninger, der bliver taget. Man kan bare ikke se på, hvad der er sket i fortiden, med nutidens øjne, fordi vi heldigvis er blevet klogere, og den beslutning, der blev taget dengang, ville vi aldrig have taget set med nutidens briller.

Som ministeren har gjort rede for, er det en helt principiel beslutning, som regeringen har taget, og det er også regeringen, der skal give en officiel undskyldning, og det blander vi os sådan set ikke i fra Dansk Folkepartis side. Det kan selvfølgelig ikke bortforklare, at man har lidt og fået ødelagt sin barndom, og at det har sat spor i ens familie, og at mange mennesker er berørt af det her. Men fordi det er et regeringsanliggende, vælger vi fra Dansk Folkepartis side ikke at støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, og så er det hr. Marcus Knuth, Venstre.

Tak, formand. Beslutningsforslaget her handler som sagt om, at regeringen skal give en officiel undskyldning til de 22 grønlandske børn, der i 1951 blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark som en del af det såkaldte grønlandseksperiment. Jeg vil gerne understrege, at Venstre har enorm sympati med forslagsstilleren, og jeg er glad for, at vi kan tage den her debat, fordi jeg ved, at det betyder utrolig meget.

Emnet er en trist del af vores fælles historie, som ikke kun har påvirket børnene, men også deres familier. Heldigvis har tiden ændret sig, og i dag er det fuldstændig utænkeligt, at en sådan sag ville kunne finde sted. Vores nuværende syn på familiens betydning og børns rettigheder er et udtryk for en heldigvis nutidig og moderne tankegang i vores samfund. Derfor er forløbet også utilgiveligt, og det er et svigt set med vores øjne i dag i 2019. Men vi skal huske på, at både Danmark og Grønland, da man igangsatte forløbet, gjorde det med positive intentioner. Som ministeren var inde på, var det med støtte fra Red Barnet, og jeg er sikker på, at Red Barnet dengang havde lige så gode intentioner, som de har i dag. Det samme gælder Røde Kors, og det samme gælder Grønlands Landsråd. Men slutresultatet for de berørte børn og deres familier er som sagt trist og utilgiveligt.

Samtidig var det en kompleks proces, og derfor er jeg glad for, at statsministeren sammen med Kim Kielsen i samarbejde med naalakkersuisut har igangsat en historisk udredning af sagen, og jeg tror, det er vigtigt, at man respekterer den proces. Udredningen handler om at få belyst nuancerne i de beslutninger, der blev truffet, de menneskelige konsekvenser samt den historiske kontekst for beslutningen, og derfor mener vi, at Folketinget bør vente på den udredning, før vi træffer en endelig beslutning.

Venstre har som sagt enorm sympati for forslagsstilleren, og jeg er glad for, at vi når at behandle det her emne i den her samling. Men den fælles udredning, som vi har besluttet os for, er vigtig for forholdene internt i rigsfællesskabet, og derfor mener vi, at vi bør vente på den udredning. Derfor støtter Venstre ikke beslutningsforslaget, og jeg skal sige fra Det Konservative Folkeparti, at de deler vores syn.

Tak. Der er et par korte bemærkninger. Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Også tak til ordføreren. Det er jo en følsom debat, og man kan også mærke, at følelserne måske er lidt mere uden på tøjet, end når vi drøfter lovforslag sådan generelt. Jeg synes jo, det er interessant, når ordføreren siger, at man vil tage stilling til, hvad man vil gøre, når udredningen ligesom er på plads. Skal man tolke det, som at man fra Venstre kunne være med til at stå i spidsen i forhold til at sikre en officiel undskyldning på sigt? Er det noget, som Venstre er åben over for, eller er det noget, som er totalt udelukket?

Værsgo.

Jeg vil ikke udelukke noget her fra talerstolen. Jeg vil dog samtidig slå fast, at det er vigtigt, at vi venter på den udredning, for som jeg siger, og det tror jeg alle ordførerne har været inde over, var den proces, der har været, den proces, der var i 1951, meget, meget kompleks. Der var mange forskellige aktører inde over, som gjorde det her, som jeg i hvert fald forstår det, ud fra god vilje. Så derfor tror jeg, det er vigtigt at vente på udredningen, inden man begynder at drage konklusioner om, hvad man eventuelt skal gøre efter en udredning.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. På mange måder kan man sige, at det her er vores fælles historie, der bliver menneskeliggjort, altså, det er nogle mennesker, der er med til at fortælle den fælles historie, og på den måde har det også en betydning for relationen mellem Grønland og Danmark. Derfor håber jeg også, at det er udtryk for, at man er åben over for at agere anderledes fremadrettet i forhold til at sikre en, hvad skal jeg sige, tættere relation mellem Grønland og Danmark, hvor man forsoner det, der er svært at snakke om, med henblik på at man kan se fremad sammen og måske opnå et mere ligeværdigt partnerskab med hinanden.

Værsgo.

Jeg er helt enig i, at forsoning her er det centrale ord, for det, der skete, var helt forkert, alle her i Folketingssalen i dag er jo enige i, at forsoning af hensyn til familierne og af hensyn til de berørte er det vigtige. Men jeg tror også, det er vigtigt samtidig at have respekt for den fælles beslutning, som Danmark og Grønland nu engang har taget, om at lave en grundig redegørelse af det her, og jeg er ret sikker på, at det ikke er sidste gang, vi får lov til at debattere det her emne i Folketingssalen. Vi har debatteret det tidligere – det kunne jeg også forstå på Socialdemokratiet – inden jeg selv kom i Folketinget, og derfor tror jeg, at det er vigtigt at tage tiden og så afvente resultatet af den redegørelse. Men forsoning er det centrale ord her, og det er jeg helt sikker på at vi alle sammen er enige i.

Så er det fru Aleqa Hammond. Værsgo.

En undskyldning kan ikke gøre det godt igen, sagde ministeren tidligere. Men de folk, som har været berørt af grønlandseksperimentet, siger netop selv, at en undskyldning er altafgørende for at komme videre med livet som individer. Så jeg tror, at det også er den individuelle side af historien om eksperimentet, som har en meget stor betydning, og ikke bare en historisk udredning.

Tror ordføreren ikke, at det vil være vigtigt at se lidt mere nuanceret på tingene og sige, at det er den individuelle side, som har stor betydning, og at en personlig undskyldning har stor betydning for dem og er noget, man skal se alvorligt på, samtidig med at man synes, at det også er vigtigt, at begge lande tager en historisk udredning for at finde en fælles platform til at kunne komme videre med? Hvordan ser Venstres ordfører på den individuelle side af den personlige undskyldning over for disse personer? Hvad siger Venstre til det?

Værsgo.

Jeg tror som sagt, at ordet forsoning er det helt centrale her, og det gælder både de pårørende, børnene selv og deres familier, men også forholdet mellem Danmark og Grønland. Ordføreren har jo helt ret i, at beslutningen blev taget her i Folketinget. Men det her Folketing har desværre – det tror jeg gælder for alle parlamenter – taget forkerte beslutninger igennem tiderne. Og der tror jeg det er vigtigt at anerkende, at man har taget forkerte beslutninger. Men jeg tror også, det er vigtigt, at man – inden man decideret siger undskyld – har et fuldstændig klart billede af, hvad der egentlig er sket, og om det er noget, som reelt kræver en undskyldning, eller om det vigtigste er at sige: Det var en fejl, det var utilgiveligt, hvad kan vi gøre fremadrettet? Det tror jeg er det vigtige.

Tak. Så er det fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet.

Tak. Ordføreren taler om en udredning. Er den udredning sat i værk? Og hvornår forventer man den er færdig?

Værsgo.

Jeg ved, at statsministeren i aftale med Kim Kielsen har igangsat en historisk udredning. Jeg har ikke nogen dato for, hvornår den foreligger, så jeg må desværre vende tilbage med svaret.

Tak. Der er ikke flere kommentarer. Det ser ikke ud, som om der er nogen fra Enhedslisten. Så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. I dag ved vi, at eksperimentet med de grønlandske børns langvarige ophold i Danmark i midten af 1950'erne for efterfølgende at kunne vende hjem som mønsterelever i den tosprogede skole i Grønland var en fejl. Det var uværdigt, og det var dumt. Det kunne man ikke vide dengang, hvor intentionerne udelukkende var gode fra både danske og grønlandske myndigheders side – og som nævnt også hos Red Barnet og Røde Kors, som deltog i eksperimenterne.

Vi ved i dag på grund af de dårlige og ulykkelige erfaringer med de grønlandske børn, som selvfølgelig gør et stort indtryk på os alle sammen, at det var en fejl, og vi ved, at det var en rigtig dårlig og dum beslutning, men det er ikke en beslutning, vi kan ændre. Det, vi kan gøre, er at tage ved lære af fortiden. Og derfor mener jeg også, at den undersøgelse er den rette bearbejdning af fortidens fejltrin og dumheder, ved at vi betragter det, som skete, i den rette kontekst og i det rette historiske lys.

Liberal Alliances holdning er den samme i denne sag, som den har været i andre tilsvarende sager. Den er principiel. Vi mener ikke, at staten skal undskylde for historiske uretfærdigheder. Så når Liberal Alliance ikke støtter det her forslag, er det, fordi vi har en principiel holdning til spørgsmålet om statslige undskyldninger. Vi mener, at det rigtige sted at placere skyldsspørgsmål er ved domstolene. Desværre er der jo ikke sket noget ulovligt i den her sag. Der er sket noget forkert, vi begik en fejl, og det kan vi se nu i det lys, vi står i i dag. Og det er beklageligt, især for børnene, men vi kan ikke ændre det nu. Vi kan kun sikre, at det aldrig sker igen.

Så Liberal Alliance støtter ikke forslaget. Men selvfølgelig har vi det – helt på linje med alle andre ordførere – skidt med den beslutning, som blev truffet.

Tak. Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Et afklarende spørgsmål: Mener Liberal Alliance så, at det er den rette vej at gå, at børnene, som var en del af eksperimentet i sin tid, skal prøve den her sag ved domstolene og måske anlægge en sag mod den danske stat frem for at få en officiel undskyldning her fra Folketinget?

Værsgo.

Liberal Alliance mener helt principielt, at skyldsspørgsmål skal afklares ved domstolene. Det, der er særligt i den her sag i forhold til eksempelvis sagen med Godhavnsdrengene, er jo, at det, der blev begået på det her tidspunkt, ikke er ulovligt. Det, der er udfordringen, er, at selv hvis de kunne tage sagen til domstolene, er det ikke sikkert, at de ville stå anderledes. Og det er ulykkeligt.

Tak. Der er ikke flere bemærkninger. Så har vi hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet.

Tak for det, formand. Jeg beklager, at jeg står med en snue her.

I dag behandler vi B 93, forslag til folketingsbeslutning om at give en officiel undskyldning til de 22 grønlandske børn, der var en del af grønlandseksperimentet i 1951. Den danske stat har tvangsfjernet børn. Det er en krænkelse af deres rettigheder. Det er uomtvisteligt; et faktum. Canada gav en undskyldning i 2008 til landets inuitter, der blev tvangsfjernet og sendt på statslige kristne kostskoler, og Australien har også givet en officiel undskyldning til landets oprindelige befolkning, som blev tvangsfjernet fra deres familier og anbragt hos hvide familier som en del af den assimilation, der har været et tankesæt hos alle de gamle kolonimagter.

Og det er med stor ydmyghed, jeg står her i dag. For det første fordi grønlandseksperimentet har haft store konsekvenser for de berørte børn og for Grønland som land. For det andet fordi der er tre af de nulevende børn til stede her i dag. Og for det tredje – jeg havde faktisk svært ved at holde tårerne tilbage, da jeg stod og talte med dem tidligere, og det havde jeg, fordi hver gang vi tager de her emner op, og det er vigtigt, at vi gør det – så er vi også med til at genudsætte ofrene og deres krop og deres sjæl for de traumer, som de engang har været udsat for.

Når jeg så skal stå og høre på, at vi fra statsligt hold nægter at tage ansvar for de her historiske fejl og overgreb, nemlig at tage det ansvar, der hedder undskyld som oplæg til en forsoning, så sårer det mig dybt, og jeg bliver fyldt med afmagt og vrede – naturligvis og især på grund af de børn, der er til stede i dag, som nu er voksne, men som har levet med konsekvenserne hele deres liv.

I 2017 kom Institut for Menneskerettigheder med en rapport, der viser den omfattende diskrimination, som grønlændere stadig oplever i dagens Danmark, og som er en del af vores postkoloniale omstændigheder. Så nej, kolonitiden er ikke slut. Og nej, man kan ikke have en forsoning uden at sige undskyld. Er der mon nogle af os, der lever i et parforhold, som mener, at hvis vi har gjort noget forkert, så kan vi komme videre uden at sige undskyld? Kan man så bare sige: Jamen nu er der gået så lang tid, at det ikke er relevant længere? Det er der jo heller ikke nogen der vil købe i noget parforhold.

Og det er så tit, at jeg oplever danske politikere tale om rigsfællesskabet som broderligt, søsterligt, familiært – men når det kommer til at anerkende de menneskelige omkostninger, der har været, ved at vi har været en kolonimagt, så kan man ikke tage det ene ord i sin mund. Det er der mange andre stater, der har gjort, og jeg synes, det er skammeligt, at vi ikke kan finde ud af at gøre det i Danmark

Så på vegne af Alternativet og vores mandater i Folketinget vil vi gerne sige undskyld, og vi vil arbejde for, at det også bliver anerkendt fra den danske stat. Undskyld! Det var ordene.

Fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Ordføreren siger i sin ordførertale, at den danske stat har tvangsfjernet børn, og at man derved har krænket deres menneskerettigheder. Bare lige for at få det på plads: Vi tvangsfjerner jo også børn i dag – er det så også en krænkelse af de børns menneskerettigheder?

Værsgo.

I 2015 gav Red Barnet en officiel undskyldning til de 22 børn, der var en del af eksperimentet, og Red Barnet meddelte, at tvangsflytningen var en krænkelse og i strid med børnenes grundlæggende rettigheder. I dag vurderes hændelsen som værende ude af trit med både FN's børnekonvention og FN's deklaration om oprindelige folks rettigheder.

Fru Pernille Bendixen.

Men ordføreren svarer ikke på mit spørgsmål. Vi tvangsfjerner også børn i dag. Er det også en krænkelse af deres menneskerettigheder?

Værsgo.

Det kommer jo an på, under hvilke omstændigheder det bliver gjort.

Tak. Så er der ikke flere kommentarer. Der er ikke nogen ordfører for Det Radikale Venstre. Værsgo til hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Det er jo på alle måder en tragisk sag, vi behandler i Folketinget i dag, for det handler om omsorgssvigt af den værste slags. Kolonitiden kaster stadig så mange år efter mørke skygger ind over os og selvfølgelig især ind over de mennesker, der er direkte berørt af det.

SF – og her taler jeg også på vegne af Det Radikale Venstre – støtter beslutningsforslaget. Vi støtter, at der bliver givet en undskyldning fra Danmark til de 22 børn. De 22 grønlandske børn i eksperimentet fra 1951 skal have en undskyldning fra de ansvarlige, og det vil så sige i det omfang, vi har med det at gøre, fra danske politikere. Men vi synes også, at hvis det skal give mening, skal det omfatte en undskyldning fra tilsvarende grønlandske politikere. Ansvaret er fælles for begge lande. Beslutningen blev taget formelt i Folketinget, og derfor står det nuværende Folketing på skuldrene af de beslutninger, som tidligere Folketing har taget, og derfor skal undskyldningen komme fra os. Men vi opfordrer til, at der tilsvarende bliver givet en undskyldning fra det grønlandske Inatsisartut, som jo på tilsvarende måde står på skuldrene af det grønlandske Landsting, som var en del af de her beslutninger. Vi skal ikke vente på, at man beslutter sig for det i Grønland, men for os giver det mening, at det er en fælles undskyldning fra de mennesker, der er ansvarlige for det, og det må være fra politikere i Danmark og i Grønland.

Til gengæld skal undskyldningen være uforbeholden. Og vi synes, det kunne være en god start, at vi starter med at vedtage det beslutningsforslag, som IA har fremsat. Vi kan også håbe på, at det bliver et resultat af det fælles udredningsarbejde, som er i gang. Og det er jo ikke, fordi det på nogen måde kan rette op på de svigt, som børnene er blevet udsat for, men det kan da forhåbentlig lindre bare en anelse.

Tak for det. Der er ikke nogen bemærkninger til hr. Karsten Hønge. Så er det fru Aleqa Hammond. Værsgo. Og så er det bagefter ordføreren for forslagsstillerne, fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak. Det beslutningsforslag, vi behandler her i dag, handler om en undskyldning til de 22 grønlandske børn, der blev fjernet fra deres familier og sendt til opdragelse i Danmark i begyndelsen af 1950'erne. Det er børn, der siden blev voksne med ar på sjælen, flere mistede deres sprog, deres hjemland og deres familier. Historien er beskrevet i bøger og film. Det er et af rigsfællesskabets sorte kapitler, hvor danske myndigheder har forbrudt sig mod nogle børn. Det er på rette tid, at vi får denne debat. Det var en beslutning truffet i det danske Folketing med tilslutning fra det grønlandske landsråd, og eksperimentet blev bistået af Red Barnet og Røde Kors. Formålet var at omdanne de pågældende børn til rollemodeller i det grønlandske samfund som led i en modernisering af Grønland.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, var sidste måned i Nunavut for på den canadiske regerings vegne at undskylde, at Canada for årtiers tid siden havde fjernet børn fra inuitfamilier og sendt dem på kostskoler. England undskyldte allerede i 2010 over for de børn, der blev flyttet fra de britiske besiddelser mellem 1950'erne og 1960'erne. Australien undskyldte i 2008 over for de oprindelige folks børn, som i 1960'erne blev tvunget ind i institutioner og hvide familier. Canada undskyldte også i 2008 over for de 150.000 børn fra oprindelige folks familier, der blev sendt på opdragelse i hvide skoler sydpå – og altså igen specifikt til inuitbefolkningen i år. Senest har den belgiske regeringsleder, Charles Michel, nemlig i starten af denne måned, formelt undskyldt for den belgiske stats kidnapning af børn under kolonitiden.

Men hvad er det, der gør, at en lang række gamle kolonimagter sagtens kan sige undskyld for deres tidligere ugerninger i kolonierne, mens den erkendelse ikke er nået til Danmark? Hvad er det, der får Danmark til principielt – som det bliver sagt – at nægte at give den undskyldning, som ellers ville hjælpe til at forsone begge sider med deres fortid?

I 2019 gav Red Barnet en officiel undskyldning til de 22 børn, der var en del af eksperimentet. Organisationen meddelte, at tvangsflytning af de grønlandske børn var en krænkelse og i strid med børnenes grundlæggende rettigheder. I dag vurderes hændelsen som værende ude af trit med både FN's børnekonvention og FN's deklaration for oprindelige folks rettigheder, som senere er kommet til, og som Danmark også har ratificeret.

Før Socialdemokratiet sidst kom i regering, lovede de faktisk at komme med en undskyldning, når de fik magten, men den udeblev. Den principielle undskyldning fra regeringens side udeblev. Ifølge rygter har vi hørt, at det var Kammeradvokaten, der havde sagt, at det måtte de ikke sige, for man frygtede erstatningssager, og man frygtede, at der ville komme større sager ud af det. Så bøjede man sig og svigtede også dette løfte. Men forhåbentlig ser det nu anderledes ud, sådan som vi kunne høre på Socialdemokratiets ordfører i dag, hvis de kommer i regering efter næste valg.

Man fristes til at spørge Danmark: Hvor småt kan det blive? Der er ingen, der har luftet erstatningskrav blandt de få, der endnu lever, fra de danske tvangsflytninger af børnene fra Grønland. Og selv hvis de havde, ville det aldrig have kostet meget mere end måske en halv omfartsvej i Mariager. Stort set alle de omtalte lande, der har sagt undskyld, har endda helt frivilligt fulgt den op med at afsætte midler til at støtte de ramte familier og deres børn, men i Danmark frygter man i stedet et ikkeeksisterende erstatningskrav så meget, at man nægter at sige undskyld, på trods af at de sidste tilbagelevendes dybe bøn om netop det.

Naalakkersuisuts formand, Kim Kielsens, og statsminister Lars Løkke Rasmussens aftale om en historisk udredning tidligere på året er et kompromis, som har sikret en fælles platform mellem regeringerne i Grønland og Danmark. Det er et skridt i den rigtige retning, for det er rigtigt, at vi begge har et medansvar, ligesom debatten om dette beslutningsforslag er et skridt i den rigtige retning. Selv om resultatet af beslutningsforslaget er forudsigeligt, stemmer vi for beslutningsforslaget. Jeg håber, at den historiske udredning bliver færdiggjort snarest og som planlagt og inden for en overskuelig tidshorisont. Grønland og Danmark skal videre, Grønland og Danmark skal tage medansvar og komme med en officiel undskyldning. Jeg håber, at det er blandt de sidste skridt i erkendelsen af, at en officiel dansk undskyldning er på sin plads. Tak.

Tak. Fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for det. Tak for ordførertalen. Jeg fik indtryk af, at ordføreren fik fremmanet et billede af, at Danmark var sådan lidt den store onde kolonimagt, der har tvunget Grønland ud i noget, og jeg vil bare gerne have ordføreren til at bekræfte, at Grønland jo selv ville det her, at Grønland pressede på for at få det her igennem, altså at det ikke alene var en beslutning her, det kan godt være, den blev taget her i Folketinget, men det var også noget, Grønland selv gerne ville.

Værsgo.

Jeg har ikke på nogen måde sagt, at Danmark er den store onde kolonimagt. Jeg sagde det, jeg sagde. Jeg sagde, at man traf en beslutning her i Folketinget. Man traf en beslutning i det danske Folketing med tilslutning fra Grønland, og eksperimentet blev fuldført. I den her sammenhæng er det ikke et spørgsmål om, at vi skal finde en bussemand. Det her er et spørgsmål om, at man tager en principiel holdning om at give en principiel undskyldning for, at det var den forkerte beslutning, man havde truffet, og at man har gjort mennesker fortræd.

Fru Pernille Bendixen.

Tak for præciseringen. Når det nu er så magtpåliggende med den her officielle undskyldning, hvorfor er det så, at Grønland ikke selv har været ude at sige undskyld?

Værsgo.

Grønland har taget et initiativ og rettede henvendelse til statsministeren, vores formand for naalakkersuisut rettede henvendelse til statsministeren om en mulig undskyldning, man har snakket sammen, helt nøjagtigt hvad de sagde, ved vi jo ikke. Men man er kommet til den erkendelse fra begge parters side, at vi laver en historisk udredning. Jeg tror, at den her historie har to sider. Den ene side omhandler den personlige side for det enkelte barn, der har været udsat for dette eksperiment, og de konsekvenser, det har bragt med sig. Den personlige, individuelle undskyldning over for disse mennesker er altafgørende for, at de kan få et godt liv fremover. Det er den ene side. Den anden side omhandler det historiske ansvar. Det skal også placeres både i forhold til Danmark, men også i forhold til Grønland. Vi har ikke på nogen måde sagt, at vi ikke har del i det her. Landsrådet har været inde over det og har bakket op omkring tanken. Men det er utrolig vigtigt, for beslutningen blev truffet her, at man også kommer med en undskyldning herfra.

Tak. Så er det fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet.

Tak. Hvis vi i dag kunne skaffe 90 medlemmer, der kunne stemme for dette beslutningsforslag, så kunne vi jo pålægge regeringen at give den undskyldning. Det samme vil jo også være tilfældet efter et valg med en eventuel socialdemokratisk ledet regering, for der skal der også skaffes 90 medlemmer. Det skal vi bare lige være sikre på at vi er enige om.

Jeg vil gerne lige høre lidt mere om, hvordan det er, man arbejder med det i naalakkersuisut. Det er ikke så meget aftalen mellem Kim Kielsen og statsministeren, den har vi hørt omtalt, men hvordan arbejder man med den her sag hjemme i Grønland?

Værsgo.

Jeg kan sige, at jeg aldrig har hørt om nogen personer i Grønland, som ikke er enige i, at der skal komme en officiel undskyldning til disse børn. Alle bakker op omkring det her. Men for Inatsisartuts vedkommende kan jeg sige så meget, da jeg også sidder i Inatsisartut, at vi bakker op omkring den fælles historiske udredning. Den debat, der har kørt i medierne, efter at den aftale blev indgået, handler om en meget kompleks sag. Det er også en sag, som har stor principiel betydning for den danske regering, men hvordan man kommer ud af den her sag, tror jeg heller ikke bliver helt nemt. Men jeg tror, at man, efter at der er lavet en historisk udredning, også kan komme frem til at komme med en historisk undskyldning. Jeg tror, det vil være ad den vej, Grønland også ønsker det vil ende.

Fru Karin Gaardsted.

Har Inatsisartut taget initiativ til at give en undskyldning?

Værsgo.

Inatsisartut har ikke behandlet den sag, Inatsisartut er ikke kommet med et beslutningsforslag, et samlet Inatsisartut bakker op omkring en historisk udredning.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Allerførst vil jeg sige tak til ordførerne for de forskellige partier. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke kan få et flertal. Det virker, som om vi måske er lidt tættere på, end man har været tidligere. Men det er sådan, det ser ud. Vi har fremsat det her beslutningsforslag om en officiel statslig undskyldning til de 22 børn, som i 1951 blev tvangsfjernet fra deres familier og sendt til Danmark som led i et socialt eksperiment. Mange kom ikke tilbage til deres familier, og mange af dem fik aldrig helt den relation, som i hvert fald mange af os andre har, til deres familier.

Vi har fremsat det her beslutningsforslag af flere særlige årsager, for der er nedslag i vores historie, som kræver en særlig opmærksomhed – vores fælles historie mellem Grønland og Danmark. Det er vi nødt til at italesætte, for at vi kan se fremad. Det her er et af de afgørende nedslag, som der er. For ønsker vi udvikling i det grønlandske samfund, så er der også behov for forsoning. Der er behov for anerkendelse af disse uretfærdigheder.

Jeg er ikke i tvivl om, at en officiel undskyldning fra staten og fra Naalakkersuisut vil have en stor betydning, ikke kun for de børn, som var en del af eksperimentet. Som jeg nævnte tidligere, er det som ringe i vandet i forhold til deres familier, men også i forhold til samfundet og i relationen mellem Grønland og Danmark. Ønsker vi udvikling, er det også vigtigt, at alle kan tage del i den udvikling. Børnene, som var en del af eksperimentet, har levet et langt liv med de ar, som de involverede myndigheder pådrog dem. Nu er det på tide, at de ar bliver helet, så alle kan se fremad.

Inuit Ataqatigiit har ikke fremsat beslutningsforslaget for, at grønlændere skal fremstå som ofre for den danske stat her mange år efter, men vi fremsætter det, fordi vi mener, at alle fortjener en retfærdig behandling. Alle har ret til værdighed i forhold til den behandling, der både har været i Grønland og i Danmark.

I Grønland har vi selv været med til at træffe beslutningen, og udredningen kommer jo højst sandsynligt også til at vise dette, og derfor vil vi også følge den her sag til dørs, også i Grønland. For menneskerettigheder og loven bør være lige for os alle, og den retfærdighed og den værdighed og den respekt bør vi give til de børn, som var en del af eksperimentet. Og fra Inuit Ataqatigiits side vil vi i hvert fald udtrykke, at vi gerne vil være med til at give den her undskyldning, og at vi gerne vil være med til at give den retfærdighed og den værdighed, som vi synes I også fortjener.

Eksperimentet skete, før jeg blev født, men vi er også mange, som står på skuldrene af de ældre generationer i Grønland. Der er mange af os – nu er jeg ikke helt ung mere – som nyder godt af de mange privilegier og de mange kampe, som er kæmpet, før vi blev født. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi viser den respekt for de ældre generationer, og at vi viser den respekt i forhold til at sikre, at alle kan tage del i udviklingen af det grønlandske samfund, både de ældre generationer og de yngre generationer.

Men vi mener også fra Inuit Ataqatigiits side, at det her sådan set trækker tråde op til i dag, for man kan sige, at bag ved det her sociale eksperiment var der også en holdning om, at det at være dansk var bedre end det at være grønlandsk. Og man har måske på mange måder trukket sådan en samfundsmodel ned over hovedet på et samfund: Nu skal I være danske. Og det var jo ikke kun noget, der skete i eksperimentet, men det var jo sådan set også noget, der skete i det grønlandske samfund. Derfor mener jeg også, at der er meget på spil rent politisk i forhold til at sikre, at man arbejder hen imod et mere ligeværdigt partnerskab, et mere ligeværdigt samarbejde imellem Grønland og Danmark, hvor vi grønlændere også bliver anerkendt for det, vi kan, og hvor man på lige fod går fra det her måske storebror-lillebror-forhold til et mere ligeværdigt samarbejde og et mere ligeværdigt partnerskab mellem Grønland og Danmark. Så på den måde, både politisk, men også rent menneskeligt, er der meget mere på spil, når vi behandler det her beslutningsforslag.

Det afgørende for Inuit Ataqatigiit har været, at der er tale om nulevende personer, som har levet et langt liv med de her ar, og hvor vi herinde i Folketinget kan være med til at gøre en afgørende forskel i deres liv, i deres families liv, i forhold til at erkende, at den smerte, som de er blevet forvoldt, vil vi gerne være med til at hele, og vi vil gerne være med til, at vi alle sammen kan se fremad.

3 af de 22 børn, som var en del af eksperimentet, og som i dag er blevet voksne, sidder og lytter med i dag. Helene Thiesen og store Kristine og lille Kristine sidder med, og det er jeg rigtig glad for de gør. De har efterhånden levet et helt liv fyldt med sorg, hvor både familierelationer, identitet og sprog er blevet ødelagt for dem som børn.

Jeg synes, det er vigtigt. De ar, som de lever med i dag, kan vi være med til at gøre noget ved. Vi kan være med til at forsone, ikke kun på et menneskeligt plan, men også på et politisk plan, mellem Grønland og Danmark. Det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag.

Det sociale eksperiment blev udført i den bedste mening, og det er jo også titlen på en af de bøger, som beskriver hele forløbet. Og udtrykket den bedste mening får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen den dag i dag. For hvis man begår et overgreb på et barn med den bedste intention, gør det det så godt nok, at man har gjort det i den bedste mening eller med den bedste intention? Nej, det mener jeg ikke. Og mantraet i dag har jo været, at vi er blevet klogere, og at vi ved mere i dag. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at vi er så tæt på målet i forhold til at sikre en officiel undskyldning. Jeg er ikke i tvivl om, at noget, som måske kan virke meget symbolsk, vil være noget, som vil berøre os alle sammen, både på et menneskeligt plan, men i høj grad også i forhold til en samfundsudvikling og et bedre samarbejde mellem Grønland og Danmark.

Vi fremsatte det her beslutningsforslag i håb om, at den danske regering vil tage ansvar for de triste historiske begivenheder, som det sociale eksperiment var. Og vi havde håbet på, at regeringen vil være med til at lette livet for de berørte personer og deres familier, men også for det grønlandske samfund, herunder de tre, som sidder her i Folketingssalen i dag.

Undskyld, lige et øjeblik! Jeg ville have ventet til bagefter, men det er ikke god kutyme at drage tilhørerne ind i debatten her i salen. Så undlad venligst det. Det var, fordi det var anden gang, det skete.

De børn, som var en del af eksperimentet, fortjener, at vi viser dem den respekt. De fortjener, at vi sikrer dem den værdighed. Og Inuit Ataqatigiit er selvfølgelig ærgerlig over, at der ikke kunne være et flertal for beslutningsforslaget, men vi vil følge sagen til dørs, også efter et valg. Vi håber, at der på tværs af de politiske fløje her i Folketinget vil være en opbakning også fremadrettet. Man kan sige, at tiden er en anden i dag. Vi ser jo rundtomkring i verden, hvilket også har været en del af debatten i dag, at der er flere og flere lande, som erkender ting, som er sket i historien. Det gør man jo af en grund, nemlig fordi det er med til at forsone, og det er med til at hele de relationer, som der er.

Med de ord vil vi sige mange tak for debatten, og mange tak for de ord, der er blevet sagt. Qujanaq.

Tak for det. Så er der en bemærkning fra hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Først vil jeg sige tak for beslutningsforslaget, som sagt vil SF stemme for. Jeg kunne godt tænke mig lige at spørge ind til en enkelt passage i fru Aaja Chemnitz Larsens tale. Det er der, hvor fru Aaja Chemnitz Larsen kommer ind på, at det er et fælles ansvar for Grønland og Danmark. Hvilke initiativer forventer IA at tage, for at der tilsvarende vil blive afleveret en officiel undskyldning fra Grønlands side til de grønlandske børn?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Allerførst vil jeg sige, at jeg synes, det er positivt, at statsministeren og formanden for naalakkersuisut har drøftet det her spørgsmål på et rigsmøde. Det siger jo også noget om, at det har en vis vægtning. Så er jeg jo lidt ked af, at det kun er en udredning, man så er nået frem til. Men vi vil gerne gøre vores, også i forhold til at følge op på den her sag i Inatsisartut. Hvordan det lige præcis skal gøres, må jeg jo drøfte med mine kollegaer i Grønland.

Tak for det.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Grønlandsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.