Det næste punkt på dagsordenen er:

21) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 82:

Forslag til folketingsbeslutning om at gøre det lovpligtigt for virksomheder at udøve nødvendig omhu på menneskerettighedsområdet og om indførelse af effektive retsmidler.

Af Rasmus Nordqvist (ALT), Eva Flyvholm (EL) og Lisbeth Bech Poulsen (SF).

(Fremsættelse 24.01.2019).

Vi åbner forhandlingen, og det gør vi ved at give ordet til erhvervsministeren.

Tak for beslutningsforslaget fra Alternativet, Enhedslisten og SF. Nu skal jeg lige finde mine noter her. Det handler om, at der skal være lovpligtig nødvendig omhu på menneskerettighedsområdet, og at der skal indføres effektive retsmidler. Jeg må nok sige, at jeg selvfølgelig har læst det ekstremt grundigt igennem, men det står ikke helt hundrede procent krystalklart for mig, hvad det vil betyde i praksis for virksomhederne. Jeg opfatter det på den måde, og vi har forstået det på den måde, at det betyder, at man i højere grad skal afrapportere, hvorvidt man lever op til bl.a. de retningslinjer, der er fra FN og OECD: Der er bl.a. den, der hedder »OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder«, og der er noget her fra FN, som hedder »Guiding principles on business and human rights«. Jeg har opfattet forslaget på den måde, at det skal virksomhederne i højere grad forpligtes til at leve op til, og at de skal afrapportere, i hvor høj grad de gør det, og at man i sidste ende vil kunne blive retsforfulgt, straffet, hvis ikke man gør det. Det må forslagsstillerne lige uddybe lidt for en minister her, som gerne vil være helt sikker på, hvad det egentlig er, der bliver foreslået.

Men jeg kan i hvert fald sige, at vi fra regeringens side selvfølgelig synes, at det er vigtigt, at danske virksomheder opfører sig ordentligt, at de gør, hvad de kan for at leve op til det, man kan forvente af dem i forhold til menneskerettigheder, rundtomkring i verden, og det forventer vi også danske virksomheder gør en indsats for. De retningslinjer, som er beskrevet i de dokumenter, som jeg har her, synes vi jo er gode. Det er vigtigt for regeringen, at danske virksomheder arbejder aktivt med deres samfundsansvar, og at de bidrager til at opføre sig både ansvarligt økonomisk, men også tager hensyn til miljøet og opfører sig ansvarligt socialt.

Det er vores klare holdning, at danske virksomheder skal minimere krænkelser og negativ indvirkning på samfundet gennem deres aktiviteter. Det kan virksomhederne gøre ved aktivt at arbejde med nødvendig omhu, det, man kalder due diligence, og det er så de processer, som virksomheder forventes at have på plads for for det første at være klar over, hvad man kan gøre, og hvad for en indvirkning man har på sine omgivelser, sørge for at forebygge negative indvirkninger, afbøde dem og også redegøre for aktuelle og potentielle negative indvirkninger på samfundet. De virksomheder, der gør det, vil være bedre rustet til at håndtere potentielle og aktuelle indvirkninger på samfundet i det, de foretager sig.

Vi mener ikke, at der er behov for at skærpe den eksisterende lovgivning på CSR-området, og det vil jeg gerne uddybe. Folketinget vedtog så sent som den 20. december sidste år, kort før jul, tilpasninger til årsregnskabsloven, som også omfatter lovkrav om CSR-rapportering – altså det her med, hvordan man opfører sig socialt – og det er efter § 99 a et krav, at virksomheder oplyser om anvendelse af processer for nødvendig omhu, hvis virksomheden anvender den slags processer. Tilpasningerne har til formål at præcisere og tydeliggøre de lovkrav, der bliver stillet til virksomheders rapportering i deres årsrapporter.

I Danmark har vi Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd, som forkortes MKI, og den har vi nedsat ved lov her fra Folketingets side. Der kan man klage over danske virksomheder, der ikke handler i overensstemmelse med de internationale CSR-retningslinjer, som også indeholder krav om nødvendig omhu. Institutionen MKI kan altså behandle sager om spørgsmål, der vedrører menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø, korruption og nødvendig omhu. Institutionen baserer sit arbejde på OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder og FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv. Alle kan klage til MKI over en virksomhed, hvis ikke den efterlever krav om nødvendig omhu, og institutionen har mulighed for at afgive en udtalelse, hvis den vurderer, at en virksomhed ikke har overholdt kravene.

Dernæst vil skærpet lovgivning på området pålægge danske virksomheder administrative byrder, som vil være ganske betydelige. Herudover vil lovpligtig due diligence, altså nødvendig omhu, om man vil, bryde med den tilgang, som vi har haft i Danmark hidtil, om et forretningsdrevet samfundsansvar, og det vil sige, at der skal være nogle krav om, at den enkelte virksomhed med afsæt i sin egen forretning oplyser om processer for nødvendig omhu, hvis virksomheden anvender den slags processer. Hvis man indfører lovpligtig nødvendig omhu, vil virksomheden blive tvunget til at identificere og stå retligt til ansvar for risici ved virksomhedens aktiviteter.

Så for at samle op: Regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget, da der allerede er lovkrav om rapportering om processer for nødvendig omhu i årsregnskabsloven, som er blevet præciseret for nylig, da der er mulighed for at klage til Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd, hvis virksomheden ikke udviser nødvendig omhu, da lovkrav til være forbundet med væsentlige administrative byrder, og da det vil bryde med den hidtidige tilgang, vi har haft i Danmark, om forretningsdrevet samfundsansvar.

Foreløbig tak til erhvervsministeren. Nu blev der efterlyst en præcisering fra forslagstillerne, og den kommer så her. Hr. Rasmus Nordqvist har bedt om ordet. Værsgo.

Ja, hvorhenne skal man næsten starte? Jeg kunne forstå, at først forstod man slet ikke, hvad lovpligtig nødvendig omhu var, for derefter at ridse op, at vi har det hele, og at det går rigtig godt. Og det gør sådan lidt, at jeg står tilbage og tænker: Hvad er det så, ministeren ikke forstod, hvis man kunne gøre rede for alt det, vi har?

Det, vi sådan set ønsker, er at sige: Hvordan er det, vi gør det lovpligtigt at have den nødvendige omhu? Det vil altså sige, at man tager de skridt, før det er nødvendigt, altså, at man identificerer risici og laver handlingsplaner. For det – og jeg kunne godt tænke mig at bede ministeren bekræfte mig i det – som man jo gør med årsregnskabslovens § 99 a, er jo kun, at man skal oplyse i det omfang, som virksomheden finder det nødvendigt, for at sikre forståelsen af virksomheders udvikling, resultat, situation osv. Og det, man ønsker med det forslag, er jo at gøre det lovpligtigt, at vi skal have menneskerettighederne ind i virksomhedsdrift.

Så et spørgsmål til del to: Er det ikke også det, man ser i eksempelvis Frankrig – de samme diskussioner, man ser der foregår i Tyskland, Holland, Schweiz osv.? Så det er ikke så ensidigt administrativt en byrde for danske virksomheder, det er også en byrde for andre europæiske virksomheder.

Ministeren.

Jo. Jamen tak for præciseringen. Jeg antager også, at forslagsstillerne selvfølgelig kommer op på talerstolen og lige uddyber lidt mere, hvad forslaget går ud på. Det er jeg glad for.

Grundlæggende synes jeg ikke, at menneskerettigheder på den måde skal være lovgrundlaget i Danmark. Jeg synes bedst om, at vi har det, som vi har det. Vi tager hele tiden hensyn til menneskerettighederne på alle mulige måder, men det er bedst, hvis vi laver lovgivningen her i Danmark, frem for at vi sådan tager internationale dokumenter og direkte siger, at nu skal de være gældende lovgivning. Så derfor er det måske ikke lige den tilgang, vi gerne vil anvende til det. Det er måske lidt at springe over nogle led, som vi synes skal være på plads i forhold til vores erhvervsregulering, hvor vi bedst kan lide, at vi ligesom sætter reglerne her i Folketinget.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Kunne ministeren så uddybe, hvad det er for nogle led, for at vi sikrer, at virksomheder ikke overskrider menneskerettighederne i de lande, de arbejder i? Hvilke led er det, ministeren ønsker at indføre? Jeg er sådan set enig med ministeren i, at den lovgivning, vi har i dag, ikke er god nok, der er brug for mere, og det er derfor, vi foreslår det her. Ministeren har så nogle andre led, han vil indføre. Hvilke led er det?

Ministeren.

Det er jo Folketinget, som laver lovgivningen. Det er det led, som jeg i første omgang synes skal lave vores regler for vores virksomheder.

Så er det fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Jamen altså, jeg tror, der er en bred erkendelse af, at vi er nødt til at have nogle globale retningslinjer, fordi vores produktion er global. Det er vel også derfor, tænker jeg, at Danmark har underskrevet FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv. Det har vi jo gjort, det har vi tiltrådt, og det tænker jeg må betyde, at man faktisk også har et ansvar der.

Jeg kan faktisk ikke på det grundlag forstå, at ministeren siger: Hvis vi vedtager det her, betyder det jo, at virksomheder vil blive tvunget til at stå til ansvar for deres aktiviteter. Ja, det er lige præcis det, vi gerne vil. Vi vil gerne tvinge virksomheder til at være ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i den produktion, som de står for. Det er også lige præcis det ansvar, der følger af, at vi har underskrevet FN's retningslinjer på det her område. Det kan jeg faktisk ikke forstå at erhvervsministeren ikke bare kan tiltræde: at selvfølgelig skal virksomheder være ansvarlige på den måde. Det synes jeg simpelt hen er mærkeligt.

Ministeren.

Jeg tror ikke, vi synes, at de her dokumenter er så konkrete. Altså, det er jo ikke sådan voldsomt store dokumenter eller ekstremt detaljerede dokumenter, der er tale om her. De er måske ikke helt egnede til sådan at blive gjort til lovtekst. Det er jo fornuftigt, at man i dag redegør for, hvordan man lever op til tingene, men det sådan direkte at ophæve det til lov uden først at lade det gå forbi Folketinget og blive til et mere detaljeret regelsæt kan vi ikke støtte som regering.

Tak. Fru Eva Flyvholm.

Må jeg så bare sige igen, at det fremgår meget, meget klart af FN's retningslinjer her, at man f.eks. anbefaler, at virksomheder skal have due diligence-processer, altså, de skal arbejde for at identificere og forebygge de her menneskerettighedskrænkelser, især på de områder, hvor man ved der er store risici. Det fremgår meget, meget klart. Det er der andre lande der også har gjort; Frankrig har f.eks. vedtaget den her lovgivning. Men lad nu det være.

Altså, vi siger jo også, at vi er meget åbne over for at diskutere, præcis hvordan man skal gøre det her. Hvis ministeren er usikker på, hvordan vi kan gøre det, så lad os gå ind i det arbejde sammen. Det er også derfor, vi ikke har lagt os helt fast på, hvordan domstolsprocessen skal være. Men helt ærligt, vi er da nødt til at anerkende, at virksomhederne skal have et ansvar i forhold til menneskerettighedskrænkelser, og det er faktisk ikke det, jeg hører ministeren sige her i dag – og det synes jeg er langt væk fra, hvordan jeg faktisk troede at vores lovgivning var her i landet.

Ministeren.

Jeg glæder mig til at høre forslagsstilleren komme op her og lige uddybe lidt mere konkret, hvad det her vil have af konkret betydning for danske virksomheder. Altså, hvad er det præcis, man skal kunne dømmes for, og hvor meget og hvordan? For jeg forstår det ikke, og det kan godt være, at det er mig, der ikke er begavet nok til at forstå det. Jeg synes godt, at man kunne have brugt noget mere plads her i forslaget på ligesom at gøre konkret, hvad det er, man gerne vil, i stedet for man bruger rigtig meget plads på at fortælle, hvorfor det, man gerne vil, er godt, men uden egentlig at forklare, hvad det er, man vil.

Undskyld, hvis det bliver en lidt hård kritik, men jeg forstår faktisk ikke helt præcis, hvad det er, man vil med det her forslag. Jeg har læst det meget grundigt igennem, men det står ikke klart for mig, præcis hvilke konkrete betydninger det her vil have for danske virksomheder. Så jeg glæder mig til at høre det uddybet.

Der er yderligere korte bemærkninger. Fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Da Danmark gik forrest i EU med lovkrav om afrapporteringen af samfundsansvar, var diskussionen også, jeg tror, det var i 2012, eller hvornår det nu var, om det der CSR ikke var lidt fluffy osv. Hvad er det præcis, man vil med det? Og ja, det var ikke et langt nok skridt at tage, men det var trods alt et skridt, hvor vi gik forrest i EU, hvor en række lande fulgte efter os, hvor man sagde: I det mindste skal I fælde ned på skrift, hvad det er, I vil, så vi har noget at holde jer fast på.

Det, vi foreslår her, er jo at gå skridtet videre i forhold til due diligence-reglerne i FN. De er relativt konkrete. Jeg synes mere, det må handle om, om ministeren synes, at det her er en god idé. Det her bliver jo ikke til en lovtekst i morgen. Hvis ministerens parti var med til at stemme det igennem sammen med et flertal, så ville der jo skulle udarbejdes et lovforslag. Det er jo derfor, vi, med al respekt, må have lov til som opposition at stille et beslutningsforslag uden at have et kæmpe apparat i ryggen. Så det er mere for at spørge: Er ministeren enig i, at det, man allerede har gjort i Frankrig, og det, man diskuterer i en lang række andre europæiske lande, skulle vi også have i Danmark?

Tak. Så er det ministeren.

I forhold til hvad mit parti mener, må man spørge den konservative ordfører. Jeg taler på regeringens vegne om, hvad vi gerne vil. Jeg tror, at jeg kan sige, at regeringen i første omgang har behov for at få uddybet lidt mere konkret, hvad det er, man vil. Regeringen, og det vil sige mig, har vanskeligt ved at se helt konkret, hvad betydningen skulle være, hvis vi vedtog det her beslutningsforslag. Jeg forstår det som sagt på den måde, at de tre partier bag forslaget her ønsker, at der skal være mere fokus på menneskerettigheder i erhvervspolitikken, og også, at virksomheder på en eller anden måde skal kunne idømmes bøder, antager jeg – jeg antager ikke, at vi taler om fængselsstraf, det ved jeg ikke – hvis man ikke i tilstrækkelig grad får afrapporteret, hvad man gør for at tage hensyn til bl.a. menneskerettigheder rundtomkring. Men jeg glæder mig meget til at få det uddybet, for det står ikke klart for mig, præcis hvad det konkret ville betyde, hvis forslaget blev vedtaget.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

I dag er der et indlæg i Børsen, der handler om ingen verdensmål uden en ansvarlig virksomhedsadfærd , og det er bl.a. FH og Amnesty, der står bag det, og Novo Nordisks vicepræsident for corporate sustainability. Her siger man netop, at hvis vi skal gå skridtet videre og opfylde det, der rent faktisk står i verdensmålene – og nu har vi jo en regering, der siger, at man synes, at verdensmålene er en rigtig god idé – er det her en integreret del af det. Hvis man f.eks. importerer varer fra en fabrik, hvor der er slavelignende arbejdsforhold, så er man også ansvarlig for det. Men alt det skulle vi jo udmønte helt konkret i teksten.

Så er det ministeren.

Ja, og det er jo en god sag at sørge for, at virksomheder har et godt, positivt aftryk på deres omverden og også er opmærksom på, hvad deres leverandører gør, og hvem man køber varer fra osv. – og hvilken påvirkning de har. Det er vi fuldstændig for at virksomheder gør.

Jeg glæder mig til at få uddybet helt konkret, hvad det er, man skal kunne blive dømt for, hvordan, og hvad det er, der helt konkret ligger i beslutningsforslaget her.

Med det siger vi så tak til ministeren og tager hul på ordførerrækken. Og den første i rækken er Socialdemokratiets ordfører, og det er hr. Morten Bødskov. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til forslagsstillerne for beslutningsforslaget. Der er jo ingen tvivl om, at vi skal se på, hvordan vi kan styrke den samlede front, når det handler om at forebygge krænkelse af menneskerettighederne og i det hele taget styrke indsatsen for menneskerettigheder. Det kan vi gøre fra nationalt hold via lovgivning – det sker jo allerede i dag – og vi kan også gøre det i international sammenhæng, hvor vi jo altså på nogle fronter fra dansk side går forrest, når det handler om at styrke indsatsen for menneskerettighederne, og på andre områder. Her er et eksempel, hvor Danmark jo faktisk igennem flere år er gået forrest i kampen for at forbedre menneskerettighederne.

Som vi læser forslaget her, er det jo rigtigt nok, at der kan stilles en række spørgsmål. Det er meget vanskeligt, og dem, der har fulgt implementeringen af og diskussionerne om implementeringen af FN-vedtagelser og EU-vedtagelser i dansk lovgivning, ved, at det ikke bare lige er noget, man kan gøre ved et beslutningsforslag i Folketinget. Vi synes, at vi skal fortsætte diskussionen af det her. Og som jeg læser forslaget, tror jeg, og det håber jeg er rigtigt forstået, at det handler om, at man vil pålægge virksomheder, både store og mellemstore virksomheder, det her krav i særlig risikable sektorer – særlig risikable sektorer. Så det er ikke all in, det er på særlige områder, man vil se på det. Det synes jeg er en vigtig pointe i forhold til den diskussion, vi har haft tidligere.

Derfor synes jeg, vi skal prøve at se på, hvad det er, der sker i andre lande. Hvad er det for diskussioner, man har der? Er der noget, vi kan lære af det? Så er det jo rigtigt nok, som ministeren også sagde, at der jo er indført en række initiativer, som handler om CSR-krav til lovgivningen på det her område, og som man med fordel kan se på om man kan supplere det her med.

Men med de kommentarer ser Socialdemokratiet frem til en videre diskussion af det her. Dog vil vi selvfølgelig gerne understrege, at det jo allerede i dag er sådan, at det er ved danske domstole, det her foregår, hvis der sker brud på menneskerettighederne og man aktivt bidrager til det. Og det er jo et udmærket princip. Men lad os se på, hvad man gør i andre lande, og hvad det er for en diskussion, man har. Hvad er det helt nøjagtigt forslagsstillerne mener, når man siger, at man vil have det her gjort gældende i særlig risikable sektorer, altså at man her skal udøve nødvendig omhu? Det tror jeg er det centrale, hvis vi skal prøve at komme videre med den her diskussion.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Ja, nu er det her beslutningsforslag jo netop formuleret som et beslutningsforslag. Det er ikke et lovforslag, og derfor er det selvfølgelig heller ikke gennemgået i detaljer paragraf for paragraf. For det her handler om at pålægge regeringen at arbejde med det her; det er det, man gør med beslutningsforslag.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om Socialdemokratiet – for det er jeg lidt usikker på – mener, at det er nødvendigt at arbejde videre med det her område, altså med, at vi får styrket menneskerettighederne i virksomheder i Danmark. Eller mener man ikke, at det som sådan er en nødvendighed p.t.?

Ordføreren.

Det tror jeg at jeg sagde meget klart: at vi skal fortsætte kampen for, at flere arbejder for, at vi får styrket menneskerettighederne. Og det gælder jo også virksomheder, som opererer uden for landets grænser. Det er der jo rigtig mange af dem som tager et stort ansvar for i dag, og der er helt sikkert mange flere, som kunne og vil være med. Jeg tror også, det handler om, at de kan se vejene til at gøre det. Og det kunne jo også være noget af det, som sådan noget her kunne bidrage til.

Om det her er den rigtige måde at gøre det på, er jo spørgsmålet. Så lad os derfor se på, hvad der sker i andre lande, hvad det er for en diskussion, man har der, hvad det er for metoder, man anvender der. Intentionerne deler Socialdemokratiet som sagt, og det vil vi gerne være med til at se nærmere på, men vi vil altså ikke lægge os fast på, at det lige nøjagtig skal ske på baggrund af det, der står i det her beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning mere fra fru Eva Flyvholm, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Der sker faktisk allerede rigtig meget i en del andre lande på det her område. Frankrig er nok dem, der er længst fremme, men der er også en række andre lande, som netop har lavet lovgivning baseret på FN-retningslinjerne. Der foregår også en del i EU. Så det kan vi selvfølgelig godt fremskaffe til ordføreren. Vi har også et tæt samarbejde med bl.a. Amnesty og de andre, som arbejder for det her og presser på for det. Så det vil vi selvfølgelig gerne skaffe frem.

Men hvis det, der ligger der, er tilfredsstillende og ordføreren kan se, at der altså foregår noget, der er spændende i de andre lande lige nu, som vi kan lægge os op ad – for det mener jeg der gør – kunne Socialdemokratiet så også godt være med på at støtte sådan et forslag her? Nu må vi selvfølgelig kigge på det i processen. Men er muligheden åben for det?

Ordføreren.

Uden at det skal lyde alt for kedeligt, tror jeg også godt, spørgeren ved, at det her er meget kompliceret. Det er ikke bare et snuptag. Derfor kommer vi til at kigge på det – det vil vi gerne være med til som sagt. Vi vil gerne se på, hvad det er, man har af diskussioner i andre lande. Gør man rent faktisk det, som ordføreren spørger om her, i de andre lande, som er nævnt i forslaget? Kan vi lære noget af det? Er der måske andre veje? Det skal man jo heller ikke afvise. Vi skal jo ikke lade os forblinde af metoden til at nå målet, som jeg går ud fra vi er enige om at vi skal gøre, hvad vi kan, for at fremme – kampen for menneskerettigheder, også uden for landets grænser.

Fru Eva Flyvholm.

Lige præcis i det her forslag – og jeg synes jo i virkeligheden, det er et relativt ydmygt forslag – peger vi bare på, at det er vigtigt, at vi ligesom siger, at virksomheder skal udøve den her omhu, når de driver virksomhed. De skal se, om der er risiko for, at der er menneskerettighedskrænkelser i deres leverandørkæde, og så skal de forsøge at forebygge det og stoppe det, hvis der er. Det er også det, der følger af FN's retningslinjer. Og så peger vi faktisk bare på, at vi gerne vil videre ind i en drøftelse af, hvordan man så også kan opbygge nogle retsprocesser omkring det her. Vi lægger os ikke engang fast på, hvad det præcis skal være. Grunden til, at vi ikke gør det, er ikke, at vi ikke har gidet klargøre det, men det er netop for at have den åbenhed, så alle partierne kan drøfte, om det så er bøder, eller hvad det er, der skal til, og hvordan vi gør det bedst på baggrund af det.

Så det her er jo bare et lille første skridt i den her meget vigtige proces. Det kunne jeg godt tænke mig lige at spørge om Socialdemokratiet ikke kunne se sig selv i. For det forestiller jeg mig at ordførerens parti burde kunne.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at som parti har vi meget, meget stærke aktier i kampen for menneskerettigheder uden for landets grænser og også inden for landets grænser, hvis man ser på Socialdemokratiets historie. Derfor er der ingen tvivl om, at vi sympatiserer meget med intentionerne i forslaget. Noget, jeg måske også synes man kunne supplere det med, var jo at spørge erhvervslivet selv, hvordan de forestiller sig, at man kunne tage et større ansvar, uden man nødvendigvis behøver at servere den store hammer for dem først – man kunne altså spørge dem, hvordan de mener de også kan være med til at tage et stærkere ansvar for kampen for menneskerettighederne. Man kan jo nærmest ikke gå ind på en hjemmeside for en dansk virksomhed i dag, uden at man kan se den ene beskrivelse af CSR-politikker efter den anden, og der står menneskerettighederne ganske ofte også. Derfor kunne man jo også starte med at spørge dem, hvordan de kunne se sig selv bidrage til det her.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i rækken, og det er hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg fæstede mig ved, at Socialdemokraternes ordfører sagde, at man måske ikke skulle vælge den største hammer i første runde. Der kunne man måske passende starte for at reflektere lidt over det beslutningsforslag, som de tre partier Alternativet, Enhedslisten og SF har fremsat. I Dansk Folkeparti er vi sådan set varme fortalere for menneskerettigheder. Vi synes faktisk også, at Danmark kan ranke ryggen i forhold til vores ageren med hensyn til menneskerettigheder – der har vi ikke noget at være flove over for at sige det ligeud.

Dansk Folkeparti har den grundlæggende holdning til det her, at den bedste måde at nå ind til virksomheder – specielt de store virksomheder, der også bliver omtalt i bemærkningerne – jo ikke er ved at tage en stor hammer og så ellers begynde at slå på glastaget, nej, det er bedre, at tingene spirer og gror i den rigtige rækkefølge. Hvis man kigger på virksomheder i dag, gør mange af dem, der er rigtig store, det jo selvfølgelig, fordi det allerede i dag er lovpligtigt for dem at redegøre for en række ting, og mange andre gør det nærmest helt frivilligt, fordi de ved, at det kan være med til at gøre deres virksomhed bedre, og de kan faktisk ovenikøbet gøre den mere profitabel ved at spekulere i at gå ind og diskutere klimamål, verdensmål, bæredygtighedsmål, miljømål, arbejdsmiljømål og generelt arbejdstagerrettigheder i de lande, hvor man eksempelvis får produceret nogle af sine halvfabrikata eller får sine råvarer fra.

Efter alle de her forskellige steder, hvor man kan gå ind og agere, kommer man selvfølgelig også til begreber som menneskerettigheder, som jeg i hvert fald synes hænger ganske fint sammen med mange af de andre delelementer. Det er ting, som kan gøre det bærende for danske virksomheder at beskrive deres egen virksomheds politik. Det kan være med til at brande dem, hvis man skal bruge sådan et ord, som nogle godt kan lide at bruge. Der er jo en form for pr i det også, må man sige, og så er der også hele det etiske værdisæt, som man også godt kan inkorporere i forhold til det her. Der synes jeg ikke, hvis jeg skal være helt ærlig, at danske virksomheder har noget at være kede af eller flove over eller bør synes, at de ikke har bidraget til de processer, der er sat i gang.

Så vi kan ikke støtte forslaget som sådan. Vi vil gerne være med til at diskutere menneskerettigheder, men vi vil ikke være med til at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag på den relativt løse formulering, der ligger; ministeren har været inde på det. Der står jo sådan set rimelig mange ord i bemærkningerne til beslutningsforslaget, men der står ikke så meget om, hvad det er, man konkret vil. Jeg noterede mig, at Enhedslistens ordfører i hvert fald i forbindelse med et spørgsmål tidligere her i salen har sagt, at man gerne vil ind og kigge på noget, der hedder retsprocesser. Når jeg hører det fra Enhedslisten i forhold til danske virksomheder, begynder der at blinke nogle ret store advarselslamper, og så skal man til at passe på, efter vores opfattelse. Det er ikke på den måde, vi vil lovgive over for danske virksomheder.

Vi tror, vi kommer længst ved at bruge dialog og ved netop at synliggøre for danske virksomheder, at de selv kan få en lang, lang række af sunde ting ind i forhold til deres virksomhed ved selv at gribe de her mange bolde i forbindelse med alle de forskellige initiativmuligheder, som jeg tidligere har skitseret. Så vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Ordføreren bringer selv det her i spil med, hvordan man skal få virksomhederne med på vognen. Altså, virkeligheden lige nu er jo faktisk, at mange af de danske virksomheder, som er allerbedst på CSR, som gør det allerbedst i forhold til ansvarlig virksomhedsførelse, kalder på, at vi laver en bedre lovgivning, fordi de gerne vil have fair konkurrenceforhold, kan man sige, sådan at de har mulighed for at have ordentlige forhold for arbejderne og ikke bliver udkonkurreret af alle dem, som faktisk ikke har det, alle dem, som faktisk udsætter arbejderne for nogle rigtig, rigtig dårlige forhold. Så de vil gerne have, at vi strammer lovgivningen.

Så sent som i dag har man jo kunnet se, at Novo Nordisk er ude at sige, at det vil være godt, hvis vi bakker op om at få strammet de her regler. Så jeg synes sådan set også, at man skal have med i betragtning, at der også er mange virksomheder, der er interesseret i det. Og hvis man siger, at danske virksomheder er godt kørende, er det da især i danske virksomheders interesse at få strammet op på de her regler, for det påvirker jo også det globale marked. Men jeg kunne sådan set godt tænke mig at spørge ordføreren: Synes ordføreren, at det går godt nok med arbejdsrettigheder globalt? Helt ærligt, når vi ser alle de sager, der er, med arbejdere, der står i syre op til knæene, og børnearbejdere og alle de ting, man løbende ser i produktionen, synes ordføreren så virkelig, at der ikke er noget at bekymre sig om i forhold til globale arbejdsrettigheder?

Ordføreren.

Jeg vil lige vende tilbage til det første, som spørgeren var inde på, nemlig Novo Nordisk. Jeg synes jo faktisk, at eksemplet med Novo Nordisk klart illustrerer det, som er Dansk Folkepartis tilgang til det her, nemlig at virksomhederne godt kan og vil selv – de behøver ikke en rigid lovgivning.

Så vil jeg gerne svare på den anden del af spørgsmålet. Det er da rigtigt, at vi sagtens ville kunne finde rigtig, rigtig mange eksempler på, hvordan der benyttes børnearbejdere i Bangladesh til at lave flotte cowboybukser til danskere og alt det andet, som vi kender til: børn, der render rundt i maling, affarvningsmidler, blegemidler, acetone og alt muligt op til knæene. Ja, der findes masser af eksempler på det, men jeg tror bare ikke på, at det er noget, der vil blive synderlig forandret, ved at vi indfører det her såkaldte lovkrav i Danmark over for de her store virksomheder i Danmark og de mindre virksomheder, som profiterer af det, I har beskrevet som særlig risikable sektorer som shipping, fødevareproduktion osv. Det vil de ikke vinde på. Jeg tror simpelt hen, at det er en forkert måde at gøre det på. Vi er nødt til her i Folketinget at gøre det, ud fra hvad der vil være det bedste og mest gavnlige for danske interesser, og der er det altså sådan, at vi tror på, at virksomhederne kommer længst med deres egen udvikling af de her ting ved at gøre det ud fra en mere frivillig model end den, som Enhedslisten foreslår.

Fru Eva Flyvholm.

Der må jeg så bare sige, at der er Enhedslisten nok lidt mere på linje med Novo Nordisk, end Dansk Folkeparti er her, for bare i dag kan man se, at Susanne Stormer fra Novo Nordisk skriver i en kronik, at der er brug for mere håndfast lovgivning på området. Hun peger på, at lige præcis den lovgivning, som Frankrig har indført, og som er det, vi står og foreslår her i Folketinget i dag, ville det være rigtig dejligt hvis de danske politikere ville være med på at indføre. Så jeg må bare sige, at de ansvarlige virksomheder også efterlyser det her. Det er simpelt hen så fodslæbende, at vi ikke kan få det her i hus nu.

Ordføreren.

Jeg synes jo, at det er lidt hyklerisk at sige, at det er fodslæbende i Danmark i forhold til vores måde at håndtere en bedre menneskerettighedssituation i hele verden på. Det synes jeg faktisk ikke er rimeligt, vil jeg gerne sige til Enhedslistens ordfører. Jeg synes faktisk, at hvis man kigger på danmarkshistorien og de politiske initiativer, som er kommet fra Christiansborg her på Slotsholmen og er blevet slået fast i mange danske virksomheder, så er det gjort ganske godt. Og så synes jeg jo ikke, at man kan sige, at bare fordi én virksomhed siger noget, så er det simpelt hen et tegn på, at alting er ragnarok og trænger til en stor rystetur. Den køber vi altså ikke i Dansk Folkeparti.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Hvad er det egentlig, Dansk Folkepartis ordfører står og siger? Er der behov for at gøre noget, eller er der ikke behov for at gøre noget? Jeg hører lidt på ordføreren, at det går fantastisk, at alt er på plads, at danske virksomheder gør alt det rigtige hele vejen rundt. Men samtidig hører jeg så, at der er behov for at diskutere videre. Så hvad er det for nogle tiltag, Dansk Folkeparti ønsker at gøre på det her område?

Som fru Eva Flyvholm citerede før, er både fagbevægelsen og Novo Nordisk og Amnesty ude med et debatindlæg, hvor de jo netop mener, at der er behov for en mere håndfast lovgivning på området. Det mener Dansk Folkeparti ikke. Mener man så, at der skal gøres andet, eller er alt bare godt?

Værsgo.

Jeg synes faktisk, det er lidt provokerende, hr. Rasmus Nordqvist. Der er ingen her, der har sagt, at alt er godt. Nu har jeg en god korttidshukommelse, og jeg synes faktisk, jeg nævnte rigtig gode eksempler på, hvordan det foregår i Bangladesh, tror jeg, at jeg nævnte. Jeg tror, jeg nævnte børnearbejdere; jeg tror, jeg nævnte forskellige kemikalier, som børn bliver tvunget til at arbejde i. Så synes jeg ikke, det er helt rimeligt, at man begynder at postulere det.

Men spørgsmålet, jeg stillede i samme runde, var jo så: Ville det her beslutningsforslag, som det meget løst er sammenfattet her, kunne flytte nævneværdigt på de udfordringer, som vi har globalt? Der er Dansk Folkepartis klare holdning: Nej, det ville det ikke. Vi tror, vi kommer langt, langt længere, ved at de danske virksomheder selv tager de her forskellige dagsordener om verdensmålene, bæredygtighed, miljø, arbejdsmiljø og arbejdstagerrettigheder – og derunder også menneskerettigheder – til sig. Det gør vi ikke ved at lave rigid lovgivning, hvor vi ovenikøbet skal høre fra forslagsstillerne, at vi skal gennemføre nogle nævneværdige retsprocesser, som det blev sagt. Der har vi en anden tilgang til det.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Så det, jeg hører, er, at vi ikke skal gøre yderligere, at det er op til erhvervslivet selv. Og vi ser altså lige nu et erhvervsliv, det jo netop kunne være fantastisk at lave lovgivning for, så der blev konkurreret opad og ikke nedad i forhold til de her spørgsmål. Vi ser andre lande, der har indført lovgivningen, diskutere det. Men vi skal bare lade det være op til erhvervslivet selv, eller hvordan er det, jeg skal forstå ordføreren? Det er sådan set ikke for at provokere; det er for at prøve at forstå: Mener Dansk Folkeparti, vi skal gøre noget, eller skal det bare være op til erhvervslivet selv, og så kigger vi på, at der forhåbentlig sker noget?

Ordføreren.

Det, der skal være det klare sigte, er, hvordan man kommer længst. Hvordan kommer man bedst i mål med de initiativer, man ønsker at tage? Der er vores tilgang til det altså, at vi kommer længst, ved at virksomhederne spiller positivt ind. Og det opnår man ikke ved at lave rigid lovgivning med krav om, hvad de skal skrive osv. i deres årsrapporter og alt muligt andet. Der er det altså bedre, at virksomhederne får det ind, som vi tror er det rigtige, og det er netop, at de kan bruge de her forskellige indsatser, som jeg har nævnt et par gange, proaktivt til at højne deres egen virksomhed både i forhold til virksomhedens egen politik og i forhold til deres branding som virksomhed på eksportmarkeder og i forhold til de etiske værdier og det etiske værdisæt, som de selvfølgelig også har på virksomheder som Novo Nordisk, som er blevet nævnt flere gange her i forbindelse med debatten.

Tak til hr. Hans Kristian Skibby. Den næste i ordførerrækken er hr. Torsten Schack Pedersen fra partiet Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at vi alle har været vidne til nogle skrækkelige sager, hvor virksomheder har vendt det blinde øje til og accepteret ting, som man godt kan være noget forundret over at de ikke mere aktivt har forsøgt at forhindre. Jeg tror selvfølgelig også, at der nok også er nogle, der ufrivilligt er kommet ind i de her sager. Men det understreger i hvert fald, at det er et vigtigt område, og derfor er det jo også fint, at vi får en drøftelse af virksomhedernes sociale ansvar og af, hvordan det sikres, at menneskerettighederne håndhæves, når man driver virksomhed.

Jeg synes jo grundlæggende, det handler om, at alle virksomhedsejere skal opføre sig ordentligt. Det er vel ikke for meget at forlange, at man naturligvis driver sin virksomhed på en ordentlig og hæderlig måde og sørger for, at de fælles spilleregler og retningslinjer, vi har både herhjemme, men også globalt, bliver overholdt. Den gode nyhed er jo, det ikke er noget, man i dag kan gå og gemme, hvis man ikke gør det. Afstraffelsen i medierne er jo benhård, og der er et fokus på det, hvis virksomheder bliver taget i ikke at have styr på tingene. Det rammer hårdt.

Derfor er der jo i dag langt flere virksomheder end dem, der er underlagt et lovkrav om at lave en CSR-rapportering, der gør det. Og som Dansk Folkepartis ordfører var inde på, er det jo en vigtig del af mange virksomheders profil og en del af den forretningsidé, der ligger bag, at beskrive, hvilke værdier man repræsenterer, herunder også at man i sin måde at drive virksomhed på understøtter en positiv udvikling, hvad enten det er i forhold til FN's verdensmål, det sociale ansvar eller arbejdstagerrettigheder. Det er jo sådan set rigtig, rigtig positivt, at det er noget, som forbrugerne går op i, og at det er noget, som virksomhederne derfor også bliver målt på af forbrugerne. Der er i dag, og det er sådan set vigtigt for mig at slå fast, langt flere virksomheder end dem, vi som lovgivere har pålagt at lave grundige CSR-rapporteringer, som laver dem, fordi det har værdi for virksomhederne at vise over for kunderne og forbrugerne og deres medarbejdere, at de opfører sig ordentligt ikke bare herhjemme, men også globalt.

Det konkrete forslag, som Alternativet, Enhedslisten og SF har fremsat, står vi i Venstre ikke og klapper i hænderne over. Der er flere, der har været inde på, at der er nogle ting, der måske er sådan lidt uklare, men det er jo fint, at vi får diskussionen. Og så vil jeg jo også understrege, at det ikke er, fordi vi sidder på hænderne. Jeg kan ikke huske, om jeg selv var ordfører tilbage i 2009, da de første regler om CSR blev vedtaget i Danmark. Jeg tror, at det var hr. Brian Mikkelsen, der dengang var erhvervsminister, og Danmark var absolut i front. Siden er der løbende taget initiativer. Og som også erhvervsministeren sagde, vedtog vi så sent som i december her i Folketingssalen tilpasninger til årsregnskabsloven, som præciserede og tydeliggjorde de lovkrav, der bliver stillet til virksomhedernes rapportering om CSR i deres årsrapport.

Derudover vil jeg også fremhæve Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd, som kan behandle klager over danske virksomheder, der ikke handler i overensstemmelse med de internationale CSR-retningslinjer. Og uden at kunne tallet på fingrene er institutionen jo ikke blevet nedlagt af klagesager, og det tager jeg da som udtryk for, at det er noget, som danske virksomheder gør sig stor umage for ikke at komme i karambolage med. Havde det været anderledes, nemlig at der havde været kæmpe udfordringer, og at det var væltet ind med klagesager, havde situationen nok været en anden.

Så er det selvfølgelig også klart, at hvis man pålægger alle virksomheder eller et voldsomt meget større udsnit af danske virksomheder at lave de her opgørelser, er det en administrativ byrde, vi pålægger virksomhederne, og i forhold til den debat, der har været tidligere, vil jeg sige, at det måske ikke er voldsomt overraskende, at virksomheder, der i dag lovgivningsmæssigt er forpligtet til at opgive og videreformidle en række oplysninger, synes, at det kunne andre og mindre virksomheder også blive pålagt. Det er nok ikke verdens største overraskelse. Men der er altså også en balance i, hvilke administrative byrder vi pålægger virksomhederne i Danmark, og derfor støtter Venstre ikke beslutningsforslaget. Og jeg har lovet at hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de heller ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Fru Eva Flyvholm, værsgo.

Tak for det. Jeg er da glad for, at ordføreren også siger det her med, at virksomheder jo skal opføre sig ordentligt. Det er rigtigt, og jeg er også enig i, at der er mange virksomheder, som faktisk gør rigtig meget ud af det her.

Der er jo en skævhed i – kan man sige – at de virksomheder, der har store brands at beskytte, måske går lidt længere end de virksomheder, som ikke er så koblet op til et brand, og der er måske ikke altid den samme opmærksomhed på, hvordan det fungerer længere nede i leverandørkæden. Så jeg mener stadig væk, at der er noget at komme efter. Men hvis man ser på årsregnskabsloven – og nu tænker jeg, at lige præcis den her ordfører kan man nok godt tillade sig at spørge om det – er det jo ret tydeligt, som det er nu med de opstramninger, der blev lavet sidst, at virksomhederne ikke bliver pålagt ligesom at udvikle og implementere politikker til at afbøde menneskerettighedsproblemer og se på konsekvenser for miljø og klima. Der er kun sådan en følg eller forklar-forpligtelse til at sige, hvad man har af retningslinjer. Det, som mange andre lande gør nu, er jo netop at gå lidt videre i forhold til at implementere de her FN-retningslinjer og sige, at man også skal have en politik.

Vil det egentlig ikke også i ordførerens optik være rimeligt nok at sige, at de virksomheder, der arbejder i særlig risikable brancher, også skal have udarbejdet politikker? Selvfølgelig er det en administrativ byrde, men er det ikke en rimelig byrde at pålægge virksomhederne, i forhold til at det handler om helt grundlæggende at sikre menneskerettigheder for arbejderne længere nede i produktionen?

Så er det ordføreren.

Jeg synes faktisk, at de opstramninger, der blev lavet i december, for mig at se adresserer – i hvert fald sådan lige frisk husket på rygraden – de centrale udfordringer. For jeg synes, det er naturligt, når vi stiller krav til CSR til vores største virksomheder, at de forholder sig til: Hvordan er det, de i deres adfærd påvirker omverdenen? Det er jo for mange et vigtigt element i en virksomheds dna at være meget bevidst om, hvad det er for en måde, man agerer på, jo også ud fra den betragtning, at når der er virksomheder, der træder ved siden af, falder hammeren hos forbrugerne, og jeg synes jo, det er positivt, at folk stemmer med fødderne, hvis virksomhederne ikke kan opføre sig ordentligt.

Det betyder ikke, at vi ikke skal stille lovkrav, men jeg synes jo, det er meget fornuftigt, at vi har lagt et snit i forhold til vores største virksomheder, som har den største effekt, mens vi lige kraftigt skal overveje, hvad konsekvenserne vil være ved at brede det yderligere ud i forhold til at pålægge administrative byrder.

Tak. Fru Eva Flyvholm.

Jeg synes, det er vigtigt, at ordføreren siger, at vi også gerne må stille lovkrav, for det synes jeg også er der, man er kommet til. Nu er det sådan, at både Amnesty og den nye fagforenings hovedorganisation og nu også Novo Nordisk ligesom er ude at sige, at man faktisk ikke går langt nok i årsregnskabsloven. Man kan godt gøre det her lidt bedre, og det er det, der ligger i det forslag, vi kommer med her. Vil ordføreren ikke være åben over for at drøfte det, også med nogle af de organisationer, og se på, hvordan vi kunne gå skridtet videre her?

Ordføreren.

Jeg er altid åben over for at drøfte tanker og ideer, men jeg er også af den klare opfattelse, at vi hele tiden skal have i baghovedet, at de ting, som bliver lovkrav, og som pålægges virksomhederne, skal vi altså også kunne stå inde for. Med hensyn til en ensidig byrdepålæggelse af danske virksomheder tror jeg også, man skal tænke sig lidt godt om, om man opnår det, man gerne vil. Hvis man kommer med byrdefuld lovgivning på et område, som er vigtigt – menneskerettighedsområdet eller klimaet – risikerer man så at opleve, at nu bliver det her en irriterende byrde for virksomhederne, og opnår man så noget, der er kontraproduktivt? Så er jeg jo ikke sikker på, at man har fremmet sagen særlig hensigtsmæssigt.

Tak. Så er det hr. Rasmus Nordqvist.

Nu er ordføreren jo meget inde på den her byrde for dansk erhvervsliv, og igen må jeg bare henvise til, at det ikke kun er Danmark, der snakker om det her. Man har allerede lavet en lov i Frankrig, og man diskuterer det i Schweiz, Tyskland og en række andre europæiske lande, fordi det netop handler om, at vi skal tage det næste skridt. Vi har set, hvor langt vi kunne komme med frivilligheden, som vi har gjort, og nu handler det om at tage næste skridt, så vi oplever, at alle de virksomheder, der gør det rigtig, rigtig godt – som der jo er rigtig mange af – ikke konkurrerer på ulige vilkår, men at konkurrencen foregår opad og ikke nedad.

Mener ordføreren ikke, det er nødvendigt at begynde at se på, hvilke andre tiltag der skal tages end det, vi har gjort indtil videre, og den frivillighed, der ligger i det hele indtil videre?

Ordføreren.

Jeg tror, det er ret åbenbart, at det her område jo er noget, der er i rivende udvikling, og at det er noget, der kommer et større og større fokus på, og jeg synes jo, det er positivt, at flere og flere bliver yderst opmærksomme på, hvad det er for et aftryk ens virksomhed og ens gøren og laden sætter, ikke bare inden for virksomhedens egne fire vægge, men også globalt. Men man skal bare overveje: Hvad er så de rette værktøjer? Det er jo også noget, debatten har afspejlet i dag: Hvad er mest effektfuldt? Det er jeg jo selvfølgelig altid klar til at diskutere, men jeg hejser bare fra starten af det flag, at det at lave initiativer fra Folketinget, der kommer til at blive oplevet som stærkt bebyrdende og omkostningstunge for virksomhederne, jo ikke er sikkert er den bedste måde at fremme sagen på.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Rivende og rivende udvikling eller hurtig udvikling, det ved jeg nu ikke. Jeg havde første møde med nogle franske parlamentarikere kort efter valget 2015, hvor arbejdet omkring det her i Frankrig jo var i gang, så jeg er egentlig nysgerrig på at høre de her næste skridt. For vi har jo frivilligheden, vi har muligheden for, at virksomhederne selv kan gøre det, og alligevel oplever vi, at der sker ting. Er der så ikke behov for de her lovgivningsmæssige krav, og er det ikke først, når landene begynder at gøre det, at vi så også får rykket på de internationale organisationer, eksempelvis OECD eller EU osv.? Altså, når vi begynder at gøre noget, rykker andre med, og når vi står tilbage, står andre også og venter. Så er der ikke behov for at begynde at rykke på den her dagsorden?

Tak. Ordføreren.

Som jeg siger, er det jo et område, der er i rivende udvikling. Spørgsmålet er bare, om det altid er lovgivningsmæssige initiativer, der er det allermest effektfulde. Jeg synes i hvert fald, man skal være opmærksom på, om det er flere firkantede regler lovgivningsmæssigt, der er det bedste, eller om det er andre spor.

Tak til Venstres ordfører, hr. Torsten Schack Pedersen. Så er vi sådan set nået til Enhedslistens ordfører, fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Det her handler jo helt grundlæggende om, hvordan vi får en retfærdig og ordentlig global produktion, og det mener jeg der er brug for, og det mener jeg også der er brug for at vi tager et politisk ansvar for.

For det er jo hele vejen rundt: Det er størstedelen af det tøj, vi går i, det er den mad, vi spiser, det er vores computere – bare de computere, vi sidder med her i Folketinget – det er vores møbler derhjemme i huset, det er den granit, der ligger rundtomkring på de fleste af vores offentlige pladser. Stort set alt det er lavet af arbejdere i andre lande, arbejdere, som alt for tit må leve med nogle fuldstændig sindssyge arbejdsforhold, arbejdere, som alt for ofte bliver syge eller endda mister livet, som står i syre til knæene, som indånder farligt støv, fordi de ikke har ordentlige masker på, som bliver holdt som slavearbejdere, ja, som bliver truet og udnyttet. Helt ærligt, det er en sindssyg brutal virkelighed, og vi har vidst det i så mange år.

Hvorfor er det så, der ikke sker noget? Jeg tror, det kan være ret belejligt både for nogle af virksomhederne, men også for forbrugere og politikere at lukke øjnene for, hvor skidt det i virkeligheden står til. Men jeg synes ikke, det er i orden, for hver eneste dag, hvor vi ikke gør noget, er vi altså medansvarlige for andre menneskers liv, for deres kroppe og drømme, der bliver ødelagt af det arbejdsliv, de har. Vi er også medansvarlige for, at natur og landsbyer bliver ødelagt og forurenet rigtig mange andre steder rundtomkring i verden for at lave det tøj, vi går rundt med hver eneste dag.

Jeg synes faktisk, der er sket rigtig meget på det her område de sidste 10 år i forhold til de regler, der er kommet i FN og i OECD. Især FN's retningslinjer for virksomheders samfundsansvar synes jeg er blevet rigtig gode, og der er man rykket langt videre, fra at man bare i starten sagde, at det var op til virksomhederne selv. Der er man rykket rigtig langt i forhold til, at der også skal være et samspil, så man også laver en lovgivning, der understøtter det, som skærper opmærksomheden omkring menneskerettigheder, omkring arbejdsrettigheder, som helt entydigt slår fast, at virksomheder skal respektere menneskerettigheder og arbejdsrettigheder, og som også slår fast, at man faktisk har et ansvar for at være opmærksom på, hvor der kan være de her problemer, og forebygge dem. Det er altså nogle supergode regler, der er blevet lavet. Vi har alle sammen tiltrådt dem, og Danmark har underskrevet dem.

Men i praksis vejer de her regler bare ikke tungt nok, og de bliver ikke efterlevet, og det er jo det, der er hele udgangspunktet for, at vi fremsætter det her forslag. For vi har mulighederne i Danmark for at styrke den lovgivning, ligesom mange andre lande er ved at gøre lige nu. Det her forslag går jo helt grundlæggende ud på, at virksomheder skal udøve den nødvendige omhu. Det går ud på, at man har ansvar for at forebygge menneskerettighedsproblemer i ens leverandørkæde. Lidt firkantet er det jo f.eks. ikke godt nok, hvis man beskæftiger sig med minedrift eller tekstilproduktion, så bare at antage som virksomhed, at alting nok kører fint. For helt ærligt: Oddsene er bare, at det gør det bestemt ikke. Særlig i de brancher, hvor der er massive problemer, er man nødt til aktivt at kigge efter, hvor der er den risiko for menneskerettighedskrænkelser. Man er nødt til at tage ansvar, man er nødt til at gøre noget for at forebygge de problemer, og man er nødt til at få det stoppet.

Så er det, at vi siger, at hvis vi har en situation, hvor vi kræver, at virksomheder selvfølgelig skal leve op til det ansvar, der også fremgår af FN's retningslinjer, og hvis vi kan se, at det ikke sker, så er det også en god idé at etablere nogle retsprocesser i forhold til virksomheder, der ikke overholder det ansvar, hvor arbejdere, som er blevet krænket, kan henvende sig. Så skal vi kunne køre nogle retsprocesser, der stiller dem til ansvar. Vi har i det her beslutningsforslag ikke lagt os fast på, præcis hvor meget det skal være – præcis hvor meget skal den bøde være på, præcis hvordan skal det køre? – for det mener vi sådan set at man bedst kan lave en ordentlig og saglig lovgivning omkring i fællesskab. Det er det, der vil være næste skridt, hvis I stemmer ja til vores forslag i dag, og så går vi jo bare videre med at få detaljerne på plads. Men det, der er helt afgørende her, er altså, at vi ligesom Frankrig og nogle af de andre lande, som rykker i forhold til det her, vedtager en lovgivning, der siger: Det her er så vigtigt, at vi gerne vil stille de krav, det her er så vigtigt, at vi gerne vil gøre noget mere.

Vi har en mulighed for at tage det skridt i dag. Vi kan godt gå foran med menneskerettighederne i stedet for at halte bagefter, og vi kan åbne øjnene og tage ansvar for de millioner af arbejdere, der fortjener et ordentligt liv. Det er faktisk det, som det her forslag handler om.

Tak til fru Eva Flyvholm. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det fru May-Britt Kattrup som ordfører for Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Først vil jeg gerne slå fast, at Liberal Alliance finder det vigtigt, at virksomheder lever op til de internationale retningslinjer for CSR, altså sociale og miljømæssige hensyn, det være sig FN's retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv samt OSCE's retningslinjer for multinationale virksomheder.

Alle har et samfundsansvar for at bidrage til økonomisk, social og miljømæssig fremgang, og det mener jeg at den nuværende lovgivning tager hånd om. Dels vedtog vi den 20. december 2018 tilpasninger til årsregnskabsloven, som også omfatter lovkrav til CSR-rapportering og nødvendig omhu, dels har vi en klageinstans, som behandler klager over virksomheder, som ikke lever op til lovens krav om menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og korruption.

Skærpet lovgivning og nye krav vil pålægge danske virksomheder nye administrative byrder, uden der efter min og Liberal Alliances mening opnås yderligere fordele eller effekt. Samtidig vil jeg bemærke, at Danmark i mange år har været frontløber på CSR-området. Danmark var blandt de første, der indførte CSR-rapportering i årsregnskabsloven i 2009, og både EU og mange andre lande har været inspireret af de danske lovregler. Derfor ser Liberal Alliance ikke nogen grund til at støtte det her beslutningsforslag.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Det er for at spørge til det her med faktisk at sikre – hvad skal man sige – ordentlige konkurrenceforhold for virksomheder, som tager menneskerettighederne alvorligt, som virkelig gør noget for at implementere menneskerettighederne i hele deres leverandørkæde. Kan Liberal Alliances ordfører ikke også godt se, at man i virkeligheden giver de virksomheder, som gør det godt, en mere fair konkurrencespillebane, hvis man laver en lovgivning, som sørger for, at virksomheder ikke så nemt bare kan se stort på menneskerettighederne, ødelægge miljøet osv., og faktisk siger, at det f.eks. kan give bøder eller udløse andre konsekvenser, hvis ikke man overholder retningslinjerne?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg ikke se. Som jeg forstod spørgsmålet, var det en fordel for de virksomheder, som i bund og grund opfører sig ordentligt, og derfor skal man forbyde andre ikke at opføre sig ordentligt. Det har jeg lidt svært ved at se logikken i. Hvis det er en fordel at opføre sig ordentligt og man har en konkurrencefordel af det, skal man da gøre det, og så er det jo også de virksomheder, som fortjener at overleve og have den bedste situation på markedet, og hvis der så er nogle, der ikke vil leve op til det og derved har en dårligere omsætning, fordi de har en dårligere konkurrencefordel, så vil jeg da håbe, at de dør, altså at de simpelt hen går konkurs, fordi det andet er så stor en fordel. Så det kan jeg ikke rigtig se logikken i.

Tak. Så er det fru Eva Flyvholm.

Så lad mig lige klargøre. Virkeligheden lige nu er jo, at mange virksomheder siger, at der faktisk er virkelig ulige konkurrenceforhold, fordi de virksomheder, som opfører sig ordentligt, som respekterer menneskerettighederne, som ikke udnytter deres arbejdere i produktionen, som sørger for, at der er ordentligt arbejdsmiljø, bliver udkonkurreret af de virksomheder, som ikke overholder de menneskerettigheder. De bliver udkonkurreret af de virksomheder, som har elendige arbejdsforhold, som underbetaler deres arbejdere helt vildt. Dem bliver de udkonkurreret af. Så lige nu er der jo en ekstrem ulighed på markedet, i forhold til at det faktisk er sværere for de virksomheder, der opfører sig ordentligt, at klare sig over for de virksomheder, som udøver den her fuldstændig vanvittige sociale dumping på arbejdsmarkedsområdet. Det er det, vi gerne vil rette op på, og der tænker jeg egentlig bare, at ud fra Liberal Alliances normale logik burde man vel også kunne se, at det kunne være en fordel.

Ordføreren.

Jeg vil i hvert fald sige, at nu giver spørgsmålet mere mening for mig, fordi før lød det, som om det var den omvendte verden. Men stadig væk vil jeg mene, at det er en stor konkurrencefordel for virksomheder at sørge for, at deres medarbejdere har ordentlige forhold, og at man overholder menneskerettighederne, fordi det er noget, som også kunder og borgere har fokus på, og derfor er det en konkurrencefordel at efterleve de ting, og det ved virksomhederne også godt.

Derfor mener jeg også, at den lovgivning, som der allerede er, tilstrækkeligt dækker det problem, som ordføreren skitserer. Jeg kender heller ikke i Danmark nogen konkrete eksempler og store problemer, som der skal løses ved det her beslutningsforslag. Jeg tænker lidt: Hvad er egentlig anledningen til det her, for har man konstateret nogle store problemer, siden man bringer det op nu?

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist.

Nu siger ordføreren, at det kan være en konkurrencefordel at leve op til menneskerettighederne, men man hører jo virksomhederne sige, at det ikke er det, fordi de oplever konkurrence nedad fra de andre virksomheder. Dermed bliver det en byrde. Derfor skal vi have lovgivning, der gør, at bunden ligesom bliver løftet. Det er jo, fordi virksomheder konkurrerer på det globale marked og producerer på det globale marked. Det handler ikke om, hvad der foregår på den anden side af kanalen. Det handler om, hvad der foregår i hele verden, når virksomhederne har deres værdikæder i hele verden.

Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre mere om det her med, at vi ikke skulle gøre noget, fordi vi tidligere har været et foregangsland. Mener ordføreren stadig væk, at Danmark rent lovgivningsmæssigt er et foregangsland, når det kommer til menneskerettigheder og erhverv?

Ordføreren.

Ja, det mener jeg. Jeg konstaterer, at andre lande kigger til Danmark og bruger Danmark som forbillede og prøver at efterleve det, det sker i Danmark, på det her område. Og så vil jeg også spørge, hvad det er for virksomheder, som efterspørger det her forslag. Ordføreren siger, at der er virksomheder, som ønsker det her. Hvad er det for virksomheder, som efterspørger den her yderligere regulering? Så er der det her med, at det er hele verden. Tror ordføreren, at vi, fordi vi skærper det her yderligere i Danmark, hvor der reelt mig bekendt ikke er store problemer på det her område, så løser de problemer ude i verden?

Hr. Rasmus Nordqvist.

Hvilke virksomheder? Tidligere er der citeret fra debatindlæg i Børsen i dag, hvor en af Danmarks store virksomheder Novo Nordisk siger, at der er brug for mere håndfast lovgivning på området. Rapporteringskravet alene vil ikke sikre, at virksomheder arbejder systematisk og fokuseret på at udvise nødvendig omhu. Så der er i hvert fald en virksomhed dér, der efterlyser det. Og så igen må jeg bare lige spørge: Er den lovgivning, de har indført i Frankrig, mindre ambitiøs end de danske frivillige retningslinjer, vi har lige nu?

Ordføreren.

Jeg kender ikke specifikt lovgivningen i Frankrig, men jeg kan virkelig ikke få øje på problemerne i Danmark, det må jeg bare sige. Og jeg synes, at den lovgivning, der er i forvejen, dækker de problemer, som der bliver beskrevet.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til den radikale ordfører, som er hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Mange tak, formand. Tak til forslagsstillerne for et spændende forslag og et nødvendigt forslag. Vi er helt på det rene med, at der på det her område er plads til forbedringer, og at der er brug for forbedringer. Så langt, så godt.

Når det er sagt, er det også nødvendigt at sige, at det jo er et afsindig komplekst område og et svært område, for lige så enige vi hurtigt kan blive om formålet, nemlig at styrke danske virksomheders arbejde med at fremme menneskerettigheder i hele værdikæden, også uden for landets grænser og hele vejen tilbage, og lige så indlysende det er, at det er en af vejene til i en globaliseret verden at kunne kæmpe for værdier, som er danske, uden for landets grænser, lige så svært og lige så mange delikate balancer er der, når det kommer til praksis.

Nogle af dem er allerede blevet nævnt. Altså, i hvilket omfang skal man pålægge danske virksomheder regler og, kan man sige, love og byrder, som man ikke pålægger virksomheder i andre lande? Og i hvilket omfang vil det påvirke konkurrenceevnen hos de virksomheder? Risikerer man det, som vi jo kender på klimaområdet, nemlig at en for høj f.eks. CO 2 -afgift på danske produktionsvirksomheder betyder, at virksomheder bare flytter ud af landet? Omvendt ville vi jo gerne pålægge en vis afgift for at fremme energieffektivitet osv.

Sådan er det også på det her område. Derfor tror vi, at det, hvis man skal fremme det her, bliver helt afgørende at få en meget direkte dialog med erhvervslivets parter. Og det er jo helt rigtigt, som forslagsstillerne allerede har givet udtryk for i dag, at der er mange danske virksomheder, som er nået langt med det her, og som gerne vil videre, men jeg tror desværre også, det er rigtigt, at der er mange virksomheder, som ikke er så langt med det. Det er vel også derfor, at forslagsstillerne fremsætter forslaget. Hvordan sikrer vi, at det her er noget, som hjælper til med at åbne de virksomheders øjne for de potentialer, der også ligger i at begynde at stille de her krav? Hvor langt skal man gå? Skal man ligefrem indføre straf i sådan mere traditionel strafferetlig forstand, eller er det økonomiske sanktioner, eller er det mere vejledninger, vi skal ud i, for at få nogle af de her ting til at ske? Som flere har påpeget, fremgår det jo ikke klart af beslutningsforslaget. Det har heller ikke været intentionen, hører vi. Man ønsker måske at fremme en diskussion om det her, altså om mål og midler for at fremme det. Det synes jeg er fuldstændig fair.

Vi er i hvert fald klar til at tage den her dialog, både med forslagsstillerne, men også med dansk erhvervsliv. Noget af det, som er helt oplagt at få mere klarhed over, er jo netop, hvor langt man er i andre europæiske lande. Det fremgår, at man i Frankrig er nået pænt langt, og man er så ved at forberede det på andre niveauer. Det er klart, at det godt nok ville være lækkert, hvis det her var noget, der kunne gennemføres på europæisk niveau, altså hvis man ligesom kunne få en fælles europæisk forståelse for, hvordan vi håndterer det her. Der er jo lidt på vej i forhold til i hvert fald inden for klima og miljø at tale om, om man kan forestille sig, at man laver nogle mere generelle regler her. Kunne man ikke forestille sig at gøre noget af det samme på det menneskeretlige område? Det er ikke for at spænde snubletråde ud for det her nationale forslag, men fordi det selvfølgelig alt andet lige vil have større effekt og også helt fjerne eller i hvert fald stærkt minimere udfordringer i forhold til at indføre procedurer og krav for danske virksomheder, som man ikke gør for andre.

Så vi vil foreslå, også på baggrund af det, der har lydt fra de andre partier, at forslagsstillerne på baggrund af den her debat måske overvejer, om ikke vi kunne enes om en beretning – om ikke et flertal, så i hvert fald et stort mindretal i det nuværende Folketing – med henblik på at det er noget, man så kan iværksætte efter et folketingsvalg og gå lidt mere i dybden med, altså hvad de første skridt er, og hvor hurtigt vi kan gå frem på det her område. Vi har intentionen, men også nogle spørgsmål, som man kan høre, i forhold til hvor hurtigt og hvor og hvordan og hvorledes man skal gå frem.

Fru Eva Flyvholm.

Tak til ordføreren. Jeg synes jo, det er dejligt nu at høre en lidt mere imødekommende tilgang til det her, og det er heller ikke, fordi jeg vil afskrive en beretning, det kan vi sikkert sagtens gøre. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, om Radikale ikke bare kunne stemme for det, som det ligger nu. For det, vi peger på her, er jo faktisk bare, at vi gerne vil have implementeret FN's retningslinjer for virksomheder og menneskerettigheder, som vi allerede har underskrevet. De anviser ret klart, hvordan man skal håndtere det her, nemlig due diligence. Det er noget af det, vi gerne vil have indført.

Er ordføreren ikke enig i, at det er et rimeligt ansvar ligesom at sige: Jamen okay, virksomheder, der arbejder i højrisikobrancher, skal også have udarbejdet politikker for, hvordan man forsøger at nedbringe antallet af menneskerettighedskrænkelser? Det er sådan set bare det, vi foreslår. Og de nærmere detaljer om, hvordan man så skulle skrue det her med retsprocesserne sammen, kan vi jo så tage i runde to. Så kunne Radikale simpelt hen ikke bare støtte forslaget, som det ligger? Jeg synes ikke, det er sådan voldsomt komplekst eller forpligtende på den måde.

Ordføreren.

Vi kan i hvert fald godt støtte intentionen. Men det, der er forskellen på de forskellige FN-beslutninger, som ordføreren henviser til, og så det at indføre dem som lov i en dansk sammenhæng, er selvfølgelig, at det her er nogle globale aftaler, som ikke er juridisk bindende på den måde. Det er så det, som forslagsstillerne lægger op til at de skal være i Danmark. Og det synes jeg ikke helt man bare kan sige ja til uden at gøre sig klart, hvilke økonomiske omkostninger man pålægger virksomhederne, og hvilke sanktioner man mener virksomhederne skal, om jeg så må sige, straffes med. Altså, der er nogle ret store spørgsmål, hvor vi lige, synes jeg, bliver nødt til at tage en dyb indånding og sige: Kan vi ikke få lidt større klarhed over det?

Altså jeg vil slet ikke afvise det. Vi havde i dag, for at være helt åben og ærlig, en lang diskussion i den radikale gruppe, og alle er enige om, at det er i den her retning, vi gerne vil. Men vi har også sådan nogle rimelig basale principper i den radikale gruppe om, at vi gerne vil have klarhed over både de økonomiske konsekvenser og de juridiske konsekvenser, inden vi, om jeg så må sige, pålægger, om det så er borgere eller virksomheder eller nogle andre i det danske samfund, en bestemt lovgivning. Så det er ikke for sådan at være formynderisk eller formalistisk, men mere ud fra en reel interesse i, hvad det er, man kunne forestille sig var realistisk at gennemføre her.

Fru Eva Flyvholm.

Det synes jeg er fint. Jeg vil gerne sige tak for, at ordføreren er så åben om det, for jeg synes, det her er en sindssyg vigtig diskussion. Det rykker i rigtig mange andre lande, og det håber jeg vi også kan få det til at gøre i Danmark. Min interesse er bare, at vi rykker så hurtigt som muligt. Det er også derfor, vi har formuleret beslutningsforslaget på den her, synes jeg, sådan ret pragmatiske måde i forhold til at sige: Vi lægger os op ad noget af det, der sker i mange andre lande, og det er ikke så voldsomt håndfast, præcis hvad de retsmæssige virkninger af det skal være. Det kan vi arbejde videre med sammen, så det håber jeg vi kan finde ud af.

Ordføreren.

Altså, noget af det, jeg hører i dag, er i hvert fald, at man måske kunne blive enige om en proces, hvor man siger: Vi vil gerne have undersøgt de og de ting og afklaret de og de ting med henblik på osv. osv. Så vil vi i hvert fald godt kunne se os selv i det. Så det er ikke et forsøg på at spænde ben for hastighed eller proces, men måske mere et udtryk for et ønske om at blive lidt klogere på, hvilken proces vi skal igennem, før vi rent faktisk vil kunne vedtage det her i Folketinget.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger til denne ordfører, og dermed går vi videre i ordførerrækken til fru Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

SF, Alternativet og Enhedslisten har jo fremsat det her beslutningsforslag, fordi vi kan se, at i en række andre lande går man videre, fordi man tager det, der står i FN's verdensmål, og det, der bliver lagt op til fra SF's side i forhold til menneskerettigheder og due dilligence, altså rettidig omhu, seriøst. Og så synes jeg, debatten i dag har beskæftiget sig meget med spørgsmålet: Jamen hvad betyder det så helt konkret? Helt konkret betyder det jo, at vi ville gå skridtet videre fra CSR, der ofte, omend ikke altid, kan være meget fluffy eller, undskyld, med et dansk ord meget svævende, i forhold til hvad det lige er, det betyder.

Derfor tænkte jeg, at jeg ville nævne, at vi jo har et rigtig godt sådan gravermedie, som kigger på, hvad danske virksomheder gør ude i verden – for at konkretisere det lidt. Og erhvervsministeren var jo interesseret i, hvad det konkret kunne betyde, så når han har tid, vil jeg bare lige læse nogle eksempler op fra f.eks. Danwatch, som følger en række virksomheder ude i verden. Og lad mig bare nøjes med to eksempler fra forsiden af Danwatchs hjemmeside. Det ene er, at Mærsk fortsætter med at bruge det her værft i Indien, som er så elendigt og har farlige arbejdsvilkår, sundhedsskadelige arbejdsvilkår for deres arbejdere. Der bliver ophugget skibe på stranden, der skyller giftstoffer ud i havet. Der er så elendige vilkår, at værftet ikke kan blive optaget på Europa-Kommissionens liste over godkendte værfter, så derfor kan man kun ophugge skibe der, hvis man sejler under et ikke-EU-flag, og det gør man jo så bare. Det er et eksempel.

Et andet eksempel kunne være, at Bestseller får produceret børnetøj i Myanmar under forfærdelige arbejdsvilkår og med trusler og til en løn på 1,5 kr. i timen. Det er nogle af de konkrete ting, hvor vi siger, at vi i stedet for kunne gøre noget andet. Jeg var nemlig også inde og kigge i ledelsesberetningen hos nogle af de her virksomheder. Står der i Mærsks, at de er stolte af, at de hugger skibe op på indiske strande, hvor folk bliver syge af at arbejde, og hvor der skyller giftstoffer ud i havet? Nej, det står der ikke. Der står de positive ting, Mærsk også gør: højere brændstofeffektivitet osv. osv. Alle de ting er jo rigtige nok, men det er jo kernen af det, vi gør i dag. Du kan selv udvælge, hvad det er, du gerne vil fremhæve i dit årsregnskab af positive ting, du gør. Og tit er det konkret rigtig positive ting. Men du kan også bare som selskab uden konsekvenser udelukke andre ting.

Det, vi gerne vil have, er, at der er konsekvenser, og at hvis arbejdere er blevet syge af at arbejde for en virksomhed et sted ude i verden, er der også konkret mulighed for f.eks. at få arbejdsskadeerstatning. Det er der ikke i dag, fordi det f.eks. foregår på en strand i Indien. Så det er bare for at prøve at blive lidt mere specifik.

Der er forskellige måder, man kan gøre det på. I Frankrig har de allerede loven, og i en række andre europæiske lande er de i gang med på forskellige måder at implementere den her lovgivning, hvor man siger: CSR er ikke nok. Det er for ofte bare pæne ord. Vi vil gerne have noget lovgivning, hvor vi siger, at der er risikoområder – det kan være shipping, minedrift, tøjproduktion osv. – og at man skal mappe, lave en vurdering af, hvad man vil acceptere. Hvilke løn- og arbejdsvilkår vil man f.eks. acceptere? Hvilken miljø- eller klimapåvirkning vil man acceptere? Man skal gå helt konkret til værks og også kunne dokumentere, at man så har fulgt op på det.

For i dag er den største trussel jo udskamning i medierne, og det kan også være meget effektivt. Men det er jo ikke, hvad skal man sige, det, vi vil have. Vi vil gerne som retssamfund leve op til, at virksomheder jo også skal have mulighed for at forsvare sig. Så skal vores eneste greb være, at der er medier, der kan finde en historie og så udskamme virksomheder? Vil vi ikke også gerne have nogle regler, et regelsæt, så man ved, præcis hvad det er, man skal leve op til?

Man kan jo høre, at der ikke er flertal for det i dag i salen. Jeg håber, at vi kan komme videre ad den her vej i hvert fald og så prøve at finde et fælles ståsted, for de pæne ord er der jo. Så mon ikke vi kan gå endnu et skridt videre i stedet for bare ikke at komme nogen vegne. Vi synes, der er muligheder for, at danske virksomheder også kan bruge det her som konkurrenceparameter. Men først og fremmest er det også vores ansvar ude i verden.

Det ser ikke ud til, at det udløste nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Og tak til ordførerne og ministeren for debatten i dag. Jeg må indrømme, at jeg står helt uforstående over for kritikken af, at der bliver fremsat et beslutningsforslag og ikke et lovforslag. Jeg forstår simpelt hen ikke den kritik fra ministerens side, men den må vi jo tage en anden gang, så jeg kan prøve at forstå, hvad ministerens holdning til Folketingets arbejde er.

Jeg vil specielt sige tak til Radikale Venstre og Socialdemokratiet for at være åbne over for at diskutere det her videre. Det er i min optik et af de allervigtigste spørgsmål, når vi snakker om internationalt erhvervsliv lige nu, altså hvordan vi sikrer, at vi hele tiden løfter standarden, at standarden for konkurrence bevæger sig opad og ikke nedad, både når det kommer til miljødagsordenen, men i allerhøjeste grad også, når det kommer til menneskerettighederne.

Hvordan sikrer vi så det? Vi har taget nogle skridt, der før har inspireret andre lande, men vi må også bare erkende nu, at der er behov for mere, at der er behov for flere håndfaste redskaber. Der var en ordfører, der sagde, at det her er et område i rivende udvikling, og til det vil jeg sige både ja og nej. Altså, der sker noget med den her diskussion, men jeg kan bare sige, at siden jeg kom Folketinget i juni 2015, har jeg beskæftiget mig med det her område, og jeg haft møder med parlamentarikere fra andre lande, hvor der foregår et arbejde, der ligner det, vi gør med det her beslutningsforslag; jeg har fulgt den franske lovgivningsproces på området meget tæt; jeg har haft møder med ngo'er, virksomheder osv., og det, jeg hører hele vejen rundt, er, at der er behov for, at vi tager nogle skridt.

Derfor er det jo også ærgerligt at høre, at der ikke lige nu kan samles flertal for at gå videre med det her, men at vi skal vente på, at erhvervslivet selv rykker, at vi skal se, hvad der sker gennem frivillighedens vej, og at der ikke må vedtages lovgivning, fordi det er uhensigtsmæssigt osv., for det er nu engang de redskaber, der er nødvendige. Derfor blev jeg også rigtig glad i dag, da jeg læste Børsen og så indlægget fra Novo Nordisk, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Amnesty, som netop siger, at det, vi har gjort indtil videre, er rigtig godt, men at der nu er behov for mere. Hvis vi skal videre, er der behov for mere, og det er jo så det, vi foreslår at Folketinget træffer beslutning om, så der kan laves det lovgivningsarbejde, der skal til.

For det er bare vigtigt at sige, at det i dag er fuldstændig op til virksomhederne selv at sige, hvad der er behov for at tage med i de her afrapporteringer. Det er så frivilligt, som det kan være, og mange har heldigvis rykket sig, men vi skal have alle med, for det er et problem. Fru Lisbeth Bech Poulsen var inde på de meget konkrete forhold med hensyn til skibsophugning, men det gælder jo også tekstilbranchen. Det jo ikke mere end et par uger siden, at man så endnu en artikel fra Danwatch om garvning af læder i Indien. Vi importerer soja til fodring i vores landbrug – den produktion betyder, at man fælder skovene i Sydamerika, og det går ud over oprindelige folks rettigheder. Det er også noget, vi har kunnet læse om inden for det sidste år.

Så jeg synes, vi bør tage os sammen og komme videre i det her arbejde og få lavet nogle ordentlige retningslinjer, der sikrer, at alle de virksomheder, der gør det godt, kan konkurrere på lige vilkår med andre. Så jeg håber, vi får rykket det lidt videre i udvalgsbehandlingen, og ellers skal vi nok blive ved med at presse på. Tak.

Det tyder ikke på, at der er nogen, der ønsker korte bemærkninger til det, så vi siger tak til ordføreren.

Jeg skal lige se, om der er andre, der ønsker ordet. Det er ikke tilfældet, og forhandlingen er dermed sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.