Danmark skal ikke sælge våben til diktatorer og torturbødler og krigsforbrydere.
Det burde egentlig være ret indlysende, synes jeg.
Derfor var vi netop også rigtig mange, faktisk alle partier i Folketinget, der bød forbuddet mod salg af våben til Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater varmt velkommen.
Men jeg synes i den grad stadig væk, at der er brug for, at vi strammer reglerne for dansk våbeneksport.
Jeg synes, vi er nødt til spørge os selv:
Hvorfor var forbuddet i forhold til Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien ikke trådt i kraft lang tid før mordet på Jamal Khashoggi?
Det havde jo på det tidspunkt længe været kendt, at det saudiske kongediktatur systematisk torturerede og undertrykte sin egen befolkning.
Det var også meget, meget alment kendt, hvad det var for nogle grufuldheder, der foregik i Yemen, altså med bombninger af hospitaler, skolebusser osv.
Oxfam IBIS har kunnet dokumentere, at den danske våbenproducent Terma har leveret udstyr til de her bombefly over Yemen.
Altså, der var masser af grunde til, at der skulle have været sat ind, lang tid før det her skete.
Når man ser på situationen i dag, er det jo netop også sådan, at Danmark stadig eksporterer våben til andre lande, der systematisk krænker menneskerettighederne.
Jeg synes, at Egypten er det tydeligste eksempel på, at der er noget helt galt, men der er altså også andre eksempler.
Hvis man ser på Egypten, er det sådan, at både Human Rights Watch og Amnesty International og FN's Menneskerettighedsråd igennem de seneste år har advaret om, at menneskerettighedssituationen i Egypten er under hårdt, hårdt pres.
Det er den på mange forskellige fronter, men et af de steder, hvor alarmklokkerne må ringe allermest, er der, hvor egyptiske sikkerhedsstyrker f.eks.
i forbindelse med demonstrationer har været inde at true folk, arrestere folk og udsætte folk for vold.
Derfor giver det utrolig god mening, at man ikke bør eksportere våben til det land i øjeblikket.
Vi har f.eks.
også set tidligere, hvordan Holland også indførte et forbud mod eksport til Egypten på grund af deres rolle i bombningerne i Yemen.
Så jeg synes sådan set i modsætning til det, vi hørte justitsministeren sige i dag, at der er al mulig grund til at sige:
Jamen der er noget, der ikke fungerer stramt nok.
Det burde simpelt hen bekymre os alle sammen i den grad, for, hvad skal man sige, vores ansvar over for menneskerettigheder er jo helt afgørende.
For især netop med hensyn til eksport af våben, som jo helt ærligt bliver brugt til at slå folk ihjel med, burde man måske være ekstremt opmærksom på, hvad det er for nogle lande og diktaturer, man sælger til.
Der
er
jo også den bevågenhed omkring det langt hen ad vejen, men det er bare ikke godt nok.
Og jeg må sige, at når Enhedslisten, SF og Alternativet har fremsat det her forslag, er det jo også, fordi vi har set en situation i løbet af det seneste år, hvor der netop er blevet åbnet op for forbud mod Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater, og man tænker:
Jamen det virker fornuftigt, lad os gå længere ned ad den samme vej.
Vi har set, at det faktisk endelig er lykkedes at få skærpet reglerne for eksport af de her dual use-teknologier, der kan bruges til overvågning – altså overvågningsudstyr.
Så synes jeg simpelt hen, det virker mærkeligt, hvis vi ikke engang kan nå i mål med en beslutning her, som faktisk bare står mål med det, vi tidligere har vedtaget.
Jeg vil også understrege – og nu er der flere, der har peget på spørgsmålet:
Skal vi gå enegang?
– at det i meget høj grad også handler om, at vi aktivt implementerer de internationale regler, vi allerede er en del af.
Altså, både FN's våbenhandelstraktat og EU's charter i forhold til salg af våben giver nogle af de samme retningslinjer og principper, som vi peger på her og har skrevet ind her.
Problemet er bare, at rigtig mange eksperter også peger på, at de her retningslinjer simpelt hen ikke bliver implementeret stramt nok, og det er jo lige præcis det, vi gerne vil opnå, så vi bliver sikre på, at når man ser f.eks.
et land som Egypten, som der ligger så mange rapporter på at den er gal med menneskerettighederne i, så skal der selvfølgelig også lyse en stor rød alarmlampe, og så skal der ikke kunne være den eksport.
Det er sådan set i al sin enkelhed det, vores forslag går ud på.
Jeg må sige, at jeg faktisk forud for i dag havde håbet på, at vi ville kunne samle alle partier i en eller en form om noget, altså at vi ville kunne blive enige om noget.
Der har i hvert fald også været nogle partier, der har erklæret sig positive over for hensigten med forslaget, så jeg håber stadig væk, at vi kan gå videre med at se på en beretningstekst, og at man også vil gå hjem og overveje det.
For jeg synes sådan set, det er et helt afgørende ansvar, vi har, at vi sikrer, at der ikke sker den her våbeneksport til diktaturstater.
Jeg synes, det er på tide, at Danmark tager et særligt ansvar for at sætte menneskeliv over eksportmillioner.
Som jeg ser det, er det her forbud mod salg af våben til lande, der krænker menneskerettighederne, altså en rigtig god måde at sikre det på, og det er også en måde, vi kan se os selv og verden i øjnene på.
Så det er endnu en opfordring til lige at overveje det og til, at vi kan blive enige om et eller andet.
Vi vil som sagt rigtig gerne drøfte eventuelle uklarheder og usikkerheder, folk måtte have.
Vi er meget imødekommende over for det.
Men det helt afgørende er, at vi formår at få strammet de her regler.
Det bliver vi simpelt hen nødt til at gøre.