Det sidste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 64:

Forslag til folketingsbeslutning om regulering af et muligt salg af Radius.

Af Pelle Dragsted (EL) m.fl.

(Fremsættelse 11.12.2018).

Forhandlingen er åbnet, og finansministeren er den, der får ordet først – hvis han har lyst selvfølgelig.

Jo, jo, jeg skulle lige uden om hr. Joachim B. Olsens brede skuldre. Det tager jo noget tid.

Jeg vil gerne starte med at henlede opmærksomheden på, at Ørsted jo har aflyst salgsprocessen vedrørende Radius den 14. januar 2019, fordi regeringen måtte konstatere, at der ikke længere var politisk opbakning til, at frasalget kunne ske inden for de vilkår, som den nu aflyste salgsproces indebar. Der er derfor som udgangspunkt ikke nogen indeværende salgsproces vedrørende Radius.

I det beslutningsforslag, vi drøfter i dag, lægger Enhedslisten ud med at bede om, at regeringen garanterer hensynet til national sikkerhed og beskyttelse af forbrugerne. Med det krav indikerer Enhedslisten åbenlyst, at hensynet til national sikkerhed og beskyttelse af forbrugerne ikke allerede er sikret i dag. Det er lodret forkert.

De skræmmekampagner om forsyningssikkerhed og national sikkerhed, der har præget debatten om Radius, er i mine øjne misvisende, for ikke at sige direkte løgnagtige. Jeg har flere gange forklaret, at eldistributionsområdet er underlagt en streng sektorregulering, som kræver, at forbrugerne skal være trygge ved, at der ikke opkræves urimelig høje priser og forsyningssikkerheden er i orden, hvilket også offentligt er bakket op af flere forskellige aktører med viden på området. Jeg har også forklaret, at Radius ikke vil kunne videresælges til en ejer, der er uegnet i forhold til den offentlige sikkerhed og orden. Regeringen er på vej med et lovindgreb, der vil give staten mulighed for at gribe ind over for visse udenlandske investeringer, der er problematiske af hensyn til den offentlige sikkerhed og orden. Staten ville ved et salg have sikret, at Radius' nye ejer ikke ville kunne videresælge Radius, før en sådan lovgivning var på plads.

Når vi så alligevel må konstatere, at der stadig væk lever myter om, at elforbrugerne ikke var beskyttet, vil jeg gerne benytte lejligheden til endnu en gang at forklare kvaliteten af den regulering, der gælder i dag. Eldistribution er en monopolaktivitet og er derfor underlagt økonomisk regulering. Reguleringen er ens for alle eldistributionsvirksomheder uanset ejerform. Kernen i det økonomiske grundlag er, at alle eldistributionsvirksomheder er underlagt en indtægtsramme, og indtægtsrammen sætter et loft for, hvor mange indtægter eldistributionsvirksomheden kan have i løbet af et år. Dermed sætter indtægtsrammen også et loft over de priser, som forbrugerne betaler til eldistributionsvirksomheden. Radius, som er ejet af et kommercielt børsnoteret selskab, har historisk udnyttet sine muligheder for at opnå de højest mulige indtægter fuldt ud. Derfor er det forkert, når nogle påstår, at en ny ejer af Radius bare ville kunne have hævet priserne. Hvis man kigger på de fire største forbrugerejede eldistributionsvirksomheder i Danmark i perioden 2011-2017, vil man kunne se, at de også opkræver alle de indtægter, som der er mulighed for under reguleringen. På den baggrund er der ikke noget belæg for at sige, at forbrugerne i København ville have lavere priser, hvis de var ejet af et forbrugerejet selskab.

Det har også været fremført, at en eventuelt høj salgspris for Radius ville kunne føre til, at en ny ejer fik mulighed for at hæve priserne. Jeg skal derfor gerne understrege, at salgsprisen for en eldistributionsvirksomhed ikke på nogen måde kan påvirke indtægtsrammerne. Det følger direkte af elforsyningsloven. Det er også forkert, når nogle fremfører, at en kommerciel ejer ville have en interesse i at nedbringe investeringerne og vedligehold af elnettet, og at en ny ejer derfor ville have en interesse i at sænke forsyningssikkerheden. Som jeg allerede har nævnt, giver indtægtsrammerne eldistributionsvirksomhederne et økonomisk incitament til at investere i elnettet. Konkret får eldistributionsvirksomhederne en garanteret forrentning for deres investeringer i elnettet, som fastsættes af Forsyningstilsynet. For den indeværende periode er forrentningssatsen sat til 3,66 pct. Det stabile, regulerede afkast gør, at eldistributionssektoren også er meget velegnet til investeringer fra f.eks. pensionskasser. Ud over at eldistributionsvirksomheder får en garanteret forrentning, fastsætter Forsyningstilsynet også konkrete mål for leveringskvalitet, som selskaberne skal overholde. Hvis målene ikke overholdes, vil eldistributionsvirksomheden blive økonomisk sanktioneret af Forsyningstilsynet.

Dem, som løber med påstande om, at prisen vil stige, eller at forsyningssikkerheden vil blive forringet, har ikke sat sig ordentligt ind i lovgivningen, eller også er det et udtryk for en uforståelig mistillid til de tilsynsmyndigheder, som man i Danmark har sat til at føre tilsyn med sektoren. Diskussionen om, hvorvidt Radius og resten af den danske eldistributionssektor skal være underlagt en bestemt type ejerskab, har ikke noget at gøre med forbrugerbeskyttelse, forsyningssikkerhed eller national sikkerhed. Alle disse hensyn er håndteret. Det må derfor alene være en ideologisk diskussion af, om man vil have åbne markeder og private virksomheder, eller om man ønsker en nationalisering af virksomheder i Danmark af den ene eller anden art.

Ørsteds vurdering er, at Radius ikke længere passer ind i Ørsteds strategi, og at provenuet for et salg af bl.a. Radius bedre kan bruges til investeringer i selskabets grønne vækststrategi. Regeringen bakker generelt op om Ørsteds grønne vækststrategi og støtter derfor også Ørsteds ønske om at fokusere på grønne investeringer ved at frasælge Radius. Inden salgsprocessen blev igangsat, var det samtidig vigtigt for regeringen, at man havde politisk opbakning fra forligskredsen bag den politiske aftale om børsnoteringen af DONG Energy fra 2015, selv om det påtænkte salg ikke er omfattet af forliget. Da forligskredsen enstemmigt tilkendegav sin opbakning, blev salgsprocessen sat i gang i juni 2018.

Salgsprocessen skulle grundlæggende balancere tre hensyn for staten. For det første var der hensynet til, at Ørsted fik den bedst mulige pris; en god pris ville sikre, at der kunne frigives flest mulige ressourcer til Ørsteds grønne investeringsstrategi, og ikke mindst, at værdien af statens og dermed de danske skatteyderes investering i Ørsted blev forvaltet bedst muligt. Det andet hensyn var, at frasalget skulle ske til en egnet, ansvarlig køber, som der var tillid til. Jeg kan ikke stå og opremse navne på de konkrete bydere, der var tilbage i processen, men alle deltagere i forligskredsen ved, at dette hensyn også i høj grad var sikret. Det tredje hensyn var, at staten skulle agere troværdigt og professionelt som majoritetsaktionær i Ørsted, hvilket indebar, at man ikke diskriminerede mellem købere i forhold til f.eks. nationalitet eller ejerform.

På trods af at salgsprocessen ville have opnået en god balance mellem de tre hensyn, og på trods af at forligskredsen enstemmigt havde tilkendegivet sin opbakning, inden salgsprocessen blev sat i gang, valgte Socialdemokratiet og derefter SF den 13. januar 2019 at meddele mig, at de havde ændret holdning. På den baggrund er salgsprocessen nu aflyst.

Det er fortsat min holdning, at Radius skal udskilles fra Ørsted, og det var også netop derfor, at salgsprocessen blev igangsat i samråd med forligskredsen. Men jeg må samtidig fastslå, at ansvaret for, at Radius nu fortsat er i Ørsted, er hos dem, der er ansvarlige for, at processen blev aflyst. Jeg fastholder også, at man ikke kan aflyse en proces for umiddelbart derefter at igangsætte en ny proces, hvor vi så f.eks. sælger til den ikkehøjestbydende fra den aflyste proces. For det første ville det indebære en risiko for en overtrædelse af relevante EU-regler, og for det andet ville det ikke være fair over for de øvrige deltagere i den salgsproces, man aflyste. For det tredje ville det være en uansvarlig forvaltning af den danske stats og dermed de danske skatteyderes investering, hvis ikke man fik den bedst mulige pris. Jeg skal minde om, at det er de samme EU-regler, som sikrer danske virksomheder, herunder Ørsted og pensionskasser, fair vilkår, når de investerer i udlandet. Det er investeringer, der gavner Danmarks velstand, danske pensionsopsparere og den danske statskasse, og som i Ørsteds tilfælde bidrager til den grønne omstilling. Det er således regler, som Danmark i lyset af vores status som en lille og åben økonomi er dybt afhængig af, og som vi forventer at andre lande efterlever, også når det gælder investeringer i infrastruktur. Såfremt regeringen hypotetisk set på nuværende tidspunkt forfulgte Enhedslistens forslag om alene at sælge til én udvalgt forbrugerejet køber, vil der være en reel risiko for, at Europa-Kommissionen åbner en traktatbrudssag eller statsstøttesag mod den danske stat. Det vil regeringen selvfølgelig ikke være med til.

Jeg skal på den baggrund også opfordre forligspartierne til fremadrettet ikke at stille urealistiske krav til, hvem der kan eje Radius, og dermed rammerne til en eventuel ny salgsproces. Ét er de politiske ønsker; noget andet er, hvad man gør inden for lovens rammer. Rammerne for statens ejerskab af Ørsted er i regeringens øjne fastsat i den politiske aftale bag børsnoteringen af DONG Energy fra september 2015. I den aftale tog forligskredsen stilling til og afklarede, hvilke bindinger der skulle være på Ørsted. Forligskredsen valgte ikke at pålægge Ørsted bindinger i forhold til deres ejerskab af eldistribution, ligesom andre eldistributionsvirksomheder i Danmark heller ikke er underlagt krav om ejerskab. Det var også de forudsætninger, der lå til grund for børsnoteringen af DONG Energy.

Regeringen kan – og det er næppe en overraskelse – ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er tre indtegnet til korte bemærkninger for nuværende, og den første er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Man kan godt høre, at ministeren er bitter over det her forløb, og det har heller ikke set særlig kønt ud. Det kan jeg godt forstå at man er bitter over, men heldigvis er resultatet jo, som det store flertal af danskerne ønsker det, indtil videre. Ministeren er meget optaget af det her med, at Radius ikke er en del af Ørsteds kerneforretning, og det er sikkert ganske rigtigt. Og der kan jeg huske, at for 2 eller 3 år siden, hvor Ørsted, dengang DONG, skulle børsnoteres, stod jeg oppe på den talerstol, hvor ministeren står nu, og spurgte, hvorfor i alverden en million sjællandske elkunder skulle med over i det selskab.

Så kære minister, spørgsmålet er: Hvis det er så forfærdeligt at have Radius som en del af Ørsted, og hvis det ikke er en del af kerneforretningen, hvorfor havde man så så travlt med at få Radius med over frem for at skille det fra, som man f.eks. gjorde med gasnettet? Det er jo lidt mærkeligt at skulle have kritik her 3 år efter for ikke at kunne forstå, at det ikke er en del af Ørsteds kerneforretning, når det faktisk var os, der dengang advarede mod at tage Radius med over i Ørsted.

Ministeren.

Der er sket meget med Ørsted fra dengang, hvor DONG Energy blev lanceret, og så til nu. Bl.a. har der været et stort strategiskifte, med hensyn til hvad der egentlig er deres kerneopgave, og derfor går de mere og mere væk fra at være producent af f.eks. varme i Danmark til i højere grad at være i spidsen for omstillingen til grøn energi primært ved hjælp af havvind rundtom i verden. De har så efterfølgende købt sig et yderligere ben i form af at købe landvind i USA. Det er den ændring i deres strategi, der gør, at de i dag har den oplevelse, at Radius ikke er en del af deres kerneopgave. Hvor de i 2015 i højere grad havde en tilgang om at være et mere fagligt bredt selskab, er Ørsted i dag et fagligt snævert selskab, men med en stor dybde og en enorm viden, og de er verdensledende i forhold til udvikling af havvindmølleprojekter. Derfor er det en anden strategi, som Ørsted har i dag, end det DONG Energy, der blev børsnoteret i 2015, havde.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Så synes jeg, vi skal gå tilbage og se på, hvad der blev sagt dengang under den ordførertale, for der var argumentet præcis det samme, nemlig at Ørsted skulle ud i den store verden og satse på havvind. Det her handler jo nok mere om, at Radius er en, jeg tror, der var nogle, der kaldte det en gylden vandhane. Det er et sikkert cashflow år efter år, 550 mio. kr. op af lommen på elforbrugerne her i København og ned i lommen på Ørsted. Men lad det ligge, og lad mig stille et andet spørgsmål.

Ministeren siger, at der ikke er nogen forskel på forbrugerejede selskaber og andre selskaber, for de går alle sammen til indtægtsrammen. Kan ministeren bekræfte, at i et forbrugerejet selskab er der trods alt den forskel, at det er forbrugerne, der bestemmer, og det vil sige, at forbrugerne sådan set kan vælge, om de ønsker den forrentning, og i øvrigt om pengene skal føres tilbage til forbrugerne selv eller over i andre aktiviteter til fordel for forbrugerne – altså en hel anden situation, end hvis det er en formueforvalter eller en kapitalfond, der er ejer?

Ministeren.

Nej, det er sådan set den samme mekanisme. Altså, hvis det er et aktieselskab, er det aktionærerne, der kan vælge, hvad pengene skal bruges til. Hvis man tog en helt hypotetisk, teoretisk situation, nemlig at SEAS-NVE havde budt og havde været den højeste byder på Radius, så havde det været elforbrugerne på Sjælland, der skulle tage beslutningen om, hvad elforbrugerne i København i givet fald skulle betale, og om det skulle gå helt op til indtægtsrammen eller lægge sig under. Så det ville altså ikke være forbrugerne i København, der traf beslutningen, men forbrugerne på Sjælland, der traf beslutningen for forbrugerne i København inden for lovgivningens rammer. Derfor er det jo vigtigt – og det er det, der er kernen her – at der er nogle lovgivningsmæssige rammer for, hvor høje indtægterne må være, uanset hvem der er ejer.

Den næste med en kort bemærkning er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Det er altså helt anderledes, hvis det var et forbrugerejet andelsselskab, der var køberen, for så ville det være op til det selskab, om de nye elforbrugere også skulle gøres til andelshavere. Den mulighed har man sådan set. Det overskud, man ville lave fra det forbrugerejede andelsselskab, kunne man jo f.eks., som SEAS-NVE gør, bruge på at rulle fibre ud til andelshaverne. Det kunne man bruge på at lave elinfrastruktur til elbiler i Danmark, det kunne man bruge på at investere i vedvarende energi. Det er jo det, der sker ude i virkeligheden.

Hvis Radius i stedet for blev solgt til en kapitalfond, ville vi jo ikke have styr på det, for så ville overskuddet blive hevet ud af Danmark, og måske ville der slet ikke blive betalt skat af det overskud. Så der er faktisk en væsentlig forskel på, om vi står med et netselskab for en million forbrugere i københavnsområdet, som er ejet af et andelsselskab, eller om vi står med et netselskab, der er ejet af en kapitalfond.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren ikke kan se, at der sådan set er den markante forskel.

Ministeren.

Hvis det nu var ejet af en dansk pensionskasse, kunne det give mulighed for bedre pensioner til deres medlemmer, til folkeskolelærere, til sygeplejersker. Så længe det var danske pensionskasser, der havde tilkendegivet, at de var interesseret i at investere i dansk energiinfrastruktur, ville det betyde, at deres medlemmer så ville have mulighed for at få bedre pension. Det er klart, at det også kunne være en anden investor, som ville byde ind; det kunne være, det var udenlandske pensionskasser, der ville byde ind på et stykke dansk infrastruktur. Men er det et problem i en verden, hvor danske pensionskasser investerer massivt i udlandet? Og fordi vi har en åben mulighed for at kunne investere på tværs af landegrænserne, har haft mulighed for at placere investeringer, er danske pensionister langt bedre rustet nu og har en langt stærkere økonomi, end hvis vi havde en lukket, nationalistisk tilgang til det, hvor landene ville holde andre investorer ude, så danske pensionskasser ikke ville have mulighed for at investere frit i andre lande.

Sagen er jo, at Enhedslisten er modstander af en åben økonomi, hvor man kan investere på tværs af grænserne, hvis det drejer sig om infrastruktur og energiselskaber, mens jeg er tilhænger af, at vi også på det her område skal tillade, at der er en åben investering, sådan at danske virksomheder kan investere i energiinfrastruktur i andre lande, både i produktionen og i distributionen af det.

Spørgeren med den anden korte bemærkning.

Det er sikkert korrekt, at man udnytter indtægtsrammen fuldt ud nu i netselskaberne, men det er jo bl.a., fordi man ikke har tillid til det politiske niveau, fordi man er bange for, at der kunne blive lovgivning med tilbagevirkende kraft. Ser man historisk på det, er der altså netselskaber, som ikke har udnyttet indtægtsrammen, og som har kørt med lave tariffer, fordi det kom lokalbefolkningen til gavn. Der er selskaber, som har haft aktiviteter, som de har ekspanderet på, fordi de samlet set har haft en sund økonomi i alle de ting, de lavede. Og det er der, de forbrugerejede andelsselskaber adskiller sig fra de pensionskasser, som ministeren er så glad for, fordi pensionskasser, uanset om de er danske eller udenlandske, vil have mest mulig profit, og så er de sådan set ikke inde i noget, som tjener energisektoren, men i noget, der tjener ens interesse i at få et afkast i fremtiden. Så jeg synes, der er en væsentlig forskel på, hvem der ejer de her energiselskaber og netselskaber.

Ministeren.

Jeg er faktisk ikke enig i, at pensionskasserne går efter mest mulig profit. Jeg mener, de går efter mest mulig bæredygtig profit. Og netop fordi de også investerer i bæredygtighed, er deres interesse i at investere i dansk energiinfrastruktur ganske vital. Jeg synes, det er mærkeligt, at man ikke vil have en mulighed for, at danske pensionskasser også kan være medejere af dansk energiinfrastruktur. Ideen om, at det skal være kunder på Sjælland, der skal eje og tjene på kunderne i København, kan jeg ikke se skulle være mere rigtig eller fin, end at pensionskassemedlemmer, bl.a. nogle, der bor i København, skulle være medejere af deres egen infrastruktur.

Den næste for en kort bemærkning er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Nu må jeg ikke sige, hvem der var med i den sidste budrunde, men man kan jo selv spekulere i, om det, der har været orienteret om i pressen, var korrekt eller ej. Ministeren kritiserer Enhedslisten for ikke at gå ind for en åben økonomi, men hvis åben økonomi handler om, at en kapitalfond – det kan være Goldman Sachs eller andre – skal eje dansk infrastruktur, så synes jeg altså, det er at strække det lidt.

Derfor vil jeg gerne have ministeren til at svare på, om det ikke er korrekt, at den lovgivning, som regeringen var på vej med, om, at fjendtligsindede stater f.eks. ikke kunne eje kritisk dansk infrastruktur, selvfølgelig ikke ville dække over, at en ejer ikke kunne videresælge til en kapitalfond, altså at den slags bindinger ikke er indeholdt i det lovforslag, regeringen ville komme med. Er det ikke korrekt?

Ministeren.

Det lovforslag, regeringen vil komme med, er et forslag, der gør, at vi kan tage udgangspunkt i en national interesse og stoppe salg, som ikke er i overensstemmelse med danske nationale eller sikkerhedsmæssige interesser. Det betyder ikke, at vi kan stoppe ethvert salg til en kapitalfond, nej, men i det her konkrete tilfælde tror jeg ikke jeg bryder nogen tavshedspligt ved at sige, at der hverken var statsfonde eller det, man i gængs forstand kalder kapitalfonde, med i de sidste budrunder.

Der var både danske og internationale bydere, ja. Der var både industrielle, og man kan sige pensionskassemæssige bydere. Der var forskellige kombinationer, men der var ikke nogen, som ikke levede op til de regler, vi havde sat op fra starten af, og det vil sige, at selskaber, der havde været indblandet i hvidvaskning eller skatteunddragelse var blevet sorteret fra undervejs; at selskaber, som ikke levede op til vores hensyntagen til at være uafhængige af nationale interesser, altså statsfonde og andre, var sorteret fra undervejs. Derfor var det en udsøgt skare af bydere, der var tilbage til sidst, efter min vurdering.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det lovforslag, der kommer, kommer jo, fordi der er en EU-diskussion om, hvad der sker, hvis fjendtligsindede stater kan komme ind og sidde på kritisk infrastruktur, og det synes jeg er rigtig fint. Men ministeren svarede mig jo på mit spørgsmål; hvis et europæisk lands pensionskasse efter at have ejet Radius i nogle år, altså hypotetisk set, fik en rigtig, rigtig god pris fra eksempelvis Goldman Sachs, så er der jo ingen bindinger; så kunne man sælge det videre. Og hvis man – lad os bare tage et land – er en tysk pensionskasse, har man da en forpligtelse over for de tyske pensionskunder, og derfor vil man selvfølgelig også sikre dem den profit, man kunne få ved at videresælge det.

Så det er jo det, der er pointen: Der er ingen bindinger, i forhold til at et pensionsselskab et sted i et europæisk land kunne have videresolgt det til en kapitalfond.

Ministeren.

Jeg håber ikke, at fru Lisbeth Bech Poulsen blev skuffet over, at jeg svarede på spørgsmålet. Det lød næsten sådan.

Kernen her er jo ikke, hvem der er ejer. Kernen er, hvordan forbrugerne er beskyttet. Og forbrugerne er beskyttet på præcis samme måde, uanset om det er en dansk eller en udenlandsk pensionskasse, om det er et forbrugerejet selskab, om det er Ørsted eller en anden, der er ejer af Radius. De er beskyttet ved, at vi har nogle indtægtsrammer i lovgivningen, som det er os, der sidder herinde i den her sal, der tager ansvaret for at lægge niveauet for, altså for, hvor meget man må opkræve undervejs. Og derfor er forbrugerne i København beskyttet, uanset hvem der er de nuværende og de fremtidige ejere af Radius.

Tak til ministeren. Der er ikke flere med korte bemærkninger, så vi går i gang med ordførerrækken. Den første ordfører er hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Forslagsstillerne ønsker med dette forslag, at Folketinget pålægger regeringen at sælge virksomheden Radius til et forbrugerejet selskab, og hvis der ikke er en egnet køber i form af et forbrugerejet selskab, pålægges regeringen at sikre, at den selvstændige offentlige virksomhed Energinet køber Radius.

Socialdemokratiets position på spørgsmålet om salg af kritisk infrastruktur er velkendt. I Socialdemokratiet mener vi, at fællesskabet skal have indflydelse på kritisk infrastruktur gennem enten forbrugerejede eller offentligt ejede selskaber. I tilfælde, hvor statslige aktieselskaber har behov for at få tilført kapital, er det Socialdemokratiets grundprincip, at aktiemajoriteten fastholdes på statslige hænder i en konstruktion, hvor det offentliges ejerandel er på over 50 pct. Så længe disse principper overholdes, er det Socialdemokratiets holdning, at det kan være sundt at få privat kapital ind, dansk såvel som udenlandsk.

Vi er for så vidt enige i dele af intentionen med beslutningsforslaget, altså at kritisk infrastruktur skal bevares på fællesskabets hænder, og at dette kan sikres gennem et salg til et forbrugerejet selskab, som forslagsstillerne skriver. Men vi mener ikke, at det er i tråd med vores principper at pålægge sælgeren, at et salg af Radius skal være til en bestemt selvstændig offentlig virksomhed, og af den årsag støtter Socialdemokratiet ikke beslutningsforslaget, som det ligger.

Der er en enkelt til en kort bemærkning. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Lige til det sidste vil jeg sige, at nu er det jo Energinet, der står for bl.a. vores gasnet og for transmissionsnettet, altså fra elhovedfærdselsårerne, så jeg har lidt svært ved at se, hvilken anden offentlig myndighed det skulle være. Men det kan ordføreren måske svare på.

Så har jeg et andet spørgsmål i forhold til Socialdemokratiets principper om forbrugereje. Når man kræver et forbrugereje, skal det så forstås sådan, at det er forbrugerne i det pågældende område, som er ejere? For det er jo det, som forslaget her lægger op til. Jeg tror, finansministeren havde fået det lidt galt i halsen, da han sagde, at det så ville være forbrugerne ude på Sjælland, der skulle eje nettet her i København. Det, som det her forslag lægger op til, er selvfølgelig, at forudsætningen ligesom i resten af landet er, at det er forbrugerne i netområdet, som er andelshavere og dermed ejere af nettet. Jeg skal bare forstå det socialdemokratiske princip i forhold til forbrugereje, altså om der er det samme princip for det.

Ordføreren.

Altså, definitionen af den forbrugerejede selskabskonstruktion kan jo være relativt bred, og man kan sagtens forestille sig en selskabskonstruktion, hvor der er tale om forbrugere i en anden landsdel. Vi har set ved flere eldistributionsselskaber, at man eksempelvis har foretaget fusioner eller tilsvarende, og at man i sådan en forbindelse også kan sikre, at der kan være indflydelse fra forbrugerne i et givent område, altså at der er et forbrugereje i en eller anden form for konstruktion, er vi i hvert fald åbne over for, men det tror jeg kan være en relativt kompliceret proces at skulle tage stilling til her. Det vil i alle tilfælde selvfølgelig også afhænge af den konkrete model – det giver sig selv.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Som en opfølgning på dét, eller måske bare som en opfordring til at være lidt opmærksom på det problem, der kunne opstå, hvis det var sådan, at forbrugere ude i en anden del af landet skulle, om jeg så må sige, tjene penge på forbrugerne her i København og omegn, vil jeg sige, at det i mine øjne ville være absolut mest fornuftigt, hvis vi kunne få en løsning, hvor forbrugerne i Radius' område, præcis ligesom forbrugerne i SEAS-NVE's område, selv er andelshavere og ejere af deres net. Det er lidt mærkeligt, at vi har den her lille del af landet, hvor vi er til salg til højestbydende – om det så er kapitalfonde eller elforbrugerne. Jeg vil da også klart foretrække et forbrugerejet selskab ude på Sjælland, men da SEAS-NVE f.eks. bliver sammenlagt, bliver alle jo andelshavere i selskabet, og det må være den model, vi bør gå efter som den rigtige, også for os, der er kunder her i området.

Ordføreren.

Hvordan man i givet fald skulle håndtere det, og hvilke selskaber der i givet fald måtte være i spil, kan jeg af forskellige årsager ikke kommentere – altså, der har jo været en proces, hvor der har været en høj grad af fortrolighed. Men det er klart, at synspunktet, som er det socialdemokratiske, om, at der enten skal være tale om en forbrugerejet konstruktion, eller at det offentlige ejer over halvdelen af selskabet, tror jeg også er ganske klart og tydeligt slået fast nu, og det vil også være vores princip i fremtiden.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu. Den næste ordfører i talerrækken er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Så kommer der sådan et forslag her omkring et lovforslag, hvor vi fremadrettet skal kunne sige, hvem der skal kunne købe infrastruktur i Københavnsområdet. Og der må man jo sige, at staten bare er den bedste til at drive virksomhed, det viser historien også. Det er det, som vi kan se. Men det er nok ikke helt sandt, at det er sådan, det er. Og derfor vil jeg også sige, at forslaget her faktisk er sympatisk nok, hvis man sådan ser på intentionerne i det, altså at man gerne vil have, at man på en eller anden måde har styring med, hvem der ejer og driver kritisk infrastruktur i Danmark. Det vil vi sådan set gerne tilslutte os i Dansk Folkeparti.

Jeg synes faktisk, at Socialdemokratiets ordfører holdt en glimrende ordførertale, som jo også gik ud på, at det handler om, hvordan danske interesser kan varetages. Men det kan godt være, at vi skal varetage dem sammen med andre. Det kan være andre danske virksomheder, det kan være danske pensionskasser, men det kan også være udenlandsk kapital. Men det er også vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi på en eller anden måde er sikre på, at infrastrukturen også kan styres og være på danske hænder. Derfor synes vi egentlig, at intentionerne i forslaget er gode.

Vi er ikke en del af forligskredsen mere. Det var jo sådan, at da DONG i sin tid blev sat til salg, var vi en del af forligskredsen, men vi endte så med at blive smidt ud, fordi man nemlig ikke kunne garantere ting. Ja, man havde 51 pct. af aktierne, men alligevel var der en mindretalsaktionær, som havde en masse indflydelse på, hvem der skulle være økonomidirektør osv. Så vi mente ikke, at man havde levet op til aftalen. Der blev vi så smidt ud. Derfor vil vi jo sådan set gerne også i udvalgsarbejdet prøve at arbejde videre med, om man kunne se, om man sådan set kunne samle hele Folketinget om at lave en tekst om, hvordan vi arbejder frem imod, at de intentioner, som faktisk blev fastlagt i forbindelse med salget af DONG, kommer tilbage, og også om de intentioner, der kører fremadrettet. Det skal ikke være så firkantet, som der er lagt op til her i forslaget, men vi kunne på en eller anden måde arbejde videre med det.

Når vi kigger ind på hele den diskussion, der har været omkring salget af Radius, og når vi kigger på forligskredsen, som vi desværre ikke er en del af, så synes vi jo også, at det er en forligskreds, der begynder at ligne en forligskreds, hvor der ikke er ret meget, man er enige om. Og spørgsmålet var måske, om man ikke snart skulle tage en diskussion om, hvad det er for et forlig, der skal være på energiområdet. Hvad er det egentlig, som det også er blevet sagt af nogle af spørgerne, for et eldistributionsnet, vi skal have i fremtiden, både om 10, 15 og 20 år? Hvordan skal det se ud? Hvordan sikrer vi de investeringer, som der skal være i elnettet osv.? Den diskussion vil vi rigtig gerne være en del af.

Vi kan ikke støtte forslaget, som det er her, men vi fornemmer alligevel, at vi egentlig godt kan se os selv i nogle af de intentioner, som forslagsstillerne har haft. Men vi synes, at det er noget firkantet sat op i forslaget. Vi ser frem til udvalgsarbejdet.

Der er nogle enkelte korte bemærkninger. Den første er fra hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Det sidste vil jeg da i den grad kvittere for. Det kunne da være rigtig interessant at se på, om man kunne lave en beretning om ikke med hele udvalget, så i hvert fald med det flertal i Folketinget, som jo helt åbenlyst har været kritisk over for den proces, der var i gang.

Bare lige for at sige det: Enhedslisten går ikke ind for, at staten skal eje alting, og det er heller ikke det, det her forslag lægger op til. Ja, der er områder af infrastruktur, som jeg synes det er klogt at vi har på offentlige hænder, som vi historisk har haft det. Det har vi også med vores gasnet og med vores transmissionsnet, og store dele af vores forsyningssektor er i øvrigt på kommunale hænder. Så det synes jeg ikke man sådan skal gøre grin med. Der er rigtig mange lande i Europa, der er begyndt at tage tingene tilbage til offentligt ejerskab, fordi det viste sig ikke at være så smart, at store kapitalfonde skulle ind og tjene penge på det.

Men det, vi rent faktisk foreslår her, er jo, siger vi, i første omgang forbrugerejede andelsselskaber. Det er jo dem, som ejer elnettet i resten af Danmark. Det er jo kun os her i København, som skal sælges ude på markedet til udenlandske kapitalfonde. Der er jo ikke andre; der er det forbrugerne, der ejer det. Så det er bare for at understrege det: Vores forslag er sådan set at få gjort det samme i Radius' område, som vi har i resten af landet. Det er ikke mere vidtgående end det.

Ordføreren.

Et forbrugerejet selskab er jo ikke mere forbrugerejet, end at et flertal på en generalforsamling kan beslutte det modsatte. Det skal man jo altså huske.

Jeg vil også gerne sige, at vi fra Dansk Folkepartis side ikke mener, at eksempelvis en pensionskasse er en dårlig samarbejdspartner. Pensionskasser er bl.a. nogle, som har en langsigtet investeringsprofil. Vi er mere nervøse for dem, der vil lave et hurtigt afkast. Det kan være kapitalfonde og andre, som måske ikke ønsker at lave store investeringer, men ønsker i en kortere periode at overtage et velfungerende elnet og derefter så måske igen sælge det videre. Det var også det, vi så i forbindelse med Goldman Sachs og DONG: Der skete et hurtigt salg og en hurtig kapitalisering af den investering, man havde foretaget. Det ønsker vi ikke at være en del af en gang til.

Men derfra og til at sige, at der kun er to muligheder, altså at det er det forbrugerejede eller det statslige, er der langt. Nej, vi ser sådan set, at der også kan være andre muligheder end det.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det er meget sjovt, for jeg synes så tit, at Dansk Folkeparti lægger vægt på det her med at holde fast i danske traditioner, men lige præcis andelseje i forhold til vores forsyningssektor er faktisk en 100 år gammel tradition, vi har haft i Danmark, som man kigger på med misundelse i mange andre lande, og den tradition vil man ikke holde fast i.

Hvis du sælger f.eks. til en pensionskasse, er der jo den store forskel, at det, der er særligt for et forbrugerejet selskab, er, at der er et præcist sammenfald mellem dem, der ejer, og dem, der forbruger. Lige så snart du får en aktør ind, som ikke er forbruger, har du en modsætning, fordi dem herovre vil gerne have den højest mulige forrentning, og dem derovre vil selvfølgelig have den laveste pris.

Vi har nok ikke tid til diskussionen omkring andelseje i dag, men der er altså nogle stærke fordele for forbrugerne ved den type ejerskab.

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige, at Dansk Folkeparti er stor tilhænger af det forbrugerejede. Det har vi også sagt offentligt – også i forbindelse med den her debat. Vi ser jo ikke generalforsamlingen som et punkt, der giver usikkerhed, men som et punkt, der giver styrke, og man skal så også overbevise generalforsamlingen, hvis man vil sælge det. Det er bare for at sige, at den mulighed findes jo også i dag, og det vil jo den også gøre med udgangspunktet her.

Så derfor ser vi egentlig frem til, at vi får en bredere debat om, hvad det er for et eldistributionsnet, vi skal have, hvad det er for nogle investeringer, der skal foretages, og hvor det er, vi skal få kapitalen fra, når det skal ske i fremtiden.

Der må vi bare sige, at vi ikke kan støtte forslaget, men intentionerne om, at vi på en eller anden måde skal sikre, at styringen er på danske hænder, kan vi støtte, og det vil vi gerne arbejde videre med – også meget gerne sammen med regeringen.

Den næste til korte bemærkninger er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Tak. Ordføreren har helt ret i, at selv om det er forbrugerejet, er det ikke nogen garanti for, at man ikke kan sælge sit netselskab. For et repræsentantskabsmedlem fra SEAS-NVE kan jo stille forslag til generalforsamlingen om, at nu vil man gå ind i en proces om at sælge sit netselskab, og det er jo det hul, som vi med Enhedslistens forslag også ønsker at lukke. Radius er udgangspunktet for vores forslag, men der er jo i det her forslag medtaget, at vi vil pålægge regeringen at tage initiativ til at sikre, at hverken Radius eller andre dele af eldistributionsnettet kan videresælges af de forbrugerejede andelsselskaber eller af Energinet uden politisk godkendelse i Folketinget.

Det er sådan set om de dele jeg håber vi vil kunne lande en eller anden tekst, som vi kunne samle bred opbakning til. Det synes jeg ville være interessant at skrive videre på i en beretning. Kan ordføreren ikke se, at det altså har en styrke, at det er forbrugerne, som også er ejere, og at det kan sikre en helt anden styrke, end hvis det er en tilfældig pensionskasse, som ejer det lokale netselskab?

Ordføreren.

Men kunne man ikke forestille sig, at et forbrugerejet selskab havde et samarbejde med en pensionskasse? Det kunne man vel godt forestille sig. Det har man så afskrevet sig muligheden for med det her, og det er det, vi ikke ønsker. Vi ser det faktisk i det lys, at vi har hele diskussionen om, at Danmark skal være et elektrificeret samfund, og nu vil vi så sige, at det at skaffe ekstra kapital til det vil blive begrænset markant med et forslag som det her. Det ønsker vi ikke.

Jeg vil gerne sige, at det her med det danske islæt, muligheden for at styre det, som vi så det med DONG, hvor man skulle sidde tilbage med 51 pct. af aktiemajoriteten, så man sad for bordenden – det var mig selv, der brugte det udtryk – mener vi sådan set også gælder her. Men derfor kan man godt have et samarbejde, skaffe kapital andre steder fra og samtidig have en del af styringen. Samarbejde gælder også, når vi snakker om udvikling af vores eldistributionsnet.

Spørgeren til sin anden korte bemærkning.

Jamen altså, jeg synes, der gør sig nogle andre ønsker gældende for den kritiske infrastruktur, som er elnettet, og jeg synes, det er lidt tankevækkende, at da man solgte højspændingsnettet til Energinet.dk, var det faktisk med en klausul om, at Energinet.dk ikke måtte videresælge det. Vi mangler sådan set for det yderste distributionsnet at få sikret, at det ikke bare kan sælges videre.

Og ja, der samarbejdes på kryds og tværs, og der foregår rigtig mange gode ting i de her anvendelsejede energiselskaber, hvor man arbejder sammen med andre. Men der er altså noget særligt omkring det net, som skal sikre, at alle forbrugere har strøm, hvortil selskaberne har en netbevilling og har retten og pligten til at servicere forbrugerne. Så det er noget ganske særligt, og det håber jeg vi kan komme frem til at skrive en klog tekst om.

Ordføreren.

Jamen det håber jeg også. Jeg håber virkelig også, at det kan blive meget bredt. Men jeg tror, vi tror, at der bliver behov for ret store investeringer i fremtiden, og hvis man tror det, skal man i hvert fald ikke lukke nogen døre bag sig, hvis man ønsker at skaffe kapital ind på området. Der mener vi altså, at man med det forslag, som det ligger nu, lukker nogle døre i stedet for at åbne nogle døre. Derfor tror jeg, at det vil være rigtig godt, måske i et andet lokale end lige Folketingssalen, at få en diskussion om, hvor det er, vi skal være henne om 10, 15, 20 år; hvad det er for nogle investeringer, der skal være; og hvordan vi skaffer kapital til det, samtidig med at vi også sikrer, at elnettet kan styres fra Danmark. Men om det så skal styres af staten, af det forbrugerejede selskab eller på anden måde, vil jeg sige ikke gør så ondt på Dansk Folkeparti. Men det er selvfølgelig vigtigt, at det er på danske hænder.

Den næste for en kort bemærkning er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo. Okay, det var åbenbart en fejl. Så går vi til den umiddelbart sidste for korte bemærkninger til denne ordfører, og det er hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Goldman Sachs er jo blevet sådan et navn, man trækker op, og så bliver det på en eller anden måde forbundet med alt muligt dårligt. Og det er ikke, fordi der ikke kan være god grund til det. Goldman Sachs' rolle i finanskrisen og alle de penge, de fik af skatteyderne, og sådan noget, tager jeg bestemt også afstand fra som liberal. Men det er også blevet sådan et spøgelse, når vi taler om DONG og Ørsted. Og det vil vi ikke se gentage sig, bliver der også sagt.

Og så er det, jeg bare må spørge: Hvad er det, der er gået så galt? Altså, DONG, nu Ørsted, har da siden salget af en del af aktierne til Goldman Sachs været en forrygende succes. Altså, virksomheden er jo mere end dobbelt så meget værd. Man har tjent milliarder og milliarder af kroner. Jeg har bare svært ved at se, hvad det er, der er gået så frygtelig galt. Hvad er det, man kan pege på og sige, at det jo er helt frygteligt, hvad der er sket her? Altså, staten, som ejer Ørsted, fik noget kapital ind. Det har da været en ufattelig stor succes. Har det ikke det?

Ordføreren.

Det, der nok var problemet lige nøjagtig ved salget af DONG, var jo, at vi fik tudet ørerne fulde med, at man havde et selskab, der nærmest var nødlidende. Det manglede kapital; man kunne simpelt hen ikke komme derudad. Der blev sagt: Hvis vi ikke gør noget lige nu, falder det hele fra hinanden.

Jeg vil bare sige, at i den korte periode, hvor Goldman Sachs var inde over DONG, var det ikke deres skyld, at det gik så godt. Det var sket alligevel. Undskyld, jeg siger det: Vi blev kørt rundt i manegen, og vi solgte det alt for billigt. Det var en dårlig handel, staten lavede, og vi skulle have solgt på et senere tidspunkt til en langt, langt højere pris. Og den historie skal vi da ikke lave lige nøjagtig på samme måde en gang til. Goldman Sachs er ikke nogen banditter; de lavede en god handel. Problemet lå herinde.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Altså, jeg ved ikke, om det var banditter, der var herinde dengang. Jeg sidder bare og tænker, at der har siddet et selskab med en professionel bestyrelse, der mente, at de havde brug for noget kapital. Og jeg vil i hvert fald ikke gøre mig til dommer eller sige, at jeg ved mere om, hvad der var behov for, end dem, der sad med det dengang, vidste. Det var folk, der arbejdede med det hver dag, og som blev betalt en høj løn for at have forstand på det, de sad med. Det vil jeg ikke påstå at jeg har mere forstand på, end de har.

Hvis staten har gjort en dårlig handel, må det jo være, fordi der var nogle, der var villige til at betale en højere pris, og hvor man så sagde: Det skal I ikke have lov til. Jeg er bare ikke bekendt med, at der stod nogle andre, der også havde de samme kompetencer, og som ville give en højere pris. Jeg tror ikke, de var der, og så har man vel ikke gjort en dårlig handel?

Ordføreren.

Nja, nu er det ikke den sag, vi diskuterer i dag, men der gik nogle få måneder, og så kom der ret meget kapital fra det engelske marked, fordi man kom ud af nogle engagementer, som man havde derovre, hvad der gjorde, at kapitalen faktisk steg markant. Og det var måske også en af årsagerne til, at det gik så godt, bl.a. for Goldman Sachs.

Jeg vil gerne sige, at der ikke er noget galt med Goldman Sachs. De lavede en god handel, og sådan er det. Jeg siger bare som repræsentant for Dansk Folkeparti: Vi har siddet med så længe, at vi ikke sådan bare lader os lokke til, hvad skal man sige, hurtigt at lave sådan en handel en gang til. Der skal noget mere benarbejde til.

Vi er ikke en del af forligskredsen mere; det vil vi rigtig gerne være igen. Jeg fornemmer faktisk også, at der ikke er ret meget liv tilbage i den forligskreds, og derfor synes vi også, at forslaget, som man bringer op her, egentlig viser et behov for, at vi skal have en diskussion om, hvordan vi skal drive det her fremadrettet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Jeg var lige ved at blive nervøs, da Dansk Folkepartis ordfører startede med at sige, at staten er bedst til at eje virksomheder og drive dem, men det blev sagt med et glimt i øjet.

Tak til Enhedslisten for at have fremsat forslaget og for, at vi endnu en gang har en god, lang dag i folkestyrets tjeneste, også på det her felt. Der er jo allerede af de tidligere ordførere redegjort for, hvad forslaget indeholder, så det skal jeg selvfølgelig spare både tilhørere her i salen og andre lyttere for, ud over at sige, at set fra vores side er forslaget sådan set overflødigt i den forstand, at det, man efterspørger af forbrugerbeskyttelse og forsyningssikkerhed, sådan set i forvejen allerede er sikret, da eldistributionsvirksomheder netop er underlagt en økonomisk regulering. Og det vil enhver fremtidig ejer af Radius også være.

Enhedslisten mener så, at det er meget afgørende at sælge Radius til et forbrugerejet selskab, for ellers, må man forstå, vil priserne for de københavnske elkunder blive hævet helt urimeligt. Men hvis man sådan ser ud over de andre forbrugerejede eldistributionsvirksomheder, der er i Danmark i dag, så forsøger de i lige så høj grad at få den størst mulige indtjening, selvfølgelig inden for den gældende regulering, og det ville jo også gælde for Radius; det er der ikke noget der taler imod. Tværtimod taler det jo netop for, at et eventuelt salg af Radius til et ikkeforbrugerejet selskab eller en ikkeforbrugerejet virksomhed ikke skulle betyde højere priser for de berørte kunder, så det er ikke en præmis, som jeg kan genkende, hvis jeg kigger på historien.

I forhold til det, der også bliver talt om, med den nationale sikkerhed ved kritisk infrastruktur ved jeg ikke, om Enhedslisten sådan oprigtigt tror, at regeringen bare vil sælge ud af kritisk infrastruktur til hvem som helst. Det kunne næsten lyde sådan. Men det er nok trods alt at gå for vidt, for for det første er og var alle hensyn i forhold til den nationale sikkerhed håndteret i den nu aflyste salgsproces. Og for det andet offentliggjorde regeringen som bekendt allerede før jul, at man ville etablere et lovgrundlag – og det har finansministeren også allerede tidligere været inde på – i forhold til indgreb over for udenlandske investeringer i Danmark, netop af hensyn til den nationale sikkerhed og den offentlige orden, som det hedder. Så heller ikke her var der noget at komme efter.

Med beslutningsforslaget, som nu er fremsat, er der efter vores vurdering også en lang række, kan man sige, urealistiske kriterier for, hvem der kan være en mulig køber af Radius, og et salg under de betingelser ville i øvrigt med overvejende sandsynlighed være i strid med gældende EU-lovgivning på området. Og samtidig ville beslutningsforslaget, som det ligger her, hvis det blev gennemført, betyde, at staten og dermed de danske skatteydere ikke ville få den bedst mulige pris. Og der er vi altså i Venstre også optaget af, at når vi sælger statens ejendomme de gange, hvor det er relevant, så gør vi det også med respekt for skatteborgernes penge, som der også er tale om her.

Så bare for at opsummere: Det er jo sådan, at forbrugerbeskyttelsen og forsyningssikkerheden allerede er gældende inden for den nuværende sektorregulering. Den nationale sikkerhed var og er et tungtvejende kriterie i den nu aflyste salgsproces, og derudover er regeringen som sagt i gang med at undersøge muligheden for at lave et lovgrundlag, som netop skal sikre, at udenlandske investorer ikke udgør en trussel for Danmarks nationale sikkerhed. Jeg tror ikke, der kan være stor uenighed om, at det er vigtigt.

Så alt i alt mener jeg, som jeg startede med at sige, at det er et unødvendigt beslutningsforslag, som vi selvfølgelig ikke kan støtte, og jeg vil i øvrigt også i den sammenhæng tilføje, at vi ikke er så bange for det, som man taler om som det her store stygge uhyre, nemlig udenlandske kapitalfonde eller andet. Vi synes, det vigtigste er, at der netop er en regulering af tingene, og så er ejerskabet i den forstand altså mindre væsentligt. Vi er selvfølgelig også rundet af andelstanken og er derfor heller ikke, kan man sige, kede af, hvis det skulle blive et såkaldt andelsselskab eller det, der ligner et forbrugerejet selskab.

Men man må også have respekt for de regler, der gælder på området, og man kan ikke bare håndplukke en enkelt, fordi man synes, at det lige præcis er den rigtige. Der må vi have respekt for også de andre hensyn, der er, og i øvrigt regler på EU-plan, som bl.a. danske pensionskasser og andre virksomheder nyder godt af, og hvor man kan gå ud og investere i andre udenlandske selskaber og dermed tjene penge med et fornuftigt afkast hjem til danske pensionskunder og til danske skatteydere.

Så på den måde kan man sige, at pilen jo peger begge veje, og det er også med den bemærkning, jeg kan sige, at vi ikke kan støtte det, der ligger her.

Der er foreløbig en enkelt indtegnet til korte bemærkninger. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Må jeg ikke først sige omkring det her med EU-reglerne, at det her jo altså ikke er et offentligt udbud – det er en privat virksomhed, som frasælger. Vi har jo tidligere skilt andre dele ud, f.eks. gasnet og andre ting, i en forhandlet budproces, f.eks. med statens Energinet. Så lad nu være med at stå og fortælle, at det ikke kan lade sig gøre inden for EU-reglerne – selvfølgelig kan det det. Det er sket før, og det kan ske igen. Det er bare en skræmmekampagne.

Så bare lige omkring det her med, at det er fuldstændig ligegyldigt, om det er forbrugerejede selskaber eller andre selskaber, fordi de alle sammen trækker maksimal forrentning ud inden for indtægtsrammen, er det muligt, det er rigtigt, men kan ordføreren ikke bekræfte, at det i et forbrugerejet selskab er noget, forbrugerne selv vælger om de ønsker at gøre eller ej. I et kapitalfondejet eller formueforvaltet selskab er det noget, en ejerkreds – i Canada, eller hvor det nu var, man ville sælge til, hvis ikke det var blevet stoppet – bestemmer. Kan vi ikke bare få bekræftet den lille forskel?

Ordføreren.

Jeg synes bare, det er væsentligt, når vi taler om det her beslutningsforslag, hvad det er for en ramme, man ønsker at stille op. Er det så egentlig realistisk, kan det lade sig gøre, er det i strid med gældende regler eller er det ikke, eller er det rent hypotetisk snak?

Det er rigtigt, at der selvfølgelig er forskel på, hvad det er for nogle typer ejerskaber, der er tale om, men der er jo ikke forskel på, hvad det er for en regulering, der er omkring det ejerskab, herunder i øvrigt hvilken prissætning man kan foretage, herunder selvfølgelig også, om det så er ejeren af den ene struktur, altså aktionærerne, eller det er andre, der kan håndtere de her ting.

Men historien siger i hvert fald, at der ikke er noget, der tyder på – hvis man er bekymret for, at priserne så skulle eksplodere, hvis det blev et ikkeforbrugerejet selskab, der gik hen og overtog – at det ville ske i forhold til dem, som allerede er forbrugerejet. Der går man også ind og lægger sig lige under indtægtsloftet – selvfølgelig gør man det.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Ja, men det er forbrugerne, der så ejer det overskud, man skaber, og det kan føres tilbage til forbrugerne på den ene eller den anden eller den tredje måde – så der er en stor forskel. Det er jo derfor, vi har en andelssektor, som ordføreren så rigtigt siger at partiet Venstre selv er rundet af. Men i næsten alle debatter, vi har hernede, virker det, som om man fuldstændig har glemt, hvorfor folk gik sammen i de her fællesskaber. Det var bl.a. for at slippe for at betale nogle overdrevne avancer – om vi så snakker mejeriområdet, eller om vi snakker forsyningsområdet. Det var baggrunden for det her, og den baggrund findes stadig væk. Der er en forskel på, om det er forbrugerne, der ejer noget sammen, eller om det er udefrakommende interesser, fordi der i det tilfælde er en modsætning mellem forbrugerne, der gerne vil have lave priser, og ejeren, der gerne vil have høje indtægter.

Ordføreren.

Det skal ikke misforstås. Altså, jeg har ikke noget imod andelsselskaberne, slet ikke, eller for den sags skyld forbrugerejede selskaber, overhovedet ikke. Det ville da være udmærket, hvis det var, kan man sige, inden for de rammer, der gælder, at det var sådan en type selskab, der skulle overtage. Altså, det skal ikke misforstås.

Jeg er bare optaget af, hvad der så kan lade sig gøre, og hvad det er for nogle rammer, vi arbejder inden for, hvis vi også skal kunne tages alvorligt i udlandet efterfølgende. Det er derfor, jeg bare minder om, at de regler, der gælder for det her område, også gælder for danske virksomheder, når de er ude at investere i udlandet.

Nu sidder jeg selv med i en pensionskasse, og der sidder vi da også en gang imellem og investerer i ting, som foregår uden for landets grænser, og nyder dermed også godt af den regulering, som vi så er fælles om i EU-regi. Det er blot derfor, jeg minder om, at det går begge veje, også hvad sektorreguleringen inden for det her område angår.

Den næste til kort bemærkning er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Tak. Der har været lidt forvirring blandt nogle i debatten om, hvem man kan sælge til, og hvad lovgivningen giver ret til, også EU-lovgivningen osv. Så bare lige for at gøre det helt klart: Vil hr. Jacob Jensen ikke bekræfte mig i, at Ørsted og staten som majoritetsaktionær kunne sige, at de vælger at sælge til lige præcis det eller det selskab – altså et direkte salg, hvor det ikke skulle ud i nogen åben udbudsproces? Der er også fra den finansielle forligskreds tidligere eksempler på, at man har solgt direkte til nogen, der har budt ind.

Ordføreren.

Der er jo selvfølgelig regler for, hvordan vi kan håndtere de her ting. Det er derfor, jeg også bare minder om, at reglerne går begge veje, i forhold til hvad det er for en pris, vi får for det, og hvad det er for en regulering, der ligger omkring det. Jeg vil bare holde fast i, at det er vigtigt for os, at vi ikke går med løs hånd i forhold til at sige, at vi lige kan vælge noget, for så er det nok det, vi sådan føler er det bedste. Det handler også om, hvad det er for en pris, vi får for det. For det er trods alt en værdi, der ligger, hvis man skal sælge det, og dermed også den værdi, der går ind i en videre omstilling af Ørsteds grønne omstilling, som jeg jo tror vi deler ønsket om skal fortsætte. Så det er blot derfor, jeg henviser til, at der er krav omkring de her ting. Og i øvrigt: Når vi nu har været igennem en proces en gang, kan man ikke bare starte den proces op igen, for så ville vi netop blive ramt af, at vi ville gå imod dem, der så har været inde at byde, og så måske udnytte deres bud i første omgang til at få dem til at byde en anden pris. Det går selvfølgelig heller ikke.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det er rigtigt nok, for nu er der jo nogen, der har budt ind. Så den går ikke. Men jeg synes ikke rigtig, ordføreren svarer på mit spørgsmål. Kunne man ikke fra starten af have sagt, at vi sælger direkte til en bestemt køber? Altså, det er der jo ikke noget EU-lovgivning imod.

Ordføreren.

Nej, men det handler også om, at vi bliver nødt til at sikre, hvad det så er for en pris, vi kan få for det. Og hvordan skal vi finde ud af det, medmindre der er forskellige aktører, der bliver inviteret ind til at give et bud? Man kan selvfølgelig lave alle mulige værdiansættelser og sige, at det er vi så tilfredse med. Men den mest objektive vurdering af, hvad prisen er på et givent selskab, i det her tilfælde Radius, er jo at finde ud af, hvad markedet byder i sådan nogle indikative bud. Så kan man så derefter køre en proces. Det er jo også det, den proces her har vist, uden at vi selvfølgelig kan komme ind på, hvad der er budt, eller hvem der har budt. Men for ligesom at teste markedet bliver vi jo nødt til at få flere til at byde, frem for at vi sidder ovre i Finansministeriet eller Ørsteds ledelse sidder og siger: Så sælger vi her, og så får vi en eller anden pris for det, som vi i øvrigt ikke ved om er den rigtige.

Så er det hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten, til en kort bemærkning.

Nu siger ordføreren, hvad der er muligt i sådan nogle handler. Vi har jo for nylig oplevet, at gasnettet overgik til Energinet, og at der var en handel omkring det, hvor der sådan set kun var én køber. Hvis vi bare går en 5-6 år tilbage, blev 150 kV-nettet solgt fra nogle andelsejede selskaber til Energinet.dk, hvor de selskaber på det tidspunkt kun kunne sælge til Energinet.dk. Så det er jo sådan set noget, der er foregået tidligere, at man har haft sådan nogle handler af noget af vores vigtige infrastruktur, hvor der kun har været én køber, og hvor det alligevel er lykkedes. Kan ordføreren ikke se, at det jo også må være muligt at forholde sig til igen?

Det er jo det, som Enhedslistens forslag her går ud på: at vi vil lukke et hul. Vi vil lukke det hul, så man ikke bare sådan frit kan sælge vores overordnede infrastruktur til hvem som helst. Vi vil gerne begrænse det. Vi synes, det er rigtig godt, at det er forbrugerejede andelsselskaber, som ejer. Det kan sådan set også stadig væk være kommuner, der ejer. Så er der mulighed for, at Energinet som andenprioritet kan komme til at eje. Kan ordføreren ikke se, at der sådan set er nogle historiske muligheder, der ligesom tilsiger, at vi godt kan håndtere det her inden for landets grænser?

Ordføreren.

Som jeg ser det, er der to ting at svare, bare kort: For mig er det afgørende, hvad det er for en regulering, der ligger omkring den fremtidige ejer, herunder at sikre den nationale sikkerhed, herunder at sikre forsyningssikkerheden, herunder at sikre de priser, som kunderne i det givne selskab kan blive mødt af. Den sektorregulering gælder jo i dag, som den gælder i morgen, uanset hvad det er for en ejer. Det er ligesom det ene.

Det andet er i forhold til at sige, at man så kan vælge en ud, og at alt så er godt. Jo, men vi bliver også bare nødt til at sige, at det her jo er et børsnoteret selskab, vi taler om, hvor staten er hovedaktionær. Nuvel, men det er stadig væk et børsnoteret selskab, som var i gang med at skulle sælge en del af det. Det kræver nogle hensyn, også nogle hensyn til det omdømme, der skal være fremadrettet, i forhold til hvad det er for en samarbejdspartner, Danmark og den danske stat i givet fald vil være, hvis vi, fordi vi havde nogle følelser for en bestemt køber, plukkede nogle ud, til trods for at vi ikke var klar over, om det egentlig var den rigtige køber til den rigtige pris.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jamen hvis man mest går efter prisen, er der nogle ting, man så prioriterer lavere. Jeg synes da, det er godt, at gasnettet er på danske hænder. Jeg synes, det er bedre, end hvis det var et russisk selskab, der ejede det danske gasnet og ligesom ville drive det på en anden måde.

På samme måde har jeg det med det her elnet, nemlig at jeg synes, at det altså er bedst med en dansk løsning. Så kan de her energiselskaber lave alt mulig andet. De har en fri egenkapital, så de har jo et spillerum.

Men lige med et netselskab er det jo det hul, vi ønsker at lukke med det her forslag. Kan ordføreren ikke se, at pris altså ikke er det allervigtigste her? Det er kontrol over landets vigtige infrastruktur.

Ordføreren.

Jo, og derfor er det bare, at jeg fortsætter med at sige, at den kontrol har vi jo allerede gennem den regulering og den lovgivning, der ligger omkring de her ting. Den gælder i dag, som den gælder i morgen, uanset hvem der kommer til at være ejeren af Radius.

Så startede hr. Pelle Dragsted med at sige, at jeg havde været ude i en skræmmekampagne. Der må jeg bare sige, at når ordføreren for Enhedslisten her siger, at det jo så også kunne have været nogle fra Rusland og alt mulig andet, så kan jeg jo selvfølgelig ikke sige noget om det – qua den tavshedspligt, der er – men jeg tror, at man kan næsten både høre på finansministeren og også læse sig til, at det har været fornuftige bydere, der har været. Det har både været indenlandske og udenlandske, men det har været fornuftige bydere. Men det vigtigste af alt er, at den regulering, herunder den nationale sikkerhed omkring prissætning og omkring ejerstruktur, allerede er reguleret i den sektorlov, som der gælder, og det vil den også være fremadrettet, uanset hvem der måtte komme til at eje Radius, hvis et nyt salg i givet fald skulle blive aktuelt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere til korte bemærkninger lige nu. Næste taler i ordførerrækken er hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Radius har desværre været genstand for meget polemik de seneste uger, fordi den salgsproces, som havde været i gang siden juli måned, røg i vasken langt henne i processen. Tusindvis af mandetimer i Finansministeriet, i Ørsted, i de bydende virksomheder var dermed spildt. Statens omdømme som troværdig forhandlingspartner har lidt et knæk. Hvorfor? Primært fordi Socialdemokratiet ikke var opgaven voksen, da det kom til stykket. Man valgte populismen frem for ansvarlighedens og saglighedens vej. Ærgerligt for Ørsted, for skatteborgerne og den danske stats renommé.

Som andre også været inde på, er det jo sådan, at forsyningssikkerheden er sikret via lovgivning, via regulering. Sådan skal det være. Man kan finde masser af eksempler gennem historien på monopoler drevet af stater eller private, hvor reguleringen har været dårlig, hvilket har medført dyrere og dårligere produkter, varer eller service for borgerne. Det er reguleringen, som er vigtig; det er reguleringen, som beskytter forbrugerne, og reguleringen er på plads i Danmark.

Derfor er et krav om, at Radius kun skal kunne sælges til bestemte virksomhedstyper, ikke en garanti for bedre beskyttelse af forbrugerne. Det er simpelt hen forkert.

Derudover forhindrer EU-lovgivning, at man diskriminerer på baggrund af virksomhedsformer, når man sælger statslige virksomheder. Heldigvis for det. Det beskytter også danske virksomheder mod at blive diskrimineret i salgsprocesser i udlandet.

Energinet skal naturligvis heller ikke eje eldistributionsselskaber. Energinet skal være en markedsneutral aktør. De varetager myndighedsopgaver, og derfor skal de naturligvis ikke være i direkte konkurrence med andre eldistributionsselskaber. Det er jo en hjørnesten i den regulering, som vi har i Danmark og i øvrigt også i resten af EU. Det er derfor, at Banedanmark ejer skinnerne og DSB andre aktører byder ind på at køre på dem.

Vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en enkelt spørger, nemlig hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Det her med EU-lovgivning bliver ved med at blive gentaget. Altså, Ørsted er et privat selskab. Det er rigtigt, at der er en statslig aktiemajoritet, men det er altså ikke omfattet af EU's udbudsregler eller lignende sager. Vi har fået et svar fra ministeren om det her, altså, og ellers må ministeren jo opklare det igen. Som hr. Søren Egge Rasmussen var inde på før, har vi jo fortilfælde, hvor vi har valgt en forhandlet salgsproces af dele af vores infrastruktur. Så det er altså bare forkert.

Så er der et andet og mere principielt spørgsmål: Er der overhovedet nogen dele af vores infrastruktur, som Liberal Alliance ikke mener kan sælges til højestbydende kapitalfond, altså jernbanen, vejene, transmissionsnettet? Er der noget som helst, som Liberal Alliance mener bør være ejet af danskerne selv?

Ordføreren.

Det er simpelt hen ikke rigtigt, at der ikke er EU-lovgivning, der forhindrer, at man bare sælger til hvem som helst, som man nu har lyst til. Det er der. Der kan godt være eksempler på, at man har forhandlet med en aktør, men så skal man jo bagefter ud i en nogle gange besværlig proces og bevise, at man faktisk har solgt til markedspris, og med hensyn til andre, det var f.eks. tilfældet med Jyske Bank, åbnede man jo bagefter for, at andre, hvis der var nogen, der havde lyst til at byde højere, kunne gå ind og købe. Sådan er det. Der er ikke noget forkert i det, jeg siger.

Så bliver der spurgt til, om der var noget, vi kunne forestille os noget, som ikke kunne ejes af private. Nej det er der sådan set ikke. Jeg kan ikke lige komme på noget. For det, der er væsentligt, er, at der er en regulering, som beskytter forbrugerne mod, at der er nogen, der udnytter et monopol. Det er det, der er fuldstændig væsentligt. Vi mener selvfølgelig ikke, at der er nogen, der skal kunne udnytte en monopollignende tilstand, og derfor er det helt i tråd med god markedsregulering, at der er en regulering på de områder, hvor der er et naturligt monopol, som beskytter forbrugerne mod, at der er nogen, der tager ublu priser.

Men staten kan også godt være en, der tager ublu priser. Staten har jo også en dobbeltrolle. Staten opkræver skatter, og hvis staten så også har et monopol, bliver det nemt en skatteskrue, hvor man kan skrue priserne op for at få nogle indirekte skatter igennem på den måde. Det er der også eksempler på fra bl.a. England. Så det der med, at staten skulle være en god ejer, og at det skulle beskytte forbrugerne, er altså ikke rigtigt. Det er regulering, der beskytter forbrugerne.

Tak. Ønsker spørgeren ordet for den anden korte bemærkning? Nej. Så er det tak til ordføreren, og den næste ordfører, jeg ser i salen, er hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak, hr. formand. Lad mig starte med at takke Enhedslisten for at have bragt det her beslutningsforslag op. Vi kan ikke støtte det. Vi er jo med i den forligskreds, hvor man sidder og forhandler de her ting, og er derfor også belastet af en viden og historik i det. Men vi synes, at beslutningsforslaget – kan man sige – rejser en principielt vigtig debat, som også egner sig til at blive taget, sådan så alle kan følge med i den.

Vi synes ikke, det er helt så enkelt, som Enhedslisten lægger det frem, men vi synes, det er tæt på – lad mig sige det sådan. Altså, vi har også en meget stor forkærlighed for hele den forbrugerejede tradition i den danske energisektor. Det er jo fuldstændig rigtigt, som flere har påpeget, at vi i dag har en stærk regulering af den samlede sektor, der sikrer, at man ikke bare kan malke de her net efter forgodtbefindende. Man kan ikke bare investere efter forgodtbefindende, og man har en indtægtsrammeregulering, der i og for sig er rimelig nidkær og detaljeret. Men den er også besværlig, og den er også bureaukratisk, og der er også en skønhed i, at det her naturlige monopol er ejet af forbrugerne og dermed også beskyttet af forbrugerne selv. Det kan vi sagtens se. Det har vi i mit parti en lang historisk tradition for, og derfor så vi også gerne, at det hele munder ud i, at vi bevarer den forbrugerejede tilgang, i modsætning til i dag, kan man sige, når nu Radius bliver afhændet. Det er der mange ting der taler for.

Der er så også noget, der taler for den salgsproces, som har været igangsat i forbindelse med Radius, og som forslaget slet ikke kommer ind på, og som jeg synes man skal have med i betragtning. Det er jo helt legitimt, at Ørsted ønsker at sælge Radius. De stakkels kunder skal jo ikke være gidsler i et selskab, der ikke ønsker at have dem. Radius har, tror jeg – som verdens største havvindmølleselskab, der har drevet den udvikling markant frem til gavn og glæde for os alle sammen og for klimaet, og hvor der for alvor er kommet kapital bag en stærk udbygning af grøn energi – et ønske om at koncentrere sig brandmæssigt, managementmæssigt og kapitalmæssigt om den opgave. Det bifalder vi sådan set som en rigtig god idé.

Spørgsmålet er selvfølgelig: Kan man forestille sig ejerkonstruktioner, hvor man også kan få aktører ind, som har noget erfaring med de elmarkeder, vi nu skal til at opbygge, og som jo er den næste generation af den grønne omstilling? Man kan jo sige det sådan, at vi har drevet det så vidt med den grønne omstilling, at det at få produceret vindenergi i dag meget snart foregår på hundrede procent markedsvilkår, kan man sige, fordi det simpelt hen er den billigste energiform, der er.

Det næste store skridt er jo, at forbruget af vindenergi og anvendelsen af vind bliver meget mere dynamisk, herunder anvendelsen af nettene, som jo har en kapacitet, der er forholdsvis begrænset, medmindre vi finder en mere intelligent måde at udnytte det på og laver nye former for kundetilbud, hvor man i højere grad får styret sit elforbrug og dermed belastningen af nettet for at kunne tage hånd om den fluktuerende energi.

Det er jo noget, som man ikke kun arbejder med i Danmark. Man arbejder også med det i Sverige og i flere af de andre europæiske lande, og der er faktisk nogle af pensionsselskaberne, der her har vist sig interesserede, som har arbejdet med den form for markedsudvikling på nettene til gavn for både kunder og grøn omstilling osv., men selvfølgelig også i et forretningsøjemed. Så vi synes, det kunne være interessant at få noget af den erfaringsbase ind.

Derfor kunne vi også godt se nogle perspektiver i konsortier, hvor man havde et forbrugerejet selskab i spidsen og så nogle med erfaringer fra andre landes grønne omstillinger på de her områder med. Det ville vi sådan set også godt kunne se et perspektiv i. Det er bare for at sige, at der godt kan være forskellige hensyn og derfor også forskellige mulige løsninger på, hvordan det her kan ende godt, sådan at vi kan blive betrygget i, at nettet ligger et trygt sted, også sikkerhedspolitisk og forsyningssikkerhedsmæssigt – og jeg tror, vi helt deler Enhedslistens intention på det område – men at vi samtidig også får nogle nye aktører ind, der kan være med til at udvikle hele det danske elnet og -system. Ikke bare som en stor malkeko, havde jeg nær sagt, men også, fordi der kan være brug for at få udviklet hele det danske distributionssystem. Vi er jo enige om, at transmissionsnettet og de regionale net ligger i Energinet.dk, og at de skal fortsætte med at ligge der.

Der er foreløbig to indtegnet til korte bemærkninger, og den første er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Først tak for den positive modtagelse. Det her spørgsmål om konsortier og erfaring er selvfølgelig interessant. Jeg spørger mig selv, om ikke den slags erfaringer er noget, man kan tilkøbe, sådan at ejerskabet stadig væk er hos forbrugerne, sådan som vi har en lang, lang tradition for i Danmark – specielt når hr. Martin Lidegaard ligesom os er optaget af at fastholde den andelstradition, man har. Jeg er lidt bekymret over den opblødning af den. Jeg er også lidt bekymret over det perspektiv med, at SEAS skulle eje Radius, men uden at kunderne i Radius' område er andelshavere i SEAS. For det er også en udvanding af vores andelsform, som jeg synes vil gøre det nemmere at sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er kvalitativt anderledes end andre virksomheder. Jeg ved ikke, om hr. Martin Lidegaard deler den bekymring.

Ordføreren.

Det ved jeg ikke helt om jeg gør. Det, som spørgeren er inde på, er, om man laver en egentlig fusion, så det er alle forbrugerne i det pågældende område, eller om man laver en selskabskonstruktion. Der vil jeg egentlig nok sige, at der vil være fordele og ulemper ved begge modeller. Jeg forstår godt, hvor spørgeren vil hen med spørgsmålet, men der kan jo godt være nogle kapitalforhold – og det er ikke for at gøre det her meget indviklet – i de her selskaber, for de har jo hver deres historik. Radius kom oprindelig fra et kommunalt ejet selskab med en bestemt form for kapitalforvaltning. Jeg kan simpelt hen ikke lige på stående fod gennemskue, om det giver mening for forbrugerne på Sjælland at overtage hele den kapitalforvaltning, eller om det i virkeligheden kunne risikere at påføre dem yderligere omkostninger. Men altså, det kan man tænke igennem. Det er bare for at sige, at det ikke er sådan helt på den flade, at det nødvendigvis pr. definition vil være i forbrugernes interesse med en bestemt selskabskonstruktion.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jamen altså, problemet er vel, hvis man nu tager det helt ned på jorden, at f.eks. os, der bor i det her område – det gør jeg, og det er der 1 million andre der også gør – så ikke vil have nogen demokratisk indflydelse i, lad os sige, det var et SEAS-NVE-konsortium. Vi ville være sat uden for demokratisk indflydelse i den andelsvirksomhed og i øvrigt også være uden ret til afkastet og en demokratisk forvaltning af, om det skulle føres tilbage i lommerne på os selv eller bruges til investeringer i nye spændende, grønne projekter, eller hvad det nu var. Kan ordføreren ikke se, at det lidt er et brud med hele ideen med forbrugereje og andelseje, nemlig at der et lighedstegn mellem forbrugerne og ejerne?

Ordføreren.

Jo, jeg kan godt se, at det sådan helt umiddelbart og ud fra en demokratisk betragtning vil være skønnest og smukkest med en stemme pr. hoved, pr. forbruger, i et fælles selskab. Det kan jeg sådan set sagtens se. Det, jeg bare gør opmærksom på, er – uden at jeg skal kloge mig på det her, men jeg vil bare tage det forbehold; lad mig sige det på den måde – at hvis man skal tilkøbe en virksomhed, inklusive denne virksomheds kapitalapparat, så vil der nok være forskellige omkostninger forbundet med det for de forbrugere, der køber. Så det skal man bare også lige tage med i betragtning. Og så kan det godt være, man alligevel foretrækker, at man ikke lige har stemmeret, hvis man så til gengæld får en lavere elpris.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten. Værsgo.

Jamen det er sådan set derfor, at man efter en fusion eller en handel kan have forskellige nettariffer i to forskellige geografiske områder i en overgangsperiode, det er sådan set muligt. Så den barriere findes ikke, det kan løses.

Med hensyn til det der kapitalbehov ude i energiselskaberne er det ikke det, der er barrieren. Og i forhold til de der elektroniske elmålere: Jamen i det jysk-fynske har man jo installeret dem for længe siden. Man mangler måske stadig væk lidt i København. Branchen er klar til det der intelligente elnet, som er fremtiden, og det er ikke kapitalbehovet, der er barrieren. Altså, jeg synes, det er at snakke udenom at køre ud ad det spor. De energiselskaber, vi har i Danmark, har sådan set kapital nok. De er polstrede til fremtiden, mener jeg.

Så kan der selvfølgelig være nogle politiske initiativer, man kan tage, og en af de største beslutninger, der er truffet i Folketinget, og som har haft betydning for de her selskaber, er sådan set at tillade, at man kan have realkreditfinansiering af sine fiberinvesteringer. Den beslutning har virkelig haft betydning ude i mange selskaber. Så der er rammer, som vi kan beslutte herinde i Folketinget, og som kan gøre, at de her energiselskaber har det bedre økonomisk og er bedre økonomisk polstrede til fremtiden.

Så jeg synes ikke rigtig, at det er de ting, som ordføreren ridser op, der er problemet.

Ordføreren.

Altså, jeg er sådan set enig i, at de fleste energiselskaber i Danmark ikke mangler kapital. Der er nogle onde tunger, der vil sige, at de har for meget kapital, men det er så en anden diskussion.

Men det, jeg påpegede, var sådan set, at man godt kan forestille sig, at man kan få noget ekspertise fra andre markeder. Altså, der er ingen tvivl om, at Danmark på mange områder er nr. 1 i den grønne omstilling på energiområdet, men der er heller ingen tvivl om, at vi er begyndt at få stor konkurrence udefra, og at nogle lande og sektorer har større erfaring, end vi har, med udvikling af det, man kan kalde intelligente elmarkeder, intelligente elsystemer. Det var den ekspertise, hr. Pelle Dragsted nævnte, om man ikke bare kunne tilkøbe den. Men man kan selvfølgelig også godt forestille sig, at en virksomhed, der har erfaring inden for det område og ekspertise på forskellige markeder, vil være mere interesseret i at stille sin ekspertise til rådighed, hvis de selv har hånden på kogepladen, og også at kunne lave forretningsmodeller med den.

Så der er jeg nok lidt mindre markedsforskrækket, for at sige det ligeud, end Enhedslisten er. Og jeg tror egentlig, at hele andelstanken i Danmark, som begge partier holder meget af, kunne befrugtes og udvikles, også hvis man turde tænke lidt ud af boksen – men ud fra at kernen er, at det som udgangspunkt er forbrugerejet.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste taler i ordførerrækken er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Tak til Enhedslisten for forslaget. Vi kommer ikke til at støtte det, men jeg synes, det er en god anledning til en principiel debat. Tiden efter, at vi i SF og Socialdemokratiet sagde nej til den videre proces, har været præget af utrolig mange læk, ufattelig meget spin, desværre ikke mindst fra vores finansministers og hans spindoktors side. Undervejs har jeg alene redegjort for, hvad jeg har sagt på vegne af SF inde i forhandlingslokalet og uden for.

I politik er der brug for fortrolighed, selv når vi er rygende uenige, men den fortrolighed er blevet brudt igen og igen, og finansministerens udlægning her i starten af debatten synes jeg simpelt hen var den sidste dråbe. Opbakningen til den strukturerede salgsproces – det hører vi finansministeren sige, som om det var det eneste, der var sket i sommer, da vi startede den her proces. Derfor vil jeg nu i stedet for – til baggrund til en eller anden journalist – helt åbent sige, hvad der skete. Og det er jo ret usædvanligt, men der er ikke et gran af fortrolighed tilbage efterhånden.

I sommer mødtes vi i forligskredsen, og i SF var vi kritiske omkring et salg, men finansministeren gav udtryk for, at det nok endte med et forbrugerejet selskabet – det var i hvert fald målet. Det var ikke nok for os. I SF ønskede vi, at der var mulighed for veto, og konklusionen blev, at salget skulle tilbage i forligskredsen, inden det endelige salg og køberen godkendes af forligspartierne. Da forligspartierne mødtes i december, fik vi forelagt en kovending fra finansministerens side. Nu skulle det være op til Ørsted frit at vælge bydere uden politisk indblanding. Det sagde vi nej til, og resten er historie.

Det afgørende for os i forhandlingerne var, at et salg kunne føre til en bedre konstruktion end den nuværende, og derfor har jeg også syntes, at det var ærgerligt, når diskussionen nogle gange blev et spørgsmål om, hvorfor man overhovedet skulle sælge. Altså, hvis det bedre resultat var, at det endte på forbrugerejede hænder, er det jo bedre, end at det er ejet af et Ørsted, der ikke gider eje Radius. Men de bindinger, som jeg også har nævnt – nemlig at der var en forventning om, at det ville ende på forbrugerejede hænder, at det skulle tilbage i forligskredsen, og at en køber skulle endelig godkendes – var den tryghed, vi havde, og det var derfor, vi gik i gang. Hvis der er noget, jeg måske fortryder i den her proces og i bagklogskabens lys, var det måske i forbindelse med de ting, der blev lovet fra starten. Da de ikke blev overholdt, skulle man måske bare have sagt fra starten, at nej, vi kan kun sige ja til et direkte salg til en køber, som man også kan gøre i andre tilfælde – vi har hørt Vestjysk Bank omtalt i den forbindelse.

Jeg synes ikke, det her er kønt for Danmark, det er ikke godt for Danmark, og jeg synes ikke, at det er fint over for de selskaber, som har brugt tid og ressourcer på det her. Men der var ingen tvivl om, hvad der blev aftalt i starten, hvad vi sagde i forhandlingslokalet, og hvad vi har sagt uden for også.

Forløbet viser, at der er et klart flertal i Folketinget, som nu vender sig mod yderligere privatisering af vital infrastruktur – Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF, Alternativet og DF – og det synes jeg er fantastisk. Det er et paradigmeskifte, vi godt kan lide i SF. Det er forhåbentlig også en anledning til at tage en større og mere principiel debat, som jeg egentlig synes hr. Martin Lidegaard åbnede tidligere heroppe, om, hvad det er, vi skal eje i fællesskab, og hvad der fint kan være privatejet. Hvad der skal være forbrugerejet, og hvad der skal være statsligt ejet, og hvordan vi sikrer vores fremtidige infrastruktur, både mod nogle, der alene er der for profithensyn, men lige så meget i forbindelse med den diskussion, der f.eks. er i forbindelse med Huawei i Danmark. Det er også et spørgsmål om national sikkerhed i sidste ende, og det er både, når det handler om el, når det handler om fiberkabler og meget andet, at det bliver en del af et økosystem, som er afgørende for at få vores land til at hænge sammen. Og derfor håber jeg, at det, at vi tager den her større og mere principielle diskussion, forhåbentlig kan blive udgangen på det her ikke så pæne forløb, altså at vi tager den diskussion med hinanden.

Jeg tror faktisk, at der måske er en større grad af enighed, når vi får lagt lidt afstand til det, der er sket her. Tak.

Der er en enkelt til kort bemærkning. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Først tak for at dele lidt om, hvad der er foregået bag gardinerne. Det synes jeg er rigtig rart at få et indblik i. Det tegner jo et noget andet billede end det, der har været fortalt. Og i øvrigt også tak for at have stået fast i forhandlingerne i det her spørgsmål. Jeg synes, det har været forbilledligt arbejde.

Så vil jeg egentlig bare vende tilbage til den der snak om fremtiden. For vi kan se meget tilbage, men hvis vi skal se en fremtid for Radius for os kunder i det her område, hvordan forholder ordføreren sig så til det spørgsmål, som har været debatteret her, om, hvorvidt et forbrugerejet selskab så også betyder, at det er ejet af forbrugerne i Radius' netområde, ligesom andre forbrugere i Danmark ejer eldistributionen i deres eget netområde? Er det den løsning, SF går efter, eller er det fint, hvis det er et forbrugerejet selskab for en anden landsdel, som så ejer og driver Radius som en helt almindelig kommerciel virksomhed?

Ordføreren.

Der er jo mange punkter på sådan en skala fra rigtig skidt til rigtig godt. Noget af det, der var rigtig, rigtig skidt – det har finansministeren også redegjort for – blev fjernet, inden der overhovedet kom indikative bud.

Vi synes så heller ikke, at det var godt nok, at en pensionskasse i et eller andet europæisk land kunne eje det, fordi der jo ikke er nogen binding, som kunne forhindre, at man solgte det videre til en kapitalfond, hvis man fik et rigtig godt tilbud. Og det er fint nok, hvad europæiske pensionskasser gerne vil eller ikke vil, men i sidste ende skal kritisk infrastruktur være på danske hænder, synes vi, og allerhelst også ejet af forbrugerne selv.

I forhold til det, hr. Pelle Dragsted spørger om, altså om det er forbrugerejet, hvis det er ejet af et forbrugerejet selskab – det er lidt kringlet sagt – kan man sige, at det er det jo ikke helt. Altså, hvis vi tager SEAS-NVE, som har været drøftet meget i debatten, så er der jo en konflikt, for hvem vil så eje det? Altså, så vil det jo ikke være Radiusforbrugerne selv. Og hvordan kommer man videre ad den vej? Vi har da også tænkt i SF: Jamen hvordan kunne Radiuskunderne selv komme til at eje det? Og det er ikke så nemt – det vil jeg gerne lige vende tilbage til.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jamen så vil jeg egentlig bare gerne have ordføreren til at vende tilbage til det. For det kunne jo være, at man nu, hvor der er lidt åbenhed om, hvad der er foregået i processen, kunne fortælle, om der havde været nogle drøftelser om den mulighed, altså at man kunne give et købstilbud, om jeg så må sige, til forbrugerne i området. Sådan et hurtigt slag på tasken er jo, at det – selv med en meget høj pris – vil dreje sig om ca. 20.000 kr. pr. husstand. Og det er jo måske en meget god investering, al den stund at vi betaler 500 kr. i ren forrentning hvert eneste år lige nu til Radiusejerne i Ørsted.

Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan den kapital kan bringes frem, om der er mulighed for, at det offentlige på den ene eller den anden måde kan hjælpe til i forhold til lånekapital eller andet. Altså, er det noget, der har været drøftet? For det synes jeg jo både som politiker og som forbruger i området ville være den bedste løsning.

Ordføreren, værsgo.

Det er jo det, vi drøfter nu og forhåbentlig også i tiden, der kommer. Altså, der skal jo være en markedspris i et eller andet leje. Der skal også gå noget tid, for man må jo ikke udnytte dem, der har leveret nogle indikative bud. Men det kunne man jo godt på sigt komme hen til.

Men så er spørgsmålet: Er det Radiuskunderne, som upfront skal lægge de her penge for at kunne blive ejere selv? Er der nogle, der må yde dem et lån for at hjælpe med det? Der er jo grænser for, hvad staten kan gøre for at hjælpe Radiuskunderne. Det tror jeg faktisk hverken er lovligt eller ønskværdigt. Så hvordan sikrer man, at kunderne selv får kontrol over deres egen virksomhed, har kapitalen til at købe den, og også har noget kapital til at drive den? Det er det, jeg tror der bliver svært at få til at gå op. Men det kan være, vi i den kommende tid hører nogle spændende bud på, hvordan det kunne ske.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Anders Johansson, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Salget af Radius er sat i bero, og det er jo som bekendt sket, på baggrund af at der var et flertal i Folketinget, som ikke længere støttede op om den proces, som der ligesom var planlagt, og som egentlig havde været planlagt siden børsnoteringen af Ørsted. Det endte ud i et uskønt og vel nærmest pinligt forløb, hvor statens rolle som hovedaktionær led et voldsomt tillidsknæk.

Hvis man bakker op om det forslag, som vi behandler nu, så vil det her tillidsknæk, som staten har lidt som hovedaktionær, blive fulgt op af en sag om ulovlig statsstøtte, og det kan vi selvfølgelig ikke bakke op om. For Ørsted må ikke udvælge nogen særlig selskabsform frem for andre, efter den proces, man har været igennem. I Det Konservative Folkeparti har vi ingenting imod, at Radius bliver solgt til et forbrugerejet andelsselskab eller for den sags skyld en ejer med en anden selskabsform, som det f.eks. er tilfældet i dag, hvor Radius jo er ejet af et børsnoteret selskab. Det, der er vigtigt for os, er, at eldistributionsselskaberne i Danmark uanset ejerform lever op til den lovgivning, der er på området i Danmark, sådan at forbrugerne får den rette kvalitet til den rette pris.

Vi har jo netop en lovgivning i Danmark, som betyder, at man som eldistributør ikke eksempelvis kan hæve prisen eller undlade at vedligeholde elnettet, og det er vigtigt at holde fast i. Ørsted er verdens førende selskab inden for udviklingen af havvindmøller, og derfor er deres fokus i dag et andet sted. De ønsker at videreudvikle deres forretning og styrke den grønne omstilling, og et salg af Radius vil frigive ressourcer til at forfølge den plan. Det bakker vi op om i Det Konservative Folkeparti, og vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en enkelt til korte bemærkninger. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil blot sige en gang til: Nej, det, som Enhedslisten foreslår, er ikke i strid med statsstøttereglerne. Det er en fuldstændig gentagelse af lignende salgsprocesser, der har været for andre dele af infrastrukturen, herunder salg, der udgik fra Ørsted, tidligere DONG. Det kan være, at jeg skal stille et opfølgende spørgsmål til ministeren, så vi kan få en klar udredning af, hvad det er for nogle rammer, EU sætter, men vi har haft en diskussion af det på et samråd, og der er jo ikke tale om et offentligt udbud her. Der er tale om et privat selskab, som principielt selv må bestemme, hvem de sælger til.

Men lad mig stille et andet og måske et lidt mere konstruktivt spørgsmål. Nu er det jo sådan, at det her salg er faldet, fordi der ikke var flertal i Folketinget, der kunne bakke op om den proces. Så kan man snakke om alt muligt med den proces og om, hvem der har ansvaret, og alt muligt andet, men hvad er Det Konservative Folkepartis bud på, hvordan vi kommer videre på en måde, der så også kan sikre flertal i Folketinget? Det ville jeg synes var interessant at høre.

Ordføreren.

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Jeg ved ikke, om jeg kan give noget klart svar, for så skulle jeg vide, hvad et flertal herinde helt præcis bakker op om. Det, jeg kan sige, er, at så længe vi har den lovgivning, vi har – den regulering, vi har af markedet – så er vi ikke så bekymrede for at sælge til andre selskaber end andelsejede. Vi bakkede op om den proces, der var, og det gør vi stadig væk. Hvordan vi så kommer videre herfra må vi jo sætte os i forligskredsen og finde ud af. Det kan jeg sådan set ikke stå her og give noget klart svar på. Jeg kan bare svare på Det Konservative Folkepartis vegne. Vi bakkede op om den proces, der var, og så må vi jo sætte os i kredsen og finde ud af, hvad vi gør herfra.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, og vi er således færdige med den almindelige ordførerrække og giver nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Forslaget har til formål at sikre, at den del af vores eldistributionsnet, som betjener 1 million husstande i Københavnsområdet, Nordsjælland, Roskildeområdet, Hornsherred ikke i fremtiden vil blive solgt til f.eks. udenlandske kapitalfonde, formueforvaltere eller lignende ejerkredse, men at vi i stedet holder fast i den hundredårige tradition, vi har i Danmark, for, at den her form for kritisk infrastruktur, monopoler, enten er ejet af det offentlige – f.eks. kommuner eller staten – eller er ejet af forbrugerne selv gennem andelsejede selskaber.

Forslaget blev fremsat, fordi Ørsted i sommer annoncerede, at man ville frasælge Radius. Det skabte heldigvis en masse debat, og jeg har faktisk været overrasket over, hvor mange borgere der har været meget, meget optaget af det her spørgsmål. Jeg tror, at vi her i Danmark ligesom har et før og et efter Goldman Sachs. Jeg tror, at rigtig mange danskere bare har fået nok efter TDC, efter Seruminstituttet, der skulle sælges til en shariasheik, og efter det her, og man gider ikke mere nu.

Derfor var der en stærk reaktion og rigtig mange mennesker, der engagerede sig, og tak for det, for det var jo også medvirkende til, at det endte, som det gjorde, nemlig at det her salg i hvert fald foreløbig er stillet i bero.

Men det er også klart, at Ørsted, det har vi hørt, stadig væk ønsker at komme af med Radius. Og som jeg var inde på før, kan man spørge sig selv: Hvorfor var det så vigtigt at få Radius med over, dengang man børsnoterede selskabet? Hvorfor skilte man det ikke fra, som vi var nogle, der foreslog dengang?

Men Ørsted vil gerne af med det, og jeg synes heller ikke, at Ørsted er en optimal ejer. Det er, som der blev sagt, et børsnoteret aktieselskab, og de går også lige til grænsen, for det koster hver husstand i området af ca. 500 kr. om året i ren forrentning. Det er, som nogle har kaldt det, en gylden vandhane, det er et sikkert cashflow. Så det er sådan set fint, at Radius skal skilles ud, men spørgsmålet er så bare: til hvad?

Der er det så, at vi har diskussionen om, hvilken ejer vi ønsker. Og der har været fremført forskellige ting her i debatten, bl.a. at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad det er for en ejer, vi har, fordi vi har sådan en regulering, der sikrer, at uanset om det er et forbrugerejet selskab eller andre, vil de være underlagt de samme regler.

Der bliver jeg bare lige nødt til at citere nogle af de eksperter, som har udtalt sig på området om, hvad forskellen er på at få en stor formueforvalter eller kapitalfond ind. Og jeg kan starte med Frede Hvelplund, som er professor ved Aalborg Universitet, og han siger:

»Indtægtsrammens fastlæggelse er en meget indviklet proces med mange fortolkningsområder, og i den proces vil Forsyningstilsynet stå over for en ny købers hær af økonomer og advokater, som de vanskeligt kan matche«.

Det er en professor. Så kan vi gå videre til en ekspert i elmarkedet fra Roskilde Universitet, Anders Larsen, og han siger:

»Hvis de selskaber, der skal reguleres, er vældigt meget større end dem, der skal regulere dem, så har vi et generelt problem. De kan betale højere lønninger og have mulighed for at påvirke de politiske processer«. Sådan siger han.

Lad os da bare også tage professor Brian Vad Mathiesen, og han siger:

»Den anden balance, der kan ændre sig, er magtforholdet mellem regulator, dvs. Forsyningstilsynet, og ejeren. I det øjeblik man får en pengestærk ejer ind uden forbindelse til Danmark, forbrugere eller staten, kan man forestille sig, at regulator i højere grad bliver udfordret med det formål at kunne trække flere penge ud«.

Kigger vi rundt om i verden, hvor man også har lovgivning, der rammer det her, har vi set, hvordan det er lykkedes nogle af de her selskaber at øge priserne og øge indtjeningen igennem forskellige manøvrer. Så der er grund til bekymring, og det er dumt bare at skubbe den til side.

Herudover er der jo det faktum, som jeg var inde på, at der jo er en grundlæggende forskel på et forbrugerejet selskab og andre typer af selskaber, nemlig den, at i et forbrugerejet selskab er det forbrugerne, der bestemmer. Det kan godt være, at nogle af de forbrugerejede selskaber også går til kanten af indtægtsrammereguleringen, men så er det jo, fordi forbrugerne har besluttet det. De kunne beslutte noget andet, hvis de ville. Det hedder demokrati, og det er det, vi hylder herinde. Det er faktisk også en rigtig god idé at have i virksomheder, specielt i virksomheder på monopolområder som elnettet. Det er nok derfor, vi har haft den tradition i Danmark i hundrede år, og jeg synes, det var godt, at Venstres ordfører pegede på, at det faktisk er noget, som Venstre er stærkt forankret i.

Det er bare, som om den erkendelse om, hvorfor det var, at man valgte at eje de her ting i fællesskab, er gledet væk. Det var der jo en grund til, der var en grund til, at andelsbevægelsen blev født i Danmark, og det handlede om at sikre billigere priser til forbrugerne og større demokratisk indflydelse.

Så har der været fremført de her argumenter om EU-lovgivningen. Selvfølgelig er der nogle rammer; der er jo ikke tale om et offentligt udbud, hvilket jeg har været inde på. Det er et privat selskab, som sådan set i høj grad selv kan bestemme, hvem man ønsker at sælge til. Selvfølgelig skal vi have afdækket, hvilke forhindringer der kan være. Jeg vil bare pege på, som det også har været fremført, at vi altså har lavet forhandlede salgsprocesser omkring vores gasdistributionsnet og omkring vores eltransmissionsnet, altså de hovedfærdselsårer, der går på tværs af landet. Så helt umuligt kan det vel næppe være.

Tak for den positive modtagelse, der har været af forslaget fra et flertal i Folketinget, og tak til Dansk Folkeparti for deres ønske om at tage det her videre i udvalget – det er noget, vi i den grad er med på. Vi skal kigge på, hvad mulighederne er, for lige nu er der jo lidt et stalemate, kan man sige – det står stille; forligskredsen er på en eller anden måde løbet ind i en blindgyde, så der skal findes en vej frem. Og det ville da være godt at tage fat på de drøftelser. Også tak til socialdemokraterne og SF for at have taget det valg, man har taget, og også, som det er fremgået, have forsøgt at kæmpe i forligskredsen for en fornuftig løsning. Og også tak til Det Radikale Venstre for at bakke op om ideen om andelseje.

Det, der må være opgaven nu, er at finde den vej frem, hvor det kan blive muligt, at vi, der er elforbrugere på elnettet i den million husstande, som indgår i Radius' netområde, får mulighed for at blive ejere af vores elnet på samme måde, som de fleste andre danskere er. Det vil i mine øjne være den optimale løsning. Det er klart, at forslaget lægger op til, at hvis det er umuligt, så kunne en anden løsning være at bruge Energinet.dk, som jo i forvejen ejer transmissionsnettet – altså en statslig løsning. Men jeg vil sådan set foretrække den anden, hvis den er mulig.

Så med disse ord siger jeg tak for en god og – synes jeg – også oplysende og spændende debat om det her tema. Jeg tror, det er et tema, vi kommer til at bruge noget tid på i årene, der kommer. SF's ordfører kaldte det et paradigmeskifte. Jeg tror i hvert fald, at vi, hvis vi kigger ud i befolkningen, vil se en form for paradigmeskifte eller i hvert fald en øget opmærksomhed på, at den tankegang, vi havde i de her år, hvor vi tænkte, at alt var bedst, hvis det bare blev overladt til højestbydende på markedet, nok ikke længere har opbakning i befolkningen. Og det pålægger selvfølgelig også partierne herinde at finde nogle løsninger, som kan vinde opbakning. Det tror jeg sådan set er rigtig godt.

Og det gode i Danmark er, at vi har en tradition bygge på. Vi skal ikke opfinde det forfra. Det er sådan set her i vores land, at andelsbevægelsen har store dele af sine rødder. Der findes stærke virksomheder med et stærkt, demokratisk fundament, og det er en tradition, vi kan bygge videre på. Vi behøver ikke at overlade vores infrastruktur til udenlandske kapitalfonde. Vi kan vælge noget andet. Og det er det, vi skal finde vejen frem til nu. Så jeg beklager den sene afvikling af vores beslutningsforslag. Og tak for en god debat.

Også tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Finansudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.