Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 87:

Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed.

Af Roger Courage Matthisen (ALT) m.fl.

(Fremsættelse 05.02.2019).

Vi åbner forhandlingen, og det gør vi med ministeren for fiskeri og ligestilling. Værsgo.

Forslaget opfordrer regeringen til at udarbejde en handlingsplan, der for det første skal sikre, at undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed inkluderes i undervisningen hos alle offentligt ansatte samt studerende, der har eller får ansvar for undervisning i dagtilbud, folkeskoler, erhvervsskoler, på ungdomsuddannelser samt videregående uddannelser – for nu at tage det hele med. Forslaget opfordrer for det andet til, at der skal prioriteres generelt i efteruddannelse i forhold til køn, ligestilling og mangfoldighed af alle offentligt ansatte med borgerkontakt.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at alle borgere skal mødes ligeværdigt i det offentlige uanset køn, uanset etnisk baggrund, fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, seksuel orientering eller religiøs overbevisning. Det er jeg helt enig med forslagsstillerne i. Men det følger jo også af de forvaltningsretlige grundprincipper, som alle offentlige myndigheder og offentligt ansatte er underlagt. Det gælder, uanset om man f.eks. er patient på sygehuset, ledig på jobcenteret eller er en ældre borger, der modtager hjemmehjælp.

Det er også vigtigt, at børn og unge mødes ligeværdigt i dagtilbud og skoler, og at lærere og pædagoger er med til at gøre op med de forskellige normer og stereotype forventninger, som man allerede tidligt i livet kan mødes af. Det stiller selvfølgelig krav til lærernes og pædagogernes viden og kompetencer. Som forslagsstillerne peger på, er det i dag et krav, at de studerende på pædagoguddannelsen skal have viden om ligestilling, familieformer og seksuel orientering og kønsidentitet. Det sker gennem et obligatorisk modul, som alle studerende skal deltage i. På læreruddannelsen indgår temaerne køn, ligestilling og mangfoldighed på forskellige kompetenceområder, eksempelvis inden for kristendomskundskab, livsanskuelse og medborgerskab.

Derudover indgår det i frivillige kurser i sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. En nylig evaluering af læreruddannelsen viste, at det kun er 21 pct. af de lærerstuderende, der har gennemført kurset. Som opfølgning herpå har forligskredsen bag læreruddannelsen i marts indgået en aftale, hvor professionshøjskolerne bl.a. får til opgave et lave en handlingsplan for de frivillige kurser på læreruddannelsen med særlig fokus på bl.a. sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Sigtet med aftalen er at styrke de lærerstuderendes deltagelse i kurserne og udvikle kvaliteten af kurserne. Der er også for nylig gennemført en evaluering af sundheds- og seksualundervisningen og familiekundskab i grundskolen, som peger på, at der absolut er udfordringer med undervisningen. Evalueringen viser bl.a. et behov for at se på, hvordan undervisningen forankres bedre og i højere grad matcher det, som børn og unge efterspørger. Derfor er regeringen optaget af, hvordan vi kan få skabt en mere tidssvarende sundheds- og seksualundervisning, og hvordan vi kan få skabt en undervisning, som i højere grad beskæftiger sig med de emner og de udfordringer, som børnene og de unge står over for i dag.

Der har igennem de seneste år været et stort fokus på eksempelvis digitale seksuelle krænkelser, og sagerne om grove krænkelser på nettet har vist, at de unge ofte mangler hjælp til at finde respekten for hinanden og respekten for hinandens grænser. Det er blevet en af de ting, som jeg mener vi skal styrke i en mere moderne seksualundervisning. Undervisningsministeriet har på baggrund af evalueringen iværksat forskellige initiativer i forhold til seksualundervisningen. Ministeren har bl.a. afholdt dialogmøde med interessenterne på området, og ministeriet arbejder i øjeblikket i samarbejde med de relevante øvrige ministerier på et oplæg til konkrete indsatser, som jo så skal drøftes med folkeskoleforligskredsen.

Regeringen har også iværksat en række andre initiativer på området, bl.a. er der handlingsplanen til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for lgbti-personer. I handleplanen, der går fra 2018 til 2021, er der givet støtte til flere projekter, der netop sigter imod at klæde folkeskoleledere, lærere og pædagoger på i forhold til normkritiske metoder og redskaber. Der gennemføres bl.a. et undervisnings- og et opkvalificeringsforløb af fagpersoner i grundskolen. Derudover udarbejdes også nye normkritiske redskaber og metoder målrettet undervisere og studievejledere m.v. på ungdoms- og erhvervsuddannelserne. Materialerne gøres tilgængelige for alle landets ungdomsuddannelser og andre relevante aktører.

I forhold til beslutningsforslagets anden del fremgår det ikke, hvilke offentligt ansatte der skal omfattes af efteruddannelse i køn, ligestilling og mangfoldighed, eller hvad omfanget for den sags skyld af efteruddannelsen så skulle være. Alle offentlige myndigheder og myndighedspersoner er i forvejen underlagt de almindelige forvaltningsretlige grundprincipper, og det indebærer bl.a., at det som udgangspunkt ikke vil være sagligt, hvis borgere ikke mødes ligeværdigt uafhængigt af deres køn, seksuelle orientering, funktionsnedsættelser m.v. Der er rigtig, rigtig mange offentligt ansatte, der er i kontakt med borgere, og det gør jo også, at det netop er relevant at have opmærksomheden rettet imod deres mulighed for at møde borgerne på den rigtige måde.

Som nævnt er der allerede iværksat et stort arbejde både i Undervisningsministeriet og i Uddannelses- og Forskningsministeriet, som skal styrke undervisningen i køn, ligestilling og mangfoldighed, og som nævnt har vi taget en række øvrige initiativer. Så vi synes, at vi i regeringen allerede arbejder med den problemstilling, der er med i beslutningsforslaget, og på den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra hr. Roger Courage Matthisen.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg hæftede mig ved, at det meste henvender sig til folkeskolen, altså i forhold til de initiativer, som ministeren remser op. Det, vi prøver at italesætte her, er jo, at diskrimination, som er det overliggende tema for den her udfordring, foregår på alle niveauer i vores samfund – om det er i folkeskolen, på universiteterne, under puttemiddage, eller om det er sexisme på CBS. Det er alle vegne, også på arbejdspladser, og hvis vi ikke udvider den viden og de begrebsapparater, vi har til rådighed, så tror jeg ikke på, at vi kan komme det her til livs og sikre ligeværdig frihed for alle borgere i vores samfund. Så jeg efterlyser den røde tråd. I Alternativet har vi sagt, at vi gerne vil have ligestillingsvurderet alle lovforslag i forhold til gender mainstreaming og gender budgeting, hvad der jo også er pålagt os at gøre fra EU. Så hvor er den røde tråd, hvis ministeren kunne bevæge sig lidt væk fra folkeskolen og tale lidt mere om den røde tråd i forhold til at sikre et ligeværdigt liv og frihed for alle i Danmark?

Ministeren.

Det synes jeg jo netop vi i høj grad gør, og også med henvisning til de initiativer, der er sat i værk. Så jeg synes, at hvis vi ligesom skulle kigge mere ind i det her, må jeg også bede forslagsstillerne om at være mere konkrete, i forhold til hvor det er, man synes det halter, og hvor der mangler initiativer til at tage fat på den her problemstilling. Jeg håber, at jeg har gjort det meget klart, at vi jo er enige i betydningen af det her emne og det, der værdimæssigt ligger i det. Men når jeg ser på regeringens initiativer, synes jeg også, at vi faktisk kommer godt rundt omkring det.

Hr. Roger Courage Matthisen.

Konkretiseringen kunne jo være, at Sex & Samfund, som har bakket op om det her beslutningsforslag, siger, at det især er, hvis vi kigger på de sundhedsfaglige uddannelser; det er politiskolen, og det er omsorgs- og velfærdssektoren. Det peger de konkret på. Jeg mener jo, at vi skal sikre, at alle, som er i en forvaltning, har adgang. Beslutningsforslaget siger jo ikke, at vi skal pålægge dem at modtage undervisningen, men at de i det mindste har adgang, så de dermed kan blive klogere, og at det dermed kan hjælpe med til, at der ikke diskrimineres i samfundet.

Ministeren.

Jeg er jo enig i, at for alle offentligt ansatte, der er i kontakt med borgere, er det vigtigt, at de netop udviser den respekt og den forståelse for alle uanset baggrund. I det omfang jeg måtte blive gjort bekendt med, at der er faggrupper, som mangler mere indsigt eller efteruddannelse, eller hvad der nu kunne være på tale, på det her område, vil jeg gerne kigge ind i, om de muligheder, der er i dag, egentlig er tilstrækkelige.

Med det siger vi tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og det er den socialdemokratiske ordfører, der står først, nemlig hr. Rasmus Horn Langhoff. Værsgo.

Alternativet har fremsat det her beslutningsforslag om obligatorisk undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed til alle studerende med kommende undervisningsansvar og alle nuværende fastansatte undervisere i det offentlige. I Socialdemokratiet kan vi være noget bekymrede for omfanget af forslaget. Vi mener, at det vil være for omfattende at inddrage alle offentligt ansatte med undervisningsansvar og lade dem modtage undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed. Derfor kan Socialdemokratiet altså ikke bakke op om det her konkrete beslutningsforslag.

Når det så er sagt, var Socialdemokratiet jo tilbage i 2014 med til at beslutte, at alle pædagogstuderende skal modtage undervisning i køn og seksualitet og mangfoldighed, og vi er stadig af den opfattelse, at alle offentligt ansatte, der eksempelvis arbejder på børne- og ungeområdet, skal være undervist i køn og ligestilling, så de er rustet til deres arbejde og har den nyeste viden og opdaterede færdigheder til at støtte og facilitere børns udvikling, læring og trivsel. På den baggrund er Socialdemokratiet også åbne over for at diskutere muligheden for, at studerende på læreruddannelsen skal modtage undervisning i køn og ligestilling, så det foregår på lige fod med, hvordan det foregår på pædagoguddannelsen i dag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Roger Courage Matthisen.

Tak for det. Jeg er enig; det er meget omfangsrigt at fremsætte et beslutningsforslag af den her kaliber. Vi har sagt, at det ikke skal være obligatorisk for de offentligt ansatte, men at det skal være en mulighed for, at de kan opkvalificere deres viden. Det er givet, at når vi kigger på vores samfund, er det på tværs af klasse, etnicitet, køn og religion, at de her udfordringer i forhold til diskrimination spiller sammen, og hvis ikke vi har en rød tråd i vores politik fra regeringens side eller fra Folketingets side, har jeg svært ved at forestille mig, at vi nogen sinde kan komme det til livs, altså det, som FN kalder udryddelsen af racediskrimination, eller diskrimination generelt. Mener ordføreren, at der er nok fokus i dag? Hvilke andre initiativer mener ordføreren vi kan tage for at ruste vores samfund til at skabe ligeværdige og mangfoldige rammer for alle?

Ordføreren.

Jeg mener jo først og fremmest, som jeg sagde i min ordførertale, at vi kan gøre det til noget, der fylder mere i læreruddannelsen, altså sørge for, at danske folkeskolelærere er rustet til at kunne have seksualundervisning ude i folkeskolen. Det er der ikke særlig mange folkeskolelærere der kan. Det er et kursus på læreruddannelsen, man kan tage eller lade være med at tage, og så bliver kvaliteten jo desværre også derefter. Så jeg vil sige, at lige så vel som vi startede med pædagoguddannelsen her for 5 år siden, og at det blev en obligatorisk del af den uddannelse, man tager, synes jeg, det er interessant at kigge på, at man kunne gøre noget derhenad med læreruddannelsen, uden at jeg dermed vil lægge mig fast på, præcis hvordan man skal gøre det.

Men lad os fokusere på børn og unge først og fremmest og så lade universiteter, og hvad vi ellers har, fokusere lidt mindre på det. Når jeg siger obligatorisk undervisning, er det jo, fordi det står i beslutningsforslaget, jeg har her, på side 3 – der bliver obligatorisk undervisning nævnt.

Så er det hr. Roger Courage Matthisen.

Jamen det er korrekt, at den obligatoriske del er for dem, der har et undervisningsansvar, ikke for offentligt ansatte. Men jeg er da enig. Hvordan forholder ordføreren sig til, at gymnasieeleverne også efterspørger mere seksualundervisning? Jeg bakker fuldt op om, at vi skal sørge for, at det kommer ind i folkeskolerne også, det er der opbakning fra Alternativet til, men vi ser også, at de på universiteterne oplever sexisme, og vi ser, at de oplever andre former for diskrimination, også i forhold til deres uddannelsesvalg. Men det skal vi bare lade ligge, eller hvad skal vi gøre her?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg er åben og meget positiv over for at tage diskussionen i forhold til alle de steder, hvor vi oplever at der er et behov, og hvor vi tror at det her kan være løsningen på det problem, vi ser derude, og så må vi jo tage én uddannelse ad gangen, hvor vi synes det giver mening. Men at lave sådan en samlet pakke her, som bare skal trækkes ned over hovedet på samtlige uddannelser, er jeg ikke sikker på er den allerklogeste måde at gøre det på.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Og så er vi nået til fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Alternativet har fremsat et forslag om obligatorisk undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed til studerende med kommende undervisningsansvar, og det er lige fra dagtilbud til ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Og det foreslås så, at der udarbejdes en handlingsplan, der har til formål, at offentligt ansatte med undervisningsansvar og med borgerkontakt bliver rustet til at møde alle borgere ligeværdigt uanset køn, baggrund, fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, seksualitet eller religiøs overbevisning.

I Dansk Folkeparti mener vi ikke, der er behov for en handlingsplan for at ruste offentligt ansatte til at møde borgere ligeværdigt. Det skulle de gerne kunne i forvejen. Det handler meget om empati, og såfremt man ikke har det, synes jeg, det bør være op til ledelsen at tage ansvar. Og hvis man ikke kan det, altså møde borgerne ligeværdigt, kan det jo godt være, man har det forkerte arbejde. Et sundt og godt princip er at møde andre mennesker, som man gerne selv vil mødes. For mange ligger det gudskelov som en helt naturlig del i vores opdragelse – hvordan vores forældre har opdraget os.

Når det så er sagt, er der jo rigtig mange områder i det her forslag, hvor der er brede politiske aftaler. Der er forligskredse på folkeskoleområdet, der er aftaler på dagtilbudsområdet og også på uddannelsesområdet. Og der er jeg ikke ordfører; jeg har ikke det forkromede overblik over alle de aftaler. Så derfor tænker jeg, at såfremt der skal ske ændringer, er det jo noget, man skal løfte i de aftalekredse, der er. Derudover finder jeg det meget nyttigt, at Sex & Samfund hvert år i uge 6 tager relevante emner op, men også har undervisningsmateriale på deres hjemmeside, bl.a. til grundskolen, som undervisere kan benytte sig af.

I Dansk Folkeparti støtter vi ikke forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Roger Courage Matthisen.

Tak til ordføreren for talen. Jeg hæfter mig ved, at ordføreren siger, at ordføreren ikke har det forkromede overblik, fordi det ligger i forskellige ministerier og forskellige forligskredse. Og det er netop det, jeg efterlyser her: et forkromet overblik. Vi skal have det på alle mulige andre områder, men vi har det ikke i forhold til ligestilling og mangfoldighed, og det mener jeg vi bør prioritere, og det er derfor, vi har fremsat forslaget.

Så nævner ordføreren, at Sex & Samfund gør det rigtig godt. Sex & Samfund har også haft det her forslag til eftersyn, og de bakker det op. De støtter helt op omkring, at relevant viden og praksiskompetencer bør indgå som en obligatorisk del af de nævnte uddannelser, men faktisk også hos politiet og fængselsvæsenet og i social- og omsorgssektoren. Hvordan forholder ordføreren sig til, at Sex & Samfund kommer med den udtalelse?

Ordføreren.

Det er jo klart, for Sex & Samfund arbejder på det her område, så det ville da undre mig, hvis de var lodret imod mere viden på området.

Det er sådan, at der er aftalekredse på det her område og i forhold til både uddannelse og dagtilbud og andet, og der har Alternativet jo mulighed for, hvis de sidder i nogle af de kredse, at tage det her op. Så jeg tænker, at det er dér, man tager diskussionen, men det er jo op til ordføreren at vurdere.

Hr. Roger Courage Matthisen, værsgo.

Jamen tak for det, og det vil vi også gøre.

Med det siger vi tak til ordføreren. Man behøver ikke at stille spørgsmål nummer to, hvis man ikke har noget. Det er helt op til en selv.

Nu er det fru Anni Matthiesen fra partiet Venstre. Værsgo.

Tak for det. Som foregående ordførere også har sagt, er det, vi behandler lige nu, et beslutningsforslag fremsat af Alternativet, som gerne vil pålægge regeringen at udarbejde en handlingsplan, som sikrer, at undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed inkluderes i undervisningen for alle offentligt ansatte med undervisningsansvar og for studerende med kommende undervisningsansvar. Og det skal også gælde fra dagtilbud over folkeskoler og ungdomsuddannelser til de videregående uddannelser. Beslutningsforslaget indebærer derudover, at vi skal prioritere et kompetenceløft i forhold til tilgængelig efteruddannelse for alle offentligt ansatte med borgerkontakt. Så på den måde er det jo et stort beslutningsforslag, som påvirker rigtig mange områder.

I Venstre er vi selvfølgelig enige i, at alle borgere i samfundet skal mødes og behandles med respekt uagtet køn, baggrund, seksualitet eller religiøs overbevisning, og jeg er sikker på, at alle de tilstedeværende her i salen er af samme overbevisning. Jeg må så også sige, at netop derfor har den nuværende regering jo også igangsæt flere forskellige ting, som netop skal råde bod på de ting, som står i det her beslutningsforslag. Jeg vil ikke begynde at remse alle de ting op, som ministeren også var inde på i sin tale. Men jeg kan sige, at det jo faktisk er sådan lige nu, at uddannelses- og forskningsministeren er i gang med at kortlægge, om professionshøjskolerne kan forbedre undervisningen og deltagelsen i kurset i sundhed og seksualundervisning og familiekundskab. Så der pågår jo også netop i de her måneder et arbejde, som på den lange bane helst skulle resultere i, at også flere folkeskolelærere bliver bekendt med og bedre til at undervise på det her område.

Desværre må jeg meddele forslagsstillerne, at Venstre ikke kommer til at støtte op om beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Roger Courage Matthisen. Værsgo.

Tak for det. Nu ville ordføreren ikke remse op, hvad regeringen har gjort. Der er jo en lang række ting, som regeringen har sagt nej til i de sidste 4 år. Bl.a. har vi fremsat forslag om en ligelønspulje på 5 mia. kr. til at udligne løngabet på det kønsopdelte arbejdsmarked. Øremærket barsel er man imod, det er også EU's linje. Ligestillingsløftet synes man heller ikke man kan bakke op omkring. Man har udhulet den kønsopdelte lønstatistik, og man har sagt nej til den islandske model i forhold til at dokumentere, at der er ligeløn i danske virksomheder.

Det, jeg efterlyser med beslutningsforslaget her, er jo, at vi har en rød tråd, og at vi har et Ligestillingsministerium, som tager hånd om alle de udfordringer, der er, med diskrimination i vores samfund, om det er i uddannelsessektoren, om det er i erhvervslivet, eller hvor det er. Og det er jo desværre et stort fokus. Det er et tværministerielt fokus, fordi der er så mange domæner, som har indflydelse. Så kan ordføreren se et behov for, at vi har brug for en rød tråd i forhold til ligestilling?

Tak for det. Værsgo.

Tak. Jeg synes jo egentlig, at der er en rød tråd. Ud over at jeg står her på talerstolen i dag og taler om det her beslutningsforslag, så er jeg også ordfører på børneområdet og også undervisningsområdet, og jeg kan i hvert fald oplyse Alternativets ordfører om, at netop de her emner jo er noget af det, vi drøfter i forligskredssammenhænge. Så jeg synes egentlig, at vi på den måde er helt, helt opmærksomme på, at der er steder, hvor det også kan blive bedre. Det er også der, vi har igangsat noget arbejde for at finde ud af, hvordan vi så gør det fremadrettet.

Hr. Roger Courage Matthisen, værsgo.

Tak for det. Så har jeg bare lige et kort opfølgende spørgsmål, i forhold til at ordføreren også er ordfører på børneområdet og skoleområdet. Lige i år har TrygFonden fremvist en analyse, der viser, at op mod hvert tiende brune barn kan opleve diskrimination i folkeskolen i forhold til et hvidt barn. Hvad tænker ordførerens parti i forhold til at gribe den problemstilling an?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg først og fremmest synes, at det er triste tal, som TrygFonden kunne komme frem med. Og så må jeg sige, at jeg sådan helt generelt synes, at det er en opgave og nogle problemstillinger, som jo også påhviler de ansatte, som er ude på skolerne, at tage hånd om. Jeg må sige, at den diskrimination tager vi dybt, dybt afstand fra, lige så vel som der er andre lignende former for diskrimination, som man jo som folkeskolelærer, som klasselærer og for den sags skyld som pædagog har et ansvar for at tage fat på, lige så snart man opdager, at det foregår.

Tak til fru Anni Matthiesen. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Mange af os kan huske, hvordan seksualundervisningen var, da vi gik i folkeskolen. Desværre viser flere undersøgelser, at undervisningen ikke har rykket sig særlig meget siden da. Børn får i dag stadig ikke lært om forskellige former for seksualitet og betydningen af forskellighed i krop, køn og seksualitet. Det er problematisk, at vi får vores lærere til at undervise i fag, som mange af dem ikke selv er blevet undervist i. Det kunne vi aldrig forestille os skulle ske med andre fag. Emnet har været obligatorisk i den danske folkeskole siden 1970'erne. Derfor er det paradoksalt, at det stadig kun er frivilligt for studerende på læreruddannelsen at tage faget. Det er vigtigt, at unge mennesker får ordentlig kendskab til seksualundervisning og normkritik, da forståelse af forskellighed er grundstenen i vores demokrati. Det er derfor afgørende, at lærere får den nødvendige opkvalificering, så de kan give viden videre til elever i folkeskolen.

Med sager om unge piger på gymnasier, der bliver udnyttet til såkaldte puttemiddage, og senest den store Umbrellasag, hvor tusind unge blev sigtet for at have distribueret børneporno, er det helt afgørende, at vores unge bliver kritiske over for normer og dermed kan sætte sig imod nogle af de uhyggelige tendenser, der følger med digitaliseringen, og de skal ikke mindst have viden om grænser, respekt og hensyn. Samtidig giver sociale medier et fuldstændig skævvredet billede af kroppen og skaber urealistiske forestillinger om kropsidealer, som påvirker unge helt ned til 6-årsalderen. Derfor er det afgørende, at alle unge i det danske uddannelsessystem får et realistisk syn på sundhed og på krop.

Normkritik hører dog ikke kun hjemme under uddannelserne. Som forslaget ganske rigtigt lægger op til, synes Enhedslisten også, at ansatte med borgerkontakt skal blive rustet til at kunne møde mange forskellige mennesker, så man kan blive forstået ud fra den, man er eller identificerer sig som.

Enhedslisten havde gerne set, at der var nogle tiltag, der var konkretiseret i forslaget. Der mangler bl.a. en afklaring af, hvordan det præcis skal forstås, og hvordan det skal finansieres. Men Enhedslisten vil gerne samarbejde videre i udvalget og støtter også forslaget på trods af de mangler.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak for det. I Liberal Alliance er vi meget på linje med det, som ordføreren for Dansk Folkeparti sagde, da hun stod på talerstolen for kort tid siden. Naturligvis kan man, hvis man er offentligt ansat, møde borgere ligeværdigt. Naturligvis har man den grundlæggende egenskab, at man møder mennesker – uanset seksuel baggrund, køn, alt muligt andet – med respekt. Når man læser Alternativets beslutningsforslag, synes jeg faktisk, at det sender et meget skævt signal til alle de dygtige offentligt ansatte, som hver dag går på arbejde, yder en fantastisk indsats, tager sig af vores ældre medborgere og vores børn. Med det her beslutningsforslag sender man et signal om, at de ikke er gode nok, at de ikke kan finde ud af at møde borgere i øjenhøjde og med respekt. Det er ikke det, jeg oplever, når jeg taler med pårørende, borgere, der er i berøring med det offentlige, tværtimod.

Hvis det her var rigtig vigtigt for Alternativet, altså et vigtigt område, så synes jeg, at man skulle have gjort sig en lille smule mere umage, inden man kalder alle Folketingets partier ned for at drøfte et beslutningsforslag. Det er et voldsomt ukonkret forslag, som peger på en handlingsplan. For hvem? Det ved vi ikke rigtig. Det er nok nogle offentligt ansatte, som møder nogle mennesker. Finansiering? Hvad vil det koste? Det ved vi ingenting om. Det har man ikke gidet at undersøge, og man har heller ikke gidet prøve at konkretisere, hvad en handlingsplan konkret skal indeholde. Hvordan vil man ruste de offentligt ansatte, de kommende undervisere, bedre?

At bede Folketingets partier om at tage stilling til det her er direkte useriøst. Jeg synes, at man fra Alternativets side skulle gå tilbage med sit såkaldte beslutningsforslag og finde ud af, hvad det egentlig er, man præcis gerne vil. Hvem vil man gerne sætte ind over for? Hvordan vil man gøre det? Og hvad vil det koste? Så giver man rent faktisk Folketingets partier en mulighed for at tage stilling til et forslag.

Naturligvis støtter Liberal Alliance ikke det her.

Der er en kort bemærkning fra hr. Roger Courage Matthisen.

Tak til ordføreren for bidraget. Altså, jeg tager til mig, at det sagtens kunne være mere præcist i forslaget. Det, jeg ikke tager til mig, er det andet, for vi skal ikke diktere, hvad handlingsplanen konkret er. Det, jeg ved, når jeg snakker med alle de organisationer, som har været involveret i den her proces, er, at de gerne vil inddrages, og at de gerne vil have mulighed for at påvirke, hvad indholdet er. Og hver gang vi fra statsligt hold kommer og pålægger dem rammer, hvor de ikke er blevet inddraget tilstrækkeligt, så er det, at de ikke ser, at vi modarbejder de strukturer, der er i vores samfund. Så det er jo grunden til, at det ikke er der. Det er også grunden til, at jeg ikke kan beregne, hvad det kommer til at koste. I første omgang handler det om at få skabt den her handlingsplan.

Det var egentlig bare en kommentar til ordførerens tale. Men tak for input.

Ordføreren.

Det var bare en kommentarer, så der er ikke så meget at svare på.

Så siger vi tak til fru Laura Lindahl. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er fru Trine Torp, SF.

Tak for det, og tak til Alternativet for at fremsætte forslaget i dag. Det er sådan set altid godt, at vi i Folketingssalen kan få nogle politiske drøftelser om normer og kønsforestillinger og ligestilling, så tak for det.

I SF deler vi ønsket om at arbejde for øget ligestilling og mangfoldighed i alle dele af samfundet, også på skoler, gymnasier og i undervisningsverdenen helt generelt. Vi mener, på linje med det, som beskrives i bemærkningerne til forslaget, at det er vigtigt, at der i højere grad undervises i normkritik, køn, ligestilling og mangfoldighed på diverse uddannelser, også for kommende undervisere.

Det er vigtigt, at man som lærer eller underviser er i stand til at forholde sig kritisk og reflekteret til, hvordan forskellige stereotyper præger forestillingerne om, hvad børn kan og vil. Det har betydning, ikke kun for børnene og de unge på uddannelsesinstitutionerne, men også hvis vi reelt skal sikre mere ligestilling og mangfoldighed i uddannelsesvalg og på arbejdsmarkedet. Vi er derfor også positive over for intentionerne i forslaget og for, at Alternativet sætter fokus på emnet.

Når vi alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, sådan som det ligger i dag, så handler det egentlig ikke om substansen i det og intentionen med det, men mere om, at indholdet i uddannelserne hører til i de respektive politiske forlig og aftaler, der er på uddannelses- og undervisningsområdet. I SF er vi med i en række aftaler og forlig på tværs af uddannelsesområdet, og vi kæmper altid for at fremme ligestillingsdagsordenen, når vi forhandler med de øvrige forligspartier. Vi mener også, at det er der, altså i forligskredsene, at fremtidige drøftelser om undervisning i køn og ligestilling og mangfoldighed på de respektive uddannelser bør finde sted. Samtidig bør så omfattende ændringer af indholdet i de forskellige uddannelser ske i en tæt dialog med relevante undervisere og studenterorganisationer på området, så der tages højde for såvel faglige som praktiske udfordringer ved at ændre i undervisningen på de enkelte uddannelser. Vi ved jo godt, at når man lægger noget ind, er der noget andet, der skal ud, og uddannelserne er også skruet forskelligt sammen.

Så vil jeg også sige, at vi sådan set selv for nogle år tilbage har foreslået, at der skulle indføres undervisning i køn på lærer- og pædagoguddannelserne, så vi er sådan meget på linje med intentionerne i det. Det har jo også vist sig, at det nu er kommet ind i pædagoguddannelserne. Det mangler andre steder. Men jeg tror på, at kampen i virkeligheden skal kæmpes nogle andre steder end ved at behandle et beslutningsforslag i Folketingssalen.

På den baggrund deler vi intentionerne, men kan ikke bakke op om forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Roger Courage Matthisen.

Tak for det. Jeg er helt enig i bekymringerne. Jeg ved også, at Djøf har bakket det op, men også har udtalt nogle af de samme bekymringer, nemlig at det er et meget stort område. Men kunne man forestille sig, at der var et ministerium, som tog handling på at skabe det her forkromede overblik, og som sørgede for, at der var en ligestillingsvurdering, sørgede for, at den ligestilling og indsats mod diskrimination og indsigt i køn rammer alle ministerier? Hvordan ved vi i dag, at alle de forhandlinger, vi laver parallelt med hinanden, ikke er med til at modarbejde, at vi har det her intersektionelle fokus på vores mangfoldighed i samfundet?

Ordføreren.

Det ved jeg ikke om vi nogen sinde rigtig kan blive sikre på, og jeg ved ikke, om det lige er ministeriet, der skal lave det arbejde. Altså, jeg ville egentlig sige, at vi som ligestillingsordførere her har et kæmpe ansvar i forhold til faktisk at tale med vores undervisnings- og uddannelsesordfører, hvis vi ikke er det samtidig med, så vi i virkeligheden får det sat på dagsordenen, hver gang vi alligevel skal forhandle om nogle af de her uddannelsesbekendtgørelser og studieordninger. Vi skal der have et skarpt fokus. Det har vi i hvert fald i SF, og vi prøver egentlig også at sparke det ind der, hvor vi kan. Men det er selvfølgelig aldrig en let øvelse, fordi der altid er mange flere ønsker til, hvad uddannelserne skal kunne, end der i virkeligheden er år til at gå på uddannelserne.

Tak for det. Den næste er så ordføreren for forslagsstillerne, hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet.

Først og fremmest tak til alle ordførere, der har kommenteret forslaget. Det, jeg primært kan tage med mig, er, at det måske skulle have været mere præcist og gennemarbejdet, og det vil jeg helt sikkert tage med mig.

Når det er sagt, er det handling, som skaber forvandling. I dag behandler vi et forslag om, at regeringen skal udarbejde en handlingsplan, som sikrer, at undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed inkluderes i undervisningen hos dem, som har ansvaret for at undervise, dem, som har ansvaret for vores kommende generationer og deres viden, uanset om det er på folkeskolerne, andre skoler, institutionerne eller universiteterne. Handlingsplanen skal være med til at sikre, at underviserne bliver mere bevidste om, hvordan de skaber gode, stærke og inkluderende fællesskaber, uanset hvor i deres uddannelsesforløb vores børn, unge eller voksne befinder sig, så de ikke oplever diskrimination, så de ikke oplever at blive ekskluderet.

I 2012 lavede Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, en vigtig rapport til Folketinget. Rapporten hedder »Måling af diskrimination på baggrund af etnisk oprindelse«, og det er netop diskrimination, som det her beslutningsforslag primært beskæftiger sig med – diskrimination, som manifesterer sig gennem fordomme, normer, forudindtagelser og forskelsbehandling, og som gør, at der ikke er lighed for alle i dag, at der ikke er ligeværd for alle i vores samfund. Diskrimination foregår på mange måder og på mange niveauer, og det har store omkostninger både samfundsmæssigt og personligt – samfundsmæssigt, fordi vi har et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i Europa, hvor vi kunne optimere vores arbejdsliv, vækst og sammenhængskraft meget mere, hvis vi udnyttede mangfoldigheden bedre. Og diskriminationen har store personlige omkostninger, fordi den betyder færre valgmuligheder, lavere selvværd og mindre frihed for den enkelte, uanset om det er på baggrund af køn, race, hudfarve, religion, seksuel orientering eller handicap.

Rapporten »Måling af diskrimination på baggrund af etnisk oprindelse« anerkender diskrimination som en usaglig forskelsbehandling og anerkender, at vi har institutionel og ikkeinstitutionel diskrimination. Altså, vi har diskrimination, som foregår privat hos borgerne, og som samtidig er en indgroet del af vores skole- og uddannelsessystem, sundhedsvæsen, retsvæsen og alle de andre institutioner, som udgør vores samfund. Derfor mener jeg, at vi er nødt til at have det her brede syn på, hvordan vi så ændrer perspektiverne og vores viden om og tilgang til at skabe et mere ligeværdigt samfund. Desuden taler rapporten om diskrimination som direkte, indirekte, bevidst og ubevidst, og det er netop den her ubevidste bias, den ubevidste forudindtagethed, fortællinger, forestillinger, myter, antagelser og normer, som er med til at modarbejde ligeværd i vores samfund.

Jeg var 9 år gammel, første gang jeg blev kaldt n-ordet og en ældre hvid knægt slog mig i hovedet og jeg oplevede følelsen af at blive sat uden for fællesskabet på grund af min hudfarve, ligesom min mor af min folkeskole fik at vide, at de godt vidste, hvordan de skulle håndtere sådan nogle abekatte som min bror og mig. Vi har som samfund heldigvis rykket os meget siden dengang i 1980'erne, men vi er langtfra fri for diskrimination. TrygFondens analyse fra 2019, som jeg nævnte tidligere, viser, at op mod hver tiende brune barn er i risiko for at blive diskrimineret til forskel fra hvide børn. Naturligvis er der mange faktorer, der påvirker det her, ikke mindst den dæmoniserende retorik, som vi har og har haft i lang tid i politik og i pressen angående danskere med minoritetsbaggrund.

Men nu har jeg jo været medlem af Folketinget i 4 år, og i den periode har jeg irettesat en kollega fra et andet parti, som kaldte vores grønlandske brødre og søstre for snekinesere. Jeg har irettesat en tredje kollega, som til en vilkårlig kvinde på en officiel folketingsrejse sagde: Det er kun kvinder og papegøjer, der snakker, mænd taler. Det er ikke nødvendigt at nævne medlem og parti ved navn. Det er blot for at illustrere, at vores udfordringer breder sig over alle sektorer og niveauer i vores samfund. Som medlem af Folketinget har jeg også været ude til et arrangement med veluddannede mennesker og fået at vide, at jeg taler godt dansk.

I de situationer, jeg nævner her, var jeg den eneste, som sagde dem imod, og det var tydeligt, at der var andre i selskabet, som krummede tæer, men de forblev tavse. Jeg turde godt ødelægge den gode stemning, for jeg har igennem et liv oplevet, hvordan den gode stemning kan være på bekostning af min selvværdsfølelse, selvværdsfølelsen hos kvinden, der bliver krænket, selvværdsfølelsen hos den danske pige med tørklæde, der bliver diskrimineret, selvværdsfølelsen hos den 9-årige transseksuelle dreng eller hos den døve unge mand, som bliver behandlet, som om han havde ebola.

At være i stand til at ødelægge den gode stemning og turde starte den svære samtale kaldes også at være en killjoy, et begreb, som Sara Ahmed har udviklet. Men det kræver indsigt, det kræver viden, det kræver mod at turde starte den svære samtale, og det er også, hvad der ligger i det her beslutningsforslag om obligatorisk undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed hos vores undervisere, så de kan klæde vores børn, unge og voksne på til at blive klogere og mere modige på vejen mod at sætte gang i et ligeværdigt og inkluderende samfund for alle, så vi alle tør starte og blive i den svære samtale, så vi alle har viden og empati til at lytte til og forstå modtagerne af de her uhensigtsmæssige normer og strukturer, som hersker i samfundet i dag.

Ingen af de episoder, jeg omtaler her, involverer nogen, der er en racist eller en sexist. For mig er racisme og sexisme eller ableisme ikke en identitet, det er ikke noget, vi er. Det er noget, vi gør, det er handlinger, det er ord, det er adfærd, ofte ubevidst, normer, som vi er socialiseret ind i. Nogle normer er gode: Vi ser os for, når vi går over vejen, selv om der er grønt; vi fortæller vores ven eller veninde, at de ikke skal køre bil, hvis de er fulde; vi har en samtale med vores børn, hvis vi oplever, at de er medløbere og er med til at moppe andre. Altså, vi kritiserer de normer, som de deltager i, fordi de kan være uretfærdige eller opleves som uretfærdige, en normkritik, som også er med i forslaget, anerkendelsen af, at det er et strukturelt problem, at det er ikke blot er nogle få onde mennesker, der popper op hist og her. Jeg husker, at vores ligestillingsminister til redegørelsesdebatten om ligestilling i sidste uge i hvert fald mundtligt gav opbakning til samtlige handlingsorienterede erklæringer i Djøf's ligestillingsløfte, ligesom ministeren også anerkendte elementerne i min ordførertale, der netop handler om, at vi skal sætte ind over for de normer og den socialisering, der fastholder status quo, og den diskrimination, som forhindrer ligeværd og lige frihed for alle.

Med det her beslutningsforslag kan vi starte med at handle. Ja, det skal gennemarbejdes mere, men vi kan starte med at skabe et reelt ligeværd for alle i vores samfund. Beslutningsforslaget har været forbi interesseorganisationer fra Sabaah, LGBT Danmark, Normstormerne og til Cecilie Nørgaard fra Mangfold, Jacob Graack fra pædagoguddannelserne – som p.t. er den eneste uddannelse, som har det på undervisningsskemaet – Danske Handicaporganisationer, Djøf, Sex & Samfund og mange flere, og de kan alle sammen bakke det op, og de kan alle sammen også godt se, at der er et kæmpestort arbejde forude, hvis vi skal kunne lave et sammenhængende projekt, en sammenhængende handlingsplan. Men det er for mig at se nødvendigt, for ellers bliver det de her bilaterale forhandlinger, hvor man måske ikke har det store sigte for øje. Men jeg vil i hvert fald gerne sige tak til alle dem, som har bidraget til forslaget, og som har læst det igennem og er kommet med både positiv og negativ feedback.

Sex & Samfund skriver: Vi støtter helt op omkring, at relevant viden og praksiskompetencer om køn, seksualitet, ligestilling og mangfoldighed bør indgå som en obligatorisk del af uddannelsen for alle offentligt ansatte inden for dagtilbud, skole og hele uddannelsesområdet samt inden for politi, fængsler, social- og omsorgssektoren.

Det synes jeg egentlig vi skal lægge mærke til, i forhold til at der bliver efterspurgt, hvor det kan være, at offentligt ansatte kunne blive bedre, i hvert fald inden for politi, fængsler, social- og omsorgssektoren.

Beslutningsforslagets anden del italesætter netop det, at vi skal have gjort den her viden om køn, ligestilling og mangfoldighed tilgængelig for alle offentligt ansatte med borgerkontakt. Det er ikke lagt ind i forslaget, at det skal være obligatorisk, men at de skal have en mulighed for at få denne opkvalificerende viden. Det her forslag er et forslag om en handlingsplan. Det koster ikke meget som ministerium at dykke ned i, hvad der foregår lige nu, skabe en rød tråd, lægge det hele op synligt for os, så vi kan se, hvordan det foregår, og vi kan skabe en sammenhæng og italesætte det, som SF's ordfører også siger, over for vores andre kolleger, i forhold til hvordan vi kan strukturere forhandlinger, så vi kommer i mål med at skabe reelle ligeværdige rammer for alle i det her land.

Jeg vil sige tak for debatten til dem, som bakker op, og dem, som ikke gør, og jeg vil slutte med et citat om diskrimination og uretfærdighed af Desmond Tutu, der illustrerer, hvorfor jeg mener at vi skal handle mere end at tale:

Hvis du er neutral i situationer, hvor der er uretfærdighed, så har du valgt samme side som undertrykkeren. Hvis en elefant har sin fod på musens hale, og du siger, at du er neutral, så vil musen ikke påskønne din neutralitet.

Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Anni Matthiesen.

Tak. Jeg vil egentlig gerne starte med at sige, at jeg synes, det var en rigtig flot ordførertale, og som jeg forstår Alternativets ordfører, er tanken med beslutningsforslaget her på en eller anden måde, at der skal italesættes mere. Men jeg vil også godt sige, at det vel så også kræver, at man gør mere end blot at tale. Derfor kunne jeg også godt tænke mig at spørge ind til: Har Alternativet tænkt på, hvad det næste skridt så er? Og hvis man skal følge alt det, der står i beslutningsforslaget, til dørs, hvad vil omkostningerne så være?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og tak for komplimenten i forhold til talen. Jeg kan jo se, at der i ordførerens spørgsmål ligger, at forslaget ikke er præcist nok. Så hvis jeg skal præcisere det på det minut, jeg har her, handler det om, at vi får blotlagt: Hvad er initiativerne lige nu? Hvordan sørger vi for, at de initiativer bliver stillet til rådighed på alle uddannelser i forhold til undervisning i køn, ligestilling og mangfoldighed? For jeg mener, at det er en viden, som alle undervisere har brug for. Det er det ene.

Det andet er, hvordan vi kan ruste vores offentligt ansatte til at møde borgerne i en mere ligeværdig relation, og hvordan vi inddrager dem i det arbejde. Omkostningerne derved kender vi jo ikke, for vi ved ikke, hvor omfangsrigt et arbejde det vil være, men det vil være op til udredningen og det, der står i handlingsplanen.

Fru Anni Matthiesen.

Tak. I forhold til netop det med de offentligt ansatte kan jeg jo sige, at jeg, inden jeg selv blev politiker, faktisk var ansat i den offentlige sektor igennem næsten 19 år, og for mig var det, når jeg netop mødte borgerne, selvfølgelig en naturlig del af min hverdag, at have den her del med, og jeg har aldrig tænkt, at jeg på den måde manglede nogen form for uddannelse. Kan ordføreren ikke godt se, at man som offentligt ansat måske godt kan føle, at man bliver talt lidt ned til? For jeg synes jo, at det her er ganske naturligt, når man rent ud sagt skriver under på kontrakten som offentligt ansat.

Ordføreren.

Tak for det. Det kan jeg sagtens følge. Men hvis vi kigger på den statistik, vi har til rådighed, så ved vi eksempelvis, at ældre mandlige borgere i flere kommuner er bedre til at gå end kvindelige borgere, og så fandt man ud af, at man brugte dobbelt så mange penge på de ældre mandlige borgere, ligesom man har fundet ud af, at man taler meget mere til små pigebørn i børnehaven, end man taler til drengebørn, hvilket betyder, at de udvikler et sprog hurtigere.

Så det med, at vi har en forståelse af det, at vi godt ved, hvordan vi møder alle mennesker som lige, viser sig gang på gang i den forskning, vi har, ikke at være korrekt. Så alle intentionerne bakker jo op omkring ordførerens tilgang til at være offentligt ansat, men nogle gange skal vi også bare anerkende, at vi mangler viden for at kunne behandle folk lige.

Så er det fru Karina Adsbøl.

Hvis vi mangler viden, var det måske nok det, forslaget skulle være gået på, i forhold til en vidensbank eller andet.

Men det, jeg godt vil spørge til i forhold til det her forslag, er, at det vel handler meget om sund fornuft, god opdragelse og empati, og det tænker jeg da at rigtig mange af vores offentligt ansatte har. Jeg er tidligere uddannet social- og sundhedsassistent og har arbejdet inden for pleje- og omsorgsfaget, og jeg har mødt alle mulige forskellige mennesker, og det handler vel om, at man er godt opdraget, og at man møder mennesker der, hvor de er. Man behøver vel ikke at lave en handlingsplan for at bruge den sunde fornuft.

Ordføreren.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at det handler om empati. Jeg er desværre uenig i forhold til det med den sunde fornuft. Hvis vi kigger på Me Too, kan vi se, hvordan det er blevet behandlet diametralt modsat i Sverige kontra Danmark. Hvor vi i Danmark siger, at det bare er enlige sexistiske mænd, der er i gang, siger man i Sverige, at det faktisk er en strukturel udfordring i forhold til den måde, vi italesætter kønnene og opfører os over for hinanden på. Det mener jeg også lidt ligger bag det med den sunde fornuft. Nogle gange er vores sunde fornuft begrænset af de antagelser, vi har i vores samfund, qua det, vi er socialiseret ind i med kultur, normer og opvækst osv., og det er vi nødt til at anerkende, og det betyder ikke, at alle mennesker er onde. Jeg har selv bias som mand – det har jeg stået og sagt i forrige uge, som ordføreren jo også italesatte – og de bias er jeg nødt til at blive gjort bevidst om gennem viden. Og den viden er jo også det, der skal ligge i handlingsplanen, og som vi skal have bragt ud til alle borgere, så de kan møde os og alle sammen ligeværdigt.

Karina Adsbøl.

Jamen i bund og grund handler det om sund fornuft og god opdragelse, i forhold til hvordan man møder mennesker. Så er det jo sådan i dagens Danmark, at vi desværre ikke kan lovgive om sund fornuft, og at der selvfølgelig vil være nogle, som måske i vores optik ikke har den helt sunde fornuft, og igen: Hvad er den sunde fornuft? Men det handler jo vel om, at man – kan man sige – har en god opdragelse bag sig, at man har nogle værdier bag sig, og så handler det også om at spejle sig i hinanden. Men ligefrem at lave en handlingsplan på det her område, i forhold til at offentligt ansatte ikke er i stand til at kunne møde mennesker på ligeværdig basis, i forhold til at de faktisk har en relevant uddannelse bag sig ...

Tak! Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Jeg har på intet tidspunkt sagt, at offentligt ansatte ikke kan møde mennesker med empati. Det, jeg siger, er, at vi har nogle normer, at vi har nogle forestillinger, at vi har nogle værdier, som måske er med til at diskriminere, ikke med vilje, andre borgere og forfordele nogle borgere, og så nævner jeg nogle forskellige statistiske eksempler på det. Det er også det, som Institut for Menneskerettigheder kalder statistisk diskrimination, hvis det er det, man kommer ind på, men der er vi nødt til at have noget viden for at kunne imødekomme de problematikker, og det er den viden, der gerne skulle indfinde sig i den her handlingsplan.

Fru Trine Torp.

Jeg vil også sige tak for en rigtig god ordførertale. Der er ikke nogen tvivl om, at den ordfører, der står på talerstolen nu, faktisk mener det her, og jeg er også meget enig i, at det her er nogle vigtige holdninger og ubevidste mønstre, som skal brydes. Den store kunst er jo: Hvordan gør man det så? Altså, kan vi lovgive os ud af det? Kan vi uddanne os ud af det? Og det er svært at finde de der løsninger. Men jeg tænker, for at hele diskussionen ikke bare sådan er hældt af brættet, om ordføreren så kunne overveje, om man måske kunne samles om en beretning. Det kan godt være, at den ikke sætter nogen konkret handling i gang – for det har jeg jo argumenteret for, hvor jeg i hvert fald på uddannelsesområdet synes sådan noget skal ligge – men den sender jo i hvert fald et signal om en fælles holdning, man kunne have til det.

Ordføreren.

Tak for det. Det vil jeg helt klart tage til efterretning, og jeg havde også selv tænkt tanken, at vi skulle samles om en beretning. Jeg håber så, når jeg nu har stået i de her ligestillingsdebatter i Folketinget så mange gange, som jeg har, at vi kan samles om en beretning, men mange af de normer og de antagelser, som jeg italesætter, hersker jo også herinde, og derfor har vi så et totalt forskelligt syn på, hvad der er en ligeværdig behandling, og hvad der er til rådighed af viden, og hvad der er god opførsel osv. Det er jo der, jeg ville ønske at vi kunne blive lidt mere enige om at italesætte, at vi måske er begrænset i vores vidensgrundslag. Det er jo det, som pædagoguddannelserne arbejder med at udvide, og det synes jeg egentlig vi skulle udbrede til resten af befolkningen.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)