Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2018-19 (1. samling)
B 82 Bilag 2
Offentligt
2042737_0001.png
Fiolstræde 17 B, Postboks 2188, 1017 København K
taenk.dk · [email protected] · +45 7741 7741
CVR: 6387 0528
Folketingets Erhvervsudvalg
08-04-2019
Dok. 186701/
Vedrørende beslutningsforslag B82 om at gøre det lovpligtigt for virksomheder
at udøve nødvendige omhu på menneskerettighedsområdet og om indførelse af
effektive retsmidler
I Forbrugerrådet Tænk ønsker vi at udtrykke vores støtte til beslutningsforslag B 82, samt at gøre
opmærksom på væsentligheden af at gøre det lovpligtigt for virksomheder at udøve nødvendig omhu på
menneskerettighedsområdet og indføre effektive retsmidler for ofre for grove krænkelser af
menneskerettigheder.
Vi ved fra vores egen undersøgelse i 2016, at 97 % af danske forbrugere finder det vigtigt, at varer er
produceret ansvarligt. Tallet er et udtryk for, at vi generelt ønsker at kunne handle med god
samvittighed, hvilket forslaget vil være med til at kunne opfylde. Vi skal for eksempel ikke som
forbrugere kunne blive medansvarlige i brud på menneskerettigheder ved at købe en pose kaffe. Det
kan ikke forventes, at forbrugere kan inddrage viden om forhold i produktionen, når de står i
supermarkedet.
Der er mange parametre, der er afgørende for en købsbeslutning. Den samme undersøgelse viste, at
kun 3 % af de danske forbrugere mener, at de kan gennemskue et produkts sociale forhold (herunder
krænkelser af menneskerettigheder). Det vil sige, at uanset forbrugeres holdninger, så har de meget
svært ved at vurdere, hvad der er ansvarligt produceret eller ikke er ansvarligt produceret.
Danske forbrugere er nødt til, og bør kunne stole på, at tilgængelige produkter er produceret ansvarligt.
Det skal ikke kræve en forskergrad at kunne udøve et ansvarligt forbrug. Når vi handler, så er vi ikke
optagede af at redde verden, men af at få hverdagen til at hænge sammen.
Et flertal af forbrugerne mener endvidere, at det er politikere der har det største ansvar for at der
kommer flere ansvarligt producerede varer eller produkter på hylderne. Hvis opgaven kunne løses af
forbrugere eller af erhvervslivet alene, så var den løst, men det er den ikke. Der er nødt til at være
bindende lovgivning på så væsentligt et område, så danske forbrugere kan handle trygt og med god
samvittighed.
Der er et stort behov for at sætte ind ved offentlige indkøb, så der kommer mere fokus på
samfundsansvar i forbindelse med evaluering og forhåbentligt også revidering af udbudsloven i 2020.
Det vil være med til at skabe et marked for ansvarligt producerede produkter, som forbrugeren på
længere sigt får gavn af.
Der er også et øget behov for mere fokus på ansvarlige investeringer, hvorfor vi skal opfordre
Folketinget til at finde midler til etablering af en etisk rating af banker
en Fair Finance Guide - så
forbrugerne kan vurdere, om deres bank har en acceptabel investeringsmoral med hensyn til miljø,
menneskerettigheder mv.
Danske forbrugere er bevidste forbrugere med et klart ønske om ansvarligt producerede produkter. Vi
finder det derfor vigtigt, at danske politikere tager beslutningsforslaget seriøst og bakker op om det.
B 82 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 2: Henvendelse af 9/4-19 fra Forbrugerrådet Tænk vedrørende undersøgelse, der viser, at forbrugere ønsker ansvarligt producerede produkter
2042737_0002.png
Fiolstræde 17 B, Postboks 2188, 1017 København K
taenk.dk · [email protected] · +45 7741 7741
CVR: 6387 0528
Vedtagelse af dette forslag vil være med til at højne ansvarlighed i produktionen, således at danske
forbrugere fremadrettet ikke skal bekymre sig om brud på menneskerettigheder for at købe en pose
kaffe.
Med venlig hilsen
Vicedirektør
Vagn Jelsøe
Politisk rådgiver
Vibeke Myrtue Jensen