Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 68:

Forslag til folketingsbeslutning om beskatning af EU-ansattes løn.

Af Søren Søndergaard (EL) m.fl.

(Fremsættelse 12.12.2018).

Forhandlingen er åbnet. Finansministeren, værsgo.

Allerførst vil jeg gerne sige tak til Enhedslisten for beslutningsforslaget, for det giver mig for anden gang på kort tid mulighed for her i Folketingssalen at drøfte spørgsmål relateret til EU's budget.

Regeringen er enig i, at der er et klart potentiale i at revidere og reformere EU's personale- og administrationspolitik, og at det bør ske på en måde, der kan reducere EU-landenes medlemsbidrag. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Over de seneste 15 år har der fra skiftende regeringer og med opbakning fra Folketingets partier været en konsekvent og vedholdende linje, som vi har forfulgt med den mest ambitiøse reformdagsorden blandt EU's medlemslande for EU's personale- og lønpolitik. Den dagsorden forfølger regeringen fortsat, og det gør vi med to formål for øje.

For det første mener vi, at nettoaflønningen af de EU-ansatte skal være rimelig – en kombineret effekt af lønninger, vederlag og tillæg, som med lave effektive skattesatser betyder, at der er et potentiale for at reducere EU's udgifter på det område. Resultatet heraf vil være med til at gøre, at også medlemslandenes EU-bidrag kan reduceres, sådan som det ønskes i beslutningsforslaget.

For det andet er det regeringens klare målsætning med den reformdagsorden, vi forfølger, at en modernisering af løn- og ansættelsesvilkårene for EU's ansatte skal bidrage til at understøtte en mere effektiv opgavevaretagelse i EU's institutioner. Der er ganske enkelt behov for et opgør med stive karrierestrukturer og et aflønningssystem, der i alt for høj grad er baseret på anciennitet og ikke sikrer den nødvendige sammenhæng mellem løn og præstationer. Den dobbelthed i form af krav om budgetforbedringer og moderniseringer finder jeg afgørende, fordi det i mine øjne er den rigtige måde at anskue problemstillingen på, og fordi det er en videreførelse af den linje, som Folketinget konsistent har forfulgt i snart et par årtier.

Enhedslistens beslutningsforslag gør derimod op med den konsistente linje ved alt for ensidigt kun at kigge på budgetvinklen. Og det er ikke kun i forhold til målet, men måske også i forhold til beslutningsforslagets anviste middel, at regeringen har sine tvivl. Jeg er således ikke overbevist om, at lige netop beskatningen skulle være det rigtige middel til at opnå de danske forhandlingsmål. Den marginale skatteprocent for de højeste indkomster i EU-systemet er teoretisk på 52 pct. Det er ganske vist en smule lavere end marginalskatteprocenten for en dansker, der betaler topskat, men i en europæisk sammenhæng ligger skatteprocenten i sig selv ikke et sted, hvor det giver grundlag for panderynker.

Problemet ligger derimod i de fradrag, tillæg og den generelle aflønningsstruktur i Europa-Kommissionen, der bevirker, at kun en lille del af bruttoindkomsten rent faktisk beskattes. Det betyder, at den effektive skattesats i langt de fleste tilfælde er markant lavere, end hvad skatteprocenten egentlig tilsiger. Det kan selvfølgelig godt adresseres, ved at man bare forøger beskatningsgrundlaget, som der lægges op til i beslutningsforslaget, men er det ikke lidt mere effektivt og faktisk også mere rimeligt at kigge på selve aflønningen?

Lad mig give et konkret eksempel. En dansker, som er ansat i Europa-Kommissionen i Bruxelles, oppebærer ud over sin skattepligtige grundløn et anseligt udetillæg, der er skattefrit. Udetillægget tildeles til EU-ansatte, der arbejder i et andet EU-land end deres hjemland, og er tidsbegrænset. Det betyder i praksis, at førnævnte dansker, selv efter 10, 20, 30 år i Bruxelles, kompenseres med et skattefrit tillæg for gener, der skulle være ved at være placeret på en udpost. Hvis vi skulle følge logikken i Enhedslistens beslutningsforslag, skulle vi gå til Rådet og kaste os ind i forhandlinger og ændre beskatningsreglerne ved at lade udetillægget blive beskattet fremadrettet.

Vi finder, at det er langt mere gangbart, troværdigt og rimeligt at forfølge den mangeårige danske forhandlingstilgang, nemlig at der ganske enkelt bør ske en udfasning af udetillægget for ansatte, der har været længe på det samme tjenestested. Regeringen anerkender, at der også er behov for at kigge på beskatningen af EU-lønninger som en del af værktøjskassen, men det vil næppe være det mest effektive redskab til at nå de danske forhandlingsmål.

Samlet set mener vi fra regeringens side, at både målet og midlet i beslutningsforslaget skaber en uhensigtsmæssig skævvridning af den reformdagsorden, som et bredt flertal i Folketinget har bakket op om igennem mange år. Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Og lad mig kort opsummere hvorfor.

For det første finder regeringen, at Enhedslisten alt for ensidigt fokuserer på en reform af personale- og lønpolitik som instrument til at opnå budgetforbedringer. Den danske forhandlingstilgang bør som hidtil have et dobbelt fokus, hvor det er lige så vigtigt, at en reformdagsorden skaber en moderne og mere effektiv EU-administration.

For det andet er regeringen ikke enig i, at én bestemt skrue i form af beskatningsregler, som næppe er det mest effektive eller forhandlingsmæssigt mest realistiske, bør gives en særlig status i form af en folketingsbeslutning.

Lad mig afslutningsvis fremhæve en tredje grund til, at vi ikke kan støtte det. Regeringen deler simpelt hen ikke præmissen for beslutningsforslaget, der fremstiller EU's ansatte som, og nu citerer jeg: en sammenspist kerne af pampere med ofte eksorbitant høje lønninger. Citat slut. Den udlægning finder jeg hverken rimelig eller retvisende. EU-samarbejdet er en vigtig grundsten for dansk velstand og velfærd, og de ansatte i EU's institutioner er afgørende for at få hjulene til at snurre rundt. Enhver debat om emnet bør derfor foregå på et sagligt og rimeligt grundlag, og jeg finder derfor ikke, at beslutningsforslag B 68 bidrager til en sådan saglig debat.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Et af problemerne på det her område er jo, at mange af oplysningerne ikke er tilgængelige. Man kan jo ikke få udleveret oplysningerne om de præcise lønberegninger, der laves, om tillæggene osv. Derfor vil jeg bare spørge, om vi her kan få et tilsagn fra finansministeren om, at vi mellem første- og andenbehandlingen kan få alle oplysninger, vi måtte ønske, om lønforhold for ansatte i EU, eller om der fortsat er ting, der skal være hemmelige. Jeg snakker selvfølgelig ikke om personoplysninger. Jeg snakker kun om generelle kategorier.

Værsgo.

Jeg har ikke noget ønske om at holde nogen oplysninger tilbage, som vi efter gældende ansættelsesret har mulighed for at lægge frem. Så jeg vil gerne give det tilsagn, at jeg inden for rammerne af almindelig ansættelsesret gerne vil sørge for størst mulig gennemsigtighed på området.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg takker for tilsagnet.

Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken. Hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet.

Vi er i Socialdemokratiet enige i, at man bør kigge på at reformere EU's personale- og lønpolitik. Den skal være mere gennemskuelig og effektiv, også så landenes bidrag reduceres. Den linje ønsker vi at fortsætte, men vi mener, at problemet ligger i fradrag og tillæg og urimelige regler, og det er noget, som skiftende regeringer har taget fat på. Derfor kan vi ikke støtte forslaget. Vi ønsker at sætte fokus på andet end skat og at reformere EU på flere områder end bare det, og så deler vi i øvrigt heller ikke Enhedslistens grundlæggende skepsis over for alt, hvad der har med EU at gøre.

Der er lige en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Det er bare, fordi jeg forstår, at den socialdemokratiske ordførers kritik af det her forslag er, at det er alt for begrænset, altså at det, der er problemet ved det, er, at det simpelt hen ikke er omfattende nok. Det er et alt for lille hjørne, det tager fat i; det skulle have været meget mere dybtgående med hensyn til reform af de her meget høje lønninger i EU-systemet.

Værsgo.

Nej, det, vi siger, er jo, at skiftende regeringer har taget fat i det her. Men det her fastlåser jo regeringen i en bestemt forhandlingsposition, når man snakker om det her. Så er det heller ikke nogen hemmelighed, at alt, der har noget med EU at gøre, kan Enhedslisten ikke lide. Forslag på forslag handler om et eller andet, som er dårligt ved EU. På linje med det, finansministeren sagde, genkender vi i Socialdemokratiet heller ikke billedet af EU-ansatte som en samling pampere.

Værsgo.

Genkender Socialdemokratiet ikke billedet af ansatte især på et lidt højere niveau i EU-systemet som folk, der får en fuldstændig eksorbitant løn, i forhold til hvad der er gældende for andre almindelige mennesker i Europa?

Værsgo.

Jo, men der er forskel på det og så at sige, at de ansatte er en samling pampere. Nu hørte jeg også før, at det var et rejsecirkus og et pengecirkus. Som jeg forstod finansministeren, er det også noget, man kigger på fra dansk side. Det er også noget, den tidligere regering har kigget på, og den har ønsket at slanke og gøre EU-systemet mere effektivt. Men vi behøver måske ikke at tegne det her meget karikerede billede af både EU-politikere og dem, der er ansat dernede.

Tak. Der er ikke flere bemærkninger. Vi går videre til hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Dansk Folkeparti er enig med forslagsstillerne i, at det er et problem, at EU-ansatte beskattes efter særligt lave EU-takster, uanset om de er ansat i Bruxelles eller f.eks. på et repræsentationskontor i de forskellige EU-lande. I forslaget nævnes et skatteniveau på omkring 15 pct.

Det er imidlertid vores opfattelse, at problemet fra forslagsstillernes side angribes på en noget bagvendt måde. Forslagsstillerne erkender, at problemet ikke kan løses ved f.eks. blot at indkomstbeskatte danske ansatte, så de ligesom danske europaparlamentarikere, der både beskattes af EU og af de nationale myndigheder, får en skattebetaling, der bliver den samme som en dansk lønmodtager, idet EU-ansatte eksplicit er fritaget fra national indkomstbeskatning af deres grundløn og tillæg. Forslagsstillerne erkender dermed, at løsningen skal findes i EU.

Når man nu alligevel anviser løsninger ad EU-vejen, synes vi hellere, at man skal anvise den lige vej frem for den kringlede og snoede vej, ved at de EU-ansatte af EU skal sættes i skat svarende til, hvad der gælder normalt, og at det ekstra provenu efterfølgende returneres til Danmark. Men hvorfor ikke gøre det nemt? Ved at kræve ret til at sætte medarbejdere i skat opfører EU sig jo i virkeligheden som en stat, og hvorfor ikke gøre op med det og afskaffe EU's mulighed for at beskatte deres ansatte? Dermed vil en ansat i Parlamentet i Bruxelles, der er bosiddende der, skulle svare skat i Belgien. En ansat ved EU's repræsentation i København vil skulle betale skat i Danmark og så fremdeles. Det giver efter Dansk Folkepartis opfattelse betydelig mere mening.

Beslutningsforslaget skulle altså snarere gå ud på, at Folketinget forpligtede regeringen til at arbejde i EU for at afskaffe EU's beskatning af de ansatte. Den manglende indkomst til EU-systemet fra skattebetalingen kan man så spare ved at nedsætte udgifterne på EU's budget. Set fra Dansk Folkepartis synspunkt er der noget helt grundlæggende forkert i, at EU opkræver skat hos ansatte. Det er en national opgave, ikke en opgave for en mellemfolkelig organisation, medmindre denne har ambitioner om at blive en stat, og det ønsker vi ikke i DF at EU bliver.

Men nuvel, det foreliggende beslutningsforslag er imidlertid et skridt i en mere rimelig retning, og forslaget vil som fremlagt og vedtaget betyde et lavere bidrag fra medlemslandene til EU's budget, og af disse helt konkrete årsager støtter DF forslaget.

Tak. Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Jeg vil bare høre, om Dansk Folkepartis ordfører er enig med Enhedslisten i eller med mig i, at det, når der står, at forslaget går ud på, at ansatte i EU's institutioner kommer til at betale indkomstskat og arbejdsmarkedsbidrag på niveau med øvrige borgere i EU-landene, så også åbner op for, at det kan indebære den mulighed, som hr. Claus Kvist Hansen nævner, især fordi der står i forslaget, at man kan vælge forskellige metoder.

Værsgo.

Så er jeg muligvis enig, eller så er DF muligvis enige. Men forslagsstillerne laver, som jeg også nævnte, en lidt kringlet vej, kan man sige, for at komme til det samme resultat. Der er det, vi fra DF's side så tænker: Hvorfor ikke gøre det den lige vej? Det her med at hoppe over, hvor gærdet er lavest, er ikke altid den dårligste idé. Men vi når, kan man sige, det samme mål.

Hr. Søren Søndergaard? Nej. Der er ikke flere bemærkninger. Tak. Så er det hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak for det. Og tak til Enhedslisten for endnu en gang at tage debatten op om EU's budget. Er det et par uger siden, vi sidst stod her? Dengang handlede det så om beskatning af MEP'ernes tillæg til generelle udgifter. I dag foreslår Enhedslisten, at man ændrer beskatningsreglerne for de ansatte i EU's institutioner.

Lad mig slå fast, at i Venstre mener vi sådan set helt på linje med Enhedslisten, at der er et potentiale for at se på EU's personale- og administrationspolitik. Men jeg tager til gengæld skarpt afstand fra den præmis, der for mig at se gennemsyrer hele beslutningsforslaget. Her tænker jeg på Enhedslistens ret utilslørede krig mod offentligt ansatte. Dem må man åbenbart godt gå i krig med, hvis bare de er ansat i EU, hvor man beskriver dem som en sammenspist kerne af pampere med ofte eksorbitant høje lønninger. Det synes jeg simpelt hen ikke er en fair udlægning. Det synes jeg ikke er rimeligt, og jeg vil blot sådan gøre opmærksom på, at uden ansatte i EU's institutioner har jeg lidt svært ved at forestille mig, hvordan hjulene skulle køre rundt.

Når det så er sagt, mener vi altså heller ikke, at vi skal bryde med den mangeårige reformdagsorden i forhold til EU's personale- og lønpolitik, som regeringen har forfulgt. Det er en dagsorden, der både har til formål at reducere EU's udgifter og at sikre en nødvendig sammenhæng mellem løn og præstationer. Og så er det i øvrigt en dagsorden, der har bred opbakning her i Folketinget.

Enhedslistens beslutningsforslag gør op med den fornuftige linje, som Folketinget i efterhånden mange år har lagt for dagen, og det ser vi i Venstre ingen grund til at gøre. Vi kan således ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Jeg vil bare bede Venstres ordfører om at bekræfte, at der i forslaget ikke står, at EU-ansatte er en flok sammenspiste pampere.

Værsgo.

I beslutningsforslaget står der følgende: »Som bl.a. anført i beslutningsforslag nr. B 37 [...] fremstår EU's bureaukrati for mange ofte som en sammenspist kerne af pampere. Den opfattelse understøttes af de ofte eksorbitant høje lønninger, der udbetales til EU's ansatte.«

Så det kan jeg ikke bekræfte.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil bare endnu en gang bede hr. Jan E. Jørgensen om at bekræfte, at der ikke i forslaget står, at EU's ansatte er en flok sammenspiste pampere. Det står simpelt hen ikke i forslaget. Ministeren påstod det også. Det står simpelt hen ikke i forslaget. Det er noget andet, der står, og hr. Jan E. Jørgensen har lige læst det op. Det er bekymrende, at evnen til at læse eller forstå det, man læser, er så begrænset. Men prøv igen, hr. Jan E. Jørgensen, at læse op, hvad det er, der står. Der står ikke, at forslagsstillerne siger, at EU's ansatte er en flok sammenspiste pampere.

Værsgo.

Arh, det er for smart. Det er for smart, og det ved hr. Søren Søndergaard udmærket også. Altså, der står, at de »fremstår« som en sammenspist flok pampere med eksorbitant høje lønninger. Det er jo meget smart. Det svarer til at sige, at Enhedslisten fremstår som en flok munkemarxister, der ikke har fattet, at vi er kommet ind i det nye årtusind. Men det har jeg aldrig sagt – jeg har bare sagt, at sådan fremstår de. Altså, det er et nummer for smart, og det ved hr. Søren Søndergaard også godt.

Jeg bemærkede, at der blev smilet, og det var godt. Tak. Så er det fru Laura Lindahl. Værsgo.

Tak for det. Det er en spændende debat. I Liberal Alliance er vi sådan set dækket meget godt ind af det, som tidligere ordførere har sagt – både ministeren og Venstres ordfører og i øvrigt også Socialdemokratiets ordfører. Vi er jo, som de øvrige ordførere, ikke uenige i, at der er brug for en reformering og en modernisering både af EU's personale- og administrationspolitik og sådan set også på andre områder af EU. Men vi mener heller ikke, at indholdet af det her beslutningsforslag, vi behandler nu, er hensigtsmæssigt i forhold til den reformdagsorden, som vi er optaget af, og som regeringen og i øvrigt tidligere regeringer jo har forfulgt i mange år.

Vi synes, det er fornuftigt, som ministeren også var inde på, at kigge på tillæggene og kigge på, om man ikke skal udfase nogle af dem, i stedet for bare at hæve skatteprocenten.

Men intentionen deler vi, og det er fint at få en debat om det, og det er fint at få fokus på det, men vi støtter ikke beslutningsforslaget, som det ligger her.

Tak for det. Der er ingen bemærkninger. Så er det hr. René Gade, Alternativet.

Jeg vil også sige tak til Enhedslisten for en fornuftig og meget relevant belysning af det her problem, som det da er, at noget kan forekomme eksorbitant uretfærdigt og som direkte misbrug af midlerne en gang imellem. Det står ikke i beslutningsforslaget. Det er min tolkning, at når man står og kigger på et system, som man faktisk lægger penge i, og som man er en del af fra dansk side og som dansk statsborger, kan det måske forekomme sådan. Vi er jo en del af Det Europæiske Fællesskab, så vi skal da sikre, at der er bedst mulig kommunikation og forståelse af, hvordan det system fungerer. Der er det her beslutningsforslag rigtig fint.

I Alternativet er vi fuldstændig enige i og vil gerne bakke op om den del af forslaget, der sikrer fuld åbenhed omkring de ansattes løn i EU-systemet. Det er første skridt til at have en fælles analyse at tale ud fra, tænker jeg. Så det skal vi da have skaffet.

Ellers vil jeg tilslutte mig finansministerens tale. Jeg synes, den var meget rammende i forhold til det arbejde, der bliver gjort. Man forsøger indefra, er min opfattelse, fra forskellige sæt af forskellige partifarver, der har haft regeringsmagten, at reformere det her systems lønninger og niveauerne, som også i mine øjne i rigtig mange henseender er noget, vi ikke kan bakke op om i Alternativet. Det er simpelt hen ikke et system, vi kan stå på mål for udgiftsmæssigt, hvis vi graver helt ned i substansen i mange af detaljerne i EU-systemet. Sådan vil det også være i Folketinget, når man begynder at kigge på, om det hele er ret og rimeligt. Det er det nok heller ikke her.

Men i EU-systemet skal vi i den grad sikre, at folk også her i Danmark får en opfattelse af, at det altså nytter noget at være med i EU. Og det gør det. Derfor er det også lidt ærgerligt – og det skal så være min anke imod beslutningsforslaget her – at vi altid finder alt det negative ved vores europæiske samarbejde og fokuserer på det. Der kan være politiske intentioner, der kan være politiske gode grunde til at fokusere på det, fordi man simpelt hen er imod EU-samarbejdet.

Men det bliver en fantastisk valgkamp til Europa-Parlamentet, hvis vi i fælles front prøver at sikre, at x procent af den dialog, der kommer til at være, handler om alt det gode, der er ved samarbejdet. For det er måske det, man ikke altid lægger mærke til i dagligdagen.

Så tak, fordi der også til sidst i beslutningsforslaget står, at der naturligvis skal være ret og rimelighed i, at det, man nu mister som ansat dernede – det kan være i fleksibilitet, tid, det ene og det andet – skal der kompenseres for. Det er ikke sådan en udskamning, der bliver lagt op til, og derfor skal man selvfølgelig også passe på de ord, man bruger. Så vi er imod i Alternativet.

Tak for det. Jeg kan ikke se en ordfører for Det Radikale Venstre, SF eller fra Det Konservative Folkeparti, så derfor er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg kan jo godt se, at den sådan lidt revolutionære aura omkring Enhedslisten er ved fuldstændig at fordufte. Altså, vi fremsætter det ene forslag efter det andet inklusive det her, som overhovedet ikke er vidtgående nok: Det er alt, alt for begrænset, siger man, og alt, alt for småt, det tager kun fat på et lille hjørne, vi skulle have taget det hele med. Og, ja, sådan er det jo.

Når vi alligevel har valgt at gøre det, er det, fordi vi blev inspireret af SF, som ikke har haft mulighed for at være her i dag. For SF fremsatte i folketingsåret 1997-98 faktisk det samme forslag, og det er – jeg skal lige regne det ud i hovedet – sådan cirka 21 år siden. Og så kan man sige: Hvad er der så sket i løbet af de 21 år, hvor man stille har arbejdet inden for systemet? Ja, altså, det er jo meget begrænset, hvad der er sket.

Jeg skal også i den her snævre sammenhæng og den her begrænsede forsamling erkende, at indledningsformuleringen i forslaget har vi faktisk også tyvstjålet fra SF. For forslagsstilleren, og det var Aage Frandsen, skrev: For mange fremstår EU-bureaukratiet som en sammenspist kerne af pampere. Og den formulering kunne vi ikke stå for at gentage, for det er jo lige præcis pointen: Hvad enten man er for EU eller imod EU, eller man er meget begejstret for EU eller meget kritisk over for EU, så fremstår EU for rigtig mange mennesker dels som noget frygtelig fjernt, og som noget frygtelig lukket, dels som noget, der er meget lukrativt for dem, der er i systemet. Det fremstår på en bestemt måde. Og der synes jeg da, at der burde være en fælles interesse i – hvad enten man er modstander eller tilhænger, hvad enten man er kritiker eller meget, meget begejstret – at EU ikke kom til at fremstå på den måde.

For så kunne vi jo diskutere de reelle politiske spørgsmål. Og en af de måder, hvorpå man kunne gøre noget for, at EU ikke kom til at fremstå på den måde, var rent faktisk at gøre noget effektivt ved de eksorbitant høje lønninger, alt inklusive, som eksisterer i EU-systemet. Og som SF altså gjorde opmærksom på allerede for 21 år siden, og som trods den store enighed, der tilsyneladende er i den her sal, og det store arbejde, som skiftende regeringer har gjort – mest i stilhed – ikke har ført til noget som helst resultat.

For virkeligheden er fortsat grotesk høje lønninger i EU-systemet. Virkeligheden er fortsat grotesk høje tillæg. Og det skyldes bl.a., at man er fritaget for national indkomstbeskatning af grundløn og tillæg, hvor man så har en EU-skat på 14 pct., og det gælder jo altså også EU-ansatte i Danmark, hvor vi har lavet den der beregning på, at hvis man tjener 83.000 kr., så betaler man 15 pct. Det kan være, den beregning er forkert, og derfor var jeg også meget glad for det tilsagn, vi fik fra finansministeren, om, at alle tal, der er til rådighed – og hvor de selvfølgelig ikke strider mod individuelle personers ansættelsesvilkår – vil blive lagt frem i den kommende periode, når vi spørger om det. For det kan faktisk være ret vanskeligt at gennemskue, hvilke lønforhold der reelt eksisterer. Vi kan bare konstatere, at forskellen er enorm. Altså, folk på det lønniveau i Danmark ville heldigvis – vil jeg da sige – betale topskat. Det kan der så være forskellige holdninger til, men forskellen er i hvert fald enorm.

Det er jo derfor, vi finder det relevant at opfordre til at arbejde for den her ligestilling. Og vi skriver jo meget klart i forslaget, at vi ikke lægger os fast på nogen bestemt model. Altså, vi vil give regeringen modelfrihed, og det er klart, at hvis man vil gå en anden vej og måske en mere lige vej og sige, at der overhovedet ikke skal beskattes på EU-niveau, så er det også en mulighed inden for rammerne af det her forslag. For det her forslag har, som det foreligger, til formål at ansatte i EU's institutioner kommer til at betale indkomstskat og arbejdsmarkedsbidrag på niveau med øvrige borgere i EU-landene. Det er det, der er udgangspunktet for det her forslag.

I forslaget ligger der også, at pengene skal tilbageføres til medlemslandene gennem et lavere kontingent. Det mener vi er en vigtig del af det; i virkeligheden også for at imødegå den holdning, som mange har, om at i EU flyder pengene bare som mælk og honning. Jeg vil godt som modstander af grundtraktaten i EU sige, at nogle gange er den kritik, der rettes mod EU, uretfærdig. Altså, f.eks. er den der idé om det kæmpemæssige bureaukrati faktisk ikke rigtig, vil jeg sige. Man kan diskutere, hvad folk laver og sådan noget, og om de skulle lave noget andet i stedet for. Det er helt i orden. En institution af den størrelse skal selvfølgelig have nogle ansatte, og hvis de laver det, som man er enige om der skal laves, og som går i den retning, så er det ikke i sig selv forkert. Så derfor kan man også sige, at de eksorbitant høje lønninger og tillæg er med til at lægge noget for had, som egentlig burde accepteres, så længe vi har valgt at være medlem af den forening. Det er selvfølgelig også derfor, at en præmis for det her er, at vi skal have noget mere åbenhed. Og det håber vi så at det her forslag kan bidrage til, og at vi kan få nogle flere svar mellem første og anden behandling, og så tager vi diskussionen i forbindelse med andenbehandlingen.

Tak. Der er et par bemærkninger. Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Jeg skal bare sådan helt forstå Enhedslistens synspunkt. Altså, tror Enhedslisten, at de bidrager til den her forestilling om, at man har nogle pampere siddende, der skovler penge ind og ikke laver dagens gerning, ved det, de skriver her i deres beslutningsforslag, eller at de er med til at modvirke den opfattelse med det, de skriver?

Værsgo.

Vi kan jo ikke skjule sandheden. Vi kan ikke skjule den del af sandheden, der består i, at der er eksorbitant høje lønninger i EU-systemet, som er fuldstændig ude af trit med medlemslandene. Den sandhed kan vi ikke skjule. Vi kan heller ikke skjule, at der på grund af det er rigtig mange, som opfatter EU som en sammenspist klub af pampere. Altså, det kan vi ikke skjule. Og jeg tror, det vil være rigtig dumt at sige ssh, ssh, og at det må vi ikke sige, og at så forsvinder det nok. Det tror jeg vil være en rigtig dum idé.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Så sandheden er, at det er en sammenspist kerne af pampere, eller hvad?

Sandheden er, at det er en institution, hvor der er en eksorbitant høj aflønning fuldstændig ude af trit med medlemslandene, fuldstændig ude af trit med, hvad almindelige mennesker tjener, og hvad almindelige mennesker synes er rimeligt. Og det giver et billede, som lægger hele institutionen for had, også på områder, hvor det sådan set ikke er rimeligt, som jeg sagde før. Jeg tror, at jeg tidligere i den her sammenhæng har nævnt noget, nemlig at en af mine bedste kolleger, da jeg var i Europa-Parlamentet, var en tysk konservativ, fru Ingeborg Grässle, som var ekstremt EU-positiv, men hvor vi bare ud fra forskellige synspunkter arbejdede sammen om, at tingene skulle være ordentlige.

Tak. Så er det hr. René Gade, Alternativet.

Jeg vil starte med at anerkende, at ordføreren har langt, langt større viden på det her område, end jeg har, i og med at ordføreren bl.a. har siddet i Europa-Parlament. Men når vi alligevel går lidt hårdt til forslaget her fra Alternativets side, er det jo, fordi vi netop stoler på, at der faktisk er et arbejde i gang. Der kan jeg så høre, at ordføreren mener, at man er gået meget stille med de reformer, der er blevet skabt, i forhold til at komme det her problem i møde, som Enhedslisten ønsker at komme til livs ved at se på skattesatserne.

Mit spørgsmål til ordføreren vil være: Hvis man nu fik et tilsagn om, at det her beslutningsforslag kunne blive til noget, altså at regeringen ville arbejde videre med det, ville det så ikke være et problem, at de ansatte i EU-systemet skulle modsvares af skat i eksempelvis deres eget land på en måde, der er meget forskellig, for skattesatserne er jo meget forskellige i landene? Jeg er med på, at der også i beslutningsforslaget står, at det skal være en eller anden art median af noget, der sådan svarer til det generelle niveau. Men mit spørgsmål er: Ville det være rimeligt, hvis man nu som ansat i EU-systemet skulle svare skat efter danske forhold eller rumænske eller italienske, hvis man egentlig udfører det samme stykke arbejde for hele Fællesskabet?

Værsgo.

Først vil jeg godt lige sige, at jeg overhovedet ikke synes, at Alternativet er gået hårdt til forslaget. Tværtimod synes jeg da, at der var en forståelse for forslaget.

Så i forhold til det andet: Altså, det er jo en diskussion, vi også havde om EU-parlamentarikernes lønninger, kan jeg huske. Da sagde man, at EU-parlamentarikerne laver det samme, og derfor skal de have det samme. Så var vi nogle andre, der sagde nej, for EU-parlamentarikerne repræsenterer deres befolkninger, og derfor skal de have det, som de nationale parlamenter får. Derfor afstod jeg selv fra at få en lønforhøjelse, så jeg kunne blive på det niveau, som folketingsmedlemmer i øvrigt var på, fordi jeg syntes, det var helt vildt, hvis jeg som repræsentant for danske vælgere skulle have meget mere end dem, der var valgt ind i Folketinget.

Problemet opstår jo ikke i forhold til dem, der arbejder ude i medlemslandene. Opstår problemet så i forhold til dem, der arbejder i Bruxelles? Nej, det gør det jo sådan set ikke, for hvis man finder en eller anden medianløn, kan man jo f.eks. tage udgangspunkt i, at de bor og arbejder i Bruxelles, og så kan man jo tage belgisk skat. Det er jo der, de er, og så er der klart nogle udetillæg og nogle genetillæg osv., men det var en model. Så den model kan sagtens findes. Det lægger vi så i øvrigt op til at der er valgfrihed omkring.

Hr. René Gade.

I forhold til at gå ind i den her dialog er jeg faktisk enig med nogle af de andre ordførere i, at det ikke ligefrem er fremmende for tiltroen til EU-systemet, når man rejser sådan et forslag her. Omvendt vil jeg også sige, at jeg faktisk er stor tilhænger af at få skeletterne ud af skabet, så vi kan se oprigtigt på det. Så jeg er enig i, at vi også godt må bruge hårde ord. Jeg synes måske, at det er upassende at hive et så gammelt citat ind, hvis ordføreren så ikke engang står på mål for det, der står i det. Det opfatter jeg egentlig ikke at ordføreren gør, men han henviser til, at det er et gammelt SF-citat, der siger, at det forstås som en flok pampere.

Tak, og værsgo.

Jeg står fuldstændig på mål for det citat, for det er jo sådan, folk opfatter det. Altså folk, hvem er folk? Der er mange, der ikke opfatter det sådan. Der er mange, der opfatter det sådan, at alt i EU er vidunderligt, og at der ingen problemer er, og at folk har en lav løn. Det er der sikkert. Men jeg vil sige, at der også er rigtig mange mennesker, der opfatter, at det er, som SF skrev for 21 år siden. Vi har stadig væk den opfattelse, at det opfattes som, og at det fremstår som en sammenspist kerne. Det vil jeg fuldstændig stå ved. Og jo før man får gjort noget ved Enhedslistens forslag her, jo hurtigere kan vi slippe af med den forståelse blandt folk. Men det kræver nok, at tempoet bliver sat op. Der er gået 21 år, uden at der er sket noget. Det kan ikke fortsætte, vel?

Tak for det.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.