Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 79:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et dansk uddannelsesprogram til understøttelse af udenlandske studenteraktivisters demokrati- og menneskerettighedskamp.

Af Sofie Carsten Nielsen (RV) m.fl.

(Fremsættelse 15.01.2019).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er uddannelses- og forskningsministeren. Velkommen!

Tak for ordet. Vi skal i dag debattere et forslag om et uddannelsesprogram målrettet udenlandske studentersaktivisters demokrati- og menneskerettighedskamp. Forslagsstillerne ønsker at pålægge regeringen inden udgangen af folketingsåret 2018-19 at oprette et dansk uddannelsesprogram, der skal give udenlandske studenteraktivister, som på en ikkevoldelig facon kæmper for demokrati og menneskerettigheder i deres hjemlande, et fuldt uddannelsesstipendium og tilladelse til at studere i Danmark, hvis de udsættes for f.eks. forfølgelse, diskrimination eller udelukkelse fra deres uddannelse i deres hjemlande.

Forslaget begrundes med, at Danmark som et demokratisk land har et ansvar for at støtte op om udenlandske studenteraktivisters kamp for demokrati og menneskerettigheder i deres hjemlande, hvis de på grund af deres kamp udsættes for f.eks. forfølgelse, diskrimination eller udelukkelse fra deres uddannelse.

Intentionerne bag forslaget er sympatiske, og jeg tror, at vi alle på tværs af partier er optaget af at understøtte demokrati og menneskerettigheder samt studerendes muligheder for at gennemføre en videregående uddannelse. Når regeringen alligevel ikke kan støtte forslaget, skyldes det flere forhold.

Der eksisterer allerede en ordning, der giver mulighed for, at dygtige studerende fra lande uden for EU eller EØS, herunder kriseramte lande, kan komme til Danmark og gennemføre en hel uddannelse på et dansk universitet. Universiteterne kan via den såkaldte friplads- og stipendieordning tildele udenlandske studerende et helt eller delvist stipendium, der dækker studieafgift og leveomkostninger i forbindelse med gennemførelse af en bachelor- eller kandidatuddannelse ved et dansk universitet.

Det er universiteterne selv, der varetager udbud og administration af fripladser og stipendier. Det giver universitetet relativt frie rammer i forhold til udvælgelsen af de udenlandske studerende. Det er naturligvis en forudsætning, at de udenlandske studerende er fagligt kvalificerede efter universiteternes regler og standarder, og at stipendierne tildeles de fagligt bedst kvalificerede, men universiteterne fastlægger selv de faglige kriterier for kvote 2- og 3-optag, som studerende fra tredjelande typisk optages igennem, og for kandidatoptaget. Her kan universiteterne godt lægge vægt på, at de studerende har et drive for at forandre verden, hvilket studenteraktivister efter min mening har.

Så hvis et universitet eksempelvis via deres samarbejdspartnere bliver opmærksom på en fagligt velkvalificeret studerende, der udelukkes fra uddannelse i hjemlandet eller på anden vis forfølges på grund af studenteraktivisme, har de altså mulighed for at opfordre den studerende til at søge om optag og anmode om en friplads og et stipendium i Danmark. Det forudsætter selvfølgelig, at den studerende ansøger om og optages på uddannelsen i Danmark på lige fod med andre ansøgere.

Jeg er bevidst om, at de nuværende rammer og stipendiemuligheder ikke giver mulighed for at indføre det foreslåede program en til en, men jeg ser ikke grund til at etablere en helt ny ordning, når universiteterne i dag, hvis de altså selv ønsker det, har de muligheder, som jeg netop har beskrevet.

Dertil kommer, at de specifikke erfaringer fra det norske pilotprogram, som forslagsstillerne omtaler, endnu ikke giver os et solidt grundlag for at vurdere, om ordningen virker efter hensigten. De institutioner og studerende, der er involveret i ordningen i Norge, er overordnet tilfredse. Men jeg har noteret mig, at Norges udenrigsminister i juni 2018 har tilkendegivet, at der på baggrund af de hidtidige erfaringer fra Norge ikke er grundlag for at vurdere, at »Students at Risk«-programmet er en god mekanisme til understøttelse af demokrati og menneskerettigheder. Udenrigsministeren henviser her til, at der er for få studerende, der har gennemført uddannelsen, og at kun to studerende, der har gennemført på daværende tidspunkt, er rejst hjem igen.

Mit ministerium har været i dialog med Norge omkring udviklingen siden sidste sommer, og der er nu 12 studerende, der har gennemført en uddannelse. De norske uddannelsesmyndigheder oplyser, at de ikke har mere konkrete oplysninger om, hvor mange studerende der er rejst hjem, og hvor mange der fortsat er i Norge, da de ikke følger de studerendes færd efter gennemført uddannelse.

Det tredje er, at regeringen allerede gør meget for at understøtte demokrati og menneskerettigheder i nærområderne. Under udviklingsbistanden ydes der tilskud til en række organisationers arbejde rettet mod menneskerettigheder og demokrati i udviklingslande. Der er eksempelvis afsat 60 mio. kr. i 2019 til et program, der dels er rettet mod længerevarende forskningssamarbejde, dels kortere ophold for partnere fra danske prioritetslande. Der laves ligeledes kortere kurser for myndighedspersoner fra lande, som Danmark har et strategisk sektorsamarbejde med. Hovedparten af uddannelsesforløbene har en varighed på 3 måneder. Derudover adresseres menneskerettigheder og demokrati som et af flere emner i en lang række bilaterale programmer og i samarbejde med adskillige multilaterale organisationer.

Så for at sammenfatte: Jeg mener bestemt, at det er vigtigt at understøtte kampen for demokrati og menneskerettigheder, men jeg finder ikke, at den bedste måde at gøre det på er ved at etablere et dansk uddannelsesprogram målrettet en specifik gruppe af studerende. I dag eksisterer der allerede en ordning, som giver universiteterne mulighed for at tildele fripladser med eller uden stipendium til udenlandske studerende. Samtidig støtter regeringen demokrati og menneskerettigheder på en række andre områder i regi af udviklingsbistanden. Endelig hæfter jeg mig ved, at den norske udenrigsminister har udtalt, at der endnu ikke er grundlag for at vurdere, om »Students at Risk«-programmet er en god ordning til at fremme menneskerettigheder.

Regeringen kan derfor samlet set ikke støtte forslag til folketingsbeslutning nr. B 79. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra fru Sofie Carsten Nielsen. Værsgo.

Tak for talen og de trods alt positive ord. Stipendieprogrammet, som ministeren omtaler, kender jeg udmærket, for det stiftede jeg selv, da jeg var minister, og det er jo rigtig interessant, synes jeg, at ministeren bruger det som åbning her. Det har jeg selvfølgelig studeret, og jeg har tænkt: Kan vi det? Det havde jeg ikke opfattelsen af.

Men for nu så at blive i den konstruktive ånd – jeg er jo sådan grundlæggende uenig med ministeren i, at der ikke er behov for mere – vil jeg høre: Kunne vi så se på muligheden for at henvende os til uddannelsesinstitutionerne i Danmark, nu er det jo primært universiteterne her, og understrege betydningen af, at det her program – talentprogrammet og de stipendier, der er afsat til det – kan bruges specifikt til det her? Og vil ministeren være med til eventuelt at udvide mulighederne i det talentprogram, som ministeren allerede har?

Ministeren.

Tak. Jeg ved jo godt, at spørgeren var initiativtager til det program, som jeg henviser til her.

Jeg synes faktisk, at rammerne for det er fine nok. Det er ca. 45 mio. kr., vi sætter af om året til det program, og hvis vi kigger på nogle af årene – det er, så vidt jeg husker, 2014, 2015 og 2016 – så er der faktisk nogle universiteter, der ikke har brugt hele rammen, for det er jo de enkelte universiteter, der får tildelt en ramme. De store universiteter har gjort det, de små universiteter har gjort det i mindre grad. Så der er faktisk plads, for hvis vi leger lidt med tanken om, at hvis det er fem studerende og de koster ca. 200.000 kr. hver, så er det ca. 1 mio. kr. Så i den ramme, der allerede er der, er der egentlig plads. Det er det ene.

Skal der gøres mere, sådan set fra et finansieringssynspunkt? Det ser det ikke ud som om der er behov for, hvis man ville det.

Det andet er så: Burde jeg eller vi gøre noget fra centralt hold? Jeg synes faktisk, det er fint, at vi nu har skabt nogle rammer for, at hvis universiteterne gerne vil forfølge noget bestemt – det kan være et forskningssamarbejde, men det kunne også være det her – så er det op til dem at gøre det, og derfor vil jeg da opfordre til det. F.eks. har jeg bemærket, at i det program, der kører i Norge, er »Scholars at Risk« faktisk en af de nomineringspartnere, der er til »Students at Risk«-programmet. Og jeg ved, at her den 18. februar – så det må have været i sidste uge – startede »Scholars at Risk« faktisk her i Danmark, men som et privat initiativ. Så man kunne også tage en dialog med dem og spørge, om de via deres samarbejde på danske universiteter lige kunne skubbe lidt på med brugen af ordningen til det her.

Spørgeren.

Jamen jeg synes allerede, det er så konstruktivt. Jeg ville netop have henvist til »Scholars at Risk«, som, da vi udformede det her beslutningsforslag, jo slet ikke var etableret i Danmark. Men nu er det etableret, lanceret på Københavns Universitet i sidste uge. Derfor vil jeg bare håbe, at det egentlig godt kan bruges til det, og det synes jeg at jeg lytter mig til. For jeg er helt overbevist om, at universiteterne ikke er klar over, at talentprogrammet kan bruges på den her måde, og jeg er heller ikke helt sikker på, om ministeren åbner for, at det faktisk også kan bruges som et »Students at Risk«-program.

Altså, det er jo klart, at de norske erfaringer ikke er, at det ændrer demokrati i verden. Det ville også være meget at forlange, og det er ikke det, vi forlanger med det her program, men at vi ligesom Norge går foran og siger: For studerende, der tager den kamp, er det sindssygt vigtigt, at der er en mulighed for både at fortsætte sin aktivisme, sin kamp for demokratiet, men selvfølgelig også – og meget dansk – at fortsætte sine uddannelser, for det er jo det, de meget ofte bliver forhindret i, fordi de er nødt til at undvige et regime, der undertrykker dem på her måde.

Ja, det foregår meget ofte i tredjelande. Desværre ser vi det jo også inden for Europas grænser, og det er derfor, man har lanceret »Scholars at Risk«. Der er lige et universitet, der er blevet forvist fra et EU-medlemsland. Så hvis ministeren ville være med til i hvert fald at informere om de her muligheder – det kunne vi måske gøre sammen, måske kunne vi endda gøre det fra en samlet forligskreds eller ordførerkreds – ville det være så smukt.

Spørgeren inspirerer mig til måske at hænge et stort ur op bagved. Det kunne være et rigtig godt hjælpemiddel.

Det er ministeren. Værsgo.

Tak for den konstruktive tone omkring det her. Jeg tror, at det, jeg gerne vil sige med det, er, at jeg synes, rammerne allerede er der. Og når jeg læser om intentionerne bag og om det eksisterende program og de finansielle rammer, konstaterer jeg faktisk, at jeg godt mener, at noget af det, man gerne vil her, nemlig at række ud til nogle studerende og spørge, om de vil komme til Danmark og læse, kan man godt gøre inden for den ramme. Jeg siger bare, at det er universitetet, der skal beslutte at gøre det.

Vi skal jo huske, og det er nok den afgørende forskel, at i »Scholars at Risk« siger man, at det er et kvalifikationskrav i sig selv at være f.eks. forfulgt på grund af studenteraktivisme. Der siger vi, at i det danske system diskvalificerer det ikke, men det kvalificerer heller ikke. Det skal stadig være fagligt kvalificerede studerende, man skal tage ind, men det har vi jo ikke noget grundlag for at sige at de ikke er.

Det, vi gerne vil med en ændring af kandidatbekendtgørelsen, er jo at sige, at man i kandidatoptaget kan lægge vægt på nogle andre krav, og det kunne da godt være det her. Man er da en kvalificeret studerende, hvis man involverer sig i demokratiet i sit hjemland og gerne vil til et dansk universitet og læse noget om demokrati.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor går vi over til ordførerrækken, og den første er fru Mette Reissmann fra Socialdemokratiet.

Jeg vil godt starte med at sige, at jeg har uendelig stor respekt for alle de mange unge mennesker, der rundtom i verden kæmper, jeg vil næsten sige dagligt, for demokrati og for menneskerettigheder. Og lige præcis sådan noget er jo også med til at minde os om, hvor godt det er at bo i Danmark, og hvor heldige vi er. Derfor forstår jeg hundrede procent hensigten med det her forslag, og jeg har også meget stor sympati for den hensigt, nemlig at åbne vores fantastiske demokratiske samfund for nogle få af alle de mange studerende, der i lande som Egypten, Zimbabwe, Etiopien og andre tredjeverdenslande kæmper for en mere retfærdig verden. Jeg kan godt forstå, at det kunne være hensigtsmæssigt, hvis det var sådan, at det var muligt at gøre det.

Jeg synes, at udfordringen med det her beslutningsforslag jo bare er, at det måske ikke er så meget uddannelsespolitik, som det er udenrigspolitik eller udlændingepolitik. Der er i hvert fald nogle ting, der bliver blandet sammen. Og jeg synes ikke, at det hører så meget til på lige præcis det her ressortområde, men jeg mener, at vi måske i højere grad skal holde fokus på at styrke vores egne uddannelser for de danske og i øvrigt også udenlandske studerende, der allerede har ophold her i landet, og som læser ved vores uddannelsesinstitutioner.

Jeg vil gerne som socialdemokratisk uddannelsesordfører gå forrest i den daglige kamp for gode vilkår for de mange studerende, der er immatrikuleret på vores uddannelsesinstitutioner, og også for de medarbejdere, der hver eneste dag yder en kæmpe indsats for at drive en akademisk og faglig dagsorden af meget høj kvalitet frem, selv om det er økonomisk beskedne rammer, de efterhånden skal gøre det inden for. Altså, lige nu kæmper institutionerne virkelig en hård kamp dagligt i Danmark for at holde kvaliteten af deres undervisning oppe, og vi ser og hører jo, at institutioner må nedlægge uddannelsesretninger, fyre undervisere og forskningsmedarbejdere, og det er uendelig sørgeligt, at det er kommet så vidt.

Vi har bare en opgave foran os, og det er at sikre, at studerende, både danske og udenlandske, som er i Danmark og læser af kortere varighed, får de bedste muligheder for at blive klogere og dygtigere. Samtidig synes jeg også, at det er min opgave som uddannelsesordfører at skulle sikre, at vi har en uddannelsespolitik, der hænger sammen både økonomisk og menneskeligt. Jeg mener ikke, at det er min opgave eller Socialdemokratiets opgave at sikre studerende fra verdens brændpunkter at skulle kunne færdiggøre deres uddannelse i Danmark, og derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte det her forslag.

Jeg mener, at det er usædvanlig vigtigt, at vi selvfølgelig bakker op om og støtter kampen for demokrati og menneskerettigheder, men vi skal gøre det igennem en aktiv udenrigspolitik. Det skal selvfølgelig gå ad diplomatiets veje, således at vi støtter de studenteroprør rundtom i verden og de studerendes ret til at fuldføre deres uddannelse, som det også blev sagt fra forslagsstillernes side for kort tid siden. Det skal ikke ske gennem en ordning, som sandsynligvis ikke vil virke efter hensigten. Jeg tror ikke på det.

Det norske pilotprojekt, som ministeren jo også refererede til, har ikke været en synderlig bæredygtig succes som sådan. Man kan jo også måske omvendt spørge sig selv, om det her vil betyde, at vi trækker de særligt ressourcestærke og talentfulde unge mennesker, der har deres oprindelsesland langt fra Danmark, bort fra en kamp, som måske kæmpes bedre dér end netop her ved en dansk uddannelsesinstitution.

Det korte af det lange er, at Socialdemokratiet ønsker at holde fast i fokus på de økonomiske forringelser, som regeringen trækker ned over vores uddannelsesinstitutioner, og som medfører kvalitetsnedgang. Vi vil også blive ved med at tale om og i øvrigt arbejde hårdt på at finde løsninger for de mange studerende, som er immatrikuleret vores uddannelsesinstitutioner i dag, som oplever en skadelig præstationskultur, og som vi kun kan gøre noget ved, hvis det er sådan, at vi får rettet op på den ulykkelige finansielle situation, som de alle må eksistere med i dag.

Så for at opsummere: Vi støtter ikke beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Sofie Carsten Nielsen.

Altså, kan man skille uddannelses-, udenrigs-, sikkerheds- og klimapolitik helt og aldeles fra hinanden? Det mener vi ikke i Radikale Venstre at man altid kan. Det her handler jo om en lille gruppe. Vi taler om fem studerende om året, så det er næppe det store braindrain, vi her taler om. Men vi taler jo om nogle, der netop ikke er i stand til at fuldføre deres uddannelse, ikke er i stand til at udføre deres aktivisme, som formodentlig er nødt til at ophøre der, hvor de er. Og det her er så en mulighed for at støtte den aktivisme.

Men det, jeg egentlig vil spørge ordføreren om, drejer sig om den konstruktive tone, som ministeren lagde for dagen, og det her talentprogram, som vi i øvrigt sammen i Socialdemokratiet og Radikale Venstre vedtog, og muligheden inden for det program, som ministeren henviste til. Vil Socialdemokratiet bakke op om, at det bliver tydeliggjort, at der inden for det program er den mulighed, og at universiteterne benytter sig af den og eventuelt særskilt opfordrer til på kandidatdelen at lægge mere vægt på det her område?

Ordføreren.

Socialdemokratiet vil som altid, når det handler om vores uddannelsespolitik, og i særlig grad med den gruppe, som jo står bag mange af vores eksisterende rammer for uddannelse, drøfte de her ting og hjertens gerne med ordførere fra alle andre partier i Folketinget. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om vi bakker op om det, men drøftes skal det selvfølgelig. Jeg er også bekendt med lige præcis »Scholars at Risk«, som Københavns Universitet har iværksat. Jeg synes, det er prisværdigt, og så vil jeg henvise til – som ministeren også gjorde – at det jo i dag er muligt inden for de eksisterende rammer, at universiteterne selv gør det. Jeg synes, det er spændende, og vil gerne drøfte det mere i dybden i et andet forum end måske lige her i salen. På nuværende tidspunkt og stående her kan jeg ikke give et tilsagn om, at vi bakker op om det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Mette Reissmann, så jeg vil gerne byde velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Tak, og tak til De Radikale for at fremsætte forslaget. Signalet i og hensigten med forslaget er sympatisk. Jeg tror, vi alle sammen kan have sympati for studerende, som på en ikkevoldelig facon kæmper for demokrati og menneskerettigheder i deres egne lande. Hvis vi nu havde en situation, hvor vi i Danmark hundrede procent selv definerede, hvem vi ville give en uddannelse, hvem vi måtte ønske at invitere til Danmark for at tage en uddannelse, tja, så kunne jeg måske godt være tilbøjelig til at sige, at vi godt kunne arbejde videre med det her forslag.

Men vi har ikke hundrede procent selvbestemmelse. Vi har netop været nødt til at begrænse antallet af engelsksprogede uddannelser for at forsøge at afgrænse og styre antallet af udenlandske studerende, og det gjorde vi netop på baggrund af en aftale med forslagsstillerne – ja, faktisk da forslagsstillernes formand, Morten Østergaard, var minister på området. Da indgik vi en aftale om su, hvor vi opstillede et loft for omkostningerne til su til udenlandske studerende – et loft, som vi ramte sidste år – og i den situation bliver vi nødt til at sige nej til forslaget.

Jeg kan naturligvis opfordre forslagsstillerne til sammen med os at arbejde for, at vi får mere selvbestemmelse på området, så vi netop her i Tinget kan tage diskussionen af, hvordan vi ønsker at bruge pengene på området, og så vi netop her kan drøfte, om det skulle være de unge her, som forslaget retter sig mod, som vi skulle vælge at invitere. Men det kræver en selvbestemmelse, som vi ikke har i dag.

Derudover vil jeg sige, at det forekommer mig, at forslaget er tungt bureaukratisk, og at vi måske også kunne gøre en større forskel ude i verden ved at bruge midlerne på indsatser inden for udviklingsbistandens rammer til støtte for demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse. Men det var en bibemærkning.

For Dansk Folkeparti er kernen, at så længe vi ikke har selvbestemmelse over, hvem vi inviterer til at tage en uddannelse i Danmark, skal vi ikke udvide omfanget af dem, vi inviterer. Derfor siger Dansk Folkeparti nej til det her forslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Sofie Carsten Nielsen.

Det overrasker mig jo ikke, selv om det netop er en måde med dette forslag til at have fuld viden om, hvem det er, vi inviterer. Men tak alligevel for åbenheden.

Jeg vil også spørge ordføreren her efter ministerens bemærkninger om, at der inden for det eksisterende talentprogram faktisk findes de her muligheder: Vil ordføreren og ordførerens parti så være med til at drøfte, hvordan vi i højere grad kan informere om det – altså tydeliggøre muligheden for at tage netop studenteraktivister, der kæmper for demokrati, og som jo oftest ikke kan færdiggøre deres uddannelse, ind i det talentprogram – og gøre det tydeligt for i hvert fald universiteterne, at det er en mulighed?

Ordføreren.

Jeg tror, at det væsentligste, når der skal studerende hertil, er, at de har kvalifikationerne til at komme ind at tage den uddannelse, de skal ind at tage. Jeg tror ikke, at det at være aktivist på den ene eller den anden måde selvstændigt er en kvalifikation, som der bliver lagt op til at det skulle være i den her sammenhæng. Derfor vil jeg sige, at vi primært har fokus på at sikre de talentfulde danske unge muligheden for at tage en god uddannelse, og vi har fokus på at sikre, at vi bruger midlerne på at sikre gode uddannelser her i Danmark, og ikke på at invitere nogle, som ikke nødvendigvis er kvalificeret til det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Derfor vil vi gå over til hr. Marcus Knuth fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak, formand. Jeg vil også begynde med at sige, at jeg har stor sympati for intentionen bag det her lovforslag, for der er selvfølgelig noget positivt i at signalere, at Danmark som et demokratisk land ønsker at støtte udsatte studerende. Med det sagt kan vi ikke støtte lovforslaget af flere forskellige årsager. For det første, og det tror jeg allerede vi har været inde på, handler det her jo ikke alene om uddannelsespolitik, det har jo også et gran af asylpolitik i sig, idet forslagsstillerne mener, at når de studerende har afsluttet deres uddannelse, skal de vende hjem igen, men hvis det er sådan, at de ønsker at søge asyl i Danmark, er det også en mulighed. Derfor synes jeg, man blander tingene en smule sammen. Derudover har vi jo allerede, som ordføreren for Det Radikale Venstre var inde på, afsat midler til at støtte demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse.

Nu har vi nævnt det norske pilotprogram, og jeg er godt klar over, at ordføreren for Det Radikale Venstre siger, at man ikke behøver at gøre det på præcis samme måde, men jeg synes, det er værd at understrege, at få af dem, der er kommet til Norge, er vendt tilbage til deres hjemland. En del er rejst til et andet land eller er blevet i Norge eller har søgt asyl. Derudover peger erfaringerne fra Norge også på det administrativt tunge system, der skal til for at have programmet kørende. Der vil jeg ligesom ministeren sige, at Danmark jo allerede er åben over for alle, der kommer med de rigtige kvalifikationer. Men jeg synes ikke, man skal vende den argumentation på hovedet og bruge det som en kvalifikation for at komme hertil, at man er særlig udsat – i den forstand, som man i hvert fald bruger det i Norge.

En lille bikommentar om Norge er, at Norge rundt regnet, som jeg lige har kunnet læse mig frem til i hvert fald, har halvt så mange internationale studerende som Danmark. Så Danmark er jo allerede et land, der åbner sine døre for folk fra hele verden, men det skal også være i balance med det danske studiemiljø, som ordføreren fra Dansk Folkeparti var inde på.

Til sidst vil jeg nævne, at forslaget vil medføre flere udgifter, som i udgangspunktet risikerer ikke at blive tilbagebetalt. Det er penge, som staten måske ikke får igen, hvis man f.eks. bliver og søger asyl i Danmark. Derfor er jeg ikke sikker på, at det her er den rigtige konstruktion at gøre det med. Derimod er vi jo glade for, og det ved jeg at ordføreren for Det Radikale Venstre også er, at der allerede er afsat rigtig mange millioner kroner til, at universiteterne kan optage studerende fra et tredjeverdensland gennem friplads- og stipendieordningen. Derfor kan jeg konkludere, at Venstre ikke støtter forslaget. Og jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de har samme opfattelse.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til hr. Marcus Knuth, og derfor skal vi hurtigt videre til hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

Tak for ordet. Forslagsstillerne ønsker at oprette en dansk pendant til det norske »Students at Risk«-program. Ministeren og flere ordførere har allerede gjort rede for nogle af de svagheder, som de ser i forslaget. En ting, der er blevet nævnt flere gange, er, at der jo altså er en slags overlap eller i hvert fald et delvist overlap med de stipendieprogrammer, vi allerede har. På samme måde er der en eller anden form for overlap eller delvist overlap med det arbejde, der bliver gjort via udviklingsbistanden i forhold til forskningssamarbejdet.

Det er sådan set nogle indvendinger, som jeg tilslutter mig. Men jeg vil også gerne gøre opmærksom på en anden ting. Jeg synes, det er problematisk, hvis der foregår for mange aktiviteter på universiteterne, som ikke er underlagt et princip om akademisk merit, og som ikke i en eller anden forstand er en del af den akademiske kappestrid. For hvis elementet merit og elementet akademisk kappestrid ikke er til stede, synes jeg ikke, man kan sige, at en aktivitet ligger tæt nok på universiteternes kerne. Det underminerer universiteterne som institutioner, hvis vi politiserer dem for kraftigt, pålægger dem for meget social ingeniør-kunst og glemmer, at frie institutioner sådan set er rygraden i det universitetssystem, vi har, at der skal være en form for politisk armslængde.

Respekten for universiteterne som institutioner synes jeg egentlig man kan sige er noget, der meget har præget dansk universitetspolitik de sidste 15 år. Man har forestillet sig, at det var sådan nogle relativt tilfældige bygninger, som staten rådede over, og så kunne man putte aktiviteter af den ene eller den anden slags ind i dem uden at tænke på, at de er nogle særlige institutioner, som vi i princippet har haft siden middelalderen her i Europa, og som på mange måder gør os til dem, vi er. Så ud over de gode ting, der allerede er blevet sagt, vil jeg altså også godt lige nævne det her med institutionerne som funktionsduelige institutioner. Derfor kan vi ikke støtte forslaget i Liberal Alliance. Tak for ordet.

Selv tak. Der er en kort bemærkning fra fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak for det. Nu har universiteterne jo selv lige lanceret et »Scolars at Risk«-program, og nogle af dem har sådan set efterspurgt at kunne gøre det samme for studerende. Det kan de jo ikke, da det ikke er inden for deres handlingsområde i forhold til de studerende. Det er nemlig i Danmark sådan, at det står vi for. Der må vi jo sige, at så er det et spørgsmål, om vi kan gøre det muligt for dem.

For nu at forsøge at komme hen i den konstruktive ånd: Hvis man holder fast i, at det jo er med studerende ligesom med scolars, altså forskere på universiteter, så er de jo allerede inden for krav, og derfor laver man et »Scolars at Risk«-program. Studenteraktivister er jo også optaget på videregående uddannelser og må derfor formodes at have et niveau; for de er kommet ind, ligesom vi overfører mellem andre landes studerende, fordi de jo er kommet ind, ellers ville de ikke være berettiget til det.

Men hvis man holder fast i, at man skal leve op til de talentkrav, men derudover vil udvide og oplyse om, som ministeren var inde på, at vi inden for det eksisterende talentprogram gerne vil give plads til og gøre det tydeligt for universiteterne, at det her er en mulighed, vil ordføreren og ordførerens parti så bakke om det?

Ordføreren.

Hvis jeg skulle tage stilling til forslaget, skulle jeg høre lidt mere om det. Jeg kan godt se, at der ville ligge nogle muligheder i at gøre universiteterne opmærksom på, at de stipendieprogrammer, som allerede findes, har et anvendelsesområde, som de måske ikke har tænkt på. Men samtidig vil jeg altså også godt have lov til at understrege, at jeg tror, man skal være meget forsigtig med for megen social ingeniør-kunst og for mange ting, som i og for sig er selve det akademiske uvedkommende. Jeg tror, det er ret skadeligt for vores institutioner på længere sigt.

Spørgeren.

Jeg tror, vi er grundlæggende uenige om, hvordan universiteterne udfylder en rolle i samfundet, og hvorvidt man kan adskille akademia fra resten af samfundet og fra det ansvar, vi må løfte som nation, især når det er offentligt finansierede universiteter. Men lad os tage den derfra. Jeg hører ordføreren som værende åben for en drøftelse af dette i al fald.

Tak til hr. Dahl, der er ikke flere korte bemærkninger.

Men jeg må godt lige kommentere det, der blev sagt. ( Tredje næstformand (Christian Juhl): Ja, det er i orden). Altså, jeg synes sådan set, at det fineste, en oplyst og civiliseret stat som Danmark kan gøre, er at sponsere unyttig forskning, fordi nyttig forskning kan man altid finde sponsorer til rundtomkring, der laver en eller anden investeringskalkule; men at vi har et system, der sådan set ikke er drevet af nytte, synes jeg er meget specielt for den vestlige verden, og det skal vi være meget glade for.

Tak til hr. Dahl. Jeg beklager min fejl. Er der flere ordførere ud over ordføreren for forslagsstillerne, der ønsker ordet? Det er der ikke. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak for det. Jeg skal hilse fra både Enhedslisten, Alternativet og SF, mens jeg husker det, og sige, at de er for dette forslag.

Men jeg vil bare lige starte med at gøre opmærksom på, at det her jo er frivilligt; der er ikke nogen, der pålægger universiteterne at optage nogen, men man gør det muligt. Så jeg synes på mange måder, at det vil ligge helt i tråd med de tanker, som bl.a. Liberal Alliances ordfører fremsatte her, for det er ikke muligt at gøre i dag. For os i Radikale Venstre er det vigtigt, fordi der verden over faktisk finder en kamp sted. Det er en kamp for eller imod demokrati, for eller imod ytringsfrihed og for eller imod det enkelte menneskes rettigheder og for en fredelig udvikling, der jo kommer hele samfundet til gode.

Uddannelsesinstitutionerne, særligt de videregående uddannelsesinstitutioner, er dem, der driver tanken frem i de enkelte lande og også i meget høj grad har været med til at fundere dansk demokrati og demokrati rundtomkring i verden. De unge er demokratiets håb; dem, som vores fremtidige demokratier skal bygge på. Og der er jo heldigvis rigtig mange studerende og studenter, der tager sagen i egen hånd, ikke fordi de alene hungrer efter en bedre fremtid for sig selv, men fordi de faktisk ofte går aktivt ind i kampen for demokrati og menneskerettigheder, også for andre.

Som et folk, der er stolte af vores demokrati – som det jo også kom fint frem, synes jeg – så mener vi, at Danmark har et ansvar for at støtte op om de her aktivisters kamp, og det er derfor, vi foreslår at oprette et »Students at Risk«-program, STAR, som allerede kendes rundtomkring. Det henvender sig til unge studerende, der, som det blev sagt, på en ikkevoldelig måde kæmper for eller arbejder for demokratiske rettigheder, menneskerettigheder, og som på grund af deres kamp udsættes for forfølgelse, udelukkelse fra uddannelse eller diskrimination. Det er jo netop derfor, de har brug for det her.

Ved at leve op til nogle nøje fastlagte krav, vil vi så gøre det muligt for forfulgte udenlandske studerende at kunne færdiggøre deres uddannelse i Danmark og modtage det her stipendium. Som ministeren også gjorde opmærksom på, lancerede Københavns Universitet i sidste uge et »Scolars at Risk«-program i Danmark. Det findes i rigtig mange lande. Det er et netværk mellem universiteter, og det kan de selv løfte, fordi dem, de ansætter som forskere, jo er inden for deres ansvarsområde, men det kan de jo ikke, når det handler om studerende i Danmark. Der har de brug for vores hjælp til at gøre det muligt. Som sagt: Det er frivilligt, om man vil modtage, i det her oplæg.

Men det er sådan, vi mener at vi kan styrke studenteraktivisters kamp for fred, for demokrati, for menneskerettigheder, og det er der brug for i verden. Det ville klæde Danmark og vores stolte uddannelsestradition.

Som det også har været en del af debatten, har vi hentet inspiration i Norge. De har allerede sådan et program. Der er mange andre lande, der har lignende programmer, og vi mener i Radikale Venstre, at vi hører med i den gruppe lande. Demokratiet mangler mange steder i verden; demokratiet er på spil mange steder i verden; demokratiet er under pres overalt i verden, og vi har brug for at forsvare det. Vi har brug for at bakke dem op, som har mest viden og flest muligheder for netop at forsvare det; dem, der går forrest og sætter sig selv i spil for at forsvare demokratiet og retten til uddannelse.

Det mener vi bare er dansk, når det er bedst, nemlig at forsvare retten til altid at kunne uddanne sig og forsvare vores demokrati. Vi er helt klar over, at indførelsen af det her vil være et endda meget, meget beskedent bidrag til det, men et vigtigt bidrag. Jeg håber, at ministeren mente det alvorligt, og at vi kan drøfte det og så i den her kreds se på, om ikke der i det talentprogram, som blev startet i 2014, er muligheder for at gøre de her værdier gældende om demokrati og menneskerettigheder og i al fald at gøre uddannelsesinstitutionerne opmærksom på, at det er en mulighed og måske også udvide den mulighed. Det tager jeg meget positivt imod. De har jo åbenlyst en interesse i det netop med »Scolars at Risk« startet, og så håber jeg, at vi når videre ad den vej. Det vil vi rigtig gerne i Radikale Venstre.

Tusind tak til fru Sofie Carsten Nielsen.

Da der ikke er flere, der har ønsket ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, regner jeg med, at det er vedtaget.

Det er vedtaget.