I Norge, Storbritannien, Holland, Østrig, Kroatien, Luxembourg, Belgien, Slovenien, Serbien, Tyrkiet, Makedonien og Bosnien-Hercegovina har man gjort det, som Enhedslisten i dag foreslår.
Det er alle lande, hvor man allerede har indført et forbud mod eller er i gang med udfasning af minkavl.
I Tyskland og Schweiz har man indført så skrappe regler for hold af dyr, at der i praksis allerede nu eller på sigt også vil komme et forbud mod minkavl.
I Polen, Irland, Litauen og Estland diskuterer man lige nu kraftigt, om minkavl skal forbydes eller udfases.
Så det er altså ikke taget ud af det blå, når vi i dag foreslår at forbyde minkavl i Danmark.
I rigtig mange lande i Europa har man allerede taget vigtige skridt i forhold til at forbyde en produktionsform, som hører fortiden til.
Forslaget, vi behandler i dag, er altså et forsøg på at få Danmark til at stå sammen med nogle af de mange lande i Europa, som allerede har forbudt eller er i gang med at udfase minkavl.
Og historien viser jo lige præcis, som flere ordførere også har nævnt, at vi har kunnet tage det skridt før.
I 2009 indførte Folketinget et forbud mod ræveavl.
Mink er præcis ligesom ræve rovdyr, der ikke bør holdes i bure og aldrig vil kunne få ordentlig dyrevelfærd i et bur.
Dengang, ligesom det bør være nu, var det også et dyreetisk hensyn, der vejede tungest, da et bredt politisk flertal satte en stopper for ræveavl.
For minken og ræven er modsat vores andre husdyr et rovdyr.
Mink er ikke domesticerede ligesom køer og grise, som i 1.000 år har været i menneskers varetægt.
Mink er vilde dyr med alle deres instinkter intakt.
Mink lever i naturen på meget store territorier, som strækker sig over flere kvadratkilometer, typisk langs floder og ved moser.
Og minken er ikke kun et territorialt dyr, men også et solitært dyr.
Det betyder, at minken i naturen færdes alene, og at det ligger i dens natur at forsvare store territorier på mange kvadratkilometer.
Mink har heller ikke uden grund svømmehud.
Det har de, fordi de fra naturens side er lavet til at jage under vand, og de dykker gerne ned til 6 m og kan svømme op til 35 m under vand.
Men i Danmark holder vi disse territoriale dyr, der fra deres naturs side er skabt til at jage i floder og færdes over store områder, i små bure på, ja, hvad der svarer til størrelsen af en avis.
Her holdes de uden mulighed for at kunne svømme, uden mulighed for at kunne jage, klatre i træer eller i det hele taget udvise bare et minimum af deres naturlige adfærd.
Ud over at være territoriale er mink som nævnt også solitære.
Det vil sige, at de færdes og trives alene.
At mink er solitære dyr, gør det også yderst problematisk, at de opdrættes på store farme med mink i titusindvis i bure i lange rækker helt tæt op ad hinanden.
De trange og helt unaturlige forhold for minkene både stresser dem og gør, at de også ofte udviser tvangsadfærd.
Det kan de gøre, ved at de bider i deres egen pels, bider de andre mink i buret – altså decideret kannibalisme – eller faktisk bider deres egne unger ihjel.
Mink i bure udviser også ofte stereotyp adfærd ved at vandre hvileløst rundt eller ved at være fuldkommen apatiske.
Det er altså adfærd, som vi ikke ser i naturen, og det er det, som forskerne kalder mistrivsel.
Ifølge dyreadfærdsforskere er territorialadfærd og aggression en naturlig egenskab for et rovdyr som minken.
Det er derfor ikke dyrenes temperament, der er noget galt med, men de betingelser, hvorunder de huses af mennesker.
På trods af at der er indført regler om det, man kalder miljøberigede bure, hvor der skal være hylder, halm og rør, finder vi stadig mange bidskader ude på farmene.
Samtidig ser vi, at stadig flere mink holdes i såkaldt gruppeindhusning, hvor endnu flere mink er sammen end ved de traditionelle parvise indhusningsmetoder.
I stedet for at udvikle sig i retning af bedre dyrevelfærd for mink udvikler produktionen sig på en måde endnu længere væk fra minkens natur som et solitært og territorialt dyr.
Ligemeget hvor meget pelsbranchen taler om bæredygtig produktion med god dyrevelfærd, er og bliver det ikke muligt at indrette en kommerciel produktion, hvor mink kan trives, for det kan simpelt hen ikke lade sig gøre at miljøberige og kontrollere sig ud af det grundlæggende problem, at man ikke kan opdrætte territoriale og solitære rovdyr i små bure.
Ud over at det rent dyrevelfærdsmæssigt er helt uacceptabelt at holde rovdyr i små bure, er der også en række alvorlige både sundheds- og miljøgener forbundet med minkavl – gener, som rigtig mange naboer til minkfarme rundtomkring i landet må leve med.
I en tredjedel af de danske minkfarme er der også fundet den multiresistente MRSA-bakterie, og det er altså ikke kun minkene, der bærer rundt på MRSA-bakterien, det er også medarbejderne på minkfarmene.
Sundhedsstyrelsen anser nu det at arbejde på en minkfarm eller det at bo i en husstand med en, som arbejder på en minkfarm, for at være en speciel risikosituation i forhold til MRSA.
Læg så dertil problemerne med alvorlige lugtgener og fluer og ikke mindst den negative påvirkning, som minkfarmene har på naturen.
Lidelserne hos minkene og den negative indvirkning på både miljø og sundhed virker jo helt tåbeligt, når man tænker over, hvad det egentlig er for et produkt, vi har med at gøre.
Der er jo ikke tale om et livsnødvendigt produkt, som vi hver især har brug for.
Der er tale om et produkt, som er ren og skær luksus.
Der er ingen, der dør af kulde, hvis vi stopper med at producere minkskind, og der er intet til hinder for at erstatte minkskind med andre materialer.
Mink kan erstattes med pels, der kommer fra jagt, og mink kan også erstattes med biprodukter fra fødevareproduktionen, eller man kan hoppe med på den nyeste trend og bruge kunstig pels af andre materialer, som efterhånden faktisk har både samme kvalitet og æstetiske værdi som pels fra mink.
Der er altså masser af muligheder, der ikke indebærer, at rovdyr skal holdes i små bure.
Armani, Gucci, Hugo Boss, Tommy Hilfiger, Calvin Klein og H&M – en masse modemærker, som jeg ikke kender så meget til – er blandt nogle af de modehuse, der af dyrevelfærdsmæssige årsager har fjernet pels fra mink og andre pelsprodukter fra deres kollektioner.
Ligeså var London Fashion Week i 2018 helt pelsfri.
Det viser jo, at også dele af modebranchen faktisk bakker op om at stoppe en dyreetisk uforsvarlig produktion.
Danmark er verdens største producent af minkskind, og der er omkring 1.300 minkfarme tilbage i Danmark.
De producerer årligt omkring 17 millioner skind.
Og ja, selvfølgelig vil et forbud mod minkavl – hvad flere af ordførerne også har adresseret – gøre ondt på nogle af minkavlerne.
Vi skal så også huske, at i forhold til en del af de minkavlere, der er der nu, vil det – hvis vi laver en udfasningstid på 5 år – passe med, at de rammer pensionsalderen.
Selvfølgelig vil det gøre ondt på nogle minkavlere, men vi kan altså ikke blive ved med at lukke øjnene og sætte økonomien over fuldstændig basal dyrevelfærd for millioner af dyr.
Selvfølgelig skal vi i Danmark i 2019 ikke have en produktion af helt unødvendige luksusprodukter, som indebærer, at 17 millioner rovdyr skal holdes i små bure.
I Enhedslisten mener vi derfor, at det er på tide, at vi får afskaffet en produktionsform, der mildest talt hører fortiden til, og at minkavl derfor skal udfases over en 5-årig periode.
Jeg vil gerne sige tak til SF for at støtte op om forslaget.
Jeg glæder mig meget til at høre, hvad man finder ud af i Alternativet.
Derudover er det jo trist, at der ikke kan findes et flertal i Folketinget, som det ser ud lige nu.
Vi plejer ellers i Danmark at bryste os af, at vi har høj dyrevelfærd.
Men når det lige præcis handler om minkene, er der jo en lang, lang række andre lande – lande, vi normalt sammenligner os med – som er gået forrest.
Jeg synes, vi skal følge efter den lange række af lande.
Tak for ordet.