Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 90:

Forslag til folketingsbeslutning om at fratage indsatte retten til at tjene penge på bogudgivelser.

Af Peter Kofod (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.02.2019).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak. Jeg vil gerne takke Dansk Folkeparti for at have fremsat beslutningsforslaget, et beslutningsforslag, der har til formål at forbyde, at indsatte tjener penge på bøger om deres forbrydelser, bøger, som de udgiver, mens de sidder i fængsel.

Jeg har stor forståelse for, at de sager, hvor kriminelle har udgivet bøger om deres forbrydelser og tjent penge på dem, virker stødende, navnlig for de pårørende til ofrene for forbrydelserne. Det virker også stødende på mig. Jeg synes derfor, at det er fornuftigt at få undersøgt handlemulighederne på det her område. Omvendt vil jeg simpelt hen ikke allerede nu tage stilling til, om og i givet fald hvordan der skal sættes ind. Det kræver, at vi ved, hvilke retlige rammer vi er underlagt. Helt konkret skal vi have afklaret, om grundloven og vores internationale forpligtelser sætter nogen grænser for, hvad vi kan gøre. Det vil vi gå i gang med at undersøge på baggrund af forslaget her, men vi kan ikke på det nuværende grundlag støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Peter Kofod.

Tak for det, minister. Jeg har sådan set stor forståelse for, hvad der jo også er understreget i beslutningsforslaget, at når man lovgiver, så skal man selvfølgelig holde sig inden for det, der er grundlovens rammer. Jeg skal bare lige vide, for nu er der sat noget arbejde i gang, kan jeg forstå, dels hvornår ministeren regner med at det arbejde er færdigt, dels om signalet fra ministeren er, at det er den her vej, vi skal gå. Altså, hvad er opdraget til den gruppe, der måtte arbejde med det her?

Ministeren.

Opdraget er jo at se på, at hvis man skulle gøre det her, så hvordan. I det ligger der så ikke, at nu skal vi eller skal vi ikke, det er simpelt hen for at blive klogere på, hvordan vi skal gøre det her, hvis man vil det. Jeg tror, at vi alle sammen har stor forståelse for, at der må sidde nogle pårørende til ofre, som synes, at det her er ret grænseoverskridende. Derfor gælder det om simpelt hen at få undersøgt handlemulighederne. Hvad er handlemulighederne så? Når vi kender dem, er det nemmere at tage stilling. Jeg har simpelt hen svært ved at tage stilling til det, før jeg kender omfanget af, hvad implikationerne er, og hvad det vil betyde for vores forpligtelser. Det vil jeg bare gerne vide.

Hr. Peter Kofod.

Tak for det. Jamen så lad mig spørge på en anden måde: Hvis man kan det, vil ministeren så?

Ministeren.

Det kan jeg ikke svare på, for det har regeringen ikke diskuteret. Når vi har et grundlag, vil jeg gerne diskutere det, og så skal jeg svare.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil bare spørge ministeren, om ministeren vil oversende kommissoriet for det arbejde, der er gået i gang, sådan at vi kan få klarhed over, hvad det egentlig er, der er ved at blive undersøgt. For det kan man jo ikke læse ud af forslaget.

Ministeren.

Der er ikke lavet noget kommissorium. Altså, det er jo ikke sådan, at jeg sidder og får skrevet store kommissorier, fordi vi skal have undersøgt det her. Altså, Dansk Folkeparti har foreslået, at man ikke skal kunne tjene penge på at skrive bøger om sine forbrydelser, når man sidder i fængslet. Og så er det bare, at jeg har bedt om at få undersøgt: Kan man det i forhold til grundloven? Kan man det i forhold til vores internationale forpligtelser? Og når vi ved det, kan vi bedre tage stilling til forslaget.

Hr. Søren Søndergaard.

Nu skal jeg komme tilbage til i min ordførertale, hvad der egentlig står eller ikke står i det forslag, men vil det sige, at der er igangsat et arbejde uden nogen som helst for form for retningslinjer for arbejdet? Ordet kommissorium lød måske, som om jeg forestillede mig et eller andet stort, men hvis ministeren bare har skrevet et par linjer, vil ministeren så sørge for, at de bliver sendt over?

Ministeren.

Jamen jeg har ikke engang skrevet et par linjer. Det foregår sådan, at man sidder i et møde på ministerens kontor med de embedsmænd, der nu arbejder med det her område, og så siger jeg: Der er kommet det her beslutningsforslag; kan vi ikke lige undersøge implikationerne af det og de retslige rammer for det?

Så siger vi tak til justitsministeren og går videre til forhandlingerne. Og det er fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Skal man kunne tjene penge på at have slået et andet menneske ihjel, mens man sidder inde i fængslet? Det er jo grundlæggende det, som vi diskuterer her i dag. Skal man kunne skrive bøger om eksempelvis et mord eller anden alvorlig kriminalitet og få dem publiceret, mens man sidder inde i fængslet? Det mener vi ikke i Socialdemokratiet.

Jeg har svært ved at forestille mig, hvor indgribende det må være at stå tilbage som offer eller pårørende til nogen, der har været udsat for en alvorlig forbrydelse og så være genstand for en bog, som gerningsmanden sidder inde i fængslet og tjener gode penge på. Det har jeg meget svært ved at se det retfærdige og det rigtige i. Ikke desto mindre er det muligt i dag, og flere af danmarkshistoriens værste forbrydere har benyttet sig af den mulighed – Peter Lundin er nok det mest kendte eksempel.

Ikke nok med, at det er dybt krænkende for ofrene og deres pårørende, men der kan også være risiko for, at andre lader sig inspirere af det. Med Retsudvalget har vi flere gange været på besøg i fængslerne, og vi kan konstatere, at nogle af de mest udlånte titler i fængslernes biblioteker netop er udgivet af kriminelle, der beretter om, hvordan de har begået deres kriminalitet, eller – og det skal for en god ordens skyld også siges – af politifolk, der fortæller om, hvordan de har opklaret kriminalitet.

Vi kan og skal ikke begrænse ytringsfriheden – og det er så til gengæld også utrolig vigtigt for mig at sige her fra Folketingets talerstol i dag – heller ikke for indsatte. Men det er vigtigt, at vi sender et klart signal – og det var det, jeg hørte Dansk Folkeparti efterspørge – om, at motivationen ikke skal komme i form af økonomiske incitamenter. Og derfor synes vi i Socialdemokratiet også, at det er ganske fornuftigt, at vi får belyst det her område nærmere, og at vi får undersøgt, hvilke faldgruber der kan være netop i forhold til ytringsfriheden og vores internationale forpligtelser, samt hvorvidt det er i strid med grundloven.

Men vi synes, det er vigtigt at sende et meget klart signal om, at når man sidder inde i fængslet – og det er det, vi taler om – og udgiver bøger om, hvordan man eksempelvis har begået et mord, ja, så er der noget, der krænker retsfølelsen meget voldsomt. Og det er det, som vi skal adressere.

Så vi kan ikke støtte forslaget her, men vi støtter en beretning, som adresserer den her problemstilling. Og det besvarer måske også hr. Søren Søndergaards spørgsmål i forhold til, hvad der så skal undersøges nærmere. Det kan vi jo lade fremgå af den beretning, som kommer fra Retsudvalget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Jeg bliver nødt til at erkende, at jeg synes, at den socialdemokratiske ordførertale er lige så usammenhængende som forslaget. Hvad er det, Socialdemokratiet støtter? Altså, på den ene side snakker ordføreren om, at man ikke må tjene penge, og på den anden side snakker ordføreren om nogle, der låner bøger. Må man skrive bøger, hvis man ikke får penge for det, eller hvad? Altså, hvad er det for et forslag, Socialdemokratiet støtter?

Ordføreren.

Arh, det synes jeg nu fremgik vældig klart. Godt nok er det fredag, men jeg synes, det fremgik vældig klart, at vi ikke synes, man skal sidde inde i fængslerne og skrive bøger om mord eller anden alvorlig kriminalitet, som man har begået.

Hr. Søren Søndergaard.

Så det, Socialdemokratiet forestiller sig, er, at hvis man har fået en dom på f.eks. 10 års fængsel, så må man ikke skrive bøger i de 10 år; så må man ikke skrive noget ned og få det sendt ud af fængslet. Er det det, Socialdemokratiet forestiller sig?

Ordføreren.

Altså, jeg tror da, vi alle sammen gør os små lommenotater en gang imellem, og det må man også gerne, når man sidder inde i et fængsel. Det, det handler om, er, om man kan udgive en bog om den kriminalitet, man har begået. Og det er det, som vi ønsker bliver undersøgt nærmere. For vi synes, der er noget forkert i, at man, mens man afsoner sin straf, kan sidde og udgive sin beretning om, hvordan man har begået sin kriminalitet.

Så er det hr. Peter Kofod. Værsgo.

Jamen det er bare en undren over noget teknisk, og det er, at jeg er meget glad for de signaler, der kommer fra den socialdemokratiske ordfører om, at man støtter intentionen i forslaget, men jeg kan forstå, at man ikke har tænkt sig at stemme for forslaget. Så jeg vil bare høre, om der er noget teknisk umuligt i, at man fra socialdemokratisk side på den ene side stemmer ja til forslaget, men på den anden side jo selvfølgelig også anerkender, at der er et arbejde i gang, som regeringen er ved at udføre. Men det kan være en motivationsfaktor for regeringen, hvis den ved, at der er en stor del af Folketinget, der i hvert fald klart har tilkendegivet, i hvilken retning man gerne vil.

Ordføreren.

Når det er, at vi ikke kommer til at støtte forslaget, er det, fordi vi oprigtigt er i tvivl om, hvorvidt det er i strid med grundloven og vores internationale forpligtelser. Det er det, der får os til at lande en beretning i stedet for. Men vi vil meget klart sende et signal om, at vi ikke synes, at man skal sidde og skrive bøger om sin kriminalitet inde i fængslet.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi går videre til hr. Preben Bang Henriksen, Venstre.

Tak for det. Det forslag, vi behandler i dag, omhandler muligheden for at fratage indsatte retten til at tjene penge på bogudgivelser. Man ønsker at pålægge regeringen at fremsætte et forslag, der har den virkning osv., at man ikke kan tjene penge på bøger. Lad os bare sige det rent ud: Jeg tror ikke, der sidder nogen her, der bifalder det forhold, at kendte og grusomme kriminelle kan tjene penge på deres kriminalitet endsige på at beskrive den, og det er jo nok mest af alt hensynet til de pårørende, som vi har i tankerne her.

Når det er sagt, må jeg også sige, at vi altså lever i et land, der er underkastet grundloven, og hvis det forholder sig sådan, som justitsministeren er i tvivl om, nemlig om det her er i strid med grundloven, så er det altså sådan, at vi ikke fratager folk pen og papir, heller ikke fordi de kommer i fængsel. Vi fratager dem mange andre rettigheder, og det kunne jo netop berettige til en undersøgelse af, om det her kan lade sig gøre.

Jeg vil til gengæld pege på noget, der med statsgaranti kan lade sig gøre, og det er følgende: De mennesker, der sidder under de her omstændigheder med lange fængselsdomme, har en stor gæld til det offentlige – det er helt klart. De har stor gæld som følge af retssagen og dens sagsomkostninger; de har stor gæld typisk som følge af en deraf følgende erstatningssag, hvor staten har lagt pengene ud til ofret. Så summa summarum skylder de staten rigtig, rigtig mange penge – det slår ikke fejl i nogen tilfælde.

Der kunne man jo overveje, og Justitsministeriet kunne tage det med i overvejelserne, om ikke man kunne nå samme resultat ved at tilkendegive over for de pågældende, at hvis der overhovedet udkommer nogen bog, som der er penge i, så skal de være forberedt på, at der foretages udpantning i det provenu øjeblikkeligt. Og det er jeg ikke i tvivl om kan finde sted med det resultat, at der ikke kommer en krone over disken til de pågældende. Jeg synes, at det er fornuftigt, at Justitsministeriet undersøger de muligheder, der måtte være.

Vi kan ikke støtte det her forslag; vi skal se resultatet af undersøgelserne først. Og det er, som jeg nævnte, undersøgelser af, om det er grundlovsstridigt, og det er som ligeledes nævnt undersøgelser af, om udpantning i royalty og forfatterrettigheder ikke kan tjene samme formål. Tak.

Tak til ordføreren. Ingen korte bemærkninger. Så vi går videre til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Jeg har fuld forståelse for, at forslagsstillerne har haft travlt med at producere en række forslag med henblik på den kommende valgkamp. Modsat regeringen har Dansk Folkeparti jo trods alt ikke hele statsadministrationen til rådighed til at producere deres valgpropaganda. Men desværre må jeg også sige, at forslaget bærer præg af, at det er hastværk. Faktisk et det rimelig svært at finde tankens klarhed noget som helst sted i det her forslag – bare nogle få eksempler.

For det første argumenteres der i forslagets bemærkninger igen og igen for, at forslaget skal sikre, at indsatte »ikke længere skal kunne tjene penge på at skrive bøger om deres ugerninger«. Men forslaget handler om at tjene penge på bogudgivelser generelt, altså også om en bedrageridømt, der skriver en bog om tolvtonemusik, eller en indbrudstyv, der skriver en bog om sommerfugle. Hvad er det egentlig, forslagsstillerne ønsker?

For det andet nævnes der i forslagets bemærkninger HA-rockeren Jørn Nielsen som et eksempel på en person, som man må forstå skal rammes af denne lovgivning. Men Jønke, som han blev kaldt, skrev eller betalte en anden for at skrive, formentlig, bogen »Mit andet liv«, før han blev anholdt. Så indtægter fra den bog er slet ikke omfattet af forslaget, som det er formuleret – eller er de? Hvad mener forslagsstillerne egentlig? Skal det også være forbudt at tjene penge på bøger, som man har skrevet, før man kom i fængsel, før man blev dømt? Og hvordan skal det præcist administreres?

For det tredje påstås baggrunden for forslaget i bemærkningerne at være:

»Forbrydere, der udgiver bøger, kan komme til at fremstå som helte i offentligheden og anspore andre til at begå kriminalitet på grund af den megen opmærksomhed, de ofte får.«

O.k., det er til at forstå. Forbrydere, der sidder i fængsel, må ikke udgive bøger, punktum slut. Men så står der umiddelbart efter i forslaget:

»Forslaget begrænser således på ingen måde de indsattes ytringsfrihed. De må stadig skrive og udgive bøger. De mister udelukkende muligheden for som i dag at tjene penge på disse.«

Altså, når disse forbrydere får heltestatus i offentligheden, skyldes det slet ikke deres bøger eller den opmærksomhed, de får, men de penge, de får – de penge, de vil tjene på det. Eller hvordan? Voila, sagde greven, han var født i Frankrig. Det er – for at sige det ligeud – meningsløst.

Ærlig talt, jeg forstår jo godt, at Dansk Folkeparti er forarget over, at der findes nogle eksempler på fængslede forbrydere, som har tjent penge på at udgive en bog om deres afskyelige ugerninger. Den forargelse deler jeg. Det giver mig kvalme både forhold til den, der skriver bogen, den, der udgiver bogen, og den, der køber bogen. Men det problem løses ikke ved et så ugennemarbejdet og uigennemtænkt forslag som det fremsatte.

Af forslaget fremgår det, at regeringen i forlængelse af beslutningsforslaget pålægges at fremsætte et lovforslag »inden udgangen af indeværende folketingssamling«. Det vil sige inden for de næste uger. Helt ærligt: Det er simpelt hen ikke seriøst. Jeg vil i stedet opfordre forslagsstillerne til at komme herop og trække deres forslag – det kan kun gå for langsomt.

Ja. Så har vi en kort bemærkning til hr. Peter Kofod. Værsgo.

Jeg kan love hr. Søren Søndergaard, at jeg glæder mig til at betræde talerstolen og give min ordførertale og forhåbentlig også svare på hr. Søren Søndergaards spørgsmål. Men i første omgang skal hr. Søren Søndergaard svare på mit spørgsmål. Det er: Hvis man grundlæggende siger, at man er enig i intentionen – hr. Søren Søndergaard brugte endda ordet kvalme om det, som forslaget egentlig rummer – hvad vil hr. Søren Søndergaard så gøre ved det? Altså, det er jo fair nok, at vi kan være uenige om formen, eller at hr. Søren Søndergaard kunne have ønsket, at det var et andet forslag, men hvad vil Enhedslisten så gøre ved det, hvis man ikke vil Dansk Folkepartis vej?

Ordføreren.

Jeg sagde ikke, at jeg var enig i intentionerne. Jeg kan i øvrigt oplyse hr. Peter Kofod om, at der er mange ting, som jeg får kvalme over, som jeg ikke vil forbyde. Så det handler overhovedet ikke om det.

Men jeg kan da sagtens se, at der kunne være en idé i at kigge på, om folk skal kunne udgive bøger om deres forbrydelser, bøger, de tjener penge på, og der synes jeg da, at det forslag, der kommer fra Venstre, hvor man kigger på den gæld, folk har, og inddriver den, ville være et relevant forslag. Der er så også bare nogle problemer, nemlig hvordan skelner man mellem forskellige forbrydelser? Det er jo ikke nødvendigvis alle forbrydelser, der giver en den samme kvalme. Og hvordan skelner man mellem forskellige straffe? Vi kan jo alle have vores præferencer for, hvad vi synes er en særlig slem forbrydelse. Er det f.eks. en særlig slem forbrydelse at narre sparepengene fra fattige mennesker? Er det en særlig slem forbrydelse at stå bag en arbejdsulykke, som koster en person i livet? Det kan vi jo alle sammen diskutere, men jeg tror, at vi får nogle afgrænsningsproblemer. Jeg er da villig til at kigge i den retning, men det kræver, at vi starter med at sige: Hvad er det, vi vil? Og det her forslag stritter i alle retninger.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi videre til fru Christina Egelund, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at man nærmest ikke kan forestille sig noget mere afskyeligt og sorgfuldt end den følelse, som må ramme de mennesker, hvis kære f.eks. har fået taget deres liv af et andet menneske. Og hvis de samme mennesker, som så både må undvære deres datter eller deres ægtefælle eller nære ven og må leve med den sorg, som følger med det, kan opleve, at gerningsmændene kan sidde inde i deres fængselsceller og skrive en bog, eventuelt en bog om deres kriminelle handling – det kan være en selvransagelse, der udlægger vedkommendes tilstand i gerningsøjeblikket eller beskriver forløbet, der førte op til den der fuldstændig skelsættende afskyelige handling – så må de leve med det, fordi alle har ytringsfrihed, og det gælder også kriminelle. Så det må man leve med. Men at man så ud over en bogudgivelse, som kan være selvransagende og udpenslende i forhold til noget, som er meget tungt, skal opleve, at vedkommende kan sidde i sin fængselscelle og tjene penge på de gerninger, vedkommende har begået, det er vildt krænkende.

Jeg har heldigvis aldrig oplevet det, men hvis man forsøger at sætte sig ind i både hoveder og hjerter på de mennesker, som har måttet opleve det, så kan jeg næsten ikke forestille mig noget mere krænkende. Så Liberal Alliance er fuldstændig enig i hensigten med det her beslutningsforslag. Justitsministeren har redegjort for de juridiske komplikationer, der kan være med det. Jeg er enig i, at det er godt at sætte gang i arbejdet for at få udredt de komplikationer, der måtte være, og at Folketinget så senere må træde sammen og kigge på, hvordan man kan få stoppet for, at nogen kan sidde inde i en fængselscelle og tjene penge på deres totalt umenneskelige gerninger.

Men altså, for nuværende kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. René Gade, Alternativet.

I Alternativet kan vi ikke bakke op om beslutningsforslaget, men jeg synes, det er vigtigt, at vi klart understreger det, som de øvrige ordførere også har gjort. Og jeg har fuld respekt for hensigten – ikke lige i forhold til det med, at man ikke må tjene penge; det er egentlig ikke så meget det, jeg vil slå ned på; der synes jeg, at Enhedslistens ordfører meget klart gjorde rede for, hvorfor det ikke er så meningsfuldt at slå ned på pengene. Men vi skulle måske netop diskutere mere, om vi overhovedet kan acceptere rent moralsk, at der er folk, der sidder og skriver bøger, og at bøgerne kommer ud og på den måde skader de pårørende, fuldstændig uanset om de tjener penge på det eller ej.

Men vi er helt enig i, at det er både kvalmende og uetisk og egentlig burde være noget, der ikke kunne finde sted, når forbrydere sidder fængslet og så skriver om bestialske handlinger og tjener penge på det. Men bare det at skrive om det er jo i det hele taget moralsk forkasteligt. Der er ytringsfrihed, der er lovgivningsmæssige rammer – som justitsministeren også netop har gjort rede for – som gør, at det er vanskeligt at gøre noget ved. Men hvis man kan gøre noget ved det på en måde, der er meningsfuld, jamen så vil vi gerne se på det senere hen.

Men i forhold til det her forslag synes vi faktisk, at det strider mod meget fornuft at sige, at man ikke må tjene penge på at skrive bøger i fængslerne generelt. Jeg får virkelig mange begavede breve fra indsatte, f.eks. samfundsanalyser, og der er allerede skrevet væsentlige bøger af folk, der har været indsat. Jeg synes, det er vigtigt i forhold til den udvikling, man går igennem som indsat, at man kan sætte et mål for, hvor man vil hen i livet, når man kommer ud igen, sådan at man ikke kommer ud og lander i den samme løbebane. Og der tror jeg, at eksempelvis skrivning og udgivelse af bøger kunne være en vej for nogle.

Der er andre, der knokler igennem med at udføre fysisk hårdt arbejde eller være en del af et andet fællesskab i fængslet. Men jeg synes, at vi på alle måder skal gøre det at sidde i fængsel til noget, der gør mennesker bedre, i stedet for at forsøge at straffe dem ud over frihedsberøvelsen. Det ville være meget udansk at gøre det.

Med det sagt skal jeg også hilse fra SF og fra De Radikale og sige, at de også er imod forslaget. Og så vil jeg igen sige, at jeg er fuldstændig enig i, hvor ubehageligt det er, at der er mennesker, som sidder og tjener penge på at udgive bøger fra fængslerne, hvor de udstiller ofrenes lidelser og de pårørendes lidelser.

Ordføreren. Den næste ordfører er hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg kan dårligt forestille mig noget mere krænkende end en gerningsmand, der udnytter en forbrydelse, vedkommende har begået mod et andet menneske, for at tjene penge på det. Og magtesløst kan offeret få lov til at genopleve forbrydelsen.

Den her regering, med en konservativ justitsminister, har strammet op på flere områder, og vi har om nogen sat fokus på ofrene. Hvis der er huller, hvor hensynet til den kriminelle står over hensynet til offeret, skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at de huller bliver lukket. Man skal ikke kunne tjene penge på sine forbrydelser, mens man sidder i fængsel. Det er en åbenlys krænkelse af retsfølelsen.

Når det er sagt, vil jeg også sige: Lad os lige slå koldt vand i blodet, så vi kan få undersøgt området først og få belyst, hvor langt vi kan gå, i stedet for at vi haster noget igennem, som måske viser sig at være i strid med grundloven. Så lad os i stedet indgå en aftale om, at vi undersøger, hvor langt vi kan gå, og så handler vi derefter. Det er den rigtige rækkefølge at gøre det i.

Så selv om vi forstår intentionerne i beslutningsforslaget, kan Det Konservative Folkeparti ikke bakke op om forslaget, som det ligger nu. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordførerne for bemærkningerne. Jeg kan jo konstatere, at der er bred opbakning til i hvert fald signalet i det her forslag, og man skal jo altid have jahatten på og prøve at være en lille smule positiv, selv om jeg jo godt kan regne ud, talt på mandater, at forslaget nok ikke går igennem i den her runde.

Men jeg synes, problemstillingen er væsentlig. Jeg synes, at vi er ved at få et samfund, hvor glorificeringen af nogle af de allerhårdeste kriminelle er en skændsel over for de ofre eller de pårørende og efterladte, der står magtesløse tilbage, og som har mistet eller fået skadet nogle mennesker, som de holder utrolig meget af, af en person, som så efterfølgende opnår en særlig form for kendisfaktor. Den person burde jo dybest set gå i glemmebogen, burde ikke have et navn, men sådan går det sjældent. Og jeg forestiller mig, at det må være utrolig intimiderende at stå tilbage og kigge på, at den person jo altså har muligheden for i dag at fortælle om de ugerninger, der er begået. Det kan vi ikke begrænse, og det skal vi ikke begrænse, for det er et spørgsmål om ytringsfrihed, og det er fastsat af grundloven. Men jeg mener godt, man kan diskutere, om man som person, der har begået grov kriminalitet, er i en situation, hvor man skal have lov til at trække penge ud af, at man har taget frihed, førlighed eller liv fra andre mennesker. Det synes jeg er helt reelt.

Det her forslag er ikke udsprunget af ingenting. I andre vestlige lande har man regler på det her område, og det er jo set i lyset af, at der er blevet begået meget voldsomme forbrydelser, som man ikke har et ønske om at der sidder folk og trækker penge ud af. Mig bekendt har man de her regler både i USA og Australien, og jeg tror også, der er stor forståelse for, at man f.eks. i Norge har haft den her debat over de seneste år i lyset af de to store terrorangreb begået af den samme person, som ramte Norge for et par år siden. Jeg ville godt kunne forstå, hvis der sad familiemedlemmer tilbage efter den massakre, det jo reelt var, og tænkte: Hold da op, skal den her person have lov til at tjene penge på at have taget noget af det allermest dyrebare? Der må jeg sige, at jeg godt forstår den diskussion, og jeg forstår godt, at der er folk, der har lyst til at handle på det, og det har jeg også selv. Det er derfor, vi har fremsat det her forslag.

Der har imidlertid spredt sig forskellige historier om det her forslag, og et par af dem vil jeg gerne adressere her. Der er nogle steder, hvor det påstås, at forslaget har til hensigt at tage ytringsfriheden fra folk. Jeg tror ikke, man finder noget parti, der er mere optaget af at bevare folks ytringsfrihed, end Dansk Folkeparti. Det her handler ikke om ytringsfrihed; det handler alene om, om man skal have lov til at tjene penge på at have begået noget, der er meget, meget voldsomt. Og det er også derfor, at vi meget eksplicit og klart, endda i forslagets første afsnit, markerer, at det lovforslag, som regeringen eventuelt, hvis der var flertal for beslutningsforslaget, skulle udfærdige, naturligvis skal være i overensstemmelse med vores grundlov. Det er sådan set helt naturligt. Dansk Folkeparti ville heller ikke kunne stemme for et lovforslag, som viste sig at være i strid med grundloven. Det ville være et problem. Det går jeg ikke ud fra noget parti ville kunne bifalde.

Hr. Søren Søndergaard rejser i sin ordførertale et par kommentarer til forslaget, og jeg vil kun vedkende mig det sidste af hr. Søren Søndergaards påtalte problemer med forslaget. Og det er, hvad der er rigtigt, nemlig at der i forslaget står, at regeringen, hvis man vedtager det her, vil være forpligtet til fremsætte et lovforslag i indeværende folketingssamling. Og jeg tror faktisk, der er en meget stor forståelse for, at hvis der var flertal for beslutningsforslaget, så ville regeringen næppe meningsfuldt kunne nå det i indeværende samling. Så jeg kan berolige hr. Søren Søndergaard helt med, at skulle vi være i en situation, hvor der var 90 mandater, der ville vedtage forslaget, så ville vi gerne fremsætte et forslag og selvfølgelig gøre det om, så regeringen kunne få tid til det arbejde, det ville kræve at udfærdige et egentligt lovforslag.

Men jeg synes egentlig også, det er sigende, at der i ordførertalen blev nævnt en konkret bog. Og ifølge mine oplysninger er den bog skrevet, mens man var på flugt fra myndighederne, altså i en periode, hvor man forsøgte at unddrage sig straf. Er det virkelig det gode eksempel? Det er et eksempel, hvor en person reelt forsøger at slippe uden om straf. Skal det tjene som det gode eksempel i den her debat? Det har jeg ærlig talt meget svært ved at forstå det rimelige i, må jeg sige.

Så man må gerne udgive bøger, man må gerne ytre sig i den offentlige debat, man må gerne benytte sig af alle de værktøjer, der er, men man kan ikke forvente, at det er okay, at man tjener penge på det. Skal vi så lægge pengene i Offerfonden? Det er jo det, vores forslag siger. Ja, det synes jeg sådan set ville være passende. F.eks. Preben Bang Henriksen foreslår, at man kunne smide pengene i statskassen. Altså, den diskussion kan vi godt tage. Vi synes bare, at Offerfonden er det naturlige sted at lægge pengene, og i øvrigt er det måske en kasse, der godt kunne trænge til, at der var lidt større flow. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Jamen altså, når Dansk Folkeparti kommer med den her slags forslag, synes jeg jo, at der kun er en idé i det, hvis det er klart, hvad det er, partiet mener. Og det, der fremgår som det, partiet mener, er, at man ikke må sidde i fængslet og tjene penge på at skrive bøger, som så bliver udgivet.

Men nu kan vi altså høre, at det også omfatter, at man ikke må skrive bøger, inden man er dømt, og inden man er kommet i fængsel. Hvis nogle bare har en mening om, at man er skyldig, er det nok – for det var jo det, der var tilfældet med Jønke; altså, i virkeligheden kunne det jo have været en eller anden operation, som nogle havde igangsat, og hvor han så bare tog skraldet ved at påstå, det var ham, der havde gjort det, og så forsvinde til udlandet, mens en anden kunne gå frit omkring. Det kunne jo teoretisk set være tilfældet, og det kunne teoretisk set være tilfældet, at han var blevet frifundet senere.

Vi har også et andet eksempel, nemlig Jan Bonde Nielsen, som udgav en bog, der først hed »Dømt«, og som senere hed »Frikendt«. Mig bekendt unddrog han sig vist også straf ved at opholde sig i Storbritannien. Så hvad omfatter forslaget? Omfatter forslaget også den kategori af mennesker, eller kun dem, der er i fængsel? Det er jo de spørgsmål, der rejser sig, når hr. Peter Kofod taler.

Værsgo til ordføreren.

Tak til hr. Søren Søndergaard. Det er jo et spørgsmål, jeg gerne vil besvare. Når jeg siger, at det tilfælde, som hr. Søren Søndergaard selv nævnte på talerstolen, er et dårligt eksempel, så er det, fordi jeg ikke synes, det er et særlig godt eksempel at bruge, når det handler om personer, der er på flugt.

Men ja, forslaget her handler jo om dømte, men vi har ridset et konkret eksempel op i den forstand, at vi her har en situation, hvor en person efterfølgende bliver dømt og udgiver en bog. Ja, han har skrevet den tidligere, men han er jo dømt for kriminalitet. Så jeg forstår ikke brudzonen her. Men det kan være, hr. Søren Søndergaard vil bruge sin anden runde på at forklare, hvad problemstillingen er, for jeg forstod det ikke.

Hr. Søren Søndergaard.

Omfatter det her forslag, som man ønsker gennemført, også f.eks. Jan Bonde Nielsens bog »Dømt«, der blev udgivet i sin tid? Det er jo et relevant spørgsmål, fordi han blev dømt. Senere blev han så ganske vist frikendt. Omfatter forslaget denne bog? Omfatter det her forslag Jønkes bog »Mit andet liv«?

Altså, lovgivningen skal jo være nogenlunde klar, og derfor må det være klart, hvad det her omfatter. Eller gælder det her kun, når man sidder i fængsel? Der er en forskel mellem det, hr. Peter Kofod står på talerstolen og siger, og hvad der står i forslaget.

Ordføreren.

Nej, altså, hvis man udgiver bogen, når man sidder i fængsel, så er man dømt, og så vil forslagets indhold gælde. Altså, så vil det jo være sådan, at den indtjening, der eventuelt vil være til personen, der har skrevet den, dvs. den kriminelle i det her forhold, vil vandre til Offerfonden.

Så siger vi tak til hr. Peter Kofod.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.