Tak, og tak for en god debat.
Det er jo altid dejligt, når der er nogen, der synes, at de forslag, man stiller, er sympatiske.
Sympati er bare ikke altid nok.
Jeg tror, at der er brug for handling også her.
Jeg vil starte med lige at hilse fra Radikale Venstre og sige, at de ikke alene synes, at forslaget er sympatisk, men at de også støtter det.
Hvert år i august fejrer vi Copenhagen Pride.
Vi fejrer mangfoldigheden, kærligheden og retten til at elske og leve, som man vil.
Selv om vi med dansk lovgivning er nået langt med beskyttelsen af forskellige mindretal, er diskrimination, had og trusler stadig en del af hverdagen for rigtig mange.
At blive fysisk eller psykisk angrebet på grund af sin identitet, på grund af den, man er, rammer særlig hårdt.
Det er derfor på tide, at vi får lukket hullerne i lovgivningen og får forbedret indsatsen mod hadforbrydelser.
En særlig gruppe i Danmark er fortsat og i stigende grad udsat for forbrydelser på grund af deres kønsidentitet.
Ud over de fysiske og psykiske mærker, som hadforbrydelser efterlader, resulterer denne form for forbrydelse også i frygt og utryghed hos andre.
Man bliver bange for at tage ud, man bliver bange for at færdes på gaden, man bliver bange for at være den, man er.
At hadforbrydelser finder sted, gør det svært at være sig selv.
Derfor lever mange med skjult identitet eller undlader at sige fra over for forskelsbehandling eller diskrimination af frygt for at blive udsat for hadforbrydelser.
Men ingen skal leve et liv, hvor de føler, at de skal kigge sig over skulderen på gaden eller være nervøs for at bevæge sig rundt i nattelivet.
Ca.
20 pct.
af lgbt-personer har overvejet selvmord inden for det seneste år, og når vi ser på nydanske lgbt-personer, stiger tallet til hele 33 pct.
50 pct.
af danske transkønnede undgår steder af frygt for overfald, trusler eller chikane.
Tallene her er meget alarmerende, når man tænker på, at vi er et af de lande i verden, hvor lgbt-personer faktisk har de bedste rettigheder.
Selv om en paragraf i straffeloven, som vi også har diskuteret lidt her, ikke kan beskytte denne gruppe mod hadforbrydelser alene, så vil det sende et kraftigt signal til vores samfund om, at vi ikke tolererer den slags hadforbrydelser, heller ikke på baggrund af kønsidentitet.
Derfor er det vigtigt at få tilføjet køn, kønsidentitet og kønsudtryk til straffeloven om hadefuld tale.
Det skylder vi det mindretal, som i dag frygter for deres liv, som ikke kan være dem, de er.
Det er for os i Enhedslisten helt klart et hul i loven om hadforbrydelser, at det her ikke er en del af det.
Så har vi diskuteret lidt det her med retten til at blive klogere, som hr.
Martin Geertsen var inde på, og det er jo, synes jeg da, også rigtig dejligt, at regeringen nedsætter en arbejdsgruppe, som skal kigge på det her.
Jeg har bare rigtig, rigtig svært ved at forestille mig, at en arbejdsgruppe, der arbejder med det her område, ikke vil anbefale, at det her bliver skrevet ind i straffeloven.
For os i Enhedslisten udelukker det ene simpelt hen ikke det andet.
Man kan sagtens nedsætte en arbejdsgruppe, der arbejder med det her, og som kommer med – forhåbentlig – en masse tiltag, som kan beskytte transkønnede i Danmark, men det udelukker bare ikke, at man også kan vedtage det her beslutningsforslag, så vi ændrer straffeloven.
Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor man har behov for at udskyde at give et mindretal i Danmark den her beskyttelse.
Når det er sagt, glæder vi os jo i Enhedslisten rigtig meget til, at arbejdsgruppen kommer med sine anbefalinger, og håber, at den til den tid siddende regering vil fremsætte det her som et lovforslag, så vi kan få lukket hullet i straffeloven.
Tak.