Tak for det, formand.
Forslaget her, som kommer fra SF, går jo egentlig ud på, at man skal rulle aftalen om refusion til kommunerne tilbage og ændre det, så de i stedet for en procentsats får en fast ydelse pr.
borger, hvis jeg har forstået det rigtigt, og jeg tror, det er det, det drejer sig om.
SF siger så, at det vil være med til at fremme indsatsen over for f.eks.
kontanthjælpsmodtagere, at kommunen får en fast ydelse på et fast beløb, og det vil gøre, at man så nemmere kan komme ud på arbejdsmarkedet.
Der er vi så ikke enige.
For den bedste løsning for en borger ude i kommunen, der er på en ydelse, er, at kommunen laver en indsats, der gør, at de kan komme ud på arbejdsmarkedet.
Det vil sige, at de kan give dem nogle kurser, så de kan dygtiggøre sig til at komme ud på arbejdsmarkedet, de kan skabe kontakt til arbejdsgiveren og aftale med en arbejdsgiver, at der er et job, og at de har en ledig, der kan matche det job, altså at det er den vej.
Det er den absolut bedste løsning for borgeren og ikke et spørgsmål om, om kommunen får et større beløb til refusion af den udgift, de har til ydelsen til borgeren.
Jeg synes, det er en forkert vej at sige, at det hele drejer sig om, at vi skal sikre, at kommunerne ikke tænker økonomi i den forbindelse, så de får et beløb, og de så ikke behøver tænke på, om det er den bedste løsning, de giver borgerne, fordi kommunen har pengene, uanset hvad de laver, og de så ikke tænker, om der er nogle økonomiske gevinster, og der er spekulation i, hvad for en ydelse man nu skal have.
Men det er jo efter min mening en helt forkert tankegang, for hvis kommunerne tænker sig godt om, er den bedste løsning, at de skal se på, hvordan de får vedkommende ud på arbejdsmarkedet.
Det, der altid er den bedste økonomi i, er at få en ledig borger ud på arbejdsmarkedet, og det er ikke et spørgsmål om, hvad kommunen får i refusion.
Der, hvor kommunen tjener allermest, er hver gang de får en ledig borger ud på arbejdsmarkedet.
Det er der, den store gevinst ligger for en kommune.
Der, hvor man virkelig kan hente penge ind til kommunekassen, er ved at arbejde på at få de ledige ud på arbejdsmarkedet hurtigst muligt, og det gør man ikke bare, ved at man får en større refusion fra staten, men det gør man ved at lave den rigtige indsats, som jeg sagde, ved at matche de ledige til de job, der er, lave aftaler med arbejdsgiverne, se på, hvad for et kursus den ledige har brug for for at kunne bestride et job, og så give dem de kurser, der er.
Men hvis man netop sikrer, at kommunerne altid får et højt beløb i refusion, behøver de jo ikke lave en indsats, for så er kommunens pengekasse i orden.
Så er de sikre på, at de har pengene i kassen, og så tænker de jo ikke på borgeren.
Det er der, kassetænkningen måske mere kan komme ind, for så behøver man ikke lave en indsats, så sparer man på at lave den indsats, for man har refusionen hjemme til den ydelse, man skal have.
Så i Dansk Folkeparti synes vi, at det er en helt forkert vej.
Men man bør satse på – som der er nogle kommuner der gør – at lave en ungeindsats, en indsats over for ledige, der gør, at de kommer ud på arbejdsmarkedet.
De vil se, at der, hvor de laver den indsats og arbejder med de unge, har de succes med at få dem ud, og det er ikke noget med, om de får en høj refusion eller ikke.
Men de ser i kommunerne derimod på, at hvis de får deres ledige ud på arbejdsmarkedet, er det der, hvor de sparer penge.
Det er der, hvor den store gevinst er.
Hvis bare alle kommunerne kunne lære af det, var vi nået langt.
Det har de så desværre ikke alle gjort, men det håber vi selvfølgelig på at de kommer til i løbet af tiden.
Nu har vi også lavet forenklingsindsatsen, der kommer til at træde i kraft på et tidspunkt i år, der gør, at man skal lave en større indsats for at få ledige ud på arbejdsmarkedet, altså matche de ledige.
For det er en vej, vi skal gå, og ikke ved at sige, at vi ændrer på refusionssystemet, og at vi sikrer, at kommunerne får en højere refusion, fordi kommunen så ikke taber penge og ikke behøver at tænke i kassetænkning.
Men det gør jo bare ikke, at de laver en indsats for de ledige.
Så Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget.