Det næste punkt på dagsordenen er:

21) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 91:

Forslag til folketingsbeslutning om offentliggørelse af fotos og videoer fra overvågningskameraer.

Af Peter Kofod (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.02.2019).

Vi åbner forhandlingen, og det gør vi med justitsministeren. Værsgo.

Tak for det. Med beslutningsforslaget pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag om ændring af databeskyttelsesloven, der muliggør, at private kan offentliggøre fotos og videoer fra private overvågningskameraer i forbindelse med indbrud eller tyveri. Ifølge forslagsstillerne er det kun de fotos og videoer, der er vedlagt politianmeldelsen til politiet, der må offentliggøres.

Jeg vil gerne begynde med at sige, at kriminalitet jo ikke kan accepteres, og at det heller aldrig er rimeligt at blive udsat for kriminalitet. Det gælder alle typer af kriminalitet og naturligvis også indbrud og tyveri. Netop derfor har jeg i november sidste år lanceret udspillet »Tryghed for butiksejere«. Formålet med udspillet er at sætte hårdt ind over for butikstyveri med syv konkrete initiativer, så erhvervsdrivende får gode rammevilkår for at drive butik. Det betyder bl.a., at områder, der er særlig ramt af butikstyveri, skal have en målrettet og styrket politiindsats, og at vi skal styrke informationen til butikkerne, så de ved, hvor og hvordan der må opsættes overvågning. Derudover sætter vi hårdt ind over for udenlandske tyvebander, der kommer til Danmark for at begå ulovligheder.

Samtidig vedtog vi her i Folketinget sidste år en ændring af lov om tv-overvågning, der gør det muligt for erhvervsdrivende at dele overvågningsbilleder under en række betingelser i et internt it-system. Og herudover har vi i december 2017 i Folketinget skærpet straffen for indbrudstyveri. Det gjorde vi ved at indsætte en selvstændig bestemmelse om indbrud i straffeloven, hvorefter indbrudstyveri straffes med op til 1½ års fængsel, og straffen kan stige til fængsel i op til 6 år, hvis indbruddet er af særlig grov beskaffenhed.

Det er voldsomt krænkende at blive udsat for indbrud eller tyveri, men vi kan altså ikke indrette os sådan, at man selv kan dele overvågningsbilleder af formodede gerningsmænd på sociale medier, uanset om der er tale om mulige gerningsmænd til en forbrydelse, som er blevet begået mod en selv. Deling af overvågningsbilleder på sociale medier sker til den brede offentlighed. Vi er derfor nødt til at sikre os, at de personer, der bliver udstillet i det offentlige, faktisk er nogle, der formodes at være gerningsmænd, så vi ikke får andre tilfældige mennesker med i en sådan sammenhæng.

Det er også vigtigt for mig at understrege, at det er politiet, der har ekspertisen til at vurdere, hvilke nødvendige skridt der skal tages i efterforskningen af sager om indbrud og tyveri. Man kan f.eks. forestille sig et indbrud i et bibliotek begået af tre gerningsmænd, der ses på overvågningen fra stedet. Overvågningen deles internt i politiet for at identificere de tre mænd. En politibetjent genkender en af de tre og via tidligere sager findes mulige medgerningsmænd frem. Politiet har dermed mulighed for at anholde dem samtidig, så de ikke kan samstemme deres forklaringer. Og derudover har politiet mulighed for at ransage efter f.eks. de stjålne koster og det tøj, de var iført på gerningstidspunktet. Hvis overvågningen var blevet offentliggjort med det samme eller kort tid efter indbruddet, havde gerningsmændene eller vennerne formentlig set billederne, og det havde givet en mulighed for at samstemme forklaringer samt bortskaffe tøj og koster og foretage alle mulige andre ting, der ville gøre det svært for politiet at opklare forbrydelsen.

Overvågningsbilleder kan ofte ikke stå alene, når man skal bevise, at der er begået et strafbart forhold, og man risikerer altså, at gerningsmændene slipper for straf, hvis de er blevet advaret gennem offentliggørelse af overvågning. Det er derfor vigtigt, at vi lader politiet gøre deres arbejde. Det er også derfor, vi har lavet en ordning, hvor politiet kan offentliggøre overvågningsbilleder indsamlet af borgere, der har været udsat for kriminalitet, og som politiet ønsker oplysninger om. Borgerne kan herefter – og det er vigtigt at sige – dele link til politiets hjemmeside på sociale medier eller på anden vis. Med denne ordning er det således politiet, der beslutter, om billeder deles eller ej. En sådan deling fra politiet skal selvfølgelig ske hurtigst muligt, og det vil jeg også godt understrege i dag: Det skal selvfølgelig ske hurtigst muligt.

På den måde balancerer vi hensynet mellem på den ene side at kunne bidrage til at forebygge indbrud og tyverier og på den anden side at sikre, at uskyldige ikke bliver udstillet på offentligt tilgængelige hjemmesider, og at vi ikke ødelægger politiets efterforskning af sagerne. Det mener jeg er den rigtige balance. Jeg kender forslagsstillernes synspunkt på det her område – det kommer ikke som noget chok – men nu har jeg redegjort for, hvorfor regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til justitsministeren for talen. Jeg vil gerne spørge ministeren, om ministeren føler, at vi er i mål på det her område, eller om der er flere initiativer, som Folketinget kan eller bør tage. Ministeren afviser vores forslag. Det er jo ellers, synes jeg selv, et glimrende forslag, som vi har haft lejlighed til at diskutere før. Ministeren nævner så initiativer, som vi i fællesskab har været med til for at prøve at trække det her i den rigtige retning. Men jeg hører stadig væk fra f.eks. små erhvervsdrivende, der oplever store problemer på det her område, og som har en følelse af, at de ikke bliver taget alvorligt, når de anmelder det. De løber en stor økonomisk risiko ved at drive egen forretning og har et tab på det her. Når ministeren ikke vil gå med til forslaget, som det ligger her, er der så noget, som ministeren har i tankerne at man ville kunne gøre i stedet for?

Ministeren.

Jeg er jo enig i, at ting hele tiden udvikler sig. Der kommer nye muligheder, og vi skal selvfølgelig fordomsfrit forholde os til, hvad det her giver af muligheder, og vi skal hele tiden huske på, hvem der er ofrene i den her sag. Det er selvfølgelig folk, der har oplevet indbrud eller tyveri. Det var jo også baggrunden for det her udspil om tryghed for butiksejere. Det var sådan set resultatet af, at vi sagde, at vi var nødt til at gøre noget her. Jeg vil også forholde mig fordomsfrit til det, og kommer der andre gode forslag frem, skal vi da kigge på dem.

Når jeg reagerer på det her med delinger, er det mere ud fra det udgangspunkt, at jeg tror, at vi skal passe meget på, når det gælder, hvem det er, der skal styre det. Skal man tage loven i sin egen hånd og bare dele billeder af folk, eller er det politiet, der gør det? Men ellers er jeg sådan set meget klar til at diskutere de fleste ting. Det er vel også derfor, at tingene har forandret sig over tid. Vi har strammet det betragteligt, og vi har også her sidste år lavet tv-overvågningsloven om, så der er givet nogle flere muligheder. Så jeg synes jo, at vi går i den rigtige retning.

Hr. Peter Kofod.

Jeg er glad for, at ministeren i hvert fald har et ønske om, at vi kan bruge flere nye redskaber. Jeg er helt sikker på, at jeg er leveringsdygtig i en liste med ting, som jeg mener at vi kan gøre. Men jeg vil gerne spørge ministeren om den platform, som Rigspolitiet lavede, hvorfra man kan dele billeder. Når politiet så har modtaget anmeldelsen og kigget på den og lagt billedet ud, kan man dele fra platformen. Er det ministerens indtryk, at den ordning, som jo kom som følge af en afstemning her i Folketinget, er en succes?

Ministeren.

Der er jo både den helt nye it-løsning, hvor man kan uploade optagelser fra tv-overvågning direkte til politiet. Det er jo en ting. Men jeg tror – nu skal jeg lige fokusere – at det, hr. Peter Kofod spørger om, selvfølgelig er, om folk får brugt det; altså om man er nok opmærksom på, hvis politiet har lagt billeder ud, at få delt dem og kan finde dem. Det ved jeg faktisk ikke, for at være helt ærlig. Jeg har slet ikke kendskab til, hvor meget folk bruger det. Men der må vi jo så sige til folk, at når de anmelder noget og sender billeder med, skal de lige være opmærksomme på, hvor hurtigt politiet offentliggør det, for i det øjeblik de gør det, er det jo helt fair at dele det via politiets link.

Tak til justitsministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken. Hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Det er jo sådan, at Dansk Folkeparti tidligere har fremsat samme beslutningsforslag. At det nu kommer en gang til, ændrer ikke på, at forslaget stadig er et grundlæggende brud på retssamfundets vigtige principper. Jeg vil gerne gentage de pointer, vores ordfører påpegede, sidste gang Dansk Folkeparti fremsatte forslaget.

Forslagsstillerne ønsker med forslaget her, at privatoptagne fotos og videoer fra overvågningskameraer skal kunne offentliggøres af privatpersoner og virksomheder. DF skriver konkret i forslaget, at billeddokumentationen skal kunne deles på sociale medier, på hjemmesider og i fysisk form.

Jeg vil starte med at slå fast, at Socialdemokratiet ønsker at bekæmpe kriminelle med alle tænkelige midler, der ligger inden for retssamfundets værdighed, og det betyder også, at vi gerne ser på, hvordan man kan begrænse antallet af indbrud. Derfor har vi også fremlagt en indbrudspakke, der skal dæmme op for indbrud. Men fordi vi er tilhængere af et retssamfund, tager vi kraftigt afstand fra selvtægt, og det er det, som forslagsstillerne lægger op til.

Det er politiet, der på vegne af os som borgere efterforsker kriminalitet, og det betyder, at det er domstolene, der i sidste ende dømmer – ikke os som borgere. Når Dansk Folkeparti ønsker, at vi som borgere skal begynde at eftersøge hinanden via sociale medier, er det grundlæggende et brud på retssamfundets vigtigste principper. Lad mig i den forbindelse slå fast, at borgere selvfølgelig skal kunne udlevere billeddokumentation til politiet og bør gøre det, og det kan de jo også godt i dag. Men det er og skal fortsat være politiet, der vurderer, om denne dokumentation skal offentliggøres, og om personer skal eftersøges. Det handler ikke om at beskytte forbryderne – på ingen måde – men problemet med Dansk Folkepartis forslag er, at uskyldige risikerer at blive hængt ud for kriminalitet, som de ikke har begået.

Særlig på de sociale medier må vi nok erkende at der er store problemer med mennesker, der ikke har forstået, hvordan man begår sig, og som bruger nettet som hævn eller på andre måder hænger medborgere ud på uretfærdig vis.

Socialdemokratiet kan derfor ikke støtte forslaget. Vi mener, at billeddokumentation skal videregives til politiet, og så kan politiet vurdere, om der er belæg for at offentliggøre dokumentationen i forbindelse med efterforskningen. Vi diskuterer selvfølgelig gerne, hvordan man kan begrænse tyveri og indbrud yderligere i forhold til i dag, men forslaget her kommer vi ikke til at støtte.

Der er lige en enkelt kort bemærkning fra hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Det er jo lidt paradoksalt, for på den ene side er det jo en kold afvisning af forslaget her, men på den anden side kan jeg også huske historikken for den debat, vi har haft om det her. Situationen er, at vi i Dansk Folkeparti har haft et godt samarbejde også med Socialdemokraterne, og vi fik med Socialdemokraternes hjælp gjort noget i forhold til at skabe en platform, hvor politiet og borgerne nemmere og hurtigere ville kunne dele overvågningsbilleder. Så jeg vil egentlig bare spørge hr. Lars Aslan Rasmussen, om Socialdemokraterne mener, at vi er i mål på det her område. Det mener vi ikke, men hvis der er nogen, der kan komme op med en bedre idé end den, vi har her i forslaget, er vi da interesseret i at drøfte det. Så jeg vil bare høre, om hr. Lars Aslan Rasmussen har andre eller bedre ideer, som ordføreren vil dele med os.

Så er det ordføreren.

Jeg tror, jeg fik sagt, at vi ikke er i mål, og på den måde er der da stadig problemer; et indbrud er da et indbrud for meget. Men jeg vil måske vende den om og spørge Dansk Folkeparti om noget: Kan man se problemet, hvis alle og enhver kan lægge et eller andet ud på de sociale medier uden dokumentation for noget som helst? Jeg er med på, at nogen måske har noget, som de med rette kan klage over. Vi havde jo den her mor, hvor der var en, der blottede sig for hendes datter, men man kan jo også forestille sig, at nogen med vilje misbruger det og hænger nogen ud. Og der tænker jeg, at hvis man har nogle billeder, som man sidder inde med, og som er vigtige, så må man vel give det til politiet. Jeg ved ikke, om alle er klar over, at de kan det, og man kunne måske gøre noget mere for, at folk ved, at de har den mulighed. Men jeg tænker, at det må være politiet, der offentliggør de billeder, som de mener har offentlighedens interesse.

Hr. Peter Kofod.

Hr. Lars Aslan Rasmussen må væbne sig med tålmodighed et øjeblik endnu i forhold til at stille mig spørgsmål, for det plejer gå på tur. Men jeg går gladelig på talerstolen senere, og så kan hr. Lars Aslan Rasmussen jo udspørge mig om konsekvenserne af det her forslag.

Jeg vil så spørge igen, for jeg tror, vi talte forbi hinanden. Når jeg spørger, om der er nye initiativer, man kan tage, så er jeg nysgerrig efter svaret. Når man kigger rundt i medierne og hører personberetningerne, fremgår det, at vi ikke er i mål. Men det, jeg spørger om, er, hvad Socialdemokraterne vil gøre for at sørge for, at vi kommer i mål.

Ordføreren.

Vi vil meget gerne kigge på det, og vi har også fremlagt den her indbrudspakke, og vi vil meget gerne styrke forskellige initiativer og styrke politiet. Ordføreren har fremsat det her forslag, og så tænker jeg bare, at man måske også godt kan se nogle problemer i det. Jeg har svært ved at se, at det her giver færre indbrud, og man kunne måske mere frygte, at det vil give noget misbrug, men det skal jeg nok spørge hr. Peter Kofod om senere, når ordføreren får ordet. Jeg vil gerne holde fast i, at vi meget gerne vil kigge på andre muligheder, styrkelse af politi osv. og muligheden for at videregive oplysninger.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Preben Bang Henriksen fra partiet Venstre. Værsgo.

Tak for det. Reglen i retsplejeloven i dag vedrørende det, vi taler om her, er § 818, og den foreskriver, at politiet kan offentliggøre sine mange billeder osv. af en person, der er mistænkt, hvis det er af væsentlig betydning for efterforskningen, hvis der i øvrigt er tale om en væsentlig lovovertrædelse, der kan give mere end 1½ års fængsel. Det er i bund og grund politiets afgørelse. Det er også politiets afgørelse, om der er tale om en uforholdsmæssig krænkelse, altså at man ikke offentliggør et billede af en 15-årig, der har stjålet en Yankie Bar eller noget i den retning; det er en afgørelse, der i dag ligger hos politiet.

I den forbindelse er det værd at nævne, at det beslutningsforslag, som vi beskæftiger os med i dag, drejer sig om at offentliggøre fotos og videoer fra overvågningskameraer, dvs. fra butikker og lignende. Og lad mig sige med det samme: Jeg har egentlig fuld forståelse for baggrunden for forslaget, for intet må da være mere deprimerende – det har vi jo set eksempler på i fjernsynet – for butikshandlende end mere eller mindre stiltiende at kunne se til, at deres butikker bliver tømt for varer af folk, som faktisk øjensynligt ikke har noget at frygte. De har i hvert fald ikke særlig travlt med at komme ud ad døren. Jeg kan jo ikke fortænke de pågældende i at sige: Her må vi da kunne offentliggøre fotos, videoer osv., om ikke andet så til advarsel for øvrige butikker – det har regeringen så allerede taget højde for – men også med henblik på at få dem anholdt.

Så jeg forstår udmærket baggrunden, og jeg forstår udmærket forargelsen. Men jeg må endnu en gang sige, at det jo altså ikke er meningen, at der er andre, der skal gøre sig til dommer, eller at den forretningsdrivende skal gøre sig til dommer i en sag, hvor det måske ikke altid er helt evident, hvem det er, der fremgår af billederne; om der foretages noget kriminelt; om det er en person under den kriminelle alder, der foretager sig det, osv. osv. Vi har fuld forståelse for forslaget, men da vi samtidig mener, at efterforskningen skal ligge hos politiet, kan vi ikke acceptere det her.

Fordi vi har forståelse for forslaget, vil jeg sige, at modstykket må være, at man kan indlevere sit materiale til politiet, og at politiet herefter gennemgår materialet – det kunne i min optik være inden for 24 timer – med henblik på en eventuel offentliggørelse. Og det skal naturligvis være i situationer, hvor man helt klart kan konstatere, hvem det er, altså at der er en vis skarphed, hvis jeg må bruge det udtryk, så der ikke kan blive tale om en forveksling; hvor man også kan konstatere, at der vitterlig sker noget kriminelt; hvor man ikke er i tvivl om, at det er en person over den kriminelle lavalder, der foretager det, dvs. en person, der kan blive straffet i den sidste ende. I de situationer vil jeg synes, at det vil være helt fint, at politiet kan offentliggøre det her, og mene, at de skal og bør offentliggøre disse billeder meget hurtigt. Men jeg synes altså ikke, at det skal være op til den enkelte borger, den enkelte forretningsdrivende at gøre sig til dommer over, om noget skal offentliggøres i større regi. Vi taler vel at mærke her om nettet, men det er jo det samme som at sætte vedkommende op på en plakat ude i forgangen eller på en plakat ude på lygtepælen. Altså, der må jeg bare sige, at det er en afgørelse, som politiet skal træffe og ikke den enkelte forretningsdrivende.

Men jeg har som sagt fuld forståelse for de forretningsdrivendes frustration, og det er også derfor, mit forslag går på, at politiet skal udstyres med mere effektive måder at offentliggøre det på, hvis politiet finder, at det fornødne grundlag for offentliggørelse er til stede.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Kofod.

Tak for det, og tak for ordførertalen. For noget tid siden besøgte jeg en forretningsdrivende på en gågade i Jylland, som havde været udsat for, at en person var kommet ind og havde stjålet en meget, meget dyr jakke. Den forretningsdrivende ringede forgæves til politiet for at få hjælp, og da der ikke skete noget, lagde han et billede på Facebook. Og da han havde gjort det, kom politiet, for så havde han jo virkelig krænket den her person, der havde stjålet en meget, meget dyr jakke, og det skulle han selvfølgelig retsforfølges for, og han skulle også have en bøde.

Kan hr. Preben Bang Henriksen forklare mig rimeligheden i det?

Ordføreren.

Det er for at sige det rent ud to usammenlignelige handlinger, to usammenlignelige kriminelle handlinger, må jeg sige. Det ene drejer sig om at stjæle noget – og derom gælder, hvad jeg sagde før – det andet drejer sig om at offentliggøre ting på nettet, og det er jo en overtrædelse af databeskyttelsesloven.

Jeg forstår udmærket godt, hvor spørgeren vil hen. Og jeg må sige: Nej, det virker for de fleste mennesker og også for mig som værende misproportionalt i relation til straffen. Politiet bør selvfølgelig komme med det samme og bør straffe den tyv – i øvrigt væsentlig hårdere, end man straffer den, der anmelder.

Tak til hr. Preben Bang Henriksen. Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg forstår, at Venstres ordfører også talte på vegne af Det Konservative Folkeparti. Det er hermed tilkendegivet.

Ellers kunne jeg da også godt hilse fra dem. ( Munterhed ). Ja, specielt i denne sag, hvor noget jo tyder på, at der stadig væk – alt andet lige – er en smule borgerlig anstændighed tilbage i det her Folketing. Det er jeg da glad for. Så derfor vil jeg da gerne hilse fra De Konservative. Og jeg vil også gerne takke ministeren for ministerens tale, for Enhedslisten er jo med i den fornuftige klub, der siger, at et sådant forslag jo er at åbne for selvtægt.

Hvis der begås indbrud og tyveri i et privat hjem eller i en butik, er det altså politiets opgave at efterforske lovovertrædelsen, og hvis der foreligger fotos eller videooptagelser af forbrydelsen, er det professionelle politifolk, der hurtigst muligt skal have disse billeder, så de kan opklare sagen. Det skal de jo gøre ud fra den i et retssamfund helt fundamentale grundsætning, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det er jo derfor, vi har skabt et retssamfund, hvor vi har en magtens tredeling, og hvor vi har sat politiet til at efterforske forbrydelser og anklagemyndigheden til at tage stilling til, om der skal rejses sigtelse og anklage mod borgere, der bryder landets love, og en domstol, der tager stilling til, om anklagemyndigheden har ret, hvis den kommer med en sådan sigtelse. Det er sådan, det skal være.

Hvis vi, som det ligger i forslaget, gav private borgere eller forretningsdrivende lov til at udstille formodede eller mistænkte personer på opslagstavler, på sociale medier eller på andre hjemmesider, så ville det føre til, at der kunne offentliggøres billeder og videoer alene ud fra en formodning om skyld, altså ud fra en enkelt borgers formodning om, at en anden borger har brudt loven.

Jeg synes, det er bekymrende, at vi overhovedet kan se sådan et forslag, og jeg glæder mig til at høre, om ordføreren for Dansk Folkeparti har gjort sig nogle overvejelser om, hvad det er for en Pandoras æske, der åbnes for her, af vilkårligheder borgerne indbyrdes, af had og splittelse mellem mennesker, muligheder for at hævne sig på nogle, man af den ene eller anden grund er sure eller vrede på. Det er jo sådan en slags, kan man sige, borgernes ret til at sætte hinanden i gabestok, der åbnes for her. Det er jo sådan set værre end det, vi havde i middelalderen. Der var det herremanden, der bestemte, om folk skulle i en gabestok. Her overlader man det til de enkelte borgere. Det er jo den yderste konsekvens af sådan et beslutningsforslag.

Flere andre ordførere har jo peget på, at i visse sager vælger politiet at offentliggøre billeder af mistænkte. Efter vores viden sker det kun i ganske få sager, og det er der nok en grund til, for hvis man kom til at offentliggøre et billede af en person, som siden viste sig at være uskyldig, så ville den mistanke jo være meget svær at slippe af med igen. Så uanset hvor mange gange politiet så bagefter erklærer, at personen ikke længere er mistænkt, så hænger det jo ved personen, også selv om vedkommende ligefrem er blevet frifundet ved domstolene. Så man skal være meget, meget forsigtig med det. Og jeg og vores parti er godt tilfreds med, at politiet er meget forsigtig med det.

Det er meget enkelt: Vi har politiet til at opklare forbrydelser, det skal amatører ikke tage sig af – det ville være selvtægt. Hvis vi i Folketinget mener, at politiet ikke magter at opklare indbrud og tyveri, f.eks. at de skal hænges ud på Facebook, førend der sker noget, så må man jo overveje, om politiet har de rigtige ressourcer i stedet for at gribe til den slags metoder – eller om deres arbejde kan prioriteres på en anden måde, end det sker i dag, så de løser de opgaver, de skal.

Så Enhedslisten kan ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Kofod. Værsgo.

Tak for det. Der var egentlig ufattelig meget, jeg gerne ville have spurgt om i forhold til afstraffelsesmetoder i middelalderen, for jeg kan jo forstå, at det her åbenbart er meget værre end det, man gjorde i middelalderen. Den pointe er jeg ikke enig i. Men der var noget andet, der interesserede mig mere, og det var ordførerens afslutning på talen, hvor ordføreren siger, at hvis politiet ikke har ressourcerne, må vi jo overveje, om man kan gøre noget andet der. Og der vil jeg gerne spørge Enhedslistens ordfører, om det er Enhedslistens politik, at politiet skal have tilført flere ressourcer og flere årsværk, for så synes jeg jo, det ville være et glædeligt nybrud, som jeg har tørstet efter i 3½ år, altså at Enhedslisten endelig vil bide til bolle og stå på talerstolen og sige, at vi skal tilføre politiet de ressourcer, de har brug for.

Ordføreren.

Den sætning, jeg sagde der, har jeg hørt min tidligere retsordfører, fru Pernille Skipper, bruge ved forskellige lejligheder, så det er aldeles ikke noget nyt synspunkt fra Enhedslistens side. Vi foretager bare en konkret vurdering af, hvad det er for nogen ressourcer, hvad det er for nogen opgaver, og der stemmer det måske ikke altid overens med det, som Dansk Folkeparti og et flertal i Folketinget mener der skal bruges penge på. Men Enhedslisten har ikke noget princip om, at politiet skal udsultes.

Nu vil jeg tale om noget, jeg selv har forstand på, for jeg er nemlig ikke retsordfører, og det er myndighedsindsatsen i forhold til social dumping. Der har jeg da kæmpet for og er heldigvis blevet enig med den daværende beskæftigelsesminister, fru Mette Frederiksen, om, at det var en rigtig god idé at kaste nogle flere penge efter politiet, specielt den kontrol, der skal foregå på landevejene, tungvognssektionen i politiet. Sådan et svært ord har jeg læst og lært. Så det er ikke noget nyt synspunkt fra Enhedslistens side, at vi godt kan stemme for øgede ressourcer til politiet.

Hr. Peter Kofod.

Det er godt, for indtil for få år siden stod der i jeres principprogram, at politi og forsvar skulle nedlægges. Så det er jo glimrende, at man sådan er kommet på banen igen og siger, at den vej skal vi trods alt ikke, men vi skal have et stærkere politi. Men det er altså forbigået min opmærksomhed, at fru Pernille Skipper på et tidspunkt har sagt, at vi åbenbart skulle have flere politibetjente, så jeg vil da spørge ind til ambitionen. Hvor meget taler vi om her? Kan Enhedslistens ordfører bekræfte, at man ønsker en styrkelse af politiet, og kan man komme det nærmere? Jeg tager det, der bliver sagt i øjeblikket fra talerstolen, meget positivt ned – ikke ordførertalen, men svaret før.

Ordføreren.

Hvis ordføreren hørte efter, har han ingen grund til at udlægge det, som han gør. Jeg sagde jo udtrykkeligt, at det ikke er nogen automatik, at vi generelt ønsker flere ressourcer. Vi vil gerne, og sådan er det i øvrigt med alle andre offentlige aktiviteter, forbeholde os retten til at vurdere, hvad det er for aktiviteter, og hvordan de nuværende midler slår til i forhold til det, og diskutere det ud fra konkrete problemstillinger. Det kunne f.eks. være, om politiet har ressourcer nok til at medvirke til kampen mod social dumping, om politiet har ressourcer nok til at medvirke til kampen imod menneskehandel, om politiet har ressourcer nok til at hjælpe prostituerede, for det er også en opgave, som politiet skal hjælpe til med, nemlig at få prostituerede ud af prostitution, og om politiet har ressourcer nok til det samarbejde, de har med skoler og kommunerne om at forebygge kriminalitet. Den diskussion vil vi gerne være med til. Det er bare for at nævne nogle områder, men jeg vil ikke udelukke, at der kan findes nogle områder, hvor man måske godt kunne spare. Det kunne f.eks. være på politiheste.

Tak til hr. Finn Sørensen. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er det fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, formand. Dansk Folkeparti ønsker med det her beslutningsforslag at ændre i databeskyttelsesloven, altså den lov, som skal beskytte vores data. Men det er jo noget af en udvanding af lige præcis databeskyttelseslovens formål, man lægger op til, for det, man lægger op til, er det modsatte, nemlig en mere lemfældig omgang med de data, vi gerne vil beskytte. Det er jo sådan, at digitalisering byder på mange muligheder, men der er også mange farer, der følger med digitalisering. I takt med at vi lever vores liv mere og mere digitalt, efterlader vi os også flere og flere digitale spor, bl.a. også på videokamera som følge af videoovervågning. Og de spor og de data, som følger med et digitalt liv, skal vi omgås med varsomhed, og det er jo sådan set det, databeskyttelsesloven er sat i verden for.

Det gælder også, når man står i en situation, hvor man føler sig helt sikker på, at man har filmet eller fotograferet en kriminel handling. Man står måske og har fået røvet noget fra sin butik og er helt overbevist om, at det har man fanget på kamera og har det på en videooptagelse. I den situation kan jeg godt forstå, at den, som måtte stå med det datamateriale, kan have en lyst til at anvende det, og hvis man synes, at politiet er sløve i optrækket i forhold til opklaring, har man lyst til at gribe til selvtægt. Det forstår jeg sådan set godt. Men det kan jo ikke nytte noget, at vi dels slækker på beskyttelsen af data i en tid, hvor der bliver flere og flere data, og hvor det også er behæftet med meget stor sårbarhed, dels at vi også går på kompromis med det, at det altså i et retssamfund er politiet, der efterforsker kriminelle handlinger og ikke forskellige facebookfora og civile i det hele taget.

Det, der er på spil, hvis man gør det, er dels, som jeg sagde før, en slækkelse af beskyttelsen af vores private data, men der er også det på spil, at man risikerer at udsætte uskyldige borgere for justitsmord, og det synes jeg ikke vi skal, for det er jo sådan, at hvis man som person på internettet først er blevet sat i forbindelse med et eller andet, er det nærmest umuligt at blive slettet igen. Det vil sige, at er man først af en butiksindehaver eller en anden eller et vidne, eller hvad det nu kan være, blevet sat i forbindelse med et indbrud eller en anden kriminel handling på internettet, kan det måske senere vise sig, at den mistanke ikke havde noget på sig, men mistanken vil for evigt i den digitale historiebog klæbe til en.

Det svarer jo til, hvis man skal prøve at være lidt konkret, at hr. Peter Kofod f.eks. en dag besøger en tankstation, og samtidig med at hr. Peter Kofod er der, er der nogle banditter, som begår et indbrud, og hr. Peter Kofod bliver uforvarende filmet af stedets videoovervågning. Indehaveren af tankstationen føler sig helt overbevist om, at det var hr. Peter Kofod, som røvede et eller andet på den tankstation, synes, at politiet er lidt sløve i optrækket, poster selv den videooptagelse med hr. Peter Kofod og siger, at her er den unge mand, som har røvet min tankstation. Så kan det godt være, at der bagefter følger en proces, hvor hr. Peter Kofod bliver frikendt, og det viser sig, at den mistanke ikke havde noget på sig, men den historie vil for evigt klæbe sig til hr. Peter Kofod, og det vil jeg ikke udsætte hr. Peter Kofod for. Liberal Alliance er imod.

Tak for det. Så er det hr. René Gade, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Og tak for beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti, som er blevet gennemtrawlet ret godt af mine kolleger, synes jeg. Og ministeren anerkender jo også, at der er god grund til frustration, hvis man som forretningsdrivende eller privat oplever, at der bliver begået en ulovlighed mod en, et indbrud eksempelvis, og man så oplever, at der ikke er f.eks. ressourcer eller bare rettidig omhu, eller hvad det nu må være, til at få gjort noget ved problemet, når det opstår.

Og det er et problem – sådan er det bare. Og det er et kæmpeproblem for rigtig mange erhvervsdrivende, at der simpelt hen ikke bliver fulgt op på det. Man har en fornemmelse af, at hvis der sker et indbrud, kan det flere steder næsten ikke nytte noget at kontakte politiet, og det er jo i bund og grund virkelig, virkelig ærgerligt for vores samfund, og ikke mindst for vores politibetjente. Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, for ellers skal jeg lige om lidt bindes op på x millioner til politiet, men jeg vil gerne helt for egen regning sige – og det matcher egentlig også, hvad vi altid siger i Alternativet – at vi gerne vil være med til at investere i det offentlige, hvis der er steder, hvor der mangler midler, for at den service, vi kan forvente i forhold til den skat, vi betaler, bliver opfyldt tilstrækkeligt.

Så også i forhold til politiet vil vi meget, meget gerne være med til at se på: Hvordan kan man gøre det sådan, at vi ikke kommer til at bryde med vores retssamfunds væsentlige værdier, som det her forslag i mine øjne ville gøre, hvis vi faktisk legitimerer selvtægt? For det er i sig selv selvtægt at lægge billeder ud på den her måde af ikkedømte personer. Der kunne man jo lægge op til, at f.eks. en arbejdsgruppe, eller hvem der nu er de bedste til sådan noget, får sikret, at det inden for 24 timer – jeg tror, det var Venstres ordfører, der nævnte det – skulle vurderes, om der med de billeder, der nu var tilgængelige fra overvågningskameraerne, var noget at komme efter, og så skulle politiet have en forpligtelse til at gå videre med dem inden for den tidsramme. Og så vidste man altså som erhvervsdrivende eller privat, at hvis der var nok i det, man havde tilgængeligt, skulle der også nok blive handlet på det. I dag kan man måske have fornemmelsen af, at hvis man er uheldig og det lige lander det forkerte sted eller der ikke er nogen på arbejde og sådan noget, så nytter det ikke noget. Og der kunne man da godt lave en stærkere forpligtelse og en mere gennemsigtig værdikæde, i forhold til hvordan sådan noget data bliver behandlet.

Men jeg vil en gang for alle sige, at vi stadig er imod, ligesom vi også var det i 2015-16, hvor forslaget også blev fremsat. Men jeg vil udtrykke fuld anerkendelse af, at det er dybt frustrerende at opleve, at der i forhold til noget, der uomtvisteligt er kriminelt, enten ikke er ressourcer til at opklare det, eller at det falder ned mellem to stole, hvis man føler, at der er nogle beviser, der er rigelige i forhold til at gå videre med sagen. Så lad os da endelig kigge på det. Jeg er ærlig talt ikke vidende om, hvordan vi lige får det her placeret bedst muligt, men vi kan i hvert fald ikke støtte op om det her forslag. Men lad os endelig prøve at hjælpe politiet med at have noget, de kan kommunikere videre til borgerne, så det ikke ser så dumt ud fra politiets side, når man ikke kan handle på noget, der umiddelbart lader til at være ulovligt.

Tak til hr. René Gade. Der er ingen korte bemærkninger. Og så går vi til hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Det blev så dagen, hvor SF erklærer sig hundrede procent enige med Liberal Alliance. Jeg synes, at fru Christina Egelund leverede en stærk tale, og jeg er enig i hver en sætning i den tale. Jeg synes, den var præcis, og den adresserede lige nøjagtig det, som vi taler om. Og så kunne jeg sådan set bare luffe ned igen, for jeg må sige, at jeg ikke kan gøre det bedre.

Men nu har jeg alligevel gjort mig besvær med at skrive noget, så jeg vil sige, at jeg da sagtens kan forstå den frustration, som er hos eksempelvis forretningsindehavere – altså, det kan vi jo alle sammen. Det må være meget frustrerende at se på, at ens forretning bliver ryddet af folk, der kommer ind og render med varerne, og at man bagefter ringer til politiet og der ikke sker en snus. Vi kan alle sætte os ind i den frustration. Men løsningen er altså en styrkelse af politiet. Løsningen er, at det er politiet, der skal komme.

Jeg tænkte også på, at mange af jer sikkert kan huske den forside på Ekstra Bladet, dengang de udstillede en fuldstændig uskyldig mand som en bestialsk morder. Så galt kan det jo gå, når billeder ukritisk bringes videre til offentligheden. Sagen om Ekstra Bladets rædselsfulde fejl skyldtes jo ikke overvågningskameraer, men den illustrerer meget godt faren ved selvtægt. Og selv i situationer, hvor man er helt sikker på, hvem gerningsmanden er, kan der helt oplagt være begået fejl, som det jo eksempelvis var tilfældet med den forside på Ekstra Bladet.

I dag er det jo strengt taget meget værre, for der deles billeder og videoer med lynets hast og i enorme mængder på nettet, og nettet glemmer aldrig. Risikoen for misbrug af alt for stor. Lad politiet passe deres arbejde – det giver ægte tryghed.

Tak til hr. Karsten Hønge. Jeg ved ikke, om det bliver lettere eller sværere for hr. Peter Kofod, når SF er enig med Liberal Alliance, men nu har hr. Peter Kofod i hvert fald ordet. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Det er en ny situation, som var svær at forudse. Hvem skulle have troet, at der ville komme så meget forbrødring i Folketingssalen sådan en aften som i aften! Det er skønt, og jeg er på Dansk Folkepartis vegne glad for, at vi har kunnet bidrage til at bringe danskerne tættere sammen, bidrage til at samle danskerne. Det er jo skønt. Det tager vi gerne på os. Men jeg vil gerne starte med at kvittere for de mange gode og også humoristiske taler. Jeg synes, det har været en god debat, vi har haft.

Når vi har taget den her sag op igen, er det, fordi vi har været konfronteret med en stribe både urimelige og dybt ulykkelige sager, hvor folk, der har taget et stort økonomisk ansvar og har haft en forretning, er blevet udsat for at blive plyndret. De har stået magtesløse tilbage og følt sig ladt i stikken, fordi der ikke har været nogen hjælp – eller de har i hvert fald ikke følt, at der har været nogen hjælp – fra myndighedernes side, og hvor det her har været den sidste mulighed. De bliver selvfølgelig stærkt provokeret af, at det, når alt det her så er sket, efterfølgende er dem, der ryger i en gabestok. Det er dem, der føler, at de bliver straffet for i virkeligheden at have passet på deres ting og passet på deres forretning.

Jeg synes, det må være dybt frustrerende, hvis man er en lille erhvervsdrivende, der har en lille forretning, og bliver udsat for det her. Man sælger måske nogle meget dyre ting, og så står man helt magtesløs tilbage. Det hører med til historien, at det er meget svært for nogle af de her brancher at forsikre deres ting, hvis det alene handler om tyveri. Det vil sige, at der altså er tale om, at det skal finansieres via kassen; at det er noget, man selv finansierer. Der er en problemstilling her, som man i hvert fald godt kunne se på. Jeg synes, at de eksisterende regler i højere grad bidrager til at straffe retskafne og ordentlige mennesker, end de bidrager til at bibringe de mennesker, der er blevet udsat for en forbrydelse, retfærdighed. Det er et problem.

Det, vi her har lagt op til med forslaget, er jo en meget forsigtig, man kunne sige konservativ model, al den stund vi i forslaget har begrænset muligheden, så man ikke bare vil kunne bruge det i alle mulige typer sager. Vi har isoleret det til en – kunne man sige – forsigtig ordning, hvor man starter i det små, som vi så bliver klogere af, så vi efterhånden vil kunne udvide ordningen. Det hører med, at hvis vi skulle gennemføre den her model, ville det kræve, at man, hvis man skulle lægge et billede ud, på tro og love skulle erklære, at det havde relation til en begået forbrydelse, så det ikke bare lige pludselig bliver det vilde vesten – eller rettere, det er jo allerede det vilde vesten.

Når der er ordførere, der spørger til, hvad det dog ikke kunne medføre, så synes jeg, det hører med til forklaringen, at den dag i dag vil det ikke tage særlig mange sekunder eller minutter at gå ind på et socialt medie og se, at det vælter rundt med den her slags billeder. Vi har smidt kontrollen fuldstændig. Altså, vores myndigheder har tabt kontrollen på det her område. Det vilde vesten er det, der møder os på de sociale medier. Det her gør man allerede. Man risikerer bare en straf for at gøre det. Det kan man så overveje.

Jeg vil også gerne sige tak til hr. Finn Sørensen, som jo virkelig holdt – de må en gang imellem have det sjovt på beskæftigelsesområdet – en meget farverig tale. Det sætter jeg stor pris på. Det var især sammenligningen med afstraffelsesmetoder fra middelalderen, som jeg synes var interessant. Og tak til fru Christina Egelund for tankstationtalen.

Men jeg synes måske, at den bedste tale i den her debat kom fra hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre, fordi Venstre jo i debatten i dag kom med et nyt forslag til en løsning på det her problem ved at sige, at man måske kunne forestille sig, at man i højere grad pressede på, for at politiet sagsbehandlede de her anmeldelser meget, meget hurtigt. Det synes jeg ikke er uinteressant, for man kan sige, at hvis folk kunne få en meget, meget hurtig sagsbehandling hos politiet og få de her billeder ud og bruge dem, ville der også være nogle butiksindehavere, eller erhvervsdrivende ville det jo primært være, som ikke ville stå i den situation, som de står i i dag, hvor de føler sig glemt og magtesløse. De ville inden for 24 timer have en afklaring. Det kunne jo godt være et kompromis.

Derfor håber jeg også, at vi, når det her beslutningsforslag skal behandles i Retsudvalget, kan tage en diskussion om Venstres forslag til, hvordan man kunne moderere det her, så der måske kunne blive et flertal for, at vi tog et nyt skridt i den rigtige retning. Det ville selvfølgelig også indebære, at justitsministeren skulle regne på, hvad det eventuelt ville koste at sagsbehandle de her anmeldelser meget hurtigt. Men alt i alt tak for debatten og bemærkningerne. Jeg er sikker på, at vi kommer til at diskutere det her mere. Tak for ordet.

Selv tak til hr. Peter Kofod. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.